Full text of "Naturen; illustreret maanedsskrift for populaer naturvidenskab"

See other formats

LfLf

Q> ?f23

3 5—

NATUREN

ILLUSTRERT M AANEDSSKRIFT FOR
POPULÆR NATURVIDENSKAP

UTGIT AV BERGENS MUSEUM

MED BISTAND AV TALRIKE FAGMÆND
REDIGERT AV

JENS HOLMBOE

1913

FJERDE RÆKKE, SYVENDE AARGANG
(37TE AARGANG)

BERGEN
JOHN GRIEG

KJØBENHAVN
LEHMANN & STAGE

tø

Indhoidsfortegnelse.

(„Mindre meddelelser“ under streken).

Zoologi, antropologi og lægevidersskap.

Bonnevie, Kristine : Retninger og resultater inden den

moderne eksperimentel-biologiske forskning . 163

Boye, P. : Litt om dyrenes aandsevner og deres sprog ... 239
Brinkmann, Aug. : Litt om albueskjællet (Patella vulgata) 312
C. F. K. : Fundet av det palæolitiske menneske i Sussex

i Sydengland. . 342

Cardot, LI. : Litt om landsneglenes bevægelser . 234

Grøn, K. : Nyere fremskridt i studiet av syfilis . 37, 87

Holmboe, M. : Dødsfald av ormebit i Norge . 191

Kiær, Johan: De nye fund av utdøde kjæmpeøgler i tysk

Østafrika < . 48

Lien, G. O. : Det amerikanske stinkdyr . 112

Lie-Pettersen, 0. J. : Stæren (Sturnus vulgaris Lin) . 133

— Fugleliv i den ytre skjærgaard paa Bergenskysten 323
Røskeland, Askell : Litt om fugietrækket i 1912 og 1913... 231

Schjelderup-Ebbe, Th. : Hønsenes stemme . 262

Vogt, R, : Racehygiene . 65

Werner-Nielsen, J. : Litt om utklækning av sommerfugler 216
Øyen, P. H. : Mammut og moskusokse i Norge ! . 195

Killingstad, A.: En nypespisende fugl . ... . 27

I. G. : En for Norges fauna ny fisk . . . 61

Mørk, K. T. : Kattens orienteringsevne . 97

Lie-Pettersen, 0. J. : Notiser vedkommende fugietrækket

ved Bergen vaaren 1912 . 128

Hvitfj ærede spurver . 321

— Nypespisende fugler . . 322

— To kuld hos linerlen . . . 386

H. R. : En geologisk sygdom . 319

Hugorm paa Hardangervidden . ... 354

h. : Et muldyr med føl ... . . .' . 354

Sopp, Nusse : Hønsenes stemme . . . ... 382

Botanik.

Holmboe, Jens: „Sydskandinaviske“ planter i svensk

Norrland . . . 20

Kerguelens flora . 23

Nesheim, Ivar : Svære eketrær . 29

M. B. : Laurbærtræet . . . 125

Hagem, Oscar : En ny forklaring til mutationer . 126

Besvoll-Holmsen, Hanna : En ny plante for Spitsbergens

flora . 252

Holmboe, Jens: Kræmmerhusformede blader hos lind ... 318

— - En tyk nypetornstamme . 382

— En elleve-kløver . 384

— En vældig barlindstamme . 385

Mineralogi, geologi, palæontologi og bergverksdrift.

Bjørlykke, K. O. : Sandfyk og sandslit . ... 80

— Fundet av en halshvirvel av mosknsokse ved Aust-

berg i Indset . 282

C. F. K. : Fundet av det palæolitiske menneske i Sussex

i Sydengland . 348

Hoel, A. og 0. Holtedahl: Lavadækkerne, vulkanerne og

de varme kilder ved Wood Bay paa Spitsbergen... 3

Havnø, Edvard J. : Flintfund og flint i Nordland . 276

Kiær, Johan: De nye fund av utdøde kjæmpeøgler i tysk

Østafrika . 48

Beusch, Hans : Findestedet for moskusoksehvirvelen . 279

Wiesener, Anthon M. : Om bøndernes jernsmeltning paa

Voss i gamle dage . 362

Øyen, P. H. : Norske bræers forandring 1 9 1 0: — 1912 . 252

— Mammut og moskusokse i Norge . . ... 195

H. S. : En „blæsterhola“ for myr jernsmeltning . 288

H. B. : En geologisk sygdom . . 319

Fysik, kemi og tekniske meddelelser.

Grønclahl, I. : ,,Transmutation“ -forvandling av grundstoffer 348

Hovland, A. N. : Traadløs telegrafi . 104, 184

Oxaal, John: Eksisterer der en nordlyslyd? . 118

Kamsay, William : Elementerne . 208

— - Fremtidens energikilder . 370

Ozonens fysiologiske virkninger . 161

Meteorologi, fysisk geografi og astronomi.

Helland-Hansen, Bjørn: Atlanterhavstogtet med „Armauer

Hansen“ sommeren 1913 . 294

Hoel, A. og 0. Holtedahl: Lavadækkerne, vulkanerne og

de varme kilder ved Wood Bay paa Spitsbergen... 3

Magnus, Hg. : Nyere systematisk jordmorfoiogi . . 355

Schroeter, 1. Fr. : Professor Størmers nordlysekspedition

til Bossekop vaaren 1910 . 147

Irgens, Kr. : Temperatur og nedbør i Norge 32, 64, 98, 162,

194, 322

Heusch, Hans: „Jordpust“, et litet naturfænomen . 253

— Støvholdig sne . 255

Munsterhjelm, Ludv. : Ett markligt ljusfenomen . 30

Klimatiske forandringer i Japan siden plioeentiden . 254

r. : Hen store isbarriere . 320

I. Fr. S. : Kometer i 1912 . 379

Arkæologi.

Hyrebilleder av ler fundet i en stenaldershule i Sydfrankrike 221
Havnø, Edvard J. : Flintfund og flint i Nordland . 276

H. S. : Sjeldne stenaldersfund fra Finland . 255

— Magiske bjørnefigurer . 258

— Nordiske paleoliter . . . 316

Artikler av blandet indhold.

Brinkmann, Aug. : Professor Robert Gollett . 1

Føyn, N. J. : Professor Henrik Mohn . 259

Gustafson, Gabriel: Oscar Montelius . 291

Holmboe, Jens: Tb. M. Fries . . . 99

— Vilhelm Storm . . . 131

Isachsen, Gunnar : Robert Falcon Scott . . . 33

Bokanmeldelser.

Sars, G. 0. : An account of the Crustacea of Norway.

(Sparre Schneider) . . . ... ... ... 25

Danmarks fauna. (I. G.) . 26

Atlas ofver Finland 1910'. (Ludv. Munsterhjelm) . ... 57

Amundsen, Roald : Sydpolen, Bd. I — II. (Jens Holmboe) 601
Bjørlykke, K. 0. : Norges kvartærgeologi. (C. F. K.) ... 249

Petersen, Severin : Danske Agaricaceer. (Jens Holmboe) 250

Lind, J. : Danish Fungi. (Jens Holmboe) . 251

Kritzinger, H. : Die Errungenschaften der Astronomie.

(I. Fr. S.) . 287

ILLUSTRERET MAANEØSBKRIFT FOR
FO PU LÆ R NATUR VI DEN SKAP

: TJTGLT AV BERGENS-MUSEUM
REDIGERT' AV JENS HØLMBOE

/ Januar

Ut AUG 3 1 1927

MUS*'-'-

AUG. BRINKMANN: Professor 'Robert Co Heft. . . . . .

A. HOEL og O. HOLTEDAHL : Lavadækkerne, vulkanerne og de varme

kilder ved Wood Bay paa Spitsbergen . . . . .

JENS HOLMBOE: „Sydskandinaviske“ planter i svensk Norrland .....

Kerguelens flora. . . . . : . . ... . . . . . . .

BOKANMELDELSER: G. O. Sars: An account of the Crustacea of
NorwayRSparre Schneider). Danmarks fauna fl. G.) ............. . .

MINDRE MEDDELELSER: A. Killingstad: En nypespisende fugl.
Ivar Nesheim: Svære ekétrær. Ludv. Munsterhjelm : Ett mårkligt
ljusfenomen. Temperatur og nedbør i Norge i septbr. — novbr. 1912.

Pris 5 kr. pr. aar frit tilsendt

Pris 5 kr. pr. asr frit tilsendt

Kommissionsp

Lelimann å Stap

Kjøbenhavn

Kommlssjoffær :

John Briog

Bergen

g||||pfe

• ®
m

• «
• •

hegynder med januar 1913 siri 37 te aargang (4de raekkes 7de
aargang) og har saaledés naadd en alder som intet andet popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

» Naturen «utgivés av Bergens museum og utkommer i kom-
missioii paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holm bor.

Ved bistand a v talrike ånsete medarbeidere bringer * Naturene
stadig originale artikler fra alle naturvidenskapens omraader
og indeholder desuten jevnlig oversættelser og bearbeidelser
efter de bedste utenlandske kilder.

De sidste a ar har, særlig paa fysikens og kemiens omraade,
bragt en r sek ke av store opdagerser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskues. »Naturen« vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds underrettet herom og i det hele
tat om alle naturvidenskapens vig tigere f remskridt.

Des uten vil » Naturen* anse det sorn^in særlige opgaye efter
evne at bidra til at iitbrede en tyldigere kundskap om og hedre
forstaaelse av vorl fædrelands rike og avvekslende natur.

1 anerkjendelse av tidsskriftets almennyttige formaal har Norges
storting i de senere aar bevilget > Naturen* et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr.

? Naturen « burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,
end det hittil har -Eat.. - ^Ber; Jkræves- ingen '.særligé/$aturvidm-
skabelige forkiindska per for al kuhné læse dets artikler med
fuldt utbytte^ Stats understøttede fojkebihlioteker og skole-
bøksamlinger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidråget;, ret til at erholde tidsskriftet for halv pris (kr. 2.50,
porto medregnet).

» NATUREN « utkommer hy er maaned med et hefte paa mindst
2 ark (32 sider) og koster 5 kr. pr. aar, frit tilsendt.

^-NåTUREN « bør helst bestilles gjehnem postvæsenetell&r i
ubetalt brev merket »avissak« til * Naturens ekspedition , Bergen «,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen.

Professor Robert Collett.

I decem ber maaned fyldte professor Collett 70 aar. „ Na¬
turen “ ønsket derfor i diette hefte at bringe ham sin hjerteligste
lykønskning og fortælle sine læsere litt om hans betydning for
norsk naturforskning — det er med den dypeste beklagelse at
disse linjer ikke f aar lykøniskningeins, men mindeordenes præg.

Professor Collett døde uventet efter kort tids sykeleie den
27de januar ; ved hans bortgang lider norsk zoologi et tap, som
for tiden er ganske' uerstattelig. Ingen norsk zoolog er for øie-
blikket istand til at fortsætte hans videnskabelige virksomhet,
der avsluttedes sua br at netop nu, da den sutte sin bedste
frugt — diet store verk om Norgeis hvirveldyr.

Professor R. Collett fødtes 2/12 1842 ; efter at være blit
student 1861 begyndte han at studere jus, men opgav snart
dette studium til fordel for sine zoologiske interesser, som han
senere gjennem et langt liv viet sin fulde kraft. Det er
ikke her pladsen til at komme med nærmere enkeltheter an-
gauende prof. Colletts akademiske karriere; jeg skal blot nævne,
at han i 1885 blev professor i zoologi ved universitetet og sam¬
tidig — ■ sammen med prof. G. O. Sars — bestyrer av det zoolo¬
giske museum.

Colletts zoologiske virksomhet mua sees paa en dobbelt bak-
grund : dels hans rent systematiske zoologiske interesser, dels
hans sterke forkjærlighet for at supplere disse ved egne iagt-
tagelser i naturen; dette har ganske selvfølgelig ført til en lang
række av undersøkelser, som bærer et særlig norsk præg.

Som Michael og Georg Ossian Sars er hovedrepræsentan-
terne for studiet' av landets hvirvelløse dyrefauna, isaaledeis var
Collett det for Norges hvirveldyr.

I diem første tid av sin videnskabelige løpebane utgav han
ganske vist et større arbeide over norske edderkopper (hvorfor
han i 1875 erhvervet kronprinsens guldmedaljei), men praktisk

talt har hel© hans senere videnskahelige arbeide været viet
h virveldyrene. I mere emd hal van det hundrede større og mindre
avhandlinger har han nedlagt sine omfattende iagttagelser —
oftest støttet paa egne indsamlinger ; hvor meget han har ydet
fa.ar man bedst et begrep om, naar man erindrer, at langt den
største del av vor viden om landets hvirveldyrfauna. skyldes
denne ene man ds utrættetige arbeide.

Ved siden av denne rike zoologiske videnskahelige virk¬
somhet har Colletts levende interesse for at delagtiggjøre ogsaa
det store naturhistorisk interesserte publikum i sin viden om
norsk dyreliv sat sig sterke spor paa forskjellig vis; ved talrike
populære avhandlinger, hvorav ogsaa „Naturem“s' læsere har
nydt godt, og hvor navnlig hans sans for det milieu, hvori
dyrene lever, har gjort hans skildringer saa tiltrækkende, har
han spredt oplysning vidt omkring. Jeg skal minde om at
denne interesse, parret med en udmerket fotografisk færdighet,
skylder vi saa fortrinlige populære skildringer som „Dyreliv i
det nordlige N or gé“ og billedverkerne „ Norske motiver, foto¬
grafier efter naturen" .

Ogsaa i Colletts virksomhet som museumsleder spores hans
evne til at „popularisere“ zoologien. Med relativt smaa midler
har han i Christianiamuseet skapt en stor række smukke og
instruktive biologiske grupper av norske fu gies og pattedyrs
liv. E!r det end ikke saa store og omfattende grupper som
utlandets store museer med de rike pengemidler kan by paa,
saa staar de dog ved den indgaaende kj endskap til naturen, som
de vidner om, og den omhyggelighet og sanddruhet, hvormed
de indtil de. mindste detaljer er utført, selv for kj en dere som
noget av det mest lødlige, der er levert paa dette omraade.

Et enkelt arbeide har jeg endnu ikke omtalt, Colletts
sddste, nylig paabegyndte store verk om Norges hvirveldyr.

Collett skulde altsaa ikke ha den glæde at se mere end en
del av dette sit hovedverk — bindet om Norges pattedyr — fuld-
endt. Efter dette bind at dømme har norsk zoologi lidt et
alvorlig tap ved at verket ikke blev fuldendt. Han hadde heri
nedlagt sine mange aars intense studier over landets hvirveldyr¬
fauna, og det var lyktes ham at gi sin fremstilling en form, der
baade tilfreds stillet, de mest vidtgaaende videnskahelige fordtrin-
ger og tillike var populær og letlæselig for enhver. Lykke-

ligvis er dier dog grundet haab orn,, at ialfald det følgende bind
vil kunne utgives og staa som et minde om en naturforsker, der
med en ganske sjelden utholdenhet og kjærlighet viet sit liv
til studiet av sit lands dyreverden.

Aug. Brink mann.

Lavadækkerne, vulkanerne og de varme kilder
ved Wood Bay paa Spitsbergen

Av A. Hoel og 0. Holtedahl.

(Les nappes de lave, les volcans et les sources thermales dans les environs
de la baie Wood au Spitsberg. Videnskapsselskapets skrifter. I. Mat.-
naturv. klasse 1911. Nr. 8). Utarbeidet for „Naturen“ ved Olaf Holtedahl.

Det, som fra gammel tid har gjort Spitsbergen berømt som
et i geologisk henseende sjelden interessant omraade, har været
den mægtige og overordentlige alsidige utvikling av de sedi¬
mentære, fossilførende lagrækker. Paa et ikke særlig stort,
stykke av jordens overflate — øgruppens flateindhold er om¬
trent 65,000 km.2 — finder vi saagodtsom alle de geologiske
formationer repræsentert i større eller mindre grad, et forhold,
som heroppe gjør diet mulig med forholdsvis smaa avbrytelser
at følge med i den geologiske historie gjennem tidsrum, hvis
længde for os er ufattelig.

Kommer vi over til den anden hovedgruppe av bergarter,
eruptiverne eller de vulkanske bergarter, møter vi paa Spitsi-
bergen — som det hittil har været kjendt — kun forholdsvis
faa, ikke særlig interessante forekomster. Man har endel gra-
nitmassiver, mest av meget høi alder, ældre end de ældste kj endte
f osisilf ørende avsætninger, og saa en række temmelig utbredte
ganger av diabas, enten sættende tvers igjennom de sedimentære
lag eller ogsaa liggende mellern to skikt, parallel tagningen.
Disse diabaser er antagelig trængt frem engang i kridttiden.

Mens Spitsbergens før kj endte eruptiver altsaa alle er
størknet under jordoverflaten, graniterne som klumpformige
masser, diabaserne som smale sprækkefyldninger, har man i
nogenlunde nærliggende trakter i øst, paa øgruppen Kong Karis
land og paa Franz Josephs land, kjendt store forekomister av
vulkanske dagbergarter, lavadækker, flytt ut fra et krater eller

en spræk paa jordoverflaten og saa strømmet utover, nøiiagtig
paa samme' maate som lavastrømmem ved nutidens virksomme
vulkaner. Disse utbrudd antar man skriver sig fra det samme
tidsrom, hvori Spitsbergems diabaser dannedes.

Paa ritmester Isachsens norske ekspedition i 1910' blev
der saa ogsaa paa Spitsbergen, i omegnen av Wood Bay, nær
Vestspitisbergens nordkyst, fundet store masser lignende vul¬
kanske dagbergarter, dels lavaer, som, engang er' strømmet utover
milervide strækninger, dels mængder av skiktet tuff, d. v. a sam¬
menbittet vulkansk aske, som er kastet: ut av krater aapninger.
Og forekomsterne har en ganske særegen interesse, da de tildels

er av en geologisk talt meget ung alder. Et tegn pa,a at die vul¬
kanske kræfter under denne del av jordoverflaten endnu i vore
dage ikke helt har slaat sig til ro er fundet av talrike varme
kilder i dette samme strøk.

Før vi begynder omtalen av disse forskjellige nyfundne
fænomener, skal vi kort betragte de almindelige geologiske for¬
hold omkring Wood Bay (se kartskissen, fig. 1). De bergarter,
som danner fjordens omgivelser, utgjøres for det meste — naar
vi ser bort fra de unge vulkanske dannelser — av svakt foldede
lag, tilhørende devonsystemet. Det er hovedsagelig vakre brun-
røde sandstiene, indeiholdende talrike fisk ©fossil er, for en del
ogsiaa graa skifre med muslinger og snegle. Kun ved fjordens
vestlige sidearme, Liefde Bay og Bock Bay, møter vi andre,
ældre bergarter, som krystallinsk kalksten, granit, glimmer-
skifre o. a.., tilhørende Spitsbergens I! e c 1 ahook-sy s tem , som an¬
tagelig er ældre end devonlagene og svarer til siluren i andre
omraadeir. De to formationers bergarter er, som man ser paa
kartet, overordentlig skarpt skilt fra hverandre ved en snorret
begrænsmingslinje, som i virkeligheten markerer en utpræget
b r u d d 1 i n j © i jordskorpen, en forkastningslinje, h or styk-
kerne paa, de to sider har bevæget sig vertikalt i fos hold til
hverandre. I dette tilfælde har stykket i øst sunket i forhold
til det i vest. Hvor meget kan vanskelig siges, ialfald mange
hundrede meter, kanske over t.usen. Paa denne maate er devon -
lagene nu kommet til at ligge i samme høide som de ældre
Heclahooklag, der oprindeiig tilhører et dypere nivaa av jord¬
skorpen .

Vi skal saa gaa over til de vulkanske fænomener og ørst
omtale

Lavadækkerne,

som er de ældste dannelser.

Kommer man seilende mot mundingen av Wood Bay fra
havet i vest eller nord, saa ser man østenfor fjorden den nord¬
lige del av den store halvø, som skiller Wood Bay fra den østen¬
for liggende lange Wijde Bay. Betragter man saa denne halvø
fra fysisk geografisk synspunkt, med hensyn paa landformen,
saa blir man øieblikkelig slaat av et træk ved den, som er i
høi grad paafaldemde.

Dert* er det, at halvøens overflateform har et overmaate jevnt
og regelmæssig utseende, hett forskjellig fra, hvad man ellers
er vant til her oppe, hvor mest kun spidse, takkediei tinder møter
øiet, hvor man ser. Det er kanske ikke saa meget store plataa-
formede fjelde som bevirker indtrykket, men mere at de for¬
skjellige topper i freuitrædende grad ligger i jevn høide ; de
naar op i et plan, som1 aldrig overskrides. Og dette plan er
ikke horizontalt, det helder sterkt fra syd mot nord; ved hunden
av fjorden dominerer fjelde paa 1300' m. og mere, nær ved, halv¬
øens nordspids, 6 norske mil længer i nord, naar1 f j eldene kun
op i 3 — 400 meters høide.

Denne overflateform har nordligst ved odden allerede tid¬
ligere været iagttat (av den svenske geolog prof. N at ho r st
i 1898) og forklart som, en saakaldt ahrasionsflate, dannet ved
havets nedbrytende og nivellerende arbeide paa en kysttstræk-
ning, hvor den fremkomne flate, oprindelig beliggende i og un¬
der havnivaaet, nu er hævet op.

Imidlertid — betænker man den overordentlig intense ero-
sion, som betinges ved frostforvitringen i disse strøk og de
løse litet motstandsdygtige bergarter, det dreier sig om, saa
vil man finde den mangesteds helt flate horizontlinje uforklarlig.
Den jevne flate maa jo ha ligget i dagen, utsat. for erosionein,
i hele det utvilsomt lange tidsrum, som er heng a at siden den
laa i siit oprindelige nivaa.

En uanet og fuldt tilfredsstillende forklaring har man saa
faat ved opdagelsen av de vidtstrakte lavadækker — nu tilbake
kun som rester — der engang har ligget utover hele dette om-
raade og i lange tider dækket og beskyttet de underliggende lag.

Res terne av disse lavadækker er nu kjendt fra hele den
indre halvdlel av Wood, Bay’s omgivelser. Hvor langt i øst de
gaar vet vi ikke, die er ialfald ikke iagttat av gamle forskere fra
Wij de Bay -siden, i syd synes de ikke at gaa særlig langt sønden-
for bundbn av fjorden.

Allerede fra sjøen av kan man temmelig tydelig se disse
nu isolerte lavahætter. De troner som mørke kneisende borge
med vægger i lodrette avsatser opover, i utseende helt. avvikende
fra sandstenen nedenfor, der ligger med sine rødfarvede lag
som vældige pyramideagtige sokler mied jevnt skraanende sider.
Davamassen sees altid at være opspaltet i en række bænker,

liggende parallelt- med den undre begrensningsflate. Disse
b sanker viser da atter en utpræget opspaltning eiter vertikal -
planer, saa, hele lavam assen, som paa. de forskjellige steder
har en mægtighet av 100 — 200 m., ofte endnu mere, siet fra
siden, faar en typisk trappetrinsagtig overflateform. Den
vertikale opspaltning viser ofte en stor reglmæssighet og kan
gaa over til den vakreste søilestruktur. Søilernes størrelse

< 'Fig. 2. Lavarester dækkende sandstenen paa østsiden av Wood Bay.

(Holtedahl fot.).

staar da i forhold til lavabænkens tykkelse. De tykke benker
bestaar av større søiler, dei tyndere av mindre. I en av dø
nordligste lavatopper paa østsiden av Wood Bay, hvor denne
søilestruktur er pragtfuldt utviklet, har man avvekslende op-
over en tyk bænk med 7 m. høie, 2 m. tykke prismer og saa, en
række tyndere med søiler kun av 1^ — 2 meters længde. Gjen-
nemgaaende har søilerne et overordentlig regelmæssig, seks-
kantet tversnit.

Avsondringen i disse prismer saavel som avsondringen i
banker er processer fremkal dt ved lavamassens avkjøling. Der

er ikke iagttat forhold, som tyder paa flere adskilte lava-
strømme over hverandre, med; tydelig grænse mot hverandre.
Man har nok bergarter av noget forskjellig karakter, specielt
hvad strukturen angaar, men de viser overgang til hverandre
og ingen skarp begræmsning. Imidlertid er nøiere studier
for etat kun ved et par topper, saa senere undersøkelser kan
godt bringe andre forhold for dagen.

De optrædende bergarter viser fra alle lokaliteter, hvorfra
prøver foreligger, i kemisk indhold og mineralsammensætning,1)

Fig. 3. Søileformet struktur i lava. Man ser lavaens grænseflate mot
den underliggende, av ur dækkede sandsten.

en fuldkommen overensstemmelse og tilhører de kiselsyrefattige
typer, bas alterne.

De minder sterkt om de før nævnte lavabergarter fra
Kong Karis og Franz Josephs Land. De indeholder ofte. vul¬
kansk glas, der likesom de utkrystalliserte mineraler (væsent-
lig plagioklas, pyroxen og olivin) er av et overordentlig friskt
utseende uten spor av omvandling, saa bergarten kunde av
den grund godt være av ganske ung alder. Bergarterne har
almindeilig en temmelig porøs struktur, sterkt blæret; ofte er
de helt slakkeagtige.

1) Den mikroskopiske undersøkelse av disse saavel som senere
nævnte lavabergarter er utført av dr. Y. M. Goldschmidt.

Av bergarternes karakterer fremgaar, ab det her overalt
kun dreier sig om typiske o ver fl atøb erg arter, som engang er
flytt ut av krater e. eller spalter og saa strø mimet utover. Den
fj øl d overflate, som dannet undergrunden for disse strømmer,
maa ha været usedvanlig jevn og plan. Dette sees av den nu¬
værende grænseflate meillem sandstenslagene og lavaen, som
overalt, hvor den er iagttat, viser en ideelt plan karakter. Og
hvad dannelsesmaaten angaar for denne oprindelige jevne over¬
flate, som paa mange flate topper, hvor lavaen nylig er væk-
erodert, næsten falder sammen med nutidens, saa skyldes den
vel for em del den før nævnte marine abrasion ; men den vigtigste
faktor kan vel ha været en anden, som er naturligerei, naar det
gjælder slike yældige flater: en kontinental destruktion av
alle høidedrag, væsentlig ved det rindende van ds hjælp, en
nednivellering av landformen til den nærmer sig et plan, belig-

jr §

Fig. 4. Skematisk profil gjennem fjeldrækken østenfor Wood Bay.
Resterne av lavadækket ligger paa de svakt foldede devoniske lag.

gende i ringe høide over havnivaaet. Først da har landjordens
eroderende kræfter naadd sit maal. Som en sidste faktor kan
man saa tænke sig havet skyllende indover og med brændingens
brytende magt j evnen dei ut de sidste høider.

.Elter flatens dannelse kan det sandsynligvis kun ha gaat
kort tid til lavastrømmeine fløt utover den. Dette resultat f a, ar
man, enten man antar at flaten ved frembruddet laa under
eller over havets overflate. Hadde den ligget længe under,
vilde man faat et diække av nye sedimenter, av grus og sand
paa den. Dette er ikke tilfældet. Hadde den, da lavaen fløt
ut, ligget længe hævet over havet, vilde vi kunnet iagtta ero-
sionsmerker, fordypninger i den under lavaen ; det er heller
ikke gjort. Den endelige hævning maa for den overveiende
del ha fundet sted eftier lavaens frembrudd. Og i lange tider
har saa lavadækket ligget utover og beskyttet, til erosionen hist
og her brøt igjennem det og gravet videre nedover; nu findes-
det kun som spredte forekomster, over store strækninger er

det helt væk som paa den nordlige del av halvøen østenfor
Wood Bay, men overflate! ormen fortæller ogsaa her om dets
tilstedeværelse i tidligere tider.

Hvad tidspunktet — geologisk set — for lavaens frembrudd
angaar, saa kan det paa det nuværende standpunkt av under¬
søkelser ne desværre kun meget ufuldkomment angis. Vi vet
paa den ene side at det maa være yngre end de deivoniske lag,
lavadækkene hviler paa. Paa den anden side faar vi et holdei-
punkt i det forhold, at dækkene saavelsom sandstenen og skifren
under dem paa en række steder er gjennemskaaret av daler, for
hvis dannelse man kan angi et bestemt tidspunkt. De er blit
til i et eller andet tidsrum av den tid, man sammenfatter som
istiden, altsaa i nogenhmde tidlig kvartærtid. Disse dalers
brede, flatbundede former kan kun være dannet av bræer, og
bræer har her kun eksistert i den nævnte tid. I tidsrummet
før kvartærtiden, i tertiærperioden, hadde man jo som bekjendt
ogsaa heroppe et meget temperert klima med en frodig trævege-
tation .

En nøiere tidsangivelse end eiter devonisk og før kvartær
kan ikke gis med sikkerhet. Imidlertid kan man mied aller -
største sandsynlighet paastaa at utbruddene fandt sted i den
sidste halvdel av diette vældige geologiske, tidsrum. Dette utsigeis
av bergarternes friske karakter og efter analogi-slutning med
de andre før nævnte, yngre eruptive fænomener, som kj endes
fra Spitsbergen og nærliggende strøk. Saavel Spitsbergens
diabaser som basalterne paa Kong Karis og Franz Josephs land
skriver sig som nævnt, saavidt man nu vet, fra. kridttiden. De
er i hvert fald sikkert yngre end jura. Og det er jo overmaade
sandsynlig at disse forskjellige, petrografisk nærstaaende, berg¬
arter tilhører samme eruptionstidsrum.

I lav ah ætter nes forekomstmaate er der forhold som. endog
frister til at. anta en tertiær alder, uten at vi dog her nøiere skal
gaa ind paa dette spørsmaal.

Hvad de øvrigei geologiske forhold angaar, som skulde
kunne gi holdepunkter, som f. eks. tiden for devonlagenes fold¬
ning, for deres plan© avskjæring, for hævningen, saa har man
heller ikke for disse anledning til at dra sikre slutninger. Men
forhaabemtlig vil senere undersøkelser kunne bringe' meget av
dette paa det rene.

Hvorfra er saa lav am ass er nei komne? Heller ikk© dette
spørsmaal kan med sikkerhet besvares. Der er i lavaomraadet
ikke* iagttat nogein utbruddskanal, som kan sætte® i forbindelse
med dem. Derimot er der paa Wijd© B ay - si den fra gammel
tid omtalt grønstens- eller diabasganger, som muligens kan ha
ført op til dækkerne.

Paa vestsiden av Wood Bay blev der i 1910 iagttat en eien¬
dommelig dannelse, som rent geologisk set meget naturlig var
.at sætte i forbindelse med lavastrømmene. Det var en opstik-
kende steil top av lava, som raket' op av sandistenen i ca.
6001 meters høide og som tydeligvis ogsaa fortsatte nedover1,
altsaa en typisk eruptionskanal. Imidlertid viser saavel de
kemiskø analyser som den petrografisk© bergartsundersøkelse, at
den skarpt skiller sig fra de hittil omtalte typer, men derimot
helt slutter sig til den gruppe bergarter som vi nu skal omtale
og som findes typisk utviklet i

Vulkanen ved Bock Bay.

De geografiske og geologiske forhold i trakten omkring
vulkanen er følgende : Bock Bay er en liten uregelmæsisig for¬
met fjord, som mot sydvest og syd skjærer sig ind, paa, vestsiden
av Wood Bay, søndenfor Liefde Bay. Fjordens r ende fortsætter
sig videre sydover, først som et lavland, en deltadannelse av fin
sand, hvorigjennem smeltevandselvene fra bræerne har sin vei
i et utal av større og mindre løp — en typisk sandøre — og
videre mot syd som en sænkning, hvis bund er fyldt av en. be¬
tydelig bræ.

Bergarterne paa de to sider av Bock Bay og forsænkningen
videre sydover tilhører, som det f r em ga ar av kartskissen og pro¬
filet, fig. 5, to forskjellige geologiske systemer og netop langs
denne rendeformige fordypning i NNV-— SSO-lig retning løper
den i begyndelsen omtalte forkastningslinje. Efter denne for-
kastningslinjes opkomst maa der tydeligvis være gaat en tem¬
melig lang tid. Nu har vi devonfj eldene i øst. og kalk- og
gr anitfj eldene i vest nederodert til omtrent samme høide.

Noget som er særlig karakteristisk for1 den dalsænkning
som skiller imellem de to fjeldrækker og hvis dypeste del er
dækket av havet, er at dens dannelse, eller ialfald den sidste
del av dens dannelse, tilhører istiden. Særlig paa vestsiden av

Bock Bay er denne paavirkning av en nu forsvunden ismasse
tydelig. Man ser her — nordemfor og søndenfor vulkanen — ^
den vestlige del av den oprindelige dalbund cg saa, dalsiden
skraanende temmelig jevnt opover. Man kan ogsaa enkelte
steder iagtta i profilet av overflateformene; at dalsiden ikke er
jevnt skraanende, men at der er flere trin med svakere held-
ning, svarende til en periodisk svakere og sterkere iserosion.

Paa den nederste del av den vestre dalside, begrænset mot
Bock Bay av kun en smal stripe løsmateriale, besiaaemde' av
marine terrassedannelser, ligger ■ saa vulkanen. Den hæver sig
med temmelig regelmæssig kegleform til en høidø av 506 m. o. h.

Fig 5. Geologisk profil i retningen vest-øst over den sydlige del av

Bock Bay.

Særlig |é't fra syd er keglef ormen i høi grad karakteristisk1 og lik
den som man kan se ved nu tidens vulkaner. Paa østsiden ses
en utbuling, som antagelig er det oprindelige krater, kun at
den østlige væg er gjennembrutt. Det er det samme forhold
som man iagttar ved mange tertiære vulkaner ved Eifel i Tysk¬
land. I kratervæggene har man paa enkelte steder blottet
friske snit, som viser de bergarter, hvorav vulkanen er opbyg-
get. Man ser — - som man ser det ved Vesuv f. eks. — tydelig
skiktede vulkanske slakkemasser, sammensat av bitte smaa styk¬
ker, 1 mm. og mindre, og saa løst kittet sammen, at det er van¬
skelig at faa et haandstykke av bergarten. I slakkerne fore¬
kommer talrike utkastedø vulkanske bomber av knytnæve- og op
til hodøsitørrelse, ofte av en avlang form. Slakkerne er ganske
analoge med den saakaldte lapillituff i unge vulkaner, en tuff-
bergart, bestaaende av ganske smaa lavabruddstykker, saakaldte

lapilli. Dis®© skiktede tufflag, som, hvor de er iagttaf, viser et
svakt fald fra vulkanens midte og utover, er gjennemsat av lava-
g anger av forskjellig mægtighei, fra ganske tynde til 10 — 20 m.
tykke. Disse ganger indeholder utallige rundagtige olivin(en-
statit-diopsid) -knoller, og desuten overordentlig hyppig brudd¬
stykker av undergrundens bergarter, krystallinsk kalk og granit,
som er ført med fra dypet. Lavagangene staar ofte op over
omgivelserne og selve vulkanens øverste top utgjøres ogsaa av
en lavagang.

¥ig. 6. Sverres fjeld (vulkanen ved Bock Bay), set fra sydsiden.
Den nedre del av fjel det er skjult av taaken. (Hoel fot.).

Bergarten i disisei ganger er avvikende fra dækkerne® ; den
er meget rik paa alkalier og falder i den petrograifisk© gruppe,
man betegner som trachydoleriter.

Dei skraanende sider er ellers dækket av store masser av
smaa lapilli, dannet ved tuff massens forvitring, og av forvitnings-
materiale av lavagangene.

Et eiendommelig fænomen frembyr de overordentlig talrike
granitblokker, som særlig lindes paa syd- og vestsiden, strødd
utover vulkanens overflate i alle høider helt tiltops. De er
skarpkantet og ofte av meget betydelig størrelse, flere meter i

tversnit. Man kunde ved første øiekast tænke paa istransport,.
at nuan hadde for sig erratiiske blokker, mein et nøiere studium
gjør det sandsynligere at blokkene oprindelig har været inde-
sluttet i og er ført med av lavaen og at de1 saa, er blit tilbake,
mens den porøse lava er ødelagt og ført væk av erosionen. De
kan paa enkelte steder sees at stikke dypt ned i lavamassen.
For en del kan blokkene ogsaa være bragt op fra undergrun-
den ved vulkanske eksplosioner. Materiale fra. undergrunden
bragt op paa denne maate kjendies ved mange unge vulkaner.

Hvad Eock Bay-vulkanens geologiske alder angaar, saa er
denne bestemt veid vulkankeglems beliggenhet paa, en i,s, skuret
dalside. D'en maa tilhøre kvartærtiden og være dannet etter
at istidens bræer hadde trukket sig tilbake.

For fastsættelsen av et nøiere bestemt tidsrum mangler vi
holdepunkter. At den ikke er helt ung, men at der har for¬
løpet adskillig tid — - regnet med menneskelige maal — * siden
vulkanen var i virksomhet, siden vulkansk aske, sten og bomber
blev kastet ut av krateret og siden lavastrømmeue trængte op
gjennem dens sider, er utvilsomt. Det fremgaar av det arbeide
de forskjellige er ode ren de kræfter har utført paa dens ytre deler.
Antar man den østlige uthuling for krater, saa er jo dette
sterkt deformert. Samtidig er der av bræelver gravet optil
8 — 10'm. dype kløfter i lavaen ved vulkanens fot paa nordlost-
sidem, og en bræ paa nordvestsiden har skavet adskillig av foten
paa den kant og lagt op materiale av den i sine moræner.

Et forhold som er av interesse for spørsmaalet om vul¬
kanens alder er, at der i stor maalestok forekommer vulkansk
materiale, lapilli, i de førnævnte marine terrasser, som findes i
vulkanens nærhet, op til 70'm.o. h. Man har disse vekslendev
skarpt begrænsede skikt med ordinært rødbrunt kvartsgrus og
rent vulkansk lapillemateriale. Denne forekomst av lapilli kan
forklares paa to maater; enten som primært bragt, dit ved peri¬
odiske vulkanske utbrudd, altsiaa direkte utkastet og paa, den
grunde havbund nedfaldt aske, eller som forvitringegrus av tuff-
masserne>, sekundært tilført paa almindelig maate ved elv og bæk.

For øieblikket ka,n dette' spørsmaal ikke avgjøres; den tyde¬
lige sortering i to slags materiale gjør d,en første forklarings-
maate temmelig sandsynlig og man har jo meget velkj endte eks¬
empler paa lignende forhold, som f. eks. ved det saakaldte

moler i Jylland, der skiktvis bestaar av vulkansk asker.
utkastet av tertiær© vulkaner.

Med hensyn til ti d sb e steuimelsen , sa, a blir den i d© to til-
fælder forskjellig ; i først© tilfælde maa vulkanen» dannelse, ial-
fald delvis, vær© foregaat samtidig med ter r asser nes opbygning,
i siste maa den være ældrei*

Dett© er alt som for nærværende kan siges om vulkan ens
alder.

Rester av ©n anden vulkan blev opdaget av adjunkt W a t-
n © 1 i © ca. 2 norske mil læmger mot syd, litt indi landet, syd¬
vest for bunden av Wood Bay. Interessant er det/ at forekom¬
sten av det vulkanske materiale ogsaa her er knyttet til den
før omtalte store forkastningslinje. I vest har man ældrei berg¬
arter, væsentlig glimmerskifer og krystallinsk kalk med, steilt
fald, i øst de næsten flattliggend© røde sandstener. Vulkan-
resten, som er for litet undersøkt til at den her nærmere kan
omtales, bestaar av helt lignende tuff masser og lavaganger som
Bock Bay- vulkan ens, kun er den ytre form ikke saa regelmæs-
sig. Den ligger over det ældre f j eld, som nævnt paa grænsen
mellem de to formationers bergarter, og danner en top fra ca.
800 til ca. 900 meters høide. Bergarterne viser petrografi.sk
nøie overensstemmelse med vulkanems i nord, saa de to fore¬
komster maa antas at skrive sig fra samme smeltemasse (magma)
i dypet.

Det samme gjælder alt, saa ogsaa den lille før nævnte lava-
top, som stikker op av sandstenen nær Wood Bay, beliggende, i
nord — syd-retningen, omtrent midtveis mellem de to vulkan-
masser. (Den er ikke avsat paa kartet). Hvad alderen av
denne dannelse angaar, saa maa den utvilsomt skrive sig fra et
tidligere tidspunkt end Bock Bay- vulkanen, da den nu staar som
en av erosionen sterkt medtat, ubetydelig rest av en tidligere
større masse. Den er antagelig da av tertiær eller muligens
tidlig kvartær alder.

Vi faar altsaa i eruptionsomraadet i omegnen ved Wood
Bay ikke mindre end tre tydelig adskilte eruptionsperioder .
Først dannedes de vidtstrakte basaltiske lavadækker, nu op-
bevaret kun i rester, saa fulgte eruptionen av de masser, hvorav
den nævnte lavatop er ©n liten del og saa tilslut de vulkanske
utbrudd, hvorved Bock Bay-vulkanen (og antagelig vulkanen
søndemfor) opbyggedes.

Som ©t aller sidste led i dias© vulkanske processer, tydende
pa,a at der emdnu ikke er indtraadt helt stabile, avkjøledi© for¬
hold i jordskorpen, maa de fænomener betragtes, som vi nu skal
omtale, nemlig

De varme kilder paa vestsiden av Bock Bay.

Disse kilder, hvorav der alt i alt er fundet 8, ligger paa
en gjennem vulkanen nord — isyd-gaaeind© linje, altaaa ogsaa paa
eller nær ved den store forkastningslinje. 2 av kilderne ligger
nordenfor vulkanen, de andre søndenfor. Det som gjør at disse
kilder let vækker opmerksomhet er de ofte storartede avsætnin-
ger av kalktuff, som de har foraarsaket. Disise kalktuffdanneliser
optrær i to forskjellige typer, forskjellig for kilderne nordenfor
og søndenfor vulkanen.

Tuffmasserne i nord har en uregelmæssig urglasform eller
ganske flat kegleform. De ligger i en høide over havet av 40
til 60 m. og har en rundagtig avlang begrænsning ; største
længde er ca. 70m.

Paa morænematerialet som danner marken rundt omkring
er der ofte ogsaa betydelige k alkt u ff ;avs.æ tn i ng er , saa, stenen©
mangeisteds er kittet sammen til et fast konglomerat.

Rundt den ene av tuffmasserne fin deis en meget eiendom¬
melig, optil et par meter høi sten vold, hvis dannelsesmaate
endnu ikke sikkert kan forklares.

Våndet i disse to kilder sildrer temmelig sparsomt ut av
srnaa aapninger, uten at større basisænger findes. Temperaturen
m a al teis ved en av kilderne til 24.5° C.

De sydligste kilder ligger i en række vestenfor den in der ste
del av den sandøre, som skiller fjorden fra bræen i syd. De
øverste kalktuffavsætninger ligger tilnærmet paa samme nivaa,
ca. 20' m. o. h., og paa avstand minder det hele om en terasse-
dann else med jevn øvre begrænsning. Kalktuffavsiætningerne
danner ved disse sydlige kilder overmaade vakre og regelmæs-
sig opbyggede bassænger, ofte av en meget betydelig størrelse.

De fleste av disse bassænger er tydeligvis1 dannet paa en
tid, da der var større vandføring i kilderne end nu er tilfældet.
Flere av bassængern© er helt tomme og derfor i forfald.

Den rikeligste vandføring og de vakreste bassænger findes
vad kilde nr. 3, regnet fra syd. Våndet kommer her med tem-

melig stor fart op av en grytef onnet' fordypning i jordbun-
den, som bestaar av morænem a, ter i al e. Denne gryte er fuld
av alger og bunden bedækket med diatoméer. Våndet rinder

saa et stykke nedover bakken, som nederst er d sekket av kalk-
tuff, og ned i det første bassiæng. Saa, over kanten av dette, og
ned i næste og saaledeis f ortsiætteis der i et utal av bassænger.
De fleste bassænger er forholdsvis smaa, men der findes dog

Fig. 8. Et av de store baesænger, som dannes av de varme kilder.

(Hoel fot.).

Eig. 9. Parti av overflaten av kalkavleiringerne ved en av de varme kilder.

enkelte av optil 10' meters længde og 3 meters bredde, med en
dybde av ca. 3 dm. Overflaten av bassiængeneis vægger er ofte
paa yttersiden vakkert skulptert, som det sees paa fig. 9.

Den høieste temperatur som er maalt ved disse sydlige
kilder er 28.3° C. Kildevandets specifike vegt er maalt optil
1.0021. Indholdet av mineralsttoffer er ganske betydelig, i den
sydligste av de nordlige kilder findes elter en av dr. O. N.
Heidenreich utført analyse pr. 100> cm.3 vand 0.2410: gr.
mineral stoffe, hvis nøiere sammensætning angir en viss likhet
med Em ser våndet s saltindhold.

• De i kilderne fundne planter er overlatt' prof. W i 1 1 ei til
bestemmelse og der forekommer efter hans velvillige meddelelse
1 mose,

1 characé (ny varietet),

7 blaagrønne alger,

5 grønalger.

Diatoméerne er endnu ikke bestemt.

Av særlig interesse er fundet av en characé, da dlissei plan¬
ter hittil idetheletat ikke er paavist saa langt mot nord. Ogsaa
alle de øvrige planter er nye for Spitsbergen, ingen er tidligere
fundet saa langt mot1 nord. Det samme forhold gjemfindfos
ogsaa vecl flere av Islands varme kilder.

I forbindelse med omtalen av disse varme kilder ved Bock
Bay skal her nævnes, at fænomener, som sandsynligvis er av
lignende natur, er iagttat i Isfjordstrakten av en fangstskipper,
L. Gr. Nis ja, undler en overvintring 19001 — Ofl. I hans
meteorologiske dagbok, som indlevertes til det meteorologiske
institut, findes omtalt, at der inde i Tempel Bay i Isfjorden
hele vinteren holdt sig aapent vand paa et enkelt parti av fjor¬
den, mens den ellers laa islagt overalt. Våndet maatte en
temperatur av +1°, mens der ellers omkring var -f 2°. Dybden
blev her et sted maalt til 36.5 m. Han omtaler ogsaa, at der
merkedes hvirvelagtige bevægelser i våndet.

Av stor interesse er det, at efter al sandsynlighet gaar der
ogsaa i fjeldgrundén under denne lokalitet en forkastning, saa
dier er grund til at tro, at man geologisk set har med helt lig¬
nende forhold at gjøre som ved Bock B'ay, kun at de varme
kilder i Tempel Bay1 er undersjøiske.

,,Syd$kandinaviske“ planter i svensk Norrland.

Av Jens Holmboe.

I serien „Norrlåndskt handbibliotek" , som allerede har
bragt flere vigtige arbeider om det nordlige Sveriges natur, er
netop utkommet et plantegeografisk arbeide av mierei end! almiii-
deilig interesse. x) De to svenske botanikere Gunnar A n di ei r' s-
si o n og S' e 1 i m B i r g e r gir en oversigt over forekomsten i
.Nord- Sverige av planter av sydlig oprindelse, arter som die be¬
tegner som ,;sydskand,inaviske“ , fordi de, inden Skandinavien,
er almindieiligst i dei sydligste trakter og, piaa, grund av alt hvad
man vet om deres1 utbredelse i nutiden og for adskilliges! ved¬
kommende ogsaa tidligere i kvartærtiden, maa antas at være
indvandret fra syd. Mange! saa danne arter har i nutiden. sin
nordgrænse i svensk Norrland ; en hel del av dem gaar ogsaa
langt miot nord1 paa norsk side, tildels helt op til Finmarken,
mens andre i Norge ikke har trængt saa langt nordover som i
Sverige.

Til sit. „ sy dskandinaviske “ floraelement regner de to for¬
fattere flere av vore vigtigste kuldskjære løvtrær (f. eks. lav-
landsbirk, alm, lindi, løn) og busker (hassel, tysbast, pors,
o. s. v.) og desuten en hel del almindelige urter. Det er1 for en
stor die! netop de samme arter som i vort land elter A. B 1 y 1 1’ s
undersøkelser karakteriserer floraen i solvarme urer og piaa lig¬
nende steder, saavel paa Østlandet som mangestedis vesten- og
no rdenf j el ds .

I det nordlige Sverige er landskapets former mindre kupert
end i Norge. Urer, saadanne som vi saa almindetig kj ender
dem fra vore dal- og fjordsider, er sjeldne, men findes dog alt
iait paa ikke saa faa steder ved foten av opr akende aasrygger,
paa den mot. syd vendendei side av disse-.

Forfatterne skildrer indgaaende vegetationen i 123 for¬
skjellige urer („sydberga k alder de dem) med beliggenhet spredt
omkring i diet nordlige og mellemste Sverige fra Varmland i syd
til trakten ved Tornetrask i nord, paa Narviks breddegrad. Det

3) Gunnar Andersson och Selim Birger: Den norrlåndska
florans geografisk a fordeining och invandringsliistoria med sårskild hansyn
till dess sydskandinaviska arter. (Norrlandskt handbibliotek. Y. Upp¬
sala & Stockholm 1912).

er for en stor del netop d© deler1 av Sverige som støter til vort
land undersøkelserne gjælder, og resul taterne har ogsaa i mange
henseender betydning for forstaaelsen av den norsk 0 flo ras hi¬
storie.. Vegetationen paa dø svenske „sydberg“ og i dø norske
urer viser et intimt in.dlbyr.dies stegtskap.

I Sverige siom ho® os maa urernes flora i stor utstræikning
opfattes som en r ei 1 i k t - flora - — som. spredte, rester av en, tid¬
ligere mere utbredt varmeikjær vegetation. Ved klimatetsi av¬
kjøling i den senere del av den postglacialei tid er denne trængt
tilbake til isolerte, særlig begunstigede voksepladser .

I mange tilfælder kan man av de enkelte arters nuværende
utbredelse, etterhvert som denne i detalj erne blir bedre kjendit,
dra vigtige slutninger om artens indvandringshistorie. For et
stort antal typiske „ sy dsk an di na, viske ‘ ‘ planter har forfatterne
sammenstillet alle kj endte voks, ©steder in den dereis undersøkel-
sesomraade med tilstøtende trakter og paa, gruncLlag derav ut¬
arbeidet detaljerte karter over disse planters utbredelse. Hvor
meget besvær det, har kostet at faa disse karter i, stand vil kun
die forstaa som, selv har prøvet lignende arbeider. Mein sa, a er
til gjengjæld den anvendte møie rikelig lønnet ved de vakre
resultater undersøkelsen har git. Av karterne kan man tydelig
se hvordan, der har ga, at en strøm av kydlige in d vandrere nord¬
over langsi kysten av Østersjøen og den botniske bu gt, og en
anden paa den norske side fra, trakt er ne om Ttondhjeimisf jorden
mot nord langs Nordlands kyst. Mange arter ha, r trængt frem
mot nord langs begge disse veier, andre kun langs- d,en ene, eller
er entein langs d,en „botn,iskea eller den „ atlantiske “ vei naadd1
væsentlig længere end langs den and©,n indvandringsvei. Fra
kysterne har saa, indvandrersitrømmen av sydlige planter' trængt
opover gjennem dalførerne, og av særlig interesse er det at de
to forfattere har paa, vist at der gjennem de mange lave fjeld-
overganger mellem Trøndeiagen og det sydlige Nordland paa
den ene side og de tilstøtende trakter av Sverige paa, den, anden
har fundet sted en livlig utveksling av varmekjære planter.
Som eksempel er her reproducert et kart som viser utbredelsen
i det, nordlige Skandinavien av en art pigfrø (Echino sperm, um
deflexum) ; det fremgaar tydelig at den fra Norge gjennem. fjeld-
p assene er trængt ind! i Sverige (fig. 1).

Andersson’» og B i r g e r ’ s bok vil sikkert ha tilf ølge

Fig. 1. Pigfrø (Echinospermum deflexuni) i det nordlige Norge og Sverige (Efter
Andersson og Birger). I Norge har denne plante en stor utbredelse, mot
nord helt til Finmarken; i Sverige kjendes utenfor kartets omraade alene et
enkelt voksested i Småland.

at der i nordisk plantegeografi mere end hittil vil bli lagt vegt
paa ati skaffe sikker rede paa, die enkelte arters utbredelse. Et
vældig materiale hertil foreligger spredt i literaturen og i de
forskjellige store herbarier. Det gjælder kritisk at gjennem-
arbeide dette materiale og at supplere det. ved undersøkelse arv
hittil botanisk li tet kjendte trakter.

En ting som har glædet mig ved læsn ingen av den forelig¬
gende bok er den varme anerkj endelse som blir ydet den avdøde
norske botaniker forstmester J. M. Norman. Her hjemme
har han tildeils været gjenstand for kritik fra folk som ikke har
forstua! det store i hans livsverk . I utlandet vinder han stadig
større anerkj endelse, og hans arbeider blir av ledende plante, -
geografer op, stillet som: mønster for lignende undersøkelser.

Kerguelens flora.

Ifølge E. Werth, bestyrer av den tyske sydpolekspedi-
tions station paa Kergueien, danner floraen i det suakaldte Ker-
guølen-omraade kjernepunktet i den antarktiske flora. Paa den
ene side: har den sydlgeiorgisk-falklandiske' pl an tie verdien berø¬
ringspunkter med Sy damer ik a, og paa den anden sidle er plan¬
terne paa de sub antarktiske' øer syd for Ny-Zeland beslegtet med
denne øgruppes flora, mens der nærmere polen overhodet ikke
findes nogen vegetaiion av høiere planter.

Da Kerguelen’s flora, saaledes miere end de andre nævnte
omraaders har beivaret sin oprindelige' karakter, maa den ha
stor betydning neitop for spørsmaalene om den antarktiskei floras
herkomst og om eventuellei tidligere mere utstrakte landforbin¬
delser i sydpolartrakternei.

Over 25 '\/0 av Kerguelenomraadets blomsterplanter er sted-
egne arter og der er to stedegne slegter. De ikke stiedegne
arter tilhører sydpolarlandeneis flora. Av særlig betydning er
deriblandt en rækkei former, som forekommer i Kerguelem-
omraadet saavelsomi i de vestlige og østlige subantiarktiske
trakter. Overhodet, er floraen omtrent like, meget beslegtet med
de forskjellige antarktiske lundes.

Dette sidste forhold taler ikke til fordel for den i den sidiste
tid paany hævdiede betragtning, at Kerguelen/s flora, som. følge av

diexx herskende vindretning, enten direkte ved vinden selv, eller
indirekte ved hjælp av d!yr skulde være kom men fra Ildlandet.
En saadan s pr e dningsmaaie forutsætter visse tillempninger for
en længere transport. Men indgiaaen.de undersøkelser over frug-
tens eller frøets spredningsimuligheter, støttet av eksperimenter,
har tvertimot vist at ingen av Kerguelem-omraadets blomster¬
planter har de egenskaper, som muliggjør en regulær transport
av deres frugter og frø over større, havstrækninger. Dei hake-
indretninger som forekommer hos no gen arter, kan ikke paa,-
viselig gjøre nytte uten hvor der findeis landpattedyr, hvad der
utelukker muligheten av em oversjøisk transport. Heller ikke
har Kerguelen’s planter slike- indretminger paa frugter1 og frø,
siomi ,saa almindelig ellers befordrer spredning ved vind o-ver læn¬
gere -strækninger.

Det er forstaa-eilig nok, at de antarktiske trakters insekt-,
verden paa stormfulde- øer har en fordel i sin almdndelige
mangel paa flyveevne. Endnu mer indlysende maa, fordelen
være, naar det gjælder frugter og frø, som bare har passiv
bevægielse. Da der her næ-sten utelukkende hersker en bestemt
vindretning, vilde planter med flyvefrugt- i længdieih umulig
kunne holde sig paa disse forholdsvis s-maa antarktiskei øer.
Frugten kom altid til at blæse bort i vindens retning og tilslut
vilde det sidste1 eksemplar være fløiet til-havs. Kun planter,
hvis spredningsmaate ikke paavirkes av vinden, kam i længden
holde sig paa de ensomme antarktiske øer.

Ganske lignende forholder s-trandfaunaen sig paa Kerguelen.
I stor utstrækning b estuar den a-v arter, hvis avkom i lang tid
er avhængig av forældrene, selv hos dyregrupper som andetsteds
har fritsvømmende larvesta dier . Paa en utstrakt fastlandskyst
kan fritsvømmende larver væsentlig bidra til utbredelsen av en
dyreart, men i et havomraade, hvor der bare findeis no gen faa
og smaa øer og som, er av en saa, vældiig utstrækning som Syd¬
ishavet, vilde det snarere føre til at drive kystdyrene rednings-
lø-sti tilhavs, om de hadde let bevægelige larvestadier. Nøiagtig
slik vilde det gaa, strandplanterne, hvis deres frugter' eller
frø var forsynt med svømmeindretninger og de viljeløst rnaatte
følge med havstrømmene.

En sterkt begrænset vandreevne er alts-aa et- særmerke for
det antarktiske plante- og dyreliv. Efter dette' er' det meget

usamdsynlig at all© Ker gu el em- 0 mr a, ad ets ikkø ste deg ne planter
skuld© vær© ind vandret fra. Sydamerika. Det er betegnende at
to av de mest utprægedei stedøgnei arter, som er utbredt over
hele omraadet, dem saakaldte Kerguelem-kaal og Cook-græsset
utmerker sig fremfor andre planter paa Kerguelen allermest
derved1 at de mangler indretminger som kan beskytte dem mot
klimatets skadelige indfly deise. Blandt disse indiar Kerguelen-
kaalen (Pringlea) desutem systematisk en ganske isolert stilling.
Pringlea fjerner saaledes enhver tvil om at ogsaa. repræisen-
tanter for den høiørei flora i Ker gu e l em -o m r aadet har været istamd
til at overleve istiden.

Saaledes taler1 alt for at ogsaa, blomsterplanterne i Kerguelen-
omraadet, likesom, dem lavere fauna, og flora, maa opfattes som
relikter og i det væsentlige maa, betragtes som overlevende fra
før istiden, fra perioder da en rikere og mangfoldigere vege-
tation bredte sig, ikke alene i subantarktiske trakter, men ogsaa
i selve Antarktis:. Bevisi herfor1 har vi i forstenedei trær1 paa
Kerguelen og (som nylig opdaget) paa Falklands- og Crozet-
øerne, og likesaa, i de plantieførende tertiær'© lag paa, Seymour-
øen i Vest- Antarktis. Kun saaledes kan vi forstaa, den store
likhet mellem Sydamerika og Ny-Zeland, Australien og de øv¬
rige landomraadler som skyter sig frem mot Sydpolen, og vi er
ubetinget nødt til at anta at der har været en tidligere (hanske
tidlig tertiær) vidt strakt sammenhæng mellem landmasserne i
Antarktis, om ikke andet sua ialfald gjennem en bro- av øer.

(Elter „Zeitschrift der Gesellschaft fiir Erdkunde zu Berlin^).

Bokanmeldelser.

G. 0. Sars: An account of the Crustacea of Norway.

Bd. 5. Gopepoda I-Iarpa,cticoida. Publ. by the Bergen Mu¬
seum . Bergen 1911.

Med det, nu foreliggende 36te hefte avsluttes 5te bind av
dette kjæmpeverk, omfattende 2den gruppe av Copepoderne,
Harpacticoida,, med 443 sider tekst og 284 autograferte ptamcher.
Denne gruppe av smaa krebsdyr, de fleste saltv andsformer, er
overmaade artrik, og forfatteren beskriver ikke mindre end

ca. 300 arter fra Norges kyster, men fremtidige undersøkelser
vil nok endfiu kunnei forøke dette ant, ai betydelig ; saaledies ind-
s am ledes paa den sid, ste ekskursion i 1910 ca. 401 arter, som var
nye for faunaen, deriblandt flere endlnu u beskrevne spe eies, og
alle disse blev tat paa, en enkelt lokalitet ! Arbeidet, med dienne
gruppe har da ogsaa frembudt særlige vanskeligheter, ikke
mindst fordi de fleste arter er sia, a overordentlig smau, og utar¬
beidelsen av dette 5te bind har krævet hele 8 aar.

I 1895 fremlagde professor S ars første bind, som behandler
Amphipodernø med 711 sider tekst og 248 planeher, i 1899 fore¬
la, a Isopoderne med 2,70 sider tekst og 102 tavler, i 1900 bind
III, Gumaceer, 115 pug. og 72 tavler, og i 1903 bind IV, Cope-
poda Calanoidea, paa 171 sider tekst og 108 planeher. Altsaa
i 16 aar 1710' tekstsider i stort oktav og 814 planeher; det er
aldeles svimlende,, og sua maa, vi erindre den uhyret literære
produktion, som ligger forut for det tidspunkt,, da, vor berømte
carcinolog begyndtei paa sin „Account“ . Men professor1 Sars’s
arbeidsevne og jernflid kan ikke, maales med almindelig muale-
stok, og vi vil da haape, at det maa lykkes ham at kunne lægge
den sidste haand paa dette monumentalverk, hvis betydning for
studiet av den norske krebsdyrfauna, bedist vil kunne bedøm¬
mes av dem, der som anmelderen har arbeidet med krebsdyr,
førend der forelaa nogen av disse publikationer ; nu er dei store
hindringer bortryddet og veien planeret!

S p a r r e Schneider.

Danmarks Fauna. Haandbøker over den danske Dyreverden,
udgivet af ^Naturhistorisk Forening “ 11. C. V. Ottierstrøm :
Fiskl. Pigfinnefisk. 198 sider med 93 tekstfigurer og et kart.
12. A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 300 sider med 171 tekst¬
figurer. E. C. GadiSi forlag, Kjøbenhavn 1912.

Av disse sniaa hændige haandbøker over Danmarks, dyre¬
verden er netop utkommen 11te og 12 te hefte, omhandlende pig-
finnefiiskenei av Otter, strøm og tægerne av Jensen-Haarup. Først-
næAuite hefte indledes mied en kort beskrivelse av fiskenest byg¬
ning og de enkelte organers funktion. Særlig dvæles ved de
karakterer som har systematisk betydning. End vi dere beskri¬
ves i dette avsnit, hvorledes man bestemmer en fisks alder og
hvorledes man ved merkning har søkt at faa rede paa fiskenes

vandringer. Derpaa gaar forfatteren over til at beskrive' de fra
danske f ar van de kj endte pigfmnefisk. Foruten bestemmelses¬
tabeller findes i dette avsn.it temmelig utførlige diagnoser av
hver art samt oplysninger om artens utbredelse og biologi.
Samtlige i heftet beskrevne danske arter er avbildet. Av no-
gem arter er der desuten detalj e tegninger av hoved, finner eller
tænder, livad der ytterligere vil lette b estenim el ses arb ei diet .

Vi mangler gansike em haandbok over vor fiskefauna. Otter-
strøms bok vil derfor ogsaa her i landet' være til stor nytte.
Erindres maa dog ai den danske fiskefauna er meget fattigere
end vor. Saavidt jeg ved em gjemnembladning av boken kan se
er av pigfmnefisk, som kj endes, fra den norske kyst, ikke mindre
end 21 arter, hvorav flere hos os almiiidelige arter, ikke omtalt
i boken. Paa den anden side: er av danske arter 6' emdlnu ikkei
observert hos os. De dlanske fiskemavnei er ofte forskjellige fra
vor®, nævnes kan saaledes havtaske for bredflab og glansfisk for
laksestørje. IST o gen navne, saasom stenbider og stembit, kan
endog føre til rene forvekslinger, den danske stenbider er nemlig
vor rognkjæksi, mens vor stembit i Danmark kaldest havkat.
Denne navneforskjel er unegtelig noget til hinder for en videre
utbredelse av boken her i landet.

I det andet hefte beskriver Jensen- Haar up de danske tæger.
Er den danske fiskefauna forholdsvis fattig i sammenligning med
vor, er denne saa meget rikere. I Siebkes : ,,Enumer:atiio' Insetc-
torumj Norvegicørum a og i Schøyens supplement til dette verk
anføres 183 tægearter her fra landet, mens Jensen- Haar up kan
beskrive 375 arter fra Danmark, altsaa mer end det dobbelte
antal. Anordningen i Jensen- Ha.aru ps bok er den samme som
i Otterstrøms. Først en kort beskrivelse av tægernes bygning
og derpaa utførlig ere diagnoser av de enkelte arter. Man sav¬
ner dog her oplysninger om utbredelsen utenfor Danmark samt
om dyrenes biologi. I. G.

Mindre meddelelser.

En nypespisende fugl. Det er ikke ofte man ser fugle

gi este nypekjærnes tornefulde kr at, skjønt de vakre, skinnende
frugter hæmger saa lokkende og indbyr lieibhabere til maaltid.

I vinter hadde jeg en udmerket anledning til at iagtta en
saadan nypesipisende fugl utenfor mit vindu, paa samme sted,
hvor jeg ifjor blev opmerksom paa ekornet som nypeplukker.

Ved middagstid1 for en tid siden kom én liten fugl av en
gulspurvs størrelse- tillidsfuldlt flyvende og slog sig ned i nype-
kj ærret. Den, var olivemgrøn pa,a, bryst- og ryg, hadde- gra-aagtig
hode med gulrødlig neb. Halen graa, kløftet. I vingen, saaøs
randen av en gul fjær, som gik paala-ngs i vingens kant. Det
var uten tvil grønirisken — populært kal, det svenske, — - fjeld-
domp-ap her i Røken. Denis systematiske navn er F ring ill a
c h 1 o r i s — hvilket er mig meddelt av bygdens bedste fugie-
kj ender, hr. præparant B j ø r n s t a d.

Tam og t-illidsfuld var fuglen ; — for den sat længe i busken
— utelukkende o-pt-at med sit maaltid. Øiensynlig var den sul¬
ten • ti d!en spiste nyper i rnindst ^ times t-id i et træk fra

kl. 1 — 1^. Gjennemsnitlig medgi k der til fortæringen av hver
frugt ca. 2 minutter — - enkelte krævet over 3 minutters tid før
de var avspist.

Fuglen nød sandsynligvis frugte-n med stor appetit. Dog
var det- ikke nypekjøtet, som- den hadde lagt sin elsk paa, men
f r ø e n e. Den, plukket dem ut med stor omhyggelighet og
aapnet dem med1 sit kegledannede sterke neb. Nu blev det- mig
forstaaelig, hvorfor den gav sig saa gode stunder. De haardø
frø har sikk.rt ikke- været saa- lette at bearbeide, derfor tok det
tid med fortæringen.

Men morsomt var det at se fuglens iver. Den slæ-ngte
undertiden frugterne helt- fra, -sig, uten at gi sig tid til at bite
deim istykker. De var kansike mindre delikate. Flere ganger
faldt og saa netop aapnede nyper ned paa jorden fra- den. Fuglen
fløi da og tok dem op igjen og fortsatte paa marken like- ihærdig
sit- maaltid.

Fra, dens pladsi oppe i busken kunde jeg se, hvorledes frø
og skal blev slærngt omkring. Jeg undersøkte, etter at fuglen
var fløtet bort, krattet, s omgivelser, og fandt da en mængde
skal og nogein ubeiskadigede frugtier ligge strødld i optiil et par
meters avstand fra busken paa, skar eiskor pen.

Etter at ha spist i den, forannæ-vnte tid, fløi fuglen avstod
og var borte ca. 10 minutter. Men den, komi atter igjen og
gjenoptok maaltidet paany — dog denne gang kun ca. 5 minutter
— og blev saa endelig helt væk. A. K i 1 1 i ngs t, a d.

Svære eketrær. I „Naturen“ nr. 11 for 1912 staar en artikel
med dennei overskrift. Jeg faar da som supplement, til denne
fortælle om en, stor ek paa gaarlden Lande i Sæter sdalein.

Jeg maalte den i november 1906 og fandt da følgende maal :

Omkredis tæt nede ved jorden . . 10'. 01 meter.

— 0.5 m, over jorden . 8.2 —

1.25 - „ „ (bry sthøide) . . . 7.1 — 1

Træeti er hult og ind, til hulrummet fører en aapning paa
størrelse som en liten dør. Hulrummet er meget stort. Jeg
hadde engang mine elever med mig der (gutter i 18 — 20' a, ars
alder) og det rummet 14 stykker, naar de pakket sig rigtig tæt
der in de.

Hulrummet maaler i tvermaal :

Paa bredeste kant . 2.1 meter.

„ smaleste . 1.8

Eieren av ga arden hadde end;og engang et, lite, bord i midten
og bænker rundt „væggen,ea og brukte træet som lysthus.
Kronen maaler i tvermaal :

Paa bredeste kant . 17.0 meter.

„ smaleste „ . 14.01 — -

Træets høide maalte jeg til 21 meter. Men det, har muli¬
gens været noget høiere, da en, del a,v træeti er tørt.

Denne ek fin, dies alt, saa paa gaarden Lande i Bygland. Eken
staar kun et kort stykke fra Byglandsf jorden, sa, a store flom¬
mer gaar helt op til den. Byglandsf jorden ligger nøiagtig
200m. o.h. Ellers ligger gaarden Lande 5 km. fra Sætersdals-
banens endestation, Byglandsf jord st.

Jeg leverte i 1907 et billede og en kortfattet beskrivelse av
denne ek til Norsk havetidende“ . Jeg trodde da, at det var
landets tykkeste, træ,. Maaske et par av de eketrær, som er om¬
talt i nr. 11, rna, a betegnes som større. Men merkelig er diet,
at, et saa, stort eketræ skal findes ca. 80 km. in, dø i landet og
200' m. o. h.

Lan de-, eken var i gamle dage et hellig træ, vette- træ. Naar
man kjernet, slog man hver gang en skvæt saup (kjernemelk)
paa, den, og naar man brygget maatte den faa, sin portion øl.
Den staar. saapasi langt, fra, bebyggelse, at den ikke er utsat for
at stryke med i tilfælde ildebrand. Den ligger ca. 200' m. fra
gaardien Lande og 2 å 300' m. fra, Aardals kirke.

I samme artikel. betegnes ekens hø.idegræn.se at være
300 m. o. h. Jeg tror nok at eken i Sætersdalen enkelt© steder
gaar betydelig høierø op — jeg antar til henimot 400' m. o. h.
Men den vokser da kun som kratskog op etter bergsiderne og i
bergskorter. Ivar Nesheim.

Lande-eken.

Ett markligt ljusfenomen. Den 7de april 19 1 2 iakttogs
något soderom Kilpisjarvi i Svensk-Finska Lappmarken ett ijus-
fenomen af foljande utseende:

Omkring solen var dragen en vid ring i regnbågens farger.
Tvårsigenom solen gick en horisontal ljuslinje, som, dar den
skar ringen, bildade bisolar, något mindre og ljussvagare an

Fig. 1. Skematisk bild af ljusfenomenet.

sjålfva solen. Grenom dessa bisolar forlangdes linjen ofver ca.
halfva himmelrummet. Ett stycke ofvanom ringen sågs en regn-
bågsfargad halfcirkel, vand mot ringen (jamfor figur 1).

Fig. 2. Detaljfotografi af ljusfenomenet. Solen ses till hoger som en
syag ljusning, ena bisolen till vånster.

Fenomenet varade från kl. 6 till kl. 9 fm. Under hela
tiden foll glest med sno. Samtidigt med att snofallet upphorde,
forsvann åfven ljusfenomenet. Temperaturen under denna tid
varierade mellom — 19 0 och — 15 0 0.

På grund af detta ljusfenomen spådde ortsbefolkningen
skarpa kolder under den nårmaste framtiden, hvilket åfven slog
in. En vecka lång koldperiod intråffade nu, hvarunder minimums-
termometern for de respektive dagarne utvisade — 22°; — 35°;
— 32°; — 34,5°: — 30°; — 29,5°; — 27° C, hvarefter tempera¬
turen åter steg.

Af fenomenet togs en fotografisk detaljbild, då hela figuren
dess vårre icke fick plats på filmen. Emellertid lyckades denna
bild godt, gifvande ett nog så tydligt begråpp om ljusfigurens
utseende. (Fig. 2). Ludv. Mun st er hjelm.

Temperatur og nedbør i Morge septbr.— novbr. 1912.

(Meddelt ved Kr. Irgens, meteorolog ved det meteorologiske institut).

September 1912.

Temp eratur

Nedbør

Stationer

Avv.

Middel

fra

Max.

Dag

Min.

Dag

Sum

fra

Max.

Dag

norm. |

norm.

°C

0 C

°C

mm.

Bodø ....

7.4

— 1.6

135

+ 20

+ 17

Tr.hjem .

8.5

— 1.5

— 3

Bergen . .

S.8

— 1.7

— 132

- 57

Oksø ....

11.2

— 1.3

— 48

— 55

Dalen. . . .

9.0

— 1.4

— 23

- 29

Kristiania

9.7

— 1.8

— 39

— 60

Hamar . .

8.1

— 1.4

_ 2

— 19

— 34

Dovre . . .

4.7

— 2.2

— 6

— 2

— 6

Oktober 1912.

Bodø ....

0 C

— 0.7

— 5

mm.

— 37

°/o
— 40

mm.

Tr.hjem .

— 0.5

— 4

— 47

- 42

Bergen . . .

7.8

-j- 0.5

276

-f 36

+ 15

Oksø ....

7.8

— 0.5

146

+ 16

+ 23

Dalen ....

3.8

— 0.9

— 4

— 10

Kristiania

4.6

— 0.9

— 4

— 1

— 2

Hamar . .

3.1

— 0.6

— 8

— 2

— 4

Dovre . . .

0.7

— 0.1

— 8

+ 2

+ 6

November 1912.

°C

o C

mm.

/ 0

mm.

Bodø ....

1.2

+ 0.6

— 6

— 36

— 29

Tr.hjem .

0.8

-r 0.4

— 10

— 39

— 36

Bergen . .

3.9

-f 0.3

— 4

335

+129

-f 63

100

Oksø ....

4.3

-f 0.3

— 2

— 32

— 30

Dalen. . . .

— 0.7

4- 0.3

— 8

-f 17
+ 8

+ 23

Kristiania

0.4

-f 0.3

— 8

4- 18

Hamar . .

— 1.8

4- 0.3

— 12

4- 26

Dovre . . .

— 4.9

+ 0.1

— 14

+ 21

4- 88

OP FO RD RING

• Efterhaanden som kj endskapen om den norske pattedyrfauna
er vokset, har det vist sig ønskelig for Bergens museum at utvide
sine samlinger av dissa dyr i bestemte retninger; for derigjennerø
at samle et matelialedil stud let av visse formårs utbredning (navn¬
lig paa Vestlandet) dg av variationene indenfor hver enkelt art,
Uten bjælp u-tefr a lår dette sig imidlertid ikke gjennemføre,
og museets zoologiske avdeling retter derfor herigjennem en ind-
. trængende offfordr ing_ dm støtte fra alle zoologisk interesserte,
som Har anledning til at fåa saadant materiale i hænde. Det er
navnlig paa tre omraader vi appellerer til offentlighetens hjælp.
Vi ønskér : 1) Kranier av alle norsk e pattédyr — uiiger som

voksne indi vider. 2) -Smaa unger av bjørn, ræv, grævlmg, otter
inaar, gaupe og jerv samt 3) Sraaapattedy-r somt. eks. flagermus,
spidsmus og gnayére. _

Angaaende behandlingen, saa lar kranier ne — efterat hjernen
er uttat - sig meget let tørre i luften, og kan forsendes saaledes,
uten yderligere præparation, Ungerne av de ovennævnte rovdyr
forsendes snarest efterat de er dræpt og holder sig bedst, naar
indypldene tas ut og bukhulen indstrøes med salt; det samme
giælder smaapattedyrene, men de kan ogsaa sendes uten særlig
forutgaa ende behandling.

Med sendingen maa følge en angivelse av fmdestedet og —
naar det er kranier -— av dyrets kjøn. _

Allufforsendelses- og i ndpåkningsutgifter erstattes av museet,
likesom breve med forespørsler adresserte » Bergens museums
zoologiske avdelinga kan sendes u frankert ;

Skudpræmie for rovdy ranger er h ol des hos lensmanden ved
avlevering av en allest fra museet om, at dette har motta t dyrene ;
denne attest til stilles avsenderen saa snart sendingen er mottak
For indsendt materiale av særlig yærdi for museet er dette
villig til at yde en godtgjørelse. ......

nips

Iggl

i§És

Dr, phil. Aug. /Brinkmann,

bestyrer; -av Bérgens TOuseums zoologiske avdeling .

Bet norske Myrsetøkab

Hovedsæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr. — Livsvarig! Bidrag 30 Kr.

— Virker foi Mgrstrækningers Opdijrkning og industrielle Udnyttelse

^Meddelelser fra Det norske ly r-selsk ab“

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medlemmerne gratis.

Følg med i IMvikliigei! paa lyrsageas Omraade!

— - Prøveeksemplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende —

DANSK KENNELKLUB.

Aarskonting. 4 Kr. med Organ Madnédsskrif tei Hunden fri! tilsendt.

'Indsk. 1 Kr. . - ••

Maanedsskriftet Hunden.

Abonnem. alene 3 Kr. aari,; Kinldgjørelser opt. til billig- Takst. Prøvehsefte frifc
Dansk Hiindestanibog. Aai»8ig| Udetilling.

Hofman Bang, St. Strandstræde 19, København.

Den første norske Kimsthfstorfe*

JENS TH I IS:

i det 19de Aarhundrede.

Med mange lllu.strationer og Portrætter.

Værket foreligger nu komplet i 20 Hefter til én Pris af 30 Kr
Originalbind til hele Værket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr. 5.50, Porto 30 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

JOH. NORD AHL-OLSEN :

LUDVIG HOLBERG I BERGEN.

Med Forord af Br. Just Bing.
Pris Kr. 1.50, Porto 10 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

KJERET MAANEDS SKRIFT FOR

,ÆR N ATURVIDEN SKAP

UTG1T AV BERGENS MUSEUM
REDIGERT AV JENS HOLMBOE

INDHOLD

GUNNAR ISACHSEN: Robert Falcon Scott . . . .7Trrr7Tr

K. GRØN : Nyere fremskridt i studiet av syfilis .

JOHAN KIÆR: De nye fund av utdøde kjæmpeøgler i tysk Østafrika . .
BOKANMELDELSER: Ludv. Munsterhjelm : Atlas ofver Finland 1910.
Jens Holmboe: Roald Amundsen: Sydpolen Bd. I- — II .........

MINDRE MEDDELELSER: I. G.: En for Norges fauna ny fisk. —
Temperatur og nedbør i Norge i december 1912 . . . . . .

Prii 5 kr. pr. tar frit tilsendt

Pris 5 kr. pr. aar frit tilsendt

Kommissionær

leiiiron & Stigs

Kjøbenhavn

begynder med januar 1913 sin 37 te aargang (4de rækkes 7de
aargang) og har saaledcs naadd en alder som intet andet popu-
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

» Naturene utgives av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holmboé.

Ved bistand av talrike ansete medarbeidere bringer > Naturen»
stadig originale artikler fra alle naturvidenskapens omraader
og indeholder desuten jevnlig oversættelsér og bearbeidelser
efter de bedste utenlandske kilder.

De sidste aar liar, særlig paa fysikens og kemiens omraåde,
bragt en række av store opdagelser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskues. » Naturene vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds underrettet herom og i det hele
tat om alle naturvidenskapens vigtigere fremskridt.

Desuten vil Naturene anse det som sin særlige opgave efter
evne at bidra til at utbrede en fyldigere kundskap om og bedre
forstaaelse av vort fædrelands rike og avvekslende natur.

I anerkjendelse av tidsskriftets almennyttige formaal har Norges
storting i de senere aar bevilget » Naturene et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr.

» Naturene burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,
end det hittil har hat. Der jfcræves ingen særlige naturviden-
skabelige forkundskaper for at kunne læse dets artikler med
fuldt utbytte. Statsunderstøttede folkebiblioteker og skole-
boksamlinger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidraget, ret til at erholde tidsskriftet for halv pris (kr. 2.50,
porto medregnet). 1 ,

^ ^ o -o o " ■

»NATUREN« utkommer hver maaned med et hefte paa mindst
2 ark (32 sider) og koster 5 kr. pr. aar, frit tilsendt.

sNATUHENe bør helst bestilles gj en nem pos t væsenet eller i
ubetalt brev merket >avissak« til » Naturens ekspedition , Bergen «,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen.

C<r^t

In memoriam.

Robert Falcon Scott

kom som 14-aarig ind i marinen i 1882. I 1899 var han
naadd til nestkommanderende paa k an alesk adrens flagskib
„Majestic“. „Mit liv i denne tid, sier han, var ikkei meget
bevæget, men siaan som det. har været, viser det. dog, hvor
besynderlig ens liv kan vende sig. Jeg tror den egentlige
begyndelse var, at Sir Clements Markham i 1887 — under
sit besøk ombord hos sin f ætter, som var chef for „the
Training Squaidron“ — gjorde alle midshipmen, der-
iblandt ogsaa mig, til sine personlige venner. En dag i
juni 1899, dia. jeg med permisision fra „Majestic“ var oppe
i London, skimtet jeg Sir Clementsi Markham pa.a den
anden sid,e a,v gaten. Jeg hadde ikkei set Sir Clements
siden 1887, gik derfor straks over gaten, hilste paa ham
og fulgte ham. h j eim. Før første gang fik jeg nu høre av
Sir Clements, som var præsident i „the Royal Geographical
Society“, at der blev arbeidet for at faa istand1 en ant¬
arktisk ekspeditiion. To dager efter søkte jeg, uten at ha
nogensomhelst erfaring i polar sp ørsmå al, stillingen som
eksipeditionems leder, og fik virkelig ogsaa, ledelsen aaret
efter. “

Den 6te august 1901 gik Scott med det for ekspedi-
tionen speicielt byggede fartøi „Discoverya fra, England.
Den kom tilbake til England med rikei resultater i sep¬
tember 1904. Ekspeiditionen talte 11 officerer og viden-
sikapsmænd og 26 mand forresten. Blandt officerene
finder vi Shackleton og dr. Edward Wilson, Scott© kame,-
rat paa hans siste færd, Blandt underofficererne er Edgar
Evans. Den høieistei bredde (82° 17') blev naadd av Scott,

Shackleton og Wilson 30te december 1902. 3 dj e> februar

vendte de tilbake til „ Discovery" s vin ter kvar ter i Mac
Mur do sund efter en slædetur paa, 3 maaneder. D e 19
hundler de drog ut med bukket snart under, og de maatte
selv trække slædlerne.

Shackleton, der var blit syk, vistnok av skjørbuk,
maatte sendes hjem med undsætningsfartøiet „ Morning" ,
der imidlertid1 var kommen ned fra Ny-Zealand. Under
overvintringen 1903 — 1904 gjorde Scott en slædetur op paa
det 3 0 OiO1 meter bøie plataa i vest for vinter kvar teret. I
januar 1904 kom, to un dlsæthingsf artøier, baade „Morning“
og „T'erra Nova" , ned til Mac Murdo sund med1 ordre
hjemmefra om at forlate „Discovery", hvis den ikke kunde
bringes ut av isen, hvori fartøiet nu hadde ligget fast
i næsten to aar. Efter et stort arbeide med siagning av
raak gik imidlertid isen op under en storm, og Disco¬
very" var fri.

Under ef tier arbeiderne fra denne storei og kostbare
ekspedition komi saa Shackletons fremstøt til 881/2° i 1909.
Som bekjendt indførte Shackleton en fuldstændig ny polar-
teknik, idet han anvendte ponnyer og motorslæide, en
teknik som Scott tok op paa sin siste færd 19101 — 1912.
Shackleton brukte ikke ski paa sin tur, og det' ser heller
ikke ut til at Scott har gjort det.

Scott’ s , siste ekspedition forlot London Iste juni 19101
paa „T'erra Nova“ , medførende en større stab av viden-
skapsmænd end, der har deltat i nogen tidligere ekspedition
til de: antarktiske egne. Ved hovedkvarteret i Mac Murdo
sund blev der gjort stadige observationer, mens mindre
partier arbeidet paa andre punkter, og depoter bleiv utlagt
for fremmarsjen mot syd. Denne begyndte 2 den november
1911, og skulde for en stor del foreigaa under det ugun¬
stigste veiir. Det. sidste budskap — for et aar siden, ved
Commander Evans — viser os. sy dp årtiet, Scott, dr. Wil¬
son, kapt. Oatesi, løitnant Bowers og underofficer Evans,
ca. 150 engelske mil fra sit maal, arbeidende sig jevnt frem¬
over. Polen blev naadd 18de januar 1912 og Amundsen’s
telt fundet. Tilbaketuren blev ikke lettere. Evans, den
største og sterkeste av dei fem, bukket først, under1 for en

hjernerystelse paa Beiardmio re- jøkelen (17de februar). Den
16de mars gik kaptein Gates, som var blit syk og hindrtet
kameraternes fremmarsj, frivillig i døden for at reidde de
andre. Faa dager senere bukket ogsaa de tre gjenlevende
under for vanskeligheterne. De omkom i sit telt av over-
anstræmgelse og nnangel paa proviant og andre hjælpe-
rnidler allerede i slutten av samme maaned. Scott’ s sidste
optegnelser er datert 25de mars. Først, i november blev
de tre polarfareres lik, tillikemed deres optegnelser og
samlinger, fun det av en hj ælpeekspedition som var dradd
ut for at søke efter dem. Og endda skulde der gaa
3 maanedler inden det sørgelige budskap naadde frem
til den civiliserte verden. Hvad disse folk mua ha slitt,
vil vel ingen lettere forstua end vi i vort land. Vi
ser piaia den ene side vor polarteknik triumfere, ski og
hunder, hvor alt gaar gl at. undav, og paa. den anden side
maa vi derfor dobbelt beundre hvad Scott og hans fæller
har kunnet naa, der de stamper sig frem gj enn em sneen
med dei tunge siæder efter sig og paa. stadig knappere
rasjoner. Da siaa. de to kamerater, den ene efter den
anden, blir syke og maa hjælpøs, samtidig som kulden og
stormen blir værte end nogensinde før, svinder haabet
efterhaandem. Men allikevel gjør de sit. yderste til det
sidste, indtil den langvarige snøstorm lukker dem inde for
bestandig.

Ofte har jeg i disse dager maattet mindes sidste sam¬
vær med Scott i 1910, paa Fæfor, da han og den elsik-
værdige løitnant Skelton taalmodig, fra morgen til kveld,
arbeidet med den lunefulde. motorslæde, som de ventet sig
saa meget av. Og om kvelden dians, „for the honour of
Norway a. Opholdet i Kristiania, avreisen.

Ved hans side, paa. kommandobroen, stod glad og til-
lidsfuld hun, som i disise dager har været underveis til
Ny -Zealand for at føre sin Bob hjem. Snart skulde hun
møte ham, og saa kom budet, skjærende gjennøim luften.
Hørt det har hun og vendt hjem igjen, men vil hun nogen¬
sinde fatte dette?

I Scotfs sidste besked gir han sig selv. Han hadde
netiop ikke. saa meget av det utstyr, der virker paa den

store offentlighet, men et. jevnt, troværdig s j ømandsvæsen
og dertil saa meget av det, der karakteriserer en engelsk
gentleman.

Alle har fulgt hans sidste store kamp; mange liar
frem igjennem aarene fulgt hans arbeide; men av de
færre, der lærte mennesket i ham at kjende og som; stadig
saa glimit. av det store hjertelag, av disse var han elsket..

Scott vil staa for al fremtid som et stort, eksempel
paa hvad en mand er og forma ar ; han hadde vel neppe
kunnet faa d;en betydning for samtid og eftertid om. han
var kommet, levende tilbake. England: kan prise sig lyk¬
kelig, som fostrer slike mænd.

Nordsjøen, 16de februar 1913.

Gunnar Isachs en.

Nyere fremskridt i studiet av syfilis.

En oversigt av dr. med. K. Grøn.

Siden syfilis i det sidlste tiaar av det 15de aarhundrede
først optraadte som en endemisk sygdom i Europa og i løpet av
et sneis aur hurtig utbredte sig til datidens hele civiliserte ver¬
den, har sygd ommen dels paa- grund av sin sociale betydning,
dels paa grund av sin utbredning været gjenstand for lægernes
ivrige studier. Sygdommens almindelige forløp, dens forskjel¬
lige stadier, dens optræden, ikke alene paa legemets overflate,
men snart sagt ogsaa i alle de indvendige organer av det menne¬
skelige legeme, dens utbredelsesmaate, dens overførelse fra
moren paa avkommet o. s. v. er efterhaanden ved forskernes for¬
enede arbeide blit tilstrækkelig belyst; men der forefandtes
endnu mange dunkle punkter i denne eiendommelige sygdom,
hvori først de sidste 10' aar har formaadd at bringe klarhet. I
en kortere populær oversigt er det ugjørlig at medta dem alle;
her skal alene omtales en del av de vigtigste, som tillike har
ganske kuldkastet ældre,, ja indtil begyndelsen av nærværende
aarhundrede gjældende anskuelser om sygdommen, og desuten
har beriket den medicinske videnskap med nye utveier til at
bedømme utsigterne (prognosen) for den av sygdommen an¬
grepne og a åpnet nye baner for behandlingen.

Det kan synets besynderlig, at man ved en sygdom, hvis
første optræden i nogen større utbredelse er sua godt kjerndt som
for syfilis’s vedkommende, endnu ikke er fuldt paa det rene
med, hvorfra sygdommen egentlig skriver sig. Faktisk har
man de første meddelelser om sygdommen i umiddelbar tilslut¬
ning til den ekspedition, som den franske konge Karl den 8de
tiltraadte høsten 1494 for at erobre kongeriket Neapel; under
selve felttoget og paa tilbakemarschen optraadte syfilis i vold¬
som utstrækning inden hæren og i de distrikter, hvorigjennom
den drog, og ved opløsningen av den efter datids skik omtrent
utelukkende av leiede tropper bestaaende armé spredtes den til
alle tropp erne s hjemsteder. Som m an vil se stemmer dette tids¬
punkt meget nær overens med tiden for Amerikas opdageilse
ved Christopher Columbus; det var den 4de mars 1493, at han
landet ved Taj oflodens munding efter tilbakekomsten fra sin
første opdagelsesreise. En teori antar nu, at det var Columbus’s

mænd, som- hadde paadraget sig sygdommem paa de Vestindiske
øer og ved sin tilbakekomst først indførte den til Europa. En
anden teori, som bl. a. har fundet en talsmand i den norske
læge dr. med. L. E aye, antar imidlertid at Sygdommén alle¬
rede længe før den tid hadde1 forekommet- i Europa, om, end
mindre utbredt-. Desværre har man for begge teorier kun de
gamle historieskrivere og forfattere at bygge paa, og deres- beret¬
ninger er indbyrdes of te, motstrid ende, likesom beskrivelserne er

Fig. 1. Fritz Scliaudinn.

uklare-. Man har endog villet hævde forekomsten av syfilis
hos oldtidens folk ; men saa dygtige og med fin iagttageisesevne
begavede læger der end1 fandtes i de klassiske la-ndi, er1 dier1 kun
litet, om overhodet noget-, som i deres beskrivelser passer paa
syfilis. Heller ikke for forekomst i gamle dage i civilisatio-
n-ens hovedsteder Indie-n og Ægypten er ført fuldgyldiig bevis.
Eli i o t Smith har undersøkt 10' 000 skeletter av gamle
Egyptere uten i noget av dem at finde t-e-gn paa- gjennemga-at
syfilis. Tanken om tidlig forekomst i Kina og Japan, som

ogsaa har været fremholdt, maa anses aldeles utelukket efier
de a,v Suzuki an, still eide' kildestudier, ifølge hvilke sy g dom¬
men maa anses for overført til disse land. vestenfra (fra, Eluro-
pæerne). Den til støtte for syfilis’ formodede amerikanske op-
rindelse paa aztekiskei ter r akottafigur er paaviste forekomst av
frem, stillinger, som kunde tyde paa avløpem syfilis, hvorav m,a,n
har ment at kunne slutte til en prækolumbisk optræden a,v syg-
dommen i Amerika,, synes heller ikke at sta, a for en strengere
kri tik. Uagtet der saaledes1 ikke er tilveiebragt positivt, sikre
beviser for n.ogen av de to teorier, maa man vel ha lov til at
hiævde, at den store forvildelse, i sedérne og løshet i de' seksuelle
forhold i oldtiden og særlig i Roms forfaldsperiode gjør det
utænkelig, at en sygdom, som overveiende utbreder sig ved
kjønsomgang, kunde undgaa at bli meget almindelig. Overhodet
synes den amerikanske' teori for tiden at, ha mest, vind i seilene,
hvortil større arbeider a,v Iwan Bloch (Berlin) o,g F r e i-
herr v. Rotthaft (Miinchen) vistnok har bidraget.

En række forskjellige' momenter, ikke alene, i sygdommens
utbredelse fra individ til individ, men ogsiaa i sygdommens
eget forhold hos den enkelte smittede, maatte naturligvis meget
snart lede tanken hen paa,, at syfilis hørte til de lidelser, for
hvilke et organisert smittestof laa til grundl. Allerede i det
16de til 18de aarhundrede findes antydninger til, at enkelte
forskere, var inde pa,a dette,; men det er1 først siden den, bak¬
teriologiske æra holdt sit, indtog i den medicinske vidlenskap
for omtrent en menneskealder siden, at mere positive' meddelel¬
ser foreligger. Al smitte skulde i denne æras første tid skyldes
bakterier, og det var derfor naturlig, at, man først, og fremst
der søkte sygdommens aarsak. I aarenes løp er av en række
forskere med tildels meget ansete navne (Kiebs, Birch-
Hirschfeld, M artineau & Hamonic, de Li sle &
Jul li en, Joseph & Piorkowski o. m. fl.) beskrevet
forskjellige stav- og kugleformige bakterier, som skulde være
smittestoffets bærer ; men de har omtrent alle — maaske alene
med undtagelse av den av Lustg arten, i 1887 beskrevne —
kun hat en stakket, tilværelse, som sjelden har rukket, over
aarsskif tet ; overhodet regner man , at der i 25 a,ar hvert aar
opdagedes en, ny syfilisbacil . Et skridt videre, fremad gjordes
ved, at man fæstet tanken paa, at sygdomsfrembringeren kunde

søkes hois: de litt hølene organiserte, protozoer. Til dem, ne gruppe
— mere specielt til flagellaterne — skulde. den i begyndelsen
av 1905 av S i e g e 1 beskrevne C y t o r y c t e s> høre ; han. be¬
skrev dem som meget sterkt, lysbryten.de, runde eller pære-
formige, undertiden med em liten pisklignem.de forlæmgetLse for¬
synte smaalegemer a,v forskjellig størrelse, kun synlige ved
s terk olj eimmersion .

IJagtet den Siegelske opdiagelse støttedes, foruten av dem
an, sete zoolog F. E. Schulze, tillike — i det mindste i be-

Fig. 2. Spirocliaete pallida i snit av en ha ard clianker.
(Efter E. Hoffmann).

gyndelsen — av flere fremragende videnskapsm æmd paa hud-
sygdomimenes omraade, mottokes dog hans meddelelser med ad¬
skillig mistillid, og der .nedsatte® en slags kommission for at
kontrollere1 rigtighetem av hans angivelser. Som medlemmer
av denne kommission lykked.es det 3dje mars 1905 Fritz
Schaudinn (fig. 1) og E. r i c h Hoffmann at finde den
mikroskopiske organisme, som ved utallige forskeres paafølgend©
bekræftende fund. nu kan anses fastslaat som den syfilitiske syg-
doms frembringer — S p i r o c h a e t e p a 1 1 i d a. Ved de første
undersøkelser paa, viste® parasiten i de mere overfladiske, væ-

akende syfilisutbmdd paa huden og slimhinderne (haar>de chan-
kersaar (fig. 2), slimpapler og utbrudd i xniund, og hals), men snart
lykkedies det ogsiåa at findei den i de ved syfilis altid mer eller
mindre opsvulmede lymfekirtler, i forskjellige tørre (ikke
væskende) hudutbrudd og i blodet ; paa sistnævnte sted er den
forresten vanskelig at folde, fordi sipiroehaeten, skjønt den
vitterlig føres omkring med blodstrømmen, dog kun opholder
sig kort tid i samme for snart at gaa over i de omliggende

Fig. 3. Spirochaete pallida i dunkelfelt.
(Efter H. Boas).

vævdeler, som er dens egentlige tilholdssted. Noget senere paa-
vises spirochaeter i de indvendige organer, først av B u s c h k e
og F i se hei r i større mengder hos et medfødt-syfilitisk barn,
hvadi der rimer sig godt sammen med den allerede løenge kj endte
store smitsomhet av denne form av syg dommen. En videre støtte
for opfatningen av sipiroehaietem som . syfilisf remkalder skaptes
derved, at M‘©tsch, nikoff og Roux formaadd© at paavise
parasiten i de først av disse forskere fremkal dte kunstige
chankere, som fremkommer ved podning • av syfilis til aper ;

(herom mere senere). Baadan var situationen, da Lesser
8de juni 1905 paa et møte i Charité-selskapet i Berlin kunde
fremsætte den paa, stand, at den 1 senge søkte frembringer av
syfilis var funden. Endnu en kort tid forsøkte® reist motstand
mot denne anskuelse, men motstandernes stemmer' forstummet
efterhaamden ; og man kan nu si, at undersøkelsen paa. og paa-
visningen av Spirochaete pallida eir gaat ind som et fast led i
er kj endelsen av syfilis.

At gaa nøiere ind paa den forskjellige teknik, som anvendes
for at paavise spirochaetem, vil i denne opsats komme til at
føre for langt; her skal alene anføres., at der i aarenes løp er
angit en række farvemetoder til paa, visning i væskende avson¬
dringer som i snitpr separat er, til farvning i død som i levende
tilstand. Et betydelig fremskridt betegner undersøkelsen i dun¬
kelt elt, hvor parasiterne viser sig som bugtede hvite lysende
slanger paa mørk bund (fig. 3) ; det samme er tilfældet ved den
av B u r r i angivne tuschmetode, som fortrinlig egner sig til
undersøkelse av friskt utvundet materiale.

Spirochaeterne viser sig som lange traadformige dannelser
med spisst utløp ende ender og talrike regelmæssige tætstiaaende
steile korketrækkerformige krumninger; tykkelsen er kon 1/4 ;jl,
mens længden kan naa op til 10 — 15 ;jl. Antallet av krum¬
ninger veksler in den vide grænser ; undertiden er der kun
8. — 12 saadanne, men antallet kan gaa op til 26 og mere.
Eiendommelig er ogsaa dlerns bleke farve (derav adjektivet pal-
lida1) og den vanskelighet, hvormed den griper farvestoffe.
Paa end erne findes, ofte tynde traadformige utløpere, som
muligens spiller en viss rolle, hvor det gjælder for para si ten
at hore sig ind' i andre legemer (som blodlegemer, karvægger) .
I levendle tilstand utmerker spirochaeterne sig ved sine over¬
ordentlig livlige beivægelser, som de undertiden skal kunne
beholde i op til flere uker i lufttæt avlukkede dækglaspræpara-

!) Med Sp. pallida maa ikke forveksles den samtidig opdagede Sp.
refringens ; denne er meget grovere og tykkere bygget, har et meget
mindre antal krumninger og er lettere at paavise. Denne form er temmelig
banal, den er fundet forholdsvis ofte ogsaa ved ikke syfilitiske kjønslidel-
ser og i mundhulen under tilsynelatende normale forhold. Interessant er
det, at samme parasit allerede synes at være fundet og beskrevet i 1837
av Alfred Donné under betegnelsen Yibrio lineola.

ter; i regelen ophører de dog etter 24 — 48 timer, ikke sjelden
endnu tidligere. Angaaende den maate, hvorpaa formeringen
sker, raader der endnu en viss usikkerhet ; at en deling paa
ukjønnet vis finder sted, er sikkert; men der har været og er
endnu strid1 om, hvorvidt delingen sker efter længden eller
paa tvers». Hvorvidt ogsaa kjønslig forplantning forekommer, eir
endnu usikkert ; det har været paastaat (av Kryzstalo-
w i c z og Si ed 1 e c k i, som, endog har villet findei de fra andre
protozoer kjemdtei makro- og mikr o gameter) . Muligens, findeis
der ogsaa hvilestadier, som vilde passe utmerket til forklaring
av sy g dommens lange latensperioder og degenerationsformer ;
særlig har man fundet de sid, ste hos syke, som har været be¬
handlet med det Ehrlichske præ parat salvarsan (sei nedenfor).

Det er allerede nævnt, at inden den levende organisme op-
holder spirochaeterne sig kun kort tid i det cirkulerendei blod;
overhodet synes blodet ikke at yde gunstige eksistensbetingelser
for parasiten. Den hører nærmest til de saakaldte a naé-
r o b e, mikroorganismer, som trives bedst uten tilgang av sur-
stof. Rikelig st forekommer den i saftkan aler nes (lymfekarre-
nes) vægger og lumen, døsutem i bindevævet, som for en stor
del danner mellem- og forbindelsesteddet mellem de forskjel¬
lige vævdele hvorav legemet er opbygget, men selv ikke er
synderlig høit organisert. Som oftest ligger spirochaeten uten¬
for cellerne, men mian har dog fundet den indenfor cellerne i
visse indvendig© organer; sammenligning med andre kj endte
dyrøspirochaeter synes at tyde paa, at den kan bore sig ind i
cellerne. Ved spirochaeten, s ødelæggelse synes opsipisning ved
s. k. makro ph ager (phagocytose) at spille en vigtig rolle ;
men delvis gaa.r de ogsaa tilgrunde ved d© i legemisvæskerne
dannede motstoffer, hvorom mere senere under omtalen av blod-
re akt ionen.

Med hensyn til spirochaetens stilling inden systemet her¬
sker der endnu usikkerhet. Av opdageren S ch audi n n ,
der var en meget anset proto zo -forsker og bl. a. ogsaa, har
studert i Bergen, hævdedes med stor bestemthet, at den mjaatte
henregnes til protozoerne, og bl. a,, stod' de fra sovøsyken vel-
kjenditie trypanosomier meget nær. Av senere, forskerei er den
imidlertid nærmest henført til bakterie, rne ; muligens indtar den
en slags mellem stilling mellem de to grupper.

Som det tur de være almiindelig kjerndt spiller inden
den moderne parasitvidenskap dyrkning av vedkommende snyl¬
tende smaaorganisme utenfor det menneskelige legeme en vigtig
rolle. En saadan dyrkning av syfilis-spirochaeten syntes
længe uopnaalig ; først i 1907 lykkedes det for Levaditi og
Mac I n t o s h at f.a,a vekst av spiroehaeter i smaa, kollodium-
sækker, hvori de anbragte spirochaeteholdig syfilitisk materiale
paa menneskeligt blodserum, og som de saa sydde ind i under-

Fig. 4. Kulturer av spirochaeter paa hesteblodserum-agar.

livshulheten hos aper og kaniner. De erholdte kulturer var
imidlertid urene ; det samme gjælder om S c h e r e sichew-
sky s dyrkninger paa besteblodserum (for a, aret 1909); r en dyrk¬
ning lykkedes først (sommeren samme aar) for M ii h 1 e n s, som
fik isolert en Spirochaeite, som ikke paa no gen maate kunde ad-
skillesi fra den ved den menneskelige syfilis forekommende og som
lot sig dyrke videre i 32 generationer (fig. 4). Kulturene bar be¬
stemt bevist den ovenfor omtalte formodede anaérobe karakter av
spirochaeten, saa at tilstedeværelse av luftens surstof strengt har

maattet undgaas. Ovérførel&e av kulturene til dyr foretokøs
først med held av B r u c k n e r og Gr a 1 a s es c o (19-10), som
ved podning med blandingskulturer til en kanin freankaldte en
syfilitisk testikkellideisei ; i juni 1911 fonanlediigede Sowade
ved indsprøitning av store spirochaetemængder i hjerteblodet
hos en kanin utbrudd av syfilis med utelet, hvori fandtes
spirochaeiter. Som almindelig regel maa anføres, at d'e mævnte
overføringer til dyr overhodet har gi fc meget ujevne resultater ;
som mulige aarsaker hertil har dels været anført, at spirochaeten
under de forandrede utviklingsbetingelser taper1 en del av sin
smitteevne (virulensi), dels at samtidig tilstedeværende andre
smaaorganismer lægger hindringer iveien i de tilfælder, kul¬
turene har været urene.

Der er i det foregaaende gjemtagendei nævnt en del eksempler
paa overfø, reise av syfilis til dyr ; i virkeligheten lykkediøs, de
første forsøk herpaa et par aar forinden opdagelsem av syfilis-
spirochaetem fandlt sted ; men det er egentlig først dielnnei siste,
som har git overførelsesforsøkene sin fulde beviskraft.

Allerede fra, omkring midten av forrige aarhundrede utover
findes en række meddelelser om forsøk paa syfilisoverførelse
til forskjellige dyr, fornemlig til aper, enkeltvis ogsaa til andre
dyr, som kaniner og svin. Det er vel ikke tvil om, at i det
mindiste enkelte av disse overførelsesforsøk maa betragtes som
positive, men samtiden vilde ikke fuldt ut aner kj ende dette, og
det gjaldt derfor helt ind i begyndelsen av indeværende aar¬
hundrede som en uangripelig troisisætning at syfilis var em syg-
dom som kun fandtøs hos mennesket.

En fuldstændig omveltning i anskuelserne, bragte M e t s c h-
niko'ff (fig. 5) og II o u x ved sine i Pariser videnskapsiakade-
mietis møte 28de juli 1903 meddelte podinihgsforsiøk paa en 2 aar
gammel kvindelig chimpanse („He,dewiga). Dyret var 12, tie juni
indpodet med avsondringen av em menneskelig chanker; 26 dager
senere fik dyret ogsaa en saadan paa indpodnings stedet og 56
dager efter podningen kom der en del utslet paa, un der livshud en ;
Sl/2 maaned efter podningen døde chimpansen, som ved likaap-
ningen desuten frembød almindelig utbredt svulst av kjertlerne
og forstørrelse av milten. Det nævnte forsøk er senere, gjentat
av utallige andre, forenemmelig franske og tyske, forskere, særlig
i stor utstrækning av N e isse r, som i 1905 utrustet em egen

ekspedition til Java, hvor tilgangen til at erholde aper til for¬
søkene var betydelig større end i Europa. Denne ekspedition,
som varte henimot et helt aar, bragte særdeles betydningsfulde
resultater. Foruten at sygdommens overførbarhet ikke bare til
de høierestaaend!© (anthropoide, menneskelignende), men ogsaa til
de laverestaaendø aper blev fuldkommen godtgjort, gjordes ogsaa

Fig. 5. Elias Metschnikoff.

meget vigtige opdagetser med hensyn til sy g do m ss to ff ©ts tilstede¬
værelse (lokalisering) i forskjellig© indvendige legemsorganer.
Mottageligheten for syfilis er diog noget stiørre hos di© høier©-
staaendie aper, forsaavidt de lar sig indpode næsten overalt paa
legemet og har større tilbøielighet til at faa sekundærutbrudd
paa huden ; hos de laver est aaende aper lykkes podningerne kun
paa visse bestemt© steder av legemet, de faar kun undtagelsesvis
hudutbrudd, men til gjemgjæld (ofte meget tidlig) depoter av

sygdomsstoffet i indvendige organer, fornemmelig benmarv, milt
og testikler, hvorfra viderepodninger til andre dyr med hold
kan utføres. En vigtig støtte for sine forsøk fandt N e i s s e r
i den netop under hans ophold i Ostindien indtrufne opdagelse
av spirochaeten ved Schaudinn; d'et lykkedleis ham med stor
konstans at paavise dem baade i de ved podningerme fremkal d/te
chankersaar og i de indvendige legemsdeler. Viderepodninger fra
de først podede dyr til andre friske gav altid anslag ; saadanne
viderepodninger lot sig fortsætte i en lang række utover. Nogen
avsvækkelse av smittestoffet ved em saadam passag© gjennem en
lang række av dyr lar sig dog ikke opnaa paa denne maate, saa-
lede© fandt Landsteiner og F i n g e r, at selv efter en pas-
sage gjennem 37 dyr var smittestoffet like virksomt til hos det
38te forsøksdyr at fremkal de en typisk forløpen de syfilis.

Oveirførelsie av syfilis til det mest benyttede forsøksdyr
kaniner er muligens allerede i 1881 lykkedes for Haensell,
almindelig tillægges dog æren herfor Bertarelli. Sidst-
nævntei indførte i 190’6' syfilitisk materiale i forrestei øienkam-
mer hos en kanin; der utviklet sig herefter en for syfilis eien¬
dommelig hornhindelidelse. Derimot synes paa denne maate
sjelden at komme en spredning av smittestoffet utover det hele
legeme og i de indvendige organer. Lettere sker dette hos
kaniner ved direkte at pode det syfilitiske materiale ind i
testiklerne, — denne metode er først angivet av Parodi (1907),
— eller som av Uhlenhuth og Mulzer (1910) foreslaat at
sprøite saadant direkte ind i blodaarene. Der er naturligvis og-
saa ved kaninsyfilis gjort meget omfattende undersøkelser paa
spirochaeter, som hos disse dyr gjerne findes i meget stort antal,
i alle fald sammenlignet med aper, hvor paavisningen undertiden
kan være forbundet med adskillig vanskelighet. Likeledes er
gjort podninger fra kaniner til aper, hos hvilke sidste er kommet
ganske samme utbrudd som ved podning av menneskelig materiale.

De omhandlede dyreforsøk har belært os om en meget vigtig
kjendsgjerning, idet den i det mindste tidligere som sikker an-
sete immunitet ikke kan opretholdes. Ved immunitet, som før har
spillet en meget stor rolle, forstaas, at tidligere gjennemgaaelse
av sygdommen skulde beskytte mot paany at bli angrepen av
samme. De erfaringer med hensyn til sygdommens behandling,
som man har vundet av dyreforsøkene, har ogsaa adskillig prak-

tisk betydning. Neisser fandt saaledes, at en forholdsvis tidlig
foretat borttagelse av chankeren ved bortskjæring (8 — 10 timer
efter indpodningen) ikke formaar at beskytte mot senere utbrudd
av syfilis. Noget bedre lykkedes forsøkene paa ved anbringelse
av forskjellige midler paa chankeren at forhindre senere syfilis-
utbrudd; men til resultater av større betydning for mennesker har
disse forsøk endnu ikke ført.

(Fortsættes).

De nye fund av utdøde kjæmpeøgler
i tysk Østafrika.

Av Johan Kiær.

Efterhaanden som, den videnskabelige utforskning av Afrika
skrider frem,, viser det. sig mere og mere;, at dette urgamle konti¬
nent gjemmer i sit skjød de interessen teste1 levninger av svundne
geologiske perioders dyre- og planteliv.

Allerede for mange aar siden blev der saaledes1 i Kap-
kolonien gjort rike fund av saa, kaldte teromorfe krybdyr, merke¬
lige former, som i sin skeletbygning viser overgange til patte¬
dyrene og derfor1 er av stor stamimehistorisk interesse. Av stor
videnskabelig betydning var ogsaa opdagelsen av de primitive
elefanter, som for no gen aar siden blev gjort i gammeitertiære
lag ved Fayum i Øvreægypten. Nu i de iidste aar kommer saa
fra tysk Østafrika etterretning om storartede! fund av kjæmpe¬
øgler eller dinosaurier, delvis av en saa merkelig størrelse, at
de synes at skulle stille i skyggen endog de monstrøise sikeletter,
som tidligere er fun, det i Nordamerika.

Den bekj endte tyske paleontolog Fraas har foretat den
første undersøkelse av de nye findesteder og git interessante
meddelelser om opdagelsen. Senere har dr. E. Hemnig, som
har ledet den store tyske ekspedition, utgit en vakkert utstyrt
bok med udmerkede skildringer av arbeidet dernede. Jeg skal
i det følgende gi en kort skildring av de nye fund, som synes
at maatte ha interesse for alle’ naturvemner.

Resterne av disse kjæmpemiæssige øgler er fundet i den
sydlige del av tysk Østafrika, ved fjel det Tendaguru, som
ligger 5 dagsmarsjer nordvest for havnestaden Lindi.

Her hadde1 de in df ødte paa flere steder fundet kjæuipestore
knokler utvitret i buskskoven. Hvilke forestillinger de gjorde
sig herom, er ikke godt at vite1; mein dei. fortalte det iethvertfald
som noget merkelig til den tyske ingeniør Satt! er. Hansi videre
meddelelse herom foranlediget da profesisor Fraas, som i 1907
var paa en studiereise dernede, til at gjøre en reise til stedet.

Fraas var den rette mand med1 stor erfaring i utgravning
av .fossile øglerester. Han saa straks, at der her fandteis rester
av Dinosaurier og det av saa vældige dimemsioner og i saa
store mængder, at dette nye findested ikkei stod tilbake for de
verdemskj endte amerikanske lokaliteter.

Det' viste sig1 imidlertid snart, at det arbeide som her1 maatte
gjøres», var overvældemde stort. For hver dag fandtes utvitrede
knokler paa nye steder, og prøvegravninger viste, at mere og
mindre fuldstændige skeletter forekom ganske almind!elig i
undergrundens lag, siom bestod av en sandig mergel og tilhørte
kridtf orm at i o n en . Fraas’s opgave kunde derfor bare være en
f oreløbig undersøkelse .

Ganske med tomme hænder vilde Fraas imidlertid ikke
vende tilbake, og allerede efter faa dages arbeide var flere inter¬
essante skeletrester gravet frem. Paa, et sted en miængdei ben
tilhørende bakkroppen a,v en kjæmpeøgle, paa et andet et bæk-
ken og et fuldstæmdig bakben, alle av vældige dimensioner. De
viste sig at tilhøre former, besilegtet med Dipiodiocus, nren var
betydelig større end knoklerne av denne velkj endte amerikanske
kjæmpeøgle paa ca. 24 m.s længde. Det var et merkelig syn,
skriver Fraas, at se resterne av disse kj æmpemiæssige sump dyr
midt i Afrikas tørre, solgiødende buskskov.

At bringe de bedste av disse skeletrester tilbake til Europa
var imidlertid et meget vanskelig arbeide. Det handlet jo her
om kjæmpeimæissige knokler1, hvorav flere veiet» adskillige! centner,
og alt maatte bæres av indfødte 5 dagsmarsjer til Lindi. Ved
ingeniør Sattleris hjælp lykkedes1 imidlertid ogsaa dette, og snart
drog en bærerkolonne paa 90 mand, tungt belæsset, dø smale
skogstier over høidler og gjennem trange slukter ned til kysten,
hvor stykkerne saia blev ompakket og sendt videre til Eiuropa.

Alt dette var kun forspillet til den store» T1 e n d a g u r u -
ekspedition, som blev utsendt 1909 paa, bekostning dels
av museet og videnskapsakademiet i Berlin, dels av en række

interesserte privatmænd. Ogaaa den tyske stat har y.det -store
bidrag til arbeidet. Under ledelse ay dr. Jan ense h og dr. Hennig
er arbeidet nu nu dreiyeit i 4 aar med udmerket resultat. Ogs-aa
til en ny lokalitet længer nord ved Kil wa eir en særegen
eksipedi tio n avsen dt .

Ved dette- storartet anlagte arbeide er store resultater op-
naadd. Det har vist sig, at der .findes hele 3 horisonter, som
delvis er meget rike- paa rester av kjæmpeiøgler. Imellom disise
horisonter findes lag med marine fossiler, som angir hele lag-

Fig. 1. Skulderblad av en kjæmpeøgle, G-igantosaurus, under utgrav¬
ningen og den foreløbige præparering. Den tyske Tendaguru-ekspedition.

rækkeins alder til undre: kridt. En hel række forskjellige former
av kjæmpeøgler eller dinosaurier er efterhaanden gravet f reim.
Desværre er ingen fundet i ganske komplette skeletter; men
de enkelte fund supplerer hverandre, sa, a hele skeletter vil dog
kunne stilles sammen og gi en glimrende' forestilling om disise
form ers bygning og merkelige størrelse (fig. 1). Flere av disise
øgler er av rent gigantiske dimemsioner. 2.10 m. lange over-
armben og 1.20 m. lange h ai sh virvler viser, at den k j æmpemæts-
sige amerikanske Diplodocus, sammenlignet med disse nye vid¬
undere, er av forholdsvis besk eden størrelse. De tilsvarende

knokler er nemlig hos denne kun 0.95 og 0.65 m. lange. Hennig
beregner, at halsen hos den største av de afrikanske formler
var over 12 m. lang og indttil 2 m. tyk. Dog var legemets total -
længdø neppe dobbelt sa, a stor som hos Diplo doens (ca. 24 m.),
men kan vel allikevel med tryghet sætteis til opimiot 401 m.
Fraas’s navn Gigantosaurus passer derfor i enhver hen¬
seende.

Man vil av disse maal let kunne forstaa, at arbeidet paa
Ten d aguru - eksp e ditionen bar maattel foregaa i stor stil. Optil
5001 indfødte har' da ogsaa været i arbeide med utgravningerne,

Fig. 2. Eekonstrneret skeiet av Brontosaurus (nær beslægtet med
Diplodocus), opstillet i American Mnseum of Nat. History, New York.

Efter fotografi.

som paa sine steder er ført ned til 10 m.s dyp, og ustanselig er
transportkolonnernei paa vei til kysten.

Vanskeligere er det imidlertid at danne sig en rigtig fore¬
stilling om det langvarige og indviklede arbeide og de omkost¬
ninger som skal til for at grave resterne av saadanne kolosser
frem, faa fragtet dem til Europa og faa opstilt dem i et av de
store museer.

Fraas og Hennig gir meget interessante meddelelser herom.

Naar man ser dei storartede skei ett er av utdøde kjæmpei-
øgler, som nu linde si baade i de store' amerikanske og eiurnpæiske
museer, faar man i reglen ingen rigtig forestilling om, i hvilken
tilstand de er fundet. Mange av disse skei etter ser fuldstæmdige
eller næsten fuldstændige ut,, mein de er da oftest mere eller

mindre restaurert© for at gjør© et saa naturlig og imponerende
indtryk som mulig. Saaledes er det. stor artede skeiet av
Brontosaurus, som i 1905 blev opstilt i American Museum
of Natur al Hi story i New- York (fig. 2), sammensat av over 5
forskjellige individer. D ©suten er hovedskallem og enkelt© andre
knokler modellert i gibs. I virkeligheten er skeletterne av diiss©
store former meget sjelden fundiet fuldstændiig opbevart, og det
©r da ogsaa faa former, hvis skei etter er kjen-dt i alle enkelt¬
heter.

Man maa huske paa, at et saadant øgleskelet bestaar a.v over
200 forskjellig© knokler, som delvis kun er følet løst sammen.
Særlig gjælder dett© hovedskallems ben, som derfor falder let fra
hinanden og spredes ; det samme er tilfælde med hvirvlernes
forskjellig© fremspring, dl© slanke ribben og de mange sima-a-bem i
haand og fot. Mest almindelig at find© i sammenhæng er d©
mægtiig utviklede skulder- og bækken-belter, hvirvelsøilen og de
kr af ti g e e k st r e mit etskno kl er .

Naar ikke avleiringsforholdene har været usedvanlig rolige
og gunstige, naar f. eks. skeletterne har været avleiret paa. et
sted, hvor der var strøm eller urolig vand1, findes derfor oftest
kun en del av det hel© skeiet paa et enkelt sted, og benene
ligger sjelden i sin naturlige sammenhæng. Ofte ligger dø
hulter til bulter i vild uorden. Ugunstigst stillet er skeletterne
av stor© dyr, som. sent blir dækket av et beskyttende- lag sand
eller slam. De store kjæmpeøglers skeletter findes av denne
grund i regelen i mer© eller mindre defekt- og forvitret- tilstand.
Utgravningen er derfor, -som man vil forstaa, et meget indviklet
arbeide, som kr æver stor sakkundskap. Der frembyr sig imid¬
lertid mange andre vanskeligheter av ren teknisk art. Knok-
lerne er oftest skjøre og sprækker op i fle-r© stykker ; d© mjaa
derfor behandles mie-d den største forsigtighet under utgravnin¬
gen. Mange maa tages op i smaastykker, for senere at føies
sammen. Mange stykker kan ikke fuldst-ændig utpræp-areres
paa stedet, men m,aa forsendes siammen med emdel av den om-
givende sten, mas-se. I regelen stø-pes det hele ind i gibs- og maa
omhyggelig pakkes ind, før de er færdige til transporten. Van¬
skeligheten og omkost-ningern© ved denne stiger selvfølgelig
enormt, med knoklernes størrelse.

Hovedsfcallen er ho» flere av disse kj æinpef ormer forholds¬
vis liten; i pakket .stand veier den dog opimot 250 kg. Hvirv-
lerne kan i gjermermisn.it sætte» til 75 kg. pr. stykke; men sa, a
er der til gjengjæld 100 .stykker av dem. Skulderbelte og
b sekken er meget svære og kan ha en vegt av noget siaadant
som 300 og 500 kg. Benene er emdnu tungere; forbenene an-
slaaes av Ernas til 500' kg,, bakbenene til 1000’ kg. i pakket
stand. Et helt. skeiet av en saadan kj æmpeøgle
ka.n regne s a t h .a en samlet vegt av 10' — 12 0;' 01 0
k g. ? n a a r det er f ærdig til at f orsende-s.

Naa.r nu findestederne som i tysk Østafrika ligger flere dags¬
marsjer fra kysten; og alt maa, bæres av indfødte paa diaarlige
veier, forstå, ar man let, hvilke uhyre trans, port,' vanskeligheter
det ber dreier sig om, og hvor kostbart det, hele blir.

Det siger sig selv, at de største knokler under siaa, danne
forholde ikke kan fragtes hele. Hvis de ikke av sig selv er
sp rukket op i mindre dele, maa de deles op for overhodet at
kunne transporteres. Elt overarmben maatbe saaledes opdelels
til 14 enkelte mandsbører. En eneste halshvirvel, som di$t var
av vigtighet at fragte hel, var i indpakket stand sa, a tung, at
der maatte 25 av de kraftigste, bærere for at, greie den. Eks¬
peditte n en har eiftierhaianden f a, at avsendt et enormt materiale.
Indtil 1912 var 850 store kasser med en samlet, vegt, av ca.
150 000' kg. avsendt til Berlin, og arbeidet var da endnu ikke
avsluttet. Omkostning erne- angi ve» av dr. Hemni.g til 180 000 mk.
i die 3 første aar. Dert er jo mange penge, men allikevel ikke
sa, a enormtt Årbeidshjælpen er nemlig meget billig, idet r. eks,
en alminåelig arbeider f, a,ar ca. 12 mk. pr. rna ane d,

Saa kommer endda næisten det. vanskeligste og iethvertfald
det seneste arbeide, den enidielige' utpræparering og montering i
museet. Skei etr esterne kommer frem i hundreder av forskjellige
stykker. Først maa, indpiakningen og gihsem forsigttg fjernes;
dernæist maa stykkerne impregneres med bærdningsivæisker, og
først nu kan den vanskelige, endelige utpræparering begynde.
Dage og uker er ofte nødvendige, før de enkleste knokler, f. eks.
en h virvel er færdig. Tilslut maa de enkelte deler føies sam¬
men, mere eller mindre reist, aureras, og stilles op ved hjælp av
svære og indviklede jernkonstruktioner. Det hele er et yderst
vanskelig og langvarig arbeide, som kr æver in dg, a, a, ende sak-

knn.dsk.ap og specielt opøvede asiimteoDter for1 at faa et heldig
resultat. Ogsaa her er omkostning ern e meget store, og det er
da ogsaa kun de største og rikeste utenlandske museer, som kan
tænke paa at erhverve og opstille saadann© kolosser.

Da hittil de største og bedst opbevare.de dinosaurier eller

Fig. 3. Overarmen av Grigantosaurus af ricanus, 2.10 m. lang.
Utgravet av den tyske Tendaguru-ekspedition og opstillet i Berliner Mu¬
seum flir Naturkunde.

kj æmpe øgler er fund et i Nord- Amerika, er det fortrinsvis i de.
store amerikanske, museer man hittil har hat anledning til at
studere de største og merkeligste av disse vidunderlige dyr i
pragtfuldt utpr separerte og monterte skei etter. Saa godt op-
bevarte er mange av disse, at man skulde tro at ha for sig . ske-
letter av nulevende former. Berømt er det pragtfulde, over

Fig. 4. Ål lo sau rus agilis, en rovdinosaurier fra øvre Jura, Colorado.
Restaureret skeiet. American Museum of Nat. Hist., New York.

Fig. 5. Hovedskallen av Triceratops, ca 2 m. lang. American
Museum of Nat. History, New York.

20 m. lange skeiet av Diplodocus. Komplette gibsiavstøp-
ninger av dette vældige planteætende sump dyr fin deis. nu i en
række av de store europæiske museer, f. eks. i London, Paris
og Berlin, mens Fr ankf urtermu seet er sa a lykkelig at eie en
original. En anden merkelig planteætende fonn er Tracho-
d o n, som har et neb som en and. og et besynderlig gebis be-
staaende av opimot 2000 ganske smaa tænder. Av denne er der
nylig i Nord- Amerika fun diet et eksemplar med fuldstændig

Fig. 6. Gigantosaurus africanus, en ca. 40 m. lang kjæmpeøgle
fra tysk østafrika. Foreløbig rekonstruktion av E. Fraas.

opbevart hud, sittende stramt om skelettet, altsaa en veritabel
mumie. En av de meirkeligste former er den vældige T r i c e r a-
top s, som i sit ydre minder om et. næshorn, men var ganske
anderledes storvoksen. Bare kraniet er 2 m. langt. Foruten
disse i forskjellig retning spee i al i ser te planteætere er der ogsaa
i Nord- Amerika fundeit pragtfulde skeletter a.v de kjødlætende
rovdinosaurier. Den vældigste a.v dem alle var Tyranno¬
saurus, et 15 m. langt og 5 m. høit dyr, som i sin kropsform
minder om en kænguru. Det store hode var bevæbnet med
lange, dolkformige tænder. Det maa ha været det farligste rov-

dyr, som nogensinde har levet. Hvilket syn, naar dett© bestie
med, 20 m. lange sprang satte ind paa sit bytte!

En m-ængdi© dinosaurier er ogsaa, paavist i Europa i lag fra
jordens middelalder; mein sjelden er de kj æmpemæssdge former
fundeit i saa gode eksemplarer som. i Nord- Amerika, palæontO'
logiens vidunderland. En undfca g el.se gjør dog det vidunderlige
fund ved Bernissiart i Belgien, hvor ikke mindre end 23 delvis
ganske fuldstændige skei et ter bleiv gravet ut av den 10' m. lange
Iguaaodo n. I Brussel-museets store' . hal staa.r piss© opsti.lt
i rad og række, merkelige vidner om de uhyre forandringer,
jordens dyreliv har umdiergaat siden kridttiden.

Ved de nye fund i tysk Østafrika vil Berlin er museet komme
frem i første, række, hvad kj æmpeøgler angaar. Efterhaanden
som de kjæmpeinæsisiige knokler kan bli færd i gpræ parert og
opstilt, vil man her kunne faa se d© merkeligst© ting. F'ør:st og
fremst kolossen fra Østafrika, Gigant# p a u r u s a f r i c a -
nu s., som, maa ha hat en længde paa ca. 40 m. Den er vel det
største h virvel dyr siom hittil er kj endt baade a,v levende og
utdøde former, og over g aur i længde endog betydelig de største
hvaler.

Ogsaa, andre former av dinosaurier er fun det av de tyske
ekspeditioner, pl ante æt en de t © g osaur i e r, hvis ryg var
bes, at miød meterhøie benplateir, og slanke rov dinosaurier, som
var kjødispisere og farlige rovdyr. Det béle vil gi et over¬
ordentlig interessant billed© av vel det merkeligste dyreliv, som
nogensinde har levet paa, jorden. En tapt verden, erobret til¬
bake av det tyv ende aarhundredes videnskabelige forskning.

Bokanmeldelser.

Atlas ofver Finland 1910. Uiglyen af Sållskapet for Fin¬
lands Geografi.

Att grundligt lar a kanna sitt eget lands natur- och kultur-
forhållanden ar det mål, som alla la. rider s vetenskapliga sallskap
i fråmsta rummet soka att nå tilh Det forefaller emellertid
som, om den system, atisfea hemlandsforskningen vor© jåmforelse-
vis ung ; tidigiare hafva, kraftern© oftast splittrats på utforsk-

ningar af aflågsert bel agn a., ok an da trakter af vår jord., mnd, an
hemlandet år efteir år fått stå tilbaka, våntande på dem,, som
skulle komma for att samla v et and et s skatter ur den kalla, som
såvål ideelt som ekonomiskt låg en nårmast — hvilken hade
forutsåttningar att skånka den intresserade den storsta f or skar -
glad j en och den basta nyttan.

I detta af seende har Finland tidig are haller icke utgjordt
något undantag. Men helt såkert hafva de politiska forhållan-
dena varit bidragande faktorer till att kårleken till samt in-
tresset for en mera systematisk hemlandsforskning tidigare ån
i många andra lander uppvåckts i Finland. For nårvarande
intagar det med hånsyn till kånnedomien om egna natur- och
kulturforhållanden en liog rangplatis1 bland kultur 1 ån dema . De
sår skil da vetenskapliga sållskapen hafva. med uppoffrande in-
tresse samt, en år1 etter år tilltagande erfarenhet ledt detta arbete
dårhån, att nu redan gl adj ande rika resultat kunna framvis as.

Ett af de sållskap, som hårvidlag nått 1 angst och hvilket
åfven i utlandet bast formått att gora Finland och fin ska natur-
och kulturforhållanden kånda, år Sållskap et for Finlands ge¬
ografi.

Redan den år 1899 av nåmda sållskap utgifna Atlas ofver
Finland emottogs ofver alt — såvål bland, allmånheten i eget land
som bland vetenskapsmån hemma och ute — med stort erkån-
nande. Arbetet, som, omfattade, forutom text', 32 kartblad, gaf
ett låttfattligt och klart begråpp om de berorda forhållandena i
landet och utgjorde en kalla,, til intressanta studier af 'Siåvål
vetenskapliga som, mera allmånna frågor. Men sållskap et for
Finlands geografi arbetade ofbrtrutet vidare. Natur- och kultur-
forhållandena voro naturligtvis underkastede en oafbruten for¬
andring — ■ och om ett tiotal år skulle icke allen ast totalin-
trycket, utan åfven alla detalj er vara olika de dåvarandle. Ma¬
terial samlades och bearbetades, och så utkom år 1911 under en
redaktionskommité, bestående af professorerna, J. A. Palmen,
E1. G. Palmen, J. J. Saderholm, doktorerna K. R. v.Willebrand,
Onni Ollila och ofverste Max Alfthan den nya Atlas of v e r
Finland 1910', som ofveralt i vårldfen hos representanter
for geografisk veten, skap erhållit de vackraste uttalanden.

Detta vårk omfatter 55 kartblad och 1386 sidor text. På
kartbladen åro rubriker och forklaringar tryckta på svenska,

finska och fr an ska, hvaremot testen ar tryckt i sårskildia opp¬
lager på hvarje af dessa, språk.

Detta vackra, arbete har sitt utomordentligt stora, varde
icke allenast betråffandb statistiska uppgifter ofver befolkning
och kultur, ut an åfven såsom uppslagsbok for geologiska, hydro-
grafiska, meteorologisk a, faunistiske och floriistiska forhållanden
i Finland. Det år ofverraskande att se huru låttfattligt alla diesisa
forhållanden blifvit klargjord a på kartblad ; det år lått for
hvemsomhålst, att ur dem få ett allmånt omdomei om de be-
handlade frågorna. Och den, som vill anvånda arbetet som en
kållskrift vid vetenskapliga forskningar i en eller annan rikt-
ning — ’ som vid sima studier onskar detalj erade upplysningar
om landets natur- och kulturforhållanden, kan finna. sådana i de
två textbanden.

Det forstå bandet innehåller : Politisk och administrativ
organisation, Landets grånser och areal, Hojdforhåll anden, Berg-
grunden, De losa jordlagren, Fennoscandia, Omgifvande haf,
Ålands och Åbo skårgård, Djupkarta ofver Finska viken och
Ladoga sjo, Den finska sj oplatån, Påijånne sjo och Kymmene
ålf, De inre vattnen, Tbrfmarker, Meteorologi, Floran och vege-
tationen, Kulturvåxter, Faunan, Skog ar ne och skogshushåll-
ningen ;

det andra, bandet innehåller : Befolkningsstatistik, Antro-
pologiska uppgifter om Finlands befolkning, Fblksjukdomar och
lyten, Dddligheten i lungsot och åtgårderna mot tuberkulos,
Agr arstatistik , Lan dtb ru ksstati stik , Industri, Utrikes handel,
Sjofart, Fyr ar, Kommunikationer och post, Telefon och telegraf,
Sparbanker, Andelsvårksamhet, Lifforsåkring, Språkforhållan-
den, Landtdagsmannavalen , Historiska kartor, Folkbildnings-
våsendet, Forhistoriska fynd, Finlands st-åder.

Naturligtvis kan det icke ifrågakomma att ingå i special-
uttalanden om alla de hår berorda frågorna. Namnen på de
vetenskapsmån, som utgora redaktionskommitén, borga for ar- ,
bete tø hoga vårde. Det år blott beklagligt att det j åmf orelsevis
hdga priset stål ler hinder i vågen for dett a s allmånnare sprid-
ning, hvilket vorø så mycket mera onskligt som kånnedomen om
Finland i de allra flesta andra kulturlånder — också bland våra
nårmaste grann ar i våster — genomgående år ofverraskande
bristfållig och inkorrekt.

Eitt land med såpasis stor utstråckning i norr och soder som
Finland, bjuder naturligtvis på hogst variabla såvål kultur -
som n aturf or h åll an den . Som man af Atlas kan erf ara, fore-
komma i landet ånnu på en del orter vidstråkta ødemarker, dar
naturen står i ett j åmf orelsevis ursprungligt tillstånd, dar såvål
faun an som fl or an k arak tåri ser as dåraf. Men jamsides diårmed
antråffas åter i andra deil ar af landet minst lika så vidstråckta
områden, som pråglas af en mer eller mindre intensiv kultur,
dår månniskan mer eller mindre fullsitåndigt formått anpassa
djur- och våxtlifvet efter sin a egna fordring ar. Alt år under-
kastadt en ståndigt sk etende forandring, och denna forandring
blir desto mårkbarare ju mer a landets folkmångd okas. Iruom
en j å mf orelsevis kort tid kan dår f or ett land forandra sin fysi-
onomi.

Ett arbete sådant som Atlas ofver Finland, som efter vissa
år åter utkommer, har åfven dårigenom sitt sto r a varde, att det
for den intresisenade kan klargora natur- och kulburforhållan-
denas ståndiga fdråndringar, deras tillbakagång eller utveckling.
Efter några tiotal dr har man en bel serie sådana arbeten, sam¬
man lagd a utgbrande en historisk framstållning af landets natur-
och kulturforhållanden.

Sållskapet for Finlands Geografi år att lyckonska ti 11 detta
vårdefulla arbete. Det beviser icke allenast en høgtstående
kårlek til heimlandet och dettas utforskning, men det bevisar
åfven Finlands hoga, kultureila standpunkt. Det år en lycklig
omstendighet att landet gen, om sådana vårk blir kåndt utenfor
de egna grånserna. Ludv. Munsterhj eim.

Roald Amundsen: Sydpolen. Bd. I — II. Kristiania 1912
(Jacob Dybwad).

Roald Ainundsøn’s populære beretning om Sydpolens erob¬
ring foreligger nn avsluttet i to store oktavbind.

Likesom selve den d.aad boken skildrer overalt har vakt den
største opmerksomhet, vil sikkert ogsaa Amundsen’ s enkle beret¬
ning bli læst med interesse i de videste kredser. Jevnt og liketil
fortæller han om ekspeditionens forløp og om de gj ennemreiste
trakter. Yar der end under selve polfærden, saa forceret turen
maatte utføres, forholdsvis liten anledning til at. gjøre viden-
skabelige observationer, gir Amundsen’® bok dog ogsaa, i rent
videm, skadelig henseende overman, die vigtige oplysninger. Vidt-

strakte, hittil helt ubetraadte, omraader kom, Amundsen og hans
ledsagere til at reise gjeinnem, og boken gir den første frem¬
stilling av disse omraaders almindelige geografiske karakter.
Den indeiholder tillike vigtige bidrag til kartlægningem a,v om-
raadet mellem Roiss-havet og Sydpolen og likeledes foreløbige
beretninger om dyrelivet, i Hvalbugten av løitnant P r e s t r u d,
om de ocean o grafiske undersøkelser under „Fram“ s togter 1910
og 1911 av dr. Helland-Hansen og prof. Nansen, om
de medbragte bergartprøver fra det antarktiske fastland av
amanuensis -J. Schetelig og endelig en beretning fra over¬
lærer A. Alexander om hans ber egninger av stedsobserva-
tionerne under polf ærden.

Overalt fremhæver Amundsen med aner kj endelse og tak
den del hans kamerater under f ærden og hans øvrige hjælpere
har hat i de vundne resultater. Sin egen fortjeneste søker han
derimot mest mulig at holde i bakgrunden. Ingen kan dog læse
hans bok uten at faa et sterkt indtryk av den forutseenhet,
hvormed lian har planlagt færden, og den overlegne dygtighet og
seige utholdenhet, hvormed han fra. først til sidst har1 gjemnem-
ført den lagte plan. Kanske aller mest gjennem hvad den ikke
nævner tegner boken et levende og sjelden sympatisk billede av
den rnand som mindst er omtalt i den, bokens egen beskedne
forfatter. Jens H o 1 m b o e.

Mindre meddelelser.

En for Norges fauna ny fisk „Haarhalerne“ eller trichi-
uriderne er nogen eiendommelige fisker, som hører hjemme i de
tropiske og subtropiskei have. De har en langstrakt, baand-
lignende krop, som ender i en tynd fin halefin ; hos en av
familiens slegter, Trichiurus, hvorfra familienavnet er
hentet, mangler helt halefin, istedet er halen trukket ut i en
tynd, haarfin spids, dierav navnet „haarhaleia . Huden er nøken,
det er saaledes tilfældeti hos dei neidenfor omtialtei arter, eller den
er dækket av ganskei smaa skjæl. Bukfinnerne er rudimentær e
eller kan helt mangle. Glåpet er stort. Flere, eller færre tæm-
der i over1- og underkj æven er sterkt utviklet, særlig gj ælder,
deittei de. forreistei, „fangtændernea . Denne tændernes sterke
utvikling viser at haarhalern© er egte rovfisker.

Som allerede tidligere omtalt i „Naturenu (1897, p. 285) er
en haarhalei (T richi-urus leptur u s) kjendt fra den norske
kyist. Det var et ca. 80 cm. langt ekeiseuiplar, somi i oktober

1896 blev fanget i et torskegarn i Kristiania! jorden mellern
Horten og Holmestrand. Det er nærmere beskrevet av pro¬
fessor C bilett i „Arch, f. Math. og N aturvidensk. “ (vol. 19, no. 8)
og opbevares nu i det zoologiske' museum i Kristiania. Denne
h aar hale er en pelagisk fisk, som har en meget vid utbredelse i
verdenshavene. I Atlanterhavet er den paa østsiden kjendt fra
De britiske øer heit ned til Syd af rika og paa, den vestlige side
fra Virginia sydover til Brasilien. End videre er den fanget i
Stillehavet. Dens egentlige hjem synes at være tropehavene.
Utenfor de europæiske kyster er dens opfræden mere sporadisk,
dog kan den i enkelte aar i vint erma aned erne være; temmelig
talrik i Kanalen.

Vor fauna er for nogen aar siden ytterligere blit forøket med
en trichiuride, „,skj ælfotem“ (Lepidopus atl anticus).
Den beskrives av professor Collett i en avhandling i Kristiania

Fig. 1. Lepidopus atlanticus fra Sørøen, Hammerfest.
Virkelig længde 993 mm. (Efter R. Collett).

Vid enskap selskaps Forhandlinger (1912 nr. 4), som utkom nogen
faa dager før ColletthS død og som sandsynligvis er hans sidste
videnskabelige arbeide. Fisken, som hadde en længde av næsten
1 meter, blev fanget i mars 1903 ved Hasvik paa Sørøen, naget
søndenfor Hammerfest. Den svømmet i overflaten efter en baat
og blev slaat ihjel meidl en aare. Ogsaa dennei fisk opbevares i
Tøienmuseet. Mens: ovenfornævnte art har en kosmopolitisk
utbredelse, hører skjælfoten kun hjemme' i Nordatlanteren , hvor
den er fanget paa indtiil 380' meters dyp. Sydgrænsen for1 dens
utbredelse: er ved Madeira og Antillerne.

Sit videnskabelige navn, Løpidopu s (skjælfot), har fisken
faat fordi dens bukfinner er forkrøblet til nogen funktionsløse,
avlange, lite iøinefaldende skjæl, et paa hver side av kroppen.
Disse finner, som har sin pladsi umiddelbart bak brystfinnernes
fæste, er saa smaa at' de ikke* trær frem paa hosstaaendei teg¬
ning av fisken. Haarhalerne kan forøvrig ogsaa ha lignende
rudimentært utviklede bukfinner. Fra disse fisker kan dog

skj ælf oten me d lethet utskilles ved at dem har vel utviklet gat-
og halefin, mens gatfinnen hois de andre er rudimentær og hale-
finnem som allerede nævnt mangler.

Nærbeslegtet baade med baarhalerne og de skj ælf otede er
de fotl0.se (Åphaiiopus), saa kaldtet fordi de helt miangler
bukfinner. De er 1 — 1.15' meter lange dypvandlsfisker, somi kun
i no gen faa eksemplarer er fanget i N ord atl an tieren og som vi
derfor har et meget mangelfuldt kj endskap til. Mens de ovem-
fornævnt© fiske har1 en. stor rygfin, som strækker sig i heile ryg-
gens længdle fra nakken til haleroten, er rygfinnen hos apha.no-
perne delt i to. Åv utseende- ligner de mere de skj ælfotedie end
de egte haar haler. De har saaledes som de skj ælf otede vel
utviklet gat- og halefin. Jeg bringer her en avbildning av hodet
av den bedlst kj endte av slegtens fire arter, Aphanopus
ca r bo (fig. 2). Eksemplaret blev sommeren 1908 fanget av en
bankfisker fra Aaleisund uti for Reykjavik i den sydlige del av
D anm ar kstræ det. Billedet illustrerer godt tandbygn, ingen hos
trichiuriderne og at diei miaa være eigte rovfisk. Denne trichiuri-
dernes rovdyrnatur fremgaar forøvrig og, saa av ovemsitiaaein.de
tegning av skj ælf oten. Det maa bemerkes, at fælles for trichi-
uridernes familie' er at no gen av kj ævetænderne er større og
mere utviklet end dei andre-, og at f angt senderne er særlig vel
utviklm men, ati tandbygn ing en i andre, henseender kan være
avvikende inden familiens siegter og arter ; saaledes bar baade
de egte haarhaler og die skj ælf otede tænder paa ganebenene,
mens de mangler hos aphanopeme. I. G.

Temperatur og nedbør i Norge.

(Meddelt ved Kr. Irgens, meteorolog ved det meteorologiske institut).

December 1912.

Temperatur

Nedbør

Stationer

Avv.

Middel

fra

Max.

Dag

Min.

Dag

Sum

fra

Max.

Dag

norm.

°C

0 C

mm.

Bodø ....

— 1.3

-f 0.1

— 7

— 53

— 63

T r. hjem .

1.2

-j- 3.7

— 11

— 34

— 39

Bergen . .

4.8

4- 3.3

— 3

399

+188

+ 89

Oksø ....

4.6

-j- 3.3

— 3

143

+ 44

_j_ 44

Dalen ....

— 1.1

+ 2.8

— 11

106

+ 28

+ 36

Kristiania

0.2

+ 3.8

— 8

+ 49

+ 36

Hamar . .

— 2.5

+ 4.6

— 12

+ 52

+ 61

Dovre . . .

— 4.2

-f 4.3

— 18

+ 16

+ 54

Nye bøker,

~Hefto; 15—40. Kristiania

-1 1 . Kristi-

8vo.

Norsk skole -

HB Kristi-

Til réd aktionen er indsendt :

It o a 1 cj -A ra. u h d s-en/g, Sydpolen.

1912. (Jacob Dybwad). _ . -

M u r r a \ ng H j o r t : Atlanterhavet, Hefte ~9:-
ania 1912, (H. Aschehoug ;■& Co.).

KR e v (« r i n Feters e n: Danske Agarioaeéer.

Kjobenhavn 3 907— U. (G. E. C, Gad).

Skole h a v e s a k e n i N o r g e. Beretning om
'haveforbnnds virksomhet i 1910 og 11. 40 s.

nia 1912. ' V;

DAmarls Fauna. 13. A. Kløeker : Som,merfngle. III.
NaUummerltigle, II. Del. 26 1 s. 8vo. Med 358 figurer. Kø¬
benhavn. 19-13. (G. E. C. Oud).

W H l i a m L u a d b 6 e k : Diptera danica. Genera and speides
of flies hitherto found in, Denmiark. Fart IV. Doliehopo-
didae. Wiih 130 fraures. 407 s. 8\o. Copenhagen, 1912.
(G. E. C. Gad). ^

K. O. lrjdrlyk-kø: Norges kvartærgeologi. 269 e. 8vo-,
Med 50 toksthgorer. (Korg; geol. nnders. nr. 65 Kristiania
1913). 1 ,

Joh. L. Lofthus; Jordbuuden i Kvam, Tørvikbygden og

Strandebarm,, Midtre Hardanger. 36 s. Bye. Med 1 kart-
plaache. (Jordbundshoskrivelse nr. 7). Kristiania 1913.
"Richard J u u 1 : Jordbrnudea paa øene Dønna, Løkta,

Tcnntnia. Hugla og II an do e Høen i Nordlunds amt. 29- si. 8vo.
Med 2 karlplarreher. (Jor dbvin dsbeskri velso nr. 6). Kristi¬
ania 1912.

Det norske Myrselskab

Hovedsæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr, — Livsvarig! Bidrag 30 Kr.

— Virker for Myrstrækningers Opdtjrkning og industrielle Ud ny ttelse —

«Meddelelser fra Det norske Syrselskab“

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medlemmerne gratis.

Følg med i Udviklingen paa Myrsageas Omraadel

— Prøveekseiriplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende —

DANSK KENNELKLUB.

Aarskonting. 4 Eir. med Organ MaanedssJcriftet Hunden frit tilsendt
• - 7 Indsk. 1 Kr.

Maanedsskriftet Hunden.

Abonnem. alene 3 Kr. aarl.; Kundgjørelser opt, tit billig Takst. Prøyebæfte frit 1

Dansk Hundestambog. Aarlig Udstilling. -

Hofman Bang, Sfc. Strandstræde 19, København.

Deo første norske Kunsthistorie.

JENS TH I IS:

Norske Malere og Billedhuggere

i det 19de Aarhundrede.

Med mange Hlustrationer og Portrætter.

■jj H „ ^ r- ^ ^ ^ ^ a

Yærket foreligger nu komplet i 20 Hefter til en Pris af 30 Kr.

Griginalbind til hele Yærket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommøt og koster Kr. 5.50, Porto 30 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

JOH. NORDAHL-OLSEN:

LUDVIG HOLBERG I BERGEN.

Med Forord af Dr. Just Bing.

Prig Kr. 1.50, Porto 10 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

JSTRERET MAANEDS SKRIFT FOR
ULÆR NATURVIDENSKAP

UTGIX AV BERGENS MUSEUM
REDIGERT AV JENS HOIMBOE

371e aargaag - 1913 Mars*'

. *é i l *U&3 11927 ,

; v ■■ - ; ■■■ v : -

R. VOGT;. Racehygiene . .

K. 0. BJØRLYKKE; Sandfyk og-sandslil

K. C3RØN: Nyere fremskridt i studiet av

B : - - - ■ ‘ r ■ ■ - - • ...

MINDRE MEDDELELSER: K. T. Mj

— Temperatur og nedbør i Norge i I!

Pri* 5 kr. pr. aar frit tilsendt

: --i,.' ’. 1 .i...

k Kommiggiogær

lehnann & Slag*

Kjøben havn

»tr frit tilsendt

Kommistloner:

Jaha Grieg

■Bergen

begynder med januar 1913 sin 37 te aargang (4de rækkés 7de
aargang) og har saaledes naadd en alder som intet andet popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

» Naturen t utgives av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens. Holmboé.

Ved bistand av talrike ansete medarbeidere bringer » Naturen «

| stadig originale artikler fra alle natiirvidenskapens omraader
| og indeh older desuten jevnlig oversættelser og bearbeidelser
! efter de bedste utenlandske kilder.

De sidste aar har, særlig paa fysikcns og kemiens oraraade,
bragt en række av store opdagelser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskues. » Naturen « vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds underrettet herom og i det hele
tat om alle natiirvidenskapens vigtigere fremskridt.

Desuten vil » Naturen* anse det som sin særlige opgaye efter
evne at bidra til at utbrede en fyldigere kundskap om og bedre
forstaaelse av vort fædrelands rike og avvekslende natur .

I anerkjendelse av tidsskriftets almennyttige formaal har Norges
storting i de senere aar bevilget »Naturen* et aarlig statsbidrag
paå 1000 kr.

•Naturen* burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,
end det hittil har hat. Der kræves ingen særlige natarviden-
skabelige forkundskaper for at kunne læse dets artikler med
fuldt utbytte. Stats understøttede folkebiblioteker og skole-
boksamlinger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidraget, ret til at erholde tidsskriftet for halv pris (kr. 2.50,
porto medregnet),

.0-00 55 '5.5' ~

•NATUREN « utkommer hver maanéd med ét hefte paa mindst
2 ark (32 sider) og koster 5 kr. pr. aar, frit tilsendt.

• NATUREN* bør helst bestilles gjennem postvæsenet eller i
ubetalt brev merket »avissak« til * Naturens ekspedilion, Bergen «,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen.

Racehygiene.

(Efter et foredrag i Studentersamfundet 26de oktober 1912).

Av dr. med. R. Vogt.

Vi sondrer medlem p ø r s, o n 1 i g (individuel) hygiene
og racehygien e.

Opgaven for den sidste ga, ar ut paa, a,t freimhj ælpe eiti sundt
og dygtig avkom.

Medfødte lidlelser (herunder ogsaa, medregnet lidelser, som
beror paa et medfødt anlæg) kan ha tre aarsaker .

For diet første kan fosteret utsættøs for lidelser i morsi liv — -
f o> s; t ei r 1 i d ei 1 s, e. Medfødt syfilis er her1 det. vigtigstei eks¬
empel. Den skade som voldes vedl svangre' kvinders, drikfældig-
het hører ogsaa hit.

Dernæst kan selvei kimst off erne, d1. v. s. sædcellerne hos
mænd og eggcellerne hosa kvinder, sivæikkes. i sin livskraft, ved
giftstoffer som bly, alkohol m. v. Vi betegner dette forhold som
kim sk a di

Endelig kan der finde sleid1 en overføring til avkommet av
forskjellig slags, a r v e 1 i g li dl ei Ise.

Ved1 f o s t ei r 1 i d, e 1 s e og k i m is k a di e maa vi anta,, at
skaden ikke har nogen tydelig tendens til at vandre vidlere ned
gjennem slegten, ellier med andre ord at avkom m eti Si a v-
kom i hovedsaken gaar fri.

En a r v e 1 i d ei 1 s e kan derimot forplantes, til ef terkom-
merne gjennem et ubegrænset antal led, efter bestemte lo, vei,
som vi senere skal dvæie veid.

Racehygiemen falder paia, den vis i to hovedavsinit. Det
første dreier sig; om fosterlidelsei og kimskade og omhandler
det nærmeste avkoms, barnenes, skjæbne. Det, andlet — om
arvelidelsierne — i tar ogsaa sigtei paa efterkommernesi etterkom¬
mere, fra led til led i det endeløse nedigjennem tiden.

Syfilis kan let overføres til barn gjennem fostertidels©, mein
heldigvis blir de fleste med syfilis: smittede fostre utstøtt ved
abort. Naiar forældreme har naadd over det smitteførende sta¬
dium,, kan de frembringe fuldstændig sundt avkom. Nogen
arvelidelsie, som vandrer videre til fjernere slegtled, kan syfilis
siaavidt vites ikke frembringe.

Vi v© t endnu kun lite t sikker t om. den r ac ehy gieniske
betydning av alkoholmisbruk. Nogen dyreforsøk peker i den
retning, at. forældreines drik kan paavirke det nærmesitei avkom
ugunstig ved kimskade og f osterlidelse . Svangre kvinders drik-
fældighet synes at virke ødlel æggende. Hvorvidt alkoholismen
'som siaadan fremkalder arvelidelser, er derimot et spørsimaal,
som for tiden ikke kan besvares.

Personlig hæl der jeg til; den opfatning, at alkoholismen like¬
som syfilis f ortrinsvis har betydning for den personlige
hygiene og det første kapitel av racehygienen. Den mulighet
maa man paa den anden side regne med, at der1 m,a, aske omsider
kunde opstaa arvelidelser ved forts at alkoholisering gjennem
flere' paa hin an den følgende slegtleidi. Ad omveier eller1 direkte
fører alkoholisme og syfilis ret ofte til sterilitet og dermed til
utryddelse1 baade av slette og gode livs, 'muligheter1

Vi sikal i det følgende holde os til det andet rac ehy gieniske
kapitel om de, a r v ei 1 i g © lidelse r. Det dreier sig her veid

slet og r et om p r1 a k t i s. k u t n y ti t. e 1 s e. a, v a r v e l i g h ei t s-

1 o v ei n ©.' Den egentlige racehygiene hviler paa. arvelighets-
læren som, sin nødvendige videnskabelige foruts.ætning.

V e d a, r v f o. r s t aar m. a n d; e' t forhold a,t. e n
levende' organis m e o v e r f ø r e r sin e e. gens, k a p e r
eller k j ei n d, © m e r k e r til a v k o m m e t — o g a, v k o m -

m © t a av k o. m — .i et' u b e g r1 æi n s e t antal av led.

Denne arvelige overføring, som er knyttet til kjønscellerne,
finder sted efter bestemte love.

Som banebrytere paa dette felt. kan vi nævne We-isismiann
og Mendel.

Weissmann har lært os hvorledes, p e r s o n 1 i g e r h v e r-
v e d1 e egenskaper som, regel ikke gaar i arv. Om man
som jøderne i tusener av aar, slegtleid efter1 slegtled, omskjærer
barn — eller man som kineserne lar barnenes føtter forkrøble

ved ydrei vold — • siaia fødeis barnene like' velutviklede i nævnte
retninger. Individluel opøveisi© eller forsømmelsei av færdigheiter
synes heller ikkei ha betydning for avkommet. D'et' materielle
grundlag for arven, kjønsceilerne og det deri indeholdtø kim-
p 1 a si m a eller arvestoif, er idetheletat i høi grad motistands-
dygt ig. Veks lin ger' i p er s o ner neis livskaar g aar sia, a ati si hen
sporløst uten at forandre, arvestoffet, altsaa uten følger for1 de
kommende slegtled'. Stort seti har1 dieti for etterkommerne liiet
at si, hvorledes de fjernere forfædSre har levet, hvilke kaar die
har ny dit', hvilken opidrageise die har1 faati — hovedsaken er, hvor¬
dan anerækkens kime eller har været beskaffen. At kim, c e 1-
1 e r n e s s a m m ei n S' ti n i n g ikke 1 ei t lar sig r oi k k e,
medgives vel nu av samtlige arvelighetsforskere.

Den W eissmann’ske lære om arvestoffets uavhængiighet av
pro ©esser i legemet forøvrig maa, paa, den anden side ikke tasi i
noigen absolutt forstand. Hos enkelte dyr, som amfibier og
insekter, synes det virkelig at være lykke des ati faa erhver-
v ei d ei in si t i n k ti f O' r ai n d, r i nger til at gaa i arv. Heller
ikkei er den tanke/ fremmed for Weisismann, ati arvestoffet miaaske
kan omdannes ved paavirkning av alkohol og andre c irk u-
1 e r ie n d e g i f t si t o f f e r si O' m ind virker paa k j ø n s-
c e 1 1 e r n e. Det rett© turde saaleides være at opf att© arve¬
stoffet som; meget m 0' t is t a n d s, d! y g t i g , skjønt ikke
uforanderlig.

Man kj ender omtrent intet til, hvordan nye arvelige egen¬
skaper kommer istand. De syne® ati opstaa pludselig, støtvis,
veid saakaldti mutatiom. Specielt har man heller ingen reide
paia de aarsaker, som fremkal der ar veli deiser.

Hos enhver organisme kan man sondre mellem die kon¬
stante og i n k o n s t a n t ei egenskaper. For eksempel er
øiets farve inkonstant hos mennesket, snart brun, snart blaa.
Hvad disise inkonstantei egenskaper angaar, pleier* de ati besidde
en viss selv s t æ, n d i g h e t i arvelig henseende. N aar e t
s æ, t av tilsvarende inkonstant© egenskaper
(f. eks-, brun og blaa øienfarve) møtes ved parring, saa sker der
i almindeilighet i n g © n sammenblanding hos avr
kommet, men hver av egenskaperne' vender tilbake medl ufor¬
minsket- styrke hos enkelte av etterkommerne, for helt at mlangle
hos andre. I det habsburgske fyrstehus har man paa denne/ vis

kunnet forfølge dem store underlæbe hos enkelte av
d é ncuandlig e medlem m e r gjemnem ca. 500 aar. De
nærmere regler for denne alternative arv er utviklet i
den siaakaldite mendelisme1).

I denne lære, som den nu gjerne fremstilles, skiller man
de inkonstante (variablei) egenskaper i to grupper — eiter syns¬
punktet : positiv eller negativ karakter.

Eksempelvis kan nævnes forholdet melleim brune og blaa
øine hos mennesket. I begge slags øine findes der et og samme
slags sort farvestof p a a baksiden av regnbuehin-
den. Men i de brune øine findes desforuten spredt omkring i
r egnbu eihin densi v æ> v et farvestof nr. 2 som mangler hos
de blaaøiede. For den viden skabeli g e analytiske betragtning
kan saaledes motsætning.en melleim brune og blaa øine: bestem¬
mes som n ærvær eller fr avær av det sidstnævnte farve¬
stof. Paa lignende vist antiar man, at alle positive egenskaper
skyldes et eller andet' „n, ærværead e; s t o f “ , mens dei nega¬
tive kjendemierker kun gir uttryk for, at ved ko mimen de
s t o f mangler1. Hertil knytter1 sig den videre forutsiætning,
at de positive egenskaper betinges ved positive faktorer (eller
anlæg) i arvestoffet, hvorimot de tils varen dei negative træk skyl¬
des den omstændighet, at visse anlæg overhodet ikke er tilstede
(o : præsens-absensteori).

Idet vi freondeles til anskuelig belysning av mendelismen
holder os til motsætningen melleim brune og blaa øine, vil vi
tænke os det tilfælde, at et» individ som skriver sig fra lutter
brunøiede aner — faar barn med et individ av ren blaaøiet av¬
stamning. Erfaringsmæsisig blir da samtlige disse barn brun¬
øiede, tildels dog i avsvækket grad. Hvor positivei og negative
træk møtes, vil nemlig den positive egenskap d o m iner e,
a b s o 1 u t eller delvis. Til gj eng jæld blir den negative
egenskap undertrykket.

Hvis derimot- to brunøiede individer — av siaadiah, blandet
oprindelse, som oven forutsat — avler barn indbyridesi, vil gjen-
nemsnitlig 2b °/0 bli blaaøiet og 75 °/0 brunøiet. Der finder
altsaa sted, en avspaltnin g elller utsondring av for-
fædres egenskaper hos etterkommere i 2 det led. Ved nærmere

x) Efter den osterrigske abbed Gregor Mendel, hvis grundlæg-gende
experimentelle arbeider fra 1860-aarene blev trukket frem i 1900.

analyse viser det sig videre, at en ,1/3 -part av disse 7 5 °/0 brun-
øiede forholder sig som racerene individer, d1. v. s. deres nedarv-
ningskraft er gan skei den samme som hos brunøiede individer av
ren brunøiet avstamning. De øvrige 2/3-parter har derimot blan-
dingsk ar akter og forholder sig som avkom av halv brunøiet og
halv blaaøiet oprindtelse. Hermed er muligheten git for ny
avspaltning av blaaøiede individer1 i næstei slegtled. Det sir
sig selv efter diette, at to rent blaaøiede individer kun kan faa
blaaøiede barn ; ti av to manglen d e a n 1 æ g f O' r b r u n t
kan der intet brunt opstaa. Summen av to nuller er lik nul.

Lar vi i diette tilfældei symbolet P = positiv betegne anlæg¬
get til „brun“ og N = negativ bety anlægget til „blaaa øien-
farve, saa kommer vi til følgende opstilling :

Et brunøiet individ kan være racerent, f. eks. sonn følge av
nedstamning fra lutter brunøiede forfædre. Baade fra. f æ dr ene
og mødrene side har han hentet det positive amlæg, og han er
forsaavidt dobbelt positiv: PP. Men den brunøiede kan
ogsaia være av blandet sam mensætnin g , med et skjult (negativt)
anlæg til blaa øienfarve; han er som man siger kun enkelt
positiv PN. Endelig vil ethvert blaaøiet individ savnei anlægget
til brunt, eller være — - som mian siger — dobbelt n e g a-
t i v : NN.

Disisie symboler, som, gir uttryk for indiividernesi i n d r 0,
ar ve sto fl ige struktur’, tillater os at fremstille alle
mulige parrings-virkninger i nogen korte formler.

Det ma,a her bemerkes at kjønscellerne hos mænd og kvin-
der (bortseit fra undtågelser) kan anses for likeværdige ned-
ar vings-elementer .

^ = a-

l.1) PP =|= PP en barneflok av

avler med

100 % PP
100 % NN
100 % PN

25 % PP + 50 % PN + 25 % NN
50 % PP i- 50 % PN
50 % PN + 50 % NN

2. NN + NN

3. PP + NN

4. PN + PN

5. PP + PN

6.2) PN + NN

J) læses f. eks.: dobbelt brun avler med dobbelt brun en barne¬
flok av 100 % dobbelt brune.

2) læses f. eks.: enkelt brun avler med rent blaa en barneflok
av 50 % enkelt brun og 50 °/() rent blaa.

Av disse lo vei g j ælder de 3 første* ubetinget. De 3
sidste gj ælder g j einnem s n i 1 1 i g, naar blot forøøkstallene
blir saa, store, somi s a n d s- y n 1 i g h e t s r e g n i n g kr æver.
Flere indgaaen.de undersøke 1 s* e ø rækk e r1 har i
alt væsentlig godtgjort rigtigheten herav. Helt blaaøiedtei indi-
vider har saaledeis bestandig reint blaaøieit avkom, og en avvikelse
fra, denne regel vil med stor bøstemlthet peke paa, utroskap. Hos
individ erne PN kian dien brune øienfarve være sterkt, utviklet i
enkelt, e tilfælder, men dieti kan ogsiaa, dreie sig om lettere antyd¬
ninger til brunt, i form av brune sp, ætter og striper m. v., for¬
hold som paa avstand kan gi øiet eti grønlig eller gra, at utseende.
Paa disse enkeltheter kan jeg ikke her gaa nærmere ind.

Med d'ette eksempel belyses i virkeligheten en univei r s e 1
naturlov, g y 1 d i g gj ennem hele plant, e^ o g d y r en
riket like o p t, i 1 mennesket,. Særdeles ofte kan den
dobbelt positive og enkelt positive egenskap (PP og PN) ikke
adskilles ved syning. Ved parring av PN med PN (formel 4)
faar avkommet derved tilsynelatende følgende sammensiætning :
75 % P + 25 % N — 3 P + 1 N.

Hvor f 1 e r e, si æ i av piositive og negative- træk samtidig
miøtes gj ennem parring, blir de mulige k o-mb inatio ner flere, men
lar sig dog allikevel uttrykke i r et enkle formler.

For vort, øiemeid har det særskilt betydning, at arvelige
lidelser kan optræ enten som, positive eller som negative
egenskaper, d,. v. s. at a r v e 1 i d e 1 s e n siam m e n h o 1 d! t
m ei d den til s, v a r ei n d e n o- rmale tilstand forholder
sig enten som brun til blaa, eller omvendt som bla a, til brun
øienfarve.

En p o s i t i v a r v e 1 i di e, 1 s e skal (efter inendelis-mien)

1. ikke springe o-ver noget- normalt melle m-
1 e d ; h o si de normale* in-di vider av vedkom¬
mende s 1 ei g ter er’ o g s a a, arvestoffet f r i t, for
det abnorme anlæg.

2. Det er de r n æ st t i 1 s t r æ k k e 1 i g for den arve¬
lige overf ø relsie, at d et abnorm e a n 1 æ g g j ø r
sig g j æ 1 d e n d1 e h o si den ene av f o r æ 1 d’ r e.

3. Som o f t e si t vil, i e t h v e r t f a 1 d ho s m e- n n e ø k e t,
b e t i n g e 1 si e n r. 6- være t i 1 s t e d1 e og følgen vil
være,, at arveli d e 1 si en g j e r n e* o p s, t, a a, r i den

a n g r <ei pne barneflok g j enn e mi s n i t, 1 i g i ca.
50 %. (PN rjr NN = 50 % PN -f- 50 % NN).

Negative arve lidel :s e r kan dl e; r i m o t

1 . springe o?er et u b ■© g r æ n s o t a. n t a 1 av nor¬
male m © 1 1 e m 1 & d! ; r © g © 1 © n ■ v i 1 end o g være a t
a r v e 1 i d © 1 s e n komim ø r til fr e m brud d, uten
at nogen. av f orældr.ene .synes at hia, været
r .a m mei

2. Dernæst m a a, det a b n o r m e a. n 1 æ g v æ re i i 1 -
.s t ©de i a r v © s t a f f ei t hos b eg g © d ,© t o< f o* r -
æ 1 d r iø. A r v e 1 i d1 e 1 si © n vil f ø 1 g e 1 i g a 1 d r i g
aabenbiare s i g, saafremt bl o t d © n © n e a, v f o- r-
æl drene t i .1 h ø r e r en s 1 e g t, i h v is anetavle
lid ø 1 s1 © n, ikke li a, r forekomm e t.

3. B s t i n g e 1 s e n for et utbrudd vil i h ø i g r a d
f o r ø k e s ved i n d g i f t © in d en en m e d si a, a d a n
n ø g a t i v a r v el idel ,s e bel a, s t © t s 1 e g t.

4. O f t e si t v i 1 b ø t i n g e Ise nr. 4 k o m m e i be t r1 a g t-
n i n g - h oi s m, ennesk © ti, s a a at *a r v e 1 i d e 1 ;s © n
k o nu m eir til at angripei ca. 2 5 0 ] 0 av b ia r1 n e-
f lakken (g j enn © m s n i 1 1 i g) .

5. Hvis delt u n d t a g © 1 'S e s v i :S h» n. der at to- per¬
son© r ni © d ,s a m me negative arvelidels © e g -
ter hin anden, vil s a m 1 1 i g -© b a r n bli r am, -
m © t.

(NN =)= NN = 100 % NN).

Ved arvelidelser hos planter og dyr st, a, ar1 den, utvei -a, apen
at prøve, hvorvidt parringer gir det resultat som forutsatt i
formlerne 1 — 6. Forsøk eft-eir diss© principper liar ogsa-a i flere
tilfælder vist, at forutaætningernø holder1 stik. I menneskelivet
kan naturligvis denne bedst© metode ikke- anvendes . Særlig vil
det her være forbundet med, d!e største vanskeligheter at fiaa
klarhet over negativ© lidelser og deres mulige indordning under
mencfelis-m en , Hvis, en. saaåan, negativ arvelidels© kun fore-,
kommier meget sparsomt i -en befolkning, vil det f. eks. let kunne
beånde, at de enkelt© tilfælder inden saman© slegt blir skilt ind-
b-yrdes veid tidsrum, som kan regnes i aarhundreder.

Ein' anden praktisk vanskelighet bestiaar deri, at arvelidelser
kan vær© bundet til flere samvirkende betingelser. Ofte ned-

arve® en blot' og bar cl i s p o s i t i' o* n, og lidelsen bryter1 først
frem:, naar visse ydrø kræfter sættier ind. Ved nøiagtigei forsøk
har det vist sig, at dispositionen for r u s t er ©n positiv
arvelig men del er en die eigenskap hos visse bestemt© hvetesorter1 ;
men for at føre det bevis var1 det nødvendig at utsættie samtlige

□ == normal mand ■ = mand 1

Ot . _ -i . i V med vedk. arvelidelse

= • — kvinde $ = kvmde I

N == normal P = abnorm

aks for smitt ©stofi et. Skulde, der paa. lignende vis hos menne¬
sket findes en arvelig disposition for tuberkulose!, vilde en til¬
svarende nøiagtig bevisførsel naturligvis forbyde sig av sig selv.
En række misdannelser og funktions-anomalier1 hos menne-

ffinXSi

i i lp 1 o i 6 1) i

Fig. 2. Tylosis palmae plantaris. I 6 generationer har lidelsen aldrig
, været forplantet ved normalt mellemled.

sket optrær som typiske positive arveti deiser i god samklang
•med miendelismiensi fordringer .

Det gjælder f. eks. om kløhaand, seksfmgrethet, kortfxngret-
het (Farabee),. visise- former a,v stær og natblindhet, hudlidielser

Fig. 3. Huntingtons chorea (Veitsdans). Lidelsen er gjennem 4 led
aldrig overført Ved normale mellemled.

som tyloisis palmae plant a, r is- (fortykkelse av huden i haandflat-er
og fotsaaler) og epidermolysis bu 11 osa (tilbøielighet til vabler i
huden), hj erneli del, sier sionr Huntingtons chorea (Veitsdans) m. v.

Til nærmere belysning hitsætte® en. del slegtstavlér, hentet
for største delen fra Charles Benedict Davenpiort : Heredity in
Belation to Eugenics-, London 1912. (Fig. 1 — -5).

Fig. 4. Epidermolysis bullosa. I 5te generation sees to (mulige) avvikelser
fra den regel, at lidelsen ikke springer over noget normalt mellemled.

Hvorvidt der hos mennesket gis negative arvelidets-er — i
efteir mendelistnensi strengere fordringer — kan endnu ikke av¬
gjøres med1 bestemtheiti.

A 1 b i n i s m e (d. v. s. mangel p a a f arvest o f, særlig
i huden.) opti ær som en enkel typisk negativ, mendielelreindle
karakter hois mange dyr og formentlig ogsaa ho® mennesket,
skjønt forholdet her .synes noget mere indviklet.

En i visse elegter forekommende hudsygdiom i c h t h y o s i s
(f i .s: kehud) kan ,s pr ing e over me llem led, like-

Fig. 5. Seksfingtethet (polydactylisme). 1 4de generation sees et par
avvikelser fra den regel, at lidelsen overføres ved abnonne mellemled.

som den fr e mi e 1 s k e s ved i n d g i f t e i n d e n d, e n b '<& -
last e d ei s 1 e g t ; det ligger derfor nær at tænkei paa en nega¬
tiv arv ©lidelse. Det samme gj ælder om de arvelige f o r m ei r
av medfødt døvhet (jvf. bl. a. de vigtdge erfaringer om
betydningen av indigiftei i pro f. Uchermann/k store verk om de
„ døvstumme i Norgei“ ), Man kunde da imidlertid! vente, at to
dø vf ødte individer tilsammein, skuld© fa.a døvt avkom i 100 °/0,
mens p roe enten av døve indien egteskaper mellem medfødt døve

Fig. 6. D = døvstum. To døvstumme soskendbarn og egtefæller har
begge døvstumme søskend. I egteskapet avles to døvstumme sønner. I
egteskap med hørende kvin der faar disse sønner tilsammen 4 barn, samt¬
lige med normal hørsel.

personer kun er 26' (eifter Fays store statistik). Med denne mot-
sætning til men del ismen, kan det. vel for endet hænge siaailedes
sammen, at. visse former a,v medfødt døvhet skyldes foster-
1 i d e 1 s e r, som overhodet, intet har1 med arvelighet .at bestille.
Likesaa vigtig tur de dog den omstændighet være, at arvelig
døvhet kan værei uttryk for f o r s k j e .1 1 i g e s l a gs lidel¬
ser* av hør eor ganerne ; men herved1 falder helel grundilaget for
den opistiilledei beregning bort..

Spørsma, alene har, som det ses, meget merei sammensat
karakter, end ved første øiemsyn.

I fremtiden vil mian miaaske ogsa.a. maatte regnei mied den
mulighet, at en arveliidleilse kan, skyldes et s a m m. e n t. r æ f a. v
f le rei,, indbyrdes uavhængige positive eller negative egen¬
skaper.

Et brudd paa, disse enkleste principper for alternativ arv
kommer istand derved, at. visise' arvelidelser er k j ø n s be¬
stemte. Som særlig hyppig kan nævnes det tdlfælde, hvor en
arvetidelse fortrinsvis optrær hos. mænd, mens den til gjen-
gjæld væsentlig overføres, gjennem normale kvi n d e r som
„1 eder ea eller „k o n d u k t o r e r“ . For 6 — 7 foriskj ellige
arvelidelser (bl. a. bløder sygdom og farveblindhet) holder sidst-
nævnte regel stik. Man bør imidlertid være opmerksom paa-,
at der i dissiei tilfælder ikke forekommer ganske fa.a unidtiagelser
fra regelen. Det kan f. efcsi. vel hænde, at en og sammie arve-
lidelsie forholder sig piaa denne kjønsbestemte vis indein en¬
ke 1 1, ei rammede sleigter, men ikke hosi a. 1 1 e.

Overhodet skal man ved enhver arv el i deise stille sig t o
spør smaal :

1. Hvilken er den almene lov for overføring av denne speci-
ellei arvelidelse? — - og diernæst :

2. Hvilken speciei lovmiæssighet gjør der sig gjældende
for vedkommende ar veli deise inden den specielle
sle gt 1

Ved kj endskap til disse, forhold kunde, mangen overfør else
av arvelidelser bli forebygget.

Enkelte arvelidelser og arvelige karakter anomali er har en
særskilt samfundsmæssiig betydning. Det gjælder siaaled.es om
visse former a.v sindssygdom og aandssvakheti, om epilepsi, siamt

forskjellige arvelige karaikteranomalier — i første række hanget
til drik, usedelighet og forbry deise .

Av sindssyke og hjælpeløse aandssvake Endes, i kultur- j
landene tilsammen. ca. G.8 c/0. Hertil kommer henimot 0.3 °/0 \
epileptikere, et par procent alkoholikere., desuten mange under-
maalere, sinker m. v. Ialt kan man vel si at mindst hvert 20de
individ falder samfundet til byrde; paa grund! av sykt eller svakt
sind. Alene sindsisykep leien koster vort land flere millioner
kroner aarlig. Foruten det. rent. økonomiske utlæg ma.a. man
videre regne med al den sindsuro og sindslidetse, som sindssvæk-
kede, abnorme1 mennesker volder sine omgivelser. Lot det sig
gjøre, ved humane! midler, at faa utryddet det arveistof, hvorved
disse onder1 transporteres ned gjennem slegterne, vil die de
nævntei store siaamfundssygdbmmJ kunne reduceres. ganskei over¬
ordentlig. Her stille® vi saaledes ansigt til ansigt likeoverfor
diet e g ei n 1 1 i g e racehy.g i e n i s k e p r o b 1 e m om, en
virkelig forædiing av racen i større stil. Vi skal derfor dvæle
litt nærmere ved disse lidelser.

Hvad sindssygdommiene angaar, gis der en forholdsvis
mindre procent., som skyldesi ydre indflydlelse : febersygdomuie,
syfilis, alkoholmisbruk m. v. ; mesteparten beror dog vistnok paa
arvelige lidelser. Nogen sikker sammenhæng med mendelismien
har mian dog paa- detitei felt. ikke kunnet paavise.

Inden, d!e angrepnei slegter ser mian meget hyppig overføring
gjennem friske mellemied; kun hos ca. 15 °/0 av de sindssiyke
forekommer sindssygdom hos forældre og oftetet dia kun hos den
ene av disse. Endvidere pleier1 antallet av de angrepnei indi-
vider at være temmelig litet — av de sindisisykes søisikend er
ialfald vel 90 °/0 (efter Vestberg) ikke sindssyke. (Hos sinds-
sunde er procenten av sindssyke forældre ca. 1.5). Hisse, forhold
peker nærmest i den retning, at vi her m;aa ha. med negative
arvelideilser at gjøre. Den mulighet er dog heller1 ikke udeluk-
ket, at aarsaksf orholdene kan være av m e r e s; a m m e. n s a t
natur, og at der særlig ogsaa trænges y d r1 e u 1 1 ø sei n d e
k r æf ter for at bringe et utbrudd av sindssygdom istand.

Av arvelige sindssygdomme! gis der forøvrig flerei slags, og
hver av disise synes at n e dar v e^s som s a a. dan. Forældre
som f. eks., lider av manisk- melankolsk sindssygdom, har ikke
sjelden manisk-melankolske; etterkommere ; men i disse slegter

forekommer der ikkei merei a,V a, åndssvakhet og epilepsi end gj.en-
nemsnitlig hos befolkningen i dens; helhet. Stør s t r i s: iko
vil d e t ha for a v k o m m © t, o m b e g g e e g t ei f sa 1 1 e r
t i 1 h ø r e r s1 1 e g t eir med d ei s a m m e S' i n dl s s y g dl o m; s^

f o r m e r.

Den sindssyke er ved lov hindret i at indgiaa egteskap.
Indtil videre bør vel ogsaa, det synspunkt gjælde, at gifte1 per¬
soner — som lider eller har litt av sindssygdom — ■ som regel ikke
bør avle barn. Spørsunaalet er i midler tid om, der bør skrides
til skarpere forholdsregler for at ramm,e sindisisygdbuimemei i
deres arvelige utspring.

Ca. 85 °/0 av de sindssyke har selv sindssunde forældre.
Videre maa det fremhæveis, hvorledes' mesteparten av de 15 °/0
sindssyke1 — somi har en sindissyk far eller mor' — < selv er født
før den fædrene eller mødrene sindssygdom blev konstatert. I
en samlet barneflok paa 581, fra forældre med tilbakevendende
sindssygdomi, var — ifølge Mott — kun 7.9 °/0 født efter det
første siindssygdomisanfald. Om man skred til et saadant vold¬
somt middel sonn steril, is at ion ved ethvert tilfælde av konstatert
sindssygdom, vilde man altsaa i liøiden kunne forebygge et par
procent' av disse lidelser. Skulde det. vise sig i fremtiden, at
en eller flere sindls sy gdbinsf ormer hadde negativ karakter, vilde
desiuten sterilisiation savne teoretisk berettigelse, al den ' stund
vedkommende sindisisyke kunde, avle sundt avkom med, en person
i hvis anetavle den s a m m e sindssygdomsform ikke hadde
forekommet.

Lignende betragtninger kan gjøres gjældende likeoverfor
epilepsi. Ca. 12 — 13 °/0 av epileptikere har (efter Turner) en
epileptisk far eller mor. Paa den anden sidei bryter sygdommen
ut før den egteskapsdygtige aldler i mere end 2/3-parter av samt¬
lige tilfælder. Maaske er det dog fortrinsvisi ved de sent op-
trædende epilepsier, at egteskaper kommer istan d;. Ved inter¬
nering eller sterilisiation av samtlige epileptikere kunde derfor
epilepsien m a ask e redueeres med ca. 8 °/0. Er epilepsien en
negativ arvelidelse, vil imidlertid en siaadlan forholdsregel være
meningsløs.

Ved svære grader av aanqjssvakheit foreligger dier
sindislidelser1) av forskjellig slags hos forældfe1 og bedsteforældre

l) „sindslidelse“ vil si ikke blot sindssygdom, men ogsaa lettere

psykiske lidelser og abnormiteter.

sig derved om aandssvakhét, epilepsi, kriminalitet og alko¬
holisme, samt om visse former av siindssygdom. Hermed: tur de
sammenhængen være' dein, a,t diissei tils y neia, tendei forskjellige
f sene meiner skyldes en og samme arvelige grund-
1 i d e 1 s e. Enhver sindissykelæge vil ha støtt paa slegter med
rikelig forekomst a,v aan diss vak©, vanartede, alkoholiseredø, epi¬
leptiske', forbrydiersike og prostitueredle individer.

Ret ofte ser man, to imbecille persioner egte hinanden og
avle lutter aandssvakt avkom. Tredgold sir endog — paa
gTundlafi’ av rik erfarine - — - a,ti han aldrie har1 set et normalt

skride til skarpere forholdsregler som sterilisation eller inde-
spærring. Til støtte for en saadan praksis lot det sig ogsaa

anføre, at de aandsisvake savner enhver dypere forstaaetise av
moralske forpligtelser og jevnlig falder hen i vaneforbry deise,

prostitution og drikfældighet'. Paa dien, andien side miaa erindlres,
at derti er de hei t aandssvakø individ © r, der1 i særlig
grad forstyrrer samfundets sikkerhet — og disse nedstammer
fortrinsvis fra let deibile og abnorme forældre, som mani van¬

skelig vilde kunne vind© bugt med ved racehygieniske forholds¬
regler.

Era amerikansk hold er den opfatning gjort gjældenide, at

hovedformernei av epilepsi og aandssva, kliet skyldeisi den siammei,

miendielerende, negative egenskap1. T'o epileptikere eller to a, ånds¬
svak e, — « resp. en aandlsisvak og en epileptiker — kan derfor til-

s ammen kun faa defekt : aandssvakt, eller epileptisk avkom.
Videre har man anført — med henblik paa dette1 forhold — at
de ,,positiv-negativea personer indlen dissiei samme slegter (PN,
se s. 69 — f. eks. barn, av ein aandsisvak mor og en normal
far — ) skulde være beheftet med lettere mangler, semi hang til
drik, forbrydelse og seixuel utskeielse (se1 nedenstaaende slegts-
tavler, fig. 7 — -8).

Enkelte former av alkoholisme, epilepsi og aandissvakhet
har ialfald si n e spee i elle' aarisiaker — utenfor den lier antydede
siammemhæng.

Mit praktiske standpunkt skal jeg søke at formulere i nogen
avsluttende satser :

Raoeihygienen er en ung videnskap. Betydelig© samfunds-
interesisier knytter sig dertil, og staten bør av den grand yde sin
rikelig© støtt©! til dett© arbeide.

Endinu er det for tidlig at grundlægge nogen lovgivning
(f. eks., om e gtieskapsistif tel siei) u t © 1 u k k © n d1 © paa r1 a c ©
hygieniske principper. Ved s i d e n a, v a, n d r © hen¬
syn bør derimiot ogsiaa, visse racehygieniskei krav faa anledning

N i== normal
A = alkoholiker
F = aandssvak

Sy = sj^filitiker

Sx == sexuel ustyrlig

d. inf. = død som spædbarn

Fig. 7. To aandssvake (F) har tilsammen kun aandssvakt avkom. En
sexuelt ustyrlig, alkoholiseret mand (A Sx) har med en normal kvinde
to normale barn. Med 3 forskjellige aandssvake kvinder har han tilsam¬
men 5 aandssvake og 2 normale barn.

Fig. 8. To aandssvake har tilsammen kun aandssvakt avkom. En sexuelt
ustyrlig, alkoholiseret mand har med en aandssvak kvinde 4 aandssvake
barn, hvorav det ene tillike er syfilitisk og driktældig. En barneflok paa
2 aandssvake og 3 normale nedstammer gjennem en drikfældig far fra
en aandssvak farmor.

til at gjør© sig gi ældende . 'Naar man saaledes anerkj ender
sindssygdom som egtøskapshindring — fordi at dien sindssyke
savner selvbestemmelsøsret — bør man ogsaa sørge for, at di©
utpræget aandssvake individer sætte© i den samme r etsstilling .

Finder der ved egteisk apsisitif tet s e sted nogen f o r t i © 1 s e
av saadanne om støen digh eter som kan faa avgjørende betydning
for avkommet — f. eks. epilepsi, overstaat sindssygdomi, bløder-
sygdom m. v. — bør den skadelidte ©gtefælle ha ret til at faa
egt ©skapet erklæret ugyldig (cfr. skilsmisselovens § 3).

Fra racehygienisk synspunkt maa. man se med, tilfredshet
paa den „h o s p i t a lise r i n g“ (anbringelse i anstalt), som
hu i stigende grad finder sted for1 sindssyke, aandssvake, epi¬
leptikere m. v.

Sterilisation , der kan skei uten nævneværdig bivirkning, bør
kun tillates rent undtagelsesvis, f. eks. ved seksuel ustyrlighet
som følge av uhelbredelig sindssygdom og høigradig aandlssivak-
het, naar vedkommende herved kan forskaaneis for en pinlig følt
internering.

I seksuel etik bør det fremholdes som bærende grundtanke,
at arvestoffet skal beskyttes mot skadevirkninger.

Jeg har i dette foredrag holdt mig til de strengt medicinske
spørsmaal. Men dermed er ikke emnet uttømt. Hvad der for
tiden vækker saadan levende: interesse for1 racehygienen er ikke
først og fremst hensynet til det sindslidénde og abnorme avkom.
Hvorvidt dette tiltar1 i forhold til den sunde befolkning kan
ogsaa. være tvilsomt. Det siom skaker op i fremsynte sind, er
den omstændighet, at de dygtigstei individer i vore kultursam-
fund, begrænsier barnetallet, mens de mindre dygtige overtar
mesteparten av barnepnoduktionen.. Man øiner heri en fare for,
at de kommende sleigtledi skal synke i kvalitet.

Det maner os til vern om livets arne — familien.

Sandfyk og sandslit.

En i a g 1 1 a g ©Ise fra Kvi t Si anden v e d: Rør O' s .

Av dr. K. 0. Bjørlykke.

Sommeren 1908 hadde jeg anledning til at studere sand-
fykets virkninger paa K vitsanden ved; Røros; et forhold
hadde for mig nyhetens intereis.se og kunde fortjene at nævnes.

Jeig maa da forutskikke nogen beme r k n i n g er om sandfyk og
sandslit i sin almiindelighet.

Sandfyk eller sandflngt opstaar paa steder hvor løs sand
ligger aapen i dagen uten vegetation eller andet beskyttende
dække. Sanden maa være tør, om den skal kunne fyke med
vinden. Den fugtige sand fyker ikke og vindens virkning kan
derfor ikke naa lavere ned end til det plan, hvortil grundvands-
standen gjør sig gjældlende. Det bedste middel mot. sandfyk er
derfor, hvor dertil er anledning, at jevne overflaten og regulere
eller hæve grundvandsstanden, saa sanden holder sig fugtig.
Paa den anden side har sandfyk let for at opstaa, hvis grund-
vandsstanden sænkeis formeget, saa vegetationen visner og san-

Fig. 1. Ggenstaaende partier av kvabb. Kvitsanden ved Røros.

den kommer til at ligge bar og tør, f. eks. ved uttapning av
ferskvand, hvorved den aapne sandbund lægges tør. Eksempler
her paa har man fra flere steder; de mest. bek] endte «tør være
Lesijevandets og Orrevandets uttapning.

Det almindelige er1, at bølgerne kaster sand op veid
kyster nei ; denne sand tørkes av solen, og saa kommer paalands-
vind og storm og fører sanden indover land. Derfor op træ der
fyksand ofte ved kysterne, f. eks. ved Skagen, ved Warnemunde
og i vart land paa Jæderen, paa utsiden av Karmøen og paa
Andiøen. Men der forekommer' ogsiaa f y k sandl andsk aper i det
indre av landet, ved tørlagte indsjøer, ved eilvenes bredder eller
ved aasdann etser og glacialsandmaisser fra, slutten av istiden ;
til de sidstnævnte hører Kvitsanden ved Røros.

Sanden i fyksandlandskaper lægges av vinden op i avlange
rygger, s a n d d y n e r, eller i mere uregelmiæssige forhøininger

som paa J æ der en kalde® for kuler. I ryggene’ holder sanden
sig tør og har let, for ved næste storm at, sætte® i bevægeise.

Der skal naturligvis’ em viss vindstyrke til for at frem-
bringe sandfyk av nævneværdig betydning, og til en bestemt
vindstyrke svarer1 en bestemt kornstørrelse hos sandkornene ;
disse blir derfor sortert under sandfyk paa moget lignende vis
som i strømmende vand med en bestemt strømhastighet. Rus¬
seren N. A. Sokolow (Die Dunen, Berlin 1894) angir, at en
vindstyrke av 4.5 — 6.7 m. pr. sek. bevæger sandkorn av indtil
0'.25 mm.s kornstørrelse', og vindstyrke av 6.7 — 8.4 m. bevæger
sand av 0.50 mm., og vindstyrke 9.8 — 11.4 m. sandkorn a,v
1.00 mm, . s kornstørrelse; denne vindstyrke svarer omtrent til
haard kuling og storm, mens der under orkan er notert vind¬
hastighet, ialfald i de tropiske strøk, av 35 til 50' m. pr. sek.

Fyksanden i d!e danske klitter angives av V. M i 1 1 h e r s1)
at ha em kornstørrelse av mellem 0.25 og 0.5 mm., svarende om¬
trent til en vindstyrke av 6.5 — 7 m. i sek. Jeg har selv tat
prøve a,v fyksand ved Skagen; av denne bestod 99.8 °/0 av fin
sand av kornstørrelsen mellem 0.1 og 0.5 mm. og kun 0.2 °/0 I
av meget fin r and (0.1 — 0.05 mm.). Fyksand ved Warnemunde
bestod av 98.3 °/0 fin sand (0.1 — -0.5), 1.2 °/0 av kornstørrelse 0.5
— 1.0 mm. og kun 0.5 °/0 av kornstørrelsen 0.05 — 0.1 mm. Fyk¬
sanden paa Jæderem best a ar ogsaa, omtrent utelukkende av fin
sand av kornstørrelse 0'.1 til 0.5 mm. (Prøve fra Nærlamd 0.1
— 0.5 mm. 100 °/0; prøve fra Hodne 0.1 — 0.5 mm. 99.8 °/0, 0'.1
— 0.05 mm,. 0.2 °/0). Fyksanden ved Røros er litt mere ujevn, idet
en prøv© fra Kvit sanden indeholdt 72.8 °/0 av kornstørrelsen 0.5
— 0.1 mm. og 27.2 °J0 av kornstørrelsen 0.1 — 0.05 mm. ; en anden
prøve indeholdt en smule bande av grovere' og finere: bestand¬
deler ; men regelen er dog, at ho ve dm ass en av fyksanden har en
nogenlunde ensartet kornstørrelse:, siom pleier1 at ligge: mellem
0.5 og 0.1 mm. Det sir sig selv, at de finere bestanddeler1 føres
længer bort med vinden og kommer til avsætning hist og her i
forsiænkninger og bak høider , hvor der er vindskygge ; disse
bestanddeler spredleisi ho® os sa, a meget, at de1 ikke danner større
avleininger, siom med lethet lar sig paavise. Men i steppeland-
skaper med et tørt og vindig klima vil ogsaa saadanne finere

!) Sandslebne stens form og dannelse. Medd. fra dansk geol. foren,
nr. 13. Kjøbenhavn 1907.

0 K. 0. Bjørlykke. Kvabb. En egen jordart i det centrale Norge.
Tidsskr. f. d. n. landbruk 1896.

avsætninger kunne dannes. Typisk eksempel har man herpaa
i jordarten „1 ø s sa , som er em av de mieist utbredte jordarter i
Melløm- og Sydeuropa, i Kina og i Nordamerika. Den er op-
staat ved vindenes virksomhet under et. steppeklima i inter-
glacialtiderme. Dens kor msitørrelse a,n gives av Ramann at ligge
mellemi 0’.1 og 0.001 mm. og svarer altsiaa, nærmest til vore mo-
jorder (eks. kvabb, koppjord og romeriksm j ale) .

Disse, fine jordarter danner dog ikke' fyksand i nutiden ; de
er nemlig siaa fine og sterkt vamdopsugendø og vandholdendø,

Fig. 2. Sandslitt sandsten med hullet overflate.
(Efter Y. Milthers).

at de holder sig fugtige, selv i fyksandlandskaper . Eksempel
herpaa har man paa Kvitsandien, hvor der1 omtrent midt i fyk-
sandsfeltet paa flere steder staiar igjen tribunelignende forhøi-
ninger, som viser sig at bestaa av fin kvabb1), som vinden
ikke har faat tak paa (se foregaaende billede).

Sandfyk viser sin virkning som s a n d s 1 i t baade paa løse
stener og paa faste klipper ; særlig viser de løse stemer et eiiem-

dommelig utseende med pl an slit te flater og en egen u j evnt
polert overflate. Saa danne stener kalde® vin. da lit te eller
si a n d s 1 i 1 1 e stener; di© har været k j endt og beskrevne like
fra. midten av forrige aarhundrede.

Sandfykets> virkning viser sig paa, tre maater :

1. Som slit og dannelse av næsten plane flater, som staar
lodret eller paa skraa mot den herskende vindretning.

2. Som avgliatning eller politur.

3. Som dannelse av smaa huller eller fordypninger i stenenes
overflate, saa denne faar et vist chagrinert utseende (lig¬
nende chagrin-lær, som paa haarsiden har en n arvet eller
kor n et. o verfl ate) .

At sandfyket formiaar at slite flater og dier ved, opstaaemde
kanter paa, ste ne ne maa nu anses som bevist. Flaterne helder
mot den fremherskende vindretning (ofte med1 30° faldvinkel) og
kantene kommer1 altsiaa til at staa lo dr et mot denne eller disse.

Ved Kvasheim paa Jæderen har jeg maalt kantenes1 retning
paa de faste stener i et mindre f yksandl an dskap ; jeg fandt, at
de fleste av dem gik i retning ON O- — VSV1). Deretter skulde
die herskende vindretninger ber være fra NNV og SSO. (Mohn
angir i klimatabeller for N orge den herskende vindretning ved
Skudeisnes at være NV-vind i sommerm aaneder ne og SO-vind i
vintermaanederne). At ogsaa sten ene ved sandfykets indvirk-
ning faar en eiendommelig politur eller avglatning kan man
iagtta i alle fyksandlandskaper.

Men dein hulleidle struktur i stenenes overflate har ikkei været
saa let at forklare. Den danske geolog, V. Milthers2), har
studert denne dannelse hos. en sandslitt sandstensblok, som i det
indre viste smaa „uregelmæssige prikker eller smaapl etter, hvor
beskaffenheden var noget anderledes end i den øvrige del av
stenen “ . Derved opstod smaa huller i den forvitrede o verfl ate
og disse smaa. huller viste sig paa den sandslitt© del a,v stenen
at være forandrede, uttrukne i langagtige, traugformede fordyp¬
ninger i sandfykets retning. Denne forandring forklarer hian
paa følgende vis : „Idet sandet er føget hen over den hulLede
flade, har hullernes forreste side ligget i læ og kanten er b leven
skærpet ; den bag enste kant har derimod ligget udsat for støv fra

x) K. O. Bjørlykke. Jæderens geologi. Side 117.

2) Tidligere eiteret.

Fotografi av den smaalmllede overflate paa de gjenstaaende kvabbpartier paa Kvitsanden ved Røros. (Bj. fot.).

den sand, der af stormen pressede» ind i hulningen. Flyve-
sandet rev kanten bort og i forlæmgelse af hulningen utgravede
det en langagtig remde, dier' blev noget bredere end selve' hullet.,
fordi sandets- bevægelse aldrig har været nøiagtig ensrettet. a
Denne forklaring gjælder dog kun st ener, som ikke har en ens¬
artet sammensætning og derfor veid forvitring faar en hullet
overflate. Milthers medgir ogsaa, at „i andre tilfælde er det
ikke saa let paa de friske brudflader at se, hvad der har git
anledning til den hullede over fl ad es opstaaen“ .

I virkeligheten er nemlig den smaahullede, chagrinede
overflate et almindelig fænomen paa. dlei sandslitte stiener ; den
forekommer paa stener av forskjellige stag» bergarter' og kan
derfor ikke sta, a i forbindelse med bergartens karakter, men ma,a
være en ei en do mm eligh et ved sandfyket» virkning. Dette fik
jeg nærmere bestyrket paa Kvitsanden. Paa de her gjenstaaende
partier av kvabb hadde ogsaa, sandfyket utøvet sin virkning,
og da dissie opragende forhøininger bestod a,v et temmelig bløtt
materiale, hadde sandfyket hat, lett- for at erodere. Paa de for
sandfyket mest utsatte steder viste overflaten sig sterkt ,smaa,-
hullet med tildel» avlange, traugformede fordypninger, som gik
i omtrent par al el retning. Saa man nærmere efter pa,a. hver
enkelt av disse srnaa fordypninger, 1a, man merke til, at de
hadde form som avtryk efter en forminsket, paa langs gjennem-
skaaret pære. En noget lignende horisontal pæreform kan op-
staa hos marine j ættegryter, frembragt ved hvirvlende bevægelse
av bølgerne, d. e. av en kraft, i horisontal retning. Dette bragte
mig pia,a den tanke, at de smaia runde, eller avlange fordypnin¬
ger i den sandslitte kvabb s overflate maa være opstaat av sand¬
korn, som av vinden er blit sat, i hvirvlende! bevægelse.

Paa samme maate som j ættegryter dannes i fast fjeld under
fossefald, hvor større eller mindre stener sætte» i hvirvlende
bevægelse av en vanidlstrøm, paa lignende vis dannes altsaa efter
min mening den smaahullede overflate paa, sandslitte' stiener ved
sandkorn, som h virvles rundt av vinden. Den hvirvlende
bevægelsei kan være opstaat dels derved., at vinden som bek j endt
i sterk kuling og storm bevæger sig s t ø t v i s, og dels ved til-
fældige ujevnheter i overflaten. Denne forklaring, som sa, a, vidt
jeg vet er ny, tur de kunne verifiseres om man paa en storm -
dag hadde anledning til at iagtta , sandkornenes bevægelse paa

et saadant sted som ved de gjenstaaende kvabbpartier paa Kvit-
sanden ved Røros.

Milthiers’ forklaring av den smaahullede overflate pa,a siand-
slitte stener strsekker ialfald ikke til, da kvabben paa Kvit-
sanden bestaar av et helt igjennem ensartet materiale.

Nyere fremskridt i studiet av syfilis.

En oversigt av dr. med. K. Grøn.

(Fortsættelse fra nr. 2).

Den tredje vigtige nyerhvervelse i syfilisstudiet, som de
siste aars forskninger har skaffet os, er ser o diagnosen eller
som den almindelig benævnes: den Wassermannske komple-
mentbindingsreaktion i blodserum. I virkeligheten er
denne en videre utvikling av den av Bordet og Gengou i
1901 for forskjellige smittesygdommer angivne metode. For at
kunne forstaa metoden er det nødvendig at forutskikke en frem¬
stilling av hvad der forstaas ved hæmolyse (opløsning av de
røde blodlegemer) og komplement.

Indsprøiter man paa et dyr f. eks. en kanin defibrineret
(for sit trevlestof befriet) blod fra et andet, f. eks. et faar, vil
blodvæsken av kaninen faa evnen til i et reagensrør at opløse
blodlegemerne av faaret. Det er dette som forstaas ved hæmo¬
lyse. Det, som bevirker opløsningen, er imidlertid ikke et enkelt
stof, men bestaar av to forskjellige bestanddeler, hvis samvirking
er nødvending for at opløsningen skal finde sted, mens den
uteblir, hvis en av dem mangler. De to bestanddeler benævnes
amboceptor og komplement: de har forskjellig oprindelses-
maate og forskjellige egenskaper. Amboceptoren skylder ind-
sprøitningen sin opstaaen ; den forandres ikke ved opvarmning til
56° i 7, time (er th ermo stab il); komplementet findes derimot
i forveien i kaninens blodvand og taaler ikke ophetning til 56°
(er thermolabilt). Har man altsaa opvarmet kaninserumet før
reaktionen, vil komplementet være ødelagt og kun amboceptoren
tilbake; denne gir med faareblodlegemer ingen hæmolyse. Kanin¬
serumet er blit inaktiveret. Ku kan man imidlertid reak-
tivere et saadant opvarmet kaninserum ved at tilsætte (selvføl¬
gelig ikke ophetet) serum fra et andet dyr, f. eks. et marsvin,
hvis blod altid indeholder meget komplement. Blandes i et glas
sammen de tre elementer: 1) marsvinserum (som altsaa kun
repræsenterer komplement), 2) opvarmet kaninserum (som kun

indeholder amboceptor) og 3) faareblodlegemer, har man de tre
komponenter i et hæmolytisk system og faar altsaa opløsning
av blodlegemerne.

Til forstaaelse av den praktiske utnyttelse av komplement-
bindingen (ophævelse av hæmolysen) maa endvidere omtales
begreperne antigen og antistoffer. Ved indførelse i organismen
av visse for denne arts-fremmede elementer, specielt bakterier
eller andre smaaorganismer virker disse som antigen, d. e. for¬
anlediger ved organismens reaktion mot dem dannelsen av „mot-
giftu, antistoffer. Antigen og antistof vil, hvis de bringes sam¬
men, nøitralisere hinanden og ophæve liinandens virkninger.

Antistoffene er, paa samme maate som amboceptor (se oven¬
for) sammensatte av en thermostabil bestanddel og komplement,
der er thermolabilt ved 56°. Antistoffene inaktiveres derfor
ved ophetning til 56 °, og deres virkning paa antigenet er da
lammet; men de kan, paa samme maate som amboceptor, re ak¬
tiveres igjen ved tilsætning av litt frisk, komplementholdig
marsvinserum. Ved denne reaktivering, der jo foregaar som
enhver anden kemisk forbindelse, bindes komplementet til
antigen og antistof og er da ikke mere frit tilstede i
blandingen.

Hvis nu til denne blanding tilsættes de øvrige 2 bestand¬
deler av et hæmotytisk system, nemlig faareblodlegemer og inak-
tiveret amboceptor, vil disse intet frit, disponibelt komplement
finde i blandingen; amboceptor vil derfor ikke kunne bli reak-
tiveret og hæmolysen følgelig ikke komme istand („ hæmolysen
er hæmmet“).*)

Overføres dette paa syfilis, spiller uttræk av forskjellige syfili¬
tiske organdeler rollen som antigen; de maa antages efter sin
spirochaeteholdighet at kunne betragtes som saadant. Som

antistof benytter man blodvæske av en patient som formodes at
ha syfilis. De øvrige bestanddeler til utførelsen av reaktionen er
de ovenfor nævnte 3 komponenter i det hæmolytiske system.
Stammer den anvendte blodvæske fra en person, som har syfilis,
vil antistoffet i denne sammen med antigenet i de syfilitiske
organdeler binde komplementet, og hæmolysen uteblir. Hvis
derimot blodvæsken skriver sig fra en person, som enten aldrig
har hat syfilis eller hvis syfilis ikke længer er aktiv nok tii at
danne antistoffer, er der intet til at binde marsvinserumets kom¬
plement, og hæmolysen kommer istand. Dette resultat betegner
man som negativ Wassermann-reaktion, medens komplementbin-
ding betegnes som positiv.

At gi en mere detaljert fremstilling av reaktionens utførelse
og av de forskjellige forsigtighetsregler, som maa iagtages for
at det erholdte resultat kan være paalidelig, vilde føre for vidt.

Hvorledes reaktionen teoretisk er at forklare er endnu ikke
ganske avgjort; der gjør sig her tildels motstridende anskuelser
gjældende. Hertil har for en stor del bidraget, at man har
fundet, at man som antigen foruten uttræk av syfilitiske
organdeler ogsaa kan bruke uttræk av normale menneskelige
eller dyriske organer, ja at endog enkelte fra den organiske kemi
hentede stoffer, specielt lecithin, cholesterin m. fl. a. kan anvendes.

Derimot er den praktiske værdi av reaktionen for sygdoms-
erkjendelsen (dens „kliniskeu betydning) uimotsagt ophøiet over
enhver tvil. Yar tidligere resultaterne, vistnok overveiende paa
grund av mangelfuld teknik, noget inkonstante, er resultaterne
med metodikkens forbedring efterhaanden blevet stadig mer og
mer indbyrdes overensstemmende. For kun at nævne enkelte
eksempler skal her anføres, at i frisk, endnu ikke behandlet
syfilis er positiv reaktion altid tilstede. Omtrent det samme gjæl-
der for de fleste ældre tilfælde, hvor enten ingen tidligere be¬
handling har fundet sted eller i alfald ikke nylig nogen saadan
har været bragt i anvendelse. Av stor betydning er dette navnlig
hvor syfilis har slaat sig paa de indre organer (hjernen, ryg-
marven, hjertet, blod- og pulsaarene osv.), og vedkommende syke
ikke kjender til, at han tidligere har gjennemgaat syfilis, har
glemt det eller av let forstaalige grunder hemmeligholdt det for
lægen, mens det for den siste er av stor betydning at ha visshet
av hensyn til den behandling, han skal indlede. Det er især 2

sydommer, hvor man længe har hat sterk formodning om deres
nære sammenhæng med tidligere gjennemgaat syfilis, hvor dog
egentlig først Wassermann-reaktionen kan siges at have godt¬
gjort dette til fnld evidens; det er paralysis generalis (stormands-
galskap) og rygmarvstæring (tabes). Ved paralyse har man faat
positiv reaktion i næsten samtlige derpaa undersøkte tilfælde (ca.
90 %, mange op til 100 °/0), i tabes ikke fuldt saa konstant,
men dog i en betragtelig majoritet av de undersøkte (ca. 70 °/0).

Det er en selvsagt sak, at komplementbindingsreaktionen til¬
tro ds for den forholdsvis korte tid hvori den har været studeret,
og trods det forholdsvis komplicerte apparat som dens utførelse
kræver, allerede har vundet en meget stor betydning. Om end
anvendelsen i sygdomserkjendelsens tjeneste (for „ diagnosen u ) spiller
den mest fremtrædende rolle, har reaktionen ogsaa vist sig meget
nyttig som veileder ved behandlingen. Her maa imidlertid straks
gjøres den begrænsning, at man endnu ikke er kommet længer end
til, at fuldt avgjørende er alene den positive fase av reaktionen ;
angaaende den negative fase kan endnu ikke siges mere end at
et enkelt negativt utfald ikke kan tages fuldt ut til indtægt;
først gjentagne gangers negative utfald kan gi en stadig mere
økende sandsynlighet for, at syfilis ikke er med i spillet.

Reaktionens betydning har ikke lidt synderlig avbræk ved,
at dens specificitet for syfilis ikke er absolut, idet samme re¬
aktion er fundet i enkelte andre sygdommer, hvor samtidig fore¬
komst av syfilis bestemt har kunnet utelukkes. Til disse hører
den knutede spedalskhets-form, hvor der meget ofte findes positiv
reaktion, mens den glatte form av sygdommen som regel reagerer
negativt. Endvidere har man forbigaaende fundet positiv reak¬
tion i skarlagensfeber, efter bedøvelser og i enkelte andre syg¬
dommer uten at dette dog har formaadd at rokke ved reak¬
tionens værd.

Der har været prøvet forskjellige modifikationer, som skulde
lette metodens utførelse tildels ved at følge andre veier end de
oprindelig opgaaede, og som skulde gjøre reaktionen tilgjængelig
ogsaa for den almindelige praktiserende læge, mens den nu til¬
fredsstillende kun kan utføres i et laboratorium. Om dem alle
gjælder det dog, at de har vist sig at mangle den nødvendige
sikkerhet.

Det staar tilbake at gi en kortere oversigt over det omsving
i behandlingen av syfilis, som de siste aars syfilisstudier har
hat tilfølge. Som almindelig bekjendt gaar anvendelsen av
kviksølv (merkur) meget langt tilbake i sygdommens historie og
gjennem flere aarhundreder har dette stof i en eller anden form
været benyttet som det suveræne middel i sygdommen. Det kan
vel ikke være tvil om, at der særlig i de første aarhundreder
efterat man hadde lært sygdommen at kjende, anvendtes metoder
som stillet store fordringer til de sykes motstandskraft, saa at der
virkelig døde flere av den anvendte behandling end av sygdom¬
men selv, noget man ikke vil forbauses over ved at læse de for¬
melig haarreisende beskrivelser av den næsten umenneskelige maate
hvorpaa forskjellige kurer, særlig smørrekuren (indgnidninger av
kviksølvsalve), dengang lededes.1) Et tilbakeslag maatte komme;
støtet til indførelsen av „den avventende4* behandling i syfilis blev
git av Eergusson (1813), der som chefslæge i den engelske armé
under et felttog i Portugal gjorde den iagttågelse, at i de store
hospitaler i det fiendtlige land kviksølvbehandling var ganske ute
av bruk, og de syke blev blot ved lokale midler og indifferente
planteuttræk befriet for sin sygdom. Antimerkurialisterne blev
efterhaanden temmelig talrike ikke alene i England, men ogsaa
paa fastlandet. Som det vil være bekjendt, var vor berømte
landsmand Wilhelm Boeck en energisk motstander av kvik-
sølvbruken i syfilis; derimot har den av ham ivrig forsvarte og
i system satte syfilisationsmetode nu kun historisk interesse.
W. Boeck mente, at man ved hos den syke gjennem nogen tid
at indpode avsondringer dels fra hans egne, dels fra andre syfi-
litikeres væskende saardannelser kunde paa en maate immuni¬
sere den syke og derved helbrede sygdommen. Metoden hvilte
imidlertid paa falske forutsætninger. Boeck skjelnet ikke, som
man nu gjør, mellem syfilitisk (haard) chanker og bløt chanker;
hvad han podet videre i lange rækker var overveiende bløte

x) Som eksempel paa, hvilket misbruk der endnu for 100 aar siden
dreves med kviksølvbehandlingen i syfilis, fortæller Samuel Cooper,
at man i St. Bartholomew’s hospital i London saa de fleste syfilispati-
enter løpe omkring med ut av munden hængende saare tunger, hvorhos
spyttet fløt i strømmer og de syke frembød forfærdelige betændelser og
opsvulmninger av slimhinden i munden (Dictionary of practical surgery,
London 1811).

chankere, som netop utmerker sig ved den lethet hvormed de
kan podes. Desuten anerkjendes nu neppe mere nogen iminunise-
ring likeoverfor sygdommen saaledes som ovenfor er anført. En
god støtte for antimerkurialisterne var ogsaa det i 1836 av en
irsk kirurg William Wallace i syfilisbehandlingen til aner-
kj endelse bragte jodkalium; det anvendes fremdeles i stor utstræk-
ning, men har en mere begrænset, tildels forbigaaende virkebredde,
om det end ofte, særlig i ældre tilfælder av sygdommen, er av
uvurderlig nytte og kan gi forbausende resultater.

Ved indførelsen av mildere anvendelsesmetoder for kviksølv
i behandlingen beholdt imidlertid merkurialisterne gjennem en
meget lang aarrække ledelsen; særlig har indforlivelsen av kvik¬
sølv dels i opløst, dels i uopløst form under huden i form av

indsprøitninger betydelig simplificert behandlingen, likesom denne

har kunnet ledes paa en for de syke meget mindre plagsom og
desuten paa en meget mere diskret maate. I 1867 indførte
Georg Lewin sublimatindsprøitninger under huden, efterat
Scarenzio allerede i 1864 hadde anbefalt de utvilsomt ofte
meget kraftig virkende, men samtidig ogsaa farligere calomel-
indsprøitninger. I de paafølgende henimot 40 aar har en meget
lang række kviksølvforbindelser været prøvet; de bar hat sine
fordeler og sine ulemper; ogsaa den gamle smørrekur har beholdt
sit renommé; men gjennemgaaende har slagordet været: „uten
kviksølv ingen syfilisbehandling.u

Et nyt omslag i behandlingen av syfilis betegnes ved den av
Paul Ehrlich (fig. 6) indførte betegnelse „chemotherapie“, hvorved
han forstaar, at der til ødelæggelse av sygdomsfrembringeren skal
anvendes kemiske stoffer, som har en særlig sterk affinitet til
vedkommende smaaorganismer og liksom blir fast „forankretu av
dem. Det gjælder imidlertid at anvende stoffer, som kun virker
paa smaaorganismerne uten at skade legemets væv eller organer
og som efter Ehrlichs betegnelse kun er „pa r asitotrop eu.
Som hovedrepræsentant for de parasitotrope midler maa opstilles
det gamle kjendte middel arsenik.

Æren for først i dyreforsøk at ha prøvet virkningen av
organiske arsenikpræparater ( — det er nemlig en række saa-
danne soni chemotherapien har tat i sin tjeneste — ) tilkommer
Uhlenhuth, som fra vinteren 1906 — 1907 utover anstillet meget
vellykkede forsøk med paa denne maate at behandle først trypa-

nosomsygdommen dourine og senere hønsespirillo sen. Det
anvendte præparat atoxyl (para-amino-fenyl-arsinsurt natron)
blev senere prøvet ved forskjellige andre sygdommer med veks*
lende held, indtil derav Hoffmann anstilledes eksperimenter paa
syfilis-podede aper, som gav et saa tilfredsstillende utfald, at
man snart ogsaa bragte midlet i anvendelse ved syfilis hos
mennesker. Det staar ikke til at negte, at virkningerne i ikke
faa tilfælder var rentnt forbløffende, og enkelte enthusiaster,
blandt hvilke særlig kan nævnes franskmændene Sal mon og

Fig. 6. Paul Ehrlich.

Hallopeau’ mente at man nu hadde fundet det middel som
sikkert kunde mestre sygdommen. Det viste sig imidlertid meget
snart, at atoxyl var et meget farlig medikament at arbeide med.
For at kunne utøve nogen virkelig synbar helbredende virkning,
maatte det anvendes i temmelig store doser; selv om en enkelt
saadan i regelen taaltes uten skade, medførte gjentagne ind-
sprøitninger meget ofte ugunstig indflydelse paa organerne for
syn og hørsel, som kunde gaa til livsvarig blindhet og døvhet.
Eksempelvis kan anføres, at .Robert Koch under sine forsøk
paa at behandle den afrikanske sovesyke (Trypanosomiasis) med

atoxyl, blandt 1533 tilfælder hadde ikke mindre end 22 med evig
blindhet. Erfaringerne viste saaledes, at atoxyl foruten sine
utvilsomme parasitotrope (se ovenfor) egenskaper, tillike besad
en uttalt neurotropisme (affinitet til nerverne).

Imidlertid var den vei, hvorpaa der var slaat ind, sikkerlig
den rette, og der fortsattes med stor energi, fornemmelig av
Paul Ehrlich og hans medarbeider kemikeren Bertheim, paa
at prøve forskjellige organiske arsenikpræparater med hensyn til
deres parasitdræpende evne. Som bekjendt vet vi fra kemien,
at arsen er et metalloid, som i sine forbindelser med andre ele¬
menter snart optræder 3-værdig, snart 5-værdig, eftersom 1
atom arsen forbinder sig med 3 eller 5 atomer av andre elemen¬
ter. Ehrlich har opstilt den vigtige sats, at med hens}7n til
virksomhet i behandlingens tjeneste staar de 5-værdige forbin¬
delser over de 3-værdige. Til de 3-værdige hører atoxyl ; som
repræsentanter for de 5-værdige kan nævnes de i Ehrlichs labo¬
ratorium fremstillede midler arsenof enylgly cin og arsacetin;
til samme gruppe hører det av franskmanden Mouneyrat
fremstillede hektin.

Forsøk med arsenofenylglycin og arsacetin viste sig heller
ikke ganske farefri. De danner forløpere for det nu moderne
middel, som først efter rækkefølgen i Ehrlichs laboratorium sim¬
pelthen benævntes „præparat 606“ men senere fik navnet sal-
v ars an; dets kemiske navn er dioxydiamidoarsenobenzol (det
hører ogsaa til de 5-værdige arsenforbindelser). Eorinden midlet
prøvtes paa mennesker (høsten 1909), hadde Ehrlich latt den hos
ham arbeidende japaner Sahalchiro Hata anstille vidtløftige
dyreforsøk, og først efterat disse hadde git gunstige resultater,
bragtes det i anvendelse hos mennesker. De første forsøk paa
mennesker utførtes dog med visse forsigtighetsregler ; Ehrlich
opstillet bestemte betingelser for utleveringen av midlet, som
stilledes til gratis disposition fra hans laboratorium; der fordredes,
at forsøkene anstilledes paa sykehus og at der gaves rapport til
ham om resultatene. Eørst 1 aars tid senere (henimod juletider
1910) kom det i handelen, men er endnu temmelig kostbart, idet
de forskjellige doser som anvendes koster fra ca. 5 — 10 kroner.

Om end heller ikke salvarsan er aldeles farefrit. — man
regner paa 1 million indsprøitninger omkring 100 dødsfald —
er det dog ulike mere ufarlig end de andre organiske arsenik-

Fig. 7. Salvarsanindsprøitning i en blodaare. (Originalfotografi fra
Ullevaals sykehus 4de avdl., Kristiania).

præparater, likesom virkningen paa sygdommen er ganske ander-
ledes slaaende. Den oprindelig avEhrlich nærede forventning,
at man ved en enkelt indsprøitning av én dose skulde opnaa en
fuldstændig ødelæggelse av alle i organismen værende spirochæ-
ter — • man skylder ham slagordet : therapia magna sterilisans —
har dog desværre ikke gaat i opfyldelse; desuten er virkningen
ikke like eklatant i alle stadier av sygdommen. Bedst synes
det at virke i de tidligste stadier, hvor der endnn ikke foreligger
andet end en haard chanker; her har man sikre erfaringer for,
at sygdommens videre gang kan stanses ved nogle (3 — 5) ind-
sprøitninger. Der er ikke kommet de almindelige efterfølgende
konstitutionelle tilfælder; Wassermann-reaktionen har holdt sig
negativ, og hvad der er det mest avgjørende : enkelte personer
har efter en periode av mellemliggende fuldkommen snndhet kunnet
fremstille sig med en ved ny smitte paadragen reinfektions-
chanker. Ikke fuldt saa glimrende er virkningen, naar midlet
først anvendes, naar sygdommen er fuldt utviklet; men i hvert
fald opnaas altid en hurtig overhudning av de væskende saar-
dannelser ved kjønsdelene og i svælget, som regnes for de mest
smitteførende og derved bidrar mest til sygdommens videre ut¬
bredelse. Selv i senere stadier av sygdommen har man ofte
set merkelige virkninger; med hensyn til rygmarvstæring og
paralyse maa dog endnu anvendes en vis skepsis, skjønt der i
alfald for den første av disse to sygdommer av enkelte hævdes
meget gunstige erfaringer. Med hensyn til de varige virkninger
av salvarsan staar man endnu noget usikker; det er en gammel
erfaring, at de sildige ytringer av syfilis kan komme selv efter
tilsynelatende helbredelse av samme, optil mangfoldige aar efter
paadragelsen av sygdommen, og der er endnu ingen læge hvis
erfaringer med salvarsan gaar mer end 3 aar tilbake i tiden.

Den første indsprøitning hertillands med „præparat 606“ blev
foretat paa Lungegaardshospitalet i Bergen den 24. august 1910 av
overlæge dr. med. H. P. Lie. Senere er hertillands utført ca. 3000
indsprøitninger uten noget dødsfald *). I begyndelsen indsprøitedes
under huden eller ind i musklerne paa sætet; efterhaanaen er
man imidlertid mer og mer gaat over til direkte indsprøitning i

9 Tilføielse under korrekturen : I Kristiania er i decbr. 1912 ind-
truffet 1 dødsfald efter salvarsanindsprøitning (meddelt i Med. selskap
15. januar 1913).

en blodaare, hvad der for de syke er forbundet med meget mindre
ulemper (fig. 7). Præparationen av midlet til indsprøitning er litt
omstændelig, da det er et surt stof, som maa nøitraliseres med
kalilut. Lettere er anvendelsen av det nye præparat neosal-
varsan, som er en natrium-forbindelse av salvarsan-monomety-
lensulfoxyl ; det er direkte opløselig i vand av almindelig stue-
temperatur; virkningerne synes at være de samme.

Alt i alt kan man vel si, at de sidste aars forskninger
foruten at utvide vort kjendskap til syfilis’s natur og aarsaks-
forhold i hø i grad har git os mægtige vaaben ihænde til erkjen-
delsen av sygdommen og dens behandling.

Mindre meddelelser.

Kattens orienteringsevne. Som 12 aars gammel gut skulde

jeg efter en sy g dom tilbringe sommeren paa sæteren, og til
adspredelse skulde jeg faa ta med mig en kattefamilie, mor med
to unger. Jeg puttet kattene neid i en sæk, bandt godt for,
slængte srøkken paa ryggen og luntet tilskogs.

Paa sæteren, hadde kattene det efter min formening godt.
Melk var dier nok av, og av mus og fugleunger vrimlet der;
men allikevel var kattemor misfornøiet og gik dagen, lang og
mjauet sørgmodig. Den længtet nok hjem igjen, men ungerne
kunde hun ikkei faa meid sig, og at. g;aia ifra dem gik heller ikke
an, smaa som de var. Dia- en maianed eller siaa var' gaati, blev
den ene katunge borte og mogen dage efter ogsaa den anden.
Den gamle sørget og mljauet og jamret, nu værre end før* en
ukes- tid - — saa forsvandt ogsaa hun — sporløst.

Yi mente r æven eller maarem hadde været ute, og glemte
snart katten.

Ut paa høstparten blev vi en aften hjemme paa gaarden
opmerksom paa en veik j endt mijaue-n.. Det var gamlepus.
Ungerne hadde den mistet, mien selv hadde den fundiet hjem
igjen. Den var i bra hold, men saa pjusket og forreven ut og
var bl, it rent vild.

Der var gaat mere end to maaneder siden dem i sækkem
førtes hjemmefra, og paa tilbaketuren hadde den brukt vel 3 uker.

Grjennem den ca. -en halv mil lange skogstrækning mellem
sæteren og gaarden førte et virvar av stier og fæveier paa kry ds
og tvers i tæt skog, over aaser og myrer med! brede bækker
uten broer1, og i trakten hadde dertil baade gaupe-, niaar og
ræv aarvist tilhold.

Hvorledes klarte pus under disse forhold at orientere sig
og trods farer paa alle kanter at finde hjem igjen paa em for¬
holdsvis saa kort tid? Har katten kamskei bedre næse end
zoologerne siger, saa den, naar det gjælder, kan ta sporet efter
kj endte mennesker eller dyr, eller har den en egen stedsans,
man ikke kjender ? I alle fald er pus svært glad i hjemmet sit,
og den har en god hukommelse. K. T. Mørk.

„ft!afurvidenskabelige førere“. „Kosmos, Gesellschaft der
Naturfreunde, Stuttgart", har paatat sig et svært arbeide,
nemlig at skaffe til veie et' antal bøker, som kan veilede folk, der
er naturvidenskabelig interessert, paa reiser inden det tyske
rike. I den anledning har foreningen sendt ut til en mengde
mennesker „ spør smi aals ark “ , hvorpaa d;er skal optegnes oplys-
ninger om samlinger (deriblandt ogsaa private), om naturmerk-
værdigheter (f. eiks. findesteder for sjeldne, planter og dyr) m. m.

Det ser ut til at foreningen har lagt. sit' foretagende svært
bredt og vidløftig an ; men ideen med „F'ørere“ av omhandlede
slags er god og burde vel iverksættes ogsaa utenfor Tyskland.

H. R.

Temperatur og nedbør i Norgs.

(Meddelt ved Kr. Irgens, meteorolog ved det meteorologiske instituf).

Åaret 1912.

Temperatur

Nedbør

Stationer

Middel

Avv.

fra

norm.

Max

Dag

Min.

Dag

Sum.

Avv.

fra

norm.

AVV.

fra

norm.

Max.

Dag

Bodø ....
Trondhjem . .
Bergen. . .
Oksø ....
Dalen ....
Kristiania
Hamar. . .
Dovre . . .

o c

3.9

5.5

7.6
7.2
5.0

5.9
3.8
1.5

°C.
— 0.2
-f 0.8
-f- 0.6
+ 0.2
+ 0.3

4- 0.4

4- 0.7

°C

13/t

l4/7

l6/7

l3/7

U/7

0 C.

— 19

— 24

— 14

— 15

— 22
— 20

— 30

— 27

2/2

3/2

3/fi

3/2

4/2

3/2

mm.

611

635

^203

916

965

682

630

501

mm.

—334
—327
-j— 163
— 48
-j— 123
-fHO
4- 90
+123

°/o

— 34

-f 8

— 5
+ 15
+ 19
+ 17
+ 33

mm.

100

21/9

22/n

3<V 6

25/5

29/

1 5

10/8

OPFORDRING

Efterhaanden som kjendskapen om den norske pattedyrfauna
er vokset, har det vist sig ønskelig for Bergens museum at utvide
sine samlinger av disse dyr i bestemte retninger, for derigjennem
at samle et materiale til studiet av visse formers utbredning (navn¬
lig paa Vestlandet) og av variationene indenfor hver enkelt art.

Uten hjælp utefra lar dette sig imidlertid ikke gjennemføre,
og museets zoologiske avdeling retter derfor herigjennem en ind-
trængende opfordring om støtte fra alle zoologisk interesserte,
som har anledning til at faa saadant materiale i hænde. Det er
navnlig paa tre omraader vi appellerer til offentlighetens hjælp.
Vi ønsker: 1) Kranier av alle norske pattedyr — unger som
voksne individer. 2) Smaa unger av bjørn, ræv, grævling, otter
maar, gaupe og jerv samt 3) Smaapattedyr som t. eks. flagermus,
spidsmus og griavere.

Ångaaende behandlingen, saa lar kranierne — efterat hjernen
er uttat — sig meget let tørre i luften, og kan forsendes saaledes,
uten yderligere præparation. Ungerne av de ovennævnte rovdyr
forsendes snarest efterat de er dræpt og holder sig bedst, naar
indvoldene tas ut og bukhulen indstrøes med salt; det samme
giælder smaapattedyrene, men de kan ogsaa sendes uten særlig
forutgaaende behandling.

Med sendingen maa følge en angivelse av findestedet og —
naar det er kranier — av dyrets kjøn.

Alle forsendelses- og indpakningsutgifter erstattes av museet,
likesom breve med forespørsler adresserte » Bergens museums
zoologiske avdeling* kan sendes ufrankert.

Skudpræmie for rovdyrunger erholdes hos lensmanden ved
avlevering av en attest fra museet om, at dette har mottat dyrene;
denne attest tilstilles avsenderen saa snart sendingen er mottat.

For indsendt materiale av særlig værdi for museet er dette
villig til at yde en godtgjørelse.

Dr. phil. Aug. Brinkmann,

bestyrer av Bergens museums zoologiske avdeling.

igHg

Det norske Myrselskab

Hovedsæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr. — Livsvarigt Bidrag 30 Kr.

— Virker fot Myrstrækningers Opdyrkning og industrielle Udnyttelse —

«Meddelelser fra Det norske Myrselskab"

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medlemmerne gratis.

Følg med i Udviklingen paa Myrsagens Omraade!

— Prøveeksemplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende -

DANSK KENNELKLUB.

Aarskonting. 4 Kr. med Organ MaanedssJcriftet Hunden frit tilsendt.

Indsk. 1 Kr.

Maanedeskrfftet Hunden.

Abonnem. aléne 3 Kr. aarl.; Kundgjørelser opt. til billig Takst. Prøvehæfte

1 Dansk Hundestambog. Aarlig Udstilling.

Hofman Bang, St. Strandstræde 19, København.

norske

Norske

JENS THIIS:

i det 19de Aarhundrede.

Med mange lUustrationer og Portrætter.

Værket foreligger nu koihplet i 20 Hefter til en Pris af 30 Ki
Originålbind til hele Værket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr. 5.50, Porto 30 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.
JOH. NORDAHL-OLSEN:

LUDVIG HOLBERG I BERGEN.

Med Forord af Dr. Just Bing.

Pri» Kr. 1.50, Porto 10 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

ILLUSTRERET MAANEDS SKRIFT FOR

POPULÆR NATURVIDENSKAP

UTGIT AV BERGENS MUSEUM
REDIGERT AV JENS HOLMBOE

JENS HOLMBOE: Th. M. Fries .

A. N. HOVLAND: Traadløs telegrafi . .

G. O. LIEN : Det amerikanske stinkdyr .

JOHN OXAAL: Eksisterer der en nordlyslyd? .

MINDRE MEDDELELSER: M. B.: Laurbærtræet.

Pettersen; Notiser vedkommende fugletrækket ved Bergen
1912. — Oscar Hagem: En ny forklaring til mutationer ....

Kommissionær

Lehmann & Stagi

Kjøbenhavn

■HK— J

begynder med januar 1913 sin 37 te aargang (4de rækkes 7de
aargang) og har saaledes naadd en alder som intet andet popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

» Naturene utgives av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holmboe.

Ved bistand av talrike ansete medarbeidere bringer »Naturen«
stadig originale artikler fra alle naturvidenskapens omraader
og indeholder desuten jevnlig oversættelser og bearbeidelser
efter de bedste utenlandske kilder.

De sidste aar har, særlig paa fysikens og kemiens omraade,
bragt en række av store opdagelser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskues. > Naturen* vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds underrettet herom og i det hele
tat om alle naturvidenskapens vigtigere fremskridl.

Desuten vil » Naturene anse det som sin særlige opgave efter
evne at bidra til at utbrede en fyldigere kundskap om og bedre
forstaaelse av vort fædrelands rike og avvekslende natur.

I anerkjendelse av tidsskriftets almennyttige formaal har Norges
storting i de senere aar bevilget > Naturen® et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr.

»Naturen« burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,
end det hittil har hat. Der kræves ingen særlige naturviden-
skabelige forkundskaper for at kunne læse dets artikler med
fuldt utbytte. Statsunderstøttede folkebiblioteker og skole-
boksamlinger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidraget, ret til at erholde tidsskriftet for halv pris ( kr. 2.50,
porto medregnet).

o o o

»NATUREN« utkommer hver maaned med ct hefte paa mindst
2 ark (32 sider) og koster 5 kr. pr. aar, frit tilsendt.

* NATUREN® bør helst bestilles gjennem pqstvæsenet eller i
ubetalt brev merket >avissak« til » Naturens ekspedition, Bergen «,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen.

De skandin aviske botaniker es ne, stor, fhv. professor ved
TTpsala universitet Theodor Magnus Frie s, er nylig a,v-
gaat ved døden i den høie alder av SO1/^ aar.

Et langt og ualmindelig rikt arbeidsliv har derved fundet
sin avslutning.

„ Thore" Fries var født i Småland den 28d'e oktober 1832.
Hans 'far var den berømte mykolog, prof. Elias M a g n u s
Fries, grundlæggeren av den videnskabelige sopsystematik.
Han blev student i 1851 og blev i 1853 ansat som amanuensis
ved Upsaia universitets' botaniske have, og museum,. I 46- aar
var han knyttet til det sammiei universitet, hvor han efterbaanden
steg gjennem graderne, i 1877 efter J. E. Aresichoug blev ut-
nævnt til profeisisor i botanik og praktisk økonomi og fra, 1893
til han tok avsked i 1899 fungerte som universitetets rektor.

Hans virksomhet i dissei mange aar var saa omfattende, og
sa, a mangesidig, at, der1 lier bare kan bli tale om at, nævne enkelte
spredte træk.

100

Fremfor alt vil Fries' navn være knyttet til studiet av
lavarterne. Han har om denne interessante planteigruppe i
aarenes løp utsendt en lang række vigtige avhandlinger. Hans
hovedverk piaa dette omraade er „ Lichenographiai Scandinavica“ ,
som utkom i to bind 1871 — 74, men som desværre aldrig er blit
helt avsluttet; diette verk er endnu den vigtiigstei kilde til kund-
skapen om de skandinaviske lande, s lavflora. Han har ved ut¬
arbeidelsen av diette verk hat adgang tiil et rikt materiale ogsaa
av norske' laver, som var blit skaffet til veie dels veid hams egne
og dels ved avdøde forstmester J. M. Nor man Is: indsamlinger.

Likesom saa mange; andirei av sin samtids1 svenske natur-
gorskere har Fries indlagt .sig fortjeneste ved sine bidrag' til
arktisk naturforskning. Han deltok selv i to av die' svenske
polar ekspeditioner, nemlig til Spitsbergen i 1868 og til Grøn¬
land i 1871.

Han interesserte sig sterkt for botanikems ældre historie
i Sverige' og har særskilt indgaaende- studert denne viden-
skaps glansperiode under Linné. Man kan vist uten ethvert
forbehold regne ham som den grundigste av alle' Linné - f or s k ere.
Et værdig monument har han reist sin store landsmand, den
mest' berømte' av alle tidlers botanikere, i det indholdsrike; verk
„ Linné “ , som utkom, i to store bind i 1903. I dette verk er
nedlagt, resiul taterne av en aarrækkes flittige granskninger. I
en utsitrækning .som ingen anden, har han søkt. tilbake til de
førstehaands kilder, bar korrigert mange urigtige opfatninger
og har paa mange forskjellige' omraiader opnaadd at kaste nyt
lys over Linné og hans, livsgjerning. I de sidfete aar av sit liv
var han væisentlig optiat med at besørge trykt bvad dier er
opbevaret av Linné’s brevveksling. Denne værdiifuldie brev¬
samling var ved hans død endnu ikke paa langt nær avsluttet*;
det er at ønske at detr kan findes en utvei til at faa, den fortsiat
og avsluttet av andre.

S>om lær eboksforf atter, som akademisk lærer og som. for¬
fatter av talrike større og mindre' populære botaniske; skrifter
har han mægtig bidiradd til at gjøre sin videnskap kjemdt og
elsket i Sverige. Ogsaa som administrator bar1 han utrettet
meget; bl. a. er det nuværende rike botaniske museum, i Upsala
for en stor del hans verk.

101

Naar hans mindieiord skal skrives i et norsk tidsskrift, er
der al grund til at erindre om, at han ogsa-a har git vigtige
bidrag til det nordlige Norges plantegeografi. I 1857 og 1864
foretok han to længene undersiøfceiseisreisier i Finmarken og
besøkte herunder mange trakter hvor ingen botaniker tidligere
hadde været. Resultater ne har han nedlagt dels i sin ovenfor
nævntø „ Lic henograp h ia Scandinavica“ og dielsi i to interessante
reiseberetninger som er offentliggjort i „Botaniska notiser" for
aarene 1858 og 1865 (se ogsaa Kgl. Vetenskapsi-siocietetens] års¬
skrift for 1860').

Helt. op i sin høie alderdom arbeidet han videre med usvæk-
ket produktion sievne. D e t var i de sidste aar især h ans Linné -
studier som' optok ham; men ved siden derav har han bl. a.
saa sent som i 1909 utgit en utførlig kritisk oversigt over
Skanidiinaviens trøffellignende soparter.

Til hans 80'-aarige fødselsdag, den 28de oktober 1912, ut¬
gav dem svenske botaniske forening, hvis eneste æresmedlem
han var, et vakkert festskrift, prydet med hans portræt og indei-
holdende videnskabeligei avhandlinger av en række av hans
elever.

Fries’ arbeider utmerker sig fremfor alt ved grundighet,
nøiagtiighet og sund kritik. Derfor vil de bevare sit værd ned
gjennem tiderne. Jens Holmboe.

Traadløs telegrafi.

Av kaptein i marinen A. N. Hovland.

Idet jeg herved efterkommer redaktionens anmodning om
at skrive en artikel om traadløs telegrafi, vil jeg forutskikke
den bemerkning, at jeg har tænkt at tidsskriftets læsere kanske
vil ha interesse av at faa behandlet endel av de praktiske spørs-
maal vedrørende traadløs telegrafi, som av og til forekommer
i dagspressen, og som drøftes mand. og mand imellem.

Dette passer forsaavidt heldig, idet dier tidligere i nær¬
værende tidsskrift er levert 2 instruktive artikler om traadløs
telegrafi av de herrer A. Hoel (1899) og P. Boye (1907),
hvilke særlig behandler den teoretiske del.

Hvis man i korte træk skal karakterisere den moderne
traadiøse telegrafi og dens utviklingslinjer i de senere aar, vil

102

man, for overblikkets sikyld med fordel kone en tr ere behandlingen
av emnet i følgende punkter :

1. Den til frembringelse av de elektromagnetiske bølger nød¬
vendige energi utløses av kondensatorkreidsen ikke længere
ved „langsomme“ , d. v. s. f a a gnister pr. sekund, men
ved saakaldte syngende eller tonende gnister,
d. e. mange gnister pr. sekund.

2. Til mottagning benyttes væsentlig telefon og delvis foto¬
grafiske skriveapparater istedetfor mor se apparater.

3. Man benytter betydelig større bølgelængdier end tidligere,
særlig ved die store stationer.

4. De fleste systemer for traadløs! telegrafi har1 nu flere stan-
dardtyper av stationer passende til de forskjellige forhold,
og disse stationer svarer nu betydelig bedre til de teoretiske
grundsætninger end de æidre stationer.

5. Den traadløse telegraf tjeneste mellem stationer av for-
skjellig system samt mellem land- og skibisstationer er
bedre organisert, særlig av de 2 selskaper „Telefunken“ og
„Marconiu samt deres datterselskap i Brussel.

6. Der byggesi stadig flere og flere stationer beregnet paa
lange avstander .

7. Der lægges meget arbeide i forsøk med forskjellige metoder
til hemmeligholdelse av korrespondansen.

8. Der er i flere liande gjennemført systematisk tidssignalering
og utsendelse! av varsels- og veirsignaler ; og mange smaa-
fartøier, saasom fiskekutterei, trawlere ete. er blit utrustet
med apparater til opfangelse av saadanne signaler.

1 . Tonende gnister.

Mens mian tidligere i de forskjellige systemer benyttet faa
gnistserier svarende' til f. eks. 501 utladninger av leydnerflaske-
batteriet pr. sekund, er nu de fleste selskaper gaat over til at
benytte et betydelig større gnistantal.

Telefunkens stationer anvender for det meste 1000 gnister
pr. siekund, og man hører derfor ved gnist over sprang et en ren
musikalsk tone omtrent svarende' til høie C og med klangfarve
som tonen fra et strengeinstrument.

De engelske stationer benytter et svingetal av omkring
800 å 1200 pr. sek.

103

Den væsentligst© grand: til dønne: overgang fra, faa til mange
gnister er, at den sidste metode: er betydelig mere økonomisk,
naar den som ved die nuværende systemer er bygget paa et
videnskabeiig grundlag.

Diet vildtei føre for langt, at, behandle de forskjellige systemers
særegenheter ; men det vil antagelig være tilstrækkelig at for¬
klare metoder nes eller rettere metodens princip. De er nemlig
alle basert paa den saakaldt© s t ø t v i s © eksi tering (igang-
sætning) .

Telefunken frembringer de tonende: gnister ad e 1 e k t r i s> k
vei og Marconi og amerikaneren Fessenden ad mekanisk vei.

Man vil lettere forstaa priincippet for støteksiteringen, naar
man benytter et mekanisk eksempel, nemlig en stemmegaffel,
der anslaas med regelmæssige melleimrum.

Hvis man gir stemmegaflen et kort slag, vil den, som bei-
kjendt utsende en bestemt tone, somi efterhaandlen blir svakere
og svakere, indtil dlen tilsidst ophører.

Gir man den et kort, slag, hver gang tonen ophører, vil
den praktisk talt, holdes i svingninger den hele tid. De f a, a
korte, men regelmiæssig© hammerslag holder saaledes gaflen om¬
trent i stadige svingninger.

Overfører' man eksemplet paa die traadløse apparater, vil
stemmegaflen svare, til luftnettet eller den aapne svingekreds,
og hammerslagene til gnistoverspranget i den sluttede svinge¬
kreds.

Gnistene virker derfor som korte, kraftige: slag, idet de
bringes til at ophøre, etterat de har slant over mellem gnist-
polerne 1 a 2 ganger.

Gnisterne utslukkes, med andre ord ved en eller anden
tvangsforanstaltning, efterat der har fundet 1 å 2 utladninger
■sted mellem leydnerflaskernes 2 belæg.

Ved de ældre, apparatier og metoder fik gnisten lov til at
springe over mellem de 2 poler1, indtil den ophørt© av sig selv.

Der kunde derfor være en 10! — 12 gnister i hver serie.

Dette var imidlertid i flere henseender en mangelfuld
metode.

Dels var den uøkonomisk, og dels bevirket den, at der fra
luftnettet utsendte, s bølger av 2 eller flere f orskj elligei længder,
isteidetfor at idealet er, at, luftnettet skal utsende bølger1 av 1
b ©stemt 1 æng de .

104

De moderne avsende! søsiapparater virker da paa følgende
maate.

Den ene eller de faa gnister, som slaar over’ mellem polerne,
ut! øser en kraftig vekseilstrøm i leydnerfl askeb att eriets sving e-
krøds, d. e. den sluttede svingekreds. Denne strøm inducerer
atter en kraftig vekselstrøm i luftnettet, der er induktivt koblet
til den sluttede kreds.

St emm egafl en , d.v.s. luftnettet, gives altsaa ert< kraftig slag.
Men derved bringes luftnettet til at svinge „eløktrisk“ med sin
egensvingning, d.v.s. der frembringes i luftnettet en vekselstrøm
av overordentlig høit sivingeital, saakaldt høifrekvensstrøm, sva¬
rende til dets egensvingning.

Da nu den obmske motstand i luftnettet er forholdsvis
liten, og da ingen forstyrrende svingninger fra den sluttede
kreds indvirker paa det, vil diets svingninger holde sig en stund,
idet de efterhaanden forbrukes til frembringelse av elektro¬
magnetiske bølger i seteren omkring luftnettet.

I den sluttede svingekreds vil nemlig svingningerne ophøre,
naar gnisten ophører, og de vil derfor ikke indvirke forstyrrende
paa luftnettets svingninger. Derfor vil dette' blot svinge med
en bestemt bølgelængde.

Saasnart nu al energi er utstraalet fra nettet eller „anten-
nenu (følehornet), som det. med et fremmedord; kaldes, sætte r
atter en kraftig gnist over mellem gnistpolerne og frembringer
et nyt elektrisk slag paa luftnettet, saa dette atter sættes i
svingninger.

Saaledes fortsættesi der, saalænge telegrafnøklen holdes ned-
trykket. Det har ved forsøk vist sig, at ca. 1000 gnister pr.
sekund er et praktisk og økonomisk gnistantal for de almindelige
stationer.

I fig. 1 er vist 3 forskjellige svingningskurver. A er kur-
verne for de udæmpedie svingninger, som den bekjendtei opfindier
Yaldemiar Poul sen benytter i sit system, og som er den ideelle
form for de elektromagnetiske svingninger.

Dette udmerkøde system er utførlig behandlet i tidsskriftets
tidligere artikel av hr. Boye', til hvilken jeg tillater mig at
henvise.

Den midtre kurve B fremstiller de svingninger som frem¬
bringes av en moderne „ to n sen der a .

105

Kurve C fremstiller de svingninger, som de gamle „lang-
somme" gnister frembragte.

Ved Telefunkens system benyttes professor Wiens metode,
der er praktisk utarbeidet av den dygtige svenske ingeniør
Rendahl, der i mange aar har1 været srjælen i Telefunkens arbei¬
der og forbedringer paa avsienderappiaraternesi omraade, likeisiom
den tyske ingeniør Sebloemilch bar været diet sammei for mot-
tagerapp ar aternes- vedkom men de .

Exi.gnistban© av Telefunkens system bestaar av 2 forsølvede
ringform e de kobberplater, som ei lagt mot hin an den, men holdes
adskilt ved en tynd glimmerring.

Flere saadanne gnistbaner er koblet i serie med hinanden.
Ved hjælp av metalklyper kan man kortslutte en eller flere
baner ; og jo mindre energi man' benytter, desto flere gnistbaner
m,aa der kortsluttes. Fig. 2 viser bl. a. • en gnistbane til en
1.5 kilowatt stat ion. Å, B er elektroderne og C er en kort slu t-
ningsklype. D er selvinduktion, spolen. Under avsendingen

springer gnisterne over mellem de. 2 forsølvede plater, idet dø
gj ennemslaar glim merr ing en.

Gnistpolerne maa vær© særlig nøiagtig forarbeidet for at
virke tilfredsstillende.

Telefunkens apparater efter den Wienske metode skal virke
meget økonomisk, idet oa. 50 — 75 pct. av den primære energi
efter opgivende utstraales som energi fra luftnettet.

106

Derimot kr æver den nøiagtigei indstilling av gnisten og den
rette tonhøide ikke saa liten øvelse og maa foretages omhyggelig,
hvis man isikal faa den gunstige nytteeffekt. Etter en tids benyt¬
telse maa gnistpolerne ombyttes med nye.

Fig. 2. Telefunken-station med gnistbane m. m.

Marconi og amerikaneren Fessenden benytter en slags rote¬
rende gnistbane.

Marconis anordning er vist i figur 3. Meilern 2 cirkulære
gnistpoler F! og F2 roterer med stor hastighet et hjul F, som har
end el sidetapper. Disse passer meilern pol erne Fj og F2 saa-

107

ledes, at der er et gan, skei litét mellomrom' mel lem, naar de pas¬
serer hin, and en.

Gnisten sætter ind et øiebiik før en tap passerer pol erne ;
og aapningen medlem, disisei kort sluttes næstein, idet tappen pas¬
serer dem. Men idet tappen hurtig fjerner sig fra polerne, økes.
avstanden saa raskt,, at gnisten praktisk talt rives over1, d.v.ss

Fig. 3. Marconis roterende gnistbane.

den stanses mekanisk, idet' luftmot stand en blir for stor til at
den kan springe over.

Gnistbanen kaldeis] per f or en kortslutnings- og avrivningsi-
gnistbane. Saadanne benyttes bl. a. paa de store transatlantiske
Marconistationer C 1 i f d e n og Glacebay.

De skal arbeide meget økonomisk og bar fremforalt den
store fordel, at de er let at indlstille, saaledes at en bestemt
tone uten vanskelighet kan holdes. Den hurtigei rotation bevir¬
ker ogsaa, at del holdeis vel avkjølet.

108

Den egentlige opfinder av de korte støtgnistbaner er tyske¬
ren von Lepel, hvis opfindelse er forbilledet for Telefunkens
gnistbane og kun adiskiller ,sig fra denne ved: at der benytte®
papir istedenfor glimmer ; kort sagt, der er meget liten for¬
sk j el mellem dem.

De tonende gnister har ogsaa en anden overordentlig stor
fordel, som for den praktiske betjening av stationemei er av
stor betydning. De signaler som utsendes fra saadanne sta-
tioner, kan menlig lettere skjelnes fra den atmosfæriske! elek-
tricitets punkter og tegn.

Naar langsomme eller faa gnister benyttes, er det ofte
umulig at opfangei signalerne korrekt, hvis der samtidig er
sterke atmosfæriske utladninger tilstede, idet' disse høres i tele¬
fonen som, punkter eller korte streker, omtrent av samme lave
tonehøide som de traadløse' signaler.

Under nogen forsøk i Woolwich ved London ifjor sommer
hadde jeg anledning til at opfangei forskjellige slags telegram¬
mer, idet æteren deromkring praktisk talt omtrent den hele tid
var opfyldt av traadløse signaler av de forskjelligste tonehøider.

Snart hørte jeg de franske stationer, særlig Dieppes lang¬
somme tegn, der lød som en akerrikses snerren, snart signaler
i den høie C fra Norddeich, snart det engelske admiralitets sta-
tion i en anden tone. Det var næisten ikke 2 stiationer, som
var like i tonen ; men altid hørtes de høie toner bed, st og klarest.
Hos telegrafistene, som har det vanskelige' hverv at motta, disse
signaler, hersker der da ogsiaa blot en mening om deres for-
trinlighet i forhold til den gamle metode.

2 . Moderne mottagningsmetoder.

Mens man i den traadløse telegrafis første a, ar næsten ude-
lukkende benyttet morseapparat til miottagning og fik telegram-
mernø nedskreveit, paa en papirstrimmel, brukes1 dette nutil-
dags sjelden, idet man nu som oftest benytter en telefon til
mottagning.

Man hører tegnene i telefonen, som en taktfast svak surren
eller som korte tonende signaler, alt eftersom avsenderen be¬
nytter langsomme eller syngende gnister.

Telegrafisten nødiskriver saa bokstaverne efter øret, efter¬
som de ankommer.

109

Man sier saa ofte i avisnotiser og artikler den p anstand
fremholdt, at mian nu bestandig benytter telefon, fordi denne' har
®aa mange fordeler freimfor morseapparatet . Dette er imidlertid
ganske fedlagtig og røber nbeikjendtskap med die tekniske de¬
taljer, D'et er kun som. en dyd av nødvendighet, at telefonen
nu for det meste benyttes.

Og granden er mieget likefrem den, at der ikke findeis et
tilstrækkelig ømfindtlig relæ for de bølgeindikatorer eller detek¬
torer som nu benyttes, nemlig kontaktdeteiktorer, magnetiske
detektorer, kry stal detektorer, elektrolytiske' detektorer ete. Tek-
niken er med andre ord ikke saa langt fremskredet, at man over¬
hodet kan benytt© et morseapparat — « med tryghet, vel at
merke.

Jeg gjør speeielt opmerksom paa sidste passus, idet j eig
ikke vil undlate at nsevne, at der ved system Telefunken vist-
nok findes en anordning, som kaldes lydforsterker sammen med
relæ1, som brukes til at driv© et morse apparat ; men. erfaringerne
med denne anordnings brukbarhet' er ikke opmuntremde og
sv sekk er ikke' den paastand, at et ømfindtlig relæ for1 moderne
detektorer for tiden ikke findes.

Jeg har faat minei erfaringer paa dett© omraade bekræftet
fra flere utenlandske fagfolk i Tyskland og England.

■ Og at- man søker © f t e r en paalitelig anordning for' mot-
tagning med morseapparat, beviser de utallige forsøk, som
gjøres i de større mariner med alle nye' forslag paa- dett© om¬
raade'. De moderne detektorer har siaaledes likeoverfor die ældre
detektorer, kohererne, den mangel, at den strøm, som gaar gjen-
nerni dem under' almin, deilige tel ©graf eringsf o r h el d. er ytterst svak,
nemlig omkring 1 milliontedels ampere, d. v. s. saa svak at intet
relæ for tiden kan drive1? derved for telegraf eringsøiemeid.

Men paa den anden side- har de moderne detektorer1 den
-store fordel, at de er betydelig ømfindtligere og paaliteligere
end kohererne, og den første egenskap bevirker da, at statio-
nerne® rækkevidd© betydelig forøke®, hvilket er en saa stor
fordel, at man har giit -slip paa fordelen ved at benytte morsie-
* appar atet.

Der er imidlertid viss© tilfælder, hvor' mottagning med tele¬
fon ikke sir sekker! til, idet telegraferingshastigheten er saa stor,
-at telegrafisten ikke kan skjelne de enkelt© tegn fra hinandlen .

110

Mottagning pr. telefon kan nemlig vanskelig driveis op i
mere end 3 b — 40 ord) pr. minut, hvert ord1 regnet' med 5 bok¬
staver (f. eks. Parisi) ; men diette er ogsaa en storartet præsta-
tion. Telegrafisterne paa transatl an ter ne paastaar, at de i for¬
bindelse med de amerikanske sitationer ofte' maa benytte denne
telegraf eringsh astigh et .

Naar derfor telefonmottagning' ikke strækker til, og morse-
apparat med1 relæ overhodet ikke kan benyttes, maa man betjene
sig av andre midler.

Det almindeligste mottager apparat for hurtigtelegrafering-
er da det fotografiske skri veap parat.

Fig. 4. Morseskrift med Ponlsens fotografiske mottager.

Dettei er vel kjendt fra linjetelegrafiem, og har været be¬
nyttet der i mange aar ; men det har1 faat en særlig utstrakt .
anvendelse i de senere aar i radio telegrafi en og benyttes nu
saavel i Marconis som i Teilefunkens og Poulsens systemer.

Alle systemers fotografiske skrivere er basert paa det samme
princip og er praktisk talt alle omtrent like. godei og brukbare.

Apparatet besitaar av et traadgalvano meter med fotografi¬
apparat. medl lyskilde, hvor filmen eller platen beistaar av et.
langt, smalt præparert papirbaand.

De svake Vekseistr ømmer , siom de elektromagnetisk© bølger
frembringer i luftnettet, passerer bølge in dik atore n og likerettes-

111

i denne og passerer emdvidere enten direkte eller indirekte den
tynde metaltraad i galva.no m et r et . Denne bøieis derved til
siden paa grundi av den sterk© magnetiske kraft', som virker
paa den ; og da den er saaledes belyst, at dens1 skygge falder
paa papirbaandet, vil denne skygge flytte® tilsiden, hver gang
traaden bøies til siden ved' de ankommende strømmer. Diette
foregaar da i kortere eller længere perioder som punkt og strek,
eftersom tegnene er, og disise vil paa. denne maate bli fotografert
paa papir sitrimlen.

Elf ter belysningen passerer papirbaandet de1 nødvendige
fremkaldelsesivæisker og kommer færdig frem i lyset..

Eh del saadannie strimler er vist i fig. 4.

Icndon.

n.eunten mal

te legramme au s c ås ab lan c a melden dass d l e . l a
der uié ebuSé ® adr a Re s c k ans.ae ss 1 é en staei?. e

sick erkotdn hafesn. die &urg des

Kalifen yor\

me s i u j a is t yoo den aufstaendiscken é ep lu e nd e r t

i? or aen er se is st wur d.e éetoetet

in marrasesek

herr sekt lefchaf te u nr uke

-yorhin stoerung an der antenne

‘ u H t 8. te te p konl sek å nr u f & n

■

Fig. 5. Telegram mottat med Hovlands apparat.

Av foretagne forsøk ser det ut, som om Valdemar Poulsen
har opnaadd den største hastighet, nemlig 300 ord pr. minut.

Dette skyldes særlig hans fortrinlig© avsendersysteim med
de udæmpede bølger, der tillater en meget stor hastighet.

En anden mottagningsimetode for hurtigtelegrafering ind-
føres i disis© dag er1 av M ar conisel skap et . Det er mottagning veid
hjælp av grammofon eller fonograf. Dette er imidlertid ingen
ganske ny metode, idet der fra før foreligger flere apparater til
dette bruk for linj ©telefonering. Marconi har imidlertid med
heldi overført denne opfmdelse til radiotelegrafiens' omraade.

Han lar signalerne først passere et forsterkningsapparat og
indregistrerer dem derfra paa en fonografplate eller vals©'.

Denne kan da senere sættesi i en anden fonograf og avrulles
med langsom; hastighet, saaledes at signalerne kan nedskrives
paa blanketterne.

112

Til slut skal vises et telegram (fig» 5), som, er mottat direkte
i typeskrift med ty petry k apparat er eiter mit system ved for-
søkstelegrafering imellem Nauen og Berlin .

I -en senere artikel vil systemet bli ganske' kort forklart.

(Forts ætt, es) .

Det amerikanske stinkdyr.

Av 6. 0. Lien.

Dier findel neppe noiget dyr som er blit mere misik j endt og
mere mishandlet end den amerikanske' skunk eller stinkdyr j
(M ei p h i t i si mephitica). Det almindelige folks uvidenhet j
om dyrets natur og levesæt, i forbindelse med kaat ødielæggelsøs- j
lyst, er gaat ut over diette dyr mere* end over noget andet, fordi
det ikke som de fleste andre dyr kan undgaa sine, forfølgere ved
hastig flugt, men er henvist tiil at forsvare sig ved en særegen
stinkende væske som det utsprøiter av gatsækkene, naar det !
forfølges og* ser sig i fare. Set paa, litt avstand ser en, skunk
ikke større ut end1 en kat, men dens krop er1 tætbygget og tung
i forhold til dens størrelse. I form og skabelon ligner den
bjørnen, med undtagelse av at den har en busket hale. Farven
er glinsende sorti med to hvite striper1 langs med ryggen. Disse
hvite striper varierer meget', og i pels verkh an delen sorteres skin-
diene i forhold: til stripemes størrelse; de. benævnøs1 somi bred- |
stripet, sm.alstripet, langstripet, kortstripet og helt. sort.. Under
forarbeidelsen av dette slags pelsverk skjæres, de hvite striper
næsten alt, id ut av skindet, og prisen paa et skunk eskind blir
saaledes i forhold til stripemes bredde1 og længdfe. De sorte 1
skunkeskind ■ er de dyreste og opnaar nu for1 tiden en pris av i
omkring fire dollars. Der utskibesi nu hvert aar tusdndvis av
skunkskind fra Amerika til markedet, i London, og landet har ,
saaledes aarlig .a, ars en indtægt av sine skunkdyr som gaar op
til millioner. Dia jeg i aaret 1869 første gang besøkte Amerika
og færdeides blandt alle slags hverdagsmenn esker , hørte j eig alt, id
den samme historie, naar1 der var tale om skunk dyret. Den og I
den hadde dræpt en skunk; man hadde hjulpet hunden med
at faa avlivet en skunk, og saaledes gik det i det uendelige.
Man dræpte skunken naarsomhelst og hvorsomhelst man kunde

113

fa-a tak i den, o g det hørtes ut som om man satt© en slags- ære
i dette myrderi . Men trods alt har skunk dyret- holdt sig ganske
godt oppe like: til de sidiste a-ar, dia det er begyndt- at- tyndeis
ut paa grund av den, store efter strak else dør nu drives i vid
utstrækning paa grund av skindlets kostbarhet. Det ameri¬
kanske stinkdyr hører til miaarenes gruppe og lever næisten
utelukkende av animalsk føde. Om vaaren i mars ma-aned, naar
skunken kommer ut av sit vinterhi, tar den til føde hvadsom-
helst avfald den kan fin de. Men saasnart marken blir bar, ga ar
den paa jagt efter mu-s og alle slags insekter, som vedl vaar-

Det nordamerikanske stinkdyr (Mepbitis mephitica).

Fotografi efter et utstoppet eksemplar i Bergens musenm, skjænket av

konsul Chr. Børs.

varmen lokkes frem fra sine skjulesteder. I mai og juni har
de fugler som bygger sine reder paa marken en farlig fiende i
skunken, og deti hænder da. ikke saa, sjelden, at- den forgriper sig
paa farmernes høns, som har lagt sig ute i græsiset for 4t utruge
sine egg. Skunken gjør paa den maate ikke saa liten skade.
Men bortset fra dette spiller skunken en ganske betydelig rolle
i naturens husholdning. Som- bekjendt har Amerika en ganske
betydelig overflod a-v grashopper. Foruten de saakaldte „Rocky-
mount-ain grasshoppers^ , der kommer sværmende til visse tider,
findes der en hel del anidrei græshopper som er tilst-ede hvert
aar og som er saa talrike, at var det ikke for skunk, kraaker og

114

præriehøns, vild© disse sikkerlig bli ©n landeplage. Den, som
har tat broderparten av all© disise græshopper ©r skunken., og
det kan bli et spørlsmiaal om der ikke vil indtræd© ©t misforhold
heri, nu dia dens antal er blit saa forminsket. I august, sep¬
tember og oktober lever skunken, saavidt jeg har været istand
til at findei, bare paia, insekter.

J eg har nøie undersøkt dens ekskrementer og fundeit at de
utelukkende bestaa, r av resterne av græshopper, blandet med
rester av enkelte andre insekter, men hovedmassen har altid
været græshopper. Diet er interessant at iagtta skunken© liv,
n-aar den om sommeren lever bare piaa, insekter. Om dagen lig- j
ger den stille og har da opsøkt sig et eller andet kjølig sted
i skyggen av et træ, hvor dein hvileir ut efter nattens arbeide.
Græshopperne findes altid ; størst mængde langs med kantene
av de store akervidder og paa marker, hvor grælssét er avslaat,
og slike steder forstaar skunken altid at linde. Ved solned¬
gang eller siaa snart luften avkjøles noget om aftenen kryper
græshopperne ned i græsiset, hvor de graver sig ind i det morads
som altid findes nærmest marken, for at beskytte sig mot natte- I
kuldien. Dette har skunken saa god greie paa at den snart
indfinder sig og paabegynder sit arbeide med at fange og æte
græshopper uavbrutt hele natten igjennom, ifald den ikke; paa
en eller anden maate blir forstyrret. Dens fine og spisis© næse
staar nu stadig ned i marken, rumpen ligger1 flat bakover og
labbene brukes flittig i moradset. Har en græshoppe gravet sig
dypt ned, trækkes den op med dens forholdsvis lange og halvt
krumme klør. Under sin virksomhet lar skunken sig ikke siaa, ;
lettelig forstyrre hverken av dyr eller mennesker, med mindre
de kommer den ganske ind paa livet. J eig; har1 saaledeis flere
gang© iagttat ulver som har holdt sig omkring den og ganske i ;
dens nærhet, uten ai den tilsynelatende har latt sig forstyrre, mein
ganske ugeinert drevet paa med sit. Men saa snart den synte© i
at ulven kom den for nær, skjøt dein med1 en gang ryggen i
veiret, den buskede hale stod ret op, og den var f ærdig til at j
bruke siti batteri om det skulde behøves. Men ulven er heller
ikke saa dum, den vet nok hvor langt den kan gaa. Aldrig saa .
snart som skunken har gjort sig f ærdig til at motta den, kaster
ulven sig neid paa alle fire og blir liggende aldeles ubevægelig. 1
Men skunken som altid1 har det travelt med at proppe, sig med

115

gr æ shopper kan ikke vente paa slikt, men maa atter slaa halen
ned1 og begyn.de meld sit arbeide igjen, mens den fnle og ind-
marige ulv ligger i ro og mak og betragter alle dens bevægel-
ser. Det synes som om skunken er et. nok saa forstandig dyr.
Angripes den enten av mennesker, hunder eller hvadsomheilsit,
saa ødsler den aldrig medl sit forsvarsmateriale (den stinkende
væske), men utkaster det i doser som staar i forhold til situa-
tionens alvor og farlighet. Jeg har siet hunder, som blot har
glæfset efter den uten at faa tak, har faat en liten doisisi bare
stor nok til at gi dem eti begrep om medicinensi kraft og virk¬
ning. Derimot, hvis en hund tar et grep paa en skunk, er den
rask som et lyn til at snu sin krop saaledes at den med fuld
kraft kan sætte sit skyts like i hundens fjæs, og det hjælper da
ikke hvor opirret og sint hunden er, den maa slippe taket.
Efter et slikt traktement blir en hund delvis blind i 3 å 4 døgn.
Jeg hadde selv en hund i Amerika som var ganske ualmindelig
stivsindet av sig, og det var ikke længe imellom hver gang den
var parfumert og gik med em graa sky over ørnene. Det vaa-
ben som naturen har git skunken bestaar av to. blærer eller
sækker, der er av størrelse som et kraakeegg og sitter1 in der st
ved roten av halen, saa det er ikke viderei synlig fra utsiden.
Disse sækker, som staar i forbindelse med stinkkj ertlerne, inde-
. holder en gul oljeagtig væske som, naar den av dyret sprøiteis
ut i luften, avgir en saa, sterk og uutholdelig lugt, at mange
mennesker ikke kan taale den, men maa kaste op. Og dog paa-
staas det av mange trappers at skunklugten har helbredet
mange mennesker for visise slags brystsygdomme. Hvor megern
sandhet der kan være i dette tør jeg ikke ha nogen mening om.
Men i alle: de aar jeg var trapper i det nordlige Minnesota blev
jeg ofte parfumert av skunk, især i førstningen, inden jeg lærte
at behandle den paa, rette, maate. Men selv efter den sværesite
indaamding av skunk- essens, følte jeg mig ikke det mindste uvel.
Tvertimot syntes jeg at jeg aandet lettere.

Til at være et rovdyr, saa, er den amerikanske skunk baade
godmodig og forstandig. Kommer den i en saks, saa gir den
ingen lugt fra sig, medmindre der kommer et andet levende
væsem i dens nærhet, saa den, blir ræd og frygter for livet. Em
trapper som forstaar sin forretning kan i de fleste tilfæide baade
dræpe og flaa en skunk, uten at besværes det aller mimdiste av

116

1 uglen.. Dersom en skunk sitter fast i en saks, og man uten

være sikker paa at bli en skyteskive for dems lugtebatteri.
Men hvis man derimot nærmer sig djen meget langsomt ved at

gaa, frem og tilbake likesom i sik sak og for hver tørn komme

den litt nærmer, er det ingen sak at komme den paa nogen faa
alens avstand uten at bli beskutt. Den vil da holde sig ganske
rolig, og man kan da ta godt sigte med en fm rifle og skyte
av n akkevirvel en tæt bak ved, hodet, og dyret dør øieblikkelig
uten at gi den ringeste In gt fra sig. Er man da, forsigtig naar
man tar skindet av, saa man ikke klemmer paa eller skjærer
hul paa gatsækkene, har man et skind som er aldeles uten lugt
av skunk-øsisens . Paa de steder hvor terrænget er meget ujevnt,
saasom langs med elver og lignende, lar det sig ikke altid gjøre
at faa dræpt skunken uten at den gir lugt fra sig. I slike til-
fælder kan man, hvis, der findes aapent vand i nærheten, ta hele
dyret og holde det under våndet nogen minutter, og ifald der
er kommet noget av lugtestoffet paa pelsen vil det flyte op like-

en hel mængde smaa jordhauger, som, er opkastet av muldvarp.

hopper, og efterhvert som nættern© blir lange og kolde utover
høsten samler græshopperne sig mer og mer om disset, hvor de
holdjer til i kolde nætter. Men skunken forstaar sin forretning.

D'en følger med og vedblir med sin utryddelseskrig like til sen- |

høstes, da alting fryser op. Om man nu kunde se den store

mængde av græshopper som et enkelt skunkdyr fortærer fra den

begynder i august maaned og til den slutter senhøstes, skulde
man visselig forbauses. I græsihoppetiden bryr den sig øien-
synlig ikke om anden føde, for jeg har mangen gang set at den
har gravet op musereder og bitt. ung erne- ihjel uten at. fortære
dem, saa den gjør sin nytte paa to maater samtidig. Under
gr æshoppeti den lægger skunk dyr et paa sig en hel mængde fett.
Dette fettlag, som ligger nærmest under skindet, kan, ha: en
tykkelse av 1/4 til 2 tommer.

Profeissionedlei trapper s brnker ofte at smelte oljen ut av
dette fett og s selger den paa apotekene, hvor den betales med

40' cents pr. point. Et almindelig skunkdyr kan bringe olje for

117

omkring 80 cents. Senhøstes naar dert kol de veir sætter ind for
alvor, lægger skunkdyret sig ind i sit vinterhi, som nødvendig¬
vis bestaar av to’ rum med en liten gang imellem. Dert. ene
rum benyttes til soveværelse, mens det andet kun benyttes til
,,W. C.“ Hundiyremei og unger av sidste kuld samler sig meget
ofte i smaa flokker paa en 6, 8 eller 10' stykker og lægger sig
sammen i et og samme hi. De voksne han dyr vil derimot for
det meste gaa enkeltvis og opsøke sig sin vinterbolig. I godt
veir kan de sidste' ta sig en t.ur utenom hiet, selv om det er midt
paa vinteren, mein dei passer altid paa .at gaa ind igjen inden
styggeveiret kommer. I slutten av februar og begyndelsem av
mars gaar alle voksne handyr for alvor ut av hiet og vanker
da stadig omkring paa frierføtter. Tiltrodlst for sin vraltende-
og langsomme gang kan dyret paa denne tid tilbakelægge utro¬
lige distanser paa én nat. Disse vandredyr opsøker hvert eneste
hi som, findes, og der kan da ofte opstaa ret blodige slagsmaal
om herredømmet. I mai og juni f ødes ungernø, og en skunke-
mor kan ha fra 6 til 10 unger og stundom flere. Ungerne føl¬
ger moderen en tid, men det' varer ikke længe inden. dei selv er
istand til at ta vare paa musereder og gjøre sig tilgode med
nyfødte museunger. I de sidste aar har man begyndt med skunk-
farmer i Amerika og det paastaas at de betaler sig godt, naar
man først faar ordnet dem paa den rette maate. Til en saadan
farm, behøve® nu først og fremst et gjerde av staaltraadnet, der
er fæstet til en stenmur som mindst maa, gaa en fot ned i jor¬
den, for ellers vil dyrene grave sig ut under gjerdet. Skunk-
dyrene er ikke flinke; til at hoppe eller klyve op, men allikevel
er det nødvendig at den øverste kant av gjerdet er bøiet noget
indover, saaledes at dyret om det klyver op møter motstand og
ikke kan komme over kanten. Jo større en slik indhegning er,
desto bedre. En altfor snever indhegning duer ikke, da dyrene
vantrives og resultatet blir derefter. Skunkdyrene lar sig let
tæmme og blir snart fortrolig med den som passer dem,, siaa han
uten vanskelighet kan færdeis iblandt dem uten at parfumeres.
Forreisten har man nu paa de mioderne skunkfarmer i Amerika
begyndt at skjære bort lugtøapparatet paa hvert skunk dyr, saa
lugtepnoblemet er snart løst. Dyrene er ogsaa snare til at
vænnø sig til næistøn al slags føde. Man føder dem med sur
melk og kjødavfald av alle slags. Man maa ogsaa indreftei simaa

118

huser for deimu paa marken uten gulv. Skunken vil selv sørge
for at indrette huset eiter behag, bare den har noget tørt høi
og tør muld jord. I ynglatidem maa hundyrene bli skilt fra de
andre', saa at hvert hundyr faar et hu® og en liten indhegning
for sig selv, da erfaring har vist at de paa døn tid ikke taialer
den miindste forstyrrelse, men maa ha fuldkommen ro. I januar
maaned er skunkskindet paa diet bedste, og da foregaar slagt-
ningen. Oljen benytte®. Den er en meget fin olje, som paa
mange maater benyttes i medicinen. Trapper s paa Labrador-
kysten paastaar at den er den bedste medicin for gigtsmerter.
Den smørres utenpaa det syke sted som maa cp hetes saa mieget
en kan taale. Jeg har selv prøvt diet, saa jeg vet der er megen
sandhet i dette. Til avlsdyr har man paa disse farmer' søkt saa
meget som mulig at faa, fat i den sorte skunk. De forskjellige
arter av skunk findeis blandet overalt i Amerika, men de fleste
sorte dyr har man paatruffet i Colorado, N ehraska, Kansas og
egnene deromkring. Bredstriperne synes at findes mest i de
østlige' stater, mens smalstriperne er hyppigst i de nordvestlige
stater og britiske provinser av Kanada. Foruten disse her
nævnte arter findes der i de sydlige' stater en liten skunk, som
almindelig ga ar under navnet „Civet Cat“ . Den er ikke stripet,
men har istedet nogen hvite flekker langs med ryggen.

Eksisterer der en nordlyslyd?

Av cand. real. John Oxaal.

Nordlyset eller pol ar lyset har fra de ældste tider ved sin
forvovne og overgivne lek i polarnatten fanget mienneskenes sind
og tvunget dem til at studere og utforske det. Naar det nu
lykkes vidlenskapen at underlægge sig ogsa-a nordlyset, siaa staar
der dog tilbake visse ledsagende fænomemer, som trodiser al eksakt
forskning. Jeg t senker her særlig paa et f sen omen, som fra
gammel tid har været et stridsemne og hvor meningerne har
staat saa skarpt mot hinandem, som; overhodet mulig inden
naturvi denskabelig forskning .

Det er: Ledsages sterke nordlys av noget lydfænomen?
Hvordan er denne lyd, og under hvilke forhold optrær den?
Beretninger om en sterk knitrende eller sprakende lyd,, der mer-

119

kes ved sterke, flammende nordlys er talrike, men s-aavidt vites,
er saadan lyd ikke no-gem gang iagttat ved det ekspedit-ioner,
der har været utisendt for spee i elt at studere nordlys, om der
end gis- ikke saa faa beretninger om andre vi den sk apismænd,
der mener at ha iagttat den.

Sophus Tromholt foretok i en lang aarrække systematiiske
optegnetser vedrørende nordlys, og i ældre aarganger av „Na-
turen“ fins talrike beretninger fra hans haand ; men ua-gtet
han speeielt hadde sin opmerksomibet henvendt paa, spør smaa let
om nordlyslyden førte hans undersøkelse® ikke til n-o-get positivt
resultat. Heller ikke Haakonsion-Hansien, dier i Trondlij em med
stor omhyggelighet foretok lignende optegnelser, hørte no-gen-
gang sa-adan lyd. Dog ma,a det, bemerkes-, at forholde-nei i en
by ikke er gunstige for den s-lags- observatdoner.

Inden den store- alimenhet raa-der der dog em sterk tro paa,
at en saadan lyd virkelig eksisterer, og hvor1 utbredt, denne tro
i virkeligheten er fremgaar bl. a. av en opsat-s i „ Naturen a for
1892, S-. 256. Ifølge denne utsendte Sophus Tromholt i 1885
til en mængdei interesserte i alle egne- av landet forespørsler
angaaende nordlys og bl. a. ogsaa angaaende nordlyslyden. Av
de 143 besvarelser han mottok mener meddelerne i ikke- mindre
end de 56 (36 pot.) selv at ha hørt nordlyslyden.

Det er eit ikkei ringe- ant-al videnskapsmænd, de-r i a-arene®
løp har b-eskj æ-f tiget sig med dette- spørismaal, o-g da undiersiøkel-
s-erne i de fleste tiilfælder har1 git- et negativt- resultat er det ikke
underlig, at man har stillet sig skeptisk overfor de talrike
beretninger om nordlyslyd, der oftest har skrevet sig fra, læg-
mænd. Man maa jo erindre-, at nordlys er av de fænomener, der i
høieste grad formaar at- sætte menneskenies fantasi i be-væ-gelse.
Unde-r indflydelse av det mæ-gtig betagendiei syn av et herlig flam¬
mende, sterkt skiftende- nordlys, der spiller i de vakreste bla-a-
lige, rødlige, grønne og violette farver, mens straalebundter
plud-selig skyter’ ut og forsvinder, kan der ha gjort sig et psyko¬
logisk moment saa sterkt- gjældendø, a-t man mener a-t- ha
iagttat en ledsagende knitren eller lignende- lyd. Ut fra en
saadan betragtning er det forklarlig, at man har kunnet- dra
i tvil beretninger fra videnskabsmænd, der ellers har vist sig
som skar pø og nøgterne iagtitagere-, og at- man har stillet sig
tvilende eller avventende likeoverfor det hele fænom-en.

120

Under disse forhold mener jeg a,t. enhver uhildet, iagttagelse
kan ha sin betydning, og jeg vil derfor meddele følgende:

Paa. en reise i det nordligste Finland høsten 1911 opholdt
jeg mig nogen tid 2 — 3 mil syd for Enaresjø. Den 10de oktober
om aftenen kom jeg tilbake , til kojen etter dagens, arbeide,
og mens mine ledsagende1 finner tilberedtei aftensmaten, stod jeg
og betragtet det skjønneste. nordlys, jeg nogensinde. har set.
Flere paralletei baand, snart, to, snart, tre, der snart løp sam¬
men og snart igjen skiltes fra hinanden, strakte sig tvers over
himmellen fra vest, gjennom zenith og neid i øst.. De befandt
sig i en stadig bølgende bevægelse, der et øieblik var langsom,
mens de saia igjen i næste øieblik kunde være i dien heftigste
viftende eller flagrende bevægelse, mens srnaa straalebundter
skjøt ut til siden og igjen tapte sig.

Baandene var paa den mot nord ven den de side rødlig violet
farvet., mens den mot syd vend ende side snart var blaalig grøn,
snart, gullig grøn. Denne farveveksel gjentok sig for hvert baand.

Efterhvert tapte nordlyset sig i styrke, og jeg satte mig ned
og tok fat paa mit aftensuiaaltid. En stund efter, jeg kan deis-
værre ikke angi tidspunktet nøiagtig, hørtes i nord. en eiendom¬
melig jevnt vedholdende brakende eller buldrende lyd, ikkei ulik
en fjern avdæmpet torden; den var siaa. karakt eristisk, at jeg
sprang op for1 at se hvad kun.de være paafærde. Nordlyset. st.od
da som en bue i nord. Det slog mig øieblikkelig, at dette
maatte være den meget, omtalte mysteriøse nordlyslyd, og jeg
spurte derfor, for at være: sikker i min ,sak, mine to ledsagere
om lyden skrev siig fra nordlyset. Herpaa svarte de bejaende
og fortsatte med sit., som om denne ting aabenbart var dem en
vel kjendt foreteelse.

Man kan søke at tilskrive denne lyd andre aarsaker, men
forklaringen vil ikke falde naturlig. Luften var stille, saa, der
kan ikke ha været suisen inde i skogen, heller ikke. braken av
faldende trær. Der var 5 mil i nord og 5 mil i syd og 2 mil
i NO til nærmeste beboede sted og postveien gik mil undav.
Mennesker færdedes heller ikke. der paa nattetid i vinterkulden.
Der randt en elv forbi vor leir i syd. Lyden fra dennei hørtes
stadig, men den var jevn og vedholdende, og hadde* en anden
karakter.

Jeg har skrevet til bergmester Wænerberg i Thule vest for

121

En ane sj ø med forespørsel om han kj endte noget til disse ting.
Han han i en lang aarrække, mindst 30 aar, gjort meteorologiske
ohservationer fon det finske meteorologiske institut og en en
meget omhyggelig iagttagen. Han sendte mig følgende svan :

„Den 10 — 101 — 11 hade vi hån ett rnycket fint flammande
Norrlys ofver Z. och hela himlavalfvet. Men på Manken fore¬
kom det då icke hån. Det år nån N orr lyset sånker s-ig långs
Marken i Skog och Mark som det han ljud med sig och fr åsen
eller su son som ein Eldsilåga,. Jag han 4ra gånger under 34 år
observerat detta ljud hån och gifvit rapport till åtskilliga obser¬
vatoren då åt Herr Tromholt åfvøn. “

Avstanden mellem mit opholdssted og Thule er 60' — 65 km . >
sa.a der en jo i og for sig intet usandsynlig i, at lyden kan være
hørt det ene sted og ikke diet andet, Hvad man imidlertid
specielt bør lægge merke til er at denne nøgterne mjand ogsaa
mener at ha hørt lyden ; men den er aabenbart efter hans ohser-
vationen meget sjelden.

Jeg vil videre gjøne opmerksom paa, at da nordlyset van
paa det sterkeste, miensi det. flammet og flimret og spillet i de
stenke farver, hørtes ingen lyd.

Et andlet fænomen, som jeg iagttok samtidig, skal ogsaa
nævnes hen, da det muligens staar i forbindelse med den
observerede lyd. Som nævnt avtok nordlyset litt efter litt i
styrke. Den bølgende bevagelse blev samtidig svakere, kon-
turerne utviskedeis og lysningen blev jevnere. Himmelen var
føn nordlysets optræden ganske klan. Efter en tids forløp van
der nær zemith, hvor nordlyset stod, en let skydanneilsø, som
efterhivert blev sterkere. Overgangen, der1 syntes, ganske jevn,
van r et eiendommelig at iagtta, og paa et visst tidspunkt, syntes
det vanskelig at avgjøre, hvorvidt den svake lysning skrev sig
fra. den sidste hendøende reist av nordlyset eller den var betinget
av de fine lette nydannede fjær sky er.

Efter prof . Størmers maalinger er nordlysets g j ennemsnit-
lige høide ca. 150' km, over jordoverflaten, altsaa, langt større
end den maksimale høide, hvortil de lette cirrmsskyer naar.
Er dfer altsaa virkelig en forbindelse mellem nordlyset og den
omtalte skydannelse, har nordlyset i dette tilfælde naaddi langt
dypere ned i atmosfæren end vanligvis tilfældiet er, og muligens

122

er det kun under siaadamne forholdi, at vi faar anledning til at
høre noget ly dfæ nomen ledsagende. nordlyset. Hermed' stemmer
jo ogsaa bergmester Wæmerbergs observatiom, a,t det er „naar
nordlyset sæmker sig langs marken, at det fører lyd med sig“ .

Jeg har set ig j emnem en, hel del tidligere arbeider om nord¬
lys for at findei hvad der er av gamle meddelelser' om nordlys-'
lyden, og skal nævne noget av det jeg har fundet her1.

Jeg nævntø før en notis fra 1892 i „Naiuren“ om de besva¬
relser som Tromholt hadde, faat angaaende denne, nordlyslyd.
Henne notis fremkom som følge av en diskussion i Chicago-
bladeti „Skand.inavien“ høsten 1892. Flere personer hadde der
med bestemthet erklæret at. ha hørt. lyden selv, mens andre igjen
benegtet dens eksistens. Ogsaa i flere andre gamle aargamger
av „Naturen“ frnder man meddelelser om nordlyslyden., saaledes
i 1880, 1883 og 1885.

Tromholt/is store katalog over nordlys iagttagne i Norge
indtil 1878 (u tg, it av observator Schroeter) har flere beretninger
om disse ting. Den ældste og forøvrig litt usikre beretning er
Absalon Pedersisøns fra dec. 1563. Denne beretning er saa
morsom, at jeg vil gjenta den. her:

„Noch vdi fiord lit for Juel saag ieg vdi luchten denne
syn, huilken som sikede, da klocken var slagen halff otte oc
vårede til hun var fult nie. Christern Vlff, prouist, oc en gui-
smed oc begge derisi quinner oc tienistefolk saage det, dia de
ginge aff Bybadstuffuen. Først skeen maanen klar vdi, øister,
saa opsette sig offuer maanen en sort sky oc hun syntiisi at. gaa
høgt op vdi himmelen, ligeruis som jt riiis, oc vårede en god
stund, sitrax der hoeis. -sette sig en, klar sky skinnende som en
huid lwgei, oc stode saa baade til hobe en tid lang, dier effter
som de vore forwisnede, kom «der en sort sky, som var wna-
turlig sort, mod skyer si nature, huilken som [hav die?] andrei ad¬
skillige trefler oc palter med sig paa alle1 sider, hun kom fra
synden, oc kom til maanen, oc formørkede. honnomi saa at hand
miste sit skin saa lenge siom den vårede for honomi, der' den var
løben om, da b eg ymtes vdi himimlelen i vester røg, ild och luge
oc spit-ze, den ene imod det an, ned, saa at der gick liud oc brag
a, ff skinbarligen, og jeg spurdie. forme Christiern Vlff, huad siom
sustsede, di ieg mente, dtet hafde verit Alreiehstadiselff1), da

*) o: Møllendalselven ved Bergen.

123

snar øde hand1 mig : seer du ickø, ai det er i himmelen. Da
vore skyernø det, som siaa hasteligø løbe frem och tilbage.
Siden begyntis der andrei skyer vnder mjaanen, først sorte, der
vnder huide, oc ginge ligesom bubler oc sua, forsuantz de.“

Den 18de januar 1778' har provst Wilsei i Spydeberg ment
at høre nordlys ly den.

I den store katalog, som indeholder oplysninger om mange
tusen nordlys, er der ellers ikke mange optegnelser onn denne
lyd. Den 22dei mars 1840' har Ihle i Kaaf jord iagttat et nordlys,
som et tier hans beretning var ledsaget av en eiendommelig lyd.
Ihle var naturvidiemskapsmand og har selv git en beskrivelse av
sine iagttagelser, og denne er1 offentliggjort. Ogsaa et par gan¬
ger til i samme vinter skal Ihle ha hørt denne lyd.

Paa Oksø fyr skal der ikke mindre end 4 ganger i løpet
av 2 x/2 aar være hørt en lyd, ledsagende sterke nordlys, nemlig
7/9 1851, 19/2 og 21/4 1852 samt f4, 2 1854. Men Oksø ligger
langt ut mot havet, saa, sielv om meddelelserne er rigtiig, saa
kan de ikke tillægges nogen beviskraft, naar de er observert
fra et saa utsiat ,sted,

Sophus Tromholt, som næisten hele siti liv studertei nordlys
og samlet paa beretninger derom, har i en avhandling i Yiden-
skapsis el skap et fior1 1880' skrevet et kapitel om nordlyslyden og
har der en hel del interessante beretninger.

Etn av de interesisanteste av disse er kanske en fra, distrikts-
læge' Eollum i Altien som skriver : „Kun en gang, i november
1856 paa Beskadesi, et f j eld mellem Alten og Kautokeino, oan-
trent 1 500' over havet, tror jeg under eit overordentlig pragtfuldt
nordlys med straalende krone at have hørt' en eiendommelig,
svagt knitrende lyd paa, himlen. Min reisekammerai hørte' det
siamimet, og jeg kan erindre, at vi stansede vore skridt og talte
om denne lyd,.a

Av stor interesse er ogisaa, en længerej beretning fra, Trom¬
holt, s far, dør var „en erfaren og øvet, meteorologisk iagttager,
om hvis udsagns paalidelighed der ikke kan næreis den ringes te
tvil.“ Han mener ialt 3 ganger at ha hørt, lyden og siger selv,
a,t han er viss paa at denne lyd ikke kunde tænkes at hitrøre
fra andrei aar saker.

Følgende meddelelse fra lodis O. J. Dahle (lodls paa „ Haa¬
kon Adel;sten“ ), datert 30/3 1910, er velvilligst blit mig overlatt
av hr. profeissor Størmer :

■I

124

„ Ifølge giveiti løfta kan herved nned deles, at jeg for 8 a 9 aar j
siden, fra d/s „ Erling Jarla, bleiv øienvidne til et mierei end
almindelig interessant nordlys. Mens skibet passerte Vaags-
f jorden (litt nordienfor Harstad) saaes et sterkt nordlys i livlig
bevagelse siaa nær nedei i de lavere luftlag, at det v.ar1 netop
saavidt, at de t gik klar av skib e ts maste stopp er . Flammerne,
der vekslede i alle regnbuefarver, var ledsaget av en eiendom¬
melig lyd, præcis samme lyd som kan fremkatdas ved ati bugte
et veltørret haardt skind mellem bænderne. Lyden, dter hver¬
ken var noget fantasifoster eller forveksling av nogen anden lyd
ombord, skrev sig utvilsomt fra nordlysets beva^gelse. Jeg har
ogsaa ved en anden leilighet lagt' merke til at nordlys i hurtig
bevægelse, svævende lavt i luften har været' ledsaget av samme
lyd, som ovenfor nævnt.

Ved ovenfor nævnte anledning forekom det mig, at nord-
lysstraalerne indtok en liggende stilling, og viste sig som flere
over hinanden særskilte lag. Men sandsynligheten taler miaaske
for, at det har været en op og ned staaende straalei, hvisi neidre
spids, paa grund av sin nærhet og den stilling den indtok reit
over skibet, for os fik en liggende form, samt at de os forekom¬
mende særskilte høiere lag har været samme straales bevægelse
i de høiere luftlag siet igjennem selve nordlysistraalen nedenfra.

Den finske, fysiker Lemstrøm har skrevet et arbeide „Om
Polarljuseta . Her fins ogsaa flere beretninger, saaledeis av en
Malm fra Gøteborg, der var i Lappland i 1842. Han beskriver
et nordlys, som observertes om natten midtvinters i -f- 45' grader,
og fortæller at baandartede straaler steg op fra fjeldmiarken
mellem, ham og et nærliggende fjeld og tilføier : „Ett brusande
ljud kunna på samme gang tydeligen horas“ .

Den bekj endte parisiske ballonfarer Roll i er, der med; en led¬
sager steg op fra Paris i 1870' under beleiringen og dalte ned
paa Lifjeld i Telemarken, beretter, at han iagttok polarlys-
straaler gjennem den tynde taake og „ snart hørtes1 endog en
tone, en brusende lyd av en egen art. Efter at denne1 brusen
inden kort tid hadde hørt op merkedes en besynderlig ganske
sterk, næsten kvælende lugt av sivovl/'

Selv har Lemstrøm, efter hvad han fortæller, ikke nogen gang
hørt nordlyslyden, men siger uttrykkelig at han anser den for
sandsynlig, og dette gjentages flere steder. Saaledes fortæller

125

han om lappernesi sikre tro paa denne lyd : „De beråtta åfven,
att d© knima hora ©tt f rasande ljud, och e mod an dettia ljud
afven blifvit hort af bildiadie obsenvatorer, så måst© dessi tillvaro
ansees fullt verklig, i synnerbet vid starkt utbildade polarljus
i låg temperatur" .

I et arbeide av professor Hermann Fritz i Ziirich fra 1881
om polarlyset er der ogsaa samlet en miængde beretninger fra
nær sagt alle verdens kanter om nordlyslyd. Sier man igjennom
denne træffer man paa, mang© bekj endte mænd, endogsiaa, frem¬
ragende videnskapsmænd, som tror paa eksistensen a,v dennei lyd,
■•saaledois f. eks. prof. Hansteen. I denne bok fins ogsaa adskil¬
lige gamle norske beretninger .

Man skulde tro., at naar saa mange til dels kj endte og høit
an, seede mænd hadde avgit sia, a sikre vidnesbyrd om at dei vir¬
kelig hadde hørt lyden, saa vilde litt efter hvert al tvil falde
bort. Men dette er saa langt fra tilfældet at tvertom mango
videm sk apsm ænd, f. eks., de berømte opdagelsesreisomde Leopold
v. Buch og Alexander v. Humboldt rent ut erklærer1 det hele for
fantasi. Humboldt siger saaledets at naturfolkene' kj ender ikke
til nogen nordlyslyd, men det. er de reisende: som ha, r bragt
troen meid sig. Dette er imidlertid sikkert en misfors.taaelse, for
blandt naturfolkene er troen paa nordlyslyden særlig utbredt.
«Nordlysene er blit mer© tausie“ siger Humboldt,, «efter at man
har lært at iagttia dem nøiere“ , og det er nok mulig, for der
baves, vistnok mang© falske beretninger om nordlyslyden, særlig
de, hvor lyden menes at, være hørt samtidig med en sterk flakke, n
eller viften av nordlyset. For lyden behøver jo en visis tid for
at forplante sig.

Paa den anden sid© er det ikke altid, naar nordlyset isænker
sig ganske lavt ned mot jorden, at nordlyset høre®1.. Der1 gis
idetmdndste en mængde beretninger om nordlys, der1 ifølge iagt-
tagerneis opfatning har befundet sig1 ganske nær jorden, uten
at diss© dog ifølge beretningerne har været, ledsaget av no¬
gen lyd.

I et arbeide om nordlysets høide av Cleveland Abbe i
«Terrestrial Magneitisuri 1898 eiter es en mængde beretninger
om saadanne nordlys, der bar været, set mot et fjeld eller lig¬
nende, altsaa meget nær jorden, siaaledeis av den bekj endt© polar¬
forsker Parry. Sir William Ho, oker saa samme fænomen veid

126

Ben Nevis (S Gotland) . General Sabine iagttok et nordlys der-
var saa lavt nede., at det laa som en taake over jorden, og han
gik igjennom denne. Den bekjenidt© matematiker Gall© saa en
sky dannelse» ledsagende et nordlys, altsaa en ganske lignende
iagttagielis»©, som den jeg selv har gjort: oppe' i Finland!, og jeg
citerer Galles observation her fordi en beretning fra en saadan
mand maa tillægges siærlig stor vegt. Det synes altsaa uom¬
tvistelig, at nordlyset under viss© betingelser kan trængei ned1 i
atmosfæren i det mindst© til cirrussikyernesi høide ca.. 6000 m.

Et argument: mot polariyslyden, som man har villet tillægge-
stor vegt, er det at man har savnet enhver beretning om lyd
av sydlysi. Og unegtelig vilde det jo og være høist merkværdig
om en saadan ikke skulde eksister©!, hvis der1 virkelig fandtes
„nord;lyslyd'“ . Men nn er der, saavidt vites for første gang,
giti ©n beretning orn en saadan. Roald Amundsen skriver1 i sin
bok om Sydpolen, s. 415 følgende: „Der bevæger det sig frem¬
over igjen, har tat form av et baand og straaler i rødt og grønt.
Det. staur stille en stund, tænker paa hvilken retning det skal
silaa ind paa og saa avstod — etterfulgt av en støtvis bvislende
lyd.. Saa har da ogsaia naturen budt os: dett©' i dienn© vidunder¬
lige morgen, noget av det mest mystiske, det mest ubegripelige-
som eksisterer. Det talende sydlys.“

Mindre meddelelser.

Laurbærtræet. Laurbærtræet kan bli optil 20 m. høit og
stammen kan faa et gjennemsn.it paa 50’ — 60 cm. Den bærer en
sterkt grenet: og tætløvet krone. Barken er brunliggrøn og
veden er lysegul. Undertiden har planten mere karakteren av
en busk. De kortstilkede blade er lancetformedei, læderagtig©’
og glatte., 6 — 12 cm. lange og 2 — 5 cm. brede. Langs randen er
de bølgede, men ellers helrandede, paa oversiden glinsende, paa
undersiden matte. Blomsterne, som er smiaa. og uanselige og
sitter flere sammen i bla, dhj ørnene, er oftest enkjønnede med et
gult eller hvitt 4 -bladet blomsterdække. Hanblomsten har 8 — 12
støvb ærer© og bu nb lom sten en stø vvei, s om ve d mo dningen
utvikler en støvfrugt (ikke bær), som er mørkeblå, a, eg gf or mig
og litt mindre end et kirsebær.

Baade blade og frugt bar en sterk aromatisk, noget kamfer-
agtig smak og lugt.

127

Luurbærtræet er vidtvoksemde i Syrien. Mem kulturen er
vandret mot vest og nu dyrkes træet i hele Middelhavsomraadet
og i det sydlige Schwøiz, hvor det blomstrer i mai maaned.
Høsten bøstaar i avplukning av blad© og frugter, som begge
indeholder en æterisk olje, laurin, fet olje, stivelse o. s. v.

Av frugtene, som er officimelle, utvindes den fete olje, laur-
bærolje eller laurbærfett, derved at de friske frugter knusieis og
oljen utpresses mellem varm© plater eller ved utkokning av frug¬
tene i vand. Oljen er grøn, kornet og salveagtig. I sommer¬
varmen er den halvfl ytende og ved 40° smelter den. Den har
en sterk aromatisk lugt, som fluer og andre insekter avskyr. Den
brukes derfor til at holde slike dyr borte.. I de varme! lundes
slagtebutikker bestrykøs væggeme dermed. Den har ogsaa no gen
anvendelse i medicinen. Oljen forfalskes ved tilblamding av for¬
skjellige fettstoffer. Som handelsvare i tør tilstand er frugtene
næstem sorte og rynket og sua. store som erter.

I betydning og kvalitet staur dog frugten langt under bla¬
dene. De bruke® som et yndet krydderi i sauser og likører, i
Italien ogsaa til indpakning av sydfrugter og lakris. De gaar
i handelen i tørret og presset tilstand.

Den største del av høstein forbrukes der hvor træet dyrkes.
Det lille som kommer til Vøsteuropa, kommer fra Spanien.
Frankrike og Italien, men især over1 Triest fra. egnene omkring
Gardasj øen . I plantagerne formeres træet ved stiklinger. De
planter, som i Nordeiuropa brukes som; prydplanter utenfor ho¬
teller’ og kafeer, i tr ap peop ganger og paa terrasser, er i reglen
indførte som ældre eksemplarer i en høide av 1 — 2 m. fra bel¬
giske eller hollandske planteskoler. Dei maa overvintre frost-
frit og de maa hvert aar — helst om vaaren — beskjæres for at
faa en vakker krone.

I det gamle Grækenland var laurbær, træ et hø it anset og det
spillet der en egen rolle. D!øt, kaldtes D.aphne og var helliget
guden Apollo, som et symbol paa kraft og styrke. Det fortælles
i den græske mytologi at Apollo elsket en nymfe, Daphnei. Hun
flydde for' den forelskede gud, men da hun ikke kunde undgaa
ham, bleiv hun paa, sin bøn forvandlet til et laurbærtræ. En
laurbærkrans som hodepynt var et utmerkelseistegn for seier¬
herrene i de pythiske og andrei væddekampe, likesom grener og
kroner var sanger es og digteres tegn. Ved at tygge bladene
skulde man bli fremsynt, derfor var laurbærsfaven sandsigernes
og spaamændenes symbol. Videmskabsmanden fik laurbærkran¬
sen om sin pandle. Derav navnet Baccalaureus (egentlige Bacca-
laureatus). Hos die gamle romere plantet man træet omkring
keiserens palads og omkring templene,, idet man trodde at, de
beskyttet mot lyn. Under sit indtog i Bom var triumfatoren
pyntet med em laurbærkrans, og ved høitidelige ofringer bar pre¬
stene en saadan. Men, bruken av laurbærkransen soim et hæ-

128

deonsteign forsvamdt ikke helt med oldtiden. Den brukes tildeis
endmu, og ikke sjelden er sølvkransen paa den dødes kiste en
eftergjort laurbærkrans. M. B.

Notiser vedkommende fugletraekket ved Bergen vaaren

1912. Til veiledning for dem av „ Naturen “s læsere, som maatte
interessere sig for at anstille iagttagelser over aaretsi fugletræk,
skal jeg nedenfor levere et utdrag av mine optegnelser vedkom¬
mende vaartrækket ved Bergen i 1912.

De anførte data gjælder aarets første av mig gjort© obsierva-
tion. Flere fuglearter, saaledes vore to almindeligei svaleiartier
og viben var sikkert ankomne tidligere end die her opførte data.
Flere fugler, som stadig overvintrer ved Bergen, saaledes rød¬
strupen og solsorten, er opførte. paa dem dag en større tilvekst
i den tidligere vin terb ©stand lot formode, at et træk var an¬
kommet. Fuglene er nedenfor opført efter ankomsttiden.

Dvergfalk (Palco æsalon) 1/3

Stær (Sturnus vulgaris) 1/3

Taarnfalk (Falco tinnunculus) 2/3

Yibe (Vanellus cristatus) 17/3

Grønfinke (Chloris chloris) 19/3

Solsort (Turdus merula) 19/3

Yandrefalk (Falco peregrinus) 19/3

Bogfink (Fringilla coelebs) 27/3

Rødvingetrost (Turdus iliacus) %

Rødstrupe (Erithacus rubecula) l5/4

Linerle (Motacilla alba) 16/4

Maaltrost (Turdus musicus) 2l/4

Ringtrost (Turdus torquatus) 21/4

Graatrost (Turdus pilaris) 21/4

Grønsisken (Acanthus spinus) 21/4

Gransanger (Phylloscopus rufus) 21/4

Stendulp (Saxicola oenanthe) 22/4

Gulnæbbet irisk(Cannabinaflavirostris)27/4
Engpiplerke (Antbus pratensis) 27/4

Træpiplerke (Anthus arboreus) 27/4

Skjærpiplerke (Antbus obscurus) 27/4

Jernspurv (Accentor modularis) 28/4

Bjergfinke (Fringilla montifringilla) 28/4
Løvsanger (Phylloscopus Trochilus) 6/s

Taarnsvale (Cypselus apus) 15/5

Ladesvale (Chelidon rustica) 16/5

Taksvale (Hirundo urbica) 16/5

Sort og hvit fluesnapper (Muscicapa
atricapilla) 16/s

Yendehals (Yynx torquilla) 16/s

Buskskvætte (Pratincola ruhetra) 17/5

Graa fluesnapper (Muscicapa grisola)17/5
Gjøk (Cuculus canorus) 2o/5

Munk (Sylvia atricapilla) 22/5

Gulbuket sanger (Hypolais hypolais)25/5
Åkerrikse (Crex pratensis) 25/s

Fjeldveien (ved Sandviksfjeld)
Johanneskirken

Fjeldveien (ved Sandviksfjeld)
Nesttun (ved våndet)
Nygaardsparken
Kalfaret

Lungegaarden (saaes jage duer)
Kalfaret — Nygaardsparken
Kalfaret — Fj eldveien
Fjeldveien

Marineholmen - Nygaardsparken

Kalfaret — Fj el dveien

Fjeldveien (Sandviken)

Tvedteraas

Isdalen

Nevengaarden

Nevengaarden — Hellen

Sandviken

Hellen — Biskopshavn

Garnæs

Kobbeltvedt

Korskirken

Oldernæsset — Laksevaag
Florvaag (Askøen)

Florvaag — Erdal
•Erdal
Fjeldveien
Fjeldveien
Damsgaard
Nygaardsparken
Fj eldveien — Sandviken
Nevengaarden

0. J. Lie- Pettersen.

129

En ny forklaring til mutationer. Eor ooget over 10 aar
siden opstilliet botanikeren Hugo d el V r i e s sin nu saa kj endte
mutationsteiori, hvori han hævdøt, at nye arter1 og nyei former
fremkommer pludselig og støtvis av de gamle, ved m u t a t i o n,
og ikke — som man 1 senge hadde ment — ved en langsom, gradvis
omdannelse. De Vrieis støttet sin teori paa overordentlig om¬
fattende kulturforsøk med en plante av natlysfamilien, O e n o-
thera L a marckian a. I mere end 10 gener ationer dyrket
han denne plante i ti tusener av eksemplarer og fandt herunder
en del avvikende indiivider, mutanter, som adskilte sig fra mor-
arten i flere egenskaper, og som særlig ml merket sig ved sin
pludselig© opstaaen — uten overga, ngsstiadier.

De Vries’ mutationsteori har i delO1 aar som er gaat, spillet
en overordentlig stor rolle i diskussionem, om nye formens dan¬
nelse og fremkomst. I mange planteslegter har man fundet en
tilsvarende' pludselig dannelse av nyei former, og man har i det
hele tat anset mutationerne for et nok saa sikkert og almindelig
fænomen.

Imidlertid er de Vries’ forsøksmateriale, 0. Li a, m arcki-
a n a, i det sidstei aar blit meget indgaaende undersøkt. Man
har prøvet at findei aar saker n ei til dens, mutationsevne . No gen
forskere er kommet til det reisultat, at denne art er fremkommet
ved en krydsning mellem t,o andre arter av samme slegt, en
krydsning som maa ha fundet sted for aarhundreder tilbake, og
at mutationernei altsaa. er krydismingsavspaltninger. En anden
har fundlet en bakterie levende i en av mutanter ne og troidd, at
den var aar sak ialfald til denne ene mutant. Men ingen under¬
søkelse har kunnet gi noget sikkert resultat. Vi stod incttil nylig
like uforstaaende som for 10 aar1 siden overfor O. Lamar-
c k i a n a s eiendommielige egenskap .

Nu fremkommer den svenske botaniker H © r i b e r t - N il s-
s o n i en stor, netop puhlicert avhandling med resultaterne av
sdne undersøkelser over O. Lamarekiana. Han har1 grepet saken
meget direkte an og stillet sig det spørsmaal : Eir1 O. Liamarck-
iana en ren, udelelig art? eller med andre ord: Har all© dens
„normalea individer den samme genetiske sammens ætning, de
samme faktorkomplekser i sin© kjønseeller? Eller: Er den kan-
ske en kollektivart, som saa mange' andre varierende arter?
Svaret blir avgjørende' for den maa t,e, man kan se mutationerne
paa. Ti hvis arten bøstaar av genetisk forskjellige typer,
genotyper, saa er die 9 planter, som dannet utgangspunktet for
de Vries’ undersøkelser, meget s< audsynlig heterozygotiske indi¬
vider (da planten almindelig har krydlshestøvning). Og følgelig
vil disse individler selv efter selvheistøvning gi opspaltning i for-
skj ellige kombinationer .

Baade de Vries og andre forskere efter ham har antat O.

130

Lamarckianas variationer for reint fluktuerende og ikke arvelig
(mecl undtagelise av de sjeldne mutianter).

Heribert-Nilsson kommer til et ganske andet resultat. Han
fin d er, at O. Lamarckiama er i høi gr ad varierende, og at en
stor del av denne variation er1 arvelig. Det gjætder en hel diel
av plantens egenskaper, som, f. eks. bladnervernesi farve, blad-
farve, plantens høide, kronbladenes størrelse o. ,s. v. Saaledøs
var i hans forsøksmaterialei de fleste planter rødnervet og bare
no gen faa hadde hvite nerver; de sidste viste sig konstante,
mens de første spaltet op i 3 rødnervete : 1 hvitnervet. Fak¬
toren for rødnervefarvei spillet forøvrig en stor rolle for plantens
øvrige utseende:, og dei rødnervete planter avvek habituelt meget
fra, de hvitnervete. Ogsiaa, bladfarve, stengelhøide og andrei egen¬
skaper viste sig at bero paa arvelige faktorer. Da der tildels
var flere forskjellige faktorer for en egenskap, vil kombinations-
muligheterne ved krydsning bli temmelig mange.

Heribert-Nilsson undersøker ogsiaa flere1 av de kj endte mu-
tanter som f. eks. O. Lamarckiana gigas, 0. L. lata o. s. v.
Heller ikke disse er rene typer av bestemt konstant samimen-
sætning, slik som dlei Vrieis har mlent ; de er tvertimot hver a.v
dem „gjennemsnitstyper“ for variationsgrupper, der bestaar1 av
individer med beslegtet genetisk opbygning.

Resultatet av forfatterens undersøkelser er, at O. Liamarck¬
iana ikke er en ren enhetsiart. Den bestaiar1 av en række
krydsningskombinationer av forskjellig genetisk sammiensætning.
En stor del av dens varianter er ikke „fluktuerendea , miem vir¬
kelig arA^eligei, idet die beror paa, forandringer1 i kjønscellerues
faktorkompleks, forandringer som fremkommer ved krydsnings-
spaltninger.

Forfatterens undersøkelser er for en stor del f oreløbigie ;
men resultater ne synest at ha meget' for sig. Og hvis dlei vidiere
bekræfter sig, saa, kan vi, i ethvert fald for O. Lamarckianas
vedkommienide, opgi mutanterne som saadanne og føre dem til¬
bake til krydsningskombinationer, som i sin dannelse følger
Mendels lov. Forholder det ,siig‘ saa, da er en av grundpillerne
tat bort under mutationsbegrepet, og vi skimter den første mu¬
lighet for at, faa ført dette i sin art gaadefuldie fænomein over
paa, kjendt grund — ' til lovbestemtte krydsningsspaltninger.

Oscar Hagem.

Fra

Lederen av de norske j or dskj ælvsundersøkelser.

Jeg tillater mig herved at rette en indtrængende an*
modning til det interesserte publikum om at indsende be*
retninger om indtrufne norske jordskjælv. Det gjælder
særlig at faa rede paa, naar jordskjælvet indtraf, hvorledes
bevægelsen var, hvilke virkninger den hadde, i hvilken
retning den forplantet sig, og hvorledes det ledsagende
lydfænomen var. Enhver oplysning er imidlertid av værd
hvor ufuldstændig den end kan være. Fuldstændige spørs
maalslister til utfyldning sendes gratis ved henvendelse til
Bergens museums jordskjælvsstation. Dit kan ogsaa de
utfyldte spørsmaalslister sendes portofrit.

Bergens museums jordskjælvsstation i mai 1912.

Dr. Carl Fred. Kolderup.

Det norske Myrselskab

Hovedsæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr. — Livsvarigt Bidrag 30 Kr.

— Virker for Myrstrækningers Opdyrkning og industrielle Udnyttelse

„Meddeielser fra Det norske Iyrselskab“

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medlemmerne gratis.

Følg med i Udviklingen paa Myrsageas Omraade!

— Prøveeksemplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende —

DANSK KENNELKLUB.

Aarskonting. 4 Kr. med Organ Maanedsslcriftet Hunden frit tilsendt

Indsk. 1 Kr.

Maanedeskriftet Hunden.

Abonnem. alene 3 Kr. aarl.; Kundgjørelser opt. til billig Takst. Prøvehsefte frit |

Dansk Hundestambog. Aarlig Udstilling.

Hofman Bang, St. Strandstræde 19, København.

Den første norske Kunsthistorie.

JENS THI1S:

i det 19de Aarhundrede,

Med mange lllustrationer og Portrætter.

Værket foreligger nu komplet i 20 Hefter til en Pris af 30 Kr,

Originalbind til hele Yærket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr. 5,50, Porto 30 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

JOH. NORDAHL-O LSEN :

LUDVIG HOLBERG I BERGEN.

Med Forord af Dr. Just Bing.
Pris Kr. 1.50, Porto 10 Øre.

iohn Griegs Forlag, Bergen.

UTGIT AV BERGENS MUSEUM
REDIGERT AV JENS HOLMBOE

Mai

AUG 3 1 1927

JENS HOLMBOE: Vilhelm Storm . . . . . . . . . . .

O. J, LIE-PETTERSRN : Stæren (Sturnus vulgaris Lin) .

I. FR. SCHROETER: Professor Størmers nordlysekspedition til Bosse¬
kop vaaren 1910 . . .

MINDRE MEDDELELSER: Ozonens fysiologiske virkninger. — Tem
peratur og nedbør i Norge Januar 1913 .

Prlt 5 kr. pr. aar frit tilsendt

. -V- II-

Kemmiuloner :

John Griig *gi

Bergen Ml

Pris 5 kr. pr. aar frit tilsendt

Kommissionær

Lehman» & Stigs

r Kjøbenhavn

begynder med januar 1913 sin 37 te aargang (4de rækkes 7de
aargang) og har saaledes naadd en alder som intet andet popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

» Naturen* utgives av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holmboé.

Ved bistand av talrike ansete medarbeidere bringer >Naturen«
stadig originale artikler fra alle naturvidenskapens omraader
og indeholder desuten jevnlig oversættelser og bearbeidelser
efter de bedste utenlandske kilder.

De sidste aar har, særlig paa fysikens og kemiens omraade,
bragt en række av store opdagelser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskues. » Naturen* vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds underrettet herom og i det hele
tat om alle naturvidenskapens vig tigere fremskridt.

Desuten vil » Naturen « anse det som sin særlige opgave efter
evne at bidra til at utbrede en fyldigere kundskap om og bedre
forstaaelse av vort fædrelands rike og avvekslende natur.

I anerkjendelse av tidsskriftets almennyttige formaai har Norges
storting i de senere aar bevilget »Naturen< et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr. - - -

; » Naturen « burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,

end det hittil har hat. Der kræves ingen særlige naturviden-
skabelige forkandskaper for at kunne læse dets artikler med
fuldt utbytte. Statsunderstøttede folkebiblioteker og skole-
boksamlinger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidraget, ret til at erholde tidsskriftet for halv pris (kr. 2.50,
porto medregnet^

= ^ - ooo

> NATUREN* utkommer hver maaned med et hefte paa mindst
2 ark (32 sider) og koster 5 kr. pr. aar, frit tilsendt.

> NATUREN* bør helst bestilles gjennem postvæsenet eller i
ubetalt brev merket >avissak* til » Naturens ekspedition , Bergen «,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen. '

Nat til 19de mai døde i Trondhjem konservator ved diet
kgl. norske V idemsk apsselsk ap® zoologiske samlinger Vilhelm
F ei r dl i n a n d Joh a, n, S' t o r m.

I over 57 aar, like fra januar 1856, har han staat i aktiv
tjeneiste ved det samme miuseum, hvad der visitnok er uten side¬
stykke' veid de norske naturhistoriske museer.

Gamle konservator Storm hørte til de mennesker, over1 hvis
hoder aartierne ruller hen uten tilsynelatende at forandre dem.
Saa langt og saa længe hans kræfter rak — og Storms kræfter
holdt længe. ut — var han altid den samme: helt og holdlent
optati av den f onskerg j erning som i ungdommen hadde fanget
hans brændemde interesse., altid beriedvillighetem selv, naar man
søkte ham for at ny de godt av hans kundskaper og erfaring.

Storm var født i Arendal 28de septbr. 1835, men var bare
2 aar gammel da hans far, som var prest, blev forflyttet til
Trondhjem. Som ganske ung, i begyndelsien av 1850-aarene,
opholdt han sig to aar i Kristiania med stipendium fra Vidien-
skapsiselskapet for at studere zoologi. Resten av sit lange liv
var han bosiat i den by, hvis. museum han hadde viet sit livs-
arbeide.

132

Mangt et skrapetræk har Storm gjort i Tfondhj eimsf j orden
og tilstøtendei farvandei i dei siidste halvhundredø a. ar, og mang©
er dl© underlig© dyref ormer han, i aarones1 løp har hentet op fra
fjorden. Trondhjemisf jorden er, ikke mindst ved, hans under¬
søkelser, blit kjendt som et a,v dei i faunistisk henseende inter-
©ssanteiste) omraader ved vor kyst. I Videnskapsiselskapets
skrifter har han offentligg j ort en lang række av avhandlinger,
hvori han meddeler resultatet av sin© skrapninger. Han, har
her fremlagt lister1 over dei dyr han har fundet i fjorden ; for¬
uten fisken© har han studert d© fleste vigtiger© grupper av hvir-
velløse dyr. Ogsaa over Trondhjems omegns fugler har han git
en fortegnelse. Især1 i dei sener© aar arbeidet' han tillikei meget
med insekter, edderkopper og tusenbein og har om disisei dyr
utgit flerei faunistiskei arbeider.

Storm var ogsaa botaniker. Han har skrevet' en „ Veiled¬
ning i Trondhjems omegns flora “ i to utgaver (1870 og 1882)
og har i en række „Notitser til Trondhjems omegnsi flora“ med¬
delt resultatet av sine botaniske undersøkelser i siemer© aar.

Slaavel om hans fauniistiskei som, floristiskei arbeider1 gjæider
det, ati d© er dei første mere' omfattende som behandler denne j
landsdels fauna og flora i sammenhæng. Dei gir1 dlen foreløbig©
orienterende oversigt over emnet, og selv om die' i mangt og ,
megeti trænger til at siuippleresi ved' fortisattei underisøkelser1, vil
dei dog altid bevar© sin, vær di som vigtige kildeskrifter. Paa
saa mange forskjellige omraader haddei Storms forskning karak¬
ter av et nyrydningsarbeiidei; derfor haddiei ingen, reti til at vente
at hans arbeider1 skulde bli uttømmende.

Trof a si t h e, t var den egenskap som fremfor alt utmerket
gamle Storm, trofasthet miot den opgave han hadde stillet sig
og mot den institution til hvilken han var knyttet. Trofast
som faa var1 han ogsaa i venskap.

Nedskr iveren herav hadde i sin skoletid oftere anledning til
at bringe Storm dyr1 og planter, som jeg ikke kj endte. Den
oprigtig© glæde han, viste, hver gang noget av interesisei var
fundet, og den imøtekommenhet, hvormed han paa sin livlige,
hjertelige maatei gav enhver oplysming, virket i høi grad op-
muntremdø til at fortsiætte at samle. Til min© bedst© mindler
fra de dage vil jeg altid regne de impulser han gav.

Jens Holmboe.

133

Stæren (Sturnus vulgaris Lin.).

Av 0. J. Lie-Pettersen.

Naar stæren i diei nordiske land, er blit saa at si alles ynd¬
ling, skyldes dette h, verken dens utseende eller dens sang.

Ganske visst er dens fjærdragt nærmere beiset r et smuk.
Dens sorte atlaskøsi klædning med det vakre f arve skimmer i
grønt og pmrpur og med de gule bremmer er igrundem baade
enkel og smakfuld.

Men hvor mange gir sig av med at reflektere herover veid
synet av den føristei stær?

Og sangen, dette underlige sammensurium av hæsie, knir¬
kende og plebrende lydpræstationer med enkelte renerei fløite-
toner indimellem, kan den taale nogen sammenligning med for
eksempel rødstrupems fine klokkerenei sølvklare f oraarssang ?

Paa ingen maate.

Og dog har disse stærens snurrigei toner1 en vidunderlig
evne, en magisk miagt- over menneskene© sind, ti de vækker1 ho©
dem vaarlængslen, haapet om lysere, og bedte tider, om sol og
varme, om spirende græs og sprættende busker, om alt diet
gjærende unge, og sprudlende friske, hvorefter vi har længtiet,
og som deti nyei foraar skal bringe o®.

Ti stæren er foraarets herold, dets forløper; derfor vækker
den glæde og haap overalt, hvor den viser sig, ved den rikeis
villa og den fattige© hytte, men kanske især1 hos alle dem siom
lider og haaper at foraaret skal bringe dem lindring og trøst.

Hvorledes' ser den saa egentlig ut, denne folkets erklæredie
yndling?

At den er sort,, det vet, jo alle. Men diet, rike farvespil i for-
aarsklædningen kan bare se© paa meget nært bold og bedjst
i foraarssolens skarpe belysning.

At fjærene har graagule bremmer har sikker ti mange over-
set, ellers vilde den ikke saa ofte, være blit, forvekslet med isiol-
sortem, som i de senere aar er paa god, vei til at bli en by- og
havefugl hos os, liksom den forlængst er blit diet næstem over¬
alt i Europa.

Nebbet er hos stæren kun i for aarsti den og den egentlige
sommertid gullig, men har dog aldrig den sterke, gule farve som

134

hos solsorten, hvis fjærdragt dleisuten er matsort og mangler det
farvespil som utmerker stærens.

Den litit tunge, samimentrykte kropsfonn, den dystre farve-
dragt og det relativt store, næsten rette! neb gir stæren en langt
større likhet med visse kraaketfugler end meid de egentlige san¬
gere, og hertil bidrar ogsaa for en del dens mere' snurrig© end
egentlig melodiøse lydpræistationer.

Stærens ankomsttid om vaaren stiller sig noget forskjellig
for de forskjellige landsdeler og er naturligvis avhængig av dø
klimatisk© forhold, som betinger næringsforholdene paa den paa-
g j ælden de lok alitet .

Mens den isaaledes paa det temmelig sneibarø Jæderen ofte
ankommer allerede tidlig i februar — - ja endog ikke sjelden over¬
vintrer der1) - — kommer den til Bergen og nærmest omliggende
distrikt er sjelden før i slutningen av denne maaned eller i de
første miarsdage.

Ifølge mine optegnelser for de sidste 12 aar er1 stær av mig
ikke blit observert ved Bergen før 26de februar (19 10'), og hoved-
trækket ankommer ifølge disse' samme optegnelser normalt om¬
kring midten eller i sidste halvdtal av mars. Trækket varer1 dog
til i det mindsitei ind i første uk© av mai, i de nordlig© landsdel©
naturligvis endnu længrei.

Éfter ankomsten av dei første stær kan forholdene ute i
naturen endnu temmelig længe holde sig røt vinterlig. Ofte er
sneen ved denne tid paa langt nær helt bortsmeltet og luften
som følge herav ganske kjølig.

Bigtignok har marssolem faat ganske godt tak i solbakken, !
saa de nyfaldne snedrys ikke mer©' faar varig fotfæiste. Men
de klare sollyse1 marsdage etterfølges, gjerne av bitende kolde
nættier, der stivner markenei og lægger et tæt rimdække over
dem, som først smelter langt' henad den følgende dag, hvorved
det tidligste insektliv i høi grad hemmes, og regnormene hindres
fra at komme op til overflaten.

x) Under et ophold paa Møgster (i den yttre skjærgaard paa Bergens-
kysten) 10de — 12te mai iaar blev det mig meddelt, at stæren der aarlig
overvintrer i ikke ringe mængde. Om nætterne og under haardt veir
pleier den da gjerne søke skjul i de tætte bevoksninger av epbeu (Hedera
helix), som dækker de lunere beliggende bergvægger. Jeg besaa flere av
disse dens vintertilholdssteder og fandt ogsaa flere par rugende der.

135

Da dette det første foraars lavere; dyreliv utgjør’ stærensi saa-
godtsom eneste fødle, vil dleft let forstaas, at dien i denne første
tid! efter -sin ankomst har adskillige vanskeligheter1 at overvinde,
før forholdene er bliit mere stabilt vaarlige og næringen mere
jevnt tilgjængelig.

I disise kol de vaarn ætter siøker stæren gjeme tilflugt i sine
gamle r eider eller under takstener, i mursprækker og1 træhuller

Fig. 1. Stær i vaardragt.

eller lignende steder, hvor den isnende1 nattetræk og den sterke
utstraaling er mindre merkbar end, utei under den tindrende
stjernehimmel, hvor desuten — ■’ særlig i de maanelyisé n ætter — ■
skoguglen just ved denne tid ivrig driver sin lydløse jagt mel-
lem, de bladløse trær og buske'.

For de sultne natlige røvere vilde stæren nemlig værie et
kjærkomment bytte, og selv ikke; dens dystre dragt vilde kunne
skjule den for uglen, s skarpe blik, om den var bl it sittende ute
i stedet for at søke ly paa de forannævnte steder.

136

Naar solen den følgende morgen er kommen saa høit, ait
den har faat smelt ert rimlaget paa takets østéidei, og1 diet damper
av de fugtige taksten, kommer stæren frem av sit nattekvarter.

Oppe paa husets varme skorstenshelle eller paa den dam¬
pende takmøning siititer den og ryster sine. fjær og ordner sin
dragt etter natten. Og naar dette er vel besørget., begynder dlein
sine eiendommelige gymnastiske øvelser, vingebevægelsei, vrid¬
ning og bøining av hode, hals og knop, løp1, hop og smaa fegt-
ninger med de nærmeste naboer, siamtidlg med at den forsøker
at avlokke sin strupe en række av disse eiendommelige lydler,
som efterhaanden former sig til hint snurrige tonefortedrag, hvori
det metodiske element saa godt som ganske synes at mangle.

Som enkelte lyspunkter fremtrlær dog av dette umelo diske
lydvirvar enkelte ganske lyse og temmelig rene fløitetoner, der
næstien forekommer os som det møisommetig tilkjæmpede reisiul-
tat av en lang række mere eller mindre mislykkede forisiøk paa
at bringe lydorganet i en nogenlunde rimelig orden.

Lytter man imidlertid opmerksom og med1 den øvede iagt-
tagers skjærpediei øre, vil man maaske overraskesi ved midt. inde
mellem alle disse latterlige mislyd at høre virkelig mielodisike
. avsnit, der dog oftest foredrages saa svakt og saa sløret av bi-
toner, at der kræves adskillig opmerksomhet for at faa rigtig
tak i dem.

Det er av kyndige iagttagere forlængst blit erkjendti, at
stærens egentlige begavelse ligger i retning av imitationen, og
det er ogsaa nærværende forfatters erfaring at den er en imiita-
tionsikunstner av høi rang, ja at den i denne henseende neppe
overgaas av nogen anden nordisk fugl.

Er stæren først rigtig kommen paa glid med sine tone-
præstationer, er den naadd til den grad' av ekstase, der saa tyde¬
lig gir sig tiilkjendei gjennem. dens komiske' kropsbevægelser, kan
den gi en række humoristisk tildigtede „erindringsbilledera , som
maaske dog kun kan værdsættes efter fortjeneste' av den, hvis
øre er fuldt fortrolig med de forskjellige fuglearters sange og
lydisprog, mein siom i virkeligheten fastslaar stærens1 talent som
en meget fr emr akende sangimitatør.

Det tar maaske en tid1 før man rigtig faar tak i disisiei eien-
dommielige tonebilledier, og det vil maaske bedst lykkes at op-
fatte dem under omstændigheter og i forhold, der er forskjellig
fra dem hvori vi daglig lever.

137

Jeg erindrer' saalødes, at jeg selv først' blev rigtig klar hier-
over, dia, jeg under et ophold paa Jæderen hørte lerkens og vibens
stemmer gjengit av en stær, s,aa skuffende, a,t' jeg til at begynde
med var sikker paa, at jeg virkelig hørte diei to næivnte fugler.
Særlig blev vibens bekj endte „Kii-witt!“ indtil de miindste detal¬
jer i betoning og klangfarve gjengit, paa. en aldeles glimrende
maate.

Men saa maia det rigtignok ogsaa, erindres, at viben og
stæren paa Jæderen lever og færdes saa, meget sammen paa mark
og myr siom intet andet sted i vort land. Begge ankommer de
omtrent samtidig, begge færdøs diei i hinandens selskap gjenniem
hele foraaret og en god del av sommeren, og naar viben op-
skræmt istemmer sit skarpe skrik, siænger den diet saa at si
like ind i stærens øre, idet de sammen fly gt er henover de flate
marker.

Et andeit tilfælde, som likeledes stiaar for mig som en, sær¬
deles glimrende præstation, husker jeg fra Bergens omegn.

Det var i foraaret 1909, og jeg bodde, deng ang oppe i Ber¬
gens dalen. Som jeg en søndag formiddag' sat ved mit vindu og
nøt aprilsolen, hørte jeig pludselig en ladiesvaløs kvitter nedie
fra laaveibygningen, som laa et istykke nedenfor huset. Da, jeig
hurtig vendte, blikket i retning av lyden, sia, a jeg ingen svale,
kun en stær sat demede paa gavlbretteti og kvitret av hjer¬
tens lyst.

Da, jeg gjerne vil de overbevise miig om, hvorvidt lades val en
allerede da — i begyndelsein av april — i var ankommem, hvilket
jo vilde ha været høist merkelig, gik jeg ut og neidover mot
laaven for at se, om den kvitrende svale muligens skulde sitte
i laavegluggen, som nemlig ikke kunde ses fra, mit vindu.
Men til min overraskelse viste det, sig nu, at det virkelig var
stæren, som gjengav svalekvitret saa utmerket, at jeg var1 blit
narret derved.

Da denne stær hadde sin rede under gavlbrettet liket over
laavegluggen, hvor svalen om sommeren ofte sat og foredrog sit
sangpludder, blir den sterke paavirkning naturligvis ogsaa her
at skri vei paa det nære naboskaps regning.

Like saa almindelig og let forklarlig er det ogsaa at lin¬
erlens sang og lokkelyd ofte findes indblandet i stæren, si humo¬
ristiske potpourrier. Men ogsaa gaardshønsenes almindeligø

138

„talesprog“ og duernes kurren kan undertiden forekomme deri, og
at akerriksens suerren og trostens skvatren heller ikke mangler,
vil man smart kunne overbevise1 sig om, naar ens opmerksomhet
først er blit vakt, og mian bar lært at aidskille dei forskjellige
høist heterogene avsnit, hvorav stærens repertoire er sammensat.

I den første tid' efter ankomsten holder stæren sig samlet
i større eller mindre flokker, som i fællesskap avsøker dei bare
marker, ofte i selskap med andre fugler.

Mellem de grønne græsspirer, som efterhaanden begynder
at vise sig mellem de gule stubber fra sidiste høst, gaar og løper
den ivrig speidende omkring, stadig dukkende og bøiende hode
og forkrop, og id;et den ret som diet er hugger sin fortrinlige
nebpincet fast i den over jordoverflaten rakende ende av en
regnorm, som den derpaa haler ut av dens hule og hurtig for¬
tærer, eller napper et insekt eller en. edderkop som er1 ute for
at sole sig paa den varme græisbakke.

Først henimot, midten av april begynder den at. stelle sine
gamle reder istamd eller bygge1 nye saadamne, og nu begynder
den travle tid, i hvilken vi træffer stæren samlende og søkende
efter redemateriale. paa marker, veier og gaardspladser, ja endog
midt i byems sterkt' befærdede gater.

Som med selve redepladsien, saaledes er stæren heller ikke
synderlig kræsen i valget av redemateriale. Næsten ethvert ;
nogenlunde bløtt emne synes den at kunne bruke, like fra halm
og tørre græsblade, som den absiolut foretrækker, til høvlsipaan,
papir- og tøistykker, som den nøisomme fugl finder henslængt
et eller andet, sted i redeistedets umiddelbare nærhet eller endog
ofte henter i relativt betydelig avstand fra rugepladsen.

Naar stæren fra at være en skogfugl, hvis naturlige ruge-
piadser var træhuller, efterhaanden har søkt hen til menneskets
bopladser, .siaa, den nu er en av Eiuropas almindeligste byf ugler,
saa maa aarsaken til denne tilnærmelse' til mennesket først og
fremst søkes i den omstændighet, at. den i de paa og omkring
vore boliger uthængte rugekasser har fundet en fortrinlig erstat¬
ning for de paa grund av den moderne rationelle skogkultur
efterhaanden mere og mere forsvindendei træhuller, samt i den
beskyttelse som den stadig og i stedse stigende grad! har1 væreit
gjenstand for fra menneskets' side.

139

Midlt i den tætbebyggede storbys kvartaler eir der ellers
ikke meget, der skulde kunne virke tiltrækkemdei paa den muntre
lille sommergjest. Men boligspørsmaalet er1 ogsaa for stiænen et
ikke litet vigiig spørsmaal, og for en god1 og bekvem kasses1
skyld paalægger den sig gjerne det besvær at maatte bentei sin
føde i relativt, stor avstand fra det' sted, hvor den har opslaat
sin bolig for sommeren.

Ute paa landsbygden, hvor rugekasser ofte' mangler eller
kun findeisi i et høist utilstrækkelig antal, tar den gjerne sin
tilflugt til hustakene1, og da den er en setskabelig fugl, siom
gjerne slaar sig ned i den umiddelbare nærhet av sine arts-
fællier, kan et eneste tak ofte huse en r et anseelig koloni, uten
at der finder nogen nævneværdigei rivninger sted mellemi de for¬
skjellige familier.

Av samme grund kan rugekasserne gjerne anbringesi tæt ind
til hverandre og gjerne flere’ i et trøe, uten at man risikerer at
ret mange vil bli staaeinde tomme i sommerens; løp, om de ellers
er indrettet og ophængt saaledes, at de tilfredsstiller fuglens
fordringer.

Med hensyn til stærkassernes anbringelse skal jeg forøvrig
be bemerket, at det ingenlunde er saa, ubetinget heldig at ha
for mange av dem anbragt opover siine husvægger. Foruten at
stæren i hele sit væsern har nogef støiende ved1 sig, hvad dier kan
være generendei nok for mange nervøse mennesker, — særlig i den
tid foringen foregaar, og ungerneis skrik og støi høreis siaagodt-
soim døgnet rundt, — ■ saa følger der desuten ogsaa andre ulemper
med. Stæren er nemlig i ikke ringe grad befængt med for¬
skjellige snyltere, som kan bli temmelig ubehagelige ogsaa, for
mennesker, naar disse smaadyr nemlig, efter at. stæren; har1 for¬
latt redene, tr senger ind gjennem sprækker1 i tak og vægger eller
gjennem vinduer findler vei til vore soverum.

Jeg kj ender flere tilfælder, hvor disse stærsryltiere har gjort
værelser ubeboeligei for længere tid, og den som engang har1 gjort
bekjendtskap med de almindelige fuglelopper, eller med dei end nu
slemmere lusfluer, som undertiden i sterk grad hjemsøker stæ¬
ren, og hvisi larver klækkes i det av ung erne forurensedei rede-
materialø, vil sikkert betakke sig for intimere’ tilnærmelser1 fra
disse ubehagelige væsieners side.

Saa behagelig det end kan være for mange fuglevenner at
iagtta stserens liv paa aller1 nærmeste hold1, kan det altsiaa under

140

omstendigheter medføre ret betydelige ulemper at ha sin væg
alt for tet besat med stær 'kasser eller at. huse en størrlé koloni
av dlissei fugler- paa sit tak.

Er dier trær omkring husene, bør man, derfor helst anbringe
sine kasser paa disisie eller paa uthusene, hvor hverken meinnei-
sker eller husdyr- kan kc nme til at lide under' de her- paapekte
ulemper.

At stæren gjerne benytter sine oprindelig naturlige ruge-
pladser, træhullene, har sikkert mange hat. anledning til at
iagtta.

Mindre kj endt turdei det maaske være', at den ogsaa. under¬
tiden slaar sig ned i klippevægger o-g murhuller, endog saadanme
der ligger ganske: lavt over marken eller endog støter til befær-
deide veier.

Paa disse steder har den dog i det mindste tak over hodet.
Men ogsaa paa den bare mark mlellem græsset eller i tætte rør-
og sivbevoksninger har man fundet denne nøisonume! fugl
rugende; altsaa unider omstendigheter, der- maa sie® at. være saa
forskjellig fra dlei vanlige som bare mulig.

I slutningen av april eller i begyndelsen av mai finder egg-
lægningen normalt sted i Bergen og nærmeiste' omegn. Mange
fugler lægger dog først sirne egg omkring midten av mai eller
endog senere, hvad der tildlels har sin grund i at. kassene har
været optat av graaspurven, med hvilken stæren om foraaret
ofte maa, føre en forbitret krig, især om spurven har stiore unger
i redene, hvilke den da forsvarer med forbausende tapperhet
mot sin saavel i størrelse som i styrke langt overlegne med¬
beiler til husleiligheten.

Disse kampe ender jo sedvanlig med, at spurven blir for¬
drevet; men det kan ta tid, før den tapre og stridslystue spurv
endelig gir tapt, og stærens rugning kan av denne: grund av og
til bli end el forsinket:.

Eggene, der sedvanlig lægges i et antal av 5 — 6, ikke sjel¬
den blot 4, er lyseblaa, aldeles: uplettede og har i almindielighet
en længdei av 28. — 30 og en største, bredde av 20 — 22 mm.

Bugningen, som varer i 13 — 16 dage, er i almindelighet til-
endebragt i de flestie redier litt over midten av mai, og fra den I
tid kan man høre ungernes skrik under foringen, indtil rederne
ut i juni efterhaanden tømmes, undertiden — men efter min

141

erfaring kun som undtagelse — for deretter at gi pladlsi for eit
andet. knld i midtsomm er maane dens slutning.

Under foringen har stæren, som foran er sagt, ofte r et be¬
tydelige veilængdler at tilbakelægge for at hente, hvad der skal
til til ungemeis. opfostring.

For det meste anvendes, ialfald i foringsperiodemsi senere
del, hovødisiagelig reignormjer hertil, og tro dis dette. maa .sleis at
være en ganske siolid kost, er det ikke smaa mængder der skal
til for1 at tilfredsstille behovet. Der maa gjøres mange, utflugter
daglig, og foret er heller ikke' saa let at finde- paa den tid, da
græsset staar frodigist og ettersøkningen derfor er forbundet med
ret betydelige' vanskeligheter.

Det er derfor let forstaalig, at stæren, saa snart ungerne
er istand til at bruke vingerne, sitraks søker at. lokke dem ut av
rederne, og naar dette er lykteis, hurtigst mulig søker at faa deim
med sig ut paa. dø nærmeste marker, hvorved den i det mindlste
forskaanes for det stræv ai maatte slæpe. foret de kilometerlange
veistrækninger ind til byerneis. central© dele, hvor reden laa.

Men ogsiaa ute paa. landsbygden forsvinder gjerne stæren
fra sine rugesteder, saa snart ungerne er blit flyvedygtig.
Maaske er dlei nærmieisti omliggende, markstrækninger saa om¬
hyggelig' avsøkte under foringen, at de ikke længer kan avgi let
nok tilgj ængeligei masser av næring, eller det. skyldes stærens
medfødte' vandrelyst. Sikkert er det imidlertid, at den fra. nu
av fører et omstreiferliv i skog og mark, paa myr og hei, som
faa andre av vore nordiske trækf ugler.

Under disser streiftog vokser flokkene, som oprindeiig maaske
kun bestod av en enkelt, eller nogen faa familier, efterhaanden
til uhyre sværmer, der kan tælle tusener av individer.

Naar dis sei skarer i ringe høide driager hen over iagttage-
rens hode, er larmen av deres rappei vingebevægelse ganske ørei-
døvendiei og minder om suset, av et forbidragendei voldsomt uveir.

Ogsaa. i en anden henseende indtrær utpaa ettersommeren
og høsten en forandring i stærens levemaate. Efterhaanden som
de forskjellige bærsorter modnes, indigaar nemlig fra, nu av disse
som, en ikke uvæsentlig del av dens næring. Stæren kan derfor
om høsten til dels bli meget plagsom i frugthavernø, hvor den
for eksempel med forkjærlighet kaster sig over de dyrkede kirse¬
bær- og moreisorter. Paa de øvrige bærfrugter gjør den i reglen

142

mindre skade, skjønt den undertiden kan forsyne sig ret godt
a,v ribsens rødle frugter.

Om stærens skadelighet for frugtdyrkningen hersker der for¬
øvrig meget delte meninger, og det stamme gjælder ogsiaa om
den nytte den antas at gjøre ved at fortære forskjellige skade¬
insekter. Som allerede tidligere paapekt utgjør regnormene,
især om for aar et og paa forsommeren, en temmelig væsentlig
del av saavel de ældrie fugles som ungenes; næring. At den sam¬
tidig ogsaa fortærer adskillige insekter paa deres forskjellige
utviklingsstadier, er sikkert nok, likesom, adskillige snegl irnaa
gjøre tjeneiste', især under unger nes opforing. Men hvorvidt
stæren fortærer no gen næivneværdig mængde av egentlige skade¬
insekter er neppe bevist og turde være tvilsomt nok allerede av
den grund, at stæren saagodtsom utelukkende' søker sin næring
paa marken utenfor de tider, da den, som, foran berørt, hjem¬
søker frugthaverne eller fortærer' de vildtvoksende hægge- og
rognetrærs frugter.

De mørke høstnætter tilbringer stæren oftest samlet i store
skarer paa bestemte steder, hvortil den, ut paa aftenen søker hen
fra sine streiftog i de omliggende distrikter.

Disse nattekvarterer ligger ofte i byer eller landsbyer eller
i deres utkanter, undertiden dog ogsaa paa mere avsidesliggende
steder, for eksempel ved bredderne av vand' og tjern, hvor flok¬
kene dia, gjerne slaar sig ned i selve siv- eller rørbevoksningene.
Ved fuglenes vegt bøies siv- eller rørstænglene ned og danner
saaledes bekvemme sittepliadser. Ofte sitter flere fugler sammen
paa en saadan mere eller mindre' vandret nedbøiet stængel.

I og ved Bergen vælges dog særlig høiie, løvrike allier til
saadanne sovepladser, saaledes har Nygaardsalleens sydlige ende
i mange aar været stærens nattekvarter. I de sidiste aar har
flokkene dog flyttet over til d!et nærliggenide' parkanlæg, hvor de
har holdt til i de tætte pilebuskaidser1 langs de nedre dlamanlæg.

N aar m'an henimot mørkets frembrud befmder sig i nær¬
heten av et siaadant Siovested, lyder bruset av stærkvidret næsten
som larmen av et plaskende vandfald.

Hver gang en ny flok ankommer, hilses den med høirøstet
livlig kvidder, som efterhaanden blir svakere og sluttelig, naar
mørket er indtraadt, dør helt hen.

143

Naar det igjen begynder at lysne av dag, begynder stølen
igjen. En enkelt eller et par fugler fører1 an, og snart stemmer
flere og flere i, saa larmen tilsiut blir ganske øredøvende.

Endelig flyver hele sværmen eller de fleste fugler' op under
vældig sus og brak, oftiø for igjen at slaa sig ned paa det
samme sted.

Først efter flere forgjæves forsøk kommer skarerne endelig
i bevægelse, sprediende sig flokkevis i forskjellige retninger.
Herunder kan man ikke sjelden se enkelte fugler skille sig ut
fra en bortdragende flok, som de øiensynlig ved en feiltagelse er
kommen ind1 i, men hvor de aabenbart ikke føler sig hjemme.
Disse vender ofte tilbake til opflyvningsstedet, hvor endnu mange
fugler fremdeles befindier sig, eller de søker at naa, andre bort-
dragønde flokker, som de maaske tilhører.

Men endelig har alle flokker fjernet sig og streifer nu dagen
lang omkring paa marker og i skoglier, ofte i mange mils
avstand fra sovepladsen, hvortil de fleste dog igjen vender til¬
bake ved skumringisitiden.

Efterhaandem som1 det lider mot vinteren og løvet tyndes i
de gulnede kroner, blir skarerne tætter© og talrikene, inditil de
en vakker dag drar avstod paa sin endelige reise mot siyiden, til
Middelhavslandene eller til Nordafrikas kyster, hvor die fleste av
dem tilbringer den mørkeste vintertid.

Men kort før stæren avreiser, avlægger den gjerne en visiit
i sine gamle reder, gjester' kasserne, smutter under takstememeu
synger og pludrer som om det igjen var blit foraar. Det er sicn
vilde den atter fryde sig ved synet av sin kjære rede og forvisse
sig om, at den fremdeles er der, før den tar avsked med sit
sommerhj em .

Diet er næsten rørende at se deres elle vilde1 fryd og travlhet
under disse efteraars visitter paa rugepladsene, hvortil mange av
dem aldrig mere vendler tilbake.

Under reisen lurer nemlig farerne stadig paa den stakkels
stær, snart i form av rovfugler, der følger i de vældig© stær-
flokkers spor, snart i form av domer, fælder og garn, der venter
dem overalt hvor de under reisen sliaar sig ied for at hvile og
proviantere.

Stæren reiser ikke som saa mange andre trækfugler meid
en gang helt frem til sit endelige vinterkvarter. Tvertimot

144

slaar flokken© sig ofte nød underveis paa steder, hvor der er til-
sitrækkølig næring at finde, og tilbringer g j erne dager1, ja ofte
uker paa saadann© steder, hvor de da fører en lignende levevis
som hjemme hos os før avreisen, og likesom her1 tilbringer næt-
terne sammen, indtil die igjen drar videre.

Naar d'e endelig er naadd neid til Middelhavets kyster er
flokkene vistnok betydelig redusert, men dog imponerende nok,
ved sin størrelse og talrighet, hvad man sikkert, vil forstaia, naar
man betænker, hvilke myriader, der hver sommer klækkee bare
i de nordiske lande.

Ad hvilke veier de skandinaviske stærflokker naar1 sit. syd¬
lige vinterkvarter er neppe endnu sikkert konstatert.

Langs vestkysten av vort land sier man dem sonn oftest
bevæge sig i nogenlunde reit sydlig retning, og ved de sydlige
kystfyr indfinder de sig i de mørke høstnætter i oktober —
november ofte i enorme mængder.

Herfra sætter de siaa over det aapne hav. Men i hvilken
retning deres kurisi ligger, fra de forlater vor© kyster, diet vet vi
endnu ikke med sikkerhet; over mot Jylland eller England, det
er endnu et aapent spørsmaal, som. det vilde være av megen
interesse at faa bes varet.

I Danmark har der i de senere aar været gjort, meget for
at faa rede paa stærens vandrings veier f ria dette' land. Særlig
har overlærer1 Mortensen i Yiborg paa diett© omraade imdlagt sig
megen fortjeneste, idet han. har f or etat merkninger, der gjør det
mulig at følge fuglenes vei ialfald over store strækninger.

Hr. Mortensen har1 i aar enes løp merket tusener av stær
paa den miaatie, at han bar anhragt lette aluminium, sringer paa
deres ben.

Ringene er forsynt, med nummer og adress©’, cler betegner
merkestedet, og gjennem bekjendtgjørelser i utlandets aviser og
tidisiskrifter er det hit henstillet til jægere og fuglefangere at
indsende ringenei eller underretning om fseldede eller fangniei
ringstær, for derved at, faa deres reiseruter fastslaat.

Eifter hr. Mortensens eksempel er der nu oprøttet stationer
for merkning av stær — og forresten ogsaa andre, fugler — paa
flere steder i Europa, saaledes i Ungarn og i Storbritannien, og
ganske interessant© resultater er allerede naadd.

145

Men endnu er interessen for denne sak desværre alt for
ringe. Specielt vilde djeit ha været av stor inter esisø for1 spørs-
maalet om fuglenes vandringsveier, om der ogsaa i vort land
kunde opnettøsi en saadan station, og da der maaske kunde findes
en eller anden interesser et, der vilde forsøke at tia saken op,
skal her kortelig berøre®, hvorledes fuglene fanges og merkes i
Danmark.

Selve fangsten er i
virkeligheten baade sim¬
pel og letvint nok. Hr.
Mortensen anvender i
dette øiemed flere meget
praktiske selvtømmende
nappere, av hvilke jeg
her efter hans avhand¬
ling om denne sak i
„Dansk ornithologisk
Tidsskrift" har tillatt
Fig. 2. Selvirkende mig at gjengi en figur
„ napper", anbragt (Fig. 2).
utenpaa et uthus. Som det vil sees er

(Efter Mortensen)

napperen anbragt uten¬
paa en husvæg. Dens
øvre del er formet som en almindelig stær-
kasse med vanlig indgangshul; men hunden
er bevægelig og gir efter for fuglens vegt,
saa stæren glider igjennem og ned i et
underliggende rum, der staar i umiddelbar
forbindelse med en trækanal, som ender i
et indenfor væggen beliggende samlebur.

For at lede den fangede fugl gjennem
denne kanal, der er forsynt med springstæn-
ger, er der anbragt lysaapninger paa flere steder langs kanalen.
Fuglen som stadig tror ad disse aapninger at kunne slippe bort,
søker efterhaanden nedover og havner sluttelig i samleburet
gjennem en liten skraastillet grille, der forhindrer den fra igjen
at komme ut i røret.

Samleburet er forsynt med siittest senger samt. mat og vand,
siaa fuglene uten at lide nød eller skade kan opholdie sig deri,

146

til man fa.ar tid til at merke dem, hvilket helst bør ske snarest,
og derpaa igjen sætte dem i frihet.

N aar ringen, der er fremstillet i overensstemmelse med
gjorte erfaringer, er rigtig anbragt, vil den ikke være fuglen til
nogen nævneværdig gene. Lignende ringer anbringes jo ofte
paa vore tamme fugler, høns og duer, uten at diet kan ses, at
de medfører nogen ulemper for dyrene.

De nævntei nappere vil ikke volde store utgifter, men kræver
et stadig og interessert pas, og merkningen maa naturligvis
utføres med omsigt.

Der maia ogsaa føres omhyggelig bok over de merkedei fugler
og foretagendet maa bedist mulig søkes publicert gjennem dags¬
pressen og i fagtidsskrifter, hvortil det. dog ikke vil være van¬
skelig at skaffe sig velvillig assistanse, fra interesserte i alle
lande.

La siaa se at en eller anden har mot og lyst til at ta saken
op ogsaa hos os!

Om i fangenskap holdte stær fortælles det, at de meget
snart blir overordentlig tamme og tillidsfulde. Brehm fortæller
saaleideis, at han kj endte et tilfælde, hvor det blev tillatt fuglen
frit at flyve ut og besøke de nærmeste stærfamilier, men at den
aldrig undlot at vende tilbake igjen til det værelse, hvor den
var vant til at opholde sig.

Paa. grund av stærens foran omtalte talent for imitation
er det i regelen ikke synderlig vanskelig at faa lært den ad¬
skillige færdigheter, som for eksempel at efterfløite sangmelo-
dier, visestubber, ja endog hele arier, som den dog foredrager
paa sin egen eiendommelige maate.

At den ogsaa — likesom papegøierne — kan læres til at
ord og sætninger, vil sikkert være mange av læiserne bekjendt.

Den tyske ornitolog Naumann fortæller om en saadan
talende stær, der blev holdt som husfugl paa et adelsgioidsi, at
den var vænnet til at besvare en række spørsmaal. Blev den
saaledeis spurt om hvor gammel den var, svarte den: „Hundred
og femti aar“ . Paa spørsmaal om hvordan den befandt sig,
svarte den uten nølem : „Meget godt, min herre-“ ; og blev den
endelig spurt hvad den bestilte, lød svaret: „Spekulerer over
cirkelens kvadratur“ .

147

Naturligvis var dleit hele utelukkende et resultat av dres¬
sur, og den kunde kun besvare spørsmaalene i den ovenfor gjen-
givne rækkefølge.

Om em anden stær meddeler den stamme forfatter, at den
kunde fremsi „F adler vor'“ greit og flytende1, hvad der viser at
stærens begavelse som „ taler" ikke ér staa, ret ubetydelig, om
den vel ikke i denne henseende taaler at sammenlignes med de
flinkere eksemplarer av de større papeigøiearter.

Fugleivenner, som1 i længere tid har holdt stær i fangen¬
skap, er dog ikkei staa helt ubetinget begeistret for dem. Deres
store nysgjerrighet gjør dem i miange tiifælder adskillig plag¬
som,. Alt skal de undersiøke og beføle, og alle steder stikker de
deres mæisvise neb ind.

Des uten kan de ofte nok finide paa, at etterligne lyder1, siom
paa ingen maate kan kaldes behagelige, og da de gjerne gjen¬
gir dem med1 en utrættelig energi,, vil det let forstaas, at de
under omstændigheter likefrem kan bringe sine pleiere til for¬
tvilelse veid sine ustanselige gjentagelser av de mest' menings¬
løse lyder. Det kan for eksempel være en ytterst tvilsom for-
nøiels© at høre em dørs knirken eller andre like saa hyggelige
naturlyder reproducert i det uendelige, eller lyden av en slipe-
sten dure i sine' øren diet. meste av dagen.

Men stærens muntre og livlige væsen, dens humoristiske
talenter og dens forholdsvis, høie intelligens! har d,og, trods dens
her nævnte ubehagelige egenskaper, skaffet den mange venner
blandt de talrike fuglelieibhabere, og for os., der sætter langt
større pris paa at iagtta vor© f j ærede venner ute i den fri natiur,
vil den altid være en kjemdt og kjær gjest, som vi hvert foraar
med glæde hilser velkommen.

Professor Størmers nordlysekspedition til
Bossekop vaaren 1910.

Av observator I. Fr. Schroeter.

I „Naturena for 1907 (side 65 — 77) blev der git et resumé
av det arbeide som i en række aar har besk j æftiget professoreme
Birkeland og Størmer og som har hat som maal at trænge
dypere ind, for ikke at si tilbunds, i det gaatefulde fænomen

148

som kalde© nordlys:. Eir endnu ikke alle spørsmaal løst, er dog
det som er indvundet av siaadan rækkevidde, at> det har vakt en
ikke liten opsigt i den videnskabelige verden og da speciett
inden den fagkreds, hvor de geofysiske problemer er sat under
deibat. Og vi vet at der imøtesees med stor spænding andet
halvbind av Iste del av Birk el an ds store verk : The Norwegian
Aurora Polaris Eixpeidition 1902 — 03 (første halvbind,1 utkom i
1908).

Vi skal her berøre et enkelt, punkt, av disse undersøkelser,
og det er prof. Stønner si fortsatte arbeide over nordlys..

Som det vil erindres haddte Stør mer matematisk søkt at
støtte rigtigheten av Birkeland© hypotese1, at nordlyset var1 frem-
kaldt av strømmei som var av kosmisk oprindelse og da nærmest
straalet ut fra solen, samt at disise strømme bevæget sig' under
paavirkning av jordmiagnetismen. Disse straaler slaar ned i
belter omkring jordens magnetiske poler.

Størmer baserte sine teoretiske' undersøkelser' paa denne
hypotese, idet han satte ut. av betragtning jordens og solens bei-
vægelse og kun betragtet de relative- stillinger av disse to klo¬
der. Han antok tillike at disse: elektriske smaapartikler bei-
væget sig efter det siammei love som man har1 fundet for kathodei-
straaler i et magnetisk feilt, og at de ikke var paavirket av andre
krøtter end dien j ordmagnetiske. Gr avitiation og ly stry k blev siaa-,
ledets' sat uti av betragtning. Og hvad nu selve' jordmiagnetismen
betræffer blev den reducert til virkningen av en liten men mieiget
ster k m agn et i j ordens c entr um me d sin akse f al den d e sammen
med jordens miagnetiske akset1) og sydpolen av magneten vendt
mot di© arktiske, egnet. Ut. fra disse forutsætninger kundei Stør¬
mer matematisk verificerø hvorfor nordlys hovedsakelig viser
sig i die arktiske og antarktiske egne og med et utpræget maksi¬
mum i en bestemt zone i dissei partier av jorden; likeledes at
nordlyset som oftest viser sig om, natten, at saavel det som de
magnetiske perturbationer saa .ofte viser saa, danne pludselige og
voldsomme forandringer, og at nordlyset meist hadde tendens til
at utbreide sig i buer, baand og draperier, som hovedsagelig var
orientert slik, at disse former var lodlret paa den magnetiske

!) En diameter som træffer jordoverflaten i Smithsund i Nord-
grønland.

149

meridian, samt endelig at disse draperier kunde vise sig flere
dage* i rad næsten til samme dag sti d .

Under die fortsattei teoretiske studier fandt Størmer, at det
vilde være høist ønskelig at kunnei være vidne til, hvorledes
nordlyset optræider i dei arktiske egne og da specielt i det jordi-
strøk, hvor det har sin største intensitet og utfolder sig meld
den største farvepragt og lar en se de største forandringer i dets
form og bevægelse.

Nu er vi her i Norge saa heldig situert, at et parti av
denne røiaksimalzone berører en del av det nordligste aiv landet.
I Bossekop, i hunden av Altenfjord, vil man f a, a« se dei mest
straaløndø nordlys, og hiti til dette klassiske sted har flere eks¬
pedition er søkt for at vær© vidne til, hvad det egentlig vil si at
være tilskuer til et nordlys. Har man set diet i Bossekop, har
man hat en oplevelse.

Til Bossiekop drog derfor en fransk ekspedition nnder ledelse
av Lottin og Bravais og opholdt sig der vinteren 1838 — 39. De
tegninger denne ekspedition hadde publicert overgik alt hvad
man hittil hadde kjemdt til, og like til de sidste tider findler mian
mange av dens pragtfulde gjengivelser av straalenide nordlys
reproduciert i moderne lærebøker. I Bossiekop hadde den norske
polarstation under ledelsei av Aksel S. Steen siaat sig1 nedi, og hit
søkte tyskerne Brendel og Baschin, da de vilde gjøre forsøk med
at fotografere nordlys. Til det samme Bossekop er det Størmer
reiser for' at: studere nordlyset ved selvsyn.

Men det var ikke alene for at se nordlyset utfolde sig i al
sin pragt og med sine utallige former, at Størmer en vinterdag
i februar 1910 drog dit. Han hadde og saa stillet sig en anden,
ny og hittil ikke forsøkt opgave. Han vilde bestemmei fotogra¬
fisk, hvor i v er dens r u mm et nordlyset viste sig, hvor langt fra
jordens overflate det optraadte og hvor1 nær det kom os. Tid¬
ligere hadde mian maattøt nøiei sig med at siigte ind fra to sta-
tioner et bestemt nordlys, bvisi høide. mian vilde bestemmei. Men
den slags maalinger hadde den mangel ved sig, at det mangen
gang var høist usikkert, om det var det samme nordlys to iagt-
tagerø i nogen avstand fra hinanden haddei set og maalt. Kunde
man derimiot fotografisk faa, fæstet nordlyset til himlen, siaa at
kj endte stjerner bleiv fotografert meld samtidig, og man tillike
kunde sætte sig i direkte forbindelse med sin medhjælper1 f. eks.

150

gjennem en telefon, saa vilde man derved! ha skaffet væk nogem
av de største mangler som klæbet ved de gamle parallaksemiaa-
linger.

Hertil kommer at den fotograffskei metode arbeider under
ganske andre gunstige betingelser . Man har ikke i kulde* og
bitende vind at indstille instrumentet og avlæsie det, mangen
gang i noksaa ubekvemme legennsstillinger, mens nordlyset sta¬
dig skifter saavel i utseende som ikke mindlst i beliggenhet.
Vel kan det være surt mangen gang at ta disise fotografier. Og
under sit 6 ukers ophold i Bossekop, hvor Størmer hadde 17
brukelige aftener til at fotografere1 nordlys, holdt- han ikke saa
sjelden paa flere timer i træk i 20' graders kulde — alt andet end
misundelsesværdige arbeidsvilkaar. Det langt vanskeligere ar¬
beide at utmaale disse plater, det kan man gjøre, naar man er
oplagt, og da. i et opvarmet værelse. Hertil kommer et moment,
som ikke kan værdsættes høit nok. Alle tegninger man har av
nordlys, hvad enten de nu har hat til hensigt at gjengi enkelte
bestemte karakteristiske former, eller de mere' har tat <sigte paa
at la en faa en anelse om, hvorledes nordlyset, man kan godt
si momentant, forandrer saavel form som beliggenhet — • er mer
eller mindre, subjektive. Og hvor mangen gang har det ikke
h sendt, naar man har betragtet et pragtfuldt og meget livlig
nordlys, notert ned, hvad man netop har set — • og man saa skal
til paany at følge nordlyset i dets forskjellige bevægelser og
farvevekslinger, dia har manglet einhver forbindelse, melleml hvad
der er beskrevet og nu sees — ■ nordlyset har i mellemtiden under-
gaiat saa betydelige omvæltninger, at det er umulig at si, hvad
der nu er levning av det gamle og hvad der er nyt. Kunde
man derimot kinematografisk følge nordlyset, gjennem længere
tid — t. eks. ein hel time* o-m aftenen — vilde der1 være. haab om
at kunne, finde ut, hvorledes: den ene mere karakteristiske form
følger paa den anden.

De forsiøk mian hittil hadde gjort for at fæste nordlyset til
den fotografiske plate hadde for det meste, git negative resul¬
tater. Brendel og Baschin hadde Iste februar 1892 faat et. foto¬
grafi av nordlyset, medl em ekspositionstid av 7 sekunder. Andre
hadde maattet eksponere 2 til 3 minutter for .at faa. platen til at
visie overhovedet noget. Og dis.se resultater var ikke videre
opmuntremde, naar der skulde være tale om at. fotografere db
livlige nordlys man hadde i Bosisekop.

151

Men. „patientia omnia vincit“ . Gjennem systematiske og vel
gj ennemtænkte. eksperimenter lykkedes det. St ør m er at br in ge
ekspositio n stiden neid til 2 sekunder. Et nordlysi i Kristiania
14de december 1909 lært© ham,, at brukbare fotografier kan faaes
med em saa kort. ekspositionstid.

Han hadde fundiet det kraftigste objektiv og de. meist øm-
findtlige plater .

En kinematograflinsiei a.v 25 mm. diameter og 50'mm. brænd-
vidde gav de bedste resultater.

Etterat linsen var fundiem og platern© valgt, var deit. at
bygge et apparat, siom. kunde yde mest. Og dia dette, var op-
naadd gjennem lange, og minutiøs© eksperimenter, la. han. Kristi¬
ania bak sig, reiste til Bossekop sammen med1 sin assistent B.
J. Birkeland — den samme, som skal være> med Roald Amundsen
paa dennes arktiske færd — og kom tilbake med1 et saa. rikt
materiale, som ingen nordlysekspedition hittil har brag.t med
sig hjem;.

Paa 17 aftener blev der tat 750 plater, hvorav de 350! var

brukbare.

I rigtig forstaaets© av dette arbeides høie videnskabelige
værd har videnskaipsselskapet i Kristiania ledsaget det1) med ialt
88 helsides plancher. Av disse er 348 klicheer reprodiucert i
sin originale. størrelse. 4x5 cm., 84 som negativer av størrelse
9 x 12 cm. og 24 som plancher av størrelse 11x15 cm.

Meget elskværdig har prof. Størmer utlaant 3 av disse, plan¬
cher, saa „Naturen“ si læserei selv kan bedømme hvilke resultater
er opnaadd av denne ©.kspedition, hvor hver enkelt detalj var saa
gjennemtænkt og hvor den, hele. plan var saa skarpt optrukket,
at begge die opgaver Størmer hadde til hensigt at løse, kundle
løses paa, den mest. tilfredsstillende maate.

La osi først ta for os. de to plancher, fig. 1 og fig. 2, der
begge, tilhører nordlyset man haddei natten mellem 2 8 die februar
og Iste mars 1910. Den aften blev der fotografert fra, kl. 8 til
henimot, kl. 11 saavel i Bossekop siam ved den anden istiation, der
laa i Øvre Altem, 4280 m. derfra. Eig- 1 viser et parti av nord¬
lyset kl. 10' t. 42 m. 26isl, og billedet er tat med en ekspositionstid

x) Bericht iiber eine Expedition nach Bossekop zwecks photo»
graphischer Aufnahmen und Hohenmessungen von Nordlichtern. Kristi¬
ania 1911.

152

155

av 10 sekunder. Elnhver kj ender visst igjen dte 3 srt.j ermer i Ori-
onsbeltet. Uti paa natten utviklet nordlyset sig til et av de mest
pragtfulde som blev set, og der blev av Størmer redldlet erfci billede
av det kl. I1/, omi natten, mieid en ekspositionstid av 5 s. (fig. 2).
Billedet bleiv tat. fra, vinduet i hans soveværelse, og de to. stjerner
man ser like over hustaket er a og [3 i den lille hund. Er
det ikke som onn nordlyset skulde styre like1 mot én ? Straaleme
rundt omkring er siaa, skarpe, at man skulde tro at die var ind-
tegnet efterpaa, og billedet selv gir det meist levende indtryk
a,v i hvilken bevæigelsiei hele denne lysmasis© var.

Eig. 3 viser en av disse karakteristiske1 former, som miindter
mest om' et teaterteppe som sænkes ned. Den dag (3dj ei mars) var
ogsaa i rikt. .mon utstyrt med nordlys. Allerede mens det endnu
var1 lyst, begyndte nordlyset at vise sig i aften sku mr ingen . Dier
trak stadig oip fra nord, baand som- strakte sig fra øst til vest, pas¬
serte zemith med knonedanneise og kunde forfølges videre paa
den sydlige del av himllen. Og nordlyset hadde et vekslende
farvespil fra blaat gjennom grønt til gult. Fba kl. G1/^ til kl. 9x/2
blev der tat ikke1 mindre end 88 plater med; ekspositionstidl fra 1/2
til 201 sekunder; av disse er 68 reproducert i original arbeidet, og
man kan gjennom disse billeder se hvorledes dette baand, der
som nævnt begyndte lavt i nord i dæimringen, kommer bøiere
og bøiere paa himlen. Den form der her er gjengit hadde diet
kl. 6 t. 52 m. 42 s., ekspositionsti den for det reproducerte billede
er 3 sekundOr. Lysningen lavt. nede er1 aftenskumringen. ' Mot
vest utvikler der sig draperier, hvorav flere buer kommer til¬
syn©. Henimot midnatt var av nordlyset knn en svak bue igjen
i øst.

For den der skuld© ønske at. se flere, nordlysformier henvises
til originalavhandlingen, og man vil der gjemfinde d;© beskrivelser
man læser i do tidligere ekspeditioners beretninger. Av S tønnens
serier kan man gripe ut de enkelte utviklingsstadier. Det. er
som man sfculdl© stiaa og betragte et pragtfuldt nordlys, saadian
som det kun kan vise. sig i d© arktiske egne. Man - ser hvor¬
ledes det begynder svakt., blir livligere: og livligere — dianner
krone for til sl ut at dø hen i en diffus lysning. Men en ting
kan disse fotografier ikke gi os., og diet er farvepragten. Den
maa man ha set utvikle sig. Først da faar man et. begrep om,
hvad det vil si at ha opleveti et straalendei nordlys.

156

I diss© serier som, Størmer har publicert og som hos fag-
mænd har vakt em saadam opmerksomhet, vil man ogsaa gjem-
finde, hvad man siaa ofte er vidlne til i de arktiske egne : at
der1 gror op skyer med nordlys.

Dier blev nævnt ovenfor, at Størmer ogsaa hadde sat sig et
maal til med! sin reise til Bossekop. Og det var fotografisk at

Fig. 4 a.

bestemme nordlysets „høide“. Ogsaa dette lykkedes ham fuldt
ut. Han hadde en basis paa 4280 meter, med det ene endepunkt
i Bossekop, det. andet, i Øvre Alten. Telefonisk var disse to
stationer forbundne og der blev tat ein række fotografier, som
senere er utmaalte.

Ved at maal© ut den forskytning samme nordlys, har tilsyne¬
latende mot stjerneihimlen, naar det er fotografert til samme
tidspunkt fra de to stationer, har man alle d!e data, som behøves
for at regne ut hvor langt fra os vedkommende nordlys er.

157

Betragtér man fig. 4, hvor det tilvenstre (a) er tat i Bosse¬
kop, det tilhøirø (b) i Øvre Alton, ser man straks de kj endte
stjerner fra Karlsvognen — firkanten og av vognstangen d© to,
idet den ytterste ikke er kommet med. Nordlyset optraadtø Iste
mars og fotografiet er tat kl. 9 t. 28 m. 46 s. ved den lave' tem¬
peratur av -r 20|0 C. Paa den tid da nordlyset er blit fæistét
til den fotografisk© plate optraadte den form som kaldes „corusca-

Fig. 4 b

tion“ . Man forstaar derved at nordlyset pludselig lyser op i
en himmefegn, blir staaende uforandret i længerø tid, derpaa
pludselig forsvinder for samtidig at lyse op i en anden egn i
nærheten. Med denne form den dag var nordlyset ubevægelig
i 10 — 20 sekunder og det er under en saadian opblussen at dette
billede blev tat. Ekspositionstiden var 20 sekunder og derfor er
ved denne forholdsvis lange, øksposi tionsti d stjernerne blit saa
klare. Man vil se at den, mørke1 fure som deler lysningen i de
distinkte partier, paa billedet fra Bossekop’ gaar over stjernerne

158

p og Y i Karlsvognen, mens den samme mørke stripe er for¬
skutt mere mod a og § paa billedet tat i Øvre Alten. Utmaa-
lingen av dette nordlys gav en høide av 100 km.

Fig. 5 viser et andlet nordlys,, som opfraadte 14de mars, den
dag da de bedste parallaksebilleder bleiv tagne. I original-
avhandlingen er der reproducert ikke mindre end 12 vellykkede

Fig. 5 a.

billeder fra den dag. Det billede som her vises negativt er tat
kl. 9 1. 32 m. 50 s. med en ekspositionstid av ca. 10' sekunder .
Man vil ogsiaa her gjenkjende die1 klareste1 stjerner i den sitore
bjørn. Høiden i de forskjellige partier av nordlyset varierte
fra 195 til 110 km.

Ønskelig skulde det ha været at kunne vise flere billeder,
men pl ad sen forbyr1 det'. Og vi faar nøie os med at nævne at
parallaksebilleder lykkedles 6 aftener. Utmaalingen av disse har

159

git høider for nordlys varierende fra 37 til 379 lqn., men de fleste
nordlys optræder i en høide av 120 km.

Størmer har saaledes vist den vei man har at gaa, for at
bestemme nordlysets høide. Men han bar ikke nøiet sig her¬
med, men ogsiaa tat op til diskussion i en senere avhandling, i
hvilken tilstand atmosfæren er i de høider, hvori nordlyset op-

Fig. 5 b.

træ der. Han har i denne avhandling, trykt i Genf, vist hvor¬
ledes man kan benytte under vissie forutsetninger længden av
nordlysstraalene som termometer i de høiere liggende lag av
atmosfæren. Han kommer til det resultat, at temperaturen i
mere end 190 km. si høide ligger medlem -f- 150° C. og 209'° C.,
og kan sætte® til -r 175°. G. Dette resultat', erholdt ved en hittil
uanet metodle, stemmer meget godt- med, hvad meteorolog erne ad
ganske andre veie er kommet til.

160

Fig. 6 a. Fotograferet i Kristiania.

Fig. 6 b. Fotograferet i Aas.

161

Prof. Stønner har i Kristiania fortsat sine studier over
nordlys og skaff eit sig en meidhj ælper paa Aas, hvorved han har
dpmaadd ati faa. paral 1 akseibil leder av nordlysi, synlige' i det syd¬
lige Norge. I fig. 6 a, b visesi ei saadant billede med Persen s
som bakkrund. Det er nordlyset fra 8de april 1911. I dette
kunde Stør mer følge en enkelt straalei fra 400 km. til 80 km. s
høide, altsiaa i en. længde av over 300' km. Herved fik han nok
et bevis for, hvad han hadde fundet i Bossekop, at nordlysi kan
optræde i høider over 350 km., og at der saa høiti oppe findes
meget lette gasiarter.

I mars 1913 var Stør mer igjen i Bossekop og hadde ogsaa
d:a meteorolog Birkeland med sig som assistent. Hensigtem med
denne reise var at komplettere reisu] taterne fra 1910', idlet han
belært av erfaringernei fra den første ekspedition hadde foretat
væsentlige forbedringer i sit instrumentelle utstyr. Han hadde
nu en meget: større' basis, til ,sin raadighet. Takket være den
bedre utrustning er1 han ogsaa. kornmen hjem mled eti endinu større
materiale emd i 1910'. lalti fik han ca. 1300' fotografier av
nordlys, og herav er 4501 tat samtidig tra de1 to* statiomer i
27 kilometers avstand.

Bearbeidelsen av dette store, materiale vil naturligvis kræve
en længere tid, men naat resultatene foreligger skal jeg nærmere
omtale dem. Denne gang faar jeg nøie mig med denne korte
meddel else om ekspeditionen av 1913.

Mindre meddelelser.

Øzonens fysiologiske virkninger. Den nøiere utforskoing
av den indflydelse som ozon utøver paa menneskets og dyrenes;
livs virksomhet har hittil hat at kjæmpe med to vanskeligheter,
nemlig at skaffe *et* ozon rent for1 kvælstof- oksyder og at. bestemme,
ozonems koncentration mied tilstrækkelig sikkerhet.

Li. Hil 1 og M. F l a c k har nylig med1 die» mest* tidsmæssige
apparater utført en række forsøk, hvorved de har arbeidet med
en meget svakere koncentration av ozon, end man tidligere har
brukti. Det viste sig, at ozonen er et kraftig middel til at fjerne
lugt. Den skjuler vistnok lugten mere end den fjerner den;
men den har derfor ikke mindre praktisk værdi ved- ati befri
nervesystemet for dem deprimerende indflydelse av ubehage¬
lig lugt.

162

Allerede en koncentration av ozon paa 1 : 1 000 000 irriterer
aandedrætsorganeinei. To timers paavirkning arv en koncentra-
tion paa 15 — 20 pro million er ikke uten livsfare. Irritafionen
og de derved fremkal dtie ubehag (hoste, hodepine) er tilstræk-
kelig varsel ; derfor1 er indaanding av ozon ufarlig saal senge der
er anledning til instinktmæssig flugt fra dens virkninger. Ven-
tilationssyisi temer hvorved dier brukes1 ozon, maa behandles av
folk som forstaar saken, saa at koncemtrationen ikke blir for
sterk.

Stof vek selen ved aandJedr ættet blir nedsat allerede ved ozon
med en koncentration av under 1 pro million. Det lot sig ikke
paavise at der før denne nedgang var indtraadt no gen stigning
i stof vek, selen.

Den velgjørende virkning av ozon som er iagttat veid ozon-
veintilation maa forklares ved ozonens indfiydelse pa,a nerve¬
systemet. Derved at den stimulerer lugtø-, aandedræts- og hud-
nervene kan den ophæive den sløvende virkning av indestsengt
luft og vond lugt.

Saa svake ko nc en tratio n er av ozon, at de neppe: kan merkes
mied en skarp lugtesansi, er uskadelige. Ozon i en nogeti ster¬
kere koncentration (1 pro million) kan ha sit værd sona læge-
miiiddel, naar den indaandes en kort stund ; ved irritation av
aandedræts organ ene kan den virke som et trækplaster og bring©
mere blod og lymfevæske tilstede.

Forfatterne fandt senere, at rotter som i 10 minutter hadde
inda, andet ozon med en koncentration av 2 pro 10' millioner, fik
temperaturen i endetarmen nedsat med 3° ; mens kontroldyr be¬
holdt sin normale temperatur av 38.5°.

(Efter „N aturwissensch af tliche Rundschau^ ).

Temperatur og nedbør i Norge.

(Meddelt ved Kr. I rg ens, meteorolog ved det meteorologiske institut).

Januar 1913.

Temperatur

Nedbør

Stationer

Avv.

Middel

fra

Max.

Bag

Min.

Dag

Sum

fra

Max.

Dag

norm.

0 C

°C

mm.

Bodø ....

— 2.3

— 0.7

— 12

— 50

— 56

Tr.hjem .

— 4.4

— 1.8

— 15

— 96

— 91

Bergen . .

0.5

— 0.7

— 10

153

— 50

— 25

Oksø ....

0.3

-f o.i

— 9

— 21

— 30

Baien ....

— 4.5

— 0.4

— 17

+ 11

-f- 20

Kristiania

— 4.3

-f- 0.1

— 18

+ 8

4- 32

Hamar . .

— 7.7

-1- 0.2

— 27

— 7

— 28

Dovre . . .

—12.5

— 4.0

— 27

— 10

— 32

Kemiker.

Ved Norges landbrukshøiskoles kemiske laboratorium

blir fra Iste august d. a. plads ledig for en yngre ugift kemiker som
assistent. Lønnen er indtil videre kr. 1600.00 pr. aar, men den
søkes forbedret. Assistenten ansættes med forpligtelse til at
rette sig efter den for stillingen gjældende instruks og med 3
maaneders gjensidig opsigelsesfrist. Han bør dog forpligte sig
til ikke at fratræde stillingen før undervisningsaarets utløp.

Ansøkninger med attester i bekræftet avskrift og oplysnin-
ger om tidligere utdannelse, eksamener og øvrige kvalifikationer
stiles til Landbrukshøiskolens skoleraad og indsendes inden ut¬
gangen av mai maaned til laboratoriets bestyrer, overlærer
J. Sebelien, Aas, som meddeler nærmere oplysninger om stillingen.

Det norske Myrselskab

Hovedsæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr. — Livsvarigt Bidrag 30 Kr.

— Virker fot Mgrstrækningers Opdgrkning og industrielle Udngttelse —

«Meddelelser fra Det norske Myrselskab"

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medlemmerne gratis.

Følg med i Udviklingen paa Myrsageas Omraade!

— Prøveeksemplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende ■ —

DANSK KENNELKLUB.

Åarskonting. 4 Kr. med Organ Maanedsskriftet Hundm frit tilsendt,

Indsk. 1 Kr.

Maanedsskriftet Hunden»

Abonnem. alene 3 Kr. aarl.; Kundgjørelser opt. til billig Takst. Prmvehøefte ftøt
Dansk Hiuidestambog. Aarlig Udstilling.

Ho fm an Bang, St. Strandstræde 19, København.

Den første norske Kunsthistorie.

JENS THIIS:

Norske Malere og Billedhuggere

i det 19de Aarhundrede.

Med mange Nlustrationer og Portrætter.

Værket foreligger nu komplet i 20 Hefter til en Pris af 30 Kr.

Originalbind til hele Værket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr. 5.50, Porto 30 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.
JOH. NORDAHL-OLSEN:

LUDVIG HOLBERG I BERGEN, j

Med Forord af Dr. Just Bing.}

Prig Eir. 1.60, Porto 10 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

POPULÆR NATURVIDENSKAP

UTGIT AV BERGENS MUSEUM
REDIGERT AV JENS HOLMBOE

KRISTINE BONNEVIE: Retninger og resultater inden der?4!§i^^

ekspcrimentel-biologiske forskning .

A. N. HOVLAND: Traadløs telegrafi . .

M. HOLMBOE: Dødsfald av ormebit i Norge .

MINDRE MEDDELELSER: Temperatur og nedbør i Norge i februar,
mars og april 1913 . . . .

Pris 5 kr. pr. aar frit tilsendt

Kommitsionsr

Lelmann 1 Sti|i

Kjøbenhavn

W\ f\ •' ' >'y r l®PWlWlMlraivl

' - - S:#

HPBSflPQSBSrønHH

«iiiilil åiw™

Pi®

® o

«1

begynder med januar 1913 sin 37 te aargang (4de rækkes 7de
aargang) og har saaledes naadd en alder som intet andét popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande. , i

» Naturen* utgives av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holmboe.

Ved bistand av talrike diisele medarbeidere bringer > Naturen*
stadig originale artikler fra alle naturyidenskapehs bmraader
og indéh older desuten jevnlig oversættclser og bearbeidelser
efter de bedste utenlandske kilderj;

De sidsté aaf Ii‘ar' særlig paa fysikens og kemiens omraade,
bragt en række av store opdageiser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskue^. » Naturen* vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds underrettetherom og i det hele
tat om alle iiatgrvidenskapéns v igtigere frém skr id t.

Desutén vil > Naturen « anse dét isoin- sin sberlige opgave éfter
evne at bidra til at utbrede en fyi^igerfe kun-dsfk^p om og bedre

åvtieksiendé natur.

I anerkjendelse av tklsskriftefSalmennyttigeformaai har Norges
storting i de senere aar bevilget t-hjalpren* et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr.

»Naturen« burde kunne faa en endnii langt $tørre utbredelse;
end det hittil har hat. Der \kf@eves ingen? særlige liaturvidén-
skabelige forkuridqkdlpcr for at , kunne læse dets artikler med
fuldt utbytte. Stal suhderstøtied e f olkehibliptekcr og skole-
boksamliriger , li ar, i hffinøld til, stortingets betingelse for
statsbidraget,; ret til at erholde 'tidsskriftet for halv pris (kr. 2.50,
porto médf egnet). ; ^ I

O O ,0

»NATGREk« utkommer hver maatied med et hefte paa mindst
2 ark, (32 sider) dg kostér 5 kr. pf. aar. frit tilsendt: | ,

.* NATUREN*. bør fi|ikt bestilles lyennem postveesenei eller 1
ubetalt brev merket »avissak« til y>$atnrens ekspedition, Bergen «,
men Jkjbi ogsaa férholdps gjpnnem hokbandelen; , .

:,:A}

Retninger og resultater inden den moderne eksperi-
mentel-biologiske forskning.

Åv professor dr. Kristine Bonnevie.

(Tiltrædelsesforelæsning, holdt 28de november 1912).

En, forsker, som har sat som sit maal at studere livets: fæno-
mener og utfoldblseu av livets kræfter, vil sikkert kommei til
at gjøre den erfaring, at jo længer han naar frem, jo dypere han
trænger ind i enkeltheter ne i sit emne, desto snørr ei og rikere,
desto mere kounplicert forekommer ham dette samspil av kræfter,
hvis sum viser sig for os som selve livet. — - Det ga, ar vel ogsaa
mangen gang saa, at naar man etter meget og anstrengt arbeide
endlelig naar frem til løsningen av et spørsmiaal, siaa er diet kun
for at se, at der bak dette ligger' en række nye spørsmaal, som
hvert for sig kanske er endnu siværere at løse. Jo mer man i det
hele lærer at kjeude og beundre de enkelte dele i livetsi maski¬
neri, desto- fjernere rykker uvilkaarlig tanken om nogensindle helt
at faa grep paa selvei dem drivende- kraft, selve. 1 i v s g n i si ten.
som fra. det organiske, livs første1 oprindelse har gjennemsyret
hvert enkelt individi, og har været drivfjæren i den mæigtige ut¬
vikling, som har foregaat, og som endnu altid foregaar inden
den organiske verden.

Men forskningen kan ikke bli stuaende foran et siaadant
negativt resultat. Selv om den miægtigei inderste- livskraft eindlnu
maa sis at staa utenfor dens overskuelige maal, »aa er der dog
foreløbig arbeide nok omkring utenverkerne. Man kan fra alle
kanter rykke den hemmeiighetsfulde f æ stuing nærmere ind paa
livet, gjøre dens omraade mindre og ikke la nogen passage ufor-
søkt, hvor det kunde synes mulig for videmskapen at rykke ind
og gjøre sig til herrei paa det ukjendties territorium.

Er livets kræfter væsemsforskjellige fra dem, som raar og
virker indenfor den anorganiske verden? Eller kan livsproces-

164

sen i siste instans opløses' i en. række kemiskei eller fysiske' pro-
ceisiser, som ved sin intime samvirken skaper liv?

Eiter hvilke love virker disse kræfter?

Disse og mange andre; spørsmaal søker sin løsning gjen-
nem utviklingsmekaniken, en forslmingsretning som i
80-aarene blev grundlagt av W. R; o u x, , og som- nn har , siat
frugt i de vidt forgrenede , eksperimentelle undersøkelser, som i
vore dage optar forskernes; sind verden over.

Ved' a,t studere den normale organisme, og dien:S> dleilei kan
mian nok faa redle paa dens bygning, de enkelte organers finere
siammensætning og deres funktion ; men man vil ikke ved en
betragtning av de mangfoldige proc esser som ustanselig griper
ind i hverandtre, faa nogeti klart indtryk av, hvadi som i hvert
enkelt tilfælde er aarsak og virkning. Først naiar et hjul i
maskineriet sættes uti av funktion, naar den normale anordning
av processerne forandres, først, dia kan man haabe at faa et
indblik i de enkelte kræfters art og deres række vidde.

ITtviklingsmekaniken søker1 at opnaa dette ved paa bestemte
stadier at gripe ind i die naturlige utviklingsbetingelser paa en
saadan rnaate, at man i ethvert' tilfælde kan studere følgerne av
en bestemt forsiøksanorduing.

Det vil føre for' langt her at følge de forskjellige krokveiei,
som utviklingsmekaniken har maattet gaa for a,t. naa frem tiil
vort nuværende kj endskap av organismierne og deres, avhæmgig-
liet av dlen anorganisfcei verdiens: kræfter. Jeg skal derfor i det
følgende kun søke at skissere en del av de nyere forsknings-
retninger, som vel har sit utspring i utviklingsmekaniken, men
som i sin specieile utformning hører Vort aarhundrede til. Jeg
tilisigter her intet almindelig overblik, men. vil kun ved eksempler
antyde de forskjellige retningers arbeidsmaate og foreløbige
resultater.

Som en opdagelse, der har virket re volutio ner endei paa vor
opfatning og dannet grundlag for en ny forskningsretning, vil
jeg her først nævne L o e b ’ s paavisning av, at befrugtningen,
den proceis soih' : danner utgangspunktet' for det vordende individs
utvikling og liv, for en del kan erstattes ved rent; kemisike eller
fysiske proc esser.

165

Det er en længe kjendt sak, at åen hunlige kime el le, det
ubefrugtede egg, i motsiætning til andke celler har mistet
evnen til at formere sig ved deling; men. det gj en vinder sin
dølingsevne ved beifrugtningen, som for en ytre betragtning bø-
staar i at en hånlig kimicelle, spermatozoen, træmger ind
i egget. D e t b e f r u g t ed e egg kommer slaalødesr til at
danne grundlaget for utviklingen av det vordende individ. Man
har ogsiaa længei vidst, at spermatozoen bøstaar av to væsentlig
forskjellige dele, kjernen (sl k., fig. 1), som forener sig med
eggéitsi kjerne (e. k.), og et litet straaling.se entruin, centroøomet
(c), som repræisenterer drivkraften ved den begyndende deling
av det befrugtede egg.

Fig.. I. Schematisk fremstilling av befrugtningsprocessen.
Forklaring i teksten.

. ,-i. *jsj dtp "Vae

Betydningen av denne befrugtningsproces har været gjen¬
stand for lange og indgaaemdiø diskussioner ; blandt andet har
den ogsaa været opfattet som et uttryk for at eggcellens livs¬
kraft^ er uttømt, og at den for at kunne utvikle' sig videre maa
motta den foryngelse, som fremkaldes ved spermiatozoens1 ind-
trængen i egget.

L o e b gj or de nu den opsi gtiS v ækkendei opdagelsø, at' bei¬
frugtningen forsaavidt var overflødig, som, eggets utvikling hos
visse dyr, f. eks. sjøpindisvin, kunde sættes: igang ved en simpel
forandring av det omgivende mediums sammens.ætning. Spøcielt
fik han gode. resultater1 ved' en tilsiætning av Mg Cl2 til sj øvandet,
hvori sj øpindsvinetis egg normalt, utvikler sig.

166

Drønne opdagetsie, som naturligvis fra først av blev mottat
med skepsis, kom snart til at danne grundlaget for en ny otg
meget frugtbar forskningsretning, nemlig utforskningen
av de kemisk-fysiske proc esser, som foreigaar i eigget
under dettes første utvikling. Loeb’s forsøk blev gjentat og
utvidet baadiø av bam setlv og av en række forskere verden over.
Det viste sig snart, at det ubefrugtede eggs utvikling kan sæt-
teis igang paa die forskjelligste rnaater, ved tilsætning av anor-
ganiske stoffe til diet omgivende medium eller ved1 at ta bort
andre stoffe.. Likesiaa ved tilsætning av organiske stoffer, bl. a.
spermaek strakt eller blodserum, og ved mekaniske forstyrrelser
av eggcellens indre likevegt.

Det g j ældter her først og fremst at finde, hvad der1 er fælles
for alle disse indgrep, hvad deti er som gjør at de, skjønt indbyr-
des saa forskjellige, dog alle kan fremkatd© sammie resultat,
nemlig at utløse den ubefrugtede eggcelles slumrende livskræf-
ter. — ■ Noget endelig resultat er endnu ikke naadd ; mien en
intens utforskning, del® av de kemisk-fysiologisikø processier,
som foregaar indel i egget, detsi ogsaa av deti omgivende mediums
enkelte bøstanddielei og deresi indflydelse, har været en direkte
følge av L o ø b ’ s' opdagelse. Et stort stykke land er gjennem.
dissiø undersøkelser indvundet for videnskapen, idet en hel række
av livets fænomener har vist sig at belstaa i skarpt dlefinerbare
fysiske eller kømiiske prøcesser.

Eorsiaavidt eggets • delingsmiekanismø angaar kan gjennem
Loeb’s og han® efterf ølgeres resultater befrugtningsproeesseu
sis at værte flyttet fra „ livskraften “ s hemmelighetsfulde omraade
ut i rækken av de fsenomemer, som styre® av den anorganiske
verdens kræfter og eftør1 diens lover.

Men dette forhold, dein ubefrugtede eggcelle®- stilstand og
deli ngsm ekanismens gj enoplivelsiø, er allikevel ikke det væsent-
lige ved b-efru gtningsproc essen ; det opfattesi i almindeligbet kun
som uttryk for en arbeidsdeling mellemi kimcellerne, et middel
hvorved naturen i hver enestei genera, tion formaar at sikre den
blanding av individualiteter, som hos alle organismer, fra de
laveste til dø høiestei, viser sig at være av avgjørende betydning
for slægtens bestaaen.

167

Det væsentlige ved befrugtningen bes ta ar ikke i sper-
matozoens indtr sengen gjennem eggets overflate, men i den efter-
f ølgende forening av de to kime ellers kjerner
eller rettere sagt, av dissesi indhold, de saakaldtø c h r o m o -
som er (ch., fig. 1). Skjønt kimlcellerne i sin ytre bygning er
paafaldende forskjellige, viser det sig dlog alitid at spermiato-
zoens kjerne inde i egget omdannes, saa den tilslut har fuldstæn-
dig den samme bygning som eggkjemen (se fig. 1, b — f).

En stor mængdie undersøkelser av morfologisk og eksperi¬
mentel art tyder ogsiaa i fuld samstemmighet hen paa, at nerbop
her i k i m ce Il e r n e s chromoso rn e r, har vi diet v æ -
s e n 1 1 i g e grundlag for arveligheten, her har vi
det materielle substrat for individualiteten
med alle dens forskjellige fysiologiske og psykiske eiendomme-
ligheter.

I den normalt befrugtede eggcelle findes saaledes forenet
bærerne for t o- individers kvaliteter, dø faderlige og
de moderlige anlæg, som: under utviklingen skal sætte sit præg
paa det vordende individ.

Et av die frugtbareiste arbeidsfelter paa den biologiske forsk¬
nings omraade i vort aarhundrede, har været arbeidet for at
finde lovmæsisigheten i denne samvirken mellem de to individers
karakterer under opbygningen av den næste og av allei de føl¬
gende generationer.

Ved krydsningsforsøk mellem forskjellige racer eller mellem
individer, siom med hensyn til en bestemt egenskap avgjort
skiller sig fra hinanden, og ved at forfølge de enkelte elgen-
skapers forhold ned' gjennemi generationernei har arvelighets¬
forskerne i løpet. a,v det. sidiste 10- a, ar kunnet paavise en stor og
gjennemgripemde lovmæssighet med hensyn til de arvelige egein-
skapers optrædem, en lovmæssighet som for enkelte planterisi ved¬
kommende blev paavist allerede i midten av forrige aarhundrede
av munken Gregor1 M e n d e 1 .

Denne M © n d e 1 ’ s 1 oi v, som viser hvorledes en av de to
krydsede egenskaper i dem første datter gener ation kan over-
dækkes, for saa atter at komme til syne i fuld styrke hos et lov-
mæssig bestemt antal individer i senere generationer, har i de
sidste aar været ,siaa alsidig diskutert i videnskabelige kredse,
og den er ogsaa saa ofte fremstillet i populære, verker, at jeg

168

tør anse dert for overflødig her at gaa nærmere ind paia dems
indhold.

Gjennem de moderne arvelighetsundersiøbelseris) resultater er
dert godtgjort, at den av Men del paavistø lovmæissiighet i arve¬
ligheten gjælder for en rækkø forskjellige egenskaper og inden-
for saavel plante- som dyreriket. I adiskilligei tilfælder er dlens
gyldighet ogsaa paavist for mennesket. — Den tid er derfor vist-
nok ikke fjern, dia kjendskapet til arvelighetens lovmæiasighet
vil sætte sit præg ikke bare paa vor videnskabelige, men ogsaa
paa vor rent samfundsmæissige tankegang.

Hvis die t© racer, som, benytteisi til krydlsmingen, er forskjel¬
lige fra hinanden med hensyn til mer1 end én egenskaipi, da kan
disse egenskaper i mange tilfælde nedarves helt. uavhængig av

Fig. 2. Abraxas grossulariata (A) med dens varietet
lacticolor (B).

hverandre, saa at f. eks. den ene races karakterer viser1 sig „domi-
nerende“ paa ét punkt, men „vikende“ paa et andet. Dog kan det
ogsaa hænde at to eller flere egenskaper medl hensyn til sin arve¬
lighet staar i et vist avhængighetsforhold1 til hinanden, enten
saa at de altid optræder sammen, eller paa den anden side som
antagonister, idet den ene egenskap ved sin tilstedeværelse ute¬
lukker den, anden, si tilsynekomst.

Særlig opmerksomhet vækker en række tilfælde, hvor en
egenskap, som i og for sig ikke kan betragteis som. nogen kjøns-
kar akter, viser sig i sin optræden at være bundet' til det ene
kjøn. Et vel kjendt eksempel paa diette har man i den lyse
f arve varietet av stikkelisibærmaaleren (Abraxas grossulariata var.
1'aoticolor (fig. 2 B), siom altid kun viser sig hos hunnernø.

169

Denne sammenhæng mieilleim individets1 kjøn og visse i og
for sig indifferente egenskaper har saa atter vakt spørsmaalet
om, hvorvidt ogsiaa kjønnet skulde være at opfatte som en
arvelig egenskap, og om det i siiii optræden skulde være
underkastet en lignende lovmæssighet som' de indifferente egen¬
skaper. Omkring dette spørsmiaal har der i de sidisite aar reist
sig et nyt forskningsgebet, og de talrike: undersøkelser og eks¬
perimenter, som allerede foreligger har væsentlig samlet sig om
løsningen av følgende to- problemer :

1) Hvilken sammienhæng er der mellem de primære og de
sekundære kj ønskarakterer ? D. v. s. paa hvilken maate og i
hvilken utstrækning kan de primære kjønskjertler, ovarium og
testikel, betinge utviklingen av sekundære karakterer', saasorn
hjortenes horn, hanens brogede fjærdragt, forskjellen mellem
mand og kvinde med1 hensyn til bygning, stemme, psykiske: eien¬
dommelig heter etc. ?

2) Hvad er det som betinger selve de primære kjønskarak-
terers optræden? Blir individets kjøn bestemt ved visse indre
eller ytre paavirkninger under dets første utvikling? Eller er
det allerede bestemt i det befrugtede egg, og kan det i saa
fald sidestilles med! andre arvelige egenskaper, hvis lovmæssige
optræden beror paa kombinationen av faderlige og moderlige
anlæg i egget?

Man har læmge vidst, . at fjernelse av de primære kjøns¬
kjertler, kastration, øver en gjennomgripende virkning paa
organismen. De samstemmige resultater av senere forskereis
undersøkelser viser, at saagodtsom alle1 individets organsystemer
paavirkes ved kastratlen, saaledes' foruten de egentlige kjøniS-
karakterer ogsaa muskler, fettvæv, kjertler, nervesystem og
endogsaa benbygningen, idet knokler ne efter kastration av unge
indi vider fortsætter sin vekst utover den normale længde.

Nyere undersøkelser gaar nu ut paa. at konstatere, hvorvidt
og ved hvilke midler de normale forhold kan gjenoprettes hos
et kastrert: individ for derigjennom at faa rede paa arten av
de primære kj ønskj ertlers virkning paa organismen. En mængde
eksperimenter er allerede foretat paa dette: omraade, og reisul-
taterne av nye undersøkelser offentliggjøres staclig i special av¬
handlinger og samleverker.

170

Bet vi Ide førei for langt her at gaa ind paa beskrivelsen av
'de enkelte eksperimenter ; jeg skal derfor indskrænke mig til
at sammenstille de vigtigste av diei allerede vundne resultater.

Kastrationens virkninger kan ophæiveis ved at legemet til¬
føres ny k j ø n skj ert el su b stans , likegyldig enten,, dette sker ved
en egt e t r a n s p 1 a n t i o n , idet kj ønskj ertler fra et andet
individ bringes til at vokse fast og fungere i det kastrerte indi¬
vid, — - eller veid1 en stadig gjentat i m p 1 a n t a t i o n, hvorved
hele kj ønskj ertler eller bruddstykker av disse indføresi under
huden, i bukhulen eller paa, andre steder i legemet', hvor de saa
litt efter litt resorberes, — * eller endelig ogsaa ved i n d s p r ø i t-
ning av k j ertelekstr akt i blod- eller lymfekarr hos det kastrerte
individ.

Virkningen har vist sig større jo nærmere beslegtet de to
ind, i vider er, som benyttes til transplantationen . I flere til-
fælder har det ogsaa vist sig, at ovarier og testikler ikke er
væsensiforskjellige. Hånlige karakterer kan bibeholdes eller
bringes til fornyet utfoldelse veid implantation av ovarial-sub-
stans, og likesaa hunlige karakterer ved, testikelsubstans. Dog
viser der sig stadig en gradsforskjel i deres virkning, idet hos
enkelte formier ovarialsiub stansen, hos andre teistikelsub stansen
•øver den sterkestei indflydelse.

Alt tyder paa at kj ønskj ertlernes virkning paa, organismen
beror paa deresi indre s e k r e t i o n , idet det av kjertlerne
utskilte sekret (deres „Hormonera) gjennem blod- og lymfekarr
tilføres legemets forskjellige organer. Sandsynlig er det, at
nervesystemet herunder^ fungerer som en slags formidler, idet
kj ønskj ertlernes virkninger gjennem dette overf øres til de øvrige
organ sy stem er . Kj ønskj ertlernes sekretoriske virksomhet har vist
sig ikke at være; knyttet, til selve kimcellerne men til det saa-
kaldte inter stit i elle væv som f yl der mellemru mimene
mellem kj ønskj ertlernes follikler.

E:n andein under siøkeisesrække gaar ut paa, at beis temme de
sekundære kjønskarakterers væsen. Har de til alle tider været
knyttet til det ene kjøn, eller kan de tænkes at optrædie ogsaa
adskilt fra dette 1

Ved foran4$ipger i de ytre forhold, specielt temperatur, fug-
tighet eller ernæring har man søkt' at øvei indvirkning paa dissie
karakterers optræden, og i mange tilfælder medl heid — saaledes

171

f, eks. hos forsk jelligei 'arter av firben., hvor hunnen ©r bragt
til at anta harmens farveteigning, og omvendt, eller* begge har
i sin, farveteigning nærmet sig imot et midler© indifferent stadium.
I slik© tilfældeir har diet vist. sig, at de sekundær© kjømskarak-
terer, likesom dei indifferent © raeek ar akterer i sin utfoldelse ©r
■avhængig av individets stof veksel ; ho*si firben ene fremkal des
-saalede® mannens stier ker© farver ved en. livligere istof veksel, og
.omvendt. De forandringer man paa denne maate har opnaadd
har tildfels holdt -sig ' ogrna bo®, avkommet i den Iste generation.

Ogtsiaa ved kryds ningsf or søk har det vist sig, at, sekundære
kjønskarakterer kan forholde sig som indifferent© racekar akterer,
i diet de nedarves eftør M © n d el 1 hs lov, og at de kan nedarves
gjenneim hvilken so mhelct av forælårene, selv om de i sin ytre
optrædien er knyttet til det ene kjøn.

Indiff :ønen te raoekarakterer, som oprindelig har ■ optraadt hos
indi vider av begge kjøn, kan etter en bestemt krydsning gaa over
til at bli sekundære kjønskarakterer — : og omvendt har mlan
■eksempler paa, at kjønskarakterer eiter visse' krydsiminger optrær
som indiff Grente raoekarakterer, eller endog at di© kan springe
helt over paa det andlet kjøn,.

Ut fra vort nuværende kj endskap til saken maa dette for¬
hold opfattesi saa, at de sekundære kjønskarakterer, sammen med
■de indifferent© race- og artskaraktører, veid sime anlæg eir repræ-
sentert i kimcellernei, og at de derfor ogsaa neidarve© gjennom,
generation erne paa saimme miaate og rnied' samme, lovmæisisigbet
som disse. Men individets primære kjønskarakterer, d. v. s.
tilstedeværelsen av ovarium eller teistikel, bevirker1" ho, s dei for¬
skjellige in di vider en f &--v s k j ©1 i stofveksel, som gjør,
at viste karakterer1 kommer til utfoldelse' kun eller fortrinsrvis
hos hunner, andre hos; hanner.

Dert eksperimentelle forskning er da ogsaa gaat videre, til
forsøk pa.a en utredning av spørsmaaXet om., hvad som er1 be¬
stemmende for selve dei primære k j ønskarakterer hos
indi vid erne. Er ogsaa dissie arvelige 2 ' Eller bestemmes de gjen¬
nem visse ytre eller indre paavirkninger under embryoets ut¬
vikling ?

Alle de hittil utførte, eksperimenter er samstemmige med
hensyn til diet resultat, at. bestemmelsen av det. vordende individs
kjøn er knyttet til kimcellernei. I ganske enkelt© tilfælder kan

172

individetsi kjøn være forutbestemt allerede i diet ubefrugtedei egg;
altid synes det ,at være definitivt bestemt i det øieblik die' to
kim.c ellers anlæg er foreiniet i det befrugtede egg.

Dette stemmier vel overens' med den kjendsgjerning, at der
hos en stor mængdle dyreformer er paavist en bestemt mater iel
forskjel mellem celler ne hois hanner og hos hunner, idet cellerne
hoiS hunlige individer indeiholder enten et chromosom mere end
hos hannerne, eller de har et chromiosom som. er større end: det
tilsvarende hos hannerne. Denne forskjel viser sig særlig tyde¬
lig i kim cellernei, og den medfører at- dissei hos» diet ene kjøn kom¬
mer til at optræ- under to- forskjellige former, paa en sa-adan
maate at den ene halvpart av dem blir bestemmende for utvik¬
lingen av et hunlig, den anden av et hånlig individ. Hos; de
fleisite av de undersøkte former' er det hannerne', hvis kimceller
er av to forskjellige1 slags1, d. v. s. hannerne- er hos dissei former
at opfattie som h ei t er o- z y g o- 1 ei r med hensyn til kj ønsbestem-
melsen, mens hunnerne er hom-ozygotør; hos enkelte for¬
mer, som f. eks. eichinodermer, er dog forholdet omvendt-, siaa.
at her hunnerne er heterozygoter og hannerne homozygoter med
hensyn til kjønsbesteimmelisen for dein følgende gener ations
individer.

Det vordende individs kjøn er altsaa, efter alt hvad mtan
hittil har kunnet paavise, likesom de arvelige r aceegem skaper
definitivt bestemt ved kombinationen av faderlige og moderlige
karakterer i den befrugtede eggecelle ; den numeriske fordeling
av cle. to- kjøn blandt mennesker og de fleste høiere dyreformer,
ca. 50 pct. av hvert, stemmer ogsaa netop overens med hvad man
efter M e n d1 e 1 ’ s lov skulde vente, naar som vi netop siaa, den
ene av forældrene med hensyn til dette- punkt er en hetéro-, den
anden en homozygote.

Dienne f orskningsretning er ny, og * stadig kommer der nye-
b i drag til spiør;sma,aleneisi løsning. Det kan derfor o-gsia-a me-get
vel hænde, at vor opfatning a-v spørsmaalet o-m bestemmelsen av
individets kjøn senere vil komme til at modificeres. Men det.
som idag kan sies at være den herskende' opfatning vil efter det
ovenstaaende bli omtrent følgende :

Hos de*;l}aveste, enc-ellede, organismer var1 og er kjønnet
indifferent, alle individer e-r væsentlig like, og en kvalitetsibl ån¬
ding, konjugation, kan foreigaa mellem hvilkesomhelst individer.

173

Som. ert uttryk for en arbeidsdeling og: for at sikre en i hver-
generation gjenta, t kvalitetsbl ånding ogsaa. hos flereelleldei organ¬
ismer, er konj ugationen hos disse overlat av speicielt differen-
tierte celler, de hånlige og de hunlige kimceller, som kommer
til utvikling hmsi forskjellige indi vider .

EVnen til at utvikle den, ene eller den anden sort . kimceller, .
m. a. o. den primære kj øn,sf orsfcj ei, nedarves med sammie lov-
mæssighet som1 racei- og artskarakterer. Men denne arv betin¬
ger i og med utviklingen av den hånlige eller hunlige kjøns-
kjertel videre en forsk jet i individemes stof veksel, somi gjør, at.
visse racekarakterer, som kommer til fuld utvikling1 hos det ene
kjøn, hæmmesi hoisi det andet og omvendt, d. v. s. disse karak¬
terer optrær som, sekundære kj ønsikar akterer.

De undersøkelser1 som hittil er omtalt er alle i sidsite instans,
rettet mot løsningen av spørsmaalet om; hvorvidt og i hvilken
grad individemes forskjellige anlæg er' avhængige av hverandre,
eller om de er indbyrdes uavbængige, saa at de hver1 for sig kan
gjennemløpe sin helt selvstændige utviklingsgang .

Diet samme problem er imidlertid ogsaa, angrepet fra andre-
sider og gjemnemi undersøkelser som danner en mere direkte
forts, ættetsie av den oprindelige utviklingsmekaniske retning.

Er de enkelte organanlægs evne uttømt med den y deise, de
under normale forhold præsterer? Eller kan de under for¬
andrede £orho]d ogsiaa yde noget andet eller merei? Omkring
disse spørsmaal har den eksperimientelle forskning fundet et
frugtbart arbeidsfelt, og he,r er man ogsiaa i de senere aar naadd
frem til resultater og til ar bei dsmetodJer, som danner en udmier-
ket basis for fremtidens forskning paa dette omraade. — ■ J eg skal
i det følgende eksempelvis omtale en del av disse undersøkelser
og deres foreløbigi resultater.

Den befrugteide eggcelle bois en salamander viser under' nor¬
male forhold, at den har evne til at utvikle sig til et enkelt,
normalt bygget individ. Hvad blir nu resultatet, hvis, man som
S p e m a n n forandrer eggcellens form ved . at snøre den sam¬
men paa midten, som: vist i fig. , 3? Yil hver halvpart nu frem¬
deles komme til at utføre den samme rolle, som under normale
forhold tilkommer den, nemlig1 at. utvikle sig til et halvt, embryo l

174

Resultatet (fig. 4) viser her, at hver halvdel av ieigget i
virkeligheten; har anlæg til at utvikle ikke bare et halvt, men et
helt individ, idet mian paa denne' maate kan frembringe en række
s i a m e s i s k e tvillingpar mer eller mindre sterkt sam¬
menvokset, ettersom ha, aret var mer eller mindre stramt knyttet
omkring eggene.

I saadanne tilfælde, hvor egget efter eksperimentel indgri-
pen faktisk utvikler sig til noget andet og mere, end det under

Fig. 4.

normale forhold vilde ha gjort, kan lokalisationen aiv dets enkelte
anlæg i operationsøieblikket endnu ikke ha været skarpt gjen¬
nomført. — Naar sker saia denne lokalisation ? Paa hvilket sta¬
dium blir de arvelige anlæg saaledes fordelt' i diet unge embryo,
at en dlel av dette uvægerlig vil maatte utvikle sig til nerve¬
system, en anden dlel til tarmkanal o. s. v., saa at disisie dele ikke
længer kan vikarierei for hinanden? Mangfoldige eksperimenter
er gjort for at komme paa det rene med dette forhold. Jeg skal
her bare nævne no gen enkelte.

Paa tidlige stadier av froiskeembryoets- utvikling, mens dette
endnu ligger inde i egget, har Spemann med held forsøkt at
transplantere visse dele av embryoets kropsvæg over til andre

175

dele av samme embryo for at se, hvorvidt disse transplanterte
stykker vil føle sig ind, i det hele og danne et harmonisk leidi i
sine nye omgivelser, eller1 om dieres utviklingsretning allerede er-
fiksert, siaa at den ikke mer kan reguleres. — Et stykke av em¬
bryoet® dorsalside blev saaledes løsnet (fig. 5 A) og dreiet helt

rundt, saa at dets forreste rand, som gik gjennem det vordende'
individs øieregion, kom til at ligge bak øreregionen.

Resultatet blev i dette tilfælde et embryo- med to piar øine,
det ene par i sin normale stilling og et andet, mindre1 par bak
ørene Her var altsaa de speciell© anlæg for øienutvikling alle-

Fig. 6.

rede fast lokalisert i en bestemt region hos embryoet-, og en diel
av dette materiale var ved operationen blit forflyttet- til frem¬
mede omgivelser, uten at disse kunde øve nogen regulerende ind-
flydels© paa dets utviklingsretning. eg ! h

Tilsvarende forsøk er foretat av B r a u s, som hos froskei-
larver har transplantert det lille, knopformige anlæg til bak-

176

lemmer over paa andre individer og paa de forskjelligste steder
av disses.; legeme (fig. 6 — 8, k).

Resultaterne viser altid, at hele extremiteteins anlægsima-
teriale har været fast lokalisert i den lille transplanterte knop.

En normalt bygget bakfot utvikler sig av den,, selv om den er
blit placert fremme paa. hodet hos det andet individ (fig. 8).

Ingen har dog paa dette omraadle naadd 1 senger end de
amerikanske forskere med Harrison i spidsen. Han har
ved sine eksperimenter, særlig paa nervesystemets omriaade,

Fig. 8.

177

naadd frem til den endelige løsning av en række spørsmaal, som
gjennem lange1 ti dier har været gjenstand for diskussion og under¬
søkelser.

Hans første eksperimenter utførtes paa unge embryoner
(ca. 3 mm, lange) av frosk og salamander. — Het var allerede
tidligere' kj endt, at disse embryoner har en meget stor regenera-
tionsevne, ja at dierti endog er mulig at daa stykker av forskjellige
embryoner tiil at vokse siammen og utvikle sig til en mer eller
mindre normalt utseende organisme.

Herpaa bygget nu ogsaa Harrison sine undersøkelser,
idet han. ved at kombinere bruddstykker av indi vider tilhørende

forskjellige arter, , skaff ed sig anledning til at studere de for¬
skjellige or g an sy, st em er s forhold. Hvor han, som f. eks. i fig. 9,
fik skaffet sig embryoner med de to hoder, kundle han studere
utviklingen av de konkurrerende organanlæg, som fra begge
hoder bredte sig bakover paa og i den fælles bakkrop.

Overalt fandt han en paafaldende selvstændighet hois de for¬
skjellige organanlæg, og i de aller fleste tilfælde viste deti sig,
at de uten hensyn til de forandrede omgivelser kun søker at
utfolde de kriæfter, som er nedlagt i dem.

Hette viste sig ogsaa at gjælde, nervesystemet, baade for-
saavidt som dettes enkeltei dele følger sin utviklingstendens, selv
om de er transplantert over paa fremmede dele av legemet eller
endog paa andre individer, — - og ogsaa forsaavidt som andre
organsystemer, som f. eks. muskulaturen, som i sin funktion er
helt avhængig av nervesystemet, dog kan utvikle' sig normalt,
selv om nervesystemet er borte.

178

Det problem, som særlig laa til grund for Harrision’s
eksperimentelle, undersøkelser var spørsmaaløt om, sammen-
hængøn m e 1 1 e m de: ceatrale og de perifere dele
av n e, r v e s y si t e m e t. Et de1 lange nervefibre, somi fra
hjerne og rygmarv naar' frem' til de perifere organer, at opfatte
som utløpere fra centralorganetsi g angi i- c eller og altsaa i sin
utvikling og funktion helt avhængige av disise? Eller opistaar
de perifere nerver ute i og mellemi organierne, av perifert
materiale, mieid eller1 uten indvirkning fra centralorganet ? Dette
er spørsmaal av stor betydning for vor forstaaelse av nerve¬
systemets funktion, som gjennem lange tider har været dis¬
kutert og omstridt, og hvis definitive løsning vel neppe kunde
ventes ad morfologisk vei.

Det lykke des H a r r i s o n ved sin fuldkomme teknik hos
ganske sunaa embryoner (1.5 — 2 mm.) at fjerne anlægget til
dyrets centrainervesysteim (fig. 10) heilt eller delvis, uten sam¬
tidig at beskadige andre organanlæg. Det viste sig nu, at disse
sidstes utvikling foregifc i alt væsentlig normalt, mens1 nerve¬
systemet, saavel det centrale som ogsaa det perifere helt uteblev.

Ved dette eksperiment hadde Harrison paavist, at det
centrale nervesystems tilstedeværelse er nødvendig for utvik¬
lingen av de perifere: nerver. Men dermed er diet dog ikke
avgjort, at de perifere nervefibre virkelig skulde være opstaat
ved direkte utvoksning fra de centrale gangliceller ; det kunde
tænkes, og det har været hævdet, at de vel opstod av perifert
materiale, men at centralnervesyistemeitis impuls og kontrol var
nødvendig for de perifere nervers utvikling.

For definitivt at kunne avgjøre dette spørsmaal begyndte
nu Harrison en ny forsøksrække, som er kommen til at

179

danne grundlaget for den nyeste eksperimentel -biologiske' forsk -
ningsretning, nemlig kultur av dyriske væv utenfor
organismen.

Disse forsøk begyndtei med, at Harrison for at studere
nervefibreneis vekst flytiteit det fremmede medium ind i organ¬
ismen, idet han hos en sialamanderlarve satte ind et stykke

Fig. 11 A — B: Celler differentieret i hængende lymfedraape.
n. nervefibrer.

koagulert blodplasma istedenfor et tilsvarende stykke av ryg-
marvsanlæggel. Ved senere undersøkelse^ viste det sig her, at
blodplasmaet var gjennømtrængfc av nervefibre, som fra smit-
flaten hadde vokset sig ind i det.

Litt efter litt lyktes det dog Harrison at utvikle sin
teknik, indtil han fandt en forsøksanordning, hvorved smaa
stykker av embryonalt væv kunde bevares levende' i en lymfe-
draape hængende paa undersiden av et dækgla.ss. — Paa denne
maate blev det ham mulig under mikroskopet at følge de em-

180

bry on ale celler» utvikling. Han s a a dem differentieres i for¬
skjellige retninger, til epithelc eller med sin cuticula, til flim-
merceller, til tverstripet muskulatur ; han kunde nu ogsaa for
sine øine se nerveifiberne1 opstaa stom utløpere fra. de oprindelig
runde gangliceller, han siaa dem vokse fra time til time (fig. 11),
og han saa hvorledes den nydannede tverstripe.de muskulatur
trak sig sammen, naar den kom i kontakt med nervefiberne.

Der var naturligvis ved disse forsøk stor fare for at kul¬
turen skulde ødelægges ved infektion med bakterier, og mang¬
foldige var de forgjæves forsøk, som maatte foretas, før tekniken
blev tilfredsstillende. Men veid at iagtta den pinligste forsigtig-
het under alle sine mianipulationer lyktes det dog Harrison
i flere tilfælde at. holde1 kulturen i live i 2 — 3 uker, i et enkelt
tilfælde endog i nuer end 5 uker.

181

I løpet av det sidste aars tid er Harrison’ s teknik
videre utviklet av andre amerikanske forskere, specielt av
C a r r e 1 og hans elever ved Rockefeller institut.

Nu arbeider man ikke længer med et lite fragment av
embryonait væv i en lymfedraape, men med forholdsvis store
mængder av næsten. hvilken, somhelst vævsart, og fra. amfibie-
embryoner er under søk el ser ne utstrakt, ogsaa, til de varm, blodige
dyrs væv. — Carrel har i sine kulturer ikke bare kunnet holde
cellerne i live, men han har set dem vokse og utbre, sig over
den oprindelige kulturs omfang (fig. 12 A), ordne sig til cellevæv
(fig. 12 B) og endog gjennemgaa mitotiske delinger.

De bedstei resultater har Carrel opnaadd ved at benytte
som medium ikke lymfe, men blodplasma, som sammen med det
fint fordelte celleuiateriale strykes ut over en glasplate ; her

Fig. 18.

koagulerer plasmaet og avgir i denne tilstand en gunstig jord-
bund for cellekulturens utvikling. Kulturen, opbeivares og stu¬
deres i en flat gliassikaal, ca. 11 cm. i tversnit, (fig. 13 B), hvis
laag dannes av en glasplate (A), der langs randen er fæstet med
vaselin, og paa hvis underside kulturen (C) er utbredt. Denne
tilføres luft gjennean et par huller i laaget (V), som efter ønske
kan aapnes eller lukkes, og luften holdes fugtig ved at der i
skaalens bund (D1) fins en ringformig fordypning (E), fyldt
med vand,.

En siaadan kultur vil dog ogsaa efter kortere eller længere
tids forløp avsvækkes ; der blir stilstand i cellernes utbreidlelse
og formering, og denne stilstand etterfølges a,v kulturens hen-
sygnen og død.

For at undgaa, dette har saa Carrel begyndt at bruke
sterilisert silkeduk eller bomuld som underlag for sine kul¬
turer, som da væsentlig brer sig langs og omkring traadlene
(fig. 14). Indtrær nu stilstand i en kultur, kan denne med sit

182

underlag løses av glasplaten, vasike© ut (i Ring ø r ’ s væske1))
og benytteis som grundlag for en ny kultur, som altsiaa direkte
forts ætter den gamles liv. Dette kan gjentas mange gange, og
det har paa denne maate lyktes C a r r e 1 at iiolde sine kul¬
turer levende og friske i maanedlsvis . Eksempelvis kan nævneis,
at fragmenter av hjertemuskulatur i en av kulturerne fortsatte
sine rytmiske kontraktioner endnu efter mer end 2 maanedlers
forløp.

Fig. 14.

Denne forskningsretning er endnu saa ny, at dens resul¬
tater foreløbig væsentlig bestaar i utformningen av en brukbar
teknik. Men det er ikke vanskelig at se, hvilke arbeidlsmulig-
heter som oprulleis paa basis av denne nye teknik, og hvor mange
spørsmaal som vil kunne fin de sin endelige løsning, naar man
istedenfor at dra slutninger fra det døde materiales strukturer
har anledning til under mikroskopet at se livsproeesserne fore-
gaa for sine øine.

J eg har i det for egaaendø berørt' en del av de retninger,
hvori den eksperimentel-biologiske forskning for tiden arbeider.

J) Fysiologisk koksalt tilsat litt K og Ca.

183

Diet har ikke kunnet bli noget sammienhæmgendø billed© av
denne forskning med alle dens forgreninger. Men jeg har
ønsket med d© anførte eksempler at vise, hvorledes, den eksperi-
mentel-biologiske forskning i vor© dage lægger ind under sig det
ene arbeidsfelt efter det andet, og hvorledes, spørsmaal, som gjen-
nem aartier har været gjenstand for en teoretisk drøftelse, nu
pludselig har fun det sin endelige løsning gjennom eksperimen¬
telle: undersøkelser.

Intet er derfor naturliger© end at det ene universitet efter
det andet aapne-r sdne døre for den eksperimentelle forskning,
og at ny© anstalter oprettes for at hellige sig utelukkende til
denne.

Foreløbig indtar paa dette omraade Amerika den føriste
plads ; men ogsua i Europa, fins der allerede en række anstalter,
som har sat det som sit hovedformaal ad eksperimentel ved at
søke klarhet paa. ouiraadier, hvor iagttagelsen av den normale
organisme ikke længer er tilstrækkelig..

Av den store literatur o-ver de i foredraget berørte emner
kan her specielt merkest:

Haecker, V. 1912 : Ållgemefne Yererbungslehre. Braunschweig.

K am mer er, P. 1912: IJrsprung der Geschlechtsunterschiede. Fottschr.
Nat.wiss.Forschung. Bd. 5.

Meisenheimer, Johs. 1909—1912: Expei imentelle Studien zur Soma-
und Geschlechtsdifferenzierung I — II. Jena.

Spemann, H. 1906: Uber eine neue Methode der embryonalen Trans-
plantation. Yerh. d. Deutsch. Zool. Gesellsch.

B raus, H. 1905 : Experimentelle Beitråge zur Frage nach der Entwick-
lung peripherer Nerven. Anat. Anz. Bd. 24.

Harrison, R. G. 1911 : The Ontgrowth of the Nerve Fiber as a Mode
of Protoplasmic Movement. Journ. of Exper. Zool. Yol. 9.

C arr el, Alex. 1911 — 1912

„ „ and Burrows, M. F.

„ „ „ Ingebrigtsen, R.

En række avhandlinger i
„ Journ. Exp. Medicin“. Yol.

14—16.

184

Traadløs telegrafi.

Av kaptein i marinen A. N. Hovland.

(Fbrtsættelse) .

3. Økning av bølgelængden har gaat ha and i
haand med økning av s tationernes rækkevidde.

Det er interessant at følge den traadløs© telegrafi® utvikling
gjemnem aarene og se, hvorledes den paa enkelte felter har be-
væget sig omtrent i kredsgang, mens den paa andlre felter be¬
tegner en stadig stigning.

Det sidiste er særlig tilfældet med de benyttede bølge-
længder. Nødenstaaende tabel gir en oversigt over gnistantal
og bølgeilængder gjennem aarene 18901 — 1912.

Aarstal

1890—1899

1899—1907

1907—1912

Gnistantal
10—20
20* — 1001
1000 — 2000

K j æmpestationer 500

Bølgelængde
1 00' — 3001 meter

300—1500
15001 — 10000 —

indtil 1 6000* —

Internationale bølgelængder er 300', 600' og 1800 m.

Grunden til den store stigning i bølgelængden kan søkes
paa flere hold. Den skylde® delvis de sterkt økede: krav til tele-
graferingisdistancen, dels skylde® den sollysets skadelige virk-
ninger paa de korte bølger.

Yed systematiske forsøk dels i England og dels i Japan
har man opdaget, at signalerne® intensitet er størst om natten
og mindst om dagen,

Marconi iagttok dette allerede i 1903 under sine første
transatlantiske forsøk. Senere fandi han, at denne svækkelse
var mindre for lange end for korte bølger, og han benyttet som
følge herav større bølger om dagen end om natten.

Ebr derfor at kunne sikre en stadig forbindelse dag som
nat benytte® ved de store stationer bølgelængder fra 6000 til
16000 meter. Den eventuelle norske Amerikastation skral saa-
ledes benytte ca. 16000' m. bølger.

Disse lange bølger har ogsaa den store fordel, at de meget
lettere overvinder mellemliggende hindringer saasom f j elde,
skogstr ækning er etc., idet de ikke blir absorbert i den grad som
de korte bølger.

185

Dette forhold er ganske merkbart selv ved bølgelæmgder
paa 400 — 800 m.

Under forsøk med marinens stationer har det saaledes gjen¬
tagne ganger vist sig, at de lange bølger rækker længere over
land end de korte.

Og i vor skjærgaard med. vanskelige telegraf eringsforhold
er dette et moment av stor betydning.

De høie f j elde kan idetbeletat være en lei hindring for en
god tetegrafforbindelse, hvis en av stationerne ligger forholds¬
vis nær f j eldene.

Skjærgaard en paa 'vestland et, særlig utenfor Bergen, har
saaledes skaffet gni sttelegrafist erne mange ærgrelser. Allerede

ved et forsøk i 1 902 mellem 2 panserskibe kunde man direkte
merke, at de høie mellemliggende øer simpelthen avskar for¬
bindelsen,, ofte midt i en sætning.

Imidlertid kan man av praktiske grunde ikke øke bølge-
længdem utover visse grænser, dia luftnettets længde her- spil¬
ler en stor rolle.

Det viser sig nemlig saavel rent teoretisk som ved prak¬
tiske forsøk, at bølgelængden maa, staa i et visst forhold til net¬
tets egensvingning, f or at man skal faa god effekt. Nettets
længde eller størrelse er imidlertid delvis avhængig av mastens
høide, og denne er av rent tekniske grunde begrænset.

Marconi har delvis omgaat denne vanskelighet ved sin
„knækkede antenne“ .

Denne som er vist i fig. 1 skal bl. a. benyttes paa vor
Amerikastation ; den har den store fordel, at den utnytter de
store hølgelængder langt bedre end andre antenner.

186

Dernæst ex* den fordelagtig derved, at den utsender bølger
væsentlig i sin længderetning. Denne skal derfor fald© sam¬
men mied storcirkelen mellem den norske og den amerikanske
sta ti on .

Et saiadant kjæmipenet tar en ganske god plads.

Den planlagte norske Amerikastation skal deles i em av¬
sender- og en mottager sta ti, on. Avsemderstationen vil antagelig
bli lagt paa Ullanhaug ved Stavanger og trænger omtrent 400
maal jord, idet der skal være plads til 10' master a ca. 1301 m.
høide.

Mellem diss©' master skal strækkes 32 parallele 5 millimeter
tykke kobbertraader, som forenes i een bundt ved indtaket i
stationsbygningen .

De andre ender av traadene er hver for sig isolert fra, jorden
og fæsteis til betonblokker.

Mottagerstationen skal ligge ved Nær bø og ba 8 master til
antennen.

Denne antenne, blir idetheleitat en monumental utførelse a,v
Marconis opfindelse fra 1906 — den direktiv© knækkede
ant enn e, som delvis har været f orbilledet for sener©' benyt¬
tede horisontale antenner.

4. Om utviklingen av de forskjellige
station sCt y p e r.

I de først©' aar, da alle forsøk var famlende og d,en traad-
løse telegrafis teori meget usikker, var de traadløs© apparater
ogsaa y der st primitive; Jeg erindrer sa al ødes meget godt de
først©' avs ender apparat er vor marine anskaffet i 190i — 2. De
bestod av nogen papcylindere, som var omviklet med, kabel-
stumper, hvis ender var vrid sammen.

Kabelstumpern© var selvinduiktionspolen, og papcylinderen
var fiaskehusetu Men vi opnaadde dog med disse apparater en
forbindelse paa, 120' kilometer, som vi var meget godt fornøiet
med, dia det var mange procent over den garanterte,.

Men na,ar man sammenligner disse primitive saker med, de
moderne forniklede og blankpolerte apparater, da forstaar man,
at der er kommet adskillig mere „s,ving“ paa det nu.

Men endnu mere træder manglerne ved de gamle apparater
frem, hvis, man gransker nærmere de teorier, eiter hvilke appa-
raterne var bygget.

187

De var mere beregnet paa at tjene som varm eapparater end
som traadløse telegraf apparater, har et vittig hode uttalt ; og
man maa til dels gi ham r et.

Men paa den anden side maa man beundr: den fart, hvor¬
med denne utvikling er foregaat. Og der er vel neppe noget

Fig. 2. Telefunkenstation for fiskefartøier.

omraade, hvor teknikeren og opfinderen har arbeidet saadan
haand i haand med vi de nsk aps man den som her.

Snart har den ene været foran, snart den anden ; de har git
hverandre impulser og befrugtet hverandres arbeide.

Det. ser vi like fra Marconis første forsøk.

Opfinderen Marconi bygget paa videnskapsmændene Heirtz,
Deddersen, Maxwell, Thompson, Branly m. fl.

188

Professor Braun utviklet sin© teorier om energikobling og
den sluttede svingekreds, efterat han hadde lært Marconis forsøk
at kjende.

Marconi, Slaby og Arco bygget atter delvis paa Brauns
teorier.

Wien kom saa, med nye teorier for energiutløsiningen og
skapte den Wien’ske metode for syngende gnister.

Telefunkens ingeniører utfører atter disse teorier i praksis,
o. s. v.

Og det er vel faa felter, hvor der er nedlagt sand an kapital
i eksperimenter og forarbeider som paa den traadløse telegrafis
omraade; ti saadanne forsøk er meget kostbare.

Derfor har de fleste selskaper i aarrækker ikke kunnet gi
utbytte tiltrods for de stive priser paa, apparaterne, og det, er
først nu, at de begynder at høste økonomiske laurbær ved siden
av de videnskabelige.

Og dette kommer av, at man nu er kommet over i
fastere spor.

Barneisygdomjnene er forbi, og fabrikanter ne kan nedlægge
de aarelange erfaringer og forsøk i en række faste standard-
typer, som egner sig for massefabrikation.

Saaledøs har de vigtigsite systemer nu specielle typer for
smaa og store krigsskibe, for ditto handelsfartøier, for ditto- land-
stationer, for fiskefartøier, for luftskibe, for feltstationer etc.,
etc. Og diisisie stiationer er nu lettere og mere koncentreret end
før, paa samme tid som de er mere effektive.

Fig. 2 visier en vakker type av en liten Tel efunk enst ation,
nemlig en st ation for smaafartøier, fiskefartøier og den slags.

Fig. 3 viser en liten transportabel Marconistation (kavalleri-
type).

Marconi ma,a sigeis at være den, som i aarenes løp har holdt
de stabileste former og typer, mens T'elefunken har hat en hel
del forskjellige typer.

Marconi har lagt hovedvegten paa en solid og enkel
utførelse, saaledes at mindst mulig feil ved apparater ne skulde
forekomme, og disse selv skulde kunne betjenes av forholdsvis
ukyndige folk.

Telefunkens arbeide har i de første aar mere gaat i den ret¬
ning at faa den største nytteeffekt av stationerne.

189

Poulaens arbeid© i dø seinere a.ar har, saavidt jeg har kun¬
net følg© dett©, ogsaa gaat i dem retning at frembringe appa¬
rater, som er konstante og solid© i sin virkning, og som ikke
behøver en ©ærlig dygtig betjening for at funktio-nere bra.

Og dett© er ogisiaa lykkede® ham.

Alt i alt kan man si, at man nxaa beundre de anstrengelser
og d.e opofrelser, som de forskjellig© selskaper og opimder© har
lagt i arbeidet for dem traadløse, et arbeide som i særlig grad
sker til hel© menneskehetens gavn, da den traadløse telegraf som

Fig. 3. Marconistation, kavalleritype.

intet andet teknisk hj ælpemididel bidrager til sikring av menne¬
skeliv og værdier, rednoerer avstandene og bringer ukers vente¬
tid til at svind© ind til minutter og sekunder.

5. Den traadløse telegrafi] enes te s utførelse
og 0'rga.n.isat.ion rn elle rn handelsskib ©
o ,g kyststatio n e r.

Indtil aaret 1911 var der nokså, a. haardie rivninger mellem
Marconiselskapet og Telefunken angaaende formidlingen av tele¬
grammer mellem stationer av de forskjellig© systemer, idet Mar-
conistationerne negtet at- befordre- andre stationers telegrammer.

190

Dette for dem intern ationale skibsfart og dem almdndelige
telegraf tj eneste skadelige' forhold ble-v heldigvis bragt til ophør
i 1911, idet der sluttede® em overenskomst mellem de imæ-gtige
selskaper og dannede® et datterselskap av Marcomi og Te-le-
funken med navn : Die Dewtsehe B etrieb sge-sellschaf t fiir draht-
lose Telegraphie — forkortet Døbeg.

Dette selskap eier alene paa tyske1 dampskibslinj er1 200 sta¬
dioner, som de driver for egen regning. Stationerne bekostes
og telegrafisterne- lønnes av selskapet. Rederiets- tj enestetele-
gr ammer befordre® uten omkostninger for dette, mens indtæg-
terne ved passagereneisi telegraf ering tilfalder Debeg. Dette
faar desuten av rederiet en viss aarlig erstatningssum for sta-
tionsholdet.

Til almindielige fragt dampere utleies stationerne- for et vist
tidsrum ad gangen.

Til belysning av den storartede anvendelse, som telegrafen
har faat paa dette omraade, kan følgende tal nævnesi :

I auret 1911 bleiv gjemmem tyske kyststatio-mer formidlet
13 206 telegrammer; fra offentlige engelske stationer ble-v i 1910
5 640 telegram mer sendt og 34 161 mottat fra skibe.

Fra franske stationer blev omtrent til samme tid 8 768 tele¬
grammer med. 96 783 ord befordret..

Idetbeletat er denne- telegraf tjeneste- nu ypperlig organisert,
og den f or ega ar med stor paalitelighet og præcision. Der utgis
av de forskjellige- selskaper særegne maanedlige karter, siom
viser hvert enkelt sikib.s pla-ds til de- forskjellige tider; derved
kan telegrafisten al tid utfinde, med' hvilke- skibe- han kan komme
i forbindelse.

Em siaadan s-kibssitation paa em større, passag er dam per er en
ganske interessant og indviklet historie.

Et par oplysninger om de norske Åmerikabaaters stationer
vil kanske interessere. Stationerne blir paa P/2 kilowatt. Ap¬
parater ne har en normal ræikkevidde av 1100 a 1300' kvartmil
om dagen. Denne avstand vil om natten av tidligere forklarede
grunde- bli betydelig forøket.

Selve gnist statiomen besitaa-r av 4 rum, nemlig 1 ekspedi-
tionsrum for passager ene, 1 beboelse®- og soverum for telegra¬
fis terne, 1 litet rum- for sendeapparaterne samt 1 for mottager -
apparate-rne, hvilket sid, ste- ved dobbelte dører og tykke væ-gger
er bedst mulig beskyttet mot s-tøi og rystelser.

191

Endvidtare . blir der ©t eiget litet • trykkeri i forbindelse) med
den traadløse, saaledee at de telegraf nyheter fra k j æm.p-estatio'-
nerne Foldhu og Cape God, som telegrafist en i nattens løp
mottar, kan serveres fersk© ved pass&gerenes frokostbord i form
a.v en liten avis «Atlantic Neiws“ .

Som man saaléde® vil forstaa, yder den traadløsi© telegraf
et væsentlig plus. til passag er ene® og mandskapet® sikkerhet og
velvære paa de lang©: sjøreiser. (Sluttes) .

Dødsfald av ormebit i Norge.

Ved medicinal direktør Hofmboe.

For en del aar siden offentliggjorde jeg (i «Aftenposten^
nr. 294 for 1905) en oversigt over de dødsfald av ormebit, som
den gang var kj, endlt fra lægernes medicinalberetninger. «Na¬
turen" s redaktion har nu bedt mig om en samlet oversigt, om¬
fattende ogsiaa de sxdstei aar, og denne anmodning skal jeg nu
søk© at etterkomme.

Først fra 1853 av indeholder vore officielle medicinalberet-
ninger opgaver om aarsakerne til de dødsfald, som hvert aar er
indtruffet. Det er derfor først fra dette tidspunkt av, at man
kan vente at fm de nogenlunde fuldstændige oplysninger om,
hvor ofte ormebit har været skyld i dødsfald. Tilfældene er
ikke mange ; j eg skal nedenf or nævne hvert enkelt :

I 1853 en person av mandkjøn, ; alder og sted; ikke opgit.

I 1859 likeledes! en person av mandkjøn ; og sa, a. her mangler
angivelse av alder og sted.

I 1860 omtale® igjen et dødsfald av ormebit. Diette tilfælde
er nærmere beskrevet av avdøde dr; Chr. A. Bgebørg i
«Magazin for Lægevidenskab" for 1861. Det indtraf i Bærum,
og rammet et pikebarn, som blev bidt i haanden under bærpluk-
ning. Det har særlig interesse, fordi det — saavidt vite® — • er'
det eneste dødsfald eiter ormebit her i landet, hvor obduktion
er blit for etat.

I 1870 omtales igjen et saadant dødsfald; det var et 4 — 5-
aars gammelt pikebarn i Namdalen, der ikke kom under læige-
b ©handling.

192

I 1875 fin dies opført et dødsfald a,v ormebit i Hamar stift ;
nærmere: steds angivelse mangler. Det var en gut i alderen
mellem 1 og 5 aar.

I 1880 likeledes et saadant dødsfald, i Trondhj ems. stift ogsaa
uten nærmere stedsangivel.se; det var en gut mellem 5 og 10' aar.

Fra de følgende 30' aar er ikke opgit et eneste sikkert til¬
fælde av dødsfald efter ormebit. Men i 1911 indtraf dier igjen
et saadant, denne gang i Eid i Romsdal en, hos en gut i 5 — 10-
aars alderen, som var ute for at samle kvist til St. Hans-baal
og derunder kom til at sætte sig like paa en hugorm, som bet
ham over haandleddet. Dr. O. L o r a n g e, som blev tilkaldt
og hvem disse oplysninger skyldes, kunde først n,aa freim om¬
trent 3 timer efter at gutten var blit bidt. Den anvisning, han
pr. telefon hadde git, om at suge ut siaaret og binde stramt, om
armen ovenfor diette, var desværre ikke blit fulgt. Ved hans
ankomst var der allerede indtraadt heftige forgiftningsisymp-
tomer. Trods den behandling han iverksatte, forværredes til¬
standen hurtig, og tilfældet endte med døden efter 1 x’j2 — 2 døgns
forløp.

Et andet tilfælde fra siamme aar som er indberettet av
distrikts! æge Paus i Sætersdalen, er usikkert, da mian ikke
bestemt vet om putienten, en 4-aars gammel pike, var bidt av en
,orm eller stukket, av et insekt. Døden indtraadte kort. efter
lægens ankomst., 4 dage efter bitet eller stikket, undier symp¬
tomer paa en svær blodforgiftning.

I løpet av aar ene 1853 — 1911, .som vore statistiske opga.ver
omfatter, kj endes saaledes med sikkerhet, kun 7 tilfælde av
ormebit med døden til følge. Diet er jo nok mulig, at der i
virkeligheten har været nogen flere, men mange er det neppe.
fli ormebit er- en saa sjelden og iøinefaldemde dødsaarsak, at
dødsfald, som er forvoldt herved, vistnok i regelen blir omtalt
i embedslægerneis åarsberetninger. I al fald gjælder dette de
senere aar, da. henimot 90' °/0 av samtlige dødsaarsaker kjemdes
og indberett.es av lægerne. Det maa derfor vække opmerkisiom-
het, at mens der i den første halvdel av den ca. 60 aars- periode,
som undersøkelserne omfatter, indtraf 6 dødsfald av ormebit,
kjendes der i dens sidste halvdel med sikkerhet kun et eneste.
Jeg tror man er berettiget til herav at. dra den slutning, at disse
dødsfald nu for tiden er blit sijeldinere end de før var.

193

Forklaringen, hertil kan ikke være at søke deri, at hug-
orrnene skulde være blit sjeldnere, end de før var. Dette1 er
nemlig efter hvad prof essor C o 1 1 e 1 1, den nylig avdøde, grun¬
dige k j ender av vort lands fauna, for nogen aar siden meddelte
mig, ingenlunde tilfælde. Hugormene forekommer fremdeles
like hyppig som før, ofte i store ansamlinger ; die er utbredt
over den største del av landet, mot nord like op mot Svartisen
i Nordland. Paa f j eldene har man fundet dem op til en høide
av ca. 28001 fot (like under Skeidkampem i Gausdal).

Heller ikke kan forklaringen siøkes deri, at hugormbitenes
virulens (giftighet) skulde være mindre nu end før. Ti der
foreligger ogsaa fra de senere aar adskillige beretninger om til¬
fælde av hugormbit med svære og faretruende forgiftnings-
symptomer, men som under li en si gts m æs sig behandling endte
med helbredelse. De skriver sig fra de forskjelligste kanter av
landet, baadle fra Østlandet, Vestlandet og Trøndelagen.

Av saadanne gunstig forløpende ormebit er der1 imidlertid
utvilsomt en hel del, som dels ikke kommer under læge-
behandling, dels ikke omtales i lægernes indberetninger. At
opstille nogen sandisynlighetsberegning o-ver ormebitenes relative
dødelighet paa grundlag av erfaringer fra vort. land; lar sig
derfor ikke gjøre.

Derimot foreligger der saadanne beregninger fra enkelte
andre lande, siaaledes specielt fra Tyskland. Ifølge Ku n kei
forløp av 262 tilfælde, som var indtruffet i Tyskland i løpet av
10 aar, de 14, d. v. s. 5.3 °/0 dødelig. Forøvrig varierer disse
beregninger noksaa meget.

Er dødsfaldene av ormebit hos os i de sienere aar bliti sjeld¬
nere, da antar jeg, at grunden dertil dels. maa søkeis i den
bedre, hurtigere og lettere tilg j ængelige lægehjælp, og dels i,
at barnene nu er bedre klædt og ikke løper saa meget barbent
om i skog og mark som før. Særlig hvor hugorm findeis i nogen
mængde, bør forældre og foresatte være opmerksom herpaa. Og
blir nogen allikevel bidt av en hugorm, da bør man øieblikkelig
følge det raad, som lægen gav for den lille gut i Komsdalen,
men som dengang uheldigvis ikke blev fulgt.

194

Mindre meddelelser

Temperatur og nedbør i Norge.

(Meddelt ved Kr. Irgens, meteorolog ved det meteorologiske institut).

Februar 1913.

Temperatur

Nedbør

Stationer

Avv.

Middel

fra

Max.

Dag

Min.

Dag

Sum

fra

Max.

Dag

norm.

°C

mm.

/ 0

mm.

Bodø ....

— 0.8

-f 2.0

— 10

— 3

— 4

Tr.hjem .

0.5

+ 3.4

— 8

110

+ 20

4- 22

Bergen . .

2.8

-f- 1.9

— 6

188

+ 38

-j- 25

Oksø ....

2.2

-{— 2.5

— 3

— 26

- 49

Dalen ....

— 0.1

-f 3.6

— 12

— 1

— 2.

Kristiania

— 0.4

-f 4.1

— 10

— 5

— 23

Hamar . .

- 4.0

+ 4.2

— 21

— 16

— 62

Dovre . . .

— 3.8

-b 4.7

— 12

4- li

4~ 50

Mars 1918.

0 C

o 0

°c

mm.

°/o

mm.

Bodø ....

0.0

4~ 1.6

— 8

+ 19

4- 32

Tr.hjem .

1.8

-f- 2.9

— 10

- 12

- 16

Bergen . . .

3.9

-f 2.0

— 4

242

4- 91

4- 60

Oksø ....

3.5

4- 2.9

— 4

105

4- 42

4- 67

Dalen ....

1.1

-f 3.0

— 10

100

4- 47

-f 89

Kristiania

2.1

4- 3.5

— 9

— 2

— 6

Hamar . .

— 0.1

4- 4.0

— 16

— 9

— 31

Dovre . . .

- 3.1

4~ 2.5

— 17

— 3

— 13

April 1913.

Bodø ....

0 C

3.3

0 C

4- 1.6
4- 1.9

o C

0 C
— 11

mm.

4- 19

°/o

4- 40

mm.

Tr.hjem .

5.2

— 8

— 17

— 30

Bergen . .

6.8

4- 1.2

— 6

— 5

Oksø ....

5.4

4" l i

— 5

- 19

— 40

Dalen. . . .

4.2

4- 0.5

— 8

4- 8

4- 20

Kristiania

6.2

-f 1.8

— 7

+ 1

4- 3

Hamar . .

3.7

4- 1.3

— 9

— 5

— 21

Dovre . . .

1.6

4- 2.0

— 14

— 7

— 50

OPFORDRING

Efterhaånden som kjendskapen om den norske pattedyrfauna
er vokset, har det vist sig ønskelig for Bergens museurp at utvide
sine samlinger av disse dyr i bestemte retninger, for dérigjennem
at samle et materiale til studiet av visse formers utbredning (navn¬
lig paa Vestlandet) og av variationene indenfor hver enkelt art.

Uten hjælp utefra lar dette sig imidlertid ikke gjennemføre,
og museets zoologiske avdeling retter derfor herigjennem en ind-
trængende opfordring om støtte fra alle zoologisk interesserte,
som har anledning til at fåa saadant, materiale i hæride. Det er
navnlig, paa tre omraader vi appellerer til offentlighetens hjælp.
Vi ønsker: 1) Kranier ay alle norske pattedyr fe unger som
voksne individer. 3) Smaa unger av bjørn, ræv, grævling; otter
maar, gaupe og jerv samt 3) Smaapattedyr som t. eks. flagermus,
spidsmus og gnavere.

Angaaende behandlingen, saa lar kranierne — - efterat hjernen
er ultat — sig meget let tørre i luften, og kan forsendes saaledes,
uten yderligere præparation. Ungerne av de ovennæynte rovdyr
forsendes snarest efterat de er dræpt og holder sig bedst> naar
indvotdene tas ut og bukhulen indstrøes med salt; det samme
gjældér smaapattedyr erie; men de kan ogsaa sendes uten særlig
férutgaående behandling.

Med sendingen maa følge en angivelse ! av hudestedet og —
naar det er kranier — av dyrets kjøn.

< Alle forsendelses- og indpakningsutgifter erstattes av museet,
likesom breve med forespørsler adresserte » Bergens museums
zoologiske avdeling« kan sehdés ufrankert.

Skudpræmie for roydyrunger erholdes hos lensmanden ved
avleyenng av eri attest fra museet om, at de|tte har mottåt dyrene;
denne attest tilstilles aysenderen saa shart sendingen er mottat.

;':Eor indsendt.;ipateriale..av 'Sirlig yærdl for museet er dette
villig til at yde ehgodtgjøfelse.

Div phil. Åug. Brisikmann,

V- i '•( v V ' .i- ' ■ y,' ,'.b ; :Æ.:' ! y i\‘ '

bestyrer av Bergéns jnuseums, zoologiske avdeling.

5$^

Det norske Myrselskab

Hovedaæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr. — * Livsvarigt Bidrag 30 Kr.

— Virker for Mgrsiræknmgers Opdyrkning og industrielle Udnyttelse —

«Meddelelser fra Det norske Myrselskab"

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medleraraerne gratis.

Følg med i Udviklingeo paa Myrsageas Omraadel

— Prøveeksemplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende

DANSK KENNELKLUB*

Aarskonting. 4 Kr. med Organ Maanedsskriftet Hunden frit tilsendt/

Indsk. 1 Kr.

Maanedsskriftet Hunden,

Abonnem. alene 3 Kr. aarl.j Kundgjareliier opt. til billig Takst. Prøvekaifte frit
Dansk Hundestambog. Aarlig Udstillin£.

Hofman Bang, St. Strandstræde 1 9> København.

Den første norske Kunsthistorie.

JENS THIIS:

Norske Malere og Billedhuggere

i det 19de Aarhundrede.

Med mange lllustrationer og Portrætter.

Vaerket foreligger nu komplet i 20 Hefter til en Pris af 30 Kr.

Originalbind til hele Værket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr. 5.50, Porto 30 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

JOH. NORDAHL-OLSBN :

LUDVIG HOLBERG I BERGEN.

Med Forord af Br. Just Bing.
Pri» Kr. 1.50, Porto 10 Øre,

John Griegs Forlag, Bergen.

ILLUSTRERET MAANEDSSKRIFT FOR

POPULÆR NATURVIDENSKAP

UXGIT AV BERGENS MDSEUM
REDIGERT AV JENS HOLMBOE

Nr. 7*8

pMkpi

P. A. ØYEN : Mammut oø moskusokse i Norge. . . .

WILLIAM RAMSAY: Elementerne . . . . . . . .

I. WERNER-NIELSEN : Litt om utklækning av sommerfugler . . . ,
Dyrebllleder av ler fundet i en stenaldershule i Sydfrankrike. .

P. A. ØYEN; Norske bræers forandring 1910—12 . . .

ASKELL RØSKELAND: Litt om fugletrækket i 1912 og 1913 . . .

H. CARDOT : Litt om landsneglenes bevægelser . . .

P. BOYE : Litt om dyrenes aandsevner og deres sprog
BOKANMELDELSER: K. O. Bjørlykke: Norges kvartærgeologi.

Agarioaceer. ~~ J. Lind: Danish Fungi .

MINDRE MEDDELELSER: Hanna Resvoll-Holmsen
Reusch: ,,Jordpust“, et Iltet naturfænomen.
tiden. — Hans Reusch : Sføvholdig sne. ■—

H. S. : Magiske bjørnefigurer ........ — .

4220nå

Severin Petersen: Danske

En ny plante for Spitsbengens flora. ----- Hans
-“ Klimatiske forandringer i Japan siden plloceh-
H. S. : Sjeldne stenaldersfund fra Finland. —

Pris 5 kr, pr. tar frlt tilsendt

Pris 5 kr. pr. aar frit tilsendt

KommiscIOHier

ItllKUM i Stift

Kjøbenhavn

Kommlssionær :

lulla Grieg

Bergen

begynder med januar 1913 Sin 37te aargang (4de rækkes 7de
aargang) og har saaledes naadd en alder som intet andet popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

»Naturen« utgives av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holmboe.

Ved bistand a v talrike arisete medarbeidere bringer »Naturen«
stadig originale artikler fra alle naturvidenskapens omraader
og indeholder desuten jevnlig oversættelser og bearbeidelser
efter de bedste utenlandske kilder.

De sidste aar har, særlig paa fysikens og kemiens omraade,
bragt en række av store opdagelser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskues. sNatuiienc vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds underrettet herom og i det hele
tat om alle naturvidenskapens vigtigere fremskridt

Desuten vil .» Naturen* anse det som sin særlige opgave efter
evne at bidra til at utbrede en fyldigere kundskap om og bedre
forstaaelse av vort fædrelands rike og avvekslende natur.

I anerkjendelse av tidsskriftets almennyttige formaal, har Norges
storting i de senere aar bevilget » Naturen* et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr.

» Naturen* burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,
end det hittil har hat. Der kræves ingen særlige naturviden-
skabelige forkundskaper for at kunne læse dets artikler med
fuldt utbytte. Statsunderstøttede folkebiblioteker og skole-
boksamliriger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidraget, ret til at erholde tidsskriftet for halv pris (kr. 2.50,
porto medregnet).

o o o

>NATUREN« utkommer hver maaned med et hefte paa mindst
2 ark (32 sider) og koster 5 kr. pr. aar, frit tilsendt.

> NATUREN* bør helst bestilles gjennem postvæsenet eller i
ubetalt brev merket » a vis sak* til » Naturens ekspedition, Bergen*.,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen.

Mammut og moskusokse i Norge.

Av P. A. Øyen.

Mammuten har længe været kjendt som en av forverdenens
utdøde dyrearter, en stor, haarklædt elefant, der har levet med
under den sidste store istids meget vekslende forhold og for os
mennesker har en særskilt interesse netop deri, at den viser sig
at være en av de dyref ormer, der utgjorde vildtbestanden i
Mellemeuropa paa den tid, da jægerfolk a,v den gamlei stenaldensi
steg ter streifet, om langs, datidens store bræbræm eller paa
de vide stepper og i de utstrakte skoger længer ute eller endnu
længer mot nord i mellemliggende tider, naar bræerne trak sig
længer tilbake.

Det har ogsaa nu i lang tid været kjendt, at mammuten
maa ha levet forholdsvis nær ind til vor egen tid, geologisk talt,
i Sibirien, særlig i den nordøstlige del. Saavel av beskrivelse
som i avbildning vil disse forhold være kjendt for „Naturen“s
læsere av en ganske kort artikel, trykt i novemberheftet for
1904. Det paastaaes endog, at kineserne skal ha hat kj endskap
til forekomsten av mammutkadavere i den frosne jord i Sibirien
saa langt tilbake i tiden som forut for vor tidsregnings begyn-
delse ; en ting er sikkert, nemlig at det fossile elfenben av mam-
mutens støtt ænder meget længe har været kjendt* og bearbeidet
i Kina, endskjønt ingen kundskap derom synes at ha naadd
hverken grækerne eller romerne. Henimot vor egen tid har
imidlertid, efter russernes erobring av Sibirien, den sibiriske
elfenbenshandel med Europa tat et stort opsving. I den første
halvdel av det nittende: aarhundrede regnet man saa, ledes, at
elfenben av mindst et par hundrede mammuter aarlig kom ind
paa det europæiske handelsmarked. Og i begyndelsen av sytti -
aarene førtes endnu et enkelt aar en hel skibsladning med mam-
mutelfenben fra Keval til London. Naar man saa erindrer,
hvor lite der igrunden kan opbevares i en saadan tilstand, at

196

det er skikket som handelsvare, kan man danne sig en svak
forestilling om det store ant al mammuter, som i tidern.es løp
maa ha levet og fundet sin grav i de sibiriske ødemarker.

I sagnhistorien sporer man ogsaa merke efter mammut-
tænders opdukken. Saaledes fortælles i Danmarks rikes historie
om en viss Henrik av Emmeltorp fra Luneburg, som drog hjem
med et rikt bytte, blandt hvilket det merkeligste var en vældig
tand, som sagnet vilde gjøre til Sterkodders, der nemlig hadde
mistet to kin Itconåer i kampen med Sigurd Fafnersbane ; denne
tand skal ha været halvanden tommelfinger lang.

Mammuten utmerker sig ved sit store hode, der har en
længde av ikke mindre end omkring tredjedelen av kropslæng-
den, men ørene er ganske smaa. Støttanden kan naa en længde
av 7 meter og et tversnit av 30 centimeter og veie indtil 80 kg.
Halen er kort og spids med en kvast av samme mørkebrune farve
som haarklædningen ellers. Som firtaaet kan mammuten imid¬
lertid ikke betragtes som forgjænger for den nulevende fem-
taaede elefant. Den synes fortrinsvis at ha levet av saadanne
græs- og trævekster, som endnu vokser i Sibirien.

Mammuten har i tidligere tider levet i mængde over store
strækninger av det nordlige Asien, i Øst- og Mellemeuropa samt
i Frankrike og England ; inden det sidstnævnte omraade er
densi tænder fundet i tusenvis. Ja endog paa havbunden mel-
lem England og fastlandet findes saavel tænder som knokler av
mammuten meget hyppig. Den engelske naturforsker Owen
anfører saaledes, at der paa en østersbanke nær byen Happis-
burgh paa Englands østkyst er opfisket omkring 2000 kindtæn-
der, og fra den bekjendte fiskeplads „Doggerbanken“ i den syd¬
lige del av Nordsjøen er der bragt i land „en hel vognladning“ .
I Tyskland (ør mamanu tres ter fundet paa. en mængde forskjel¬
lige steder i avsætninger, der ialmindelighet henføres til sidste
interglacialtid. Her skal vi særlig merke os de mange finde-
steder i Berlins omegn, hvor rester av mammut (Elephas pri-
migenius) er fundet sammen med rester av det uldhaarede næs-
horn, den vilde hest, uroksen, den arktiske ren, elgen, den irske
kjæmpehjort, kronhjorten og moskusoksen (Ovibos moschatus
eller fossilis). Hester av den samme fauna er ogsaa gjenfundet
i lignende avleiringer inden andre omraader, f. eks. Hannover
og Schlesien.

197

I 1851 kjendte man i Danmark kun 3 mammutfund, men i
1905 var antallet av saadanne steget til 25, dels fra sand- og
grustak i fluvioglaciale avleiringer, dels fra mergelgrøvei i mo-
ræneler og deis fra strandkanter langs nedstyrtede klinter. I
Sverige kjendte man i 1875 tre mammutfund og dette antal var
i 190'5 endnu uforandret; de skrev sig samtlige fra landets syd¬
lige del. Mens rester av mammuten er ganske almindelige fund
i Polen, Lithauen samt' mellomste og vestlige Ru land, kj ender
man fra Finland kun tre saadanne. Med hensyn til disse i
Danmark, Sverige og Finland fundne levninger av mammuten
tør man kanske gi den danske forsker Nordmann ret, naar han
sier at de ikke leverer „noget sikkert svar paa spørsmaalet, om

Fig. 1. Fossil mammuttand fra Yaage, Gudbrandsdalen.

Ca. V8 nat. st. (Efter R. Collett).

mammuten har levet i de paagjældende lande" (Danmarks
pattedyr i fortiden, 1905, side 33). Den mulighet er nemlig ikke
utelukket at de kan være tilført fra nærliggende og tilgrænsende
trakter.

Anderledes stiller forholdet sig med hensyn til en mammut-
kindtand, der for over et kvart aarhundrede siden blev fundet i
Skjervagjelet, nær Skarvangen sæter i Vaage. Den blev fremvist
av A. Getz i Christiania Videnskabsselskabs møte 7/i2 1888 °g
findes i oversigten omtalt i følgende faa linjer : Getz „fremviste
en mammuttand, fundet ved Haugesæter ved Skjerva i Vaage
under saadanne omstændigheter, at det er utvilsomt, at mam-
xnutdyret har levet her i landet under istiden" (Christiania Vid.-
Selsk. Forh. 1888, side 13 — 14). Denne tand, der av professor
Schmidt i St. Petersburg blev bestemt at tilhøre Elephas
primigenius, var. sibiricus Bl. og hvorav fig. 1 gir

198

et billede i formindsket maalestok, er senere mangfoldige ganger
nævni i liteiraturøn, men beskrevet blev den først av profeisisior
Collett forrige aar. Av ColletPs beskrivelse hitsættes følgende :
Tanden viser sig forholdsvis godt vedlikeholdt og har været en
av de mellemste i venstre overkjæve hos et yngre individ; læng-
den var ca. 139 mmi. og liøidem 98 mm. samt tyggeflatens1 breølde
66 mm. Elmaljestriperne danner 10 avlange, adskilte .ovaler
(foruten to rudimentære baktil) ; av disse er den første blot til¬
stede paa, åen ene, ytre side, men er her helt' lukket ; dø øvrige
er komplettei, undtagen den femte, der1 blot er tilstede som en
enkelt emaljeistripe. Den tiende oval er kort og delt paa midten ;
bakenfor denne findes to endnu ikke utviklede ovaler, hvorav
den ellevte danner to- mindre, mens den tolvte er enkelt. Eta
forrandein av forreste til bakr anden av tiende oval er længden
109 mm. Og Collett tilføier, at „det kan (ifølge prof. Brøgger)
neppe betviles, at tanden fra Yaage har tilhørt et individ, som
har levet hos os, sandsynligvis under den sidste interglaciale
tid“ (Norges Pattedyr, 1911 — 1912, side 726). I mit studentaar
1887 gik jeg forbi Skjervagjelet og Haakenstad sæter uten at
ane stedets interesse i kvartærgeologisk henseende, og senere har
det ikke faldt i min lod at besøke stedet førend sidste sommer
1912. Da vandret jeg igjen paa en stekende het jul’ dag opover
Findalen med utsigt over den vakre Vaagebygd og klatret om
i en række juv langs Skjervagjelet med rullestensgrus, elve-
terrasser og gjenstaaende bræsjøterrasser i mange forskjellige
høider, op forbi Haakenstadsæter. Og herfra har man det
samme landskap videre helt til vandskillet, efter amtskartet
3949 f. o. h. Og ved de to smaa tjern her saa man endnu i flere
trin de smaa indsjøterrasser stige op til en 4 — 5' meter over det
nuværende vandspeil. Da jeg streifet om her maatte jeg uvil-
kaarlig tænke paa at omtrent ved samme tid tre aar i forveien
hadde jeg vadet omkring i knæhøi røslyng i et landskap, der
kvartærgeologisk viste stor likhet med dette, nemlig paa vand¬
skillet, „The Col“ , mellem Hiver Boy og Hiver Spey i omegnen
av Loch Spey inde i hjertet av de skotske høifjelde. Efter at
jeg ved hin anledning hadde tilbragt en uforglemmelig dag paa
de bekj endte Parallel Boads of Glen. Boy, kastet den sildige
aftenstund et eiendommelig skjær over omgivelserne, og det
samme var tilfældet nu her oppe paa vandskillet mellem Vaage

199

og Lesje. I begge tilfælder taarnet de sig op for tanken de store
isbræer eller bræskjolde der hadde dæmmet for de sjøer, hvorom
de gjenstaaende terrasserester avgav sit vidnesbyrd. Og i saa-
danne omgivelser hadde da ogsaa den mammut levet og fundet
sin død, hvis tand var fundeit av bondekonen Kari Joten som¬
meren 1886. Mammutens optræden kaster ogsaa lys over da¬
tidens vegetationsforhold. Der er paa dette sted ikke fundet
flere rester efter datidens kjæmpedyr, men det tør med dette ene
fund ansees som sikkert bevist at mammuten en gang i tiden
har holdt til inden denne høifjeldsstrsekning. Hr. gaiardbruker

Fig. 2. Moskusko med kalv. Fotografi fra Øst-G-rønland.
(Efter Søren Jensen).

Lien, Lesjeskogen, har meddelt mig at han for mange aar siden,
en sommer da. snebræerne var usedvanlig smaa, nær kanten av
en saadan saa nogen usedvanlig store ben paa et sted nær Diger-
varden, men han var paa hin jagttur forhindret fra at kunne
medta noget og hadde senere ikke fundet stedet igjen, da det
som regel er snedækket. Muligens foreligger her rester av mam¬
muten eller et andet dyr der har levet sammen med den. Like¬
ledes kan det kanske i denne forbindelse være værd at gjen-
kalde i erindringen fundet av et kjæmpemæssig laarben som
omtales, av Schønning fra, den gamle kirkegaard paa, Sveindlsigaard
i Dovre, idet nemlig da en grav skulde opkastes i Kristen Gam-

200

melgaards tid fandtes et laarben saa langt, at naar han satte det
med den ene ende paa jorden, rak det ham med den anden til
beltet, skjønt bemeldte Kristen Gammelgaard var en temmelig
høi mand ; dette blir et laarben paa omtrent 1 meters længde,
og det er mulig, at det har været laarbenet av en mammut. Ku
vet vi med sikkerhet at der i den øvre del av Gudbrandsdalen
og Østerdalen til forskjellige tider har været en række av tildels
temmelig store bræsjøer opdæmmet, dels av den store indlandsis
selv og dels av de fra denne og ned gjennem dalene utskytende
isbræer'. IXvad min nøler© undersøkelse^ av forholdene^ omkring
m,amimutfindiested!eti veid Skjerv a har* bragt kunde sammenføres
i en bekræftelse av den uttalelse, som jeg allerede for 17 aar
siden lot avslutte min avhandling: „Strandlinjer i Gudbrands-
dalen“ : Paa bredderne av denne bræsjø kunde man muligens
ogsaa blandt andre istidsformer ha seet mammuten spadsere
omkring.

Mens som allerede ovenfor nævnt mammuten nu er utdød
har man dog sikre merker paa at den har levet sammen med
mennesket, idet man finder avbildninger av mammut indridset
paa støttænder av dette dyr eller man finder endog tegninger
av mammuten paa væggene i grotter som har været bebodd av
stenaldersfolket, f. eks. i grotten ved Combarelles, tegninger som
er saa nøiagtig utført at man av disse har f. eks. faat bekræf¬
telse paa hvad man ogsaa kj ender fra eksemplarer opbevaret i
den sibiriske is, nemlig at mammuten ikke hadde nogen manke
eller man, men derimot en stor frynser ad av bukhaar.

Andre av disse istidsformer lever endnu den dag idag, men
er fortrængt langt mot nord. Det er f. eks. tilfældet med
moskusoksen. Man har saa langt mot syd som i Moseldalen
fundet et fossilt kranium av dette dyr, utvilsomt beskadiget ved
menneskehaand med stenredskaper.

Moskusoksen (Ovibos moschatus Blainv.) har en sterkbyg-
get noget plump krop med kort, tyk hals og kort hale. Dyrets
længde naar 2.37 m. og høiden 1.1 m. Øret er skjult i pelsen
og øiet er lite. Merkværdig er den haarede næsesnute. Benene
er korte og kraftige med store, brede, runde klover. Den har
en mørkebrun, usedvanlig tæt og meget langhaaret pels ; den
nedre del av benene har en graahvit farve. Den bevæger sig
med stor lethet og klatrer endog opad steile dalsider. Den op-

201

holder sig i hjorder, fortrinsvis i dalstrøk og langs elver, om
vinteren gjerne inde i skoger. Den gjennemvandrer ofte store
strekninger og’ nærer sig av den sparsomme plantevekst. Mein
dens forekomst er nn meget tilbaketrængt, i Nordamerika nord
for 60'°, de saakaldte „ Barren Grounds“ , de fleste av øerne mel-
lem fastlandet og Grønland og endel av Grønland, selv temmelig

Fig. 3. Hode av en moskusokse. (Efter Søren Jensen).

langt nedi over østkysten. Den om Belcher kanal en, paa Elleis-
mere-land og Grinnell-lana samt Grønlands nord- og østkyst
optrædende form har ogsaa været betragtet som en egen varietet,
O. Wardi, utmerke ved smalere hornbasis, lysere haarklæd-
ning, hvidt næseparti og gr a a pande og ører. Moskusoksen
karakteriseres ved de store horn, først bakoverbøiede, derpaa
fremad- og utadbøiede og endelig med spidserne igjen opad-
vendende.

En moskusko med kalv er fremstillet paa fig. 2 og hodet av
en moskustyr paa fig. 3.

202

I det foregaaende er allerede nævnt et par træk av moskus-
oksens tidligere utbredelse. Desuten har man fundet levninger
av den i Alaska, langt ned i Nordamerika og i Sibirien samt i
den nordlige del av Rusland. Paa de brittiske øer er levninger
av den fundet paa mange steder, blandt andet i de bekjendte
avleiringer ved Cromer samt likeledes paa Doggerbanken. Fra
Danmark kj ender man kun et enkelt fund, nemlig en hjerne-

Fig. 4. Fossil hal sh virvel av moskusokse fra Indset ved Dovrebanen.

Ca. 1/2 nat. st. (Efter fotografi).

kasse av en tyr, fundet i morænemergeller 3 alen under over¬
flaten ved landsbyen Bannebjerg. Fra Sverige angis ogsaa et
fund av moskusokse ved Nol i Bohuslån, men endskjønt en
svensk geolog har skrevet en særskilt avhandling om dette fund
og søkt at vise at det er det først kj endte fra „Fennoskandiaa ,
tør man allikevel være berettiget til at nære tvil derom, ti den
fremragende danske forsker Herluf Winge uttaler om det meget
defekte benstykke : „Gverensstemmelsen med Ovibos er ellers
ikke i den grad slaaende, at al tvivl er utelukket. En mulig-

203

hed, ikke saa ganske lille, er der ogsaa for smaa, tamme oxer“
(G-eol. For. Forh. Stockholm, Bd. 27 (1905), side 182).

Det var derfor av megen interesse, nærsagt en begivenhet i
norsk kvart ærforskning, at der i slutningen av april sidstleden
fra overingeniøren ved Dovrebanens nordre del, hr. Tob. Bern-
hoft, blev indsendt til Universitetet en hvirvel, fundet i en jern-
baneskj æring i Indset ca. 49 km. fra Støren. ELvirvelen blev
foreløbig bestemt at tilhøre moskusoksen. For imidlertid at
bringe den sak fuldstændig paa det rene, sendte jeg øieblikkelig

høire og tilvenstre angir høiden over havet i meter. Avstanden mellem
hver av de vertikale linjer er 50 meter. Stedet hvor halslivirvelen av
moskusokse blev fundet er betegnet ved en liten ring.

h virvelen til museumsinspektør dr. Herluf Winge i Kjøbenhavn,
der med sedvanlig beredvillighet lot foreta den nødvendige
undersøkelse og i en elskværdig svarskrivelse bl. a. meddelte
følgende : „D'en indsendte hvirvel er ganske rigtig av en moskus¬
okse. Det er en av de mellemste halshvirvler, vistnok 5te, av
en stor gammel han. I sin sværhet og mange andre egenskaper
er hvirvelen saa eiendommelig, at ingen feiltagelse er mulig. —
Til lykke med fundet !“ I dette tilfælde maa dm oversendte
lykønskning adresseres til akkordformand Ole Moen, der fandt
den under arbeide i en jernbaneskj æring gjennem en fremsprin-

204

gende jordbakke ca. 120' m. fra elven Gisna. Med velvillig til¬
latelse av bestyreren for universitetets geologiske samling, pro-
fesisor, dr. W. C. Brøgger, meddeles lier et fotografi av nævnte
hvirvel (fig. 4).

Den maalte bredde av hvirvel en er 14.5 cm.

Ved seinere korrespondanse med overingeniør Bernhoft er
der tilstillet mig en av avdelingsingeniør O. Støren forfattet be¬
skrivelse av forekomsten, ledsaget med et par profiler samt foto¬
grafi av findestedet ; likeledes er der tilstillet mig en efter min
anvisning uttagen serie av prøver fra de her optrædende veks¬
lende lag.

Fig. 6. Tverprofil ved snittet a a a i skjæring nr. 170 i Indset. Maale-
stokken for liøide og længde er den samme som høidemaalestokken i

forrige profil.

Et længdeprofil av skjæring nr. 170 i Indset vedføies som
fig. 5. Av dette profil vil diet sees at fundet er gjort lik© i nær¬
heten av pæl 4935 i en høide av meget nær 422 m. o. li. og avlei¬
ringen naar paa stedet op til ca. 432 m. o. h. og dækket saaledes
den fundne moskusoksehvirvel i en mægtighet av ca. 10' meter.
Det punkt, hvor hvirvelen blev fundet, er paa medfølgende
længdeprofil avmerket med en liten cirkel. Fig. 6 viser et tver¬
profil ved snit a - a i den samme skjæring. Det vedføiede foto¬
grafi (fig. 7), hvor nivellerstangen har en længde av 2 m., viser
ved paasatte numere stedet for de respektive uttagne prøver, og
disse numere refererer sig ogsaa saavel til længde- som tver¬
profil. Det viser sig herav at hvirvelen fandtes i nr. 5 nær
grænsen mot nr. 4.

205

Det underst© lag (nr. 1) i profilet bestaar av gra a., fin, godt
vasket sand, for en stor del kvartssand, hvori ses endel smaa
glimmerblader og ganske undtagelsesvis en enkelt ertestor
kvartssten. Dette maa enten være en godt vasket elvesand eller
muligens godt sortert strandsand.

Derover kommer nr. 2 som et lag rullet grus, der inde-
holder ogsaa enkelte skarpkantede stener. Dertil kommer tem¬
melig meget finere, usortert materiale av morænegrusets beskaf¬
fenhet: Stenenes størrelse er forskjellig, hyppig som nøtter.

Paa sine steder er massen konglomeratagtig sammenkittet, idet
det fine materiale danner et forholdsvis fast bindemiddel. Det
gir indtryk av en bræelvavsætning eller en daarlig sortert strand-
avsætning. Farven er graa, litt brungul.

Nr. 3 utgjør en gul graa, kun forholdsvis daarlig sortert
sandavsætning, hvori forekommer enkelte avrundede og mere
skarpkantede stener optil nøtte-størrelse. Tildels ses smaa
grusede partier. Men hovedmassen bestaar av en forholdsvis
temmelig fin sand, der gir et bestemt indtryk av en bræelve-
avsætning. Paa enkelte steder forekommer et saavidt fint
materiale iblandet at det danner et sammenkittende bindestof .

Nr. 4 danner et fuldst ændig stenfrit og grusfrit lag, der
samtidig ogsaa er blottet for grovere og midlere sand, men for¬
resten som en av ganske fin sand bestaaende avsætning synes
temmelig godt sortert, idet finere ler st of synes av slammet ; paa
sine steder blir dog materialet saa fint at det nærmer sig det
kvab-agtige. Om man da her staar liikøoverfor en bræølvavsiæt-
ning eller en bræs j øavsætning er ikke saa godt at avgjøre ; det
kunde ligge nær for haanden at tænke paa en kombinert. Far¬
ven er graa, noget blaanuansert.

Overingeniør Bernhoft skriver til mig, at h virvelen fandtes
„i bunden av et ca. 2 m. tykt sandlag“ , eller som det ogsaa
fremgaar av længdeprofilet i lag nr. 5 like ned mot grænsen av
nr. 4.

Nr. 5 bestaar av temmelig grov, tildlelsi litt gruset, men
meget godt sortert og utvasket sand, en egte elvesand av graa,
litt mørk eller rødlig farve.

Nr. G svarer saavel i farve som de forskjellige forhold for¬
øvrig temmelig nøiagtig til nr. 4.

206

Øverst følger saa en temmelig mægtig avsætning, nr. 7, der
hovedsakelig bestaar av et finere materiale av skarpkantet og
smuldrende karakter', fin s.and og sten av erte- og nøtte-stør-
relse. Men deri ligger ofte sten av forskjellig, ret betydelig
størrelse, skarpkantet, og mindende sterkt om det materiale som

Fig. 7. Fotografi paa skjæring nr. 170 i Indset.
Nivellerstangens længde er 2,0 meter.

ofte findes i morænerne nær brækanter eller om det materiale
der ofte findes ophopet paa isflak drivende langs stranden av
fjorder eller bræsjøer. Ff* a vore østlandske daler kj endes lig¬
nende avleiringer, f. eks. fra Solør, hvor i tidligere tid bræsjø og
Yoldiahav kjæmpet om pladsen. Farven av dette øverste lag
er noget gulgraa.

207

Som det vedføiede fotografi (fig. 7) av skjæringen viser, er
grænsen mellem de forskjellige lag som regel temmelig sterkt
utpræget. Det ligger derfor ogsaa nær at slutte at de forandrin¬
ger, der har betinget den forskjellige lagdannelse, har gjort sig
gjældende i temmelig fremtrædende grad.

Sommeren 1912 gik jeg hele jernbanelinjen fra Støren gjen-
nem Soknedalen, Orkladalen og Drivdalen helt til Fokstuøn og
hadde da ogsaa ved hin leilighet anledning til at undersøke de
interessante forhold i Xndset. Rigtignok var paa den tid arbei¬
det i skjæringerne lite fremskredet, saa jeg desværre ikke fik
saa stor anledning til at se bygningen av de interessante terras¬
ser, elveavsætninger og moræner som jeg hadde ventet ; saa-
ledes heller ikke i nærheten av Farlighetsfos, hvor moskusokse-
hvirvelen senere er fundet. Der saaes dog ogsaa i dette inter¬
essante landskap flere mindre skjæringer, der i forbindelse med
de løse avleiringers optræden og topografiske forhold gav et godt
indblik, idetmindste i en del av de rigtignok forholdsvis mindre
fremtrædende, men ellers ofte vakkert utformede terrasser av
forskjellig slags, likesom ogsaa i de, mange steder' vakkert
utviklede morænedannelser, dels bundmoræne og dels randdan-
nelsier. I forbindelse mlød morænødannelsen maa ogsaa fremi-
hæves forekomsten av „kames“ - og „eskera -lignende avsætninger,
de førstnævnte som brækantens umiddelbare avsætninger, de
sidistnævnte isom avleiringer1 av forskjellig slags i de under
bræen løpende og fra brækanten fremstrømmende elver. Helt
fra man ved Garli kommer op i en høide av vel 400' m. o. h.,
indtil man godt og vel er kommet ind i Drivdalen, har man
overalt, kun avbrudt ved Orkla, si dype indsnit mellem, Bjerkaker
og Kvikne-Opdal-veiskillet, det samme flatbundede dallandskap
med moræneavsætninger, bræelvavleiringer og bræsjøterrasser
gripende over i hinanden paa mangfoldige steder, et geologisk-
topografisk forhold, der som vi ovenfor har set stemmer meget
godt overens med profilet ved Farlighetsfos. Det forholdsvis
mægtige sandlag, hvori moskusokselivirvelen blev fundet, turde
efter al sandsynlighet repræsentere en forholdsvis lang og for¬
holdsvis betydelig avbrytelse i avsætningen av dø glaciale lag
og saaledes antyde en forholdsvis lang mellemliggende tid be¬
gunstiget av bedre klimatiske forhold aV mildere karakter, som

208

igjen liar medført forandringer meid hensyn til vegetationen, om
hvis art moskusoksens optræden gir os en forestilling.

Nærmere at bestemme denne mildere tids plads geologisk
talt er for øieblikket meget vanskelig. Men det forekommer
mig ialfald meiget siandsiynlig, at den blir at. hønlæggei til det
av mig som Mytilus-niveauets tid betegnede avsnit,
der falder umiddelbart efter Ra-tiden (se min avhandling :
„Nogle bemerkninger om ra-perioden i Norge“ i Norsk geologisk
tidsskrift, bd. II, 1911, no. 7). Det høinordiskø dyreiselskap
mammut, moskusokse o. s. v. skulde da kunne tænkes at ha holdt
sig i vort land indtil den etterfølgende kolde tid med et be¬
tydelig bræfremstøt, som jeg har betegnet som Portlandia-
niveauets tid, men ikke overlevet denne.

Elementerne.

Nogen problemer fra vor tids kemi.

Av Sir William Ramsay.

I tidlig græsk tid blev ordet, element anvendt snarere for
at betegne stoffets egenskaper end dets bestanddeler. Naar man
saaledes sa om en substans at den indeholdt ild, luft, vand og
jord, mentes der sandsynligvis at den hadde del i disse saa-
kaldte fire elementers natur. Var ting let brændbare, indeholdt
de skjult ild. Den iagttagelse, at luftarter undviker naar
enkelte legemer cphetes eller naar man destillerer vegetabilsk
eller animalsk stof, ledet uten tvil til den tanke, at disse luft¬
arter var indesluttet i det stof de kom fra. Haardhet og varig¬
het blev tilskrevet at der var jord tilstede. Om et stof var
flytende og let smeltelig, skulde dette skyldes at stoffet indeholdt
vand. Senere føiet „Spagyrikerne“ tre „hypostatiske princip-
pør“ til de fire element er ; disse var „salt“, „.svovla og „kvik-
sølv“. Salt gjorde at et stof blev opløselig i vand og fast
mot ild; svovl fremkaldte brændibarhet ; og kviksølv fremkaldte
den evne, som nogen stoffer har til at frembringe en væske,
almindelig kaldt „phlegma,a , naar de ophertes eller naar de selv
ved smeltning blir bragt i flytende tilstand.

Det var Robert Boy lø, som i siin „Sceptical Chymist“
først bekjæmpet disse forestillinger fra oldtid og middelalder,

209

og gav ordet element den betydning det nu har — bestanddelene
i en sammensætning. Men i midten av det 17de aarh. var ikke
kemien kommet saa langt at den kunde gjøre bruk av denne
definition ; for Boylei var ikke istand til at foreslaa noget bestemt
stof som det elementære. Og den „phlogistiskea læres hoved-
grundsætning, som blev fremsat av S t a h i og almindelig
anerkjendt, var den, at alle legemer som kunde brændes eller
kunde forvandles til „calx“ , o : rust eller irr — kunde brændes
og forvandles netop paa grund av det fine fluidum, phlogiston,
som kommer ut gjennem legemets porer ; dette fluidum kunde
erstattes hos „kalken“ ved at ophete den med andre stoffer som
var riko paa, „ phlogiston “ , saasom kul, olje og lignende. Hvor
falsk denne teori end er, saa har dog Stahl æren av at ha op-
stillet en reversibel kemisk ligning :

me tal -r phlogiston — oxyd,
oxyd + phlogisiton == metal.

Diet er vanskelig at si naar det første element virkelig blev
paa vist. Efter at Lavoisier hadde kuldkastet phlogiston-
hypoteisen kom sunstof, som netop da var1 opdaget av P ri ei & 1 1 e y
og Seheele, til at spille en fremtrædende rolle. Tap av
phlogiston var ensbetydende med oxydering, tilførsel av phlo¬
giston med tap av siurstof. „Méthodie de1 Nomenclature chimique“ ,
offentliggjort av Lavoisier, sammen med Guyfcan de Morveau,
Bertholleti og Eourcroy, skapite et kemisk system utav et vildnis
av isolerte k j endsgj ernin ger og beskrivelser. Kort tid efter, i
1789, offentliggjorde Lavoisier sin „Traité de Chimiea , og i
forordeit sier han bl. a. : ,,Hvis vi med elementer mener die! usiam-
mensatte og udelelige atomer, hvorav legemerne er bygget, er
det rimelig at vi ikke kj ender dem; hvis vi motsat mener den
sidste grænse for kemisk spaltning, da er ethvert stof som vi
ikke kan dekomponere et element for os; jeg vil ikke hermed
si at vi kan være sikker paa at legemer som vi anser for usam-
mensatte ikke kan være dannet av to eller endog et større antal
elementer ; men fordi dis.se' elementer' aldrig kan bli spaltet, eller
snarere fordi vi ikke har midler til at spalt-e dem, virker de
paa os som elementer ; og vi kan ikke kalde dem usammensatte
før eksperimenter og iagttagelser har git os beviser for at de
er det.a

210

Den nær:© forbindelse der ©r me 11 em „rust“ (av . Lavoisder
kaldt „jern-oxyd“) og metallisk jern — og lignende forbindelser
mellom andre metaller og dereis; oxyder • — gjorde det sandsynlig,
at legemer som reagerer som oxyder, derved at dø kan o pløse® i
syrer’ og danner salte, ogsiaa maatt© indeholde et metallisk sub-
strat. I oktober 1807 beviste Sir Humphry Davy rigtigheten av
dette standpunkt med hensyn til natron og kali ved sit bekj endte
eksperiment: ved hjælp av en kraftig elektrisk strøm spaltet
han disse legemer i surstof og vandstof for sig og metallerne
natrium og kalium for sig. Til disse nye metaller føiet man
saa kalcium, barium, strontium og magnesium, bestanddeler av
oxyderne, kalk, baryt, strontia og magnesia. Nogeii aar senere
blev Scheeles „dephlogisticerte“ saltsyre, som han fremstillet
ved at ophete saakaldt brun-sten med fortyndet saltsyre,
anerkjendt av Davy for efter al sandsynlighet at være et element.
Han sier: „Alle diet slutninger jeg har vovet at gjør© med hensyn
til uspaltbarheten av „oxymuriatisk“ gas (klor) er tydelig bevist
ved disse nye kjendsgjerninger. Man har fundet det mest hen-
sigtsmæsisig at gi dette grundlstof et: navn, som er basert paa et av
dets synlige og karakteristiske egenskaper, nemlig dets farve, og
det er kaldt „klor“ . Den paafølgende opdagelse av jod ved
Courtois i 1812 og av brom ved Balard i 1826 ledet til den
uundgaaelige slutning, at ogsaa fluor i ren tilstand vilde ligne
de andre halogener i egenskaper ; og senere viste dette sig at
være rigtig, takket være Moissons dygtighet.

Den moderne betragtning av elementerne blev meget styr¬
ket ved Daltons gjenoptagelse av de græske hypoteser om stoffets
atomiske bygning og ved at han tilskrev hvert' atom en bestemt
vegt. Dette avgjørende skridt i kemiens utvikling blev tat i
1803. Den første meddelelse om denne teori, blev med Daltons
tillatelse git offentligheten i Thomas Thomson’s „System of Che-
mistry“ i 1807, og teorien blev sener ei videre utarbeidet i diet
første bind av Daltons eget „ System of Chemical Philosophy “ ,
som utkom i 1808. Den opfatning at sammensatte legemer
bestod av en sammenslutning av atomer av forskjellige ele¬
menter, forenet efter lovmæssige talforliold, gjorde menneskene
fortrolig med den tanke at elementerne er de stener som uni¬
verset er bygget op av. Den tids mest fremskredne tænkere
haapet endog at selv elementerne skulde kunne spaltes. Og

211

Davy gik saa vidt at han i 1811 skrev følgende : „Det er kemi-
kerens pligt at være paagaaende i sine undersøkelser ; han maa
huske paa hvilken motsætning der ofte er mellem boklærdom
og erfaring. At undersøke hvordan elementerne kan forbinde
sig og utvikles er et stort maal for sand videnskap“ . Og Fara-
day, Davy’s store elev og efterfølger, stilet ikke mindre høit ;
han skrev i 1815 : „At spalte metallene, at danne dem paany
og at virkeliggjøre den fordums absurde tanke om metalfor-
vandlingen — < dette er de problemer kemikerne nu har at løse.“
Og i de dager saa man virkelig paa den gamle tanke om
stoffets enhet som noget sandsynlig. Forsøk blev gjort for at
vise at atom-vegterne er multipla av et av elementernes atom-
vegt. Først trodde man at surstof var det fælles grundstof og
senere, da dette viste sig at være uholdbart, forsøkte Prout at
erstatte surstof med vandstof. Denne teori blev igjen optat i
1842, da Liebig og Redtenbacher foretok en re vision av nogen
av de almindeligste elementers atomvegter og viste, at Berzelius
tok feil, naar han hadde bestemt kullets atomvegt til 12.25 iste¬
denfor 12.00. I de senere aar er der gjort fremskridt i nøi-
agtigheten ved bestemmelsen av atomvegterne, takket være
arbeider av Richard, Gray, Guye og deres elever og medhjæl-
pere, og hvert aar offentliggjør den internationale komité en
tabel, hvor den nøiagtigst mulig© vegt. opgis' i forhold til
surstoffets atomvegt, som man er blit enig om at sætte til 16.00.
I tabellen for 1911 er der av 81 elementer ikke mindre end 43,
hvis atomvegt bare er 1j10 av en enhet over eller under et helt
tal. Min kollega, matematikeren Karl Pearson, forsikrer mig
at sandsynligheten for at dette skulde skyldes en tilfældighet,
er som 1 mot 20' 000' millioner.

Man har ogsaa paa en anden maate rykket nærmere ind
paa spørsmaalet om forholdet mellem elementerne. Efter nogen
foreløbige antagelser av Dbbereiner, Dumas og andre ordnet
John Newlands i 1862 og følgende aar elementerne numerisk
efter deres atomvegt og offentliggjorde i 1863 i „Chemical News" ,
hvad han betegnet som loven om oktavene, — ■ at hvert ottende
element, likesom oktavene i musikken, paa en maate var en
gjentagelse av sin forløper. Likesom C paa tredje inellemrum
er oktav av C under linjen, isaaledeisi var kalium aar 1863 det
ottende kj endte element over natrium, og var en gjentagelse av

212

natriums egenskaper, ikke bare de fysiske, farve, bløthet, stræk-
barhet etc., men ogsaa i sine forbindelser ligner de hverandre
meget. Senere og ganske uavhængig av ham opstillet Lothar
Meyer og Dmitri Men delj eff et system som var bygget paa
samme princip ; og for at fremhæve elementernes periodiskei forei-
komist har man kaldt dettei system „det p e r i o d i s k e “ . Som
alle: vet forutsa Mendielj eff opdagelsen av deng ang ukjendtei ele¬
menter og gav dem, navnene eka-bor, eka- aluminium og «eka-sili-
cium ; disise er' senere virkelig fundet og har av sinei opdagere
Cleve," Lecoq die Boiisbaudtran og Winckler faat navnene sic an -
d i u m, gallium, og g ei r m aniu m.

Opdagelsen av luftens inaktive gasarter — som Johnstone
Staney hadde forutsagt ved sin spiral-kurve, offentliggjort i 1888
— viste, at der mellem sterkt elektro-negative elementer som
natrium^ og kalium, og sterkt el ektro -positive elementer som
fluor og klor var plads for en forbindelse gjennem en række
legemer baade elektrisk og kemisk inaktive; neon, argon, kryp¬
ton og xenon danner altsaa mellemled henholdsvis mellem fluor
og natrium, klor og kalium, brom og rubidium og jod og
cæsium.

Naar vi tar med de inaktive gasarter og tilføier de sidst-
opdagede elementer blandt de sjeldne jordarter og radium som
jeg senere skal komme tilbake til, er der 84 bestemte elementer
som alle finder plads i det periodiske system, hvis vi bare tar
talværdien i betragtning. Mellem lanthan, hvis atomvegt er
139 og tantal 181, er der i det periodiske system 17 aapne rum,
og skjønt det paa grund av deres egenskaper er umulig at
klassificere elementer av sjeldne jordarter i forskjellige kolonner
i systemet (for de ligner alle lanthan i egenskaper), er der nu
14 saadanne elementer; og det er ikke umulig at de endnu
manglende tre ved videre arbeide kan isoleres1 fra deres oxy der.
Hvis vi antar at metaller fra de sjeldne jordarter kommer til at
fylde disse 17 rum, hvor mange pladser kommer der saa endnu
at være, igjen siom, skal fylde®? Vi antar at, urans atomvegt,
238.5, som er den høieste kj endte, danner den øvre grænse og
neppe vil bli overskredet. Het er let at tælle hullene, der er 11.

Men vi staar overfor en embarras de richesse.
Opdagelsen av radioaktivitet ved Henri Eecquerel, av radium
ved hr. og fru Curie og teorien om radioaktive elementers spalt-

213

barhet, som skyldes Rutherford og Soddy, har vist at der findes
ikke mindre end 26 hittil uk j endte elementer. Hvor i det peri¬
odiske system kan disse anvises plads?

Men hvilket bevis har vi for at disse stoffer er elementer1?

La os ta dem i rækkefølge.

Vi begynder med radium ; radiumsaltene undersøktes først
av Madame Curie ; de ligner meget saltene av barium : sulfat,
karbonat og kr ornat er uopløisielig ; klorid og brom id ligner i
krystallinsk form klorid og bromid, av barium ; metallet, som
Madame Curie nylig har fremstillet, er hvidt, angripes av vand
og er paatagelig av samme type som barium. Atomvegten passer
ogsaa i den forutsete plads ; den er av Madame Curie og Thorpe
bestemt til 89.5 enheter høiere end barium, kort sagt der er *
ingen tvil om at radium passer ind i det periodiske system
med en atomvegt av omkring 226.5. Het er utvilsomt et
element.

Men det er et meget merkelig element, for det er for¬
anderlig. Stabilitet var anset for at være et elements hoved-
egenskap. Men radium disintegrerer eller falder fra hverandre,

— • det vil si forvandles til andre legemer, og dette foregaar med
bestemt hastighet. Hvis et gram radium opbevares i 1760 aar
vil der bare være et halvt gram tilbake, halvparten er omsat i
andre stoffer. Og i hvilke stoffer? Vi kan besvare spørsmaalet.
Rutherford og Soddy fandt at radium gir en kondlensierbar gas,
som de kaldte „radium-emanationa , og Soddy og jeg opdaget i
190'3 at det ogsaa utvikler helium, der likesom argon tilhører
rækken av de inaktive gasarter. Helium er utvilsomt et ele¬
ment med fuldt karakteristisk spektrum ; det tilhører en tydelig
markert serie. Radium-emanationen, som ifølge Rutherford
og Soddy ikke kunde indgaa nogen kemisk forbindelse, er blit
kondensert til væske og til fast form paa laboratoriet i Univer¬
sity College i London, dets spektrum er maalt og tætheten be¬
stemt. Atomvegten kan utregnes ef ter tætheten og den stemmer
overens med det beslegtede stof argon, idet den hele serie er :
helium 4, neon 20, argon 40, krypton 83, xenon 130‘, et ukjendt
stof omtrent 178, og niton (det navn man har foreslaat for
emanation av radium, for at betegne dets forbindelse med de
beslegtede stoffer og dets fosforescerende egenskaper) omkring
222.4. Dannelsen av niton fra radium kan , derfor fremistikleis
ved ligningen : radium (226.4) — helium (4) + niton (222.4).

214

Niton igjen spaltes eller dekomponeres, og dert meget hur¬
tigere end radium ; halvdelen av det omsættes paa omtrent fire
dager. Derfor maatte undersøkelsen utføres meget hurtig for
at ikke spaltningen skulde blir merkbar, mens man holdt paa
at bestemme dets egenskaper. Resultatet av spaltningen er av
Rutherford kaldt „Radium A“ og det er utvilsomt utskilt fra
niton som mot al, samtidig som dier utvikles helium; ligningen
vil derfor bli: niton (222.4) = helium (4) + radium A (218.4).
Men det er umulig at undersøke radium A kemisk, for i løpet
av 3 minutter er halvparten forvandlet til et andet fast legeme,
radium B, idet der igjen utskilles helium. Denne forvandling
kan fremstilles ved ligningen : radium A (218.4) = helium (4)
+ radium B (214.4). Radium B kan vanskelig undersøkes ke¬
misk, for i løpet av 27 minutter er halvparten forvandlet til
radium C1. Men i dette tilfælde utvikles der ikke helium; men
bare atomer av negativ elektricitet som dr. Staney har kaldt
„elektroner“ ; disse har en meget liten vegt som nok tilnærmel¬
sesvis kan fastslaas, men ikke direkte maales. Halvdelen av
radium C1 forvandles i løpet av 19 j12 minut, som ogsaa er for
kort tid til kemisk undersøkelse; det forvandles til radium C2
og under denne proces utskiller hvert atom et heliumatom, hvor¬
ved vi faar ligningen : radium C1 (214.4) = helium (4) + radium
C2 (210.4). Elter 2 1/2 minut er halvparten av radium C2 borte,
idet deti har utskilt elektroner, og radium D er dannet.

Radium D gir kemikerne tid til undersøkelse, for halv¬
parten er uforandret i seksten og et halvt aar. Uten at der fore-
gaar nogen merkbar spaltning blir radium D til radium El, halv¬
parten av dette bestaar i 5 dager, og tilslut forvandler radium E
sig til radium F, et stof som Madame Curie har kaldt „polo-
nium“ til ære for sit fødeland, Polen. Halvdelen av polonium
forvandles i løpet av 140 dager, det taper heliumatomer og der
fremkommer et metal som man antar kanske er bly. Hvis det
er tilfældet vil ligningen bli: polonium (210.4) = helium (4) +
bly (206.4). Men atomvegten av bly er 20l7.1 og ikke 20'6. 4 ;
imidlertid er det jo mulig at radiums atom vegt i virkeligheten
er 227.1 og ikke 226.4.

Vi har en anden metode for at undersøke spørsmaalet. Det
er saa at si sikkert at radiumets ophav er uran, og at der ved
transformationen av uran til radium gaar tapt 3 alphapartikler,

215

det vil si 3 atomer helium. Heliums atomvegt kan betragtes
som en av de sikreste kj endte ; den er bestemt til 3.994 av Mr.
Watson i mit laboratorium. Tre atomer skulde altsaa veie 11.98,
la os si 12. Men man er endnu ikke sikker paa urans atom¬
vegt ; Bichards og Merigold mener den er 239.4 ; men middel¬
tallet utregnet av Clarke er 239. 01. Naar vi trækker 12 fra disse
tal faar vi 227.0' og 227.4 som radiumets atomvegt. Hittil har
det været umulig at komme spørsmaalet nærmere.

Betydningen av at vi paa dette punkt kommer til et endelig
og sikkert resultat ligger deri, at vi da for første gang vil de ha
nøiagtig re db paa et elemeints herkomst'. Hvisi vi gaar ut fra
at urans atomvegt er 239, saa er dermed bevist at radium frem¬
kommer ved at der tapes 3 atomer helium, og hvis forvandlin¬
gen bare bestaar i tapet av disse 3 atomer helium, saa maa radi-
ums atomvegt nødvendigvis bli 227. Men vi vet at under for¬
vandlingen utsendes der ogsaa fbstraaler eller elektroner og
elektroner har en veigt. Vi vet ikke hvor mange elektroner der
gaar tapt; skjønt vegten av et elektrom tilnærmelsesvis er
kjendt, er det umulig at si hvormeget der skal fradrages for at
bestemme radiumets vegt. Men det er mulig at løse dette spørs-
maal indirekte ved nøiagtig at bestemme urans og radiums atom¬
vegt. Forskjellen mellem radiums atomvegt pl us 12, — ■ det
vil si plus vegten av 3 heliumatomer — , og urans atomvegt vil
da gi vegten av diet antal elektroner som, ga, ar tapt. Naar vi
tar de mest sandsynlige tal, nemlig for uran 239.4 og for radium
226.8 og føder 12 til det sidste tal, saa vilde vegten av de elek¬
troner som gaar tapt være 0.6.

Den rigtige løsning av dette problem vilde for en væsentlig
del forklare os uregelmæssigheterne i det periodiske system og
likeledes undtagelserne fra Prouts lov, at atomvegterne er multi-
pla av en fælles faktor eller fælles faktorer. Efter min mening
vilde der ogsaa kastes lys over det forhold, som man har kaldt
allotropi1), og som i det mindste i nogen tilfælder kan skyldes
tap eller tilførsel av elektroner, ledsaget av en positiv eller
negativ varmeforandlring. Likeledes vildSe denne antagelse
gi plads i det periodiske system for det overvældende antal av

*) o: at et element kan optræde i forskjellige former med forskjel¬
lige fysiske egenskaber, som f. eks. kul, der kan optræde som trækul og
som diamant, eller fosfor, der kan være rødt eller hvidt.

216

pseudo-elementer, hvis eksistens praktisk talt bevises ved dis-
integrationshypotesen. Av de 26 elementer som stammer fra
uran, thorium og actinium, kan 10 — som er dannet utelukkende
ved utstraaling av elektroner1 — ,betragte® som allotroper eller
pseudo-elementer; der er da 16 tilbake, og for disse skulde der
være 16 eller 17 pladser ledig i det periodiske system under den
rimelige forutsætning at der igjen har fundet sted en forandring
i periodernes længde. Det er fremfor alt sikkert, at det vilde
være en skjæbnesvanger feiltagelse at anse eksistensen av disse
elementer for uforenlig med det periodiske system, som allerede
har ydet den systematiske kemi saa store tjenester.

Litt om utklækning av sommerfugler.

Av J. Werner-Nielsen.

Mange naturvenner har fundet det tiltrækkende at iagttia og
utforske det mylrende insektliv, der i vegetationsperioden om¬
gir os paa alle kanter. Inden insektverdenen har da igjen vel
særlig sommerfuglene paa grund av sine prægtige farver og
smukke former formaadd at avvinde den største interesse. De
straalende farver, den elegante vingeform og lette lekendie flugt,
som særlig sydens dagsommerf ugler er i besiddelse av, maa da
ogsaa begeistre selv. den koldeste iagttager.

Mindre betragtet men kanske i endda høiere grad at lægge
merke til er sommerfuglenes forvandlinger o : overgangene i
deres utvikling. Allerede i oldtiden kjendte man disse og be¬
tragtet dem som symbol paa sjælens udødelighet. Mennesket
gjennemløper jo det ene utviklingsstadium efter det andet, fra
diet som spædt foster hviler i morens1 liv til det i alderdommen
efter de religiøse forestillinger ved døden naar den høieste fuld-
kommenhet ,

Som bekjendt har sommerfuglene en fuldstændig forvand¬
ling. Av sommerfuglei-hunnens befrugtiede egg utvikler der
sig efter kortere eller længere tid en larve. Denne, der lever i
jorden eller paa trær, busker eller anden vegetation, tar næring
til sig og vokser. Efter gjentagne hudskiftninger spindler1 lar¬
ven sig ind og gaar over i det tredje stadium — puppestadiet.

217

Inde i puppen utvikles saa. det fuldkomne insekt, der em vakker
dag gjennembryter puppehylstret, og sommerfuglen viser sig.

Da man ute i naturen for mange sommerfuglearters ved¬
kommende sjelden er saa heldig at kunne iagtta gangen i deres
forvandlinger, søkte man tidlig at skaffe sig indblik heri ved
opdræt og utklækning. Man indsamlet simpelthen sommer¬
fuglenes egg, larver og pupper. Ved i sin stue at skaffe disse
nogenlunde de samme betingelser som ute i det frie, kunde
man der i ro og mak drive sine iagttagelser. Sicjønt denne ind-
samlingsmetode er meget anbefalelsesværdig (man blir jo her¬
ved nødt til at færdies1 umiddelbart ute i naturen), frembyr dem
adskillig besvær og fordrer et sikkert blik. Emdvidere er man
jo herved, som det vil forstaaes, henvist til kun at studiere de
forholdsvis faa sommerfuglearter, der findes i ens trakt.

Dette er dog nu blit anderledes. Samtlige større insekt-
handlere i utlandet fører nemlig et rikholdig lager av materiale
for somimerfugieopdræt. Levende; egg, larver1 og pupper1 er1 i de
senere aar blit en stadig større salgsartikkel for disse forret¬
ninger. Det gjælder ikke her bare indenlandske arter, men
sommerfugler fra nær sagt alle verdens kanter i sine forskjellige
stadier. Disse verdensfirmaer har nemlig samlere overalt paa
kloden, der forsyner dem med det nødvendige maceriale.1)

Der er sa-aledes nu intet til hind'er for, at m|am heroppe i
det høie norden kan fryde sig ved synet av en iietop utklækket
eksotisk sommerfugl og se den flagre avstød i al sin pragt.
Og som det bedste av det hele, dette kan man opnaa, naar det
ikke netop dreier sig om de sjeldneste arter, for en meget rime¬
lig bekostning.

Da opdræt fra egg- eller larvestadiet fordrer adskillig tid,
megen paapasselighet og indsigt for at kunne lykkes, besvær
med at skaffe føde til veie m. v., skal i det følgende kun omtales
dem mere letvinte metode (om eind ikke saa lærerike) : utklækning
av levende pupper. Har man anledning til det, bør man dog
ikke forsømme at gjøre sig bekjendt med de to tørste opdræt-
ningsmetoder. Indsamling av egg og larver av indenlandske
arter maa da helst anbefales. Larvestadiet med de uhyre veks¬
lende farver, larvernes ofte yderst sælsomme og forandrede ut-

*) Herr Ernst A. Bottcher, Briiderstrasse 15, Berlin C 2, leverer
udmerket materiale for sommerfugleopdræt.

218

seende under hudskiftningern© samt deres; levevis frembyr jo
den allerstørste interesse.

Til puppeutklækningen skal der ikke saa mange anstalter.
Det er kun nødvendig at mian anskaffer sig en puppekasse.
Denne kan man letvint lage sig selv. Av kassebord eller lign.
slaar man sammen en kasse, der ialfald i bunden bør slutte godt.
Kassen kan ha en høide av ca. 30 cm., dimensioiier forøvrig efter
behag. For luftvekslingens skyld forsynes vægger og tak med
større firkantede utskjæringer. Paa forsiden av kassen anbringes
dør paa hængsler. Med undtagelse av bunden beklædes kassen
indvendig helt med et eller andet løst gjennemsigtig stof, helst
gazei, for at sommerfuglen© kan ha noget at hake; sig fasit ved1,
naar de slipper ut av puppen. Puppeburets bund bestrør man
med et tykt lag av sand eller muld, over dette lægges et lag
med mose.

Ved mottagelsen av pupperne, der for det meste sendes i
smaa trææsker som prøver uten værd, pakker man dem for-
sigtig ut av det silkepapir, hvori de almindelig er indhyllet og
lægger dem utover paa mosdækket i puppekassen, hvorefter
man dækker dem svakt med et nyt lag mose. Pupper, der har
spundet sig fast til grener eller lignende (særlig dagsommer-
f ugler), kan man anbringe paa puppekassens vægger og helst i
den stilling som disse arter pleier at indta ute i det frie.

Da pupperne ute i naturen jo faar sig tilført fugtighet i
form av regn og dug, maa man ogsaa ved den kunstige utklæk-
ning sørge herfor. Et vist maal av fugtighet er nemlig nød¬
vendig for at befordre' deres stof veksel. For at tilføre demi denne
kan man betjene sig av en fin bruse (liten blomstersprøite) eller
lignende, hvormed man svakt dusjer pupperne og moselaget.
Man maa vogte sig for at gjøre formeget herav, samt paase at
der ikke samler sig væte omkring pupperne (eller coconerne).
En god regel er, at saalænge mosdækket føles fugtig er dusj ing
unødvendig. Veiret spiller her naturligvis ind. For at undgaa
mug maa man endvidere sørge for, at puppekassen staar paa et
luftig sted (dog ikke utsat for gjennemtræk). Litt direkte
sollys av og til er heldig for utklækningen, særlig for dagsom-
merfugipupperne. Man bør dlog ikke utsætte dem for den hetei
middagssol.

219

Ellers har man kun daglig at kaste et blik ind i puppe-
kassen. Efter en kortere eller længere tid vil man da ha den
glæde og fornøielse at se den ene sommerfugl efter den anden
slippe ut av sit trange hylster. Da selve utslipningen er noget
av det fornøieligste og vidunderligste man kan tænke sig, bør
man ikke undlate at være tilstede under denne en og anden
gang ialfald for de skjønneste og største arters vedkommende.

For at kunne passe tiden kan man merke sig følgende:
iNogen dage før sommerfuglens fremkomst pleier puppen ofte at
forandre farver, skallet mykner og vingernes farver kan iblandt
skinne igjennem. F'ra de pupper der ligger i særskilt cocon
kan man ofte høre en tydelig raslen. Er øieblikket inde sprin¬
ger puppehylsteret op, og sommerfuglen arbeider sig ut endnu
med sammenfoldede korte vingestumper. Den skynder sig nu i
=største hast at opsøke sig et sted (gjerne litt høit), hvor den kan
•sitte i saadan stilling, at vinger og bakkrop hænger frit. Her
utvikler den sig paa et kvarters tid eller saa til færdig imago.
De i begyndelsen ganske smaa vinger tiltar hurtig i størrelse
ved at væske fra kroppen presses ind i de aarer, der løper ut i
vingerne, hvorved disse elastisk utfolder og utspænder sig. Saa
snart vingerne nu er blit tørre, kan disse benyttes, og sommer¬
fuglen er færdig til at begynde livet.

Da de fuldt utviklede sommerfugler snart begynder at flagre
omkring inde i puppekaissen (natsommerfugTene fra skumrin¬
gens indtræden) bør man 'snareisl fjerne dem herfra, for at vin¬
gerne ikke skal ødelægges ved at støtes mot tak og vægger.

Sommerfuglenes utvikling kan paaskyndes noget ved at man
-foretar utklækningen i opvarmet rum. Til at begynde med væl-
ger man den mindst varme plads, for senere at flytte pupperne
i varmere omgivelser. I nærheten av ovnen bør dog puppe-
kassen aldrig staa. I varmt rum maa pupperne tidt og ofte
fugtes med regnvand.

Pupper, som man selv har indsamlet ute i det fri om høsten,
bør en stund være ut sat for frostens paavirkning, før de indtas
i opvarmet rum. Den strengeste frost skader ikke. Som over¬
gang lar man dem henstaa nogen dager i temperert værelse.

Før mitten eller slutten av januar bør man dog ikke indlate
sig paa nogen drivning av pupperne ved rum svar me. Man kan
ved denne opnaa, at sommerfuglene slipper ut i mars eller april

og paa en tid av aaret, da ellers alt insektliv befinder sig i
vinterdvalen.

Hvilke sommerfuglearter, der lielst bør bli gjenstand for
utklækning beror jo væsentlig paa vedkommende opdrætter selv.
Her skal kun nævnes nogen faa av de arter, der paa grund av
sine skjønne farver eller størrelse i stor utstrækning er gjen¬
stand for utklækning.

Av dagsommerf ugler kan saaledes nævnes arter tilhørende
slegten Papilio. (Ilertil hører vor morske svaleistjert Papilio
machaon). Skjønne amerikanske arter av denne- silegt forekom¬
mer hyppig i handelen.. Endividere flerei arter tilhørende stegtem
Vanessa. (Hertil hører den alm. nes I eisom rnerf u g 1 Y anessa
urticæ). Skjønne europæiske dagsommerfugler er Apatura Iris
(skimmersommerf uglen) og Limeritis populi (aspsommerfuglen).
Hos den første har hannens vinger en sterk skinnendei blaa, glans,
naar de ses i en viss belysning. Av andre sommerfugler kan
bl. a. nævnes den europæiske nat sommerfugl Saturnia pyri.
Denne er Europas stør stie sommerfugl og har1 en spændividldle' a-v
11 — 13 cm. Farven er brungraa med store øienpletter. Er let
at utklække. Sammen med Bomibyx miori (morbærtræ- silke -
spinderen) tilhører denne en gruppe av sommerfugler, hvorav
flere arter har vakt opmerksomhet, da man av deres coconer
kan utvin de silke.

Av andre arter1 kan nævnes Antheraea pernyi, den kinesiske
eke-silkespinder (spændv. 10 — 15 cm.), A. mylitta, den indiske
eke-silkespinder1 (spærfdrviddlei 13 — 16 cm.), Teiea polyphemus
(spændvidde 10! — 13 cm.), den skjønne og eiendommelige Actias
luna (hannens bakvinger har lang halestjert), Callosamia pro-
methea og Platisamia cecropia, (spændvidde 101 — 15 cm.), samtlige
de sidste fra Nordamerika, m. fl.

Til denne gruppe av silkespindere hører ogsaa en av verdens
største sommerfugler, den kjæmpemæssige og herlige Attacus
Atlas fra Kina og Ostindien, der kan opnaa en størrelse av 21 —
23 cm. mellem vingespidserne. Sommerfuglens grundfarver er
rødbrun med store gjennemsigtige glasf elter paa alle vinger.
Dens- forvinger er uttrukket i en avrundet spids. Ooconen er
meget stor. Pupperne til denne art forekommer sparsommere i
handelen end de før nævnte (koster 2 — 3 kr. pr. styk) . Som¬
merfuglens normale flyvetid er juni — juli.

221

En mindre art er den kosmopolitiske Attacus cynthia, Ailan-
thusspinderen, hvis egentlige hjemstavn er Kina og Indien.

Samtlige, silkeispindere flyver i skumringen eller om natten.
Ifald man ikke passer paa itide at fjerne dem fra puppekassen,
kan disse svære sommerfugler under sin sværmen da holde et
svare rabalder.

De utklækkede sommerfugler dræpes letvint og hurtig med
nafta eller kloroform. Man kan ogsaa benytte conc. eddikesyre
(iseddike) og med en hul naal, fin pensplit (staalpen) eller lign.
bringe nogen draaper ind i sommerfuglens forbryst. Denne
maate er bedst for de større arter.

Ved sommerf ugleutkl ækningen opnaar man to ting. Man
faar et litet indblik i nogen av naturens merkværdigheter, og
man skaffer sig en vakker sommerf uglesamling, hvorav baade en
selv og andre kan ha megen glæde frem gjennem aarene.

Dyrebilleder av ler fundet i en stenaldershule
i Sydfrankrike.

I det franske tidsskrift „L’Anthropologie“ (decbr. 1912) be
skriver grev B e g o u e n et merkelig fund, som han og hans
sønner gjordei høsten 1912 i en hule i Sydfrankrike. Denne hule
gaar henimot en kilometer ind, i den stupbratte dalside ved
elven Volp, en bielv til Garonne, og kalde® efter f j eidet sioim
hænger utover, „la caverne du Tue d’Audoubert“. Ad¬
gang er der bare. naar elven eir liten, med baat gjennem, en ca.
60 mi. lang tunnel. Der er 3 eitager . Den første er i høidei med
vandflaten, den anden begynder ved en avsats av vel mandisi-
høide omtrent 150 meter fra indgangen.

Her aapner der1 sig en ræikke svære! haller, klædt med kalk-
avleiringer, straalende hvite med maleriske former og skygger
i lygteskinnet. Bortetter væggene seis billedristninger og enkelte
levninger av farve. Særlig samler der sig et galleri av dyre¬
billeder (hest, bøffel, rovdyr) i en stor nischei eller kor-runding
over en stivnet foss av hvit drypsten. I et hjørne av salen fører
likesom en svær skor sten 12 — 13 meter næsten lodret op til den
tredje etage.

222

Vi staar her i en lav gang med dyretegninger paa begge
sider og for enden stængt av en mægtig gitterport av stalakiter.
Der blir brutt krypehul igjennem, og paa den anden side synes

en baandformet skravering i taket at peke videre indover. I
den følgende hal er grunden hist og her oprotet av bj ørneklør;
hele labben findes ogsaa avtrykt. Borti krokene ligger ben-
hauger, saa dyrene er død her. Kvartær-tidens menneske er

223

kommet til, har latt benene forøvrig ifred, bare knækket kjæ-
verne for at faa ut hjørnetænderne til pynt, hvad der bekræftes
ved fund av -flintekiler og en gjennemboret tand. En under-
k j æve med uttrukket hj ørnetand er henlagt paa en stor sten og
med tiden muret fast der. Rundt omkring skeletterne er jorden
optraakket av m enn eskef ø tter . Isiær er tærne tydelige, stor-
taaen forholdsvis stor, som almindelig hos folk som gaar bar¬
bent. Det . er smaa føtter, antagelig tilhørende smaa spæde
mennesker.

Fig. 2. Den forreste av de to bisonfigurer paa forrige fotografi, set forfra.

(Efter fotografi av M. Begonen). Ca. 1/7 nat. st.

Længer frem tilhøire har vi et lavereliggende rum. Der-
ned fører en brat lerbakke, som ser ut til at ha været en sterkt
trafikert passage. Bjørnene bremset med klørne og drog lange
groper i den sleipe bakke, og pelsen har ogsaa sat sit spor.
Menneskene har brukt stedet som ler-tak og „ verksted a : der
ligger igjen endel vel knadde og tilrullede lerkaker og kuler.

Gulvet er i det hele flatt ; men her og der ses mystiske net-
verk atv linjer, meid en. -større, fordypning midt indei i labyrinten..
Nu er det hele i tidernes løp blit overtrukket med et fint dryp-

224

stenslag, ikke tykkere end eggeskal. Dette lar sig let ta av og
gir den nydeligste avstøpning en kan ønske sig. Og det man
da har for sig er billedet av en menneskelig hæl, hver mindste
detalj i hu dens linjesystem synlig.

Men hvorfor bare hælen? — Længer ute fandt vi fuldt op
av merker efter tær og hele føtter, og paa dette sted ikke et
eneste. Kanhænde vi her staar ved sporene efter en urgammel
religiøs kultus, en eller anden magisk ceremoni (likesom endnu
den dag idag hos enkelte naturfolk), hvori deltagerne maa be-
væge sig paa en bestemt eiendommelig maate. Yi staar ogsaa
nu ved indgangen til hnlens inderste og aller helligste, hvor
stammen gjemte sit gudebillede.

Idet lyset falder ind skimtes to dyreskikkelser, likesom flyg-
tende for os langs en stor stenblok midt i rummet. Det er to
bison-figurer av ler. Den bakerste, som staar litt tilvenstre for
den anden, har forbenene oppe paa stenen som om den vil klatre
op. Dyrets bakkrop er støttet mot nogen store stener. Den
forreste er omtrent fuldstændig som da den var ny. Høire
hornspids og halen er faldt av, men ligger ved siden av og
passer udmerket til. Leret har tørket endel og slaat sprækker
tvers igjennem figurene, men uten at skade formen, da de er
stillet godt op mot stenblokken.

Den forreste av de to bisoner er tydeligvis en hun ; det
fremgaar blandt andet av sammenligning med den anden : hodet
er finere, manken mindre kraftig, pukkelen ikke saa utpræget.
Størrelsen er ogsaa forskjellig; hunnen er 61 cm. lang og 29 cm.
fra buken til toppen av pukkelen, hannens maal er henholdsvis
63 cm. og 31 cm.

Bare den høire side, der vender ut fra stenen, er fuldt for¬
met. Kroppens overflate er ganske utglattet, øiensynlig med
haanden. Det er hodet som er omhyggeligst arbeidet. Horn
og ører stikker sterkt ut. Øiet er paa koen markert ved en jord-
kule med et søkk i midten ; det gir blikket uttryk og liv, i
motisiæitning til oksens sitiore uttryksløse øie. Baggen naar heit ned
under buken og er fremstillet ved hjælp av en slags kam av træ
eller ben. Til den mere tætte og uldne manke har kunstneren
nøiet sig med at bruke tommelfingeren. I det hele er disse
statuer præget av et syn for natur og liv, en realisme og en

225

teknik, som betyr virkelig kunstnerisk evne hos den der har
dannet dem.

Paa gulvet nær ved ligger to smaa statuetter. De er helt
modellert paia begge sider, men er senere blit beskadiget, skjønt
ikke mer end at bisonf ormen er tydelig nok.

En slags mellemstilling mellem statuerne og tegningerne
indtar en (ca. 41 cm. lang) skisse i lergulvet. Selve kontur-
linjen er vel fremhævet ved en sammenhængende 2 cm. dyp fure,
trukket med fingeren. Uheldigvis er der faldt ned et stykke fra
taket like paa hodet og har ødelagt det. Skissen synes at an¬
tyde den fremgangsmaate hos urtidskunstnereii, at han først
trak op gjenstandens silhouet paa jorden, derpaa grov væk leret
utenom, og saa rykket hele kaken op for at bære den bort og
utforme den der hvor figuren skulde staa. Den ufærdige side
ser aldeles slik ut som den er revet løs fra jorden. Der findes
ogsaa rundt omkring i denne del av hulen fordypninger med
fingermerker i kan terne, ganske forskjellige fra de groper som
betegner bjørnens leie i den bløte grand.

Norske bræers forandring 1910 — 12.

Av P. A. Øyen.

I tilknytning til de meddelelser som jeg i en række tid¬
ligere aar har git oml forandring eir hos. vort lands bræer („ Na¬
turen “ 1 9 0 6, sidle 160', 190'7, side 92, 1 9 0!8, side 29 — 30,
1 9 0 9, side 30—31, 1910, side 158—160', 1911, side 149—
152) skal jeg forsøke at gi em oversigt over de forandringer som
har fundot sted i dem senere tid, specielt de to sidste aar. For
Jotunheimems vedkom, men die har maal ing erne med bidrag av
„Fridtj of Nansens Fond“ og „Kristia,nia V iden skaps- S elskap“
unider min veiledning været utført av et par turistf ør ere ; paa
Vestlandet (Folgefomnen og Josteidalsibræem) og ved Svartisen har
statsgeolog Rekstad med' bidrag av Bergens museum for etat
eftermaalinger, og i det nordlige. Norge (Okstinderne og Froist-
isen) har universitetsstipendiat Hoel eftermaalt bræemderne.
Disse bræmaalinger utgjør som tidligere et led1 i de intern ali o-
male maalinger, der paagaar for at faa, em oversigt over br seernes

226

forandringer paa de forskjellige steder av jordoverflaten. Resul¬
tatet av disse maalinger flor vorti lands vedkommende i dø to
sidste aar medideleisi i følgende tabeller1) :

J otunhei m e n.

1910—11. 1911—12.

Stein d al sbræ... . ... ... ... ... 4- 13.9 -f- 19.9

Leirungsbræ. . ... ... ... ... 4- 9.01 -f- 7.0

Svartdalsbræi . . ... ... ... ... ... -f 4.9 -i- 4.2

Langedalsbræ . . ... ... ... ... ... -f 2.3 4- 2.5

Sletmarkbræ, østlige front ... ... ... ... -f- 7.9 -r 9.0

— „ — < , vestlige front ... ... . 4- 1.8

Østre Memurubræ . -f- 24.9 4- 2.9

Vestre — , vestfronten ... . 4- 16.8 — 8.6

„ — ■ , midtfronten ......... 4- 8.7

„ — , nordfronten . . ... -f- 9.5 4- 9.6

Glitter br se . . ... ... ... -f 3.0'

Veobræen. . . . . ... ... -f 7.4 — 8.2

Høilstugubræ . . -r- 5.7 • 4- 2.5.3

Tveraabrsø . ... -f 3.4 -r 12.9

Sveilnaasbræ . . . 4- 3.5 4-21.0'

Styggebræ, . . . . . . 4- 9.3 4- 28.3

Vesleijuvbræ . ... . . . 4- 1.9 4- 29.0

Storjuvbræ . ... -4 9.3 4- 7.9

Heimrei Illaabræi . . 4- 5.3 4- 4.0

Nordre Illaabræi . ... 4- 4.2 4-14.1

Søndre Illaabræ, vestfronten . ... 4- 5.9 4-12.3

— — , nær elven . . . ... 4- 7.5 4- 7.6

Vetlebræ . . . 4- 13.9 4- 6.4

Storbræ, midtfronten . . ... 4-34.5 4- 10'. 5

— , nordfronten . ... 4-16.1 4-10.5

Bøverbræ ... ... . . . . 4-11.1 4- 10.0

Leirbræen . ... ... . . 4- 3.3 4- 10.2

Sandelvbræ, vestfronten . . . 4-11.1 4- 9.0

— j østfronten ... . 4- 4.2 4- 6.1

— , nær elven. .. ... . . 4-17.3 4- 4.0

!) Forandringen er angit i meter og -j- betegner tilvekst og .
tagen.

av-

227

1910 — 11. 1911 — 12.

Maradalsbræ. . . . 17. 01) 4.5

Gjertva&bræ, midtfronten ... ... ... . 14.6 -j- 11.4

— , sidefrontem ... ... ... ... ... 4- 6.5 -4 11.9

Styggadalsbræ . -4 13.8 -f- 5.2

Skagastølsbræ, sidefront I . -f 5.6 -f 1.2

— , — II ... ... ... ... -f 3.9 rf 0.4

— , — III . -4 3.9 ~ 0.2

— , — , — IV . . ... -f 3.2 * 0.6

Ringsbræen, front, merk© I ............ -r 7.0 -i- 12.0'

— — , „ , „ II . ... - 25. 52)

Allerede veid et først© blik paa denne overså gt ©r deit iøine-
f al den de. hvorledes ikke alen© forandringern© er forskjellig© for
d© forskjellig© bræier, men til og med ogsiaa ofte forskjellige for
de forskjellige deler av en og samme bræ.

Likeledes er det meget interessant ikke alen© at følg© dlen
enkelte brae gjennem dens forandringer' fra aar til aar, men ogsiaa
at følge, forandringen i det store, siaaledeis som viss© karakteri¬
stiske drag tydelig træider frem av den tilsynelatende store
uregelmiæssighet siom die enkelte maalinger ofte ved først© øie-
kast synes at fnemibyide.

Vi skal forsøke at danne os et billede av disse større drag i
forandringen gjennem de sidste aar. Vi vil dia. begynd© med at
undersøke hvor mange av de maalte bræer' der til enhver tid; har
været i fremrykning og hvor mange i tilbakegang og vi vil da
fan det mest overskuelige billede ved at stille tallen,© op i en
tabel. D©t er' indilysiend© at, det resultat man paa dennei mante
opnaar vil gi det nøiagtig© billede av die virkelige forhold og
følgelig værie av størst betydning for dem rigtige opfatning av
fænomemeti, jo større antallet av die miaaite bræer1 er. De senere
aar vil derfor1 gi et nøiagtigere billede end de tidligere1, fordi an¬
tallet av maalte bræer efterhaanden er øket og samtidig utstrakt
til flere deler av det her omhandlede i mange henseender uens-
artede omraade.

a) Denne forandring gjælder 1907 — 1911.

2) Denne forandring gjælder 1905 — 1911.

228

Fremrykkende

bræer

Avtagende

bræer

Stillestaaende Maalt

bræer antal

1904 — 1905... . . ...

18.

1906—1906... ... ... ...

1906—1907... ... ... ...

1907—1908,.. ... ... ...

1908—1909... ... ... ...

1909 — 4910... ... ... ...

1910—1911... ... ... ...

1911—1912... ... ... ...

Naar vi ber regner ut diet pnocentvis© antal ;

av fremryk-

bende og avtagende bræer,

blir om,

mulig forholdet

endnu kla-

r ere, idet vi da faar :

Fremrykkende

bræer

Avtagende

bræer

1904—1905... ...

7»

°7

7 0.

1905—1906... ...

190)6—1907... ...

1907—1908... ...

1908—1909 . .

1909—1910... ...

85.

1910) — 1911 ... ...

1911—1912 . .

100

Der gjenspeiler sig

saaledieis

allerede

inden <

denne korte

observationsrække en viss

periodicitet, som

det er

ai grund til

at anta vil træde endnu klarere frem gjennem en over1 længere

aarrækker utstrakt maaling og da særlig av endnu

flere bræer.

Folgefonnen.

1910 — 11.

1911—12.

Buarbræ... . . ... ... .

... ... + 50'. 0'1)

18,0

Bondhusbræi, bøire side ..

. . 4

- 8.8

^ 7.0

— ,, — t , venstre side.

... ... 4

- 5.8

-f 3.5

J ostedalsb

r æ e n.

1910—11.

1911—12.

Boiumbræ . . . .

. 4

- 2.0

4.0

Suphellebræ. . . .

—

- 3.0

+■ 5,0

x) Dette er forandringen 1909 — 11.

229

1910—11. 1911 — 12.

Vetle Suphellebræ ... ... ... ... ... ... ... + 9.01) 4 16.0

Austerdalsbræ . 4 1.5 -f 3.0

Tunsbergidalsibræ . + 3.0 -f 67.0

Bersetbræ . 4 11.0 -f 20.0

Nigardsbræ . . . . + 5.0 40.0'

Faabergstølsbræ, høiire sid© . ... ... 4 7.3 -f- 3.0

— „ — i , venstre) sid©... .......... -f- 8.01 4- 5.01

Lodialsbræ ... ... . . . ... ... ... ... 4 13.6 -f 15.0

Støgaholtbræ, høire sid© . . ... ... ... -f 2.0 4 I8.O1

— V — midten . -f 3.0 4 5.0

Aabrækkebræ, høire sid© ... . + 6.5 4 11.0

— „ — , venstre si dl© . + 7.2 + 0.5

Briksdalsbræ, høire sid© . + 1.5 4 7.5

— M — , venstre side ... . . 4 2.5 4 5.0

M j ølkevoldisbræ . . ... ... . 4 7.0 4 3.8

Kj endalsbræ . ... ... ... 4 16.0 + 1.5

Bødalsbræ, høire sid© . -f 1.0 4- 5.0

— „ — , ven, strø sid© . . + 9.0 4- 2.0

For Folgefonnems vedkommende bør1 merkes at dens miaa.lt©
brseer, hvorav dlen en© ligger paa vestsiden og den anden paa
østsiden av h alvøen, fra 1910 — 11 begge var i fremrykkem, meins
de det følgende a, ar 1911 — 12 likeledes begge var i tilbakegang.

Med hensyn til J o stødalsbræen maa, det friemhæiveis, at det
overveiende antal av dens bræer paa syd- og østsiden, mot Sogn
og Jostedalen, 19101 — 11 var avtagende, mens flertallet av bræer
fra den mot Nordfjord var i fremrykning. I Fjærland var sne-
mængden vinteren 1911 — 12 meget mindre end sedvanlig, og
sommeren 1912 laa der saa lite sne over fjel den© i Veitestran-
døn som der ikke hadde været paa I senge. Fra Jostedalen med¬
deles at der sommeren 1912 laa ualmindelig lite sne over i f j el¬
dene. Gamle jægere kan ikke mindes, dør har været siaa lite
sne i f j eldene som da. I Nordfjord var snemængden vinteren
1911 — 12 liten, og da sommeren 1912 var varm var sneen saa
avsmeltet i f j elden© som den ikke har været paa, længe. Vi
finder derfor ogsaa 1911 — 12 av bræerne paa syd- og østsiden
kun Suphelilebræen i fremgang, om end ogsaa denne kun for-

*) Dette er forandringen 1909 — 11.

230

holdsvis svak, mens; all© dl© øvrig© er i tilbakegang, ja til og
mjed temmelig rask, og i enkelte tilfældl© som. ved Tunsbergdals-
bræen og Nigardisibræiem endog særdeles betydelig.

Ved det nordlig© Norges bræer stiller forholdet sig noget
forskjellig. Som; det freimgaar av følgende overisigtistabel var
ved Svartisen forholdet nogenlund© ens i die to siidst forløpne
aar, idet den ©ne av de maalte bræer var i tilbakegang og den
anden i fremrykning.

Svarti s e n.

1910' — 11. 1911 — 12,

Engabræen . . . . + 13.0 -f 2.0

Fondalsibræen . ... +19.5 +13.5

Ved de to andre mere- fremtrædende bræ par tier inden dette
omraade, Okstindernesi i siyd og Frostisens i nord., vil følgende
tlabel gi en oversigt.

Okstindeirne.

1910—11.

1911 — *12

Oksf j eldbræen .

.. +

2.3

7.0

Mørkbækbræen .

.. +

24.0

4.5

Veistre Okstindbræ .

.. +

0.8

18.8

Østre Okistindbræ', veistre arm .

.. +

11.6

9.6

- — — * , østre arm .

.. +

1.6

2.7

Charles Rabot‘s bræ .

.. +

15.9

Fro stisen.

1910—11.

1911 — 42

Reintindbræ .

.. +

4.0

20.0

Nordre Mæraftesibræ .

.. +

8.2

16.0

Søndre Mærafteisibræ .

. —

3.0

13.0

Mens vi saaledes inden Okstindernes gruppe 1 91 0 — 11 finder
samtlige de maalte i fremgang, finder vi dem det følgende aar
1911 — 12 i tilbakegang med undtagelse av et par, der endnu
befinder sig i svak fremgang. Ved Frostisen, hvor 1910' — 11
to av de maalte bræer var i fremgang og dien ene; i tilbakegang,
finder vi 1911 — 12 samtlige i forholdsvis rask og betydelig tik
bakegang.

231

I tilslutning til dis®© maalinger av det nordlig© Norgeis
braser er de' meddelelser Kokstad gir fra Svartisen, meget inter-
•eissiante. Ved emdøn av Eingabræ i Holandsf j ord var1 åer tid¬
ligere e.t lite vand, hvori bræen endt©. Srnaa isberg siouii kalvet
fra bræexi, fløt her om. Hver1 sommer blev en robaat bragt op
i det, tø va,nd, og det var et attraktionsnummer for1 turistern© at
bli rodd om1 her mellem isbergene. Sommeren 1891 loddedes
indle ved brækanteix i vandøt en dybde av 30 meter, og1 dets
største dybde var 40' metier. Endnu saa sent som sommeren
1904 var deitit©: vand omtrent uforandret. Mein da bræiem i 1905
begyndte at ga, a sterkt frem, fik bræelven nyt løp og nu fyidlte©
våndet raskt ut av sand og slam fra elven. Sommeren 1910'
var våndet fuldstændig fyldt, saa, her1 nu paa dette sted kun var
en sandflaie, hvorover bræelven fløt i slyngninger. Dett er
betydelige masser av gru® og sand, der her1 er avsiat i deti korte
tidsrum av fem aar, og dog er dette kun en del av det materiale
elven fører med! fr!a bræen. En stor del føres a,v den, ut i fjor¬
den. Man f aar herved et begrep om de grusmasser, bræen tar
fra sit underlag ; ti foruten det som elven fører borti, læiggies
der betydelige kvanta op i morænerne foran bræen,.

Eor derai som maatte ønske nærmere oplysining om, de
enkelte detaljer vil saadann© være ati finde1 i et par avhandlin¬
ger : „V ariation er1 ved norske bræer 191 01 — 1 911“ og „ V ariatio -
ner ved norske bræer 1911 — 1912“, som i en nær fremtid vil bli
trykt i Kristiania Videmskapis- Selskaps publikationer.

Litt om fugletrækket i 1912 og 1913.

Av Askell Røskeland.

I „Naturen“ nr. 4 for iaar bar hr. O. J. Lie-Pettersen med¬
delt en liste over trækfuglenes ankomst til Bergens omegn
vaaren 1912. Det vil muligens derfor ogsaa interessere „Na-
turen“ s læsere at se en liste over deres ankomst til Vennesla
samme aar. Vennesla sogn ligger i Otras dalføre 12 — 25 km.
ovenfor Kristiansand. Sognet mangler derfor fuldstændig kyst¬
linje. Det ligger litt mer end 2 breddegrader eller ca. 250 km.
syd for Bergen. Alle datumer i nedenforstaaende fortegnelse
gjælder ankomsten til Vennesla.

232

Av de paa Lie-Pettérsen’s liste optagne fugler er dvergfalk,.
vandrefalk, ringtrost, grønfinke, gulnebbet irisk, skjærpiplerke,
munk, gulbuket sanger og åkerrikse saa sjeldne og usikkert fore¬
kommende her i trakten, at deres ankomst om vaaren kun und-
tagelsesvis kan noteres. Derimot er — foruten de av Lie-Pet-
te.rsen nævnte — og saa lerkei, kraake, rugdei, hvinand, stok and,
skogdue, ringdue, duetrost, strandsnipe, rødstjert, havesanger,
graasanger og natteravn aarvisse trækf ugler her.

I nedenfor staaeonde fortegnelse er fuglene opført i den
orden, hvori de ankom til Vennesla vaaren 1912. Tallet efter
datoen angir hvormange dagers forskjel der er mellem ankom¬
sten til Vennesla og til Bergens omegn. Har de vist sig først
her, betegnes dette med + foran dageantallet. Har de vist sig
senerei her, betegnøsi diet: med -4- .

I sidste rubrik anføres ankomsttiden i 1913.

1912. 19 13.

Lerke (Al aud a arv en sis1) .

Stær (Sturnusi vulgaris) .

Vibei (Vanellusi cristatus) .

Solsort (Turdus merula) .

Kraake' (Corvus cornix) .

Rugde (Scolopax rusticola) .

Grønsisken (Acanthus spinus) .

Hvinand (Olangula glaucion) .

Bogfink (Fringilla coelebs) .

Maaltrost (Turdus musicus) .

Ringtrost (Turdus torquatus) .

Bergfinke (Fringilla montifringilla). . .

Stokand (Anas boschas) ... . .

Linerle (Motacilla alba) .

Ringdue (Columba palumbus) .

Skogdue (Columba oenas) .

Rødstrupe (Erithacus rubecula) .

Duetrost (Turdus viscivorus) .

Stendulp (Saxicola oenanthe) ... ...

Vendehals (Iynx torquilla) ... . .

Graatrost (Turdus pilaris) . .

16/2

forsk j el

= 0'1) 7a

3/a

7 a

10/3

7 a

11fs

12A

25/s

26/

/ 3

23 /

26 /

20 1 5

6 /

/ 4

127

l7-

10/'i

23 /

2I<

IS/4

26 /
li

15/4

“/4

-7-

30 /

I?/4

23 1 1

17/4

”/.

20/ 4

201

27,

274

l) Yed Kristiansand viste den sig 21/2 = 8 dager før end ved Bergen.

233

1912.

1813.

Jernspurv (Accentor modularis) . ...

21/t + 7

24/ 3

Rødvingetrost (Tiirdus iliacus) .

2°U

Taarnfalk (Ealco tinnunculus) .

m/4 - 50

20 /

/ 3

Gransanger (Phylloscopus rufus) .

7* - 5

27 /

/ 4

Sort og hvit fluesnapper (Muscicapa atri-

capilla). .

7, + 13

27<

Rødstjert (Buscinia phoenicurus) .

27*

Strandsnipe (Actitis hypoleucos) .

7»

Taksvale (Hirundlo ur bie a) .

iU + 12

3°U

Løvsanger (Phylloscopus trochilus) .

iU + 2

Træpiplerke (Anthus arboreiusi) .

7. + 9

Træpiplærke (Anthus arboreus) .

7,-9

Ladesvale (Chelidon rustica) .

7, + 7

27i

Gjøk (Cuculus canorus) .

16/s + 4

Graa fluesnapper (Muscicapa grisola) ...

+ °'

Buskskvette (Pratincola rubetra) .

18/ 5 - 1

Havesanger (Sylvia salicaria) .

27 5

“A

Graasanger (Sylvia sylvia) .

21l s

Taarnsvale (Cypselus apus) .

- 10

22/,

Natteravn (Oaprimulgus europaeus)

27e

Som man kunde vente er de fleste av de fugler

som findes

paa begge lister ankommet først til Vennesla. Enkelte und-
tagelser er der dog. Mest springer dette i øinene for taarn-
falken, der er iagttat 50' dager tidligere ved Bergen. Ifølge
23 aars optegnelser har dens ankomst til Vennesla variert mel-
lem 20 /3 (1913) og 26/4 (1906). Den gjennemsnitlige ankomsttid
her er 13/4. Efter dette er jeg tilbøielig til at tro at dens fore¬
komst ved Bergen 1/3 skyldes overvintrende individer, og at den
store differens derfor bortfalder. Ogsaa her i Vennesla er over¬
vintrende individer iagttat. Den er skndt her 12/12 1909 og

“/.» 1910'-

Merkelig er det at taarnsvalen har vist sig ved Bergen alle¬
rede 15 j5 ; ti i løpet av 23 aar har den aldrig vist sig i Vennesla
før 16/s (1911) og den gjennemsnitlige ankomsttid her er 24 /5.

Tr æpiiplerkenS' ankomst til Bergen 27/4 er ogsaa usedvanlig
tidlig. Her har jeg kun to ganger set den saa tidlig, nemlig
25/4 1895 og 27/4 1909. Den gjennemsnitlige ankomsttid her er
2den mai.

234

Som det av ovenforstaaende fortegnelse vil sees, ankom de
fleste trækfugler betydelig tidligere iaar end ifjor, og dog var
ikke 1912 noget „sent“ aar, hvad fugletrækket angaar. Træk-
ket iaar maa kaldes usedvanlig tidlig. For flere arters ved¬
kommende har jeg ikke før kunnet notere saa tidlig ankomst.
Ladesvale og løvsanger var almindelig ankommet i de sidste
dager av april, og av taksvale saaes 11 stykker den 30te samme
maaned. At disse fugler ankommer allerede i april er en hittil
enestaaende foreteelse her i trakten.

Litt om landsneglenes bevæge!ser.

Av H. Cardot i „La Nature“.

Den store og tunge Bourgognersnegl (Helix pomatia, L.)
og dens nære slegtning, den saakaldte „lille graa“ (Helix
aspersa, Miill.), som sælges paa torvet i Frankrike, er ræd sol¬
skinnet, endda de er godt beskyttet av et tykt sneglehus. Paa
varme sommerdager søker de skyggefulde steder og trækker sig
dertil forsigtig ind i sneglehuset. Ja, hvis grunden er haard
og stenet, saa de ikke kan finde tilstrækkelig beskyttelse, huler
de taalmodig med sin skarpe tunge groper eller virkelige ganger
i f j eldet. Om det bare er en krok i skyggen eller en liten hule,
saa er dette tilholdssted et kjært hjem for sneglen. Man har
mange ganger lagt merke til at den gjør besværlige reiser, over¬
vinder en masse hindringer for at finde den mat den liker, og
naar den saa er mæt tar den, paa trods av nye vanskeligheter,
i motsat retning veien til sin hule istedenfor at finde et passende
sted i nærheten at slaa sig ned paa. Mens den sitter bort¬
gjemt slik, taper den ved indtørring en viss mængde vand, den
blir mindre og trækker sig mer og mer sammen inde i skallet,
og ofte utskiller den ved indgangen en eller flere blanke hinder.
Naar det saa regner — eller dyret, mens det er kjølig om natten,
igjen f aar fugtighet nok — svulmer det som en bladknop om
vaaren og vaakner av sin sommerdvale (fig. 1). Foten, hodet
og følehornene folder sig langsomt ut, omtrent paa samme
maate som fingrene i en vrsengt hanske, naar de blir trykket
frem indenfra. Blodet eller lymphen som under hvilen er op-

235

samlet i indvoldene blir i det øieblik dyret strækker sig ut med
kraft presset fra hjertet ut i hulhetene i foten og hodet; derved
kommer sneglen ut av huset og som det populært heter „stræk-
ker følehornene ut“ .

H vor hurtig sneglen kan bevæge sig avhænger av hvor nøie
iotens saale føier sig til underlaget. Fotens bløthet og klæbrig-

Fig. 1. Sneglen strækker sig litt efter litt ut av skallet og gjør sig
istand til at krype.

het gjør allerede sit til at den kan slutte fast til grunden. Men
dette alene vilde ikke være tilstrækkelig for sneglen paa ujevn
hund med sandkorn eller smaasten, hvis den ikke — takket
Tære en anden eiendommelighet ved dens organisme -^-Saa at si
selv anlagde den vei den vil krype paa. Paa fotens forreste
-del under mundaapningen munder der ut en kjertel, denne av-

236

sondrer en væske, som gjør granden glat og sleip og efterlater
en iriserende stripe i sneglens spor.

Foten, som er et muskuløst organ av indviklet bygning,
har fibrer i tre hovedretninger : paa langs, paa tvers og paa
skraa. De første, som er de egentlige bevægelsesmuskler, sættes
av nervesystemet i rytmisk bevægelse, hvorved der i længde-
retningen frembringes en række kontraktionsbølger (fig. 2), som
forplanter sig bakfra fremover. I det øieblik en av disse
begynder i fotens bakerste del, følger der — paa grund av sam-
mentrækningen — en forskyvning av det bakerste parti bakfra
fremover, og paa den anden side hvergang en muskelbølge løper
ut paa den forreste del av foten, har denne avancert et par milli-

Fig. 2. Sneglen, fotografert gjennem en glasplate paa hvilken den kryper.

Man lægger mærke til en række kontraktionsbølger paa foten.

meter. Bølgernes forplantningshurtighet varierer, staar bl. a. i
forbindelse med bevægelseshurtiglieten. Denne avhænger delvis:
av grandens beskaffenhet, men særlig av dyrets størrelse: som
regel er de smaa arter mere bevægelige end de større og de unge
hurtigere end de voksne av samme art. Fotsaalens form spil¬
ler ogsaa en rolle : Arter, som har en bred og kort fot, bevæger
sig betydelig langsommerei end! dem med lang fot. Dette kan
man forøvrig ganske enkelt iagtta ved at se paa en snegl i
bevægelse. Foten forlænger sig i samme forhold som bevægelsen
fremskyndes; paa fig. 2 paa det midterste billede gik saaledes
dyret i det øieblik fotografiet blev tat langsommere end det
gjorde paa fotografiet tilhøire. Slike forandringer i fotens
bredde frembringes av de transversale muskelfibrers bevægelse.

237

De skraa muskelfibrer derimot gjør at dyret kan bøie sig til
siden og forandre retning. Uten anvendelse av disse sidste
muskler , vilde en snegl, naar den krøp i ret linje uten at stanse,
bruke mindst en uke om at tilbakelægge en kilometer. Imidler¬
tid, at dømme efter den vegt den klarer at bære uten at farten,
derved minskes merkbart, maa den ha en betragtelig muskel-
kraft i reserve, som ikke brukes under almindeiige omstændig-
hefeer. Helix asipersa. kan. f. eks. paa en horizontal flate' bære-
50 ganger1 sin eigen veigt eller vertikalt: løfte ting, som veiecr
9 ganger siaa meget somi den selv. E!n følge av, at sneglen
har disponibel energi som den sjelden bruker er, at farten
næsten ikke influeres av terrængets heldninger ; den kryper

Fig. 3. Sneglen kryper over eggen av en barberkniv.

f. eks. like fort opover en træstamme, som den gjør paa flat
grund .

At foten saa let former sig efter og kløeber fast til underlaget
gjør at dyret ikke saares eller skades av liaarde eller spisse
gjenstander. Eig. 3 viser paa en, morsom maate denne eiendiom-
melighet : Paa en barberkniv kryper sneglen fra den ene side
av bladet til den anden over eggen uten at skjære sig. Det er
fordi foten slutter saa fast og nøie til kniven, nt der ikke blir
noget f. ryk av eggen paa vævene. Selv om • — - som i diette til -
fælde — den bløte hud byr en stor fordel, saa medfører den paa
anden maate alvorlige ulemper. Av denne grund vilde sneglen
være et let bytte for mange dyr, hvis den. ikke kunde gjemme
sig inde i skallet. Den muskel, som med den ene ende er fæstet
til sneglehusets akse slutter paa den anden side i en vifte av

238

muskelbundter, som fordeler sig i foten, hodet og følehornene.
Blir sneglen skræmt kontraheres denne muskel og trækker foten
og hodet ind i skallet. Under denne sammentrækning blir blod-
karrene i disse deler av kroppen delvis utvisket, og blodet gaar
hovedsagelig tilbake til mavehulheten.

Hvilke indtryk er sneglen istand til at motta paa sine van¬
dringer? De sidste eksperimenter har godtgjort, at den ikke
viser nogen tegn til at observere om den gaar fra mørke til lys,
at de saakaldte øiner, som sitter paa de store følenorn, ikke altid
hjælper dem til at undgaa. hindringer, og selv om de blir skaaret
bort opfører ikke sneglen sig anderledes. Det er sandt nok, at
man ofte ser sneglen opdage hindringer paa sin vei, idet den
bevæger sine store følehorn nær hen imot dem uten at røre dem ;
men de smaa som slet ikke kan se gjør jo det samme, de nær¬
mer sig ogsaa hindringene og trækker sig saa tilbake før de
har naadd dem . Det er sandsynlig, at baade de store og de smaa
følehorn er mottagelige for selv meget svake og for os umerkelige
mekaniske svingninger og derved varsler dyret om de hindrin¬
ger, som er i nærheten. I denne funktion er det mulig at det
saakaldte øie spiller en vigtig rolle ; kanske kan det ogsaa, som
enkelte forfattere har antydet, opfange indtryk av temperaturen
i de nærmeste gjenstandler. I alle tilfælder er dyrets synsevne
meget tvilsom.

Foruten følehornene er de forreste deler av foten, av kap¬
pen og av munden meget fine føleorganer. Men det er særlig
lugtesansen som er meget nyttig for sneglen paa dens vandrin¬
ger. Det kan let vises at Helix og de nøkne snegler er op-
merksom paa det naar en duftende gjenstand blir flyttet, selv
om den befinder sig mer end en meter fra dem. Lukteorganet
sitter ved siden av øiet paa spissen av det store følehorn og
sandsynligvis ogsaa i nærheten av aandedrætsaapningen.

Og endelig findes der to smaa blærer indvendig dækket med
haarceller og fyldt med bitte smaa kalkkorn ; de er dypt gjemt
i vævene og placert mot fotganglierne, som overfører indtryk
til dem. Disse saakaldte otocyster har sandsynligvis til opgave
at opfange de vibrerende bevægelser, uten at man kan anta at
de formidler virkelige hørselsindtryk. De tjener ogsaa sikkert
som balance-organer ; der opstaar nemlig meget utprægede for-

239

styrrelser i dyrets bevægelser, naar man skjærer otocystnerven
over.

Et vigtig kjendemerke paa vore landsnegler er at de i den
kolde aarstid er nødt til at indstille sine vandringer og i flere
maaneder maa leve av de reservefond som de i sommerens løp
har samlet i sine væv. De søker da ly for vinteren i et med
omhu utsøkt tilflugtssted, — en kjelder1, et hul som de møi-
sommielig graver eller under eit tykt lag visne blader'. For
at beskytte sig endnu bedre lukker de aapningen paa snegle¬
huset ved hjælp av en kalkagtig avsondring, som størkner til
et tykt laak og hermetisk lukker huset ; og i denne lille fæst-
ning, lukket som graven og gjemt under diern frosne' jord, gaar
de ind i sin vinterdvale. Langsomt med den synkende tempera¬
tur minsker hjerte virksomheten, alle andre bevægelser er næsten
ophørt, og de organiske forbrændinger reduceres. Ja denne
sterkt nedsatte livs virksomhet ka.n endog tilsynelatende helt
stanse.

Sneglen kan faktisk fryse til is — • alle livstegn ophører —
men den bevarer evnen til at vaakne igjen, naar det blir varmt.
Demnei tilsynelatende- død om vinteren og om vaaren den trium¬
ferende gjenfødelse av organismen, som fyldt av nyt liv bryter
kalkporten fra sin grav, hadde allerede sat oldtidens indbild-
ningskraft i bevægelsiei, og d:ei gamle galliske druider hædret
den ringe snegl som opstandelsens løftende symbol.

Litt om dyrenes aandsevner og deres sprog.

Efter „Naturwissenschaftliche Wochenschrift“ ved P. Boye.

Omkring midten av det attende aarhundrede gaves der tre
ansikuelsier av dlytfeneis natur. Descartes’ tilhængere ansaa dem
for maskiner. Scholastikerne erklærte, at dyrene vistnok besad
siansning, men ikke tænkeevne. Lægfolket mente endelig, som
de vel altid kommer til at gjøre, at dyrene baade kunde føle og
tænke. Denne anskuelse hadde ogsiaa filosofen Conddllac paa
den tid. Naturforskeren Charles Bonn et bekjæmper paa flere
steder i sine verker denne populære opfatning og synes at stille
sig paa Descarteis’ standpunkt-, men uttaler' sig ogsaa ofte mot

240

ham, idet han tillægger dyrene sjæl eller idetmindste anser dette
for sandsynlig. Som bevis anfører han den analogi, som virkelig
finder sted mellem vor organisation og de høiere dyrs. Andre
grunder finder han i den menneskelige sjæls egenskaper og han
mener, at nødvendigheten av at antage en sjæl er like stor for
dyr som for mennesker. Bonnet antar, at sijælem frem for alt
er sæte for følelse og sansning.

Bonnet har ogsaa søkt at behandle instinktproblemet viden-
-skabelig i motsætning til sin samtid. Han indrømmer eksisten¬
sen av et' instinkt i motsætning til Condillac. De tendenser,
som han forfølger i sine studier over instinktet, er først paany
optat paa et meget senere tidspunkt. Han vender sig mot men-
neskeliggjørelsen av det dyriske instinkt og vil tilbakeføre dette
til eiendommeligheter ved dyrets organisation. Han bekjæmper
f. eks. ivéaumur, naar denne forklarer de dreiningen, som visse
sommerfuglepupper utfører for at befri sig fra larvehuden som
et utslag av maalbevidsthet. Han er kommet til erkjemdelse av, at
instinkterne er ar ve de drifter og sammenligner dem med
„medfødte idéer“ hos mennesket. Han finder det imidlertid mere
praktisk at erstatte dette uttryk ved „medfødte fibrer“ (fibres
innées). Man maa her uvilkaarlig tænke paa de nyeste arbeider
over læren om instinkterne. Heri tænker man sig ogsaa, at
instinktet beror paa nedarvede baner i nervesystemet.

Forskjellen mellem menneskelig og dyrisk intelligens for¬
søker ogsaa Bonnet at fastslaa paa en mere videnskabelig maate
end sin samtid. Han fralægger dyrene evnen til at trække al-
.mindeligei slutninger, men indrømmer dem mekanisk assoeiations-
evne og en viss dømmekraft over sianseopfatninger. Heri kan den
nuværende dyr e psy chologi i almindlelighet erklære' sig enig. For¬
skjellen mellem diyr og mennesker søker han av fysiologiske
grunder i hjernens forskjellige organisation. Selv om Bonnefs
dyrepsychologi i mangt og meget er noksaa dunkel, fangen som
han er i sin tids anskuelser, saa fortjener han dog en ærefuld
plads i denne videnskaps historie.

Ffa den nyere tid findes der en hel række arbeider over de
høiere dyrs sjæleliv. A. Fr anken har saaledes utført en mængde
‘.eksperimenter med hundens aandelige egenskaper. Som forsøks¬
dyr anvendtes en omtrent 3 aar gammel spids (handyr). De
dørste eksperimenter anstilledes med et taug. Først forsikret

241

han sig om, at hunden ikke hadde den ringeste interesse for
tauget. Derpaa bandtes hunden i en 1.5 meter lang snor og i
taugets ende fastgjordes en skaal med pølser, der stod 1.8 meter
fra hunden, mens taugets anden ende laa mellem hundens ben.
Hadde hunden været i besiddelse av menneskelig forstand, vilde
det ikke været vanskelig at komme i besiddelse av pølserne ved
at trække i tauget. I hundens bevidsthet var der ingen forbin¬
delse mellem tauget og skaalen. Franken søkte ved flere forsøk
at vise den muligheten av at naa pølseskaalen. Han trak saa-
Xedes skaalen elter tauget 30 cm. nærmere og viftet frem og til¬
bake med taugenden, men alt forgjæves. Ved et andet forsøk
lyktes det hunden at faa skaalen borti til sig veid at kradisei med
føtterne i jorden, hvorved den likesom skrapte tauget til sig;
dette gjentok sig ved endnu et forsøk. Det er mulig, at den
gjorde disse kradsebevægelser rent instinktmæssig. Franken
slutter av disse forsøk, at hunden er istand til at modificere sin
fremgangsmaate efter omstændigheterne, men at den herunder
betjener sig av gamle vaner.

Et interessant forsøk blev foretat ved hjælp av et akvarium.
Der skulde forsøkes1, om hunden til opnaaeilsø av et maai kunde
finde midler, som ikke var .den git rent instinktivt. Elt stykke
kjøt blev lagt i akvariet, hvor hunden kunde se det. Et laag
blev lagt paa, som altsaa miaattei løftes a,v, for at kjøttet kunde
erholdes. Til trods for at laaget blev løftet av i hundens paa-
syn, var den ikke istand til at finde eller lære veien til at naa
kjøttet. F'ør:st ved et tilfælde kom den i besiddelse av det. Her¬
av kan man slutte, at hunden ikke besidder evne til over¬
veielse, naar den ikke kan benytte rent instinktmæssig givne
bevægelser for at naa maalet. Man forsøkte da at indøve hos
den veden til at naa kjøttet. Det viste sig dia, at den forbrukte
uforholdsmæssig megen kraft og tid dertil.

Stephen Sl. Gol vin og C. C. Burford har undersøkt farve-
opfattelsen hos 3 hunder, 1 kat og 1 ekorn. Ved dressur brag-
tes dyrene til at hente sin næring ved at a ap ne en rødmalt
beholder. Ved siden av stilledes lukkede beholdere av samme
form, men anderledes malt. Man valgte efter hverandre graa,
grønne, blaa, gul-orange, rød-orange beholdere. I 86.7 °/0 av
tilfældene kunde dyrene skjelne farvernø fra hverandre. Ekornet

242

var flinkest. Av forsøkene fremgik altsaa, at dyrene ikke er
farveblinde.

Otto C. Glaser offentliggjør en metode, der sætter os istanet
til i laboratoriet at demonstrere dyrenes oplærelse. Han bygget
en kasse av zink, overdækket med et traadnet. I livert hjørne
var en bevægelig dør og i midten et cylindrisk rør, hvorigjen-
nem dyrene kunde sættes ind i kassen. Beholderen fyldtes meel
vand og som forsøksdyr anvendtes hvite rotter. Naar dyrene
gjennem den midterste aapning kastedes i våndet søkte de hur¬
tigst mulig at komme ut. Kun den ene hjørnedør kunde aap-
nes. Glaser optegnet den vei, som dyrene fulgte for at naa
døren, siamt den dertil anvendt© tid. 6 forstøk gjordes; med hvert
dyr. I et enkelt tilfælde var de anvendte tider 19, 9, 3, 21 2,
2 Y2, 21/2 sekund;. Rotten maatt© altsiaa allerede eifter dieti 3dje
forsøk ha lært den rigtige og: korteste vei. Av de kurver,
som rotterne beskrev for at komme til døren, ser man, at de
kun tok sin vei samme vei som urviseren, og kun ved et eneste
tilfælde slog de ind paa den motsatte retning. Man maa her
uvilkaarlig tænke paa en analogi med ret- og kjævhændthet hos
menneskene.

Dr. L. Greippin (Biolog. Centralblatt 1911, Bd. 31) har un¬
dersøkt dyrenes evne til opmerksomhet og til at adskille det ene
fra det andet, endvidere deres individuelt erhvervede asso¬
ciation sevne, bygget paa sanseindtryk. For fritlevende dyr blev
dette prøvet ved at jage dem og se om de var istand til at ad¬
skille sine forfølgere fra andre harmløse personer. D'ette var
ikke tilfældet hos fiskene. De blev vistnok ganske gradvis
meget sky, men forholdt sig ganske ens likeoverfor alle menne¬
sker. Dette forhold stemmer overens med hvad Edinger har
fundet. ved benfiskenes hjerne. Han sier at de lavere optiske
centrer er istand til at opta indtryk og til en viss grad at for¬
midle hensigtsmæssige handlinger, men at de i det væsentlige
savner evnen til videre associationer. Heller ikke amfibier og
krybdyr kunde adskille forfølgende personer fra andre.

An der ledes er det med fuglene. Husspurvenei besiddier en
velutviklet medfødt drift til at sikre sig. Greppin jagte spurver
i instituthaven med gevær, og det viste sig, at dyrene allerede'
efter faa dager kunde adskille ham fra harmløse personer. Først
erkj endte de sin forfølger kun naar han bar gevær og lot sit

243

varselraab lyde, men efter mindre end 8 dager kunde de kjende
ham uten gevær og i de forskjelligste dragter og flygtet for
ham. For allikevel at komme spurvene tillivs blev der lagt. bak¬
hold og dette blev ofte forandret, men altid blev det truende
sted hurtig erkjendt av spurvene, og undgaat. Det vartei diog
temmelig længe, før dyrene opgav en længe indøvet vane. Spur¬
vene satte sig nemlig altid, før de fløi ind i et buskadb eller et
træ, først paa en f remspri n gen de gren og fløi derfra, til sit maal.

I dette øieblik blev oftere spurver nedlagt fra bakholdet. F'ørst
litt efter litt omtrent i slutten av januar eller begyndelsen av
februar (jagten var begyndt senhøstes) opgav spurvene denne
vane og fløi nu bent paa sit. mlaal.

Ogsaa andre fugler besidder evne til at adskille sine for¬
følgere fra andre harmløse personer, f. eks. ravnekraaken, den
graa kraake, taarnskaden og korsnebben og andre. Ogsaa et
par vandref alker kjendte jægeren og her var det hunnen, som
var den forsigtigste. Taarnf alken derimot forholdt sig stadig
ens, enten jægeren sigtet paa den eller ikke. Elndnu ringere
syntes spurvehøkens evne til at adskille at være. En hunfugl,
der blev saaret vendte allikevel tilbake til vedkommende have
og blev skudt.

Av jægerens erfaringer fremgik, at indenlandske, vilde
pattedyr kunde adskille sine forfølgere fra andre folk. Eksakte
iagttagelser er her vanskeligere at anstille, fordi mange pattedyr
fører en natlig levemaate.

Hos alle dyr kan det konstateres, at de nye individuelle
handlinger svarer til nedarvede vaner. Vi hørte saaledes, at
spurvene litt, efter litt lærte sig til straks at styrte sig ind i
buskene. Et lignende forhold viser de likeoverfor spurvehøken,
i hvem de instinktmæssig ser en fiende, mens de først langsomt
maatte lære sig til at kjende jægeren som en endnu farligere
fiende. De anvendte da den mot høken indøvede fremgangs-
maate uten egentlig at ha lært en ny handling. Noget lignende
iagttokes hos ravnekraaken. Efter at ha lært jægeren at kjende
forholdt den sig overfor ham som mot høken. Likeledes an¬
vender harer, ræver og raadyr altid mot mennesker samme frem-
gangsmaate som mot deres naturlige fiender.

Det vilde dog være galt om man vilde anse mennesket over¬
legen over alle dyr i henseende til evne til opmerksomhet og til

244

at adskille. Man kan i denne forbindelse bare tænke paa fug¬
lens øie og hundens næse. Edinger sier : „Det er sikkert galt
paa alle omraader at tilskrive mennesket den største associations-
evne. Det er tvertimot meget sandsynlig, at mange pattedyr
paa enkelte omraader er mennesket langt overlegent med hensyn
til iagttagelses- og associationsevne.“

Forfatteren undersøkte videre, om dyrene kunde tilskrives
evne til selviagttagelse eller til at danne begreper og til at forske
efter aarsaker. Greppin og mange forskere med ham mener, at
denne evne kun forekommer hos mennesket. Han søker at
bevise dette ved iagttagelser av sin liønsehund. Tiltrods for at
hunden meget ofte hadde set, hvorledes vildtet nedlagdes med
geværet, hadde den dog aabenbart ikke forstaat sammenhængen ;
ti den forblev aldeles likegyldig, om man sigtet paa den. Den
hadde ikke i sin egen krop erfart virkningen av et skud, og der¬
for hadde den ingen frygt for vaabnet. Derimot kj endte den
meget godt betydningen av en pisk eller stok. Da et 2-aars
barn derimot for første gang saa virkningen av et gevær, saa
uttrykte, det ved ord og miner sin frygt for, at geværet kunde
bli farlig for det sielv. Dyret er altsaa kun paa grundlag av
sanseindtryk istand til at utføre nye individuelt erhvervede
handlinger. Et normalt menneske derimot er ikke bare istand
hertil, men har ogsaa evne til at anstille sammenligninger mel-
lem utenverdenen og sin egen person. Dyret forsker ikke efter
aarsaker og maal.

Han undersøker ogsaa dyrenes individuelt erhvervede efter-
ligningsevne. Medfødt efterligning er blandt de midler,
hvormed fuglene opdrager sine unger. Deres varsel-, angst-,
vrede- og lokketoner beror ogsaa paa det samme, likeledes dyre¬
nes evne til at sikre sig. Sokolowsky fortæller om individu¬
elt er h vervet efterligningsevne hos aper (Frankfurt 1908).
Han skildrer, hvorledes en 8 aar gammel gorilla efterapet arm-
bevægelserne hos marsjerende soldater. Herav fremgaar det, at
menneskeaperne har evnen til selviagttagelse i sin første begyn-
delse, idet de paa sig selv prøver, hvorledes bevægelsen kom¬
mer istand. Claparéde antar, at barnet paa grund av en indre
trang efter ligner bevægelser og lyd saalænge, indtil det, det selv
frembringer, synes konformt med det efterlignede. Dertil kom¬
mer da senere forlangendet om ved hjælp av efterligning at lære

245

noget nyt. Disse resultater benytter Greppin til spekulationer
over den maate, hvorpaa mennesket er fremgaat av dyrever¬
denen. Under indflydelse av den yderste nød mener han er den
bestaaende efterligningslyst forfinet i den grad, at dyrene spon¬
tant begyndte at iagtta tilfældige bevægelser ved sit legeme og
at gjenta disse bevægelser ettersom de ved dem opnaaddei et
eller andet. Derpaa fiksertes den erhvervede evne og ved det
naturlige utvalg opstod evnen til at erkjende de gavnlige eller
skadelige følger av denne evne.

I forbindelse hermed skal anføres endel betragtninger av
prof. Carl Franke over hundens evne til at forstaa tale samt
dens sprog.

Hvor ofte hører man ikke følgende paastand av passionerte
hundeelskere : „Min hund er saa flink, at den forstaar hvert

ord" . Her imot er anført, at hunden ikke har nogen egentlig
sprogforstaaelse, men kun av menneskets tone og miner forstaar
dets vilje og mening. Saa simpelt er det dog ikke, hvilket man
blandt andet kan forstaa derav, at der virkelig gis talende
hunder, f. eks. den berømte talende hund Don. Hos hunden er
synet meget daarligere end lugt og hørsel, og allikevel forstaar
den menneskets gebærder. Eln hund, som er vant til at gaa ut
med sin herre, merker, naar der skal brytes; op derav, at dem
ser sin herre ta hatten eller støvlerne paa. Hunder, som ofte
trakteres med stenkast, tar flugten bare de ser en person bøie
sig ned. Trods det daarlige syn lærer altsaa hunden at forstaa
menneskets vilje og dets gebærder.

Toner kan ogsaa gjøre indtryk paa hunder. Pawlow gav
en hund oftere kjøt og lot samtidig al tid en bestemt tone klinge.
Ved andre toner fik den aldrig noget at spise. Efter kort tids
forløp var den saa vant hertil, at dens spyt fløt. rikelig hver
gang den hørte vedkommende tone. Herav følger at mennesket
ogsaa bare ved toner kan gjøre sig forstaaelig for hunden. For¬
fatteren saa engang, hvorledes en hund ikke rørte en lekker
spise, da dens herre ropte: „Det kommer fra jøden", mens den
spiste med stort velbehag ved ordene : „Det. kommer fra en smuk
pike" . Dens herr© fortalt©, at han engang hadde pryglet den
dygtig for naskeri og herunder flere ganger hadde uttalt sætnin-
g-en : „Det kommer fra jøden". Saaledes lærte hunden at for¬
staa, at dette tilrop for den indeholdt et forbud mot at spise.

•246

Herved kan ogsaa merkes, at ordet „jøde“ blev uttalt med dump
stemme. „Smuk pike“ derimot med høi og venlig stemme; saa-
ledes er det ikke utelukket, at hunden forstod sin herres vilje
blot av tonen. Denne mulighet kan ogsaa indr ømmes, naar en
hund følger kommandoen: „luk igjen øinene“ , eller ved ordet
„tot“ strækker alle fire ben fra sig, eller ved ordene „pisk, stok“
og lignende stikker halen mellem benene, eller ved ordene „stek,
kake“ glad springer op. Dog er det her meget sandsynlig, at
hunden foruten tonen ogsaa har beholdt et lydbillede i hukom¬
melsen:, naar den hører orden© „øine“ , „kakea o. s. v. Dette
er sikkert tilfældet, naar den hører sit navn. Enhver hund
reagerer nemlig herved, likegyldig i hvilken tone det uttales og
hvem der uttaler det. En vel opdr agen hund følger ikke den
fremmede, men til sin herre kommer den ubetinget, enten han
kalder med vred eller venlig stemme, kun med den forskjel, at
den i første tilfælde kommer med halen mellem benene, mens
den i sidste tilfælde kommer springende med logrende hale.
Dette viser, at hunden forstaar begge deler, baade tone- og lyd-
billeder. Det sidste, dens navn nemlig, sier, at den m a a komme
og tonen sier, hvad den kan vente sig, noget godt eller smerte¬
lig. Hundien forsitaar ikke bare sit eget. navn, men ogsaa andre
hunders navn. Forfatteren saa saaledes engang, da der blev
ropt paa en hund, som i øieblikket ikke var tilstede, at en hund,
som ofte lekte med den fraværende, blev synlig opmerksom og
begyndte at søke. At en hund forstaar hvert ord er naturligvis
overdrivelse ; men mange hunder merker sig virkelig de ord, der
knytter sig til gjenstander av interesse for dem.

Det vildle være ganske ubegripelig, at hunden© kunde forstaa
menneskelige ord, hvis de ikke selv kunde gjøre sig forstaaelig
ved toner og lyder, altsaa hadde et hundesprog. Hunden besid-
der mindst fire forskjellige lydmeadelelser, nemlig hylen, pipen,
knurren og gjøen. Den hyler, naar den sulter, fryser og hører
musik. En hund hylte, naar den var alene i et værelse, men
ophørte straks dermed, naar nogen kom ind i værelset. Altsaa
kunde kun ensomheten være aarsak til hylet.. Dette vækker for¬
modning om, at hunden har gemyt og at den kan ha vemodige
følelser. Vemod er formodentlig ogsaa grunden til, at musik
bringer hunden til at hyle. I forfatterens hjemstavn var der en
stor slagterhund, som regelmæssig indfandt sig paa torvet hen-

247

imot kl. 12, da trompetere n kom. Ved de første toner begyndte
den altid at hyle jammerlig. Hvis hunden, som mange for¬
moder, følte smerter i ørene ved musikken, skulde man dog tro,
at den vilde sky stedet og ikke komme regelmæssig hver dag.
Musikken virker sandsynligvis paa hunden likesom sørgelige
skuespil paa mange damer, der ikke kan holde taarerne tilbake
ved at se dem. Hundehylet er sandsynligvis ikke uttryk for en
sproglyd, men kan for en reflekslyd, d. v. s. hunden hyler uten
at ha nogen hensigt dermed. Hos alle dyr, som har lunger,
opvækker smerte, raseri, frygt, vellyst uvilkaarlige lyder, som
vedkommende dyr utstøter ganske uvilkaarlig, ja selv mot sin
vilje aldeles likesom vi efter omstændigheterne inaa skrike eller
le. Dette kalder man reflekslyd. De kan endnu ikke kaldes
sproglyd, men disse har efter mange sprogforskeres mening
utviklet sig av hine.

Dette gjælder hos hunden om dens pipen. Denne er vel
ogsaa oprindelig en reflekslyd og er vel det umiddelbare uttryk
for legemlig smerte. Men nu piper hunden ogsaa for at uttrykke
sin trang til næring, vand og lignende. E!n hund, som før den
gik til ro om aftenen ikke hadde faat anledning til at utrette
sit fornødne, vækket om natten sin herre ved gjøen og gav sig
derpaa til at pipe foran den lukkede dør. Dette viser, at den
ved disse lyder forstod at gjøre sig forstaaelig for sin herre. Eh
anden var med sin herre ind i et fremmed lokale, hvor der stod
et lite skap. Pludselig begyndte hunden at pipe foran skapet
idet den saa bedende paa sin herre. Denne, løftet dia, skapet op,
fandt et ben under det, som hunden straks styrtet sig over.
Ogsaa ved denne leilighet pep den aabenbart for at be sin herre
om hjælp. Saaledes er hundens pipen et hjælpe- eller bønnerop
og er altsaa blit til en sproglyd.

Hundens knurren er heller ikke bare en reflekslyd der
uttrykker vrede, men er virkelig et trudselsrop, der1 sker med
hensigt. Dette viser følgende tildragelse: I en gjestestue, hvor
der var 3 hunder, var en gjest sovnet ind og snorket. Hans
snorken lignet meget en hunds knurren. Snart begyndte en av
hundene at knurre, og straks efter gjorde de andre det samme.
Tilslut stillet de sig op alle tre foran dlen snorkende, knurret
heftigere og heftigere og begyndte endelig at gjø. Men da man-
den fremdeles ikke lot sig forstyrre, forlot de ham og ignorerte

248

ham nu ganske. De hadde aabenbart opfattet hans snorken
som en trudsel. Derav kom deres altid hef tigere knurren. Til
slut hadde de dog indset, at de hadde misopfattet den snorkende
og lot ham nu rolig snorke videre.

Man har paastaat, at hunden i vild tilstand ikke gjør, men
at den først har lært dette under sit samliv med mennesket.
Dette forholder sig virkelig ikke saa. Eæven gjør nemlig ogsaa
undertiden. Hundens gjøen er visselig ogsaa en urgammel
reflekslyd, som den uvilkaarlig utstøter, naar den fin der noget
paafaldende. Av den grund gjør hundene efter gjenstander som
bevæger sig, eller gjenstander som skinner, f. eks. kjørende
C}'kler eller maanen, eller ogsaa naar de pludselig faar tæften
av et eller andet. Deres stemme klinger da klart og har intet
truende ved sig. Denne reflekslyd kunde allerede hos vild-
hunden utvikle sig til en sproglyd, naar den nemlig som vakt¬
hund gav alarmsignal, d. v. s. gjødde i den bestemte hensigt at
vække den sovende flok, likesom nu hushunden gjør for at vække
sin herre. De i flokkevis levende aper alarmerer ogsaa hver¬
andre ved en bestemt sprogtone, gemserne ved en pipen. Den
svakere vildhund maatte være mere agtpaagivende end den ster¬
kere ulv. Mennesket har saaledes slet ikke opdraget hunden til
vogter, men likefrem sat den til dette hverv, fordi den av naturen
hadde evner i den retning. Likesom nu en eneste hund, naar
den. merker noget mistænkelig, ved sin bjæffem alarmerer samtlige
hunder i landsbyen, saa har det vel været paa samme maate med
de vilde hundeflokker. Denne bjæffen betyr altsaa : „færdig til
kamp“ .

Det er værd at lægge merke til, at hunder av størrelse som
ulven gjør meget mindre end de mindre hunder. Det ser ut som
om disse gjensidig vil opildne hverandre derved eller som om
de vil skræmme fienden, aldeles likesom ogsaa apeflokker skriker
i vilden sky, naar de i fællesskap vil fordrive et stort rovdyr
med stenkast. Vildlei hunder jager nemlig næisten altid i fælles¬
skap. De muntrer hverandre ved sin gjøen og kan saaledes
under den vilde jagt ikke miste nogen av kameraterne, da en
etternøler herved meget let vil finde flokken, igjen. Under¬
tiden ligger der likefrem opfordring i hundens gjøen. Ti mange
hunder gjør saa længe foran en lukket dør til den aapnes.

249

En endnu lysere klangfarve har hundens gjøen, specielt
hos, unge hunder, na-ar de møtes, springer op og snuser til hver¬
andre. Oprindelig har denne lyse klangfarve vel været et uvil-
kaarlig uttryk for glæde, og dette er vel endnu saa, naar hunden
med en munter gjøen møter sin herre og springer op efter ham.
Naar derimot tispen i parringstiden tilkaldes ved den samme
lyd, saa er vel dette nærmest at opfatte som et regulært frieri,
likesom ogsaa mange aper erklærer sin kjærlighet ved en ganske
bestemt sprogtone. Ofte gir dog tispen knurrende en kurv.
Denne slags gjøen kan ogsaa, let, specielt overfor menn esket,
bli til et virkelig uttryk for bøn. Samkvemmet med mennesket
har saaledes bevirket, at hundens gjøen kan gi uttryk for de
mest forskjellige følelser. Hvis en fremmed person eller hund
betræder huset eller gjør mine til angrep, saa gjør den med en
dump, ophidset tone. Særlig store hunder springer paa sin mot¬
stander med et kort, dumpt enkelt „vov“ .

Begynder hunden at gjø med lukket mund, klinger det
omtrent som „vau-vau“ , sjeldnere som „va-va“ . Hvis den der¬
imot paa forhaand aapner. sit gap, klinger det mere som „ha-ha“ .
Særlig som en trudsel forenes ofte gjøen og knurren i én lyd.
Den sidste ligner da meget vor r, uttalt med strupelyd. Hun¬
dene frembringer i det hele helst strupelyd (an, n, h, r) og læbe-
lyd (v). Dette forklarer, at den berømte lærde hund Don, som
der for en tid siden var en del tale om i aviserne, helst efter-
apet ord med sterkt overveiende strupelydi, f. eks. „Hunger, Ku-
chen haben, Kuhe“ o. s. v. Visselig er Don et geni, men man
maa heller ikke overvurdere den. Allerede i slutten av forrige
aarhundrede fremførtes der talende hunder. Skulde Dons efter-
apelsestalent gaa i arv, saa maatte man haape at kunne frem¬
bringe en race, der med ord meldte jægeren at den hadde veiret
en hare, en ræv, grævling, buk o. s. v.

Bokanmeldelser.

K. 0. Bjørlykke: Norges kvartærgeologi. Norges geolo¬
giske undersøkelse nr. 65. Kristiania 1913.

I denne bok har forfatteren git en grei oversigt over hvad
der i vort land er utrettet paa kvartærgeologiens omraade. En

250

saadan oversigt har sin store interesse, da den norske kvartær-
geologiske literatur har vokset saa betydelig, at det er vanskelig
for dem som ikke netop er fagmænd paa dette omraade, men
som leilighetsvis kommer at beskjæftige sig med opgaver i en
eller anden av de kvartærgeologiske brancher, i rimelig tid at
finde hvad de behøver av tidligere literatur om emnet.

Forfatteren gir først en historisk oversigt over de vigtigste
kvartærgeologiske forfatteres arbeider, idet han begynder med
professor Jens Esmark, der som bekjendt var den første pro¬
fessor i mineralogi ved vort universitet. Av de forskjellige
avhandlinger er her levert korte, greie og objektive referater;
kun undtagelsesvis forekommer der kritiske bemerkninger.

I det andet avsnit av boken leverer forfatteren et sammen¬
fattende tilbakeblik over de enkelte kvartære dannelser. Der
behandles her fjeldgrundens overflatef ormer, de forskjellige
istidsavleiringer, avleiringer fra senglacial og postglacial tid,
kvartære planterester, studiet av nutidens bræer og de agro-
geologiske undersøkelser.

Saa følger et tredje avsnit, hvor man faar en kort oversigt
over jordbundsforholdene i de forskjellige landsdeler, og derefter
en av konservator Nordgaard forfattet fortegnelse over de i de
kvartære avleiringer i Norge forekommende skalbærende mol¬
lusker etc. og deres utbredelse i nutiden. Det forekommer mig
at denne fortegnelse helst burde ha omfattet samtlige fpndne
kvartære mollusker og ikke blot ha været „væsentlig efter W. C.
Brøgger“ , boken vilde da ogsaa her være „up to date“ .

Tilslut kommer saa en fortegnelse over de norske kvartær¬
geologiske forfattere og deres kvartærgeologiske arbeider med-
korte biografiske notiser om hver forfatter. Forfatterne burde
vel her for oversigtens skyld helst været anført i alfabetisk orden.

Boken ledsages av et kort „Summary in English“ og en
liten ordliste, der bidrar til at øke bokens brukbarhet.

Jeg vil paa det bedste anbefale boken til alle dem som inter¬
esserer sig for kvartærgeologisk og agrogeologisk forskning.

C. F. K.

Severin Petersen: Danske Agaricaceer. Systematisk Frem¬
stilling af de hidtil i Danmark iagttagne Bladsvampe. 460 s.
8vo. Kjøbenhavn 1907 — 1911. (G. E. C. Gad). c ..

251

I norsk literatur mangler vi ganske et verk som kan være
til hjælp, naar man vil bestemme vort lands høiere soparter,
bortset fra de aller almindeligste spiselige og giftige arter. Vi
har pro f. Axel Blyttfs avhandling om „ Norges Hymenomyceteru
'(trykt i Kristiania Videnskapsselskaps skrifter for 1 904) • som er
grundlæggeiide for knndskapen om disse soppers utbredelse i
landet, men Blytt gir ingen beskrivelse av de enkelte arter, naar
undtas de forholdsvis ganske faa han opstiller som nye.

Ogsaa i den utenlandske literatur har det været vanskelig
at ' gi anvisning paa én bok, som paa samme tid var grei og
oversigtlig, nogenlunde fuldstændig, men ikke altfor stor og
kostbar, og anvendbar for norske forhold. For en av de største
og vigtigste sopgruppper, skivesoppene, har vi nu faat en saa-
dan i Severin Peter sen’s bok, og da denne turde være
litet kjendt lier i landet vil jeg faa lov til paa det aller bedste
at anbefale den for norske naturvenner.

Man vil i boken fin de korte greie beskrivelser av alle i
Danmark hittil paaviste arter og desuten kortfattede oplysnin-
ger om deres utbredelse og voksemaate. Boken er vel forsynt
med analytiske tabeller, som letter bestemmelsen av slægter og
■arter. De vigtigste kj endemerker er overalt uthævet, og boken
er overhodet meget greit, og oversigtlig ordnet. For hver art
henvises til de vigtigste existerende avbildninger av den, men
kun ganske faa billeder er tat med i boken selv.

Boken maa med godt utbytte kunne brukes ogsaa i* Norge.
Ganske vist er det en betydelig ulempe, at man ikke vil finde
beskrivelser av andre arter end dem som tillike forekommer i
Danmark. Og den norske sopilera er ikke saa- litet forskjellig
'fra den danske; mange arter findes hos os og mangler i Dan¬
mark, mens det omvendte er tilfældet med andre. Men saa
længe indtil vi faar en særskilt norsk sopflora maa vi være glad
over den udmerkede hjælp Petersen’ s bok gir os.

Boken er utgit paa Carlsbergfondets bekostning, hvilket
bl. a. medfører den fordel at prisen er meget rimelig.

Jens Holmboe.

J. Lind : Danish Fungi as represented in the Herbarium

■of EL Bostrup. 650 s. 8vo. Med 42 tekstfigurer og 9 plancher.
Copenhagen 1913. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.

252

Den danske botaniker prof. E. R o s t r u p , som døde i
1907, var en av vor tids første sopkjendere. I en lang række
av større og mindre arbeider har han, i en utstrækning som
fea andre, utvidet vor kundskap om soppenes nær sagt ubegræn-
sede rigdom paa former. Hans store sop-samling eies nu av
Kjøbenhavns universitet, og det omfangsrike verk som nu fore¬
ligger, utgit paa Carlsbergfondets bekostning, fremtrær i formen
som en katalog over denne samling. Verket har dog en betyd¬
ning som rækker langt videre. Det er en systematisk ordnet
fortegnelse over ikke mindre end 3324 danske soparter med tal¬
rike henvisninger, særlig til den nyere specielle literatur, og med
oplysninger om deres utbredelse i Danmark. Samtlige arters
nomenklatur er bragt i overensstemmelse med de regler som
blev vedtat paa den internationale botaniker-kongres i Brussel
1910. Enkelte grupper, hvis danske arter nylig er behandlet av
andre forfattere, er ikke tat med. Dette er bl. a. tilfældet med
skivesoppene (Agaricacérne), som er behandlet i den ovenfor an¬
meldte bok av S eve r in Petersen.

Jens Holmboe.

Mindre meddelelser.

En ny plante for Spitsbergens flora. Da jeg i 1908 op-

holdt mig i Cole Bay, en av Isfjordens armer, fortalte den unge
svenske geolog Bertil Hogbom1) mig, at han her hadde fundet,
Vaccinium uliginosum („skintryte“) sammen med dvergbirk.
Han hadde spurgt en av de andre svenske videnskapsmænd, som
medfulgte Svensksund, om den var kjendt for Spitsbergen, hvil¬
ket denne mente at den var. Hogbom kastet den da væk i
den tro, at den var uten værd. Da jeg fortalte ham, at ved¬
kommende plante ikke tidligere var fundet paa Spitsbergen, blev
han bedrøvet over at ha kastet den. Jeg lovde ham imidlertid
at se efter den i Cole Bay og underrette ham i tilfælde jeg fandt
den. Da min søken ikke førte til noget resultat, skrev jeg
senere dette til ham. Han uttalte i et svar herpaa, at det vel
kanske ikke hadde været nogen Vaccinium. Det maatte da ha.
været Salix polaris, som jo kan variere sterkt paa Spitsbergen.
Det forekom ham dog besynderlig, at han skulde forveksle disse

J) Deltager i den svenske ekspedition til Spitsbergen 1908.

253

2 planter, da han kjendte til den sterke varieren hos Salix
polaris. Han nævnte videre i samme skrivelse, at han under
hjemreisen laa i Cole Bay en nat for taake, og at han da søkte
efter den. Han fandt den ikke; men dette kunde skyldes det
mørke veir.

Sidstleden høst (1912) medbragte imidlertid min mand,
Gunnar Holmsen, som ikke var vitende om Hogbonds antagelige
fund, i sin ransellomme nogen tørrede eksemplarer av Vac-
cinium uliginosum f. microphyllum fra Cole Bay. Efter hans
utsagn vokste den sammen med dvergbirk paa dalens nordside,
ca. 5 km. fra bunden av bugten og i ca. 70' meters høide over
dalbunden. Den blev fundet 6te august, og mens dvergbirken
aller de var høstf arvet, stod Vaccinium uliginosum frisk og grøn
og dannet bevoksninger paa 1 kvadratmeters størrelse.

I vore dager hører det til de store sjeldenheter at finde nye
karplanter paa Spitsbergen. Tlltrods for flere botanikeres un¬
dersøkelser er der siden 1883 kun fundet en saadan, nemlig
Bhodiola rosea. Av denne blev et litet, daarlig eksemplar hjem-
bragt fra Prince Charles Poreland i 1906 av dr. Bruce.

Hanna Resvoll-Holmsen.

„Jordpust“? et litet naturfænomen. I Helland: Roms¬
dals amt, Iste del. Kr. 1911 s. 211 læses: „Jordpust. Ved
Aurenes i Søkkelven (i OSO for Aalesund) kommer der en stadig
luftstrøm ut av jorden“ .

Fig. 1—2. Forklaring, se teksten.

Sidste sommer benyttet jeg et ophold i Aure til at gjøre en
spadsertur til Aurenes for at se paa denne naturmerkværdighet,
Turen var forsaavidt uheldig som den foregik i rigtig ruskveir.

Folkene paa gaarden kjendte vel stedet og viste mig der¬
hen. Ytterst paa Aurenes er der mark nedskraanende til sjøen,

254

saaledes som fremstillet paa fig. 2. Omtrent 3 m. over sjøen og
30 m. fra den ser man i marken den ved figur 1 fremstillede
indsænkning. I form minder den om det indre av en* melke-
kolle. I tvermaal maaler den 1 m og lx/2 m. ; dybden er 40 cm.
Til den ene side begrænses den av en stor sten, a. Bunden er flat ;
den er ogsaa stenet ; den største av disse stener, b, som er flat
ovenpaa, er kun delvis synlig. Mellem den og en tilstøtende
sten, c, er der et smalt mellemrum. Der blev hældt en del vand
ned i forsænkningen. Det sank ned mellem bundens stener. Sam¬
tidig hørte man, navnlig som det syntes fra det nævnte mellem¬
rum, en „sugende og boblende “ lyd som av en person, der slubrer
vand i sig. Man fortalte, at i fugtige veirperioder er bunden
dækket av vand, der er i bevægelse som ved koking og lang¬
somt synker ned. Denne vandets tilsynelatende koking som
fremkaldes ved at luft trænger gjennem det, er det som er „jord-
pusten“ ; efter hvad jeg mente at se gaar denne ikke ut, men
ind. Fænomenet skal især merkes, naar der er høi flo i sjøen
og denne holder paa at falde ; navnlig skal fænomenet træ frem,
naar der er „d.ape“ , det vil si sne som det regner paa.

Forskjellen mellem flo og fjære dreier sig om l1f2 m. Da
jeg besøkte stedet, var sjøen faldende og kommet nær henimot
laveste ebbe.

Forklaringen av fænomenet synes at maatte være følgende :
Undergrunden bestaar av fjærestener med aapne mellemrum. I
flo fyldes disse til en viss høide. Naar våndet synker, opstaar
der en luftfortynding i mellemrummene og luft suges ind. Luf¬
ten kan vanskelig komme gjennem markens græstorvdække,
navnlig naar dette er vanddrukket ; men tilstrømningen av luft
sker fornemlig gjennem den beskrevne forsænkning, hvor der er
et hul i græsdækker.

En som hadde anledning til at følge dette lille fænomen
gjennem en hel tidevandsperiode og i det hele studere det
nøiere, kan rimeligvis finde ut flere særegenheter; maaske kan
der ogsaa i literaturen paavises lignende forhold andetstedsfra.

Hans Eeusch.

Klimatiske forandringer i Japan siden piiocentiden. Tem¬
peraturen har avtat i Europa og Nordamerika siden miocen-
tidem, og har i kvartær tid maadd sit minimum. Diet er da
merkelig at d© sidste undersøkelser av de fossile mollusker i
Japan antyder ganske andre forandringer, endda- man hverken
paa Jeso eller selv paa Sachalin har kunnet finde spor efter
gamle bræer. Mens den europæiiske kvartærtid har mange for¬
mer som nu har trukket sig nordover, indeholder die samtidige
Noma-lag i Japan former som nu lever i tropiske hav. Selv
revkor aller har levet her; den laveste temperatur de kan taale
er 19°, og nu synker ved Norna vandets temperatur til 10°.

255

I plioeen tid var temperatur en i den mieillemistie' det av
Japan koldere end nu. Saa steg temperaturen gradvis og
naadde sit maksimum i kvartærtid, for saa, igjen at synke like
til vor tid, altsaa omvendt av kvad der er tilfæld© i Europa og
Nordamerika. En japansk forsker, M. Yokoyama, tror ogsaa
at kunne paavise mindre vekslinger, som svarer til mel lem -
istidene.

Til at forklare dette paafaldende forhold forslaar hverken
Arrbenius-Frechs' kulsyrehypotese eller antagelsen av en anden
fordeling av land og vand i ældre tider; Yokoyama tror at
maatte anta’ en forskyvning av polene, naget i likhet med S i m-
r o t h ’ & pendulationslærei. Men heri mot taler den omstændig-
het at ogsaa Stydafrika har hat en istid; i kvarter tid, og hvis
der hadde været en forskyvning av polen mot Atlanterhavet —
som1 skulde forklare Japans varme kvartærklima — saa maatte
jo ogsaa Sydafrika ha været varmere end nu. Selv om store
betenkeligheter kan reises overfor Yokoyam.a’s hypotese, saa
fortjener dbg die av ham meddelte iagttagelser at overveies nær¬
mere. („N aturwisisenschaftliche Rundsehau“).

Stovholdig snø. A viserne har indeholdt meddelelser om
at saadan er faldt adskillige steder i februar maaned. Saaledes
meddeler hr. opmaalingsassistent G. J. Hagen fra Røldal, at der
nat til søndag (23de febr.) — under sterk vestlig vind — faldt
endel sne, der hadde en graabrun farve. Utover søndagen faldt
ogsaa litt sne (med svak vestlig vind) og luften hadde en skid-
denbrun farve. Mandag var det stille veir (uten sne), men en
svart tyk skaadde (sterk skiddenbrun) laa over dalen, saa det var
vanskelig at se et par kilometer fremover.

Tirsdag 25de febr. var det lett oversky et, men solen knnde
ikke trænge igjennem. Sky erne hadde ogsaa da en brunlig (lys)
farve.

Era hr. Hagen har den geologiske undersøkelse faat en
prøve av smeltet sne. Dten forurensende bestanddel viste sig
at være støvagtige plantedeler, som er feiet bort fra et eller
andet snebart strøk (Danmark eller Nordtysklands hedeegne ?).
Professor H. H. Gran har bekræftet denne bestemmelse. Ved
denne leilighet var det altsaa ikke vulkansk aske fra Island,
som vel er det man snarest tænker paa naar der falder støv.

Provst Landmark i Førde i Søndfj ord beretter, at den sorte
sne der faldt den 23de om morgenen. Paa gaarden Lian i Hevne-
skogen var den sne som kom ned natten til 25de askegraa. Paa
Selbustrand iagttokes at sneen mangesteds var mørk den 26de.

Hans R eusch.

Sjeldne stenaldersfund fra Finland. Einska Fornminnes-
foreningens Tidsikrift har som sit XXVI bind ut sen dl ert fest¬
skrift, tilegnet Finlands høit fortjente og anset© riksantikvar dr.

256

J. R. Aspelin. Av det meget rikholdige bind som bringer
bidrag fra alle omraader av finsk arkeologi og kulturhistorie,
skal vi her bare referere to merkelige fund fra stenaldlerem.

Dr. Julius Ailio avbilder her et i sit slags ganske ene-
staaende stykke, nemlig en træske; fra steinalderen. Den er
skaaret av cembra-furu, av slank elegant form og med skaftet ut-
skaaret som et sterkt stiliseret dyr eh ode. T'ræet er udmerket

Fig. 1. Træske fra sten al der en, fundet i en myr i Tawastland,
Finland. 3/8.

bevart og gir leilighet til at studere steinalderens teknik ved den
slags fin træskj æring; yttersiden av skeen er som facettert ved
langsgaaende svakt konkave snitmerker, mens hulningen og
dyrehodet er utskaaret med fine, tætte snit pa,a iskraa av træ>-
fiberneis længderetning. Skeen viser ogsaa. hvilke fortrinlige
arbeider man virkelig kunde utføre med stenredskaper, i dette
tilfældie endog med redskaper av skifer eller andre stenarter,
ikke av flint. Skebladet er ikke mere end omtrent tre mili-

257

meter tykt og dyreh-odlet er sikkert og fint. utarbeidet. Skeen er
20'. 5 cm. lang.

Den blev fundet. ved torvskj æring i en myr i Lauk ar pgd.
i Tavastland, og dr. Å i 1 i o som senere undersøkte findestedet,
mener at det kanske har været en forhistorisk off erplads .

Det andre fundet som vi skal omtale, er dr. BjørnCeder-
h v a r f ’ s fund av en række interessante menneskefigurer av
brændt ler paa et stenalders bosted ved Jettbøle paa Aaland.
Dr. C ederh var f ’ s utgravninger av dette bostedet har git

Fig. 2. Figur av brændt ler, fundet paa en stenalders boplass paa
Aalandsøerne. 2/3.

meget betydelige fund av menneske- og dyreben, st-enr ed-skaper ,
avfald av stenarbeidet, m. m. og ganske særlig en overordentlig
mængde skaar av lerkar. De merkeligste- fundstykker er imid¬
lertid smaa lerbilleder av mennesker, hvorav der er opgravet
omtrent 100 bruddstykker, siom tilhører en 60 forskjellige figurer.
Desutien er fundet en del dyrefigurer av samme- materiale, særlig
billeder av elg. Menneskefigurerne fremstiller delis mænd, dels
kvinder og -er overordentlig sterkt- stiliser et- ; flerei a-v mændene
viser den interessante detalj, at- de i hodet har et litet hul som
m-aa være æslet til fæ-s-te for en fjær e. 1. pynt paa. billedet.

258

Billederne maa ha været idoler, sma-a gudebilleder, og har.
meget stor arkeologisk betydning, da de viser 1 angtrækkende
kulturforbindelser som maa ha kommiøt til Aalandsøerne, snarest
over Preussen og Schlesien, fra landene ved Donau og det nord¬
lige Balkan. Meget nær tilknytning har disse billedene til lig¬
nende ting fra Butmir i Bosnien. H. S.

Magiske bjørnefigurer fra folkevandrlngstiden. Bibliotekar
T h. Petersen har i det trondhjemske viden sk ap siselskap s
skrifter for 1912 offentliggjort em meget interessant liten studie
over bjørn ©figurer av bronse som er anbragt paa enkelte spyd
fra. f olkevandringstiden . Det gjælder et spyd fra, By i Stod
pgd., Nordre Trondhjemis amt, og et lignende som er fundiet i
en grav ved Ven del i U pl and. Begge fund er fra midten av
7de aarhundrede e. Kr. Diet eiendommelige ved. disse sinnaa
bronsebilleder, som er anbragt paa hver side av spydets fal, er
at de er saa tydelig og naturalistisk utført, at det ikke1 er tvil
om hvilken dyreart de skal forestille. De dyrefigurer fra denne
tid som bare er bestemt til pryd og ornament, er1 ellers al tid
saa fuldstændig stilisert at' det ikke er tale om at' klaisisi.fi eene
dem zoologisk, og forfatteren mener derfor at bjørnebilledene
paa spydene maa ha hat en anden og dypere mening end bare
at være til stas.

Han søker tilknytningen til bestem, te forestillinger som er
overordentlig utbredt hos jægerfolk i gammel og' ny tid, nemlig
forestillinger om at det er en hemlimelighetsfuld forbindelse mel-
lem et dyr og billedet av dyret. En avbildning av det vildt en
ønsker at fange, kan ved magiske ceremonier tjene til at fange
vildtet. Det nævmeis eksempler paa dette fra den palæo li tiske
sten al der i Vest euro pa, likesom fra den arktiske og finske sten-
alder, og det kan teoretisk ikke være betænkelig at tro at tradi-
t ioner fra disse primitive ideer har levet igjen knyttet til bjørne-
spyd, endda i f olkevandringstiden. Forfatteren nærmer som en
parallel de mange ceremonier som har været knyttet til bjørne-
jagten hos lapperne.

Vi skal tilføiei at jagten paa bjørn maa ha spillet en meget
stor rolle i vort land i f olkevandringstiden. Bjørneskind i grav-
kisterne og klør av bjørneskind i brandgravene er overordentlig;
almindelige i norske graver fra den tid ; en enkelt gang er der
ogsaa truffet en bjørnetand i en kvindegrav. Naar det alt, saa,
var regel at den døde blev lagt i graven eller paa. ba, alet med
en bjørnefeld som leie, maa ogsaa bjørnen ha hørt til det aller
almindeligste vildt. H. S.

OPFORpRING

Efteidiaanden som kjendskapen om den norske pattedyrfauna
er vokset, har det vist sig ønskelig for Bergens museum at utvide
sine samlinger av disse dyr i bestemte rethinger, for derigjennem
at samle et materiale til studiet av visse formers utbredning (navn¬
lig paa Vestlandet) og av variationene indenfor hver enkelt art.

Uten hjælp utefrå lar dette sig imidlertid ikke gjennemføre,
og museets zoologiske avdeling retter derfor herigjennem en ind-
trængende opfordring om støtte fra alle zpplogisk interesserte,
som har anledning til at faa saadant materiale i hænde. Det er
navnlig paa tre omraader vi appellerer til offentlighetens hjælp.
Vi ønsker: 1) Kranier av alle norske pattedyr — unger som
voksne individer, 2) Smaa unger av bjørn, ræv, grævling, otter
mk ar, gaupe og jerv samt 3) Smaapattedyr somt. eks* flagermus,
spidsmus og gnavere.

Angaaende behandlingeh, saa lar kranierne — efterat hjernen
er uttat — sig meget let tørre i lpften, og kan forsendes saaledes,
uten yderligere præparation. Ungerne av de ovennævnte rovdyr
forséndes snarest efterat dé er dræpt og holdér sig bedst, naar
indvoldene tas ut og bukhulen indstrøes med salt; det samme
giælder smaapattedyrenef men de kan ogsaa sendes uten særlig
forutgaaende behandling.

Med sendingen maa følge en angivelse av findestedet og ■—
naar det er kranier — av dyrets kjøn.

Alle forsehdelses- og indpåkningsutgifter erstattes av museet,:
likesop breve med forespørsler adresserte » Bergens museums
zoologiske avdeling « kan séndés ufrankørt.

Skudpræmie for rovdyrunger erholdes hos lensmanden ved
avlevering av en attest fra museet om, at dette har mottat dyrene ;
denne attest, -iilsjtill.es avsenderen saa snart søndihgeri er mottat.

For indsendt materiale av særlig værdi for museet er dette
villig til at y de en godtgjørelse.

Dr. phil. Aug. Brinkmann,

bestyrer av Bergen^ museums zoologiske avdeling.

■ . • ■ : 1 . r . ■ , , i '

Det norske Myrselskab

Hovedsæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr. — Livsvarigt Bidrag 30 Kr.

— Virker fot Mgrstrækningers Opdyrkning og industrielle Udnyttelse —

, , Meddelelser fra Det norske Myrselskab"

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medlemmerne gratis.

Følg med i Ddvikliugeu paa Myrsagens Omraade!

— ■ Prøveeksemplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende —

DANSK KENNELKLUB.

Aarskonting. 4 Kr. med Organ MaanedssJcriftet Hunden frit tilsendt:

Indsk. 1 Kr.

Maanedsskriftet Hunden.

Abonnem. alene 8 Kr. aarl. ; Kundgjørelser opt. til billig Takst. Prøvehafte frit

Dansk Hundestambog. Aarlig Udstilling.

Ho frn an Bang, St. Strandstræde 19, København.

: 4

Den f(

irste norske

Kunsthistorie.

orske j

•

JENS TH II S:

Malere og Billedhuggere

det 19de Aarhundrede.

Med mange lllustrationer og Portrætter.

Værket foreligger nu komplet i 20 Hefter til en Pris af 30 Kr.

Originalbind til hele Værket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr. 5.50, Porto 30 Øre.

JOH.

LUDVIG

OLSEN

Med Forord af Dr. Just Bing.]

Pris Kr. 1.50, Porto 10 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

ILLUSTRERET MAAN&DSéERlFT FOR

POPULÆR NATURVIDENSKAP

Nr. 9 37te aargang - 1913 Septbr.

! 1 : ir i 'i \ ’ V. ' )' r ' 'i' '■) ^ ■■ ■ '< ' 1 !'j'(

INDHOLD tu, , , w :

N, J. FØYN: 'Professor Henrik MoW . • • V • . 25SM. '

TH. SCHJELDERUP-EBBE: Hønsenek stemme. ‘$0$$

EDVARD J. HAVN 0. Flintfund og flint i Nordland. ... rrrrrrrrTTT 278

\ HANS REUSCH : Findestedet for moskusokse-hvirvelen, . . 279

| K. O. BJØR LYKKE: Fun det av enhalsh virvel av moskusokse ved

Austbcrg i Indset . . . . . 282

BOKANMELDELSER: H5 Kritzinger: „Die Brtdngenkchaften der

Astronomie": (I. Fr. S.) . . . . . . . 287

MINDRE MEDDELSER: H. S.: En ^blæsterhøli"’ for .myrjeritsmeM-

ning . . . . . V . ••• 288

Pris 5 kr. pr. aar frit tllsandt Pris 5 kr. pr. aar fri* tilsendt

«—i'

John Grieg | |//Vf^ tehmsnii & Staga

Bergen Kjøbenh.vn

• •
• 9

begynder med januar 1913 sin 37 te aargang (4de rækkes 7de
aargang) og har saaledes naadd en alder som intet andet popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

» Naturen* utgives av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holmboe.

De sidste aar har, særlig paa fysikens og kemiens omraade,
bragt en række av store opdagelser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskues. » Naturen* vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds Underrettet herom og i det hele
tat om alle naturvidenskapens vigtigere fremskridt

Desuten vil » Naturen* anse det som sin særlige opgave efter
evne at bidra til at utbrede en fyldigere kundskap om og bedre
forstaaelse av vort fædrelands rike og avvekslende natur.

I anerkjendelse av tidsskriftets almennyttige formaal har Norges
storting i de senere aar bevilget » Naturen* et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr.

» Naturen* burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,
end det hittil har hat. Der kræves ingén særlige naturviden-
skabelige forkundskaper for at kunne læse dets artikler med
fuldt utbytte. Statsunderstøttede folkebiblioteker og skole-
boksamlinger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidraget, ret til at erholde tidsskriftet for halv pris (kr. 2.50,
porto medregnet).

» NATUREN* litkomtner hver maaned med et hefte paa mindst
2 ark (32 sider) og koster 5 kr. pr. aar, frit tilsendt.

^NATUREN* bør hel$t bestilles gjennem postvæsenet ^ eller i
ubetalt brev merket »avissak« til » Naturens ekspedition, Bergen «,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen.

Professor Henrik Mohn.

Med utgangen av september maaned avslutter H. Mohn
sin virksomhet som bestyrer av det norske meteorologiske Insti¬
tut og professor ved Universitetet. Under hans ledelse er det
meteorologiske Institut vokset op fra sin spæde begyndelse til
en samtidig videnskabelig og praktisk anstalt av rang. I hans
tid og med ham som en av førerne har den meteorologiske
videnskap hævet sig til en anerkjendt selvstændig stilling, mens
dens dyrkere tidligere som regel hadde en anden videnskap som
sin hovedbeskj æftigelse, fornemmelig astronomien.

„Naturen“ har i en tidligere aargang — april- og maiheftet
1895 — hat en længere artikel om professor Mohn og det mete¬
orologiske Institut, hvorfor jeg alene her skal meddele nogen
supplerende bemerkninger om denne mand, hvis navn i norsk
videnskap har klang ved siden av de første, samtidig som han
ogsaa er kjendt av det brede lag i by og bygd.

Mohn er fra Bergen og meget hos ham minder om Bergen¬
seren, men fornemmelig om dennes gode sider. Kikt utstyrt
har han været av naturen baade i legemlig og aandelig hen¬
seende. Hans arbeidskraft har maattet vække forundring. Føde¬
stedet saavelsom hans nedstamning fra en oprindelig tysk kjøb-
mandsfamilie har vistnok bidradd sit til, at hans blik altid har
været opladt for de videnskabelige resultaters utnyttelse i det
praktiske livs tjeneste. Enkelte mener endog for meget. Da
saaledes meteorologen professor Koppen i Hamburg hørte, at
Mohn deltok i Institutets daglige veirforutsigelser, uttalte han
sin beklagelse over, at Mohn med sin rike begavelse befattet sig
med saadant og ikke ofret sig alene for meteorologiens store
problemer.

Da Mohn efter at ha arbeidet litt som geolog og litt som
astronom i 1866 blev stillet i spidsen for det nyoprettede mete-

260

orologiske Institut, var han ganske sikkert den rette mand paa
det rette sted. Den opgave, som det meteorologiske Institut
hadde faat, gik dels i praktisk retning, nemlig varsling av
stormer og saavidt mulig forutsigelse av det kommende veir i sin
almindelighet, dels i statistisk retning : indsamling og bearbei¬
delse av meteorologiske iagttagelser fra det hele land, og endelig
i videnskabelig retning : studier av det indvundne materiale til
fremme saavel av Institute ts praktiske virksomhet som av den
meteorologiske videnskap overhodet.

Der forefandtes dengang kun nogen faa meteorologiske sta-
tioner her i landet, de fleste igangsat av telegrafvæsenet. Skulde
man faa noget ordentlig kj endskap til de klimatologiske forhold
i et bergland som vort, der strækker sig igjennem 13 bredde¬
grader, maatte der indsamles materiale fra et meget stort antal
stationer. Penge til honorar for de meteorologiske observa-
tioner var det smaat med. Det gjaldt at faa privatmænd til at
interessere sig for saken og ofre arbeide i den retning. Neppe
nogen kunde gjort det hedre end Mohn. Yed populære av¬
handlinger, men end mere ved personlig paavirkning, forstod
han at gjøre andre delagtig i den begeistring, han følte for den
meteorologiske videnskap, og i de forhaapninger, han næret
med hensyn til dens fremtid. En værdifuld hjælp hadde han
ogsaa i sin bestikkende elskværdighet under personlig omgang.
Han fik derfor folk til at yde aarelange observationer, samvittig-
hetsfuldt utført, uten noget vederlag.

I andre videnskapsgrener kan forskeren sitte ved sit arbeids¬
bord eller i sit laboratorium og bringe resultater for dagen. I
meteorologien maa derimot som nævnt materialet indsamles ved
hjælp av en hel del andre mennesker, og det maa foreligge for
videnskapsmanden ikke alene fra hans eget land, men ogsaa fra
andre lande. Det gjælder derfor, at der arbeides efter fælles
plan. Nødvendigheten av international association viste sig
snart paakrævet, og fra 1873, da den første officielle meteorolog-
kongres fandt sted i Wien, har der været avholdt en hel del
saadanne. Desuteii har der været nedsat engere komiteer til
behandling av forskjellige meteorologiske spørsmaal.

Mohn har den aller meste tid sittet i bestyrelsen av først-
nævnte og har som oftest været indvalgt i komiteerne, hvad der
er saa meget mere bemerkningsværdig, som han kun har været

261

repræsentant for et litet land. Men foruten som videnskaps-
mand har han altid staat høit blandt sine kolleger for sine per¬
sonlige egenskapers skyld. Hans sprogkundskaper tillot ham
med færdighet at tumle sig i diskussionen i alle de tre hoved-
sprog. Hans lette hode lot ham øine den rette middelvei,
hvor meningerne stod delte. Mohn’s forslag vandt derfor som
oftest enstemmig tilslutning.

Det er dog ikke kongresmanden, men videnskapsmanden,
der har gjort Mohn’s navn saa kjendt i utlandet. Hans lære¬
bok i meteorologi er oversat paa fransk, spansk, italiensk, rus¬
sisk, finsk og polsk. En russer, en læge, sa engang til mig i
Eerlin : „ Kommer nordmænd* hit for at studere meteorologi, I
som har professor Mohn“ . Et andet eksempel paa Mohn’s
anseelse skal jeg anføre : Justus Perthes’ Greographen-Kalender
har i hvert bind et titelbillede av en fremragende mand i de
geografiske videnskapsgrener. laar i kalenderens ellevte aar-
gang finder man der H. Mohn.

Det lar sig ganske vist ikke benegte, at Mohn til sine tider
har været mindre nøieseende i den kritiske bedømmelse av det
materiale, han har anvendt til sine videnskabelige arbeider, og
at de fundne resultater undertiden har maattet betegnes som
forhastede. Men uten denne overseen av materialets svakheter
og denne forhaapningsfuldhet, der lot enhver feiltagelse hurtig
glemmes, hadde ikke Mohn kunnet utrette den store gjerning,
han har gjort.

Naar Mohn iaar efter fyldte 78 aar og efter 47 aars virk¬
somhet som bestyrer av Institutet og professor ved Universitetet
fratrær sine stillinger, maa man si, at han fortjener sit otium
tilfulde. Det har imidlertid vakt forundring, at ikke stats-
magterne har kunnet finde en ordning, der muliggjorde hans
forbliven ved Universitetet, saa at han alene trak sig tilbake fra
den byrdefulde administration av det meteorologiske Institut.
Det kan man dog føle sig forvisset om, at saalænge Mohn er
ved kræfter, og det haaper vi maa bli tilfældet i mange aar til,
kommer han ikke til at lsegge det videnskabelige arbeide bort.

N. J. Føyn.

; •' . • • ■ " ' i

262

Hønsenes stemme.

Bidrag til hønsenes psykologi.

Av Th. Schjelderup-Ebbe.

Man er tilbøielig til at karakterisere fuglenes stemme som
meget ensartet: Duen kurrer, skjæren skratter, fra kraaken
hører man „kra-kra“ dagen lang, osv. Som bekjendt er stæren,
papegøien 6. fl. mestere i at efteriigne andre fuglers og endog
menneskets stemme ; men om de mener noget med sin snak, og
om de av naturen — altsaa uten at ha lært det kan frem¬
bringe kun en eller flere for dem særegne lyd, er høist omstridt.
Nattergalens strofer1) — i sig selv saa vekslende — de er sang
og bare sang. Men mon nattergalen desuten skulde ha egne
lyd for at uttrykke sine følelser, slik som de kan vækkes til
enhver tid paa dagen og til enhver aarstid? Det er mulig dette,
at flere fuglers artikulationsdifferentiering er ufuldkommen ; jeg
skal dog her ikke gaa noget nærmere ind paa dette spørsmaal.
E n ting er imidlertid sikker : Slik stiller ikke saken sig for
hushønens vedkommende. For de fleste av sine stemninger har
nemlig hønen visse uttryk, og de er altid de samme, naar und-
tages den individuelle differens. Paa grundlag av et længere
studium av hønens liv og færden, tør jeg med sikkerhet uttale :
Disse artikuleringer hos hønsene er saa karakteristiske, at man
aldrig kan forveksle dem, naar man har hørt dem et par ganger.
(I nedenstaaende skema er opført hønsenes tydelig forskjellige
lydfrembringelser, slik som de fins hos enhver normal og ut-
vokset hane og høne uanset racen). Videre : Disse lyd er nøie
forbundet med hønsenes humør, sindelag og især med deres
affekter ; for hver affekt har hønen en lyd. Einde-
lig : Hønsenes sprog blir paa denne maate ikke saa enkelt som
man skulde tro. Deres lydsprog er ogsaa efter min mening
absolut mere rikt end ethvert av de tamme huspattedyrs. Ikke
engang hunden med sin intelligens har i stemmen saa mange og
tydelige uttryk for sine følelser som hønen.

A) Nattergalens sang er beskrevet av J. M. Bechstein, Naturgeschichte
der Stnbenvogel. 4de opl. 1840. S. 321 f.

263

Lydskema:

Nr.

Hønen

Hanen

Verpelyd

Rytmelyd

Hønegal

Hanegal

4. I

f Sterk varselslyd

J Sterk varselslyd

| Kur ring

| Kurring

5. I

1 Almindelig kurtiseringslyd

| Redekurtiseringslyd

Skrik

Trudselslyd

8. I

)

Redelyd

)

V ellystlyd

10.

Klukking

11.

Lokking

12.

Smaaskrik

13.

Vagtlyd

Sum

Av disse lyd er nr. 3, 5', *9 og 11 forbundet med lyst; 10
er indifferent. 1, 2 og 7 kan være diktert av lyst (1 og 2 er dog
ofte utslag av ulyst, 7 av vrede og saaret stolthet). 8 II frem¬
kommer paa grund av anstrengelse, 4 og 13 er uttryk for op-
merksomhet, undertiden for frygt for høk eller lignende, og 6
frembringes kun ved sterk ulyst (rædsel). 12 svarer til vort
„au“ ved smerte; 8 1 vil indgyde skræk. — At hushønsene har
saa mange forskjellige lyd for at meddele sine tanker og følelser,
maa vel forklares i sammenhæng med hønsenes utvikling i det
hele fra naturtilstanden og til den nuværende form. „De vilde
høns adskiller sig fra de tamme, især ved sin stemme “ *). — For
ørkenhønen anfører Brehm 2 lyd som han har observert2): 1)
„Khadda-khadda !“ (utstøtes under flugten) og 2) „Gluk“ eller
„Pluk“ (frembringes naar dyret er rolig tilsinds).

Meyer’s Konversationsleksikon 9, s. 614.

2) A. Brehm, Dyrenes liv II, Kjøbenhavn 1907, s. 205 — 206,

264

Nøiere overblik over de enkelte lydkvaliteter.

1. Verpelyden

er monoton, tydelig, hos enkelte høner med vakker biklang.
Denne lydkvalitet stiger og synker litet, men holder sig om¬
trent i samme høide ; denne høide kan dog hos de forskjellige
være ytterst varierende. (Hønen A har f. eks. dyp bassklang,
B frembringer lyden snøvlende;, „gjennem næsen“ , C har en lys,
ren diskanttone, D aapner nebbet paa vid væg og lar tonen
vælde frem med stor kraft, E gjør den svak og melodisk, o. s. v.,
o. s. v. — « alle mulige mellemf ormer og kombinationer). Denne
individuelle forskjel er saa karakteristisk og iørefaldende, at
man 10' meter borte — med ryggen vendt mot hønsegaarden —
uten betænkning kan avgjøre, hvilken av 20' høner det for øie-
blikket er, som frembringer denne lyd. — Verpelyden kaldes
populært „klaging„ eller „skravling“ , hvilke er temmelig uhel¬
dige navne, da de kun passer paa et faatal av hønsene, og lyden
ofte kan virke meget tiltalende for øret. Virkelig „skravling“
fremkommer hos kortpustede høner (med sterk stemme) som ved
ofte at maatte trække veiret bringer støtvise mellemrum ind i
lyden. „Klaging“ er ogsaa et noksaa misvisende navn, idet
verpelyden like ofte er uttryk for velbefindende som for det
motsatte.

Regler for, naar verpelyden indfinder sig.
Sjelden om vinteren. Hyppig om vaaren og hele sommeren,
især naar hønsene gaar frit, paa solskinsdager3) og naar dyret er
friskt. Verpelyden er dog fremfor alt avhængig av egglægnin-
gen (mangler derfor selvfølgelig hos hanen!): 1/2 til l1/^ time
før egget skal lægges, blir hønen urolig, irritabel (liten taal-
modighet med de andre høner, især med dem som den ellers
hakker !) og frembringer uophørlig verpelyden,
indtil den f a ar lagt sig i ro paa redet. Verpelyden kan dog
ogsaa indfinde sig ved andre anledninger, for eksempel hos
den høne, som med en matbit i munden blir forfulgt av de
andre ; videre : grundet matlyst, under spænding før hoved-
maaltidet eller for at varsle at der ogsaa vil komme egg n æ s t e

*) Veiret s indflydelse paa dyrs livsytringer er allerede sterkt frem-
hævet av flere forfattere, f. eks. Karl Muller, Westermann’s illustrierte
Monatshefte 1880, s. 239 — 240.

265

dag eller ialfald i nær fremtid. ■ — Men den regel er absolut gjæl-
dende og uomstøtelig : Ingen høne lægger nogensin.de noget
egg, uten at haforkyndt det ved verpelyd i for¬
veien.

2. Ry tmelyd.
kagling (populært : hønen sier :

,faat

faat

Rytmelyd

— skae!u). Hønens kagling er meget rytmisk1)! ^ ^ ^

^ ^ ^ o.s.v. Disse tegn skal forstaaes slik: ^ er

korte, støtvise lyd med samme mellomrom (der gaar høist 3 paa
sekundet); de ender i /\, der er en intens, gjennemtrængende,
klangfuld, ofte vakker lyd, som hønen faar frem ved at strække
halsen høit i veiret. Det er /\ som gir kaglingen hele dens
karakter og som kan høres langt borte. Antallet av ^ kan
variere fra O1 til 30' (5 til 14 er dog det almindeligste) f ør end det
gaar over i /\. /\ har altid samme klang hos en og samme høne,

men er høist forskjellig mellem hønerne indbyrdes (den kan
være dyp, hul, brækende, sterkt melodisk, spinkel o. s. v. — ■
umaatelig forskjellig). Rytmelyden er av denne grnnd et ufeil¬
barlig middel til at kj ende hver enkelt høne paa lang avstand,
endog til at avgjøre, naar ens egne høner ■ — dem man i øieblik-
ket kanske ikke ser — er paafærde, selv om de er kommet sam¬
men med mange fremmede. Øvelse skal der dog til her. —
Kaglingen er den av hønsenes artikuleringer, som er bedst
kjendt, og kj endt overalt. Man har dog ikke den ganske rigtige
forstaaelse av, hvad den er uttryk for. Bonden sier : „Nu
kagler hønen; den er glad, for den har lagt et egga . — « Vel,
dette kan være tilfældet. Men rytmelyden kan likesaa ofte
fremkomme ved en av tre andre omstændigheter :

1) Naar hønen ikke kan komme paa redet, da det er optat
av en anden, som den er ræd for. Kaglingen er da uttryk for
utaalmodighet. 2) Naar hønen jages av redet av et andet indi¬
vid, endnu før den har faat utrettet sit ærinde. 3) Naar hønen
blir forskrækket, eller den jages av menneskene, ræv, hund, høk
eller lignende.

i) Rytme i hodets bevægelser er ikke sjelden i dyreriket; cfr.
Karl Groos: Die Spiele der Thiere, Jena 1896, s. 107. Flere sangfug¬
ler s stemme er egentlig mere harmonisk end rytmisk.

266

Hanens rytmelyd er sterkt beslegtet med hønens, men
dens /\ er gjerne klarere og kanske endda mere gjennemtræn-
gende. Hanens kagling indtrær i et av følgende 2 tilfælder :
1) Naar den jages eller tror at skulle bli forulempet. 2) Naar
en eller flere høner begynder at kagle først ; da føler hanen sig
forpligtet til at svare. (Gamle og uenergiske haner negligerer
hønens kagling). Holder hønen svært længe paa, blir dog selv
en ung, kavallermæssig hane i længden træt av at svare den. —
He forskjellige haners rytmelyd er indbyrdes mere like end
hønernes, og det er derfor vanskeligere av en stor haneflok at
avgjøre, hvilken hane som frembringer lyden. Dog er den
avgjort forskjellig fra enhver hønes; hanen har nemlig en
bestemt ø-klang i sit mens hønen hyppigst har a-, aa- eller
u-klang, sjeldnere æ-, endnu sjeldnere i-, e- og y-klang, men
aldrig ø- klang. — Nogle faa haner faar grovere /\ i sin
kagling, eftersom de blir ældre, hønerne ikke, d. v. s. at disse
altsaa beholder sin rytmelyd ganske uforandret, fra de som ung-
høner lægger sit første egg og til sin dødsdag.

3. G a 1 i n g.

Hanegal. (Jeg behandler dette først, da det jo er kjendt
av alle). Bom de fleste vet, varierer galingen hos de forskjellige
haner sterkt og er meget avhængig av dyrets alder; det er jo
ingen sak at adskille den spinkle tone vi hører hos en hane¬
kylling i „konfirmationsalderen“ fra det fuldvoksne dyrs kraf¬
tige stemme. Hanerne faar i reglen en sprukken og mindre
klangfuld røst, naar de har overskredet sin bedste alder (som
er l1/2 til 5 aar). Yngre haner galer hyppigere end ældre. Jeg
har støtt paa gamle haner, som aldrig oplukker nebbet for at
gale. Syke dyr galer ikke. Foruten i intensitet kan det
enkelte hanegal variere hos de forskjellige i varighet; samme
hane galer ens hver gang. Hanerne frembringer lydene baade
om natten og om dagen (om natten gjerne til noksaa bestemte
tider). De liker at svare hverandre, selv om de er saa langt
borte, at de kun saavidt hører hverandres stemme. Al den
overtro1) som i folkefantasien er nær knyttet til hanens galen,
skal jeg ikke gaa ind paa her. — Galingen regnes til de saa-

*) Cfr. Meyer’s konversationsleksikon 9, s. 619.

267

kaldte sekundære „kjønskarakterer“ hos hanen. Likesom ad¬
skillige andre sekundære kjønskarakterer hos mange forskjellige
dyrearter kan dog ogsaa galingen under visse forhold iagttages
hos individer av det andet kjøn.

H ønegal er ingen skjøn lyd; har man hørt den, saa
glemmer man den ikke. Hønens galing er hæs og kraftig, men
ligner hanens i anlæg; hønen utfører, naar den galer, lignende
bevægelser med hodet og halsen som hanen.

Hønegal fremkommer i 2 tilfælder : 1) Naar der mangler

hane i hønsegaarden, og der fins en ældre høne, som sjelden
eller ikke lægger egg mere, og som er avgjort sterkere end de
øvrige høner, saa de maa indordne sig under dens despoti.
Denne gamle veteran galer da med sin fæle stemme en sjelden
gang til uregelmæssig tid. 2) Naar en ældre høne har ruget
ut kyllinger og gaar længe med dem uten at ville forlate dem,
kommer der undertiden et høist „mandhaftig“ præg over den.
Har den saa ogsaa vundet i blodige slagsmaal over de andre
høner (som ikke kan fordra klukhønen) og føler sig fuldstændig
ovenpaa, kan det hænde, at den gir sin glæde luft i en litt
ubehersket, hæs galen. — 'Hønens galen er iethvertfald en følge
av overmot og stræben efter selvhævdelse, i tilfældet 2) ogsaa
nøie forbundet med moderkj ærligheten.

4 (I og II) . Sterk varselslyd og ku r ring.

Disse lyd som er høist forskjellige, har jeg allikevel fundet
rigtigst at stille sammen, baade fordi de efter min mening er
varianter av uttryk for en og samme følelse, og fordi det ene
gjerne følges av det andet. Den sterke varselslyd er ikke let
at beskrive ; den er ialfald intens, noget skurrende og langtruk¬
ken og umulig at forveksle med nogen anden lyd. (Er sterkest
hos hanen). Kurringen er nogenlunde ens hos hane og høne
og ligner ikke duekurring.

Rasler et ekorn i trærne, sniker en kat sig mellem buskene,
eller flyver der skjærer over hønsegaarden, indfinder lydene sig
straks — * gjerne først varselslyd, derpaa kurring, dog ogsaa
undertiden i omvendt orden. D'e er betinget av opmerksomhet
samt svakere eller sterkere uro. Er en hane eller høne først
begyndt, smit ler det, og dyrene kan holde paa med at frem¬
bringe disse lyd — ialfald kurringen — i omtr. 5 minuter. Hele

268

hønsegaarden kan delta i dette, men ikke alle individer paa en
gang ; mest avløser de hverandre.

5 (I og IT) . Kurtiseringslyd (kun hos hanen) .

I. Naar hanen vil gjøre sig lækker for en høne, fælder
den ned den ene vinge som en skjærm1) og frembinger kurti-
seringslyden2). Hønen springer da som regel nndav, og dette
har til følge, at hanen fælder vingen paany og atter kommer
med den kavallermæssige lyd3). En sjelden gang gaar dette
forut for parringsakten, da hønen som oftest foretrækker denne
naar hanen kommer pludselig og lydløst bakfra. — Efter
enhver parring slæper ogsaa gjerne hanen vingen gjentagne
ganger og frembringer den samme lyd. Den almindelige
kurtiseringslyd, som jeg hittil har skildret, kan merkelig
nok ogsaa frembringes i ett, fra de tidligere nævnte, meget
avvikende tilfælde : nemlig naar to haner træffer hverandre og
laver sig til at slaas. Da fælder begge vingerne ned og kommer
med den indsmigrende lyd, som nu skal tjene som uttryk for
den voldsomme og for motstanderen farlige kamplyst, som rører
sig i hanens indre.

II. Hedek urtiseringslyden staar i nært forhold
til den forrige, saasom den ogsaa ledsakes av en viss ridderlig-
hetsfølelse mot hønen. Samtidig hjælper nemlig hanen til med
at grave et rede for hønen, og er det fun det (ogsaa det kunstige
rede i hønsehuset !) lægger baade hane og høne sig paa det, og
hanen utstøter den dæmpede lyd, indtil egget er lagt. Det er
dog sjelden, at hanen indlater sig paa et slikt ophold i redet,
og derfor er ogsaa redekurtiseringslyden sjelden at høre. Den
ligner den forrige, men er mere avbrutt, smaalokkende og
fredelig.

*) Lignende er ogsaa blit iagttat. hos de vilde hønsefugler. Gross
(]. c. side 268 f.) tror, at de gjør det for at vise sig fra den mest til-
trækkende side og for at stille sine vakre farver paa fjærene i det mest
fordelagtige lys.

2) Lyden synes da at være tilsvarende til de eiendommelige toner,
som f. eks. tiuren frembringer i leiktiden overfor røien.

3) Enkelte haner bar for vane at frembringe lyden hele tiden, mens
den er sammen med hønerne; da fælder den sjelden vingen.

269

6, Skrik.

Den lyd som jeg her har valgt at betegne med skrik, frem¬
kommer naar dyret er i høieste grad ophidset og tror det skal
forulempes paa det aller kraftigste. Enkelte høner, som er
særdeles tamme og tillidsfulde, synes at ha evnen til dette ræd-
selsskrik lite utpræget. Andre derimot skriker „som de skulde
slagtes“ , hvis man faar tak i dem og specielt hvis de blir tat
haardhændt (samme skrik som naar en hund fanger dem og tar
dem mellem kjæverne!) Hædselsskriket er saart og ondt at høre
paa; det uttrykker ganske tydelig hønens sindsstemning.

Hanens rædselsskrik er voldsomt sterkt ; man skulde
ikke tro, at et forholdsvis saa litet dyr skulde kunne frembringe
noget saa gjennemtrængende. Forøvrig ligner det hønens og er
uttryk for samme sindstilstand.

7. Trudselslyd.

Denne lyd forekommer i 2 modifikationer : I kan høres
overalt hvor høns lever sammen. Uttrykker intet venskabelig
sindelag ; oversat til godt norsk betyr denne trudselslyd : „Gaa
din vei!“, „Pas dig, for nu vil jeg hakke dig !“ eller lignende.
II ligner I meget, men er mere intens og betydelig mere lang¬
varig. Brukes av 2 høner like før de gyver sammen i slagsmaal.
Der er endda skarpere trudsel i denne lydfrembringelse. Begge
modifikationer er klare og ofte vakre lyd, især II kan hos enkelte
høner frembringes rent syngende og sterkt melodisk. I er over-
maate almindelig, især under maaltiderne, hvor kampen for til¬
værelsen gjør sig mest gjældende. Hakket kan da falde umid¬
delbart efter trudselslyden, som i samme øieblik efterfølges av
det saakaldte „smaaskrik“ (som jeg siden skal forklare nær¬
mere) hos den hakkede høne.

Her kunde det kanske være av interesse at anføre en
h o v e d 1 o v1) for hønsenes samfundsordning. Den er igrun-
den enkel, men tar sig tilsynelatende noksaa indviklet ut. Naar
hønsene underordner sig den med lethet, maa dog vel vi kunne
forstaa den. Den er interessant, meget interessant, men vil

b Eksistensen av en lignende lov har jeg ogsaa iagttat hos flere
vilde fugler (f. eks. spurv, isfugl).

270

ikke kunne utledes ved kort samvær med dyrene. Jeg skat
prøve paa at gi et indblik i denne lov :

Man sier altid : „Hønsene hakker hverandre^ . ■ — Me¬
get feilagtig sagt ! Hønsene hakker ikke hverandre i
egentlig forstand : naar hønen A hakker hønen B, saa tør aldrig
B hakke A. La os slaa dette fast. Naar dette er gjort, vil mam
si, at dette hakningsprincip er betinget av, at A er sterkere end
B. Nu sier jeg: Dette kan være tilfældet, men slet ikke
altid. Jeg skal komme med et illustrerende eksempel: Hønen
C hakker D, og D hakker E. Naar altsaa C er sterkere end D
og D sterkere end E, saa maa C være betydelig sterkere end E.
Da skulde man vente, at C hakket Ei. Men det kan hænde, at.
E hakker C! Hvad kan dette komme av? Tingen ser noksaa,
regelløs ut. Ordning efter hønsenes styrkegrad glipper ialfald.
Endda mere komplicert blir forholdet, naar vi betragter hak¬
kingen i en hel hønsegaard. Princippet for hakkingen er dog —
efter mine undersøkelser — klart og greit, naar vi tar hensyn
til følgende : Allerede første gang to høner træffes paa nært,
hold, avgjør de, hvilken skal være „over“ og hvilken „under“
den anden — enten ved slagsmaal eller ved stiltiende overens¬
komst (sjeldnere). Den som da er saa heldig at bli „over“ , faar
saa i maaneder føre et herskerregimente over den anden, som
maa finde sig i at bli hundset paa alle maater, bli jaget baade
fra matfat og rede. Undertiden blir nr. 2 irritert ved dette,
hakker igjen, og det kommer da til slagsmaal, for den første-
vil ikke slippe sin autoritet. Det man hyppig ser, er imidlertid
det merkelige : Eh stor eller kraftig høne, F, lar sig uten at.
kny hakke hver dag av en svak eller liten spirrevip, H. Hvis
E grep til forsvar, vilde den nok vinde i slagsmaalet og dermed
for altid bli „over“ den anden; men F'tænker ikke paa.
at hakke igjen! Vanen gjør sikkert meget; F er vant til
at vike for H, og da falder det den ikke ind at gjøre oprør.
Nu vil man spørge : Men hvordan er det fra først av kommet,
istand, at den sterke F lar sig kujonere av den svake H? Dette
kan bero paa flere omstændigheter : 1) F kan være et par aar

yngre end H ; følgelig har F i sine kyllingaar set H som en
voksen høne. Nu er det jo altid saa, at de voksne høns øver
et skrækregimente over kyllingerne. Og F er avhængig av
autoritetstro: Den har bestandig latt sig hundse av H

271

før ogfortsætter følgelig ogsaa dermed, efter-
at den selv er blit voksen! 2) F kan være kommet
ny i hønsegaarden, ha reist langt og været forskremt og træt
ved ankomsten. Dette har saa H benyttet sig av; i et saadant
■øieblik vil det ha faldt let for den at faa det overtak, som
den har beholdt siden. 3) F1 kan være blit overfaldt av flere,
mindre sterke høner, deriblandt H, paa én gang ; deres forenede
kræfter har beseiret F. Efterpaa vil denne da bli ræd for hver
■enkelt av disse høner.

Disse 3 tilfælder er alle meget hyppige. Hønsenes hak¬
king er saaledes ikke tilfældig, som usakkyndige gjerne vil anta;
den er avhængig av bestemte grundsætninger, som alle høns
— høner og haner — indordner sig under. Der eksisterer ikke
2 høns der lever sammen, som ikke har greie paa, hvilken av
dem er „over“ eller „under“ . Og denne rangsorden er ikke
saa meget avhængig av hønens styrke som av dens vanetro.

Men nulla regula sine exceptione. Det er bekjendt, at der
inden mange dyreklasser danner sig venskapsforhold mellem
to individer av samme kjøn.1) Hønsenes hakkelov krydses en
smule av slike venskaper, som dog er sjeldne hos dem. Nogen
meget intim grad naar disse hønsevenskaper ikke ; dyrene er
ikke uadskillelige ! Derimot raader en rolig tilfredshet hos den
ene ved synet av eller samværet med den anden, og omvendt.
Uten at hakke spiser de fornøiet av samme fat eller ruger side
om side. Hønsene har ogsaa sterke antipatier. Som regel
hader de gamle høns kyllingerne og søker paa alle maater at
fortrædige dem2). Men ogsaa mellem de voksne høns indbyrdes
kan der være meget fiendskap. Det gaar især ut over en ny
høne, der — hvis den ikke forstaar at ta grundig fra sig —
blir plaget meget av hønsegaardens ældre indvaanere, som tar
lang tid til at vænne sig til det nye ansigt. Hakkeloven krydses
dog aldrig av antipatierne.

Hanens trudselslyd er som regel velklingende. Forøvrig
gjælder der omtrent det samme for den som for hønens; den
optrær ogsaa i de to modifikationer. Er noget sterkere end

x) GTroos 1. c. side 166. W. Wundt: Vorlesungen iiber die Men-
schen- und Tiereseele. 2det opl. Hamburg og Leipzig 1892, s. 372,

Brehm o. fl.

2) Kr. Dy ring: Norsk hønsebog, Kristiania.

272

hønens. Hanen gjør bruk av denne lyd ogsaa overfor høner
den ikke liker, ikke bare overfor andre haner.

Groos1) bemerker meget træffenae om visse vilde fuglehan-
ners kampe og om hunnernes forhold efterpaa : „Hunnen er
ikke nogen prisdommer, men ligner snarere det efterstræbte
vildt.“ — Dette er ogsaa tilfældet hos hushønsene : Hønerne
foretrækker av sig selv ingen bestemt hane. Men den tapende
hane tør selvfølgelig ikke nærme sig den tilbedte efter kampen,
da seirherren passer paa som en smed. Av den grund alene kom¬
mer altid den seirende til at vinde flest høner. Samtidig som
den har held paa kjærlighetsstien, kommer den ogsaa til at
beholde sin overlegne stilling overfor den anden hane i frem¬
tiden. Dette sidste bunder, som man ser, ogsaa i hakkeloven.

8. R e d e 1 y d.

I. Skræmmende redelyd. Forekommer kun hos
hønen, da denne lyd er ganske avhængig av opholdet i redet.
Naar en anden høne eller et menneske nærmer sig redet, hvor
hønen ligger, er det den magtpaaliggende, at vedkommende
fjerner sig hurtigst mulig, og derfor aapner den nebbet vidt op,
og en mere eller mindre skingrende lyd høres. Nærmer den
fremmede sig da istedenfor at gaa, gjentas lyden endda sterkere.

II. Egghvisking. Denne lyd er ganske avhængig av
egglægningen, og frembringes aldrig uten i egglægnings-
øieblikket. Jeg tviler paa, at denne lyd, som dog er saa
egen, nogengang før er blit observert, eller ialfald klassificert
som nogen selvstændig lyd. Det er nemlig meget vanskelig at
faa anledning til at høre den, grundet følgende : Man maa sitte
stille ved redet og vente paa, at øieblikket indfinder sig ; dette
kan dra svært længe ut. Man maa bøie sig ned imot redet hele
tiden, da lyden hos mange er svak og ikke saa let at opfatte.
For at faa lov til at forholde sig slik, maa hønen ha absolut
tiltro til en. isaar saa endelig det forventede øieblik er inde,
reiser hønen sig halvt i redet, sænker bakkroppen som en kegle,
faar et høist anstrengt uttryk i øinene og blir blodrød i ansigtet.
Egglægningsstunden varer normalt omtr. x/2 — 1 minut. I endel
av dette tidsrum frembringer enhver høne denne av mig benævnte

!) 1. c. side Vlir.

273

„egghvisking“ . Den er som sagt oftest svak, men dog ganske
tydelig. Den er forskjellig hos de forskjellige. De fleste høner
frembringer en svak hvislelyd : hsss ..... hss . . . . ; andre
siger : hsss-klak, klak-hss-klak, klak .... Redelyden II, egg-
hviskingen, er efter min mening en av de aller interessanteste
lydfrembringelser hos hønen.

9. V ellystlyd.

Forekommer bare hos hanen. Er vel ikke blit paaagtet
før og er vanskelig at faa høre, da hanen kun frembringer den
under parringen, og da maa man staa like indpaa dyrene, naar
denne foregaar — man maa altsaa sørge for at ha dem rigtig
tamme. Videre er det ikke alle haner, hos hvilke vellystlyden
er tydelig. Den lyder som en temmelig svak hvisling og varer
bare nogen sekunder.

10. K lukking.

Er bare tilstede hos hønen og det kun til visse tider i som-
merhalvaaret, da lyden er ganske forbundet med at egglægningen
ophører for en stund og at hønen faar lyst til at ruge ut kyl¬
linger. De forskjellige racer er mere eller mindre disponert for
klukkelyst, likesaa de enkelte høner inden samme race. Naar
hønen har verpet godt en stund, en tid gjerne hver dag, gir den
sig litt efter litt mere stunder til at ligge paa redet. Snart
vil den være der hele dagen, holder op at verpe og lar sig kun
fjerne fra redet med magt. Samtidig tørrer den blodfulde kam
ind og blir avskallende. Hønen mister sit almindelige utseende
og blir svært kolerisk paa én gang. Den er nu dobbelt saa
modig og sterk som før og vinder over mange av de høner som
tidligere har beseiret den. Hønen gaar nu uophørlig kluk¬
kende, naar den er væk fra redet ; er den først i ro der, klukker
den ikke, førend den blir foruroliget eller av sig selv forlater
det. — D'et vilde ligge utenfor denne avhandlings maal at gaa
noget ind paa klækningstiden og kyllingerne. Dog vil jeg be¬
merke, at hønen kan vedbli at klukke hele 2 maaneder efter at
kyllingerne har forlatt egget ; ofte slutter den dog længe før og
begynder efter en hviletid, hvori den ikke klukker, igjen at
verpe. — Karakteristisk er hønens forsvarsstilling under
klukperioden: Den høiner bakkroppen, sænker og træk-

274

ker ind hodet (øinene liar et vildt uttryk), spiler vingene ut til
vertikale vifter og klukker ustanselig. Blir den rigtig sint,
opgir den denne merkelige stilling og sænker bare vingerne dypt,
utstøtende et il de varslende og langtrukkent „krrrr . . . .“ (Denne
lyd kan ikke opstilles som nogen selvstændig lyd, da den er
uttryk for dyrets vrede bare naar hønen er k 1 u k og er en fort-
sættelse av kluklyden selv; den kan ogsaa naarsomhelst slaa
over i klukking igjen). Driften til at klukke er naturlig ned¬
lagt i dyret ; den kan ikke noget for det. Klukkingen er for¬
bundet med morsfølelsen og vergeinstinkt overfor angrep paa
ungerne, de være utklækket eller ikke! De forskjellige høner
er lett at kjende fra hverandre ved sin klukking; dette „kluk—
kluk“ kan gaa hurtig eller langsomt, være grovere eller
finere o. s. v.

11. Lokking.

Lokkingen er en klar, sammensat lyd, som hanen frem¬
bringer, naar den har fundet en mark eller lignende og vil hit-
kalde hønerne for at forære dem denne. Lyden er saaledes et
utslag av uegennytte og ridderlighet. Gamle, egoistiske haner
benytter lokking bare for at holde hønsene for nar ; kommer de
ivrig løpende, spiser hanen selv marken op. Hønerne er kloke
nok til snart at lære sig til at overhøre en slik hanes lokkelyd.
Efter samme princip som hos hanen bruker kluk hønen sin
lokking for at tilkjendegi kyllingerne, at den har en godbit, som
den vil dele mellem dem, og den narrer dem aldrig. Lokking
kan forekomme hos hønen ogsaa ellers. Hønen kan
f. eks. ville forlede en høne, den er „over“ , til at nærme sig for
at gi den en mark ; er saa den anden naiv nok til at komme,
faar den ingen mark, men et kraftig hak i nakken. Ogsaa idet
2 høner (eller haner) laver sig til at slaas, lokker de undertiden
paa hverandre ; lokkelyden maa vel her nærmest opfattes som
et signal til at begynde kampen. Lokking er individuelt ikke
videre forskjellig.

12. Smaaskrik.

Naar en høne napper en fjær av en anden eller hakker den,
utstøter den sidste et lite smerte skrik (fuldstændig forskjellig
fra det før beskrevne rædselsskrik). Den første hønes hakke-
hensigt blir ofte annoncert paa forhaand ved den før omtalte

275

trudselslyd, dog ikke altid, idet den lumsk og lydløst kan kaste
sig over den anden. — Merkelig er: Under slagsmaal, hvor hø-
nerne netop faar de blodigste og smertefnldeste saar, utstøter de
ikke eller ialfald bare paa slutningen smerteskriket. Dette kom¬
mer av, at de har nok at gjøre med at faa og gjengjælde hak
og ikke vil gi sig tid til sipping i et saa vigtig øieblik. H a-
n e n s smaaskrik svarer fuldstændig til hønens, naar undtas, at
dette lette smerteskrik hos hanen er noget kraftigere.

13. V a k 1 1 y d (kun hos hanen).

Hanen bruker denne lyd ved pludselig støi, høirøstet sam¬
tale, skud eller lignende i nærheten av hønsegaarden, og like¬
ledes naar den blir opskræmt. Lyden ligner rytmelyden ;
bestaar av en mængde w., som dog ikke ender i noget /\. Ved
fortsat uro kan vaktlyden gaa over i rytmelyd.

Endelig nogen slutningsord. Kyllingens pip varer noksaa
længe utover ; først efter maaneder avløses det av de anførte
lydkvaliteter, som er særegne for det voksne dyr. Disse lyd
kommer ikke alle rigtig samtidig. Trudselslyden er f. eks. nok¬
saa tidlig ute, mens rytmelyden lar længer vente paa sig. Biich-
ner1 og Darwin mener - — sikkert med rette — at efterlignings-
driften spiller en stor rolle ved kyllingernes utvikling. Darwin2)
sier f. eks. : „Den karakteristiske drikkebevægelse lærer de smaa
kun ved først at ha set de ældre utføre den“ . — Skulde nu ogsaa
de lyd, som karakteriserer den voksne høne, kunne tilegnes av
hønen i overgangsalderen ved ren efterligning ? Jeg har ialfald
iagttat, at hanekyllinger før tar sig til at gale, naar de hører
anden hanegal, end naar der ingen hane er i nærheten. Galin-
gen er jo dog noget for sig; de andre lyd kommer, naar tiden
er inde for at de kan bli uttrykt. Jeg tror nærmest, at jeg om
utviklingen av hønsenes stemme maa slutte mig til, hvad Groos3)
— efter at han først har anført nogen eksempler — * sier om
smaafuglesangen: „Den er altsaa sikkert en av de blan-

x) Biichner: „Aus dem Geistesleben der Tiere“, s. 30.

2) Bomanes : „Die geistlige Entwiokelung im Tierreich“, s. 249.

3) Groos, 1. c., s. 65.

276

dede fremtoninger, ved hvilke instinkt og erfaring virker ved
siden av liverandre“ .

I nøie forbindelse med stemmens utvikling staar hos
hønsene en merkelig fysiologisk foreteelse : Alle smaa kyl¬
linger har samme farve paa ødets regnbuehinde, nemlig
mørk graagrøn. Ingen voksen høne beholder den farve ;
deres iris er tydelig enten gul, rødgul, rødbrun, rød (hos somme
haner), brun, sortbrun, vandgrøn, mørkere grøn eller en kombi-
nation av et par av disse farver. Naar sker forandringen fra
kyllingeøiets farve til en av disse „voksne“ farver ? N etop
samtidig som den unge høne holder op med det
ensformige kyllingpip og lægger sig til de
mange lyd, som den voksne høne er kjendemer-
k e t ved.

Flintfund og flint i Nordland.

Av Edvard J. Havnø.

Efter de rike fnnd av flintpladser og flintavfald paa Nord-
mør- og Romsdalskysten var det ogsaa meget sandsynlig at
saadanne forekomster maatte kunne opdages længer nord endda,
eller ialfald saalangt som til Nordland, hvor jo flint i nævestore
klumper oftere findes i utvasket strandgrus.

Der skulde kun være liten og utilstrækkelig grund til at
betvile Nordlandskystens beboelighet i hine milde tider, da
østersen og det store „haneskjel“ (Pecten maximus)1) og foruten
dem Venus casinus1), Tellina crassa1), Trochus zizyphinus1) og
andre sydligere dyreformer levde heroppe og som det synes
trivtes og utviklet sig til fuld størrelse.

Det skulde dog ikke straks lykkes mig at finde hvad jeg
ventet, uagtet jeg ved leilighet undersøkte rydningsland og
grøftekanter paa endel steder mellem Namsos og Bodø. Men
saa en dag paa forsommeren 1912 kom en opvakt smaagut hjem
til mig og vilde vise mig noget som han hadde fundet. Han
rotet en stund i sine lommer, og kom tilsidst frem med en flint-
gjenstand, noget avbrækket i den ene ende, men forøvrig lik

*) Efter velvillig bestemmelse av hr. konservator O. Nordgaard.

277

fig. 50 i Gustaf son : Norges Oldtid. Stykket var fundet i den
øde og ubeboede Sandvik paa østre side av Hødø, Nordre Helge¬
land, og ved at følge med gutten fandtes videre i flyvesand-
pletter langs en gangsti flere smaa flintbiter av samme utseende
som det i oldsamlingen i Trondhjem opbevarte materiale av
flintavfald. De fundne flinter sendtes museet i Tromsø, hvor
man dog til en begyndelse stillet sig litt skeptisk med hensyn
til stykkernes karakter. Ved at avflekke lyngtorven i ca. 2 kva¬
dratmeters vidde i kanten av flyvesanden, lyktes det nu at frem-
finde endel andre flintstykker sammen med en rullesten av et
gaaseeggs størrelse, og dette sendtes da oldsamlingen i Trond¬
hjem til sammenligning. Det blev da ogsaa straks av oldsam-
lingens bestyrer, hr. K. Rygh, erkjendt som typisk boplads-
avfald, hvoriblandt skrapere med tydelig retouchert egg.

Siden er, foruten paa samme sted, ogsaa paa flere steder
paa Hødø og omegn fundet flintavfald og skrapere i betydelig
antal, særlig langs en for ca. 70' aar siden oparbeidet vei, der
aldrig senere er blit vedlikeholdt og hvor derfor den oprindelige
aurgrund, baade i veien og paa siderne, nu ligger blotlagt i
dagen ved vind og veirs paavirkning.

Det første findested ligger ca. 50 meter over havet, som den
gang havet gik hitop maa ha dannet en lang vik her. Siden

er i samme høide og 2 å 3 hundrede meter nordenfor paa et

omraade av knapt 1 kvadratmeter fundet saadant flintavfald i
et antal av ca. 250 stykker, og endnu længer nord paa et sted,

hvor veien gaar tæt op til en strandvold av større og mindre

rullesten, mens nedenfor er bløt, tuet myr, er ogsaa gjort
spredte fund av flint- og kvartsavfald, blandet med pimpsten.

Av skrapere er her ogsaa fundet flere. Paa kvartsfore¬
komsten kan dog efter min mening ikke saa meget bygges, da jo
kvartsen i større og mindre stykker findes overalt i gruset, og
det samme kan siges om pimpstenen, der ogsaa er særdeles
almindelig paa gamle strandvolder og strandflater, tildels noksaa
høit over havet.

Ogsaa her er endel flint fundet under urørt lyngtorv og
helt nede paa aurbunden, og det synes som om tilvirkningen av
flintgjenstander er foregaat paa selve strandbredden dengang
havet stod hitop, og raaflinten kunde opplukkes i selve fjæren.
Eller grusbunden maa, selv i betydelig høide over havet, ha lig-

278

get saa godt som bar og udækket av jordsmon eller vegetation,
dengang den med flinttekniken fortrolige stenaldersmand ind-
fandt sig lieroppe og knnde samle den flint han behøvde til for¬
arbeidelse av sine redskaper.

Denne sidstnævnte fundplads ligger noget lavere end de
foregaaende, men dog ifølge topografisk kart I 14, Valvær,
mindst 2i5 a 30 meter over havet.

Videre er paa gaarden Bø, ytterst i Tjøngsf jorden, frem¬
kommet fund av flintpladser, tildels blandet med skifersaker.

Flint i klumper og mindre blokker findes heroppe som tid¬
ligere nævnt ofte i fjæren. Selv har jeg mange ganger paa-
truffet saadanne, under- søkning efter passende sten til fiskegarn-
søkk, og den findes mindst dobbelt saa hyppig som f. eks. blokker
av rombeporfyr, der jo ogsaa maa være en med istransport hit-
kommet stenart. Men at finde disse uten blandt utvasket og
blandet rullestensgrus i fjæren vil vanskelig lykkes. Et flint-
stykke, stort som et mandshode, fandtes ved rydningspladsen
Langøen, og et andet lignende ved en anden rydningsplads
Ørnerøret utenfor Rødø, men- begge vistnok i fjæren. Andre
stykker hvortil jeg har kj endskap, er tat op fra havbunden med
fiskeredskaper — endog flere mil tilhavs. 2 saadanne stykker
er av mig indsendt til Norges geolog, undersøkelse og findes
der opbevart. En liten flintbit, med tydelig avtryk av en echi-
nus, fundet i aker paa Havnø, kan være ditført ved menneskelig
virke, men jeg har dog ogsaa i samme aker fundet rombe¬
porfyr — om hvilken det vel ikke kan tænkes at den har været
av interesse for nogen. Rombeporfyr har jeg ellers fundet helt
oppe ved flintpladsen i Sandviken. Og paa Melø saa jeg engang
en porfyrblok, fundet i aker ; den var av graabrun farve med
lange hvite, stavformede krystaller av feltspat eller lignende.
Kun i Universitetets miner alsamling har jeg set en nærstaaende
bergart.

Selv oldsaker av flint tør være mere almindelige heroppe
end almindelig kjendt. Der var, ifølge O. Nicolaissen, indtil
1907 kun kjendt 5 sikre gjenstander av flint, helt fra Finmarken
til Nordlands sydgrænse, men det er dog sikkert at mange saa¬
danne laa bortgjemt paa gaardene hist og her og en stor del
fund desuten uten videre er bortkastet. Av vakkert tilhugne
pilespidser kan nævnes 2 fra Bø i Rødø, 1 fra Strømmen i
Hemnes og 1 fra Melø, som jeg har hat kj endskap til.

279

Jeg har saaledes god grand til at tro, at der kunde findes
flintoldsaker i betydelig antal heroppe, og at der til disses for¬
arbeidelse har været fornødent raamateriale tilstede — ialfald
langs den ytre kystlinje, hvor drivisen har stødt direkte til
under istiden eller dennes slutning.

Findestedet for moskusokse-hvirvelen.

Av dr. Hans Reusch.

Det av hr. Øyen i forrige hefte av „Naturen“ omhandlede
fund av et stykke ben av moskusokse har vakt saa stor interesse,
at man maaske ogsaa kan ønske at faa nogen nøiere oplysninger
om findestedet. Det er, som man har hørt, i en jernbaneskjæ-
ring (nr. 170) i Indset, nordligst i Hedemarkens amt. Vil man
finde stedet paa kartet, kan man ta for sig rektangelkart „Hen-
nebua ; skjæringen er litt i syd for begyndelsen av ordet „Far-
lighedsbro“ ved kartets sydrand. Benet blev paatruffet 1 meter
under skjæringens bund, som ligger omtrent 424 meter over
havet. Avstanden fra fundpunktet op til jordens overflate var
omtrent 9 m. Da jeg besøkte stedet den sidste dag i juli var
skjæringen, som føres frem i vestlig retning, kommet adskillig
(35 m J) forbi fundstedet. Den 8 m. høie endevæg frembød da
dette profil, som viser forstyrrede lag av sand og grus med et
dække av moræne over (fig. 1).

Hr. ingeniør Fasting henledet opmerksomheten særskilt paa
den med et litet kors merkede grænseflate mellem grov vel
utvasket sand og underliggende meget fin leragtig sand. (La¬
gene nr. 5 og 4 hos Øyen). Dagningen i det hele tat hælder
østover, og netop i denne grænseflate var det at benstykket laa.

Ffindforholdene belærer os om følgende: Engang har der
her paa nordskraaningen av Dovres høideryg været en bassin-
formet fordypning av en eller anden art. Deri avleiredes sand-
og gruslag. I trakten færdedes samtidig moskusokser. At det
fundne benstykke ikke er transportert langveis fra til findestedet
ses derav, at det ikke er nævneværdig slitt.

I en senere periode utbredte sig sammenhængende ismasser
over det hittil isfrie terrain. Isens bevægelse forstyrret og

280

rotet op de gamle avleiringer med moskusoksehvirvelen, og da
isen omsider smeltet bort, laa det øvre morænedække igjen
efter den.

Fra skjæringen gik jeg gjennem skogmarken l1/2 km. syd¬
over til gaarden Stuthaug for at faa rede paa terrainets be¬
skaffenhet til den kant, som isbevægelsen kan antas at være
kommet fra. Veien gik med en stigning paa omtrent 50'm. over
stenet morænemark. Nu og da stak frem fast fjeld, som kan

Fig. l.a. Jernbaneskjæring 8 m. høi ved stedet hvor hvirvelen av en
moskusokse blev fundet.

1. Grov vel utvasket sand.

2. Fin laget sand.

3. Meget fin leragtig sand.

4. Utvasket rullestensgrus.

b. Det indrammede stykke i større detalj.

formodes i nogen grad at ha beskyttet sandavleiringerne paa
findestedet mot ødelæggelse.

Nordover fra findestedet til Bjerkaaker kirke er jernbane-
skjæringerne for det meste i fast fjeld. Videre nordover til
Garli i Soknedalen er der kun arbeidet litet med jernbanen.
Saa følger en række skjæringer, hvor forholdene ligner de av¬
bildede, uten at man dog med sikkerhet kan uttale sig om dem.
Jernbanen gaar saa over en bro, Bjørset bro, 372 m. o. h. Her
faar den langsomt rindende elv, man hittil har fulgt, et raskt
fald, saa den ved Soknedalen kirke er nede paa vel 200 m.
Man overraskes her ved paa elvens vestside at se en vældig

281

terrasseformet avleiring av løsmateriale (anslagsvis 60 — 80 m.
høi) ; oppe paa dens overside ligger gaarden Dragset 429 m. o. h.
Jernbanen har her store skjæringer i ler. Mesteparten derav
er opfyldt av sten, som ]igger hulter til bulter ; det hele danner
et moræneler. Men ved siden derav var der ogsaa anledning
at se vakkert laget materiale, fin lerholdig sand og, hvad man
ikke skulde ha ventet oppe i fjeldbygden, typisk blaaler. Man
iagttok saadant t. eks. i den avbildede omtrent 9 m. høie skjæ¬
ring kort i nord for Bjørset bro.

o cn.°o 1 3 O Q o°OQ £>o Pp TKt

° o Ff, * & O O JL-2— —

°o OOOjP

£^L2.0°C O O0

-V 0 n 0t>° O o

Fig. 2. A. En omtrent 9 m. høi skjæring nær Bjørset bro.
s. Brunlig laget fin sand.

m. Moræneler.

1. Blaaler med en sten hist og her, ved x visende meget smuk
lagning.

B. Skematisk profil. Moræneler og laget ler.

Forholdene maa paa dette sted være lik dem paa moskus-
okse-findestedet. Ældre lag, her væsentlig bestaaende av ler,
er blit forstyrret av fremrykkende isbræer. Det skematiske
profil av den ene dalside ved Dragset skal illustrere dette ; stre-
kerne betegner lerlag, de smaa ringer moræneleret. At morænen
her er saa lerrik, mens de moræner vi i almindelighet træffer
paa er meget mere sandholdige, kommer av, at en saa stor del
av ældre ler er blit indæltet i den. De løse masser ved Dragset
maa oprindelig ha fyldt den hele dal til den høide som den

282

prikkede linje paa profilet antyder; elven har efter istiden
gravet sig ned deri. Naar man staar foran disse gamle ler-
rnasser, som en elv har tært saa voldsomt paa, forstaar man
bedre end før, hvorfra Gula og andre trondhjemske elver har
faat materialet til at danne saa svære lerterrasser efter istiden
som man finder ved deres nedre løp.

Det nye fund bringer et ældre i erindring, nemlig det av den
oftere omtalte mammutkindtand fra Vaagefjeldene. Mammuten
var nærmest et skogregionens dyr og har sikkerlig levet i en
mild periode inden istiderne, da isen maa ha været fuldstændig
eller næsten fuldstændig forsvundet fra det norske høifjeld. Paa
den milde periode fulgte, kan man tænke sig, en koldere over¬
gangstid, da moskusoksen levet. De sand- og lerlag vi finder
fra den tid har kanske været avsat i isdæmmede sjøer. Endelig
kom som en avslutning isen over det hele.

Tilslut endnu en liten bemerkning. Blandt omstændig-
heter som tyder paa at vi her i Norden som i Mellemeuropa
har hat milde tider inden istiden, har nærværende forf. nævnt
de fund man nu og da gjør av eiendommelige, sterkt forvitrede
klippeblokker, der ikke har været tildannet paa den karakteri¬
stiske maate som stener blir i en istid. (En artikel herom : „E!t
underligt monument“ stod i „Naturen“ 1903, s. 200).

Nu er det at merke, at man ogsaa i den omtalte egn finder
stener av denne slags. En bonde paa et sted nær Igel broen i
NNO. for Bjerkaaker har støtt paa et par rigtig rare saadanne
av en gabbroagtig bergart og stillet dem op ved veikanten, for
at de forbipasserende kan faa se dem. Det var morsomt ved
denne leilighet at træffe paa dem, og et saadant litet træk at en
mand paa denne vis har villet gavne og fornøie sine medmenne¬
sker bør man sætte pris paa.

Fundet av en halshvirve! av moskusokse ved
Austberg i fndset.

Av dr. K. 0. Bjørlykke.

I 1807 indsendte ingeniør J. Christie, som var beskjæf-
tiget med et veiarbeide i Meldalen, de første siluriske fossiler
fra Trøndelagen og indla sig derved stor fortjeneste for studiet

283

•av de sterkt omvandiede siluriske bergarter i det trondhjemske,
hvor fossiler er meget sjeldne. En lignende fortjeneste tilkom¬
mer Dovrebanens ingeniører, som har tat vare paa og indsendt
til Universitetet en hvirvel, som av akkordformanden O 1 e
Moen i vinter blev funden i en jernbaneskj æring i Indset.

Herom har amanuensis P. A. Øyen git en foreløbig beret¬
ning i „ Mammut og moskusokse i Norge“ , „Naturen“ nr. 7 — 8,

Fig. 1. Fotografi av jernbaneskjæring nr. 170 i Indset. a. en sønder-
sprængt blok. m. moræne. s. sandlag. g. grasing, hvori moskusokse-
hvirvelen blev fandet. (Bj. fot.).

1913. Da imidlertid hr. Øyen, da han skrev sin artikel, endnu
ikke hadde været paa stedet, hvor fundet blev gjort, savner jeg
i hans beskrivelse en nærmere geologisk undersøkelse av finde-
stedet og jeg er heller ikke enig i de slutninger, som han tror
at kunne dra om de oplysninger, som fundet gir os om de kvar-
tærgeologiske forhold i svundne tider. Da jeg i sommer under
•en reise til Nordmøre la veien gjennem Soknedalen fik jeg ogsaa
anledning til at besøke Indset og under ingeniør F a s t i n g ’ s
ledsagelse bese findestedet i den jernbaneskjæring, hvor fundet

284

blev gjort. I denne skjæring var endnu kun halvdelen av
arbeidet utført, saa det var let at faa et overblik over forhol¬
dene paa stedet. Den nævnte jernbaneskj æring ligger 4 km.
refc i vest for Indset kirke, ca. 4 km. syd for skydsstationen
Austberg. Her rinder mot nord en bielv til Orkla; den heter
Gisna og denne mottar ogsaa fra syd en liten bæk, Krokbækken
i Styggedalen. Mellem Gisna og Krokbækken, straks i syd
for Farlighetsbroen over Gisna, har man en ca. 100 — 150 m.
bred og flere kilometer lang moræneryg, som ga ar omtrent i
N-S-lig retning paa østsiden av Gisna. Det er denne moræne-
rygs nordre del, som jernbanen maa skjære igjennem litt paa
skaa i ca. OKO-VSV-lig retning. I den østre del av skjærin¬
gen har man det av Øyen publicerte profil, som endnu var om¬
trent uforandret. Øyen’s forklaring av de forskjellige lag refe¬
rerer sig dog kun til de indsendte prøver og blir derfor litet
oversigtlig. Jeg noterte her paa stedet: „Skj æringens høide
6 — 8m., den bestod øverst av 3 — 4 m. moræne ; derunder sand
og mindre gruslag av 2 — 3 m.s tykkelse ; derunder kom et
1 — 2 m. tykt gruslag, hvorav prøve medtokes, og i bunden av
dette lag var det, at halshvirvelen blev funden ca. 1 m. under
jernbanens plan; under dette gruslag kommer igjen sand, som
vestlig i skjæringen var fin og kvabbagtig og synes at indeholde
enkelte stener. “

Hosstaaende fotografi (fig. 1) viser finderen Ole Moen, som
med en spade har renset op grænsen mellem den overliggende
moræne og den underliggende sand. Morænen indeholder til-
dels meget store blokker, hvorav en ses søndersprængt med dyna-
mit (a). Sand- og gruslagene helder mot øst til nordøst; de
viser ingen tydelig sammenskyvning, men dækkes av morænen,
der ligger som en kappe over hele ryggen.

Ogsaa paa vestsiden av denne moræneryg hadde man paa-
begyndt den tilsvarende skjæring. Man var her kommen igjen¬
nem den øverstliggende moræne og var naadd ned paa fast f jeld ;
sandlaget manglet her og morænen hadde kun en tykkelse av
1 — 2 m. Det faste f jeld, som her stak frem, ligger i sydvest,
til syd for østre skjæring.

Min opfatning av forholdet var, at den hele moræneryg
paa østsiden av Gisna blir at betragte som en bundmcræne-
ryg eller drumlin, der strækker sig i bræbevægelsens retning.

285

Denne drumlin indeholder som vanlig en kjerne av fast fjeld
og det er paa nordsiden i ly av dette fjeldparti, at sand og grus-
lagene med moskusokseh virvelen er blit skaanet av isen og be¬
gravet under dens morænemasser. Sand- og gruslagene er ut¬
vasket og tydelig lagdelt ; de maa altsaa være avsat av rin-
dende vand, av en elv med vekslende strømstyrke ; herunder
er ogsaa moskusoksehalshvirvelen blit ført med strømmen og av¬
sat i elvegruset. Dette forutsætter en tidligere eksistens av et
moskusoksekadaver, der f. eks. ved en utrasning er raset ut i
en elv og saa sønderslitt og ført med strømmen, saa de forskjel¬
lige deler avsattes paa forskjellige steder. Denne elveavsætning
maa vel nærmest ha foregaat i en isfri tid i disse trakter, d. v. s.
i en interglacialtid, da isen var borte paa Dovrefjeld — eller
ogsaa ved begyndelsen av en ny nedisning av landet, hvorunder
bræelvene avsatte lagdelt sand og grus foran eller utenfor
bræerne. I sidste tilfælde har bræerne imidlertid rykket frem
og bortført de avsatte sand- og gruslag undtagen paa enkelte
beskyttede steder f. eks. i læ for opstikkende fjeldknauser. Ved
isens endelige bortsmeltning dækkedes fjeldgrunden og de be¬
skyttede rester av tidligere avleiringer av de av isen medførte
og tilslut efterladte morænemasser.

Da altsaa moskusoksehvirvelen tilhører lag som er ældre og
dækket av moræne, kan moskusoksen — efter dette fund at
dømme — ■ ikke ha levet i vort land efter den sidste istid. Den
maa derfor være en rest fra en tidligere isfri eller isfattig mildere
periode, eller med andre ord fra en interglacialtid. Det
er da sandsynlig at denne rest skriver sig fra samme tid som
mammuttanden fra Skjærva, nær Skarvangen sæter i Vaage og
at vi altsaa under en interglacialtid har hat baade mammut
og moskusokse levende i de centrale deler av vort land. Dette
synes ogsaa sandsynlig efter hvad man vet fra lignende fund
i andre land. Det er her tale om meget motstandsdygtige
knokler, som har kunnet utholde den sidste istids virkninger
og som en stor sjeldenhet findes bevaret paa sekundært leiested.
Egentlige lag fra interglacialtiden kj endes i vort land kun fra
Jæderen. Om sand- og gruslagene fra jernbaneskj æringen ved
Gisna skal betragtes som interglaciale lag eller som lag avsat
i begyndelsen av den sidste istid faar staa derhen ; men tem¬
melig sikkert kan man si, efter hvad man for tiden vet, at hals-'

286

hvirvelen ialfald maa skrive sig fra en moskusokse, som har
levet i vort land under interglacialtiden.

Efter Øyens fremstilling skulde man derimot nærmest faa
indtryk av, at disse dyrerester skulde skrive sig fra den sen-
glaciale tid, den sidste istids avsmeltningsperiode, skjønt han
benytter egne benævnelser, som endnu ikke er anerkjendt i den
geologiske literatur. Hverken i Sverige eller i vort land har
man nemlig hittil været istand til at fremlægge beviser for, at
der har eksistert først en varmere og derpaa en koldere tid
efter r a tiden, altsaa svarende til hvad vi har været vant
tii at betegne som den senglaciale periode. Eh „attpaa“ -istid

Fig. 2. Kartskisse av strøket omkring Dovre (1 : 4 mill.), o. findestedet
for moskusoksehvirvelen ved Indset, m. for mammuttanden ved Skjærva

i Vaage.

som Øyens portlandianivaa har derfor for tiden ingen objektiv
berettigelse og tjener kun til at forvirre begreperne hos den
interesserte almenhet, som naturligvis ikke kan forutsættes at
være fuldt fortrolig med det standpunkt den geologiske forsk¬
ning for tiden indtar. Det var dels for at gjøre opmerksom
herpaa og dels for ytterligere at klarlægge den meget interes¬
sante forekomst av moskusoksehvirvelen ved Indset, at jeg har
nedskrevet disse til Øyens opsats supplerende bemerkninger.

Paa kartskissen, fig. 2, vil man kunne se beliggenheten av
de to omtalte fossilfund, moskusoksehvirvelen (o) paa nordsiden
og mammuttanden (m) paa sydsiden av Dovrefjeld.

287

Bokanmeldelser.

H. Kritzinger : „Die Errun gen sch aften der Astronomie“.
Weimar. Verlag: Gustav Kiepenheuer. 1912. Mk. 6.

I et nyt bibliotek : Biicher der Erkenntnis aapnes rækken
med denne bok, der efter programmet for dette foretagende skal
la os følge videnskapens utvikling fra de ældste tider til vore
dager. Og for at fremstillingen skal bli desto mere fængslende er
der stadig under behandling av et bestemt emne git utdrag av
hvad de store mestre selv har uttalt og gjennem talrike illustra-
tioner, mangen gang hentet fra nu vanskelig tilgjængeligé ver¬
ker, vist under hvilke forhold og med hvilke simple midler selv
vidtrækkende resultater er opnaadd.

Boken er stykket op i 12 kapitler. Det første behandler
astronomiens opgave og omtaler nærmere i hvilket forhold den
staar til andre videnskaper. Sua faar man et indblik i den
tidsalder, like fra Babylonernes tid til langt ute i den mørke
middelalder, da astrologien var dominerende. Og her vil man
træffe paa mange for de fleste interessante ting, ti det kan ikke
negtes, astrologien har selv i vore dager sine tilliængere. D'et
5te kapitel der har overskrift „Das Ratsel der Bewegung der
Gestirne“ gir en ypperlig fremstilling av de mange anskuelser
som i tidens løp har været under diskussion for paa en naturlig
maate at forklare hvad man ser paa himlen. At man ogsaa som
følge herav faar høre noget om de apparater som astronomien
til forskjellige tider har benyttet er selvsagt, og de illustrationer
forfatteren her lar os faa se hører til nogen av de bedste jeg
har truffet paa. Efter at alt dette er blit behandlet i bokens
første 6 kapitler, gaar forfatteren over til en mer detaljert be¬
skrivelse først av solsystemet, saa av fiksstjerneverdenen. Den
samme greie, korte, men klare fremstilling som man tidligere i
boken har beundret gjenfinder man ogsaa i dette avsnit. Og
illustrationerne hvad enten de skal vise os gamle fantastiske teg¬
ninger av kometer, saaledes som den dystre middelalder, hvor
alt aandsarbeide og al tænkning brutalt blev trampet ned, har
overlevert os dem — eller de skal vise os hvad den fotografiske
plate har at fortælle om de ytterste kloder i verdenssystemet —
like interessante, like fængslende er de. Og saa det sidste av¬
snit „Werden und Vergehen der Welten“, ja dette vil kanske

mer end nogen av de tidligere kapitler holde læseren vaaken.
Det korte utdrag fra Giordano Bruno og de mere kj endte utta¬
lelser av Arrhenius vil nok bringe mangen en til at skjænke
dette problem mere end en flygtig tanke.

Som det vil fremgaa av hvad her i al korthet er nævnt av
bokens indhold er den mere end almindelig tiltrækkende. En¬
hver som efter denne omtale gaar igang med at læse den vil sik¬
kerlig, naar han kommer til sidste side, være enig med mig i
at det var sjelden interessante timer denne bok har skaffet ham.
Jeg vet ikke at jeg paa lang tid har læst en saa fængslende
fremstilling av astronomiens utvikling ned igjennem tiderne.
Og jeg har hat vanskelig for at finde positive feil eller misfor-
staaelser hos forfatteren. Jeg anbefaler derfor boken med tryg-
het til alle som vil vite, hvorledes man i astronomien er kom-
men dit, hvor vi nu staar. I. Fr. S.

Mindre meddelelser.

En ,,blæsterhola*‘ for myrjernsmeltning. I mai 190!) kom
jeg til Grindeim i Etne for at undersøke et formentlig gravfund
som var truffet under pløining. Jeg undersøkte stedet og kon¬
staterte et ganske eiendommelig anlæg, som jeg aldrig før hadde
set maken til og som ialfald ikke var en grav. Jeg anfører her
min fundberetning, slik som den blev skrevet paa stedet :

Mellem haugene 1 og 2 b paa kartet (over gravfeltet paa
Grindeim, se B. M. Aarb. 1904, nr. 10) vel 20 m. ret sydøst for
haug 1, fandtes paa en naturlig lav ryg i terrænget, tilfældig
ved pløining, et par stener som viste sig at dække en brønd-
lignende grop i auren. Gropens vægger var utforet med smaa
heller i to høider ; 8 heller i øverste høide, 5 i nederste. D'en
var efter finderens opgave dækket med en liten helle og ovenpaa
den laa en rund sten. Disse var fjernet da jeg kom tilstede.
Gropen var fyldt med en baalmørje som bestod av kulstykker,
slagger og stykker av brændt lere, de sidste av tilfældige for¬
mer. Baalmørjen var sterkt blandet med ren graa lere, som
ikke forekommer ellers i nærheten. Hellernes overkant var i
høide med aurens overflate, det hele nu dækket av muld og dyr¬
ket mark; bunden var bare auren. Dybden var 80 cm., tver-
maalet øverst 50' cm. og i bunden 25 — 30 cm. (En kort beskri¬
velse av fundet er før trykt i B. M. Aarb. 1910, nr. 11, s. 19).

289

Jeg kunde dengang ikke forklare fundet, og jeg trodde ikke
at noget lignende før var kjendt og beskrevet. Nu har imidler¬
tid Ivar Kleivens fortrinlige artikel om „jønnblaasing og myr-
malm“ (Syn og Segn 1912, s. 323) git os forklaringen. Kleiven
beskriver her den gropen som blev anlagt til smeltning av myr¬
malm.

„Blæstre eller blæsterhola hadde skapnad som ei halv
„kuglerund pande“ som Harding skriv. Den halvkuglerunde

„Blæsterhola“ paa Grindheim i Etne.
Fotografi efter utgravningen.

skapnaden fekk dei elles ved eit tjukt lag med arbeidd leir, som
dei lagde paa panna innvendes. Panna vart gravi ned i jordi
og mura av 6, 7 eller 8 flate hellor som kvesser mot den nedre
enden; øvst i breiddi, som gaar jamt med jordbakken, er dei
fleste umlag 1 meter i tvermaal, men i botnen oftast berre 20 —
30 cm. Djup ti er til vanleg ikkje over 70 cm. Fyrr panna vart
leira, hadda ho skapnad som ei 7- eller 8-kanta trekt, det var
den tjukke leiringi som til slutt gav henne den runde skapnaden,
nærast som ei djup gryta. Leiringi vart teglbrend av den
strenge hiten, og dif or fin st det st ødt mykje heile og halvbrende
teglskorpor i slagghaugom.“

290

Den gropen jeg undersøkte paa Grindeim svarer aldeles til.
beskrivelsen av en blæsterhola, og dens indhold av kul, slagg
og mere eller mindre brændt lere gjør bestemmelsen fuldstændig
sikker. — Det er interessant at holen blev fundet lukket med en
helle og en rund sten ovenpaa. Efter Kleiven var jernblaasin-
gen et fast gaardsarbeide som blev foretat til sin bestemte aars-
tid, rimeligvis om høsten, og efter endt arbeide blev vel holen
da lukket paa denne maaten til den skulde brukes næste gang.

Det er saavidt jeg vet, første gang at en slik hola er truffet
paa Vestlandet. Den maa sikkert være temmelig gammel, da
den nu laa dækket og skjult under dyrket mark og ingen av
folkene paa stedet hadde begrep om hvad det var for noget.
Derimot kan man ikke utlede nogen bestemmelse derav at gro¬
pen laa like ved flere gravhauger fra ældre jernalder. Grav¬
haugene kan jo ha ligget der længe før denne blæsterhola blev
anlagt. H. S.

Wm'*

||§

Fra

Lederen av de norske jordskjælvsundersøkelser.

Jeg tillater mig herved at rette en indtrængende an*
modning til det interesserte publikum om at indsende be*
retninger om indtrufne norske jordskjælv. Det gjælder
særlig at Faa rede paa, naar jordskjælvet indtraf, hvorledes
bevægelsen var, hvilke virkninger den hadde, i hvilken
retning den forplantet sig, og hvorledes det ledsagende
lydfænomen var. Enhver oplysning er imidlertid av værd
hvor ufuldstændig den end kan være. Fuldstændige spørs
maalslister til utfyldning sendes gratis ved henvendelse til
Bergens museums jordskjælvsstation. Dit kan ogsaa de
utfyldte spørsmaalslister sendes portofrit.

Bergens museums jordskjælvsstation i mai 1912.

Dr* Carl Fred. Kolderup.

Det norsk. -

■ riiMi

Hovedsæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr. — Livsvarigt Bidrag 30 Kr.

— Virker foi Mgrstrækningers Opdgrkning og industrielle Udnyttelse —

JBeddelelser fra Det norske lyrse!skab“

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medlémmerne gratis.

[WlKVviiJ.

Følg med i Ddviklingen paa Myrsageas Omraade!

— Prøveeksemplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende —

DANSK KÉNNÉLKLUBj

Aarakonting. 4 Kr. med Organ MaanedssJcriftet Hunden frit tilsendt

- & i - - : 1 : . :

Indsk. 1 Kr.

Maanedsskriftet

Hunden

*•

Abonnem. alené 3 Kr. aarLj Kundgjørelaer opt. til billig Takst. Prøvehaafte frit

Dansk Hundestambog. Aarlig Udstlllmg.

■

Hofman Bang, St. Strandstræde 19, København

mm.

Den første norske Kunsthistorie*

■ .

JENS THIIS:

Norske Malere og Billedhuggere

i det 19de Aarhundrede.

Med mange lllustrationer og Portrætter.

Værket foreligger nu komplet i 20 Hefter til en Pris af 30 Kr.

Originalbind til hele Værket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr. 5.50, Porto 30 Øre.

i;.i.

John Griegs Forlag, Bergen

I mmrnm

JOH. NORDAHB-OLSEN:

«I

Med Forord af Dr. Just

Pris Kr. 4.50, Portø 10 Øre.

' ■ : , rV'S

John Griegs Forlag, Bergen.

. . !A IS 'Wl

ILLUSTRERET M A AN ED S SKRI FT FOR

PO PU LÆ R N AT URVI DENS KAP

UTGIT AV BERGENS MOSEUM
REDIGERT AV JENS HOLMBOE

10 37te aargang - 1913 Ofetober

:i: GABRi(|L GUSTÅFSON: . Oscar Montclink . .

; BJØRN HELLAND-HANSEN : Atfantérhavstogtet ; med „Armauer

^ Hansen“ sommeren 1913 y . . i . ... . ........... . . . . . . . ,

AUG. BRINKM ANN : Litt om albueskjællel (Patella vulgata) ........

: H. S.: Nordiske paleolitef . 4- Jens Holm-
, : \ boe; • kr^mme^husfoirrøe.d^. blader-. hos: lind;; H. R.: Én geologisk

sygdom. — r.: Den store is barriere. — O. J. Lie -Pettersen: Hvit-
fjærede spurver. — O. J. Lie-Pettersen : Nypespisende fugler. —

Kr. Irgens: Temperatur og nedbør i Norge i mai og juni 1913....

v ' v ■: I ' !v É ■■ , ' • : M ; ' ■ fM:h V .

Pris 5 kr. pr. aar frit ti!$éndt

: ■

, Kommissionær

Lehmatin & Stage

Kjøbenhavn

loiin |fieg

Bergen

* ©

NATUREN

• ©

begyndér med januar 1913 sin 37 le aargang (4dé radkkes 7de
aargang) og har saalédes rmadd en alder som intet andet popu-
lært na lurv iden kkabeli^j tidsskrift' i de nordiske lande.

»NåturenV iitgivés av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holmbpé.

•Ved bistand av talrike ansete medarbeidere, .'bringer » Naturen*
stadig originale artikler fra alle naturvidenskapeiis omraader
og indebplder desuten jevnlig oyersættelser og bearbeidelser
efter de bedste utenlandske kilder.

De sidste aar bar, særlig paa fysikens og kemiens omraade,
bragt en række av store opdagelser, hvis vidtrækkende betydning
endnu ikke fuldt ut kan overskues. ^Naturen* vil til enhver
tid søke at holde sin læsekreds underrettet herom og i det hele
tat om alle natnrvidenskåpens vi g tigere fremskridl.

Desuten vil Råturen* anse det som sin særlige opgave elter
evne at bidra til at utbrede en fyldigere kundskap om og bedre
forstaaelse av vart fædre lands rike dg avvekslende natur.

I ah erkj endelse av tidsskriftets almenny ttige formaal har Norges
storting i de senere aar bevilget » Naturen* et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr.

»Naturen« burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,
end det hittil har hat. Der krævés ingen særlige n a tarv iden-
skabelige forkundskaper for at kunne læse dets artikler med
fuldt utbytte. Statsundefstøttede folkebiblioteker og skole-
boksamhnger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidraget, ret til at erholde tidsskriftet for hall) pris (kr. 2.50,
porto medregnet).

o c o

» NATUREN* utkommer hver maaned med et hefte paa mindst
2. ark (32 sidøjf^bg koster/5 -kr. pr. aar, frit tilsendt.

.» NATUREN* bør helst -bestilles -gjenhepi 'postvæseiief eller i '
ubetalt brev merket »avissak:« til » Naturens ekspedition, Bergen «,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen.

Oscar Montelius.

Den 9cle september d. a. fyldte den forhistoriske arkeologis
erkjendte fører, professor Oscar Montelius i Stockholm, 70 aar.

Da han for et halvt aar siden fratraadte sin embedsstilling
som Sveriges riksantikvar, blev denne begivenhet feiret av et
av Stockholms største dagblade med en enquete, der fremkom
samlet den 30te mars under titelen : „Europas omdome om
Montelius’ forskargerning“ . I Sverige hadde man allerede
offentlig hyldet mesteren og enqueten omfattet derfor kun utlan¬
det. D'er var indkommet uttalelser fra Edinburg, Paris, T'ou-
louse, Berlin, Konigsberg, Breslau, Wien, Bom, Siracusa, St.
Petersburg, Helsingfors, Kjøbenhavn og Kristiania. Med sjel¬
den enighet fremholdt alle meddelere, hvorav de fleste var direk¬
tører for store arkeologiske museer, Montelius’ usedvanlige for¬
tjenester. Mest koncist uttalte sig kanske prof. Bezzenberger,
som skrev saaledes : „At ha fremmet videnskapen med ethvert
av sine arbeider, utforsket utallige dunkle forhold, aapnet nye
omraader for forskningen, fundet nye veier, opstillet nye maal,
samt at ha været en entusiastisk leder for hundreder, hvis øine
han har aapnet, — med denne bevidsthet kan Montelius skue
tilbake paa sit liv, og i erkjendtlighet derav kan vi, hans
kolleger, se op til ham med ærbødig taknemlighet.“

Montelius’ store indsats i samtidens kulturhistoriske viden
er av saa stor betydning ogsaa for Norge, at hans jubileumsdag
ikke bør gaa ubemerket forbi hos os. Baade direkte og indi¬
rekte har norsk oldtidsvidenskap nydt godt av hans forskning.
Med sine vindende personlige egenskaper har han ved gjen¬
tagne besøk erhvervet talrike venner her i landet og mange har
hat anledning til direkte at hente viden fra hans utmerkede
mundtlige foredrag. Han har saaledes flere ganger forelæst i
Kristiania og Bergen. Overalt har han her, likesaavel som i sit
fødeland, vundet sit publikum. Et umiddelbart og tiltalende

292

uttryk fik dette ved et sommerkursus for lærere ved Bergens
Museum i en begeistret takketale av den begavede, nu avdøde
lærer Torkel Gunheim fra Telemarken.

I stedet for her at trykke op den lange liste paa Montelius’
publikationer, skal jeg i nogen korte ord søke at fremholde et
par kjernepunkter i hans forskning.

Naturvidenskapernes sammenlignende forskningsmetode var
allerede før Montelius’ optræden tat i bruk indenfor oldforsk-
ningen ; treperiodesystemet var en frugt derav. Men man
kunde gaa videre. Med klart blik saa Montelius allerede i
unge aar, hvilken betydning evolutionslæren hadde ogsaa for
det arkeologiske studium. Menneskets utvikling kan avlæses i
det menneskelige arbeides materielle frembringelser. Men der
kræves et fint og forstaaelsesfuldt blik for at kunne finde den
røde traad, som bedst viser sammenhængen, og ikke fortape sig
i betydningsløse tilfældigheter som kan føre paa vildspor. I
en række avhandlinger, som nu staar for os som klassiske for-
billeder, har Montelius utført saadanne typologiske un¬
dersøkelser over en mængde vigtige oldsaksgrupper fra
forskjellige perioder av oldtiden. Vi har derved vundet et
intensere og mere forstaaelsesfuldt syn paa utviklingen, dens
veier og dens betingelser, vi er paa denne maate kommet vore
forfædre saa at si nærmere ind paa livet, — Etn anden forsker,
som samtidig med og uavhængig av ham indførte den typo¬
logiske metode i oldforskningen, forsøkte at gaa endnu længer.
Men Montelius’ paa realiteter anlagte begavelse holdt sig stadig
nøkternt utenfor filosofisk eller fantasifarvet behandling av
sit emne.

Denne nye metode blev til uvurderlig nytte ved Montelius’
kronologiske forskning. Saalænge tidsforholdet mel-
lem de mange fund og oldsaker, som jorden gav, ikke i detaljer
var opklart, svævet alle spekulationer over forholdet mellem
kulturperioderne i Norden og deres stilling til Europas kultur
iøvrig temmelig i det blaa. Saalænge fundenes tid bestemtes
efter perioder av et halvt aartusens længde og derover kunde
sammenligningen med andre kulturforeteelser kun bli mis¬
visende. Det er en av Montelius’ største fortjenester, at han,

293

i klar forstaaelse av den detaljerte kronologis nødvendighet,
med utrættelig iver kastet sig over dette vidtløftige stndinm, og
at han fandt utveier der hvor farvandet syntes lukket.

Absolut tidsbestemning var hittil kun git ved virkelig da¬
terte oldsaker. Den ledende tanke for Montelius var den, at
hvilkensomhelst importert oldsak kunde datere et fund, forutsat
at dens tid kunde bestemmes i dens eget hjemland og at den
tid som maatte medgaa for importen kunde omtrentlig angis.
Men da de kronologiske data i Syden naar saa meget længer op
i tiden end i Nordeuropa, vilde vor kronologi paa denne vei
kunne føres tilbake til fjerne aarhundreder, i hittil uanet grad.

Den opfatning M. tidlig hk, at forbindelsen mellem Sydens
kulturlande og Norden ikke behøvet saa lange tidsrum som man
tidligere altid tænkte sig, har han senere uavladelig støttet med
nye argumenter. Men med denne opfatning var det klart at
det kunde bli lønnende for kundskapen om Nordens oldtid at
studere de ældre kulturhistoriske forhold i Syden i alle de¬
taljer. Montelius gik da til et saadant studium og efter en
menneskealders næsten aarlige studiebesøk i S}^deuropa staar
han nu som en av de første kjendere av særlig Italiens oldtid.
Det var saa at si et biprodukt paa hans forskervei, men bipro¬
duktet foreligger nu i 5 digre bind med titel „La civilisation
primitive de L’Xtalie“, et kjæmpeverk, hvorav vi snart kan
vente de avsluttende volymer.

Efterat han i en aarrække i forberedende avhandlinger
hadde fremlagt resultaterne av sine detaljstudier, kom i 1885
hans epokegjørende arbeide over den nordiske bronsealders
kronologi, hvori han førte tidsbestemningen for nordiske fund
nær 2 0' 0 0 aar tilbake før Kristi fødsel. , Senere
er dette vokset ut til et kronologisk system for hele vor oldtid
og efterhvert har han prøvet systemet ogsaa for flere andre
europæiske lande, saaledes at der nu foreligger fra Montelius
haand detaljerte fremstillinger av disse landes forhistoriske
kronologi, hvorved en universel og sammenhængende tidsbestem-
melse for Europas oldtid er given. Og dette system er gaat
seirende frem overalt.

Med den hurtige utvikling som den forhistoriske forskning
i den sidste menneskealder kan opvise, er det ikke let for den

294

nu opvoksende slegt klart at opfatte sakernes tidligere stilling
og dermed helt at kunne værdsætte Montelius’ livsgjerning.
Der var en tid, og den er ikke saa svært fjern, da der førtes
en livlig strid om forhold, som nn forlængst er klargjort.
Det gjaldt især bronsealderen. Der er ikke ende paa alle de
forsøk som er gjort for at løse bronsealderens gaate. Den er
tilskrevet føniker, kelter, etrusker og forskjellige mere mystiske
folkefærd. Der er prøvet alle mulige tidsrum fra de fjerneste
tider like ned i historisk tid. Hele dens eksistens er blit
ihærdig benegtet. Kort sagt, den har været arkeologiens
store slagfelt, dens mørke fastland, dens skræmmende og lok¬
kende crux.

Det er denne vanskeligste del av vor fortid, som Montelius
fra først av valgte som sit egentlige forskningsfelt. Det er
ogsaa i behandlingen av bronsealderen at han har vun-
det sine største og talrikste seire. Endnu er ikke alle gaater
vedkommende denne tid løst. Men for det lys som nu er kastet
over den før saa mørke tid har vi uten sammenligning ham i
første rum at takke. Med en metode, hvis klarhet og konse¬
kvens er over al ros, med en ihærdighet som vækker beundring
og med et freidig mot som maner til efterligning har Montelius
ført sin forskning frem til den alsidige og grundmurede frem¬
stilling han nu kan gi os som frugten av aartiers møie.

Gabriel Gusta f son.

AtSanterhavstogtet med „Armauer Hansen“
sommeren 1913.

Av Bjørn HeSland-Hansen.

Bergens museums nye havforskningsfartøi „Armauer Han-
sen“ har, som det vil være. mange av „Naturen“s læsere be-
kjendt, i sommer gjort et togt i det nordlige Atlanterhav. Før
jeg i det følgende gir en kort oversigt over enkelte av de vig-
tigste resultater, som dette togt har bragt, skal jeg med nogen
ord omtale fartøiet.

Fartøiet, som er konstruert av ingeniør Kristian Dekke
og bygget av Erik Lindstøl, er 23 meter langt, G meter bredt og
3 meter dypt. Det er altsaa litet i forhold til de fartøier, som

295

man tidligere har anvendt ved havforskningsekspeditioner ; men
da det istedetfor at ha dampmaskine og meget rum optat til
kul og vand er forsynet med en forholdsvis liten 401 hk. Bolinder-
motor, er allikevel pladsen ganske rummelig. Under dæk er der
foruten lugarer og bysse et meget stort og lyst laboratorium og
et ganske bra lasterum. Paa dæk er der flere wincher, hvorav
de to, en stor winch for slæpning og en liten for hydrografering,
kan drives direkte fra skibsmotoren. Wincherne er beregnet
paa saa megen staal- eller bronseline, at der kan gjøres under¬
søkelser med de forskjellige instrumenter og redskaper til en
hvilkensomhelst dybde, som der kan bli tale om i vore hjem¬
lige farvand eller i Atlanterhavet. Paa togtet til Atlanterhavet
viste det sig, at fartøiet var et udmerket sjøskib, som uten
vanskelighet kunde klare storm og høi sjø. Skibets bevægelser
var saavidt smaa, at det lot sig gjøre at arbeide under alle
forhold og paa en forholdsvis bekvem maate. I laboratoriet var
det mulig at utføre mange av de fine analyser, som der er
bruk for i det moderne havforskningsarbeide. Paa slike længere
togter blir seilene brukt mest mulig for at spare paa olje og
vand til maskinen. Da vil det jo ikke altid gaa saa hurtig;
men det er heller ikke nødvendig, da der stadig vil være saa
meget arbeide ombord, at man med et hurtigere fartøi ofte ikke
vilde kunne række at faa alt undavgjort mellem undersøkelses-
stationene. Med seil og motor sammen kan fartøiet holde sig
længe i sj.øen ; der vil ikke være nogen vanskelighet forbundet
med at være væk fra land i et par maaneder sammenhængende.
Med en rimelig fart blir derved ogsaa aktionsradien meget stor.

Isommer gik togtet fra Bergen til mere end midtveis til
Amerika og tilbake igjen ; paa det vestligste punkt var vi ikke
mere end 3 dagsreiser fra Grønlands sydspids.

Det var oprindelig meningen, at togtet skulde gaa først
sydover, til Portugal og Agorerne og derefter nordover til far-
vandene vestenfor Skotland ; men paa grund av verkstedsfor-
sinkelser kom vi ikke avsted før over en maaned efterat vi
hadde beregnet, og maatte derfor opgi undersøkelserne sydpaa
for til gjengjæld at faa nogenlunde god tid til en række sta-
tioner i den nordlige del av havet.

Vi forlot Bergen den 26de juni, drog over Nordsjøen til
Stornoway paa Hebriderne ; efter et par dages ophold der reiste

296

vi vestover i Atlanterhavet. Kuten og stationenes beliggenhet
er fremstillet i figur 1, hvor ogsaa tidligere ekspeditioners ruter

1 farvandene vestenom de Britiske Øer er avmerket. Det frem-
gaar av kartet, at „ Armauer Hansen“ s togt for en væsentlig
del gik over strøk, hvor der ikke er gjort undersøkelser med
moderne metoder, naar man ser bort fra endel observationer over
saltgehalt og temperaturer i overflaten.

Arbeidet faldt i to grupper, det fysisk-kemiske og det zoolo¬
giske. De fysisk-kemiske undersøkelser, som blev utført av'
„Fram“ s meteorolog hr. Birkeland og mig selv, bestod i
temperaturobservationer og hentning av vandprøver baade fra
overflaten — hver anden time under fart — og fra forskjellige
dybder paa 19 stationer. Temperaturene blev bestemt med
Kichters vendetermometre, som gir en nøiagtighet av omtrent
1/ioo° Vandprøverne blev samlet ved hjælp av nogen nye
vendevandhentere av Nansens konstruktion ; vi kunde bruke
indtil 6 vandhentere samtidig, i forskjellige dybder. Derved
tok stationene ikke lang tid. I vandprøverne er der indtil nu
gjort bestemmelser over saltgehalt, surstofmængde og hydroksyl-
ionernes koncentration* 1). Det staar endnu tilbake at utføre endel
andre kemiske analyser, bl. a. over kvælstofforbindelser. Der blev
desuten gjort 10 bestemmelser av kulsyrespændingen i luften
og i overflatevandet samtidig. Endvidere blev der paa station

2 søndenfor Rockall gjort strømmaalinger fra forankret livbaat.
Det zoologiske arbeide blev utført av professor dr. Auerbach
fra Karlsruhe og konservator J ohns en fra Bergens museum.
Kultusministeriet og den Naturvidenskabelige forening i Karls¬
ruhe stillet et beløp til raadighet for togtet mot at professor
Auerbach kunde bli istand til at samle materiale over
myxosporidier hos Atlanterhavsfiskene. Det øvrige zoologiske

x) Selv rent vand leder elektricitet, omend i liten grad. Man antar
derfor at nogen av vandmolekylerne er spaltet i to elektrisk ladete deler,
nemlig den positivt ladete vandstofion og den negativt ladete hydroksylion.

I rent vand er der like mange av hver slags ioner. Sætter man til våndet
en hase som f. eks. natronlut, saa vil ogsaa endel av lutmolekylerne
spaltes, nemlig i natronioner og hydroksylioner ; derved blir der i den
vandige opløsning flere hydroksylioner end vandstofioner, og den reagerer
opløsningen alkalisk. Havvandet er en slik svak alkalisk opløsning med
vekslende mængder av hydroksylioner, altsaa med vekslende alkalisk
reaktion.

297

materiale blir bearbeidet ved Bergens museums zoologiske av¬
deling. Til indsamlingene anvendtes dels silkehover med 3/4 og
1 meters diameter, og dels de av dr. C. G. Joh. Petersen kon¬
struerte tobisvad (yngeltrawler) . Disse redskaper blev fæstet
i forskjellig dybde paa den store wire, og de blev slæpt med
sagte fart i flere timer. Yi benyttet hver gang mellem 4 og 6

Fig. 1. ,.Armauer Hansen“s stationer i Atlanterhavet sommeren
1913. Paa kartet er ogsaa indtegnet snitlinjer fra forskjellige tidligere
ekspeditioner, nemlig :

F = „Fram“ juni — juli 1910.

P = „Porcupine“ (engelsk) juni 1869.

N = Nansens togt med „Fridthjof“ juli 1910.

T = „Thor“ (dansk) mai — juni 1905 og mai 1908.

S = Skotske snitlinjer fra august 1910.

I = „Ingolf“ (dansk) mai — -jnni 1896.

Forskjellige ruter nærmere Island eller Norskehavet er ikke tat med.

saadanne redskaper samtidig. Herved blev der indfanget en
hel del dyr fra forskjellige vandlag ned til omtrent 1000 meter
under overflaten. Desuten blev der ved strømmaalingsstation
nr. 2 ogsaa sat ut liner, som stod natten over og skaffet en del
fisk, væsentlig haiarter. Endelig foretok hr. Ludvig Ameln
i Stornoway en hel del indsamlinger av myxosporidie-materiale
fra fisk, som blev bragt iland der av fiskerne.

Naar dette skrives, er der bare gaat halvanden maaned efter
togtets avslutning og det er derfor klart, at det ikke er mulig
allerede nu at gi en uttømmende beskrivelse av de resultater,
som er opnaadd. Der staar endnu meget- arbeide igjen inden det
hele materiale er undersøkt og før det kan diskuteres uttøm¬
mende. Jeg maa derfor indskrænke mig til bare at gi en fore-
løbig meddelelse om resultatene av de undersøkelser, som i
løpet av denne korte tid har kunnet bli færdige.

Den store Atlanterhavsstrøm, som populært kaldes „Golf-
strømmen“, kommer som bekjendt fra Nordamerikas østkyst og
gaar tversover det nordlige Atlanterhav henimot Europa. Meget
av den bøier nordover langs Vesteuropas kyster og naar for en
stor del op til vore bredder. Den gren av Atlanterhavsstrøm-
men som kommer opover til os, gaar — som professor N a n s e n
har paavist — væsentlig gjennem Rockallrenden, det vil si den
dype rende mellem Rockallplataaet og Skotland. Derfra fort-
sætter den saa videre mellem Færøerne og Shetland og opover
langs den norske kyst. Ogsaa vestenfor Rockallplataaet kom¬
mer der op en del av Atlanterhavsvandet søndenfra, men man
har hittil visst meget litet om forholdene der. Paa hydrografiske
karter, selv fra den aller sidste tid, vil man se, at der er et
større omraade søndenfor Danmarksstrædet, som har været
ganske ukjendt; paa kartene staar der ofte et spørsmaalstegn
paa det sted. Det var dette strøk, som væsentlig blev under¬
søkt av „Armauer Hansen“ , like hen til 31 grader vestlig
længde.

Figur 21 og 3' viser temperatur- og saltgehaltfordelingen
langs de to snit, figur 2 langs det sydlige og figur 3 langs det
nordlige (sml. figur 1). Paa utturen tok vi ingen stationer i selve
Rockallrenden ; derfor begynder snittet først ved Rockallplataaet
og gaar vestover til station 10. Det andet snit tar ogsaa Rockall¬
renden med. Paa dette nordlige snit ser man, at Atlanterhavs-
vand med saltgehalt over 35 °/00 strakte sig helt ned til mel¬
lem 1400 og 1 55 Oi meter; det naadde dypest paa østsiden av
renden indunder Skotlands kyst. Her — i Rockallrenden —
var temperaturene gjennemgaaende betydelig høiere end i de
tilsvarende dybder vestenfor Rockallplataaet. Saaledes fandt
vi f. eks. i østsiden av renden 9 graders isotermen helt ned til
600 meter, mens den vestenfor Rockall ikke noget sted naadde

299

300

dypere end til omtrent 120 meter; i 10001 meter var der henimot
8 grader i renden, mens der vestenfor bare paa en enkelt sta-
tion — 14 a — var saa meget som litt over 6 grader i denne
dybde. Snittet viser med andre ord, at det varme og salte vand,
som Atlanterhavsstrømmen fører med sig, var meget dypere i
renden end længere i vest. Nu kan man av kurvernes hæld-
ning slutte sig til strømmens styrke. Jo sterkere kurverne
hælder, des hurtigere gaar strømmen. I Fockallrenden tyder
kurvernes hældning paa, at der har været en ganske betydelig
strøm nordover. Det er altsaa dette Atlanterhavsvand i Rockall-
renden, som er paa vei opover til Norskehavet. Den høieste
saltgelialt, som vi fandt i denne strøm, var 35.39 °/00, paa et
enkelt sted (station 18,200 meter). Paa nogen flere steder paa
stationene 18 og 19 var der saltgehalter paa 35.37 og 35.38 °/00,
men overalt ellers var saltgehaltene lavere. Nansen fandt ved
sine undersøkelser med „Fridtjofa saltgehalter paa indtil 35.35
og 35.37 °/00 i den østlige del av renden i 1910. Dnder „ Michael
Sars“-ekspeditionen det samme aar fandtes den høieste saltgehalt
paa det sted at være 35.37 °/00. Undersøkelserne med „Fram“
og de forskjellige danske og skotske ekspeditioner noget længere
i syd ut for Irland og noget længere i nord mellem Skotland og
Færøerne fandt indtil 35.41 °/00 som høieste værdi for salt¬
gehalter i Atlanterhavsstrømmen. Alt dette stemmer jo udmer-
ket overens og viser, at Atlanterhavsstrømmens saltgehalt veksler
meget litet. De forskjellige undersøkelser har været utført paa
forskjellige ekspeditioner og i forskjellige aar, men har altid
git værdier for den høieste saltgehalt, som bare har vekslet
nogen hundrededels pro mille. Man kan efter dette altsaa
slutte, at saltgehalten i Atlanterhavsstrømmen er forholdsvis
konstant og ikke veksler i den grad som temperaturene kan.
Over og paa siderne av Rockallplataaet var temperaturene
forholdsvis lave. Det samme fandt Nansen med „F'ridtjofa i
1910' og de danske undersøkelser har vist noget lignende paa
Færøbankerne, likesom vi ogsaa langs vore kyster ofte har fun-
det, at de lave temperaturer nedenfra naar forholdsvis høit op
paa bankerne. Det er et normalt forhold paa mange banker,
at våndet der er forholdsvis koldt og av en forholdsvis lav salt¬
gehalt sammenlignet med farvandet paa siderne.

301

302

Man har som sagt tidligere ikke visst noget sikkert om
Atlanterhavsvandets grænse mot vest paa disse breddegrader
utfor de Britiske Øer. Vore to snit viser nu, hvorledes Atlanter-
havsvandet — ■ det vil si vand med saltgehalter over 35 °/00 — <
skraaner vestover op mot overflaten saadan at det blir grun¬
dere og grundere. Mens dette vand i Bockallrenden naar helt
ned til omtrent 1550 meter, finder vi det straks vestenfor
Bockallplataået noget høiere oppe. Paa station 5 var det godt
og vel 1000 meter dypt, paa station 7 a omtrent 600 meter dypt
og paa station 10 bare omtrent 300 meter dypt. Station 10' var
vor vestligste station og der fandtes Atlanterhavsvandet ikke
mere i overflaten; i overflaten var saltgehalten noget under
35 °/00, vi var med andre ord kommet ind i det blandingsvand,
som findes syd for Grønland og som er opstaat ved en blanding
mellem det virkelige Atlanterhavsvand og arktisk vand norden-
fra. Paa denne vor vestligste station var saltgehaltene mellem
50' og 300' meter bare saavidt over 35 0/00 (35. 00 og 35.02! °/00).
Ogsaa dette vand var sterkt opblandet med arktiske vandmasser,
saaledes at Atlanterhavsvandet (en arm av „Golfstrømmen“) var
meget litet utpræget. Vi var her like paa grænsenj og efter
vore observationer at dømme laa den absolute grænse for At¬
lanterhavsvandet paa disse kanter ved et par og tredive grader
vestlig længde.

Paa det sydlige snit, figur 2, viser saltgehaltlinjerne et
temmelig uregelmæssig forløp. Særlig paafaldende er det, at
Atlanterhavsvandets grænser — bestemt efter utbredelsen av
35 °/00 saitgehalt — laa saa høit oppe mot overflaten paa station
6 ; der var saltgehalten fra 250' meter og nedover overalt under
35 °/00, mens Atlanterhavsvandet naadde meget dypere paa nabo-
stationerne 5 og 7 a. Derved blir der en stor bølgelignende
bugtning i grænsen mellem Atlanterhavsvandet oventil og det
mindre saltholdige vand under ; saadanne bølgelignende grænser
for saltgehaltens utbredelse har vi ofte fundet i Norskehavet og
paa andre kanter i Atlanterhavet. De kan forklares paa flere
maater; undertiden tyder de paa, at der har været virkelige
bølger tilstede, men i de fleste tilfælder betegner disse bugtnin-
ger, at der har været hvirveldannelser. Mellem stationene 5
og 7 a paa vort togt iaar har der øiensynlig været en saadan
h virvel. Yandet har bevæget sig nordover mellem stationene

303

5 og 6 og sydover mellem stationene 6 og 7 a. Dette vil man
faa et klarere billede av ved hjælp av det kart, som viser for¬
holdene i 400' meters dybde, figur 4. Der ser man hvorledes
en tunge med forholdsvis koldt og litet saltholdig vand strækker
sig mot nordost og nord omkring station 5. Nu har man fra
disse kanter ikke tidligere hat nogen ordentlige undersøkelser
av våndet under overflaten; der har bare ved hjælp av britiske
fartøier været samlet en del temperaturobservationer og vand-
prøver fra overflaten. Disse observationer har været bearbeidet
av dr. Matthews. Hans karter viser paa dette sted ofte

Fig. 4. Temperatur- og saltgehaltsfordelingen i 400 meters dybde.

noget lignende, som vort kart fra 400' meters dybde viser, det
vil si der findes paa disse overflatekarter ofte en kile av for¬
holdsvis ferskt og koldt vand mot øst og nordøst og tildels med
en slæng mot nord. Det ser derfor ut, som om der paa dette
sted i nærheten av Atlanterhavs van dets vestlige grænse ofte
forekommer en utpræget hvirvel paa samme maate, som vi har
fundet hvirvler paa vestsiden av vor „ Golfstr øm-arm “ i Norske¬
havet. Iaar var denne hvirvel som sagt meget utpræget i
400 meters dybde, og ogsaa i overflaten er den ganske tydelig
angit, ikke ved temperaturene, men ved saltgehaltene.

304

Kartet fra 4001 meter viser, at der ogsaa vestenfor Rockall-
plataaet gaar en betydelig gren av Atlanterhavsstrømmen mot
nord. Den gjør sig sterkt gjældende ved stationene 4 a og 5 paa
det sydlige snit og ved stationene 14 og 14 a paa det nordlige.
Denne „Golfstrøm-arm“ fortsætter sandsynligvis væsentlig op-
over mot Island og Danmarksstrædet, men en mindre del av den
bøier sandsynligvis ogsaa mot øst og nordøst nordenom Rockall-
plataaet og slutter sig til den hovedmasse av strømmen, som har
passert Rockallrenden og gaar videre gjennem Færø-Shetlands-
renden opover til os.

I de dypere lag mellem 1000 og 2000 meter veksler salt-
gehaltene forholdsvis meget. Figur 2 og 3 viser saaledes, at
der forekommer større partier, hvor saltgehaltene er under
34.90 °/00. Noget ganske tilsvarende har vi fundet ogsaa i
Norskehavet. Dnder dette vand er saltgehaltene mellem 34.90
og 35.00 °/00, som i Norskehavet. Men det er paafaldende, at
der paa disse kanter i Atlanterhavet er værdier saa høie som
34.98 °/00 i 2000 meter, selv ved en saa lav temperatur som
2.9° C. Paa station 10 var dette tilfældet ; der var våndet tun¬
gere end paa nogen av de andre stationer. Dette finder sin
naturlige forklaring derved, at vi paa vore vestligste stationer'
ikke var langtfra det omraade, hvor Atlanterhavets b4ndvand
dannes. Atlanterhavets bundvand dannes væsentlig ved av¬
kjøling i overflaten om vinteren paa et strøk som ligger sønden-
for Grønland ; derfra brer dette vand sig utover til siderne og
strækker sig langs bunden over den største del av Nord- Atlanter¬
havet. Det er da rimelig, at det tyngste vand vil synke hur¬
tigst og findes netop under eller like i nærheten av det omraade,
hvor avkjølingen har fundet sted.

Vi hadde haabet at faa gjort en del direkte strømmaalinger
under turen, men veiret var saa daarlig, at det ikke kunde bli
til noget videre. Rare paa en enkelt station, station 2 over
Rockallplataaet, fik vi anledning til at gjøre en serie med direkte
strømmaalinger. Livbaaten blev sat paa våndet og forankret
med staalliner baade forut og agterut ; den laa derved ganske
fast, og til at begynde med var der godt veir og rolig sjø, saa
vi kunde faa tat nogen serier med ganske værdifulde observa-
tioner. Dette var om aftenen den 7de juli; men i løpet av
natten blæste det op en frisk bris, som satte saavidt meget sjø,

305

at baaten hugget og apparatene begyndte at svaie. Maalin-
gene maatte derfor avbrytes efter 8 — 9 timers forløp, mens vi
hadde haabet at kunne faa gjort dem sammenhængende ialfald
i 12 timer for at kunne faa hele tidevandsperioden med. Vi
arbeidet med 2 strømmaalere ; den ene brukte vi stadig i 2 me¬
ters dybde under overflaten, mens den anden blev sendt ned til
forskjellige dybder længere nede. Figur 5' viser, hvorledes
strømmen gik i 2 meters dybde fra kl. 8 om aftenen til kl. 3 om
morgenen. Man ser, at den stadig forandret retning. I begyn-
delsen gik den mot nordvest og nord, ved midnatstid mot nord-

Fig. o. Strømmens gang 2 meter under overflaten paa station 2
(Rockallplataaet, 7 — 8 juli 1913).

øst, senere mot øst og tilslut mot sydøst. Hastighetene vekslet
ogsaa temmelig meget. Den sterkeste strøm fik vi mot nord
ved 9-tiden om aftenen (omtrent 20 cm. pr. sekund eller OL 4 knob)
og kl. 1 om morgenen (omtrent samme hastighet). Eln saadan
veksling i strømmens retning, som figuren viser, tyder paa, at
tidevandsstrømmen har gjort sig meget sterkt gjældende.

Under maalingene blæste der som sagt op en frisk vind,
som satte meget sjø. Vinden kom fra sydvest eller vest-sydvest
(retvisende) og den var saa sterk, at den vistnok lavet en nogen-
lunde sterk vindstrøm. De store strømhastigheter, som vi fandt
i de tidlige morgentimer i 2 meters dybde skyldtes vistnok
for en stor del vinden. Som man ser, gik strømmen kl. 2 og 3

306

om morgenen mot sydøst, det vil si noget tilhøire for vind¬
retningen. Denne strøm er en blanding av vindstrøm, tide-
vandsstrøm og den almindelige havstrøm, og det er vanskelig
for ikke at si umulig at analysere maalingene videre, saaledes
at man kan si, hvor meget der skyldes den ene og hvor meget
den anden av disse enkelte faktorer. Men jeg er tilbøielig til
at tro, at vindstrømmen om morgenen har gjort sig sterkest
gjældende, fordi tidevandsstrømmen og den almindelige hav¬
strøm paa det tidspunkt har arbeidet mot hinanden og til en
viss grad holdt hinanden i likevegt. Hvis dette er tilfældet,
faar vi altsaa en vindstrøm, som er avbøiet tilhøire i forhold
til vindretningen. N a n s e n fandt under „F'ram“ -driften i
Polhavet, at isen drev tilhøire for vindretningen og professor
E k m a n har ved en udmerket matematisk behandling av pro¬
blemet fundet, at en vindstrøm i det aapne hav paa den nordlige
halvkugle maa bøie tilhøire for vindens retning paa grund av
jordrotationen. Vore maalinger synes at bekræfte dette, uten
at de dog kan tillægges nogen stor betydning, siden de ikke
kunde fortsættes gjennem et længere tidsrum. Foruten disse
maalinger i 2 meters dybde under overflaten blev der ogsaa
gjort en del maalinger i 25, 50, 100' og 2001 meters dybde (dyb¬
den til bunden var omtrent 3701 meter). Det viste sig, at strøm¬
men i disse dybder gjennemgaaende gik litt tilhøire for strøm¬
men ved overflaten (2 meter). Hastighetene var omtrent de
samme i de dypere lag som i overflaten, undertiden noget større,
undertiden noget mindre. De var gjennemgaaende større om
aftenen ved begyndelsen av maalingene, men mindre i de tid¬
lige morgentimer. Selv i 200 meters dybde var strømmen meget
betydelig og endog tildels litt sterkere end i de andre dybder.
Strømretningen vekslet i de dypere lag overalt paa samme
maate som ved overflaten, med andre ord tidevandsstrømmen
gjorde sig gjældende likefra overflaten og helt ned saalangt maa¬
lingene rak. Tilsvarende forhold- har ogsaa tidligere strøm-
maalinger i Atlanterhavet vist, særlig de temmelig fuldstændige
maalinger, som blev utført under „Michael Sars“ -ekspeditionen
i 1910 søndenfor Agorerne. Der var der ogsaa tydelige tide-
vandsstrømmer i alle vandlag fra overflaten til bunden i omtrent
8001 meter.

307

Under „Armauer Hansen“s togt blev der som nævnt samlet
vandprøver foruten til saltgehaltbestemmelser ogsaa til bestem¬
melse av hydroksylionenes koncentration, surstof, kvælstofforbin-
delser og andet. Analyserne over hydroksylionenes koncentration
og surstoffet er allerede færdige, mens det endnu vil ta nogen tid,
inden de øvrige kemiske bestemmelser er utført. ' Det viser sig,
at der er en temmelig klar sammenhæng mellem temperatur,
saltgehalt, surstofmængde og ionenes koncentration.

Figur 6 viser surstofmængden langs det sydlige snit (sva¬
rende til figur 2). I figuren er der tegnet fco slags linjer. De
hele linjer betegner den opløste mængde surstof i kubikcm. pr.
liter; de brutte linjer angir hvor mange procent der virkelig
fandtes av surstof i forhold til den mængde, som kunde findes
for at våndet skulde være mættet med denne gasart. Snittet
viser, at våndet fra overflaten og ned til omkring 50 meters
dybde overalt var mættet med surstof eller endog tildels over-
mættet. Det kommer av to ting : dels vil der i de øvre lag, hvor
lyset gjør sig sterkest gjældende, være en livlig assimilations-
virksomhet hos de smaa mikroskopiske planter, som lever der i
temmelig store mængder, og dels vil der absorberes meget surstof
fra luften, som kan komme adskillige meter ned i våndet ved
bølgeslaget. I de øverste 25 meter var våndet næsten uten und-
tagelse overmættet med surstof. Surstofmængden avtar ned¬
over til et minimum som ligger i noget forskjellig dybde i de
forskjellige deler av snittet. Paa station 10, vor vestligste sta-
tion, var der i mellem 5001 og 600 meters dybde under 801 °/0 av
mætningsmængden. Den samme lave værdi finder vi noget
dypere længer vestover, paa station 9 i 6001 meter, paa station 8
og 7 a i mellem 500 og 800 meter, paa station 6 i omkring 600
meter, paa station 5 mellem 700 og 11001 meter og paa station
4 a i mellem 650 og 950 meter. I disse dybder er surstoffet
altsaa forholdsvis mest opbrukt. Man kan med et rundt tal
regne, at omtrent en fjerdepart av den surstofmængde, som
engang har været tilstede, er brukt. Det maa aldeles over¬
veiende være paa grund av dyrenes aandedræt. Det viser sig
altsaa, at de lag, hvor våndet paa, denne maate er mest brukt,
ligger høiere oppe mot overflaten i vest henimot Atlanterhavs-
vandets grænse end i øst. Fra det lag, hvor surstofprocenten
er under 801 stiger surstofprocenten langsomt nedover igjen. Vi

309

fineler overalt mellem 80 og 90' °/0 av mætningsmængden i alle
dypere lag. Hvis man sammenligner sur stof utbredelsen (fig. 6)
med utbredelsen av saltgehalter og temperaturer (figur 2), er der
en iøinefaldende overensstemmelse paa flere punkter. Man ser
saaledes, at flere av surstoflinjerne har omtrent samme forløp
som temperaturlinjerne ; i de midtre vandlag var der f. eks.

6 kubikem.. surstof pr. liter overalt paa de steder, hvor tempera¬
turen var 4° C. I de dypere vandlag for det meste under
1000 meter eller 1500' meter er der omkring 61/2 kubikem. sur¬
stof i hver liter av våndet. Det er likesaa meget som i over¬
flaten, men naar allikevel ikke våndet dernede i dypet viser en
saa høi sur stof procent som i overflaten, kommer det av, at det
forholdsvis kolde vand dernede kan opløse mere surstof end det
varme vand ved overflaten.

Hydroksylionenes koncentration blev bestemt i de fleste
vandprøver fra stationene ved hjælp av en ny metode, som er
utarbeidet ved Carlsberg laboratoriet i Kjøbenhavn av professor
S. P. L. Sørensen og dr. Sven Palitzsch. Palitzsch
har git forskjellige meddelelser om denne metode og omtalt den
betydning, som undersøkelser dermed kan ha for forstaaelsen
baade av de kemiske forhold i hav våndet og for forskjellige
biologiske spørsmaal. E:n stor koncentration av hydroksylionene
betyr som nævnt at våndet har en sterk alkalisk reaktion. Nu
har f. eks. Li o e b fundet, at forskjellige dyrs egg utvikles daarlig
i det forholdsvis sure vand fra Stillehavet, mens derimot det
mere alkaliske vand fra Atlanterhavet altid gav rikelig utvikling
av larver. En stor koncentration av hydroksylioner skulde altsaa
tyde paa gunstigere betingelser i denne henseende end en liten.
Bethe har fundet, at hydroksylionenes koncentration har ind-
flydelse paa medusernes rytmiske bevægelser, saaledes at en sær¬
lig lav eller særlig høi koncentration vil formindske eller lamme
bevægelserne, mens de fremskyndes ved mellemliggende værdier
for koncentrationen. Ved den biologiske stations undersøkelser
i Bergensf jordene har cand. real. Ga ar der gjort en mængde
undersøkelser baade over hydroksylionenes koncentration og
over en række andre kemiske forhold. Han har fundet, at
der i mange tilfælder er en tydelig overensstemmelse mellem
ionemængden og surstofmængden, slik at en stor surstofmængde
svarer til en stor ionekoncentration.

Som nævnt blev hydroksylionenes koncentration bestemt i
de aller fleste vandprøver fra stationene under „Armauer Han¬
sen s Atlanterhavstogt, og det viste sig ogsaa her i en række

Fig. 7. Relativ surstofmængde og hydroksylion-koncentration paa
„Armauer Hansen us stat ioner 10 og 17.

tilfælder, at der var en lignende overensstemmelse mellem ione-
koncentrationen og surstoffet som G-aarder har fundet i fjor¬
dene.. Overensstemmelserne holder dog ikke altid stik. I

311

figur 7 er der fremstillet nogen kurver som viser den relative
surstofmængde og ionekoncentrationen paa en østlig (stat. 17) og
en vestlig (stat. 10) station fra togtet. Man ser, at der f. eks.
paa station 101 er en meget god overensstemmelse mellem disse
to faktorer ; en stor relativ surstofmængde svarer til en høi
ionekoncentration, altsaa til forholdsvis alkalisk vand. I sin
almindelighet viste det sig, at ionekoncentrationen var størst i
nærheten av overflaten og avtok nedover ofte med nogen mini-
mumsværdier i de midtre vandlag. Ved station 17 i det varme
atlantiske vand østenfor Rockallplataaet var ionekoncentrationen
i flere vandlag forholdsvis høi og ganske betydelig høiere end ved
den kolde station længst i vest. Dette skulde tyde paa, at der
var gunstigere biologiske vilkaar i det varme Atlanterhavsvand
end i det koldere blandingsvand paa station 10. I de snit, vi
har tegnet over ionekoncentrationens fordeling, viser det sig
altsaa gjennemgaaende, at ionekoncentrationen fra overflaten og
hele veien nedgjennem var forholdsvis høi i de varme vand-
masser og forholdsvis lav i de kolde. Disse undersøkelser er
endnu ganske nye, og man mangler materiale til at bedømme
disse forhold ordentlig ; de utførligste undersøkelser, som tid¬
ligere har været gjort over ionekoncentrationens fordeling, har
været utført under de danske Middelhavsundersøkelser med
„Thor“ . Nu vil vistnok bearbeidelsen av det store materiale
over hydroksylionenes fordeling, som er samlet paa „Armauer
Hansenas togt i Atlanterhavet og paa den biologiske stations
mange fjordundersøkelser, gi et betydelig øket kj endskap til disse
forhold og dermed forhaabentlig ogsaa til vigtige biologiske
fænomener.

Jeg har i denne artikel bare kunnet omtale nogen resul¬
tater av de fysiske og kemiske undersøkelser paa togtet. Der
blev imidlertid ogsaa samlet et forholdsvis betydelig zoologisk
materiale. Professor Auerbach samlet som nævnt materiale til
studier av myxosporidiernes utbredelse i det nordlige Atlanter¬
hav, og desuten blev der gjort betydelige indsamlinger av dyr,
som nu skal bearbeides ved Bergens museums zoologiske av¬
deling. Bearbeidelsen er, saa kort efter togtets avslutning,
ikke naadd saa vidt, at det nu vil være mulig at gi nogen over-
sigt over resultatene, men vi kan i sin almindelighet si, at de
zoologiske indsamlinger vil bidra med nyt kj endskap til dyrenes

312

geografiske utbredelse, fordi togtet som nævnt for en stor del
gik over farvande, som aldrig har været ordentlig undersøkt
tidligere.

Litt om albueskjæilet (Patella vuigata).

Av Aug. Brinkmann.

Hvem kj ender ikke albueskjæilet; vandrer man langs
stranden i skj ærgaarden, saa ser man overalt denne lille snegl
med det hueformede skal sitte fæstet til stenene eller det faste
fjeld ; liten og uanseelig, tilsynelatende ubevægelig sitter den der
paa f j eldet, ved fjæresjø ofte langt oppe over vandflaten, hvor
vind og sol tørrer stenen. Sammen med strandsneglen (Littorina)

Fig. 1. Albueskjæl, set fra siden og nedenfra. Litt formindsket.

og balanen (Balanus balanoides) hører den til de faa levende
væsener, der befolker de nøkne stener.

I den nyere og nyeste tid har albueskj ællets biologi været
'gjenstand for indgaaende undersøkelser, der har vist, at dets
levesæt rummer meget av interesse, ja ofte enkeltheter, som man
skulde tro var det rene eventyr, var de ikke iagttat av flere paa-
litelige undersøkere.

Albueskjæilet sætter sig almindeligvis ikke paa saadanne
steder av f j eldet, der allerede er optat av andre, fatsittende dyre-
f ormer ; naar man derfor ser en fjeldside dækket av balaner og
albueskjæl, aa sitter disse sidste fastsuget paa nøkne steder,
mens balanene okkuperer hele den øvrige disponible plads, ja
endogsaa fæster sig paa albueskj ællets skal.

Patella har en bestemt sitteplads, og tilpasser sig her saa
nøie, at dens skal med sin rand passer ind i alle underlagets

313

ujevnheter; denne tilpasning sker ved en ulikestor vekst av
skalranden. Dyrets sitteplads er saa konstant, at til eksempel
to albueskjæl, der sitter ved siden av hinanden kan anta form
derefter (fig. 2).

Bryter man med magt dyret løs og sætter det paa et andet
sted, saa kan det ofte tilpasse sig det nye underlag i løpet av
et par uker.

Her langs kysten er albueskjællene ikke særlig talrike; de
sitter mere jevnt spredt; ved den franske og engelske kyst tinder
man dem derimot i tætsittende kolonier paa mange tusinde.
Nærmer man sig ved ebbetid en saadan koloni, saa hører man
— efter hvad forskjellige undersøkere fortæller — en uophørlig,
intens lyd, som frembragt med et rivejern; den foraarsakes av
dyrenes skrapen paa klippen med deres radula (tungerasp). Ly-

Fig. 2. Omrids av to albueskjæl, som sitter ved siden av hinanden.

den viser, at albueskjællene er paa f uragerings vandring. Fra
tid til anden forlater nemlig dyrene deres sitteplads for at op-
søke næring, og fortærer under denne vandring særlig alger som
Fucus, Ascophyllum og Ulv a, som de skraper løs fra
f j eldet og sønderdeler med tungeraspen ; av og til forlater de
endogsaa f j eldet og kryper som strandsneglen rundt paa blære-
tangen. Hvor stor en rolle denne spiller som næring for dyrene
sees bedst derav, at er albueskjællene talrike, saa er blære-
tangen sparsom paa stedet, idet de unge planter blir ædt straks
de bar fæstet sig paa f j eldet.

Under sine næringsvandringer kan albueskjællene krype
temmelig langt bort fra deres sittepladser ; man har iagttat dem
i en avstand derfra av indtil 90cm. ; paa hjemveien dertil kryper
de nøiagtig samme vei som de krøp ut. Man kunde tænke sig
at lugtesansen ber spillet en rolle som veiledning for dyrene,
at de herved kunde følge det slimede spor, som de efterlater sig.
Dette er dog ikke tilfældet ; ti man har renset fjeldet meget om-

314

hyggelig mellem dem og deres sittepladser, uten at det har
hindret dem i at finde tilbake ; selv dyr, paa hvilke tentaklene
blev avskaaret, fandt sin vei igjen. Man kunde ogsaa tro, at
dyret kj endte sin sitteplads igjen paa at her passet dets skal
nøiagtig til underlaget. Heller ikke dette er tilfældet ; ti selv om
man bryter skalranden itu, finder albueskjællet sin plads igjen.
Pieron og andre undersøkere har derfor ikke kunnet for¬
klare denne eiendommelige evne hos dyrene paa anden maate,
end at de maa ha en særlig evne til at erindre den tilbakelagte
stræknings formforhold — dens relief ; ja denne evne maa end-
da strække sig saa vidt, at den er en permanent erindringsevne
for topografien og relieffet i hele omegnen av sittepladsen ; ti
selv om man fjerner et albueskj æl derfra, og placerer det indtil
20 cm. borte, saa vil det som regel finde sin plads igjen.

Russel har ved en række maalinger vist, hvor konstant
dyrene holder sig paa deres sittepladser, saa snart f j eldet lig¬
ger tørt ved fjæresjø. Nedenstaaen.de tabel, som jeg gjengir
efter hans undersøkelser, viser dette meget tydelig. R u s s el
merket dyrene ved at indfile merker i skallene og tok sine maal
ved ebbetid. Maalingene angik fire individer, i tabellen merket
med numrene 1 — 4.

Avstand mellem in¬
dividene 1 — 4 i mm.

30. juni

3. juli

10. juli

26. juli

30. juli

1—2

2 — 3

64,5

'nH

4 — 1

74,5

75,5

Dette gjælder de store albueskj æl; de smaa lever som regel
dypere nede og er mindre fast bundet til en bestemt sitteplads.
Det er eftervist, at de først naar de har en længde av 12 — 45 mm.
opsøker en sitteplads og blir stationære.

Indtil den nyeste tid var meningerne sterkt delt om, hvor¬
vidt dyrene foretok sine næringsvandringer i ebbetiden eller
under høivandet. Først ganske nylig er det lykkes den franske
zoolog Pieron at bringe overensstemmelse mellem de tilsyne¬
latende mot hinanden stridende beretninger, idet han paaviste,

315

at det kun kommer an paa hvor dyrene har deres sitteplads.
Hans undersøkelser viser meget smukke eksempler paa den indi¬
viduelle tilpasning. Albueskjællenes sittepladser kan deles i
fire grupper : lave sjøvandspytter, der ikke staar i forbindelse
med havet ved ebbetid, nøkne fjeldvægger, der tørrer i ebbe-
tiden, fugtige fjeldvægger, dækket av alger og endelig ebbe-
sonens nedre grænse.

Individene, der lever i de førstnævnte pytter, vandrer efter
næring ved flodtid og sitter ganske ubevægelige ved ebbe, til
trods for at de jo stadig er dækket av vand. Dette forklares
imidlertid derved, at dyrene har et relativt stort surstofforbruk,
naar de bevæger sig, mens dette forbruk, som det eksperi¬
mentelt er paavist, synker til 1/3, naar dyret sitter stille. Man
maa nu erindre, at våndet i en saadan pyt under ebbetiden,
hvor det ikke staar i forbindelse med havet, dels paa grund
av solvarmen, dels paa grund av de dyr, som opholder sig deri,
meget hurtig blir fattig paa surstof, saaledes at albueskjællene
vilde kvæles, dersom de bevæget sig, mens surstofindholdet
strækker til for dem, naar de sitter stille.

Paa den anden lokalitet, nøkne fjeldsider, der under ebbe¬
tiden tørres av sol og vind, sitter albueskjællene stille ved ebbe¬
tid. De kan derved stadig holde fugtighet i rummet mellem skal
og gjæller, og saaledes, ved at gjællerne holdes fugtige, for en
tid forvandles til luftaandende dyr. At dette er grunden til
at albueskjællene her sitter stille under ebbetiden, ser man tyde¬
lig ved at studere forholdene paa den tredje lokalitet, steder,
hvor f j eldet er tæt besat med alger, saa at dets overflate stadig
er fugtig og luften m ættet med fugtighet | her kryper nemlig
albueskjællene om og søker næring ved ebbetid; de løper her
ingen fare for uttørring av gjællerne. Ber man endelig paa den
fjerde lokalitet — ebbesonens nedre grænse, saa er det ikke
merkelig, at bevægelserne foregaar baade ved ebbe og flod ;
ti de er saa langsomme, at de ikke kan fuldendes i den korte
tid dyrene sitter udækket av våndet.

Det ligger nu nær at spørge, hvorfor foregaar ikke nærings-
vandringene altid, naar havet staar høit? saa at der hverken er
fare for kvælning eller uttørring. Grunden hertil maa søkes i,
at de steder, hvor dyrene fortrinsvis findes, ofte er meget utsat
for bølgeslagets virkninger. Paa en sitteplads, hvor de er

316

tilpasset, kan de nemlig motstaa selv virkningene av meget
sterk sjø; dyrene kan her motstaa kræfter der svarer til et træk
av omtrent fire tusen ganger deres egenvegt uten skal, det er en
adhæsionskraft paa 14 — 15 kilogram; naar de derimot kryper
rundt paa en ujevn flate, hvor skallet ikke nøie passer til under¬
laget, kan de rives løs av bølgerne. P i e r o n har set, hvorledes
albueskjæl, der i ebbetiden var paa vandring paa en fugtig
fjeldside, meget hurtig opsøkte deres sittepladser, naar de blev
berørt av bølgerne fra en forbipasserende damper — saa hur¬
tig, at de tilbakela 3 cm. i minuttet, en sand væddeløpsfart
for et albueskjæl, der ellers kun tilbakelægger høist 1 cm. i et
minut. Paa den anden side kan man se dyrene krype rundt ved
høivande, naar sjøen er rolig, paa steder, hvor de ellers kun
foretar næringsvandringer under ebbetiden.

Forøvrig er der ogsaa en anden omstændighet, som tvinger
albueskjæl, der bebor algebevokste fjeldsider, til at holde sig
paa sin sitteplads, naar det er høivande ; de kan nemlig kun
derved verge sig mot deres dødsfiender krabberne og ganske
særlig den almindelige strandkrabbe (Carcinus mænas).
Saasnart en krabbe træffer et albueskjæl paa vandring, og dyret
befinder sig paa et sted, hvor skallet ikke slutter tæt til under¬
laget, naar det suger sig fast, saa stikker krabben en klosaks
ind under det vergeløse dyrs skal, dræper det og æter det.

Denne korte skildring av albueskj ællets levemaate viser
paa det smukkeste, hvorledes en dyreart forstaar at tilpasse sig
til omgivelserne, hvorledes disse sætter deres præg ikke alene
paa artens, men paa de enkelte individers levesæt.

Mindre meddelelser

Nordiske paleoliter. Fraset et ringe antal enkeltfund fra
den tidlige postglaciaie tid i Sydskandinavien, har man i Norden
hittil ikke fun det spor av mennesker fra den egentlige ældre
stenalder i europæisk forstand, den tid siom har etterlatt de be-
kj endte hulefund etc. i Melleuieuropa. Det er sikkert meget
mulig at ogsaa, de nordiske land kan ha hat en befolkning før
istiden eller i perioden mellem de store nedisninger, men alle
spor av denne mulige befolkning er i vort land med nødvendig-

317

het bortført av de vældige bræer under den sidste slore isperiode.
Til nu har vi miaattet nøie os med muligheten i teorien og «la, a
o« til ro overfor det oplagt negative resultat av ethvert forsøk
piaa at paavise norske kulturrester fra før eller under istiden.

Des mere velkomment er det første positiv©, haandgripelige
bidrag til spørsmaalet som er fremlagt av den tysk© forsker F.
Ri ch ters (Nordische Urfaustkedle, i „43 Bericht der Semcken-

Flinter fundet i moræner i Holsten. Litt over halv størrelse.
(Etter F. Richters).

bergischen Naturforschenden G©sellschaft“ , hefte 3, 1912, Frank¬
furt a/M.). Det gjøel der en rækk© fund av meget primitiv© flint-
redskaper, efter Richters at betegne som nævestedn (F a,ust -
keile, coup-de-poing) fra istidens bræavledringer ved Kiel i Hol¬
sten. Flintredskapene er1 rullet og skuret som alle de andre løse
blokker i avleiringene, og er følgelig kommet paa sin nuværende
plads ved transport' av i,sen nordfra. Forfatteren mener at vi

318

ber bar for os den nordiske urbefolknings primitive verktøi og
vaaben. Det er ganske logisk at sporene av denne' urbefolk¬
ning — som i Norden selv er sporløst utvisket av den sidste
istid — i tilfældle skulde kunne gjemfmdes i istidens bræmoræmer
og sl am avleiringer længer sydpaa. Fra den teoretiske side vil
der ikke kunne reises nogen indvending mot Eichter s fund.

Hovedspørsmaalet blir dia om de fremlagte flinter1 virkelig
er paleioliter. Men for at avgjøre dette kan man ikke nøie sig
med avbildninger og beskrivelser ; der trænges en kritisk under¬
søkelse av originalene og beist samstemmige vidnesbyrd av
flere fagmænd, ikke. bare e t som i dette tilfælde av Eichter s.
Hansi beskrivelse og slutninger gjør sikkert et solid og nøkternt
indtryk, men det gjælder ber et saa vigtig spørsmaal for nordisk
arkeologi at man bør forholde sig noget avventende før disse
fund indføres som sikre kjendsigjerninger. Imidlertid skylder vi
forfatteren meigen tak for at spørismaalet er reist og for hans
samvittigbetsfulde behandling av de første fund, som. vi tør
hiaabe vil føre med sig fortsatte undersøkelser til opklaring av
de ældre og hittil uk j endte perioder i Nordens historie.

H. S.

Kræmmerhusformede blader hos lind. De aller fleste blom¬
sterplanter har — - som bekjendt — bladstilken fæstet ved den
ene ende av bladplaten. Blader hvor dette ikke er tilfældet,

Fig. 1. Kræmmerhusformet lindeblad* Nat. st.

men hvor stilken er fæstet til et punkt paa bladplatens under¬
side, indenfor randen, kaldes i den botaniske sprogbruk „skjold-
formede“ . Som et velkjendt eksempel paa en plante med skjold-
formede blader kan nævnes den almindelig dyrkede blomkarse
(Tropæolum majus). Ganske lignende blader har forøvrig ogsaa
en vildtvoksende norsk plante, nemlig den lille eiendommelige
skjermplante Hydrocotyle vulgaris, som vokser paa fugtige enger
i kysttrakterne fra Jarlsberg til Lindaas ved Bergen.

Hos de her nævnte planter optrær skjoldformede blader
normalt. Som en abnormitet kan imidlertid slike blader tillike
forekomme hos adskillige andre planter.

319

Paa et litet, vildtvoksende lindetræ (Tilia cordata), som staar
i utmarken paa gaarden Skotun i Fuse, syd for Bergen, fandt
jeg saaledes 13de juli d. a. paa en rikt frugtbærende gren ialt
8 blader, hvis rand paa begge sider av stilkens fæstepunkt var
vokset sammen paa en saadan maate, at stilken kom til at sitte
paa bladets underside et godt stykke indenfor bladranden. Disse
blader stemmer i alt væsentlig overens med de ovenfor nævnte
planters skjoldformede blader; da bladplaten imidlertid ikke er
plant utbrettet, men danner en stump kegle med aapning opad
og spids ved bladstilkens fæstepunkt, falder det dog naturligere
at betegne dem som ,,kræmmerhusformede“ . Bladene var alle
forholdsvis smaa. Det største av dem hadde en længde og en
bredde av ca. 4.5 cm. og en avstand fra stilkens fæstepunkt til
nærmeste punkt paa bladranden av ca. 1.2 cm. Enkelte av bla¬
dene hadde, likesom en hel del av træets øvrige blader, paa den
ene eller begge sider en mere eller mindre kraftig utviklet spids.
Lindetrær med trespidsede blader er av den svenske botaniker
C. J. Lindeberg beskrevet som en særskilt varietet med navn
t r i 1 o b a. De kræmmerhusformede bladers utseende vil for¬
øvrig bedst fremgaa av hosstaaende tegning.

En eiendommelighet som fortjener at nævnes er, at jeg i
intet tilfælde har fnndet mere end ett kræmmerhusformet blad
paa samme aarsskud av træet, og likeledes at samtlige de 8
kræmmerhusformede blader jeg fandt sat aller nederst hvert paa
sit aarsskud, nærmest grænsen mot fjoraarets skud. Overgangs¬
former mellem de normale og de utpræget kræmmerhusformede
blader lyktes det mig at finde.

Blader, saadanne som de der her er beskrevet, vites ikke at
være iagttat paa lind i Norge. Derimot er de av flere forfattere
beskrevet fra andre lande, bl. a. ogsaa fra Sverige.

Jens Holmboe.

En geologisk sygdøm. En utlænding bemerket engang,
at det var ham paafaldende, hvor mange halte man saa her i
landet. Forfatteren av denne artikel tænkte da, har vedkom¬
mende ref, saa kommer det vel av al den glatte is vi har om
vinteren hertillands. Senere er imidlertid forf. kommet ind paa
spørsmaalet, om ikke folk i visse distrikter hos os har skjørere
ben end folk andetsteds.

I et fransk tidsskrift „La Biologie“ refereres undér samme
overskrift, hvorav vor er en oversættelse, et arbeide av en læge
d’Hotel, som praktiserer i en landsby Singly i Ardennerne.
Han beretter, at i en tid av 30 aar har ikke mindre end en
tiendedel av befolkningen der været utsat for forskjellige ben-
skader.

Granden til dette paafaldende forhold søker han i under-
grundens geologiske beskaffenhet. Den bestaar av dyp, stiv,

320

kalkfri lere, og alt vand i egnen er ogsaa omtrent aldeles kalk-
frit. Folket, som lever av sin jords produkter og drikker det
kalkfrie vand, faar derfor for litet kalk og, saa er ræsonnementet,
som følge derav en skjør benbygning.

En saadan skrøpelighet i benbygningen paa grund av jord-
bundens kalkfattigdom er hos husdyrene et ofte beskrevet fæno-
men ; men merkelig vilde det være, om forholdet nu lot sig kon¬
statere ogsaa hos mennesker. Bensygdommer ledsaget av svæk-
kelser i benbygningen er forresten flere, og det vil ikke være
ganske liketil at utrede forholdet.

1 denne forbindelse kan erindres om dr. C. F. Kolderups
værdifulde undersøkelser om benskj ørhet hos kvæget i Eker-
sundstrakten. Han mener sygdommen der kommer av mangel
paa fosforsyre i visse bergarter, og han fremhæver sterkt syg-
dommens geologiske karakter, idet grænserne for dens optræden
ofte aldeles slaaende falder sammen med bergartgrænserne, saa-
ledes som de er optegnet paa de geologiske karter (Bergens Mu¬
seums Aarbok 1897, nr. 9).

Netop Norge egner sig antagelig godt til utredning av hit-
hen hørende spørsmaal, saasom vi har store strøk, f. eks. det
indre av Kristiansands stift, hvor fjel det bestaar av granitiske
bergarter, og hvor jordsmonnet er særdeles kalkfattig. En om-
stændighet, som kan gjøre en undersøkelse vanskelig, er, at der
i folkekosten indgaar mere og mere tilført føde ved siden av den
som jorden paa stedet frembringer. H. B.

Den store ssbarriere. I anledning av Amundsens og Scotts
færder har vi hørt barrieren nævnt mange gange. Hvad er
denne barriere for noget?

Med hensyn til videnskabelig utbytte staar de engelske eks-
peditioner betydelig høiere end Amundsens, i andre henseender
saa utmerkede ekspedition, det er vel noget vi faar indrømme.
Opdagelsen av planteforsteningerne langt inde i det antarktiske
kontinent ved Beardmorebræen er f. eks. av den største inter¬
esse.

Om barrieren skaffet Shackletons ekspedition udmerkede
oplysninger. Barrieren ender ut mot havet med en væg,
752 km. lang og 30! — 60' m. høi og naar 640 km. ind i landet.
Den flyter paa våndet i det mindste i sin ytre del, hvad man
blandt andet kan skjønne derav, at den stiger og falder med
tidevandet. Den er dannet, hvad allerede 0. Nordenskjold har
uttalt, ikke av is, men av ophopet sne, er altsaa en snebræ nede
ved havflaten. Stykkerne som løsner av den og driver ut paa
havet bør derfor rettest ikke kaldes isberg, men sneberg. Mens
kompakt isfjeld, dannet av isbræer, ligger omtrent med 9/10 av
sit volum under våndet, flyter de antarktiske snefjeld høit paa
våndet. Man har maalt nogen, som var kommen paa grund et

321

sted hvor dybden' var 24 m. ; de raket op over havet omtrent til
samme høide. Åt saa umaatelige masser evig sne kan samles
kommer av den lave temperatur som hersker aaret rundt. Et
depot, som kaptein Scott hadde nedlagt 1902, blev undersøkt
6x/4 aar derefter, der var da paa stedet hopet op 21/2 m. sne,
altsaa omtrent 33 cm. aarlig (det vilde svare til en regnhøide
paa 188 mm., fandt man). Barrierens vældige snemasser er i be-
vægelse, det nævnte depot hadde flyttet sig vel 1j2 km. om aaret.
Med denne hurtighet vil en snepartikel som falder ved den
inderste rand av barrieren trænge omtrent 12001 aar før den kom¬
mer ut til randen. (Efter „Oomte rendu, Congrés Géologique“ .
Stockholm 1910'. Vol. 2).

Tilføies kan, at barrieren rimeligvis maa tænkes at være en
geologisk set temmelig ny dannelse. Isbræer gaar ned til den
fra det bakenfor liggende land, og hadde den faat tilskud av
gletscheris gjennem nogen tusen aar maatte denne gletscheris
ha trængt frem like til dens front. Man kan muligvis anta at
Bosshavet fordum har gaat længer ind ; saa har der, la os si for
5001 — 1000' aar siden, indtraadt en klimaforandring, hvorved sne
er begyndt at ophope sig, først paa almindelig havis, saa videre
paa de allerede avleirede snemasser indtil barrieren er blit som
den nu er. r.

Hvstfjærede spurver. I den sidst forløpne vinter har jeg set
flere graaspurver med enkelte hvite sving- og styrefjær. Hos
et individ som blev nøie iagttat paa meget nært hold var 2den
og 3dje haandsvingfjær i venstre vinge samt de to ytterste høire
styrere rent hvite, og desuten hadde fuglen flere hvite ryg-
dækfj ær.

Om høsten og vinteren 1906 blev jeg først opmerksom paa
denne tendens til dannelse av hvite fjær hos spurvene i Bergen,
og jeg hadde derfor en tid min opmerksomhet henvendt paa
saken, naar jeg færdedes i gater og parkanlæg.

Det var rent paafaldende hvor hyppig disse delvis hvit-
fj ærede individer optraadte. Desværre blev der ikke foretat
nogen tælling av de paatrufne individer, men jeg er sikker paa
ikke at overdrive, naar jeg anslaar antallet av de av mig obser¬
verte individer til over et halvt hundrede.

Av en flok paa 22 individer, som blev iagttat paa meget
nært hold, mens de blev foret av nogen smaabarn ved en av
bænkene i Nygaardsparken, var ikke mindre end 7 mere eller
mindre hvitfj ærede.

Hos den ene av disse var 4 av venstre og 3 av høire vinges
haandsvingfjær rent hvite og desuten den ytterste høire styrer.

Et andet individ hadde 2den og 3dje haandsvingfjær i begge
vinger hvite og halen med undtagelse av de to ytterste styrere
helt hvit.

322

Hos et i Byparken i september 1906 iagttåt individ var ad¬
skillige av nakkens, halsryggens og ryggens dækfjær hvite eller
hvitkantede, hvad der gav den et helt fremmedartet utseende.

Temmelig mange av disse fugler var ganske unge, om som¬
meren fødte individer.

Ogsaa høsten 1 9 0'7 saaes henved en snes slike hvitfj ærede
graaspurver i Bergens gater og parker, ogsaa disse var likeledes
ganske unge. O. J. Lie-P ettersen.

Nypespisende fugler. Foranlediget ved en notis i „Na-
turen“s januar-hefte for iaar skal meddeles, at grønfinken ogsaa
av mig oftere er iagttat at fortære frugterne av forskjellige Bosa-
arter ved Bergen.

En anden fugl, som ogsaa er iagttat at fortære nypefrø, er
furukorsnebben (Loxia pityopsittacus), som saavel i 1911 som i
1912 flere ganger saaes at hjemsøke rosenbuskene i Nygaards-
parken.

Der saaes begge aar, i begyndelsen av september, kun
nogen faa fugler av denne art, der ogsaa besøkte Bergens
museums have og desuten flere andre nærliggende haver, hvor de
iagttoges at fortære asaldens bær.

0. J. Lie-Pettersen.

Temperatur og nedbør i Norge.

(Meddelt ved Kr. Irgens, meteorolog ved det meteorologiske institut).

Mai 1918.

Temperatur

N edb ør

Stationer

Avv.

Middel

fra

Max.

Dag

Min.

Dag

Sum

fra

Max.

Dag

norm.

°C

mm.

°/o

mm.

Bodø ....

7.0

+ 1.2

— 21

— 37

Tr.hjem .

9.5

-j- 1 .8

— 25

- 49

Bergen . .

10.2

-f 0.8

4- 0.6

137

+ 21

+ 18

Oksø ....

9.0

— 31

— 51

Dalen ....

10.3

-F 1.4

— 1

— 28

— 53

Kristiania

12.0

-F 1.5

-F 26

-F 62

Hamar . .

9.8

+ 1.3

— 1

— 9

— 22

Dovre . . .

7.6

-F 2.4

— 2

+ 6

-F 23

Juni 1918.

°C

0 Q

0 C

mm.

°/o

mm.

Bodø ....

8.6

1.5

— 1

+ 47

Tr.hjem .

11.9

0.0

— 2

— 26

B ergen . . .

13.1

0.3

— 5

—

— 3

Oksø

13.3

0.1

— 6

—

— 13

D alen ....

14.5

0.5

— 4

—

— 44

Kristiania

15.3

0.2

— 5

+ 9

Hamar . .

13.8

0.3

— 4

— 26

Dovre . . .

10.6

0.3

— 1

—

— 20

■ & Mf ^mwM4ø^:' f tøre*!

Nye bøker.

Til redaktionen er indsendt :

Isforholdene i, de arktiske Have 1912. 19 s. 4to.
Med 5 kartplancher. (Særtryk av det danske meteorologiske
. Xnstituts nantisk-meteorologiske Aarbog). Kjøbenh. 1913.

Br. H a n s Eeusc h : Tekst til geologisk oversigtskart over
Søndhordland og Ryfylke. 83 s. 8vo. Hermed et geologisk
kart og 9 plahcher. (Norg. geol. unders. Nr. 64. Kristi¬
ania 1913).

Danmarks Få u n a. 14. K. Henriksen : Biller II. Pragt-
biller og Smeldere. 114 s. 8vo. Med 130 billeder. (Kjø-
benhavn 1913. G. EL G. Gad).

Isforholdene i de danske F ar Van de i Vinteren
19 12: — 19 13. (Særtryk af det danske meteorologiske

Instituts nau tisk-meteor ologiske Aarbog). 15 s. 4to. Kjør
benhavn 1913.

S. Hasund: Rydningsmænd. Korte biografier. 60 s. 8vo.
Med talrike portr ætter. (Jordbundsutvalgets smaaskrifter

nr. 6, Kristiania 191 3);.

N e d b ø r i a g 1 1 a g e l.s e r i Nor g e. Utgit av det norske
meteorologiske institut. Aargang XVIII. 1912. Med kart
og 11 figurer i teksten. XII + 78 + 85 s. folio.

V a n d s t a n d s i a g 1 1 a g e 1 s e r i n o r s k e V a s d r a g. 1912.
Utgit av Vasdragsdirektøren. XII + 239 s. 8vo. Med 28
plancher. Kristiania 1913. I komm. hos H. Aschehaug
& Co.

V Hl J, ". V HoveriRjRrift tru

!0:0„

■ VP !

■"V: ; ” tim, Ti ’ 1

i’ f

Åarskonting. 4 Kr,

bbMib b Nb ""

r5! ^ .-!■•] •#; l”n T. Hr, t; - T ' *v 'H Tl }*; •.•■■■ Vp ■ • V v jTHvH

UÆmilmå'

|i$l

IVlaanedsskriftet Hunden.

Abonnem, alene 3 Kr. aarl.; Kundgjarelser opt, til billig: Takst. Prøvehefte frife

inÉ:ÉIMvH iW.'„ ! øan^-H^ndestambo^l; Åarti^1 tfdWtiWijii^ :

_ _ ..Vi. ■ ; ' V r:'rV .■•!' , . '■ ’H HV V

Vlrii )> Jr; ff 'i1., Av.

, vi,1 V,Il|fc
bfM bm1'

HHhhhh H HH YH

«V

m A v!' Mfv -w 'Mbr ifA •; Vr \

mmm

. . . .

iiæSlåwfiia

p ■ ■' ; VV ’ '■ p . .■ r ! ■, . ■ . ' i

' JENS THIIS: *

iSHHH

i det 19de Aarhundrede.

Med mange lllustrationer og Portrætter.

■''' > ' ' 1 : 1 A Tr V

Originalbind til hele Værket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr.

ryVt

V,H

JOH. NORDAHL-OLSEN:

til r!;'j i EK h 1 r\ r, "Mi i;Vfei 1 å

■I

i “H.Hnn-/,, ; tVD£iIUI^’

Mod Forord af l)r. Just Bm*.

Pris Kr. 1.50,, Porto 10 Øre.

lohn Griegs Forlag, Sérge|.É

JfilWi

æ&!

ILLUSTRERET MAANEDS SKRIFT FOR

POPULÆR NATURVIDENSKAP

UTGIT AV BERGENS MUSEUM
REDIGERT AV JENS HOLMBOE

O. J. LIE-PETTERSEN : Fugleliv i den ytre skjærgaard paa Bergens -

kysten . . . 323

C. F. K.: Fundet av det palasolitiske menneske i Sussex i Sydengland. 342

I. GRØNDAHL: „Transmutation“ — forvandling av grundstoffer . 348

MINDRE MEDDELELSER: Hugorm paa Hardangervidden. — * h.: Et

muldyr med føl. . 354

Pris 5 kr. pr. aar frit tilsendt

Kommissionær

Lehmann & Stage

Kjøbenhavn

begynder med januar 1913 sin 37 te aargang (4de rsekkes 7de
aargang) og har saaledes naadd en alder som intet andet popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

>Naturén« utgives av Bergens museum og utkommer i kom-
mission paa John Griegs forlag; det redigeres av direktør
Jens Holmboé;

Ved bistand av talrike ansete medarbeidere bringer » Naturene
stadig originale artikler fra alle naturvidenskapens omraader
og indeholder desuten jevnlig oversættelser og bearbeidelser
efter de bedste utenlandske kilder.

Desuten vil » Naturen* anse det som sin særlige opgave efter
eVne at bidra til at utbrede en fyldigere kundskap om og bedre
forstaaelse av vort fædrelands rike og avvekslende natur .

I anerkjendelse av tidsskriftets almennyttige formaal har Norges
storting i de senere aar bevilget » Naturen* et aarlig statsbidrag
paa 1000 kr. . _

- *Naturen« burde kunne faa en endnu langt større utbredelse,
end det hittil har hat. Der kræves ingen særlige naturviden -
skabelige forkundskaper for at kunne læse dets artikler med -
fuldt utbytte. Statsunderstøttede folkebiblioteker og skole-
boksamlinger har, i henhold til stortingets betingelse for
statsbidraget, ret til at erholde tidsskriftet for ha/n pris (kr. 2.50,
porto medregnet).

‘~-V ~ o " 6 o

» NATUREN « utkommer hver maåned med et hefte paa mindst
2 ark (32 sider) og koster 5 kr. pr. aar, frit tilsendt.

» NATUREN* bør helst bestilles gjennem postvæsenet eller i
ubetalt brev merket »avissak« til » Naturens ekspedition, Bergen «,
men kan ogsaa erholdes gjennem bokhandelen.

Fugleliv i den ytre skjærgaard paa
Bergenskysten.

Av 0. J. Lie-Pettersen.

En tidlig maimorgen steg jeg ledsaget av en ven og kol¬
lega samt en ung amatørfotograf iland paa den lille ø Møgster,
som sammen med endel andre smaaøer og holmer danner et av
de ytterste økomplekser paa Bergenskysten.

Møgster er litet kjendt, skjønt det vistnok er et av de mest
interessante punkter i den ytre ørække, baade fordi øgruppen
danner et av de faa silurfelter som dette kyststrøk har at op-
vise, og fordi selve hovedøen Møgster med sine sjelden gode
inkvarteringsf orh old danner en udmerket basis for studiet av
den ytre ørækkes fauna og flora.

Hensigtén med mit besøk ved denne leilighet var at anstille
iagttagelser over fuglelivet i dette lille økompleks og ganske
særlig at faa undersøkt en koloni av topskarven (Phalacrocorax
graculus), som det var blit mig sagt hadde sit tilhold paa de
ytterst mot havet beliggende smaaøer eller holmer.

Veiret kunde ikke ha været heldigere for en saadan ekskur -
sion. Havet laa under de tre dage jeg opholdt mig derute saa
blankt og rolig som det paa denne aarstid kun sjelden viser sig.
Der var knapt den svakeste luftning at merke, og solen straalte
dagen lang fra en skyfri himmel og bragte temperaturen op til
en for aarstiden ganske usedvanlig høide.

Efter at ha indtat frokost hos øens gj æstfrie klokker steg
vi i en almindelig robaat og satte med vor elskværdige vert
som fører kursen for de nærmeste av de holmer, hvor skarve-
kolonien har sit tilhold.

De aapne sund, hvorig j ennem den svære havsjø under
vestenstorme væl-ter sig med tunge braat over baaer og grunder
og sender skumfraaden langt op over de nøkne strandklipper,
laa lun, stille og blank i morgensolen, og kun den svake hav-
dønning og den aapne utsigt over den uendelige glitrende hav¬
flate mindet os om, at vi befandt os ved selve Nordsjøens rand.

324

I den stille solblanke morgenstund kunde vi rolige og trygge
ro henover de mange lumske grunder, hvor laminariernes brune
bladmasser gror tæt over den mørke klippegrund, husende et
yrende dyreliv mellem sine seige stængler. Vi kunde endog uten
mindste fare stanse vor baat og rolig skue ned i disse undervands-
skoger, hvis dystre topper tildels naadde helt op til overflaten,
la. baaten langsomt glide gjennem bladmasserne, som sagte duvet
i den svake dønning.

Hvor helt anderledes tar ikke alt sig ut herute, naar
stormens brøl lyder mellem klipperne, og storsjøens torden brin¬
ger luften til at sitre som i et vældig klokketaarn, naar alle
klokker svinger !

Da ryker det hvitt over alle grunder, og døden lurer i hver
eneste tangvase, som nu ligger fredelig og vipper i maisolens
herlige straalestrøm.

Ja, der var vidunderlig herlig der ute i den stille morgen¬
stund.

Men havet er lunefuldt. Ingen vet hvad der kan ske i de
par følgende timer. Før man har kunnet naa ind igjen i sik¬
kert farvand, kan alt ha forandret sig, og gjennem det samme
sund, hvor man for bare faa timer siden rodde sin baat i mak
ut mot den blanke havflate, kan det nu være livsfarlig at søke
tilbake. Ti ligger end sjøen i det ene øieblik blank, saa man
tror der ingen fare er, kan der i det næste reise sig fraadende
skumstøtter, mellem hvilke det svarte skjær dukker frem som
en vældig hvalryg, mot hvilken baaten i mindre end et minut
blir slaat i splinter og stykker.

Derfor er det mit raad til alle dem som maatte ønske at
ta en tur herut til de ytterste holmer og skjær, at de aldrig drar
ut paa nogen baatfærd uten at ha en- erfaren og paalitelig fører
med. At stole paa sig selv og sin egen kløgt er et alt for dum¬
dristig vaagespil under omstændigheter som dem der kan møte
en herute, og indsatsen er for stor til at man uten den yderste
nødvendighet bør utsætte sig for de farer som her overalt lurer
paa den uerfarne og uk j endte. Selv under det gunstigste veir
og med forholdsvis rolig hav frembyr landstigningen paa de
ytterste holmer saa mange vanskeligheter, at den let kan bli
skjæbnesvanger for den uerfarne.

325

Paa veien utover saa vi adskillige ederfuglpar ligge i sun¬
dene eller sitte paa klipperne like i strandkanten. Steggene var
i sin pragtfulde brogede parringsdragt — sort, hvit, grønlig og
rosa — og fulgte trofast sine brune egtemaker. Det var tydelig
at de fleste hunner endnu ikke hadde egg i rederne, hvad der
ogsaa bekræftedes ved vor senere undersøkelse paa de holmer,
hvor vi var iland.

Teisten (Ur i a grylle) saaes ogsaa temmelig talrik svøm¬
mende og dukkende i sundene eller flyvende med rappe vinge¬
slag lavt henover det blanke vandspeil.

Her og der saaes enkelte fugler komme styrtende ned fra
str andklipperne , hvor deres reder laa i de talrike spalter og
sprækker, og kaste sig paa våndet i behørig avstand fra vor baat.

Ogsaa disse fugler var i fuld parringsdragt, dyp sort med
skarpt markerte hvite vingebaand og sterkt røde ben. De var
aabenbart midt i egglægningen, men vi maatte ved denne lei¬
lighet renoncere paa den fornøielse at faa underkaste deres for¬
øvrig temmelig vanskelig tilgjængelige reder en nærmere under¬
søkelse.

Mellem teistflokkene saaes enkeltvis her og der en lomvie
(Uria troile), som sagdes sparsomt at ruge paa en av de længst
ute tilhavs beliggende holmer, og spredte par av den lille fiske-
and (Mergus serrator), hvis hanner nu var iført sin statelige
bryllupsklædning. De var tydeligvis nu i parring, men hadde
neppe endnu lagt egg.

Kjelden (Hæmatopus ostralegus), vor skjærgaards alminde-
ligste og tidligst fremmøtende vadefugl, saaes allevegne langs
strænderne, sittende eller løpende paa klipper og skjær eller
staaende midt mellem laminarierne paa de halvt skjulte grunder

Fra nes og odder, hvor den som en aarvaaken skildvakt
sitter paa post, lød dens sterke fløitende skrik som et varselrop
utover sundene, stundom blandende sig med den lysere fløiten
fra et flygtende par av den rødbente sneppe (Totanus calidris),
som forøvrig kun var sparsomt forhaanden, eller det skarpe,
pipende skrik fra en enlig han av den lille strandsneppe (Actitis
hypoleucus), som tydeligvis netop var arrivert.

I det hele viste det sig tydelig nok, at hovedmængden av
de mindre vadere endnu ikke (Ilte mai) var ankommet; dt»
kommer vistnok likesom ternerne først længere hen i maaneden.

326

For den almindelige kystternes (S terna fluviatilis) vedkom¬
mende saa oplyste vor fører, at den sedvanlig pleier komme
omkring 25de mai ; men ifølge en sikker meddelelse ankom den
iaar allerede den 13de til skjærgaarden ved Fitjar.

Da vi nærmet os maalet, de to temmelig store holmer
„Kvittingenu og „Hekkingen“ , der ligger helt ut mot det aapne
hav, saaes talrike individer av topskarv, dels svømmende eller

Fig. 1. Topskarv (Plialacrocorax graculus).

flyvende, dels sittende paa de lave skjær saa tæt som fluer paa
et aadsel, eller paa række og rad langs de skarpe klippekammer,
skarpt tegnende sig mot den lyse himmelgrund, som mystiske
formummede skikkelser, svøpt i sorte kapper og med en statelig
fjærbusk paa sine eiendommelig formede hoder.

Her var det altsaa den hadde sit tilhold denne merkelige
troldfugl, om hvilken skjærgaardens fiskerbefolkning vet at for-

tælle saa mangen en eventyrlig saga, og for hvem de tildels
endnu nærer en viss mystisk gru.

Der er ogsaa noget visst troldagtig ved denne eiendomme¬
lige svømmefugltype med den lange svanehals og den kraake-
lignende eller maaske snarere om en ravn mindende sorte glin¬
sende fjærdragt, det lange spidse krokbøide neb og den litt
tunge, usikre flugt.

Men især Irær det troldagtige ved fuglen sterkt frem, naar
man i halvmørket træffer den sittende i tætte rader paa de
ytterste klipper ut mot havet, med kroppen næsten perpendi-

Fig. 2. Bede med egg av havmaasen (Larus marinus).
(Originalfotografi fra Møgster av Gr. Dahl).

kulær og den lange hals ret opstrakt. Da er det næsten som
man ser en skare sorte trold samlet til ting eller raadslagning
paa den nøkne bergryg eller paa de med ekskrementer ganske
oversprøitede hylder og avsatser.

Herute hvor de sedvanlige maal, hvormed vort øie ubevidst
maaler alle de gjenstande vi møter, ganske eller saagodtsom
ganske mangler, fortoner de sorte skikkelser sig langt større end
de virkelig er og former sig let i vor fantasi som kjæmper, der
sitter paa vakt herute ved skjærgaardens yttergrænse, skumle
som døden, mystiske som selve det svarte havdyp.

328

Endnu mens vi holdt paa at stige iland paa „Kvittingen“ ,
sat skarveflokkene rolig paa sine pladser. Først da vor ivrige
fotograf var kommet indenfor skudhold, fløi de til hans store
ærgrelse bort, just som han skulde til at „plate“ dem.

Vi hadde ikke gjort mange skridt henover denne holme, før
det stod klart for os, hvorfor skarvene hadde valgt dette sted
som rugeplads.

Hele holmen viste sig nemlig at bestaa av en let forvit-
rende kalkstensmasse, gjennemsat av eruptivganger, og var saa
sterkt opspaltet og sønderrevet av havet og atmosfærilierne, at
fuglene her hadde let for at finde de fortrinligste skjul for
sine reder.

Allerede ved den første flygtige undersøkelse fandt vi da
ogsaa adskillige reder, der saa ut til at være komplet færdige,
men egg fandtes ikke i nogen av dem, skjønt enkelte fuglers
bevægelser bestemt tydet paa, at saadanne nok maatte findes i
et eller andet vel skjult rede.

Men fandt vi ikke egg i skarverederne, saa var til gjen-
gjæld havmaasens (Larus marinus) reder fuldt belagt, ja hvad
mere var, de fleste egg i dem. var næsten klækkefærdige, og
enkelte av rederne i denne temmelig store koloni indeholdt
endog flere dage gamle unger.

Da havmaasekolonien her var temmelig ren, idet der kun
saaes nogen faa individer av sølvmaasen (Larus argentatus) paa
stedet, blev der foretat en række maalinger av eggekuld, like¬
som et par av rederne blev fotografert saavel med egg som
med unger.

Litt skuffet over ikke at ha fundet skarverederne belagt
vendte vi ved nitiden om aftenen tilbake til vort logi i klokker-
boligen paa Møgster. Det var vor hensigt at ta derut igjen den
følgende morgen for at fortsætte vore undersøkelser og faa et
par gode plater av rugepladsene. Nu fik vi imidlertid under¬
retning om at hovedmængden av skarvene hadde sit tilhold paa
en anden holme, og at de sandsynligvis der allerede hadde egg
i rederne, da egglægningen paa dette sted altid pleiet at foregaa
noget tidligere end paa „Kvittingen“ . Vor kurs blev derfor
den følgende morgen lagt for denne nye lokalitet, „Myrbærhol-
men“, som ligger et par kilometer sydvest for de tidligere be¬
søkte holmer.

329

Vi hadde denne gang som fører vor verts søn, som var sær¬
deles godt kjendt med skarvens rugepladser derute og derfor
ydet os fortrinlig tjeneste ved opsøkningen av rederne, som
forresten ikke var synderlig vanskelig at finde.

Veiret var likesom den foregaaende dag ualmindelig vak¬
kert og stille, og sjøen fremdeles saa rolig, at landingen, som
ellers kan være vanskelig nok, da der ingen naturlige havne-
pladser findes og kystene er ganske steile, forløp uten noget
uheld.

Fig. 3. Nyklækkede havmaaseunger i redet.
„Kvittingen“ 11/s 1913. (Fotogr. G-. Dahl).

„Myrbærholmen“ bestaar likesom „Kvittingen“ av kalksten
og viste sig at være endnu mere opspaltet og sønderrevet end
denne. For hvert skridt man gaar, føler man forvitringen i
form av knivskarpe egger eller sylkvasse stenspidser, som gjør
det til en bydende nødvendighet at bevæge sig med varsomhet
og forsigtighet, da et fald under disse omstændigheter let kunde
bli skj æbnesvangert .

Det blir en formelig balansegang henad mere eller mindre
skraat avfaldende egger, paa gjenstaaende kvartskammer eller
spidst opstikkende smaatopper, paa hvilke kun en ringe brøkdel
av fotsaalen finder støtte, og man maa dertil ofte gripe sig for
med hænderne i de ru opsprukne klippevægger eller større sten-

330

blokker, saa fingrene blir ganske opkradset og saare efter nogen
tids vandring.

Paa den anden side gjør denne sterke forvitring selv de
steileste klippevægger tilgjængelige, saa selv de lodret ned-
skaarne spalter uten synderlig vanskelighet lot sig bestige, idet
der overalt var let at finde støttepunkter for haand og fot.

Fig. 4. Skarvereder i den store kløft paa „Myrbærholmen“.

(Fot. Gr. Dahl).

Allerede før landingen hadde vi set flere rugende fugler
ligge i spalterne og en mængde skarv sat overalt paa klipperne
saavel paa læsiden som ut mot havet.

Fuglene viste sig imidlertid at være saa sky og forsigtige,
at fotografen trods de ihærdigste bestræbelser ikke var istand
til at komme dem nær nok til at faa en god plate av dem.

Vor ivrige fører som sammen med fotografen straks begav
sig ut paa rekognosering, kunde §nart melde, at et antal reder
her indeholdt egg, men at kun faa av kuldene endnu var
fuldlagt.

331

Vi gik derefter igang med en systematisk avsøkning av
holmen for at skaffe os et overblik over redernes antal og be¬
liggenhet.

Det viste sig herunder, at det største antal reder laa i en

Fig. 5. Interiør fra den store kløft paa „Myrbærholmen“.
(Efter en aquarelskisse av forf.).

række næsten paralelle spalter som skar sig ind i klippemassen
i retningen sydvest — nordøst.

Disse spalter er i sig selv høist merkelige. De gav nær¬
mest indtryk av at være dannet under en vældig naturkatastrofe,
under hvilken masserne paa begge sider er sunket i havet, mens

332

det gjenstaaende midtparti er knækket paa flere steder, tildels
saa dypt, at spalterne gaar ned under havflaten.

Paa foranstaaende avbildning, der gjengir et interiør fra
den største av disse spalter, ser man et skarverede liggende paa
en hylde i selve klippevæggen.

Litt tilvenstre for dette rede skimtes randen av et andet
rede, der ligger midt i den mørke grotte, der er dannet ved at
en større løs stenblok er blit liggende et stykke over kløftens
bund. Et tredje rede, som ikke kan sees paa fotografiet, ligger
tæt ind til den høire bergvæg og noget nærmere hylden, saa
den paa billedet dækkes av denne.

Da dette fotografi, der er tat fra vestsiden, ikke gir nogen
forestilling om denne interessante klippespaltes dimensioner,
har jeg omstaaende gjengit min akvarelskisse av kløftens midt¬
parti efter et desværre helt mislykket fotografi, der blev tat fra
en standplads, som ligger ovenfor den klippeblok, der danner
grottens tak paa foranstaaende avbildning.

Man vil herav maaske kunne danne sig et begrep om de
eiendommelige forhold i denne interessante spalte, der saagodt-
som udelukkende faar sit lys ovenfra, de steilt nedløpende sterkt
forvitrede vægger og de løse blokker, der danner den synlige
bund.

Men om den stank, der hersker hernede mellem de med
skarvens ekskrementer aldeles oversprøitede graakolde kalk-
stensvægger, kan kun den danne sig et begrep, der en gang har
gjestet en saadan pesthule. Luften dernede er ganske mættet
med en sterk kvælende luft, som med den stigende solvarme,
paa grund av fugtighetsforholdene i selve kløften, utvikler sig
til en intensitet, der trodser enhver beskrivelse.

Er man saa uheldig at sættte sin fot i en av de mange
smaa vandpytter som findes dernede, blir man saa grundig par-
fumert, at der trods den omhyggeligste renselse tiltrænges en
længere tids utluftning, før man blir kvit stanken. Og selv om
man heldig har kunnet undgaa en saa intim berøring med disse
væmmelige stinkpøler, er der paa alle bergvægger og stenblok-
ker tilstrækkelig nok av det ubehagelige fluidum til at par-
fumere en for lange tider.

Mens vi befinder os i denne av ca. 25 skarvepar bebodde
klippekløft, kan det kanske være paa sin plads at ta selve
rederne i nærmere øiesyn.

333

Som vedstaaende billede viser, er skarvens reder temmelig
store. Jeg maalte flere av dem og fandt at det ytre tvermaal
i almindelighet var over 60 cm. Det her gjengivne rede hadde
en endnu større utstrækning maalt utenfra indover, mens midt¬
partiets bredde var ca. 46 cm.

Hovedmaterialet er tørre lyngkvister (Calluna vulgaris),
tørre stilker av den store havtang (Laminaria) samt aalegræsset
(Zostera marina).

Foruten dette materiale Andes dog hyppig ogsaa smaakvister

Fig. 6. Skarverede med egg, ,.MyrbærliolmenH 12/5 1913.
(Fotogr. G. Dahl).

av lavere busker, hvilke formodentlig er drevet il and paa hol¬
men, samt ben av fisk og fugl i rederne.

Mange, rnåaske de fleste av disse reder har sikkert været
benyttet gjennem et længere tidsrum, hvad der er rimelig nok,
naar det betænkes, at fuglene som regel vender tilbake til sine
rugepladser hvert aar, og rederne jo i almindelighet ligger saa
vel beskyttet mot veir og vind, at de neppe kan lide nogen
væsentlig molest i vinterens løp. Men naturligvis blir de for
hvert aar en smule utbedret. Saaledes saaes i flere av rederne
nyt indlagt aalegræs, der var let at skille fra det gamle materiale
ved sin friskere farve.

334

Ved denne stadige utbedring og paabygging vokser natur¬
ligvis redernes dimensioner i aarenes løp. Flere av dem hadde
saaledes en liøide fra underlaget til rederanden av mellem 28
og 30 cm .

Den indre diameter var gjennemsnitlig 23 cm., men mange
av rederne var ikke cirkeirunde, men noget avlange, særlig de,
der laa inde i trange spalter.

Oftest var rederne anbragt under større stenblokker og
kun undtagelsesvis laa de mere eller mindre frit, saaledes som
det fremgaar av figurene 4 og 5.

Under vort første besøk paa „Myrbærholmenu var som alle¬
rede ovenfor antydet kun et faatal av over hundrede reder endnu
belagt. Der blev ifølge mine paa stedet gjorte optegnelser
kun fundet 17 reder med egg paa denne holme, og av disse
kuld var kun halvparten fuldtallige, det vil si paa 3 egg, som
vistnok er det normale. Flere reder indeholdt kun to eller bare
ett eneste egg ; men da tomme eggeskal fandtes i nærheten, er
det sandsynlig at kraakerne eller havmaasen hadde været paa
færde og hjemsøkt rederne, mens fuglene var borte, saa at om¬
trent to tredjeparter av de fundne kuld har været komplette.

Eggene er næsten rent hvite, matte, næsten ru at føle paa.
Det ytterste kalklag er imidlertid ganske løst og gaar let bort
under vaskning av den ytre skalflate. Derved kommer en blek
blaa grundfiate tilsyne, der er noget jevnere, men likesom det
ytre lag ganske mat og uten pletter.

Med hensyn til eggenes størrelse, saa viste det sig, at
længden av 31 maalte egg svinget mellem 58 og 66 mm. og bred¬
den mellem 35 og 44 mm. Gjennemsnitlig kan maalene sættes
til henholdsvis 62 og 38 mm., og formen som forøvrig vil frem-
gaa av fig. 6, maa saaledes nærmest betegnes som langagtig oval
uten sterkere markert spids.

Ved den senere foretagne undersøkelse av det indsamlede
eggmateriale viste det sig, at de fleste egg var ganske friske,
mange av dem maaske lagt samme dag de blev fundet. Det første
egg maa saaledes være lagt i rederne derute den 9de eller 10de
mai, hvad der efter de erholdte oplysninger omtrent skulde
svare til den normale egglægning hos denne fugleart i denne
del av skjærgaarden.

335

Av det følgende vil det imidlertid sees at skarvens egglæg-
ning er noget uregelmæssig og at der i et og samme knld kan
være egg lagt til forskjellige tider, men herom nærmere senere.

Som allerede uttalt fandtes de heste av skarverederne i
de store paralelt forløpende kløfter, men mange fandtes ogsaa
spredt rundt om paa hele holmen, hyppigst i ringe avstand fra
sjøen, men ogsaa om end sparsommere midt inde paa holmen.

Langs dennes midtre del løper en bred sænkning, næsten
som en liten dal, i hvis bund der ligger en mængde større og

Fig. 7. Unger av sølvmaasen (Larus argentatus).
„Myrbærholmen“ 12/5. (Fotogr. G. Dahl).

mindre løse nedfaldne stenblokker og et par dammer med stin¬
kende vand. Her laa flere reder under og mellem stenene eller
i spalter i de omgivende bergvægger.

I denne lune sænkning, hvor skjørbuk-urten (Cochlearia
cfficinalis) grodde i overdaadig mængde sammen med strand-
kjæmpe (Plantago maritima), strandnellik (Armeria maritima),
strandjol (Angelica littoralis) og flere andre typiske skjærgaards-
planter, hadde forøvrig ogsaa flere andre fuglearter opslaat sit
paulun. Talrike reder av sølvmaasen laa saaledes spredt om¬
kring allevegne, helst hvor der var en smule græsbund som
underlag.

336

Ogsaa denne maase som paa „Myrbærholmen“ var den
absolut dominerende, hadde iaar lagt sine egg temmelig tidlig,
idet de fleste egg allerede var mere end halvruget og flere reder
endog indeholdt et par dage gamle unger.

Rederne av denne maaseart laa paa enkelte steder saa tæt,
at man knapt kunde gjøre et skridt uten at støte paa dem, og
kun vor aarvaakne paapasselighet gjorde det mulig for os at
passere de større ansamlinger uten at træde op i kuldene.

Fig. 8. Eede av ederfugl (Somateria mollissima).
„Myrbærholmen“ l9jj5 1913. (Fotogr. Gr. Dahl).

Her i denne sænkning fandt vi ogsaa det første fuldlagte
kuld av ederfuglen i et fuldt utstyret rede, der laa i en lun
krok, men ellers ganske aapent mellem klippemasserne . Det
blev fotografert og gjengis ovenfor i fig. 8.

Ogsaa i dette rede var eggene aldeles friske, saa første
egg antagelig maa være lagt den 5te eller 6te mai.

Redematerialet, som hos ederen sedvanlig bestaar av tørret
tang, var her udelukkende tørre og visne græsblade, hvad der
finder sin naturlige forklaring deri at blæretangen (Fucus)
kun forekommer meget sparsomt paa disse strandklipper, hvor
den svære havsjø hindrer den fra at faa fast fotfæste. Denne
tangart fandtes derfor heller ikke i de senere paa andre holmer
fundne reder.

337

Neppe 10 skridt fra dette rede laa paa et aldeles lignende
sted et rede av kjelden med 3 likeledes nylagte egg. D'a kjel¬
den ikke er nogen redebygger av rang, laa dens egg kun paa et
sparsomt underlag av græsstraa i en naturlig forsænkning i den
lille græstorv, der dannet bunden i den lille klippekrok den
hadde valgt sig som rugeplads.

Flere andre kjeldreder, som blev fundet senere, laa like¬
ledes mellem græs, mens jeg ellers hyppigst har fundet kjeldens

egg liggende paa ganske steril klippe- eller grusgrund. Et saa-
dant kjeldrede blev ogsaa fundet senere paa en anden holme og
findes gjengit ovenfor i fig. 9.

Ved dette rede var gruskornene tydeligvis ordnet av fuglen,
saaledes at der var dannet en tydelig fordypning, og skal av
bekj endte strandsnegl (Patella vulgata) findes oplagt langs ran¬
den. Da jeg oftere har fundet saavel denne arts som flere
andre strandsnegles skal anbragt paa lignende maate omkring

Fig. 9. Bede av kjeld (Hæmatopus ostralegus).
Holme ved Møgster 1/6 1913. (Fotogr. Gr. Dahl).

338

randen av kjeldreder, ser det ut som om de er anbragt der med
hensigt. Et saadant utstyr med moluskskal kj endes jo ogsaa
fra andre fuglers reder, uten at man har kunnet forklare sig
hvorfor de er anbragt der. For kjeldens vedkommende kan det
ligge nær at anta, at deres hensigt er at gjøre redet og eggene
saa lik som mulig det strandparti, paa hvilket de oftest findes.
Eggene ligner jo ogsaa skuffende de mange runde fjærestener,
som ligger omkring paa en sjøstrand, baade hvad form og farve
angaar, saa de let kan oversees av en mindre skarp iagttager.

Da jeg den Iste juni besøkte Møgster for anden gang, var

Fig. 10. Eecle av fiskemaasen (Larus canns).
Holme ved Møgster 1/6 1913. (Fotogr. G. Dalil).

veirforlioldene ikke saa gunstige som ved mit første besøk. Der
blæste en temmelig sterk vind, og sjøen var saa urolig, at jeg
ikke turde vove en landgang paa „Myrbærholmen“ . „Hekkin-
gen“ blev derimot denne gang gjennemsøkt, men viste sig tem¬
melig sparsomt bebodd av skarven. Av reder fandtes der jo
adskillige, men de fleste var tomme, endel vistnok plyndret av
maaser eller kraaker, og kun et par indeholdt fuldlagte kuld,
hvorpaa hunnerne laa og ruget.

Ved denne leilighet fandt vi ogsaa i et av teistrederne et
ganske friskt egg, der altsaa maa ha været lagt denne eller den
foregaaende dag. Ellers var denne holme paafaldende fattig

339

paa fugl, idet kun faa par av sølvmaasen og havmaasen hadde
sit tilhold der.

Adskillig livligere var det derimot paa en indenforliggende
mot havet bedre beskyttet holme, hvor vi denne gang gjorde
landgang.

Her hadde nemlig den lille fiskemaase (Larus canus) slaat
sig ned og adskillige reder av denne art fandtes spredt rundt
om i det friske saftige grønsvær, som dækket store dele av hol¬
men, og som var sterkt isprængt med blomstrende primler (Pri¬
mula acaulis) og vaarkaal (Ranunculus ficaria) samt en vrimlende

Fig. 1 1 . Reder av ederfugl og fiskemaase.

Holme ved Møgster 1!& 1913. (Fotogr. Gr. Dahl).

mængde av tusenfryd (Bellis perennis), foruten de straalende
tæpper av strandnelliken, som netop nu stod i sin frodigste
blomstring.

Fiskemaasen var aabenbart midt i sin egglægning. De
fleste reder var nemlig endnu ikke fuldt belagt, og adskillige
var ganske tomme. Eggene i de fuldlagte kuld viste ikke det
ringeste spor efter rugning, saa de maa ha været lagt de nær¬
mest forutgaaende dage. Fiskemaasen begynder saaledes sin
egglægning 1 til l1/.^ maaned senere end sine større frænder og
vælger gjerne sine rugepladser længere inde i skjærgaarden
end disse.

340

Sammen med fiskemaasen rnget paa denne holme foruten
et par kjeld ogsaa 2 ederpar. Det ene av eder-rederne var for-
saavidt av en viss interesse, som det indeholdt et større antal
egg, end det der .sedvanlig findes hos denne fugleart, idet der
fandtes hele 7 stykker i det komplet med dun utstyr ede rede,
som findes gjengit paa foranstaaende avbildning, der desuten
viser, hvor nær op til fiskemaasens det er anbragt, kun skilt
fra dette ved et litet klippestykke (fig. 11).

Naar der i nærværende opsats kun er omtalt nogen faa av
vor skjærgaards vadefugler, saa er det fordi de klippeøer, hvis
fugleliv her nærmest er skildret, er forholdsvis fattige paa
vadere. Mange av disse, arter fordrer nemlig et ganske andet
terrain for at kunne trives. De vil gjerne ha flate strande, som
ligger mere eller mindre tørre ved ebbetid, eller sump- og myr-
strækninger, og disse betingelser var ikke tilstede paa de nær¬
mere undersøkte holmer.

Det bør dog nævnes at jeg paa en av de større, forøvrig
omtrent fugletomme holmer, saa et par storspover (Numenius
arquatus) som sandsynligvis ruget der, uten at det var mig mulig
at finde p arrets rede. Desuten ruger viben (Vanellus cristatus)
jevnlig i vekslende mængde paa selve Møgster, likesom heiren
(Ardea cinerea) jevnlig var at se langs alle strænder.

Ganske interessant var det at faa se stærens rugepladser
derute. Dette vort velkj endte vaarbud hadde her maattet ta sin
tilflugt til klippespal terne, særlig hvor bergvæggene var be-
vokset med epheu (Heder a helix), men ogsaa i helt udækkede
spalter mellem jord og sten i teistens umiddelbare naboskap.

Forøvrig var smaafuglelivet, som man kunde vente det, paa
disse mot hav og veir kun daarlig beskyttede holmer, hvor det
salte sjødrev ofte dynker hver eneste plet, ikke videre rikt.

Under mit første besøk saa jeg dog paa „Myrbærhol-
men“ foruten skj ærpiplærken (Anthus obscurus) og stendulpen
(Saxicola oenanthe), som begge er rugefugler selv paa de ytre
holmer, tillike linerle (Motacilla alba), broget fluesnapper (Mus-
cicapa atricapilla.) og løvsanger (Phylloscopus trochilus). De
to sidstnævnte var ved mit andet besøk forsvundet og har sand¬
synligvis kun gjestet holmen under trækket.

Naar der til de foran omtalte føies tyvjo (Lestris parasitica),
av hvilken flere par sagdes at ruge paa den tæt ved Møgster

341

beliggende Langø, ravn (Corvus corax) og taarnfalk (Falco
tinnuncnlus) samt gulspurv (Emberiza citrinella) og gulnebbet
irisk (Cannabina flavirostris), er her i virkeligheten nævnt alle
de fuglearter som blev iagttat paa vor ekskursion til Møgster og
omliggende holmer.

Det var min hensigt at ta ut til Møgster igjen i slutten av
juni, naar eggene i skarvens reder var klækket, men dette blev
mig av forskjellige grunde ikke mulig. Imidlertid kunde den

Fig. 12. Eede av topskarv med unger av forskjellig alder.
„Myrbærholmen“ -5/6 1813. (Fotogr. G. Dahl).

ivrige fotograf ikke motstaa fristelsen til at ta et par fotografier
av rederne med unger i.

Det skyldes saaledes ham, at jeg endnu ser mig istand til
at bringe et billede fra skarvekolonien derute. Desuten blev
det derved mulig at faa konstatert, at der i alle de reder, fra
hvilke eggene blev borttat under vort første besøk, nu var blit
lagt nye eggekuld.

Av ovenstaaende avbildning vil det endvidere fremgaa, at
eggene i enkelte reder maa være lagt til forskjellige tider, idet
det jo viser sig, at ungerne i det her avbildede skarver ede er
av forskjellig alder.

342

Der fandtes i det hele under fotografens besøk unger paa
de mest forskjellige alders- og utviklingstrin, like fra nyklæk-
kede fuldstrendig nøkne til næsten flyvedygtige, og desuten var
der ved siden herav reder, der endnu indeholdt uklækkede egg,
hvilke altsaa maa være lagt langt ute i maaneden.

Naturligvis er de seneste kuld omlagt, efter at et eller
flere foregaaende er blit forstyrret. Men hvorledes det for¬
holder sig med de forskjellig gamle unger i samme reder kan
endnu ikke avgjøres. Maaske vil det lykkes ved - senere under¬
søkelser at kaste litt lys over dette interessante forhold.

Fundet av det palæolitiske menneske i Sussex
i Sydengland.

Yed C. F. K.

I det sidst utkomne hefte av „The Quarterly Journal of the
Geological Society“ i London er der av de engelske forskere
Charles Dawson og Arthur Smith Woodward git en nærmere
beskrivelse av det ovennævnte fund, som allerede ved de første
foreløbige beretninger vakte saa megen opmerksomhet.

Paa en spasertur langs en gaardvei nær Piltdown i Sussex
fandt Dawson for flere aar siden i veifylden endel stykker av
en brun flint, som ikke var almindelig i distriktet. Han op-
søkte det sted hvorfra veigruset var tat, og da han kunde tænke
sig at man ved yderligere gravning vilde kunne finde ben¬
rester, anmodet han arbeiderne om i tilfælde at ta vare paa
dem. Ved et senere besøk fik han ogsaa fra en av arbeiderne
et usedvanlig tykt stykke av et menneskelig isseben ; mere kunde
man den gang ikke finde. Høsten 1911 fandt saa Dawson i en
av regnet utvasket, grushop et nyt og større stykke som øien-
synlig tilhørte samme skalle, og som han tok med sig. f or at vise
dr. A. 8. Woodward i British Museum. D'a denne likesom
Dawson forstod fundets betydning, besluttet de saa snart anled¬
ning gaves i IS 12 at foreta en indgaaende undersøkelse av de
løse avleiringer omkring findestedet. De. fandt da i grushopene
flere rester av samme hjerneskalle og i en noget dypere depres-
sion av urørt grus et større fragment av høire underkjæve, der

343

efter al sandsynlighet maatte tilhøre samme individ. Det laa
nemlig paa det sted hvor arbeiderne hadde fundet det første
bruddstykke av hjerneskallen, og i mindre end en meters avstand
fra det laa i nøiagtig samme nivaa et bruddstykke av nakke-
benet. Hertil kommer at kjæven svarte i størrelse til hjerne¬
skallen, og begge viste samme grad av forstening. De fundne
dele viste enten rent ubetydelige eller ingen tegn paa at ha været
rullet. Foruten disse rester av menneske fandtes to smaa brudd¬
stykker av en kindtand av en temmelig tidlig pliocen1) type av
elefant, en meget rullet spids av en mastodonkindtand, dele av
to flodhesttænder og to kindtænder av en kvartær bæver ; end-

Fig. 1. Piltdown-skallen, set ovenfra. (2/5 nat. st.).

videre fandtes paa den vestenforliggende mark rester av kron-
dyrtakker og tand av kvartær hest.

Som allerede nævnt er der i gruset fundet mange flintstyk-
ker. Av disse synes en hel del at maatte regnes til de saakaldte
eoliter, og der er ogsaa nogen faa tydelig bearbeidede palæoliter.
Disse maa paa grund av bearbeidelsens art enten henføres til de
franske arkæologers chelléenperiode eller ogsaa til tidsrummet
forut for denne ; de tilhører altsaa det tidligste tidsrum av den
palæolitiske tid. De bearbeidede flintstykker har været litet
rullet, men deres patina er allikevel ikke saa sterk og tyk som
de øvrige flintstykkers.

1) Tertiærtiden ind deles som bekjendt i følgende avsnit der her
anføres i kronologisk orden: eocen, oligocen, miocen og pliocen.

344

Dawson er av den opfatning at det lagdelte grus ved Pilt-
down er fra kvartærtiden ; men dette grus indeholder i de laveste
lag dyreben, som skriver sig fra nærliggende pliocene lag. Disse
rester er saa blit blandet med rester av kvartære dyreformer og
mennesker estene. De sidste kan da ikke være ældre end første
halvdel av kvartær. Onder den diskussion som fulgte efter
meddelelserne om de her nævnte fund i „Geological Society" i
London, blev der fra et hold hævdet at naar de fundne men¬
neskelige rester viste sig at tilhøre en saa lavtstaaende menneske-
race, vilde det ha været rimelig at anta pliocen alder ; fra andet

Fig. 2. Piltdown-skallen, set fra siden. (2/5 nat. st.).

hold (geologen Cl. Reid) hævdedes, at det var sandsynlig at
omhandlede avleiring var adskillig yngre end første istid. Dr.
Woodward fremhævet under diskussionen at det ikke kunde
være nødvendig f. eks. at henføre den lavtstaaende menneske¬
form Homo heidelbergensis og det menneskelige væsen fra Pilt-
down til to forskjellige tidsrum, fordi om de viste store ana¬
tomiske forskjelligheter. Han kunde godt tænke sig at netop
skogene i Wealddistriktet hadde ydet et passende tilflugtssted
for en lavtstaaende og tilbaketrængt race.

Som før nævnt bestod de fundne menneskerester av største¬
delen av en hjernekasse samt et bruddstykke av en underkjæve

345

med Iste og 2den molar. Av hjernekassen er der ialt fundet
9 bruddstykker, ved hvis hjælp det gaar an med noksaa stor
sikkerhet at rekonstruere den hele skalle ; virkelige vanskelig¬
heter frembyr væsentlig rekonstruktionen av den midtre del av
pandepartiet. Av fig. 1 og 2 vil man bedre end ved en lang
beskrivelse faa rede paa hvorledes rekonstruktionen er utført,
likesom man av disse figurer ogsaa vil kunne se hvad der vir¬
kelig er fundet. De virkelig eksisterende bendele er betegnet
med en mørk tone, de modellerte dele med en lys tone, og de
hypotetiske dele er helt hvite. Dr. Woodward, der har under¬
kastet hjernekassens ben en indgaaende undersøkelse, kommer
til det resultat at næsten alle de træk de viser, er av typisk

Fig. 3. Underkjæ verne fra Piltdown (skrafferet) og fra Heidelberg (hvit),
formindsket i samme maalestok og anbragt i samme stilling.

menneskelig karakter. Det eneste som minder om aperne, er
den opadgaaende utvidelse av tindingehulningene og nakke-
regionens lave og brede form. Karakteristisk er den betydelige
tykkelse av benene og de dype, forgrenede furer paa hjernekas¬
sens inderside, der viser os forløpet av hjernehindernes aarer,
saaledes som det tydelig fremgaar av den avstøpning der blev
laget for at vise det indre av hjerneskallen. Denne avstøpning
blev av dr. Woodward overlatt Grafton E. Smith til under¬
søkelse. Efter et indgaaende studium av denne, hvis detaljer
jeg ikke her skal komme nærmere ind paa, mente Smith at
kunne fastslaa at vi her staar overfor den mest primitive og
mest apelignende menneskelige hjerneskalle vi kj ender.

I god overensstemmelse hermed staar det at det fundne
underkjævefragment har et utpræget apelignende præg, ja, saa

346

uipræget at kun tænderne vidner om et menneske, men selv
disse tænder nærmer sig ved sin vel utviklede 5te spids og ved
sin langstrakte form apetypen. Woodward mener derfor at
det blir nødvendig at opføre Piltdownfundet som tilhørende en
egen slegt av familien Hominidæ, som han vil kalde Eoanthro-
pus, og som er karakterisert ved de apelignende kjævesymfyser,

Fig 4. Skaller av ung (a) og voksen (b) chimpanse. (2/5 «at. st.).

paralelle kindtandrækker samt smale og lave molarer som ikke
avtar i størrelse bakover; hertil kommer saa for selve hjerne-
kassens vedkommende den forholdsvis høie pande og den svake
utvikling av øienbrynsbuerne.

En sammenligning av den bek j endte underkjæve fra Heidel¬
berg (tilhørende den lavtstaaende menneskeform Homo heidel-

347

bergensis) med underkj æven fra Piltdown viser betydelige for¬
skjelligheter i disses bygning, saaledes som det let vil kunne
sees av den av Woodward foretagne sammenstilling (fig. 3), hvor
Eoanthropuskj æven tænkes lagt over k j æven til Homo heidel-
bergensis. De to kjæver kan særlig godt sammenlignes med

Fig. 5. a. Skallen og underkj æven fra Piltdown.
Monsterien-typen (fra La Chapelle-aux-Saints).

b. Skalle og kjæve av
(Ca. V4 nat. st.).

hinanden, fordi Iste og 2den molar er næsten identiske i begge.
Woodward hævder at denne sammenligning viser, at der i begyn-
delsen av kvartærtiden i det vestlige Europa har været to vidt
forskjellig utviklede menneskelige typer. Den omstændighet at
Eoanthropus dawsoni (som den kaldes efter sin opdager) ikke
har den lave pande og de fremstaaende øienbrynsbuer, som man

348

har været tilbøielig at tro var karakteristiske for de primitive
menneskeracer, maa ikke bringe en til at tvile paa at man her
har en særlig primitiv form. Woodward minder om at hjerne¬
skallen hos aperne i den første tid efter fødselen har den samme
avrundede form som man finder hos Eøanthropus dawsoni, med
høi pande og svakt utviklede øienbrynsbuer. Det er først senere
at de typiske apekarakterer utvikles, saaledes som det vil sees
av fig. 4, hvor a fremstiller hodet av en ung og b av en voksen
chimpanse. Med vort kj endskap til de palæontologiske love maa
vi anta at de nuværende apers forfædre i midten av tertiærtiden
hadde den samme avrundede skalle som vi nu finder hos de
moderne aper i deres første levetid. Eloanthropus skulde da
med hensyn til hodeform komme disse tertiære aper nærmere
end nogen av de andre fossile menneskelige skapninger vi kj en¬
der. Era en saadan Eoanthropustype kunde der saa ved en
utvikling i nogenlunde samme retning som den vi har set i ape-
individets og trodd at maatte anta i apeslegtens liv, ha fremstaat
typer som mousterienmennesket, der nu forlængst er utdød ;
mens de nulevende mennesker har utviklet sig direkte fra en
grundform som maa ha staat Eoanthropus nær. Utviklingen
fra Eoanthropus til mousterienmennesket kan sees ved at be-
tragte fig. 5 a og b; til sammenligning maa da studeres fig. 4 a
og b.

Man er her inde paa spørsmaal av betydelig interesse som
man faar haape det skal lykkes den fremtidige forskning ved
hjælp av stadig nye fund av fossile mennesker at kunne gi svar
paa. Nye fund har fulgt hurtig efter hinanden i de sidste aar,
og der er vel al grund til at anta at det vil gaa likedan i de
kommende aar.

I et av de nærmeste hefter av „ Natur en “ vil der komme en supple¬
rende artikel om Piltdownfundet paa grundlag av den endnu paagaaende
diskussion om fundets betydning.

„Transmutation“ forvandling av grundstofFer.

Ved I. Grøndahl.

Ved „Chemical Society" s møte i London 6te februar dette
aar blev der foredraget to meget opsigtsvækkende beretninger,
den ene av Sir William Ramsay om tilstedeværelsen av

349

helium i gasindholdet av et røntgen-rør, den anden av professor
Norman Collie og Mr. H. Patterson om optræden av
neon i vandstof, hvorigj ennem der, under lavt tryk, var sendt
en elektrisk gnist.

Betegnelsen „t r a n s m u t a t i o n“ — et grundstofs for¬
vandling til et andet — - syntes banlyst fra det 19de aarhundredes
fysisk-kemiske terminologi. Efter radioaktivitetens opdagelse
har den imidlertid begyndt at vise sig igjen, og de forunderlige
overgange : Radium — helium — polonium, o. s. v. kalder tillive
igjen alkymisternes drømme. De radioaktive transmutationer
har været de eneste hittil kj endte ; men det er ikke sandsynlig
at de skulde staa alene. De foregaar spontant, automatisk, uav-
hængig av enhver indgripen. Alle midler er blit prøvet : lys,
varme, tryk, fortætning, fortynding o. s. v. - — ■ altsammen uten
den ringeste indflydelse paa forvandlingens gang ; mennesket
har like liten magt overfor disse bevægelser som over et him-
mellegemes.

Den energi som frigjøres ved radiumatomenes stadige
spaltning — at sammenligne med en række eksplosioner — ytrer
sig samtidig under tre forskjellige former : der utsendes 1. posi-
tivt-elektriske a-partikler, d. e. heliumatomer forenet med to
positive elektroner, 2. ^-partikler, negativt ladede elektroner,
som utslynges med en hastighet = 9/i0 av tysets, 3. Y-S^raa^er?
bølgebevægelser i æteren av lignende art som røntgen-straalerne.

Ramsay hadde i den senere tid experimentert med [3-straa-
lerne. Da han herunder blev berøvet sin „ vises sten“ , et paa
bestemt tid laant radium-præparat, maatte han søke en anden
og lettere tilejængelig kilde for p-straaler. Røntgenrørets
katodestraaler bestaar ogsaa av elektroner, kun utslynges de
med mindre hastighet end radiums (3-straaler. Ramsay tok
brukte røntgenrør og opsamlet gasindholdet av dem ; det viste
sig at bestaa av helium, neon og argon. Han tok saa andre
rør, opvarmet til 3O0|0 og samlet gasen ; spektret viste helium
og litt neon. Tilstedeværelsen av neon og argon er let for¬
klarlig som bestanddele av den atmosfæriske luft og der¬
med levninger derav i det fortyndede („tomme“ ) rum ; men
helium? — - hvor var det kommet fra ? Det kunde skrive sig
fra elektronene, fra katoden, anoden eller glassets overflate.
Ellers var man nødt til at anta et tilfælde av transmutation.

350

Professor Collie’s og Patterson’s resultater trær her sup¬
plerende og støttende til. De hadde ved eksperimenter som var
utført dels særskilt, dels i fællesskap, fundet gaatefuldt optræ-
dende helium, samt ■ — • efter en elektrisk utladning gjennem
vandstof under lavt tryk — neon. Det spørsmaal opstaar da
igjen: hvorfra kommer dette neon? Kan der paa nogen vis
være kommet luft ind i apparatet? Har vandstoffet været urent,
eller kanske surstoffet, som efterpaa er brukt til rensning av
røret?

Collie’s eksperimenter for at bringe dette paa det rene gir
bare negativt svar til hver av de ovennævnte muligheter. Han
konstaterte først at neon ikke engang kunde trænge gjennem
opvarmet glas. Hvad enten et ytre rør blev fyldt med
helium eller med neon, stadig fandtes der neon i det indre. For¬
søket variertes ved at man i det omgivende rør frembragte et
endda fuldstændigere tomrum end røntgen-røret. Der paa blev
1 kubikcm. kemisk rent surstof indført i det første. Efter at
surstoffet var pumpet ut, sendtes en elektrisk gnist igjennem,
foraarsakende en let vandstof eksplosion. En rest av surstof-
overskuddet som han søkte at fjerne paa vanlig vis med sterkt
avk j ølet trækul, var ikke til at faa ut; ved nærmere under¬
søkelse viste det sig at være — helium! Collie konfererte
med Patter son som gjentok hans eksperiment med det samme
resultat. I et nyt forsøk — med surstof i det ytre rør — fandtes
neon i røntgen-røret.

Disse merkelige resultater søkes forklaret saaledes : i det
første tilfælde er ved utladningen gjennem det fortyndede rum
vandstof-atomet blit elektrisert, koncentrert og utslynget i form
av a-partikler, som ved neutralisering blir til helium. I det
andet tilfælde skulde de utslyngede a-partikler ved sin kollision
med surstof-atomene ha frembragt neon. Atomvegtene støtter
denne antagelse : Helium (4) + surstof (16) = neon (20).

Indtil anden forklaring fremkommer, peker Collie’s og Patter-
son’s likesom Ramsay’s eksperimenter hen paa transmutation.
Skulde det virkelig være et tilfælde av „stoffetsa tilblivelse, fore-
gaaende mellem vore hænder ? I hvert fald vil disse forsøk
vække en livlig diskussion og der vil sættes vidtstrakte og ind-
gaaende undersøkelser igang. Den skarpeste prøvelse er ogsaa

351

nødvendig forat saa eventyrlige resultater skal kunne antas av
videnskapen.

Da det kan lia sin interesse at høre hvad en fremragende
fysiker som Sir J. J. Thomson, elektronteoriens grundlæg-
ger, mener om de ovenfor omtalte fænomener, skal her tilføies
utdrag av et brev fra ham til redaktøren av det engelske tids¬
skrift „Nature“ (13de februar 1913). — ■ Thomson har i længere
tid været beskjæftiget med undersøkelser over en ny gasart med
atomvegt 3, som han foreløbig benævner X3. Han skriver bl. a.
herom :

„Mine forsøk har gaat ut paa at opdage hvilke omstændig-
heter der begunstiger dannelsen av X3, og at avgjøre om den
skulde være triatomisk vandstof, dannet ved den elektriske
utladning — eller et nyt element. Det har herunder vist sig,
at de betingelser som fører til en betydelig produktion av X3,
i regelen ogsaa fremkalder helium og neon. I den store flerhet
av de tilfælde hvori jeg har bemerket spor av helium og neon,
har disse gaser været ledsaget av større mængder av X3 ; den
sidste gas synes imidlertid ikke at ha været bemerket av fore¬
dragsholderne i „Chemical Society“.

De fremgangsmaater som hittil har vist sig virksomst til at
frembringe X3, er:

1. At utsætte metaller og andre legemer for et bombarde¬
ment av katodestraaler.

2. Med anvendelse av en Wehnelfs katode at foreta en
utladning gjennem en gas under lavt tryk.

3. En bue-utladning i en gas under forholdsvis høit tryk.

De aller fleste eksperimenter bestod i bombardering av me¬
taller; men jeg skal først kort beskrive eksperimentet med buen,
da det paa en temmelig tydelig maate reiser spørsmaalet om
disse (spektral-)linjers opkomst. En bue-gnist mellem jern-
traader blev sendt gjennem vandstof under 3 cm. tryk1) i løpet
av en times tid, og de i eksperimentkolben frigjorte gaser blev
undersøkt; X3, helium og neon fandtes. Eksperimentet blev
gjenta, t den følgende dag med de samme jerntraader; de tre
gasarter fandtes atter. Dagen etter blev gnisten ført igjennem

b Katodestraalerne blir da absorbert tæt ved elektroden.

352

surstof ; X3-linjen viste sig endnu, skjønt meget svakere end
før, — helium og neon kunde ikke med sikkerhet paavises. Den
derpaa følgende dag (hele tiden samme traader) blev gnisten
paany sendt gjennem surstof; ikke én av lin j erne kunde spores.
Dette kunde altsammen tyde paa at disse stoffer blir frembragt
ved den elektriske gnists slag gjennem vandstof gasen. Det viste
sig imidlertid videre, at naar man — med bibehold av de samme
traader — - pumpet surstoffet omhyggelig ut og fyldte med vand¬
stof igjen, saa frembragtes ved gnistens gjennemslag ingen an¬
tydning til vedkommende spektral-linjer. Erstattet man der¬
imot de brukte jerntraader med nye og førte gnisten gjennem
vandstoffet, var de der igjen. Dette eksperiment synes da at føre
temmelig direkte mot den slutning at de paagjældende gasarter
fra først av laa indesluttet i jerntraadene, og at de blev frigjort
derfra ved den vedholdende elektriske strøm (eng. sparking),
og ikke frembragt av vandstoffet ved bue-gnisten.

Den fremgangsmaate som gav X3 — og tillike de andre
gaser — i størst mængde, var at utsætte metaller (og forøvrig
omtrent hvilketsomhelst stof) for et bombardement av katode-
straaler. Tuben som blev benyttet hertil hadde en bøiet katode,
som rettet straalerne mot et bord, hvorpaa stoffet blev anbragt.
Stoffet blev som oftest omkring det punkt som rammedes av
straalerne, sterkt rødglødende ; bombardementet holdtes gaaende
i 5 — 6 timer ad gangen. Som regel har X3 været ledsaget av
helium og — om ikke fuldt saa hyppig — av neon, naar de føl¬
gende stoffer er blit behandlet : jern, nikkel, nikkel-oxyd, zink,
kobber, forskjellige prøver av bly, to meteorstener, — og et
stykke sort glimmer, som avgav neon i overordentlig mængde.

Rikeligst kom X3 fra platina, og jeg skal beskrive et eks¬
periment med dette stof. Et stykke platina-blad blev bombar¬
dert i 4 dage, og de hver dag frembragte gaser undersøkt.
Efter den første dag var X3-linjen sterkt utviklet, helium- og
neon-linjerne svakere, men dog godt synlige. Gåsene blev
skyllet ut og bombardementet fortsat den anden dag. De fore-
fundne gaser optraadte i omtrent samme forhold, og der kunde
ikke paavises nogen avtagen. Efter den tredje dags bombarde¬
ment var X3-linjen synlig reducert, helium og neon merkbart.
Ved avslutningen den fjerde dag var X3 og helium minket saa
sterkt, at linjerne bare saavidt var synlige. Neon-linjen kunde

353

jeg ikke se. I dette tilfælde blev ikke helium borte før den
fjerde dag. Som regel har jeg fundet at helium er forsvundet
længe før X3. Saaledes avgav et stykke gammelt bly betragte-
lige mængder helium den første dag, yderst litet anden dag,
intet den tredje og følgende dage. X3 derimot avgaves i betyde¬
lige kvanta like til avslutningen av eksperimentet, som varte i
6 dage. Jeg tilskriver den hurtigere forsvinden av X3 ved
platina den omstændighet at „ilden“ da den hele tid kunde kon-
centreres paa en flek av ca. 2 mm.s tversnit, mens blyet smeltet
under behandlingen, saaledes at nye dele stadig blev utsat for
straalerne. Eit stykke av Kahlbaunrs kemisk rene bly avgav
adskillig X3 og helium, dog ikke paa langt nær saa meget som
det gamle bly. Yed prøve med noget netop fældet bly kunde
jeg hverken spore X3 eller helium.

Under forsøkene med gammelt bly indførte jeg vandstof i
eksperimentrøret for at se om X3-mængden vilde tilta, men
kunde ikke paavise nogen indflydelse derav. Ved en leilighet
indførte jeg surstof, mens nikkel blev bombardert, — • ogsaa dette
uten merkbar virkning. — 'Jeg tror disse eksperimenter taler for
den opfatning, at gåsene paa forhaand findes i metallet og blir
frigjort ved katodestraalernes virkning. De holdes forbausende
sterkt fast av metallet, og kan ikke — ■ saavidt jeg har kunnet
erfare — • utdrives ved ophetning. Jeg kokte et stykke bly i
tomrum 3 — 4 timer, indtil bare en fjerdedel av blyet var igjen,
og undersøkte de avgivne gasarter. Hverken X3 eller helium
kunde opdages. Jeg tok saa den gjenværende fjerdedel, bom¬
barderte den — ■ og fik betragtelige kvanta av baade X3 og
helium. Ved gjentat bombardement var X3 endnu synlig, men
ikke helium.

Aarsaken til at helium kan faaes ved at ophete glasset i
brukte røntgen -rør, tror jeg er at helium efter at være frigjort
ved katodestraalerne enten blir hængende ved overflaten eller
absorberes igjen meget løseligere. Et interessant spørsmaal er,
hvordan disse gaser kommer ind i metallene. Absorberes de
under tilvirkningen? Det er i denne forbindelse værd at lægge
merke til at X3 vanskelig lar sig paavise i atmosfæren. Somme-
tider naar jeg har strævet med at rense ut disse gasarter, er jeg
kommet til at tænke paa om det hele ikke betegner de almindelige
metallers ufuldkomne tilsprang til radioaktivitet ; og at, mens

354

de radioaktive stoffer avgir a-partikler og lignende med saa stor
hastighet at de kommer klar av atomets attraktion, saa har par¬
tiklene ved almindelige metaller ikke tilstrækkelig energi dertil,
men blir hængende ved de ytre dele av atomet, hvorfra saa
katodestraalerne kan løse dem. (Efter „Nature“).

Mindre meddelelser.

Hugorm paa Hardangervidden. I en artikel i „NaturenKs
junihefte iaar (s. 193) er det av medicinaldirektør Holmboe
— med prof. C o 1 1 e 1 1 som kilde — angit, at hugormen i vort
land kan gaa op til ca. 2800 fot over havet. Medicinaldirek-
tøren har i den anledning fra legationsraad Emil Huitfeldt
i Berlin mottat nedenstaaende meddelelse, som han velvillig har
stillet til raadighet for „Naturen“ s redaktion. Hr. Huitfeldt
skriver :

„Eor det tilfælde at det skulde ha nogen interesse , tillater
jeg mig at nævne, at jeg ifjor sommer, ca. 1 km. fra Haugastøl
station, dræbte en hugorm — ca. 3 kvartér lang. Dette var
vistnok et par hundrede fot høiere end stationen, som ligger paa
31501 fot, og jeg er i hvert fald paa den sikre side, naar jeg siger,
at jeg dræbte hugormen paa en høide av 3300' fot.“

Ved Bergen gaar hugormen neppe mere end ca. 500 m. o. h.
(plataaet nedenfor Blaamanden og mellem Dirdalsæter og Øv-
stebø i Hauglandsdalen). Længere inde i landet gaar den høiere
op ; saaledes er den paatruffet omkring Hamlegrøvandet, ca.
600' m. o. h., hvor den dog er sjelden. I Jondal i Hardanger
gaar den op til Breisæter, ca. 500 m. o. h. (Ifølge velvillig med¬
delelse av konservator J. A. Grieg).

Stipendiat Johan Havaas har velvillig meddelt, at hug¬
ormen paa f j eldet mellem Granvin og Ulvik i Hardanger gaar
op til ca. 2000 fot o. h., og ved Haukenessæter i Granvin like¬
ledes er fundet henved 2000 fot o. h.

Et myldyr med føl. Likesom de aller fleste andre dyre-
og plantebastarder er som bekjendt ogsaa muldyrene normalt
sterile. De mest erfarne zoologer og dyreopdrættere har dradd

1 tvil de angivelser, som fra tid til anden er fremkommet om
at muldyr i enkelte tilfælde skulde ha faat avkom. Ifølge en
notis i „Nature“ er der imidlertid netop av Mr. G. J. H a r v e y,
den engelske regjerings dyrlæge i Nikosia paa Cypern, offent-
liggjort et saadant tilfælde, som han personlig har iagttat og
hvor det synes utvilsomt at en muldyr-hoppe virkelig er mor til
et føl født sidste vaar. Man kunde i sommer da føllet var

2 maaneder gammelt se det patte sin mor. Det samme muldyr
skal ogsaa tidligere, for et aar siden, ha faat et andet føl.

Fra

Lederen av de norske jordskjælvsundersøkelser.

Jeg tillater mig herved at rette en indtrængende an*
modning til det interesserte publikum om at indsende be»8
retninger om indtrufne norske jordskjælv. Det gjælder
særlig at faa rede paa, naar jordskjælvet indtraf, hvorledes
bevægelsen varv hvilke virkninger den hadde, i hvilken
retning den forplantet sig, og hvorledes det ledsagende
lydfænomen var. Enhver oplysning er imidlertid av værd
hvor ufuldstændig den end kan være. Fuldstændige spørs*
maalslister til utfyldning sendes gratis ved henvendelse til
Bergens museums jordskjælvsstation. Dit kan ogsaa de
utfyldte spørsmaalslister sendes portoFrit.

Bergens museums jordskjælvsstation i mai 1912.

- Dr. Carl Fred. Kolderup.

Det norske Myrselskah

Hovedsæde indtil videre: Kristiania

Aarspenge 2 Kr. — Livsvarigt Bidrag 30 Kr.

— Virker foi Myrstrækningers Opdyrkning og industrielle Udnyttelse —

„Meddelelser fra Det norske lyrselskab"

udkommer 4 Gange aarlig og sendes Medlemmerne gratis.

Følg med i Udviklingen p u fflyrsagess Omraade!

— - Prøveeksemplarer af Tidsskriftet sendes paa Forlangende —

DANSK KENNELKLUB*

Åarskonting. 4 Kr. med Organ Maanedsskriftet Hunden frit tilsendt,

Indsk. 1 Kr.

Maanedsskriftet Hunden.

Abonnem. alene 3 Kr. aarl.; Kundgjørelser opt. til billig Takst. Prøvehæfte frit

Dansk Hundestambog. Aarlig Udstillin^,
Hofman Bang, St. Strandstræde 19, København.

Den første norske Kunsthistorie.

JENS THI1S:

ioi

i det 19de Aarhundrede.

Med mange lllustrationer og Portrætter.

Værket foreligger nu komplet i 20 Hefter til en Pris af 30 Kr.

Originalbind til hele Værket efter Tegning af Gerhard Munthe
er udkommet og koster Kr. 5.50, Porto 30 Øre.

John Griegs Forlag, Bergen.

JOH. NORDAHL-OLSEN

LUDVIG HOLBERG I BERGEN.

Med Forord af Dr. Just Bing.'
Pris Kr. 1.50, Porto 10 Øre,

John Griegs Forlag, Bergen.

ILLUSTRERET MAANEDS SKRIFT FOR

POPULÆR NATURVI DEN SKAP

UTGIT AV BERGENS MUSEUM
REDIGERT AV JENS HOLMBOE

INDHOLD

r -r | WåM'1 §

HG. MAGNUS: Nyere systematisk jordmorfologi . 3L

ANTHON M. WIESENER: Om bøndernes jernsmeltning paa Voss i

gamle dage . . . . . . . 3C

SIR WILLIAM RAMSAY: Fremtidens energikilder . 35

MINDRE MEDDELELSER: I. Fr. S.: Kometer i 1912. — Nusse
Sopp: Hønsenes stemme. — Jens Holmboe: En tyk nypetornstamme.

— Jens Holmboe: En ellevekløver. — * Jens Holmboe: En vældig
barlindstamme. — O. J. Lie-Pettersen: To kuld hos linerlen . 35

Pris 5 kr. pr. aar frlt tilsendt

Pris 5 kr. pr. aar frit tilsendt

Kommissionær

Lehmann & Stage

Kjøbenhavn

Kommissionær :

John Grieg

Bergen

iwi^B

begynder med januar 1914 sin 38te aargang (4de rækkes 8de
aargang) og har saaledes naadd en alder som intet andet popu¬
lært naturvidenskabelig tidsskrift i de nordiske lande.

NATUREN

bringer hver maaned et rikt og a Is idig læsestof, hentet fra alle
naturvidenskapens fagomraader. De fleste artikler er rikt illu¬
strert. Tidsskriftet vil til enhver tid- søke at holde sin læse-
kreds underrettet om alle naturvidenskapens vigtigere frem-
skridt og desuten efter evne bidra til at utbrede en fyldigere
kundskap om og bedre forstaaelse av vort fædrelands rike og
avvekslende natur.

NATUREN

har til fremme, av sin opgave sikret sig bistand av talrike
ansete medarbeidere i dé forskjellige dele av landet og bringer
desuten jevnlig oversættelser cg bearbeidelser efter de bedste
utenlandske kilder,

NATUREN

har i de senere aar, som en anerkjendelse av sit almennyttige
formaal, av Norges storting mottat et aarlig statsbidrag ay
kr. 1000. - : . ^ -

NATUREN

burde kunne faa en endnu langt større utbredelse, end det
hittil har hat. Der kræves ingen særlige naturvidenskabelige
forkundskaper for at læse dets artikler med fuldi utbytte.
Statsunder støttede folkebiblioteker og, skoleboks amlinger faar
tidsskriftet for halv pris (kr. 2. 50 aarlig , frit tilsendt)-. Ethvert
bibliotek, selv det mindste, burde kunne avse dette beløp til
naturvidenskabelig læsestof. T .

- NATUREN

utgis av Bergens museum og utkom rtier i kommission paa
John G ri egs fo ria g; detre di ger es av' direktør Jens Holmboe.

Nyere systematisk jordmorfofogi.

Av dr. Hg. Magnus.

Ved de senere tiders store opdagelsesreiser kan man si at
jordoverflaten paa det nærmeste er utforsket og kjendt. De
„hvite flekker“ paa kartet er nu av forholdsvis liten utstræk-
ning. Geografien staar derfor for tiden foran nye opgaver ;
den maa gaa i dybden istedetfor i bredden, søke at utdype vort
kj endskap til jordoverflaten og dens former samt til det liv som
utfolder sig paa den. Her ligger et vidt felt for forskningen.

Der er nylig utkommet et større arbeide i denne retning,
nemlig : W. M. Davis : Die erklarende Beschreibung der Land¬
formen1).

Dette arbeide av den amerikanske forfatter slutter sig nær
til sammes „Physiographie“ , som jeg anmeldte i „Naturen“ for¬
rige aar. Mens sidstnævnte verk nærmest er en lærebok for
begyndere og en haandbok for lærere, er den her anførte bok
en videregaaende veiledning for studerende til selvstændige
undersøkelser og utarbeidelser. „Hvad vi her tilstræber, er en
metode for beskrivelsen av f jeldf ormene, som vil være mere pas¬
sende for en monografi for viderekomne end for en elementær¬
bok. Er monografien det den skulde være, er det ikke van¬
skelig at lage en skolebok av den, mens læreboken ikke kan
tjene som basis for utarbeidelsen av en monografi. “ Gruncb
laget for boken er en række forelæsninger som Davis holdt
som „bytteprofessora ved Berlins universitet i vintersemesteret
1908 — 09.

Vi har i dette nye arbeide en indgaaende og omfattende
fremstilling av Davis’ betragtningsmaate av jordoverflatens for¬
mer, eller med andre ord av den geografiske disciplin vi kalder
,,morfologien“ . D'et er som forfatteren selv siger mere en mo-

x) Deutsch bearb. von Dr. A. Biihl. Mit 212 Abbildungen und 13
Tafeln XVII -f- 565 p. Leipzig u. Berlin 1912. B. G-. Teubner.

356

derne bevægelse i geografien end en individuel metode. Da
denne kun er kjendt inden en snevrere kreds, men samtidig er
av stor interesse, skal jeg i det følgende forsøke at gi en frem¬
stilling av bokens indhold.

Fig. 1. „Modent“ lanclskapsrelief med skarpe egger og bergkammer.

(Efter Davis).

Davis stiller op som motsætninger den ældre eller em¬
piriske" metode og den nye, „genetiske“ , eller forklarende
metode. Den empiriske metode søker at levere en umiddelbar

357

beskrivelse av de iagttagne foreteelser, saaledes som forskeren
ser dem. Hvert element i landskapet blir behandlet for sig
uten at bli bragt i noget slags forhold til hypotetiske forklarin-

WtM

7Wm

//nv>5

mmsi

MpfgftaHfc

ØU

Fig. 2. Samme landskap som i fig. 1. Fjeldf ormene avrundet ved fort-
sat erosion. (Efter Davis).

ger. Ved den anden metode — den forklarende — ■ forsøker
geografen at gi den genetiske forklaring av foreteelserne. Ved
beskrivelsen av landskapsformene søker man at knytte dem til
erkj endelsen av de virkninger tidligere processer har hat paa

358

utviklingen av de nuværende former. Paa dette felt ligger græn-
sen mellem geologi og geografi nær op til hinanden, og faren
for et overgrep til den geologiske side ligger meget nær. Davis
søker da at bestemme grænsen nærmere : behandlingen av de
tidligere processer maa formes saaledes at tilhørernes opmerk-
somhet mere henledes paa de nuværende former end paa de for¬
andringer som de i tidernes løp har undergaat.

En anden eiendommelighet ved den nye metode er den, at
virkelige landformer maa beskrives ved hjælp av benævnelser
paa tænkte landformer. Mens den ældre metode væsentlig var
induktiv, anvender den nye deduktionen: den opstiller
paa grundlag av indvundne erfaringer et almindelig princip, og
ut fra dette avleder den slutninger overfor de enkelte tilfælde.

Den væsentligste rolle ved utformingen av jordoverflaten
spiller erosionen, tat i videste betydning, nemlig alle de¬
struktive processer som virker paa landjordens overflate, fra
det langsomme arbeide som forvitringen utfører, til elvenes og
havbølgernes kraftige og iøinefaldende arbeide og til den vist-
nok usigtbare, men dog betydelige, sønderdelende virksomhet
som de store bræer utøver. Tænker vi os nu en landmasse som
hæves op over havflaten, kan dens form kaldes uroverflaten, den
oprindelige overflate. Erosionen vil straks begynde sit nedbry¬
tende arbeide, og efterhaanden forandres uroverflatens utseende.
Avgjørende for disse forandringer er overflatens struktur. Ved
den fremadskridende utarbeidelse fremkommer et karakteristisk
relief, som først betegnes som ungt, paa et senere stadium
som. modent; tilslut utviskes formene, og landet blir gam¬
melt; det faar karakteren av en jevnt bølget slette, et „pene-
plaina (en „næsten-slette“). Det kredsløp som herved er av¬
sluttet, kaldes en „normal erosionscyklus“ . Den forutsætter ogsaa
et „normalt klima“, d. v. s. et klima som netop er saa varmt at
al sne smelter i løpet av foraar og sommer, og saa fugtig at alle
bækkener er fyldt til randen, og alle vasdrag naar havet. Vi
faar paa denne maate et systematisk skema : 1) indre struktur,
2) ydre virksomhet, 3) utviklingsstadium, og samtidig har vi
faat en række „mønsterformer“ . Hver enkel landskapsform
maa bringes i forhold hertil. Ved saaledes ute i naturen at
sammenstille de virkelige forhold med vort skema skulde vi
kunne prøve rigtigheten av de oprindelige forutsætninger og nøi-

359

agtigheten av vor deduktion. Helé tredje kapitel av boken
omhandler slike prøver.

Denne skemafciske fremgangsmaate har bl. a. ogsaa den store
fordel at vi faar en række tekniske uttryk til vor raadighet :

Fig. 3. Samme landskap som i de to forrige figurer, paa et endnu senere
utviklingstrin. Ved den fortsatte erosion er landskapet utjevnet til et
„peneplain“, over hvilket enkelte topper rager op. (Efter Davis).

urformer, følgeformer, slntformer, ungdom, modenhet, olcling-
alder, erosionsbasis, konsekvente, insekvente, subsekvente floder
o. s. v. Vi maa imidlertid ogsaa utvide vort skema, idet vi
føier ind forskjellige faktorer som undersøkelsen av de faktiske

360

forhold gir os ihænde. I det uendelig lange tidsrum som en
normal erosionscyclus omfatter, kan et landomraade undergaa
forskjellige forandringer inden det har naadd slutstadiet, et
„peneplain“ . I Alleghanyfj eldene f. eks. kan man skille ut tre
erosionscycler. Disse avbrytelser maa faa en systematisk be¬
handling. Vi har geologiske ændringer, hævninger, sænkninger,
forkastninger; klima, tiske vekslinger o. s. v. ; vulkanske utbrudd
kan indtræffe i enhver cyclus. Den virksomhet hvorved landet
utformes, kan ogsaa være av forskjellig art. Vi har den „nor-
male erosion“ , hvis væsen alt er omtalt, endvidere den glaciale
virksomhet i egne med „nivalt“ klima, den æoliske, d. v. s. virk-
ninger av luft og vind i tørre, aride “ egne ; den opløsende
virksomhet, væsentlig i kalkstensfjeld og endelig den „marine“
virksomhet, eller havets virkninger paa landflaten. Indholdet
av kapitlene V — X blir derfor først behandlingen av landskaper
med ensartet struktur og utviklingen av formene i landskaper
med mere indviklet struktur. Derefter følger de vulkanske for¬
mer. Den aride cyclus forløper i et tørt klima, hvor regn-
mængden er for liten til at alle bækkener fyldes til randen ; de
fleste vasdrag tørrer ut og naar i almindelighet ikke havet.
Det mest fremtrædende karaktertræk i den aride cyclus bestaar
deri, at vinden for en stor del yder det arbeide som det rin-
dende vand utøver i den normale cyclus. Mangelen paa et sam-
menhængende plantedække er her av stor betydning. Den
glaciale cyclus tilhører egne hvor der falder mere sne end der
lokalt kan smeltes væk (nivalt klima). I kapitlet „den marine
cyclus “ behandles kystf ormene paa samme maate i forhold til
det før angivne skema : struktur, virksomhet og stadium.

Davis fordrer av de studerende ikke blot en omhyggelig
iagttagelse og optegning av de foreliggende geografiske fæno-
mener, men ogsaa at de skal kunne gi en forklarende beskrivelse
av dem. Det gamle raaa til studenterne : „gaa ut og iagttag!a
vil Davis ha forandret til : „gaa ut, iagttag og tænk !“ Men
ikke nok hermed. Beskrivelsen av landskapsformene maa bli
en kunst. Selv gir Davis i sin bok en række anvisninger til
utviklingen av denne kunst. Til hvert kapitel er føiet opgaver
til praktiske øvelser med rikelige literatur angivelser. Han
drøfter grundlagene for den geografiske utdannelse og gir flere
eksempler paa anvendelsen av den deduktive metode. I to

361

længere avsnit behandler han „forskning“ og ^fremstillingens
kunst" ; her faar den begyndende videnskapsdyrker en række
overordentlig værdifulde vink og raad av den erfarne univer¬
sitetslærer. „ Geografen maa søke at faa et levende billede
av de forskjellige landskaper paa jorden for at kunne gjengi
dem for sine læsere og tilhørere. Den ældre metode som væ-
sentlig var empirisk, søkte, som før nævnt, at gi en umiddelbar
beskrivelse av de ting som blev iagttat. Hvert element i land¬
skapet blev behandlet for sig alene uten at bringes i forhold, til
hvootetiske forklaringer. “ Yi kan her blot huske paa det klas¬
siske „ fl ere byer i Belgien" , de aandløse opregninger av elver
i Busland med længde i km. eller lignende, indpugingen av byer
med indbyggerantal o. s. v., alt det som gjør geografien til en
gru for eleverne. „Man kan naturligvis ikke undre sig over at
de ulykkelige elever ved den slags geografi ikke føler nogen sorg
over at de glemmer alt, saa snart de har forlatt skolen. Navn
og tal lærer man let, naar man behøver dem, idet man tar atlas
eller leksikon tilraads. Man kan i virkeligheten næsten si, at
en hvilkensomhelst detalj som ikke kan bli bragt i et inter¬
essant forhold til andre ting, helst ikke skulde faa nogen plads
i geografiundervisningen.

Paa den anden side: den lærer som forstaar at klargjøre
den virkelige betydning av de geografiske enkeltheter, idet han
gir et billede av deres utvikling og samtidig av de vekselvirk-
ninger, som har gjort sig gjældende under denne utvikling, han
gjør i almindelighet den erfaring, at geografien av eleverne blir
anset som et interessant fag. Og det er naturlig nok ; ti det
er et levende, opløftende fag, som utvider vor synskreds og
høiner vor forstaaelse av den verden der omgir os. Derfor til-
holder jeg altid med stor fortrøstning mine studenter heller
at slutte sig til den forklarende end til den empiriske skole i
geografien."

Med mine egne erfaringer baade som .studerende og som
lærer for øie maa jeg gi Davis ret. Hans metode og fremstil -
lingsmaate virker i høi grad vækkende og befrugtende paa stu¬
dier og undervisning. Dette gjælder ikke bare den ■ disciplin
som er behandlet i det her omtalte verk, morfologien eller læren
om jordoverflatens utforming, men ogsaa de øvrige grener av
geografien. Davis selv fremhæver at han stikker ut geografiens

362

grænser temmelig vidt, idet han trækker ind forskjellige emner
som andre kun behandler nnder geologi, biologi, historie, filologi,
ja selv teologi. Hans indflydelse paa geografiens utvikling i
vore dage er ogsaa merkbar ; de tekniske uttryk som han har
indført, har faat indpas i de forskjellige landes geografiske ter¬
minologi. Jeg kan i saa henseende for vort lands vedkommende
henvise til dr. ReuschJs bok „Land jordens fysiske geografi “ .

Jeg har i denne artikel forsøkt at gi en oversigt over det
indholdsrike, omfattende verk som Da vis har skjænket os i den
her anmeldte bok. Det vilde føre altfor langt at gaa ind paa
enkeltheter ne og opta til drøftelse de punkter, hvor der kunde
gjøres indvendinger og indsigelser. Kritikken overfor Davis’
metode er væsentlig kommet fra tyske geografer ; i „Geographi-
sche Zeitschrift“ har A. Hettner i flere artikler hævdet avvikende
synsmaater. I et større arbeide, som jeg desværre endnu ikke
har faat i hænde, har Passarge dradd tilfelts mot den ameri¬
kanske metode. Vore nordiske glacialgeologer vil ogsaa kunne
gjøre adskillige bemerkninger ved Davis’ behandling av istidens
virkninger i avsnittet „den glaciale cyclus“ . Likeoverfor den
hele deduktive metode kan der ogsaa gjøres den indvending, at
den let kan føre til en overfladisk skematisering ; den der vil
følge metoden, maa være yderst paapasselig og øve en sterk
selvkritik for ikke at ligge under for den fristelse.

Trods alt dette kan det dog trygt sies at vi her har faat
et betydningsfuldt arbeide, som vil ha en vidtrækkende indfly¬
delse paa den geografiske forskning, og jeg kan ikke noksom
anbefale de unge studerende at gjøre Davis’ bok til gjenstand
for et indgaaende studium. „Læs den ved dag, læs den ved
nat med fiid“ , som den gamle digter uttrykker det.

Om bøndernes jernsmeftning paa Voss
i gamle dage.

Ved Anthon M. Wiesener.

I nummer 9 av „Naturen“ for iaar har hr. H. B. meddelt
en beretning om sit fund av en gammel „b 1 æ s t e r h o 1 a“ paa
Grindheim i Etne. Da man hittil kj ender meget litet til myr-

363

j ernsmeltningen i gamle dage, tør det være av interesse at med¬
dele en utførlig beretning om myrmalmen og dens smelt-
ning, saadan som den foretokes i Vossebygden for flere hundrede
aar tilbake. Denne beretning er trykt i „Bergens Adressekon-
tors Efterretningera for aaret 1768 (nr. 28, 29, 30', 32, 34, 35
og 36).

Forfatteren har ikke navngit sig, men er let at identificere,
da beretningen er datert: Ullestads kapellan gaard 2/6 1768.

Forfatteren av den interessante beskrivelse er uten tvil da¬
værende kapellan paa Voss, Even Meldal. Han var født
1728 og døde 1786. Var kapellan paa Voss i tiden 1759- — 1770',
fra hvilket aar han var sogneprest sammesteds til sin død.

Jeg gjengir nedenfor beretningen i sin helhet med und-
tagelse av dens første punkter, hvor forfatteren behandler jern¬
malmen, hvorledes den ser ut og kjendemerkerne paa de steder
hvor den findes. Titelen heter :

Underretning om den Jer n-J ord eller Malm,
som Bønderne paa Vaas opgrave og smelte
Jern af,- samt dens Berednings og Smeltnings
Maade, indhented deels af Bøndernes Forkla¬
ring, deels af egen Tilskuel.se.

Forfatteren skildrer først jern- jorden eller malmen, som han
inddeler i 3 slags : den umodne malm, hvis farve er rødgul ;
den modne malm, hvis farve er mørkerød og gir den bedste
malm ; den gamle og forraadnede malm, hvis farve er næsten
sortrød og som i smeltningen gir mindst og slettest jern.

Dernæst gaar forfatteren over til skildringen av kjende¬
merkerne paa de teder, hvor jernmalmen findes, i særdeleshet
paa Voss, samt den der brukelige maate at eftersøke den.
Herom skriver han :

„Rust, som besynderlig om For aaret i stor Mængde med
Våndet opføres paa adskillige Steder af Jorden, har vistnok sit
Udspring fra Jern-Malmen. Men, da denne Rust paa hældige
Steder kand med det under Jorden løbende Vand føres lang Vey
førend den kommer tilsiune, saa kand den hverken vise hvor
nær Jern-Malmen er at finde, ei heller om den indeholdes i løs
J ord eller fast Steen. I hvilket sidste Fald Bøn¬
derne her ei veed at bruge den. Derimod ansees det
for et vissere og fast ubedrageligt Tegn at Jern-Malm er i Nær-

364

værelsen, hvor man i aaben Mark eller Field linder et slags
Dynd eller kulsort Morads, oven paa hvilket flyder ligesom en
Fedme eller et brunt og tillige blaaagtigt Vitriol- Vand.

Her til Hands er Vinje- Annex-Sogn under Vaasse-
Præstegield, og i sær det Bøigdelag i samme Sogn, som kaldes
Mørkedalen, egentlig det Sted, hvor forbeskrevne Jern- Jord
er eftersøgt og smelted. Her fandtes tilforn Jern- Jorden i
Nærheden af Gaardene og i Godhed og Overflødighed saadan,
at den smeltedes med en Fordeel, som bevægede fast enhver
Gaards Opsiddere til at anrette hver for sig Smelte-Gruber, hvoraf
endnu sees Levninger. Dog har endeel i Opheims Annex-
Sogn, saa og i V a n g s Hoved-Sogn, skiønt begge Steder
gandske faa, smelted Jern-Jord, den de til en ringe Deel har
fundet hos sig selv, men for det meste hented fra Fieldene, som
grændser mod ovenmeldte Vinje-Sogn og Bygde-Laget Mørke¬
dalen.

I denne Tid derimod er ingen Jern-Jord (i det mindste ingen
saa vigtig, god og overflødig, at den betaler Smeltnings Arbeide
og Bekostning) i Nærheden af Gaardene, levned fra de forrige
Tider. Hvorfor de faa, som endnu holde ved at smelte den (thi
de fleste have allerede for Bekostnings og Tidsspildes Skyld
med dens Opsøgning og Hiemførsel opholdt dermed) hente den
i de vilde og skovbare Fielde halvanden til 2 Mile fra deres
Hiem, hvorhen de fører den saadan som den opgraves af Jorden
paa Hesteryggen i Kløver, ei mere end 3 til 4 Vaagers Tyngde
paa hver Hest.“

Forfatteren skildrer saa maaten, hvorpaa man eftersøker
jernjorden, hvorefter han gaar over til at behandle: „B ø n-
dernes Smelte-Gruber og Smeltnings Maade,
samt hvad Jern af Smeltningen udkommerA

Herom skriver han :

„Man finder besynderlig i et Field udi Vinje- Sogn, kal-
det Stokfieldet, Tegn til meget ældgamle Jern-Gruber,
samt derhos henkastede Klumper af Sammensmelted Jern-Skum
eller Slagge, som Bønderne her kalde Jern-Kraaker, det er,
Uhumskhedere, som under Smeltningen er sammenløben og skilt
fra det rene Jern. Disse bemeldte Kraaker skal, efter manges
Forsikring, være større end at en duelig Karl formaaer at lette
dem fra Jorden. Til disse Gruber kand de Allerældste af de

365

nu Levende ei angive andre Bygnings-, Brugende og Eier-Mænd
end de Forfædre, som de paastaae at have levet her førend den
sorte Pest giorde Yaas øde for Ind bygger e. Thi alle vidne
eenstemmig, at efter ovenmeldte Tid har ingen enten forstaaet
eller betient sig af Jern-Smeltningen førend Aar 1 6 6 6, da en
Bonde, ved Navn Ole Botolfsen Sundve, begyndte aller-
først dermed og fik strax flere og flere Efterfølgere, eftersom
de saa og lærte af ham, at Arbeidet lykkedes. Mig pardon-
neres, at jeg her giør en Digression for at melde noget mere om
denne i sin Tid rare Bonde Ole Botolfsen.

Han var fød 1632, beboede og brugte Gaardene Sundve,
beliggende i Vinje-Annex indtil hans Død, som indtraf 1711.
Han har i al sin Leve-Tid ei været reist uden for Vaasse-Præste-
gield at see eller lære noget. Dog staae endnu Vinje og
0 p h e i m s Annex-Kirker, der begge af denne Mand ere baade
vel byggede og indredede, til Beviis paa hvor god Bygmæster,
Tømmerman d og Snedker han har været. Til den Begyndelse,
han, som meldt, giorde med Jern-Smeltningen, har han ikke
havt anden Veiledelse end denne : At, da han engang traf Lei-
lighed til at spørge en gammel Sergeant her ved det vaassiske
Compagnie navnlig Peder Jonsen, om denne enten i sit
Fødeland J em tel and eller andetsteds paa sine Beiser havde seet
Jern- Jord og Maaden at smelte den? Fik han af Sergeanten et
saadant Svar og Forklaring om begge Dele, som, endskiønt
ufuldstændigt og lidet efterretteligt, dog var istand at opmuntre
Bonden Ole Sundve til at prøve om Jern- Jord her kunde findes
og smeltes. Begge Dele lykkedes ham til Fordeel, eftersom han
ved fortsat Øvelse lærte bedre og bedre at kiende Malmens
Bonitet og tillige kunstlede paa Smelte-Grubens bedre Indret-
ning. Men saaledes at smelte og indre tte G ruben, at Uhumsk-
heden under Smeltningen kunde fraskilles fra det rene Jern,
sammenløbe for sig selv og blive til saa store Klumper, som de
der (som ovenmeldt) ligge ved de ældgamle Gruber, det har
hverken bemeldte Ole Sundve eller nogen anden med al sin Flid
og utallige Forsøg kundet træffe. Smelte-Gruberne, som nu bru-
ges og ansees her indrettede paa den bedste af alle Maader,
Bønderne har forsøgt og kundet ophitte, ere alle opmurede
under aaben Himmel og ani Kanten af en hældig og fast Jord-
Bakke, som er tør og fri for Tilløb af Vand. Skiønt nogle

366

Gruber ere lidt større end andre, saa have de dog alle eens Skik¬
kelse og ere indvendig fuldkommen lige en Cirkelrund Ttakt,
som fra Bunden, hvor den er smalest, vider sig efter Haanden
mere og mere ud, jo høiere den bygges.

Grubernes Vidde angaaende, da har Bunden, som bestaaer
af bar Jord, almindelig en Diameter af en halv Alen, og er
Grubens Diameter derimod i øverste Kant, alt indvendig maaled,
een tre fierde Deel til 2 Alen. Ved at lægge en lige Maale-Stok
tvers over Gruben, og da med Lod-Snor at maale dens perpen-
diculaire Dybhed, befindes Dybheden almindelig at være 2 til
2 en fierde Deel Alen. Siderne, eller rettere Grubernes Cirkel-
runde Omkreds, er fra nederste Bund til øverste Kant gandske
omkring sat med en Mur af et dertil udsøgt vist slags Graasteen,
som taaler sterk Ild, hvilken Mur, som er omtrent en halv Alen
tyk, synes indvendig i Gruberne at være baade tet og temmelig
jevn, uanseed der til dens Sammenføining ikke bruges mindste
Leer eller Kalk. Derimod, da den Jord-Bakke, til hvis øverste
Kant og i lige Høide med samme man vil anmure Gruben, bli¬
ver i Forveien saaledes udgravet (dog ofte saadan Graven for¬
medelst Situationens Fordeelagtighed tilside sættes) at det meste
af Grubens Mur er ligesom indslutted og omkring fatted uden
til af Jord-Bakken, hvilket alt skeer deels paa det at Muren
kand styrkes og blive des tettere deels og paa det at Varmen
kand blive des sterkere i Gruben. Saa kand man ikke see mere
af Murens udvendige Skikkelse end et gandske lidet Stykke af
den ene Side, som staaer lidt udbøied fra Kanten af Jord-Bakken.
Paa denne Side af Gruben, omtrent en fierde Deel Alen høit
perpendiculair og indvendig opmaaled fra dens Bund, gaaer et
rundt Hul lige ud igiennem Muren. Bemeldte Hul, som man
kalder enten Pust eller Blæse-Hullet, er enten boret igjennem
en heel Steen, liggende indvendig i Muren, eller og ved flere
Stenes Sammenføining saaledes danned, at det indvendig i Gru¬
ben har en Diameter af omtrent 2 Tommer, men udvendig meget
videre. Og ere de Stene, som ligge nærmest omkring dette Hul,
de eneste i den Grube,'der med Leer er sammenføied. En af
massiv Jern ud arbeidet huul Bende af omtrent en Alens Længde,
hvis Huulhed indbefatter noget mere end de tre fierde Dele av
en Cirkels Omkreds og som i en kileagtig Form er smal til den
ene men bred til den anden Ende, kalder Bønderne her en

367

Avel-Skoe. Denne Avel-Skoe, eller Jern-Rende, lægges da
uden fra indtil ovenmeldte Blæse-Huls nederste Kant og fast-
mures med Leer saaledes at den med den smale Ende, hvis Huller
er passet efter Blæse-Hullets Størrelse, gaaer et Stykke hen ind
i Muren og staaer altsaa med den bredeste Ende noget uden-
for. Dør observeres alene, at Avel-Skoen ligger ligesom efter
Vater-pas. Bemeldte Avel-Skoe giør den Nytte, at naar man,
i det man begynder med Smeltningen, nedlægger i Hulheden af
dens udstaaende brede Ende Pust- Røret (eller efter Vaasse-
Dialect, A v e 1 s t a a t e n) af en ordinaire Smidde-Bælg, som
ligger uden for paa en dertil opreist Stilling, da hindrer den
Smidde-Belgen til Skade at komme den overmaade hede Mur
for nær, og imodtager da denne Jern-Rende Blæsten af Blæse-
Bælgen saaledes, at den altid med jevn og lige Force fører den
ind i G-ruben, uanseed at adskillige Personer med forskiellig
Styrke vexelviis driver Blæse-Bælgen. Ifald Uhumskhed,
Slagge og Skum, som under Smeltninger gierne vil samle og
sætte sig fast omkring ved Blæse-Hullet, skulde, Smeltningen
til Hinder, ville aldeles tilstoppe Blæse-Hullet, da kand man,
ved det man i en Hast dreier Blæse-Bælgen fra, finde Veiled¬
ning igiennem atter bemeldte Avel-Skoe eller Jern-Rende, at
støde Tilstopningen fra og rense Blæse-Hullene, hvorpaa Blæse-
Bælgen strax igien kand tilvendes og Smeltningen efter Villie
fortsættes. Mand kand og igiennem dette Hull blive vaer, at
Jernet under Smeltningen neddrypper som Ild-Draaber, af hvis
Størrelse og tet paa hinanden følgende, man spaaer mere og
mindre Jern sammensmelted.

Herved mærkes, at ingen lader sig af F'rygt for overhaands
Regn bevæge til at bygge Skiul over Smelte-Gruben selv. Men
over Blæse-Bælgen have alle forsynet sig med et lidet Bevarings
Pække mod Regn. Da alle paastaaer, at under Smeltning ind-
faidende klart eller Regn-Veir giør ingen Forskiel i Henseende
til Graben selv. Naar Gruben da saaledes er færdig, kastes og
antændes deri nogle smaae Qviste og udueligt Brænde og ved-
ligeholdes Ilden stedse brændende i Gruben et par Etmaal eller
Jevndøgn førend Smeltingen begyndes, deels paa det at Muren
med anliggende Jord-Bakke derved kan tørres, deels og at Gru¬
ben kan blive ret igiennem heed, i hvis Mangel Smeltningen
lidet vil lykkes. Imidlertid er der besørged, at god og fast

368

Brænde, sær Birke-Brænde, er i Mængde efter Qvantiteten af
den Malm, man tænker at smelte, ført til Smelte-Gruben, samt
at Malmen tilforn er røsted og rensed paa følgende simple og
lette Maade. Ved Anledning, naar Bonden i sit Ildhuns eller
paa frie Mark har optendt nogen stor Ild for sin Brygnings eller
desslige Huusgjernings Skyld, da passer han paa at kaste den
fra Fieldet hiemførte Malm i Ilden, paa det at vedhængende
Jord og smaae Rødder kand ndbrændes fra den. Hvor efter den
optages i et Drifte -TJug, stødes saa smaae som mueligt er, og
driftes da Asken tilligemed alt, hvad let og ubrændt er, fra Mal¬
men, der er tung og derfor bliver tilbage i Truget.

Nogle lade det være nok, at de ndbrede Maknen paa flade
Steen-Heller og lade ved Solens Varme den vedhængende Jord
fortørres. Men paa den Maade bliver Malmen ikke saa vel ren¬
sed, som naar den i Ilden er udbrendt.

Naar saaledes alle Præparationer ere færdige, da renses
Gruben fra al Aske med en dertil indretted krum og næsten i
Vinkel bøied rund Ildskuffe af Jern, sat udi et langt Træ-Skaft.
Nogle levende Gløder af smaa Brande lader man blive paa
Eunden af Gruben og disse støder man med ovenmeldte Ild¬
skuffe saa smaae og tet tilsammen, at Jernet under Smeltningen
kand derpaa finde en tet, fast og reen Bund at samle og sætte
sig. Oven paa denne af Gløder haardt sammenpakkede Bund
sættes da Veden, hvert Stykke paa sin Ende tet ani hinanden,
og pakkes saaledes Gruben fuld av Brænde indtil øverst, ja vel
1 til halvanden Alen oven over Gruben. Naar denne Ved, som
af den sterke Varme, der er i Gruben, strax sættes i Brand, er
efter nogle faa Minuters Forløb sammenbrændt til Gløder eller
Kul, saa strøes efter Haanden noget af den røstede Malm ud
paa Gløderne, og da først begynder man at bruge Blæse-Belgen,
den man under Smeltningen holder i bestandig og jevn Be-
vægelse. Derhos fortfares med at strøe Malm lidt efter lidt ud
i Gruben, saa længe den har Gløder eller Kull tilbage.

Endelig, naar Kullene ere fortærede, da seer man det sam-
mensmeltede Jern paa Bunden af Gruben i en cirkelrund Form
og omgivet paa alle Sider (dog mest paa den Side, hvor Blæse-
Hullet er) med Skum og Slag, saa at det ligner en Ost, flydende
i sin Valde. Og har detsaarsage hver saadan Klump sammen-
smelted. Jern faaet af Bønderne her det Navn 0 s t m o n n, det

369

er: Et Stykke nykaaget Ost, optaget af sin Valde. For-
benævnte Slag og Skum, som har sat sig omkring denne saa
kaldede Ostmonn, er da saa sprød, at den med en frisk af
Roden hugget eller vel fugtiggiort Træstør lader sig frastøde
og med dertil indrettede Tænger optage af Gruben. Derpaa
føres den forbeskrevne krumbøiede Jernskuffe under det i
Midten liggende sammensmeltede Jern, hvilken da ved den og
ved Tilhiælp af lange Jern-T'ænger ophæves af Gruben og hen-
bringes paa en nær Gruben til Tieneste henlagt stor og meget
haard Steen, hvor 2de Karle, hver med sin store Smidde-Ham-
mer eller Slægge, banker denne Jern-Klump eller Ostmonn sam¬
men efter hvert den kiølnes, paa det den ikke ved at raade sig
selv, skal blive for meget poreux eller aaben indvendig. Og
som denne Ostmonn, i det den optages af Gruben, er saa blød,
at den vil ligesom løbe ud til alle Sider, saa maa de, som skal
banke den sammen, af Begyndelsen med lette Slag ligesom
trykke den tilsammen og derefter handle den haardere og haar-
dere, eftersom Varmen mere og mere forlader den. Medens
denne Jern-Klump saaledes medhandles, ere andre geskæftige
med at rense Gruben paa før beskrevne Maade fra Slag og Aske,
samt derpaa at fylde den med ny Ved og begynde en ny Smelt-
ning. Og fares da saaledes fort saa længe der er Forraad af
Malm og Brænde. Hvorved mærkes, at jo længere Smeltningen
continuerer, jo heder e bliver Gruben og dets mere lykkes Smelt¬
ningen.

Derfor pleie de, som har lidet Brænde og Malm, føre hvad
de har av begge til en Grube, som en anden har begyndt at
smelte udi, paa det han i Continuation af den forriges kand
fortsætte sin Smeltning.

Til at fylde Gruben udfordres hver Gang i det mindste en
tredie Deel Favn godt og fast Brænde. Og kand hver Ostmonn,
eller saa meget Jern, som ved hver Gang fremkommer af Gru¬
ben, veie, efter Malmens forskiellige Righed, fra 18 til 24 Pund.

En ret proportional Vegt imellem Tyngden af rysted eller
rensed Malm og det af en vis Quantitet saadan Malm udsmel-
tede reent Jern, har jeg ikke kundet erholde. Thi saadan Ob-
servation har ingen her erindret at giøre. Og da det over¬
flødige og bestandige Regn-Veir, som forleden Aar indtraf paa
Vaas, giorde Indbyggernes Sommer- Arbeide med Høe og Korn-

370

Biergning besværligt og langvarigt, saa fik ingen derfra Tid til-
overs at hente og smelte Jern.

Altsaa kunde de, som navde lovet mig at iagttage denne
Proportion, ikke holde Løvtet.

Dette er da den sandfærdige 'Underretning, som jeg om
Bøndernes Jern-Smeltning paa Yaas kand give. Og skal det
være mig kiært, om jeg, med at indsende den, har giort min
Ven en forlanged Tieneste og Publico en Fornøielse, samt om
en god og formaaende Patriot derved kunde opmuntres til at
give vore ieerevillige Bønder en bedre Undervisning og større
Opmuntring til at føre sig disse og fleere af Landets Mineralia
og Herligheder til Nytte end de hidtil har giort.

Ull e/s t ads Capellan-Oaard paa Vaas den 2den Junii
1768.“

Fremtidens energikilder.

Av Sir William Ramsay.

Man har længe været opmerksom paa de store mængder
energi, som findes opmagasinert i radium og dets spaltnings-
produkter. Den energi som rummes i radiumets emanation
niton er saa stor, at om vi kunde anvende den varme som
utvikles under dannelsen av niton, vilde den være tre og en
halv gang saa stor som den energi som utvikles ved eksplo-
sion av en tilsvarende mængde knaldgas (en blanding av en
del surstof og to deler vandstof). Den hovedsagelige del av
denne energi kommer øiensynlig av at partiklene (det vil si
heliumsatomene) slynges ut med voldsom fart. Det er let at
gjøre sig en forestilling om denne krafts størrelse ved at ud-
trykke det mere mekanisk. La os anta at energien i et ton
radium kunde utnyttes i løpet av 30 aar istedetfor at utløses
jevnt og langsomt i de 1760 aar som gaar med til at avspalte
den halve mængde; det vilde være nok til at drive et 15,000
tons skib med maskiner paa 15,000' hestekræfter med en fart av
15 knob i timen i 30 aar, praktisk talt et skibs levetid. For
at gjøre dette kræves der nu halvanden million tons kul.

Man ser at fortrinnet ved radiumets energi bestaar i at den
er bundet til en ubetydelig masse, med andre ord : radiumener-

gien har en umaadelig koncentrert form. Jeg har forsøkt at
anvende den energi niton utvikler paa forskjellige maater : det
spalter vand, ammoniak, klorvandstof og kulsyre hver i sine
bestanddeler ; andre eksperimenter for at undersøke hvorledes
det virker paa kobbersalter viser at metallisk kobber delvis blir
forvandlet til lithium, som er et element av natriumr sekken ; og
lignende forsøk, som vi ikke her kan gaa nærmere ind paa, viser
at thorium, zirconium, titan og silicium reduceres til kulstof,
for opløsninger av forbindelser av disse stoffer blandet med
niton gav altid kulsyre, mens dette ikke var tilfældet med
cerium, sølv, kviksølv og nogen andre metaller. Man kan tænke
sig at selve atomene ikke kan staa imot naar de utsættes for
bombardement av helium-atomer, som er i umaadelig hurtig
bevægelse. Denne forklaring har a priori meget for sig ;
hvis vi vet sikkert at radium og dets avkom overlatt til sig selv
spaltes og utvikler energi, hvorfor skulde ikke saa andre og sta-
bilere elementer ogsaa kunne „disintegrerea , naar de utsættes
for en slik umaadelig kraft?

Dette leder til den tanke, at hvis elementerne kan disinte¬
grere, har jo verden en hittil uventet energikilde til sin raadig-
het. Hvis radium skulde utvikle sin magasinerte energi med
samme hurtighet som skytebomuld, vilde vi faa et sprængstof,
som vi aldrig har drømt om; hvis vi kunde beherske disinte-
grationsliastigheten, vilde vi faa en overordentlig vigtig energi¬
kilde, forutsat at der altid var tilstrækkelig tilgang av radium.
Men tilgangen er sikkert meget begrænset, og det kan trygt sies
at produktionen aldrig vil overstige 15 gram om aaret. Men
hvis de elementer som vi er blit vant til at betragte som perma¬
nente, kan forvandles og derved utvikle energi, hvis der blev
opdaget en eller anden fremgangsmaate, hvorved man praktisk
kunde fremskynde forvandlingen, som ellers foregaar næsten
ufattelig langsomt, da er det ikke formeget at si at menneske¬
hetens vilkaar totalt vilde forandres.

Menneskehetens hele fremgang skyldes dem som har op¬
daget midler til at koncentrere og omdanne energi. De kjøt-
ætende dyr slaar med poten og knaser med tænderne; den første
mand som tok en stok til hjælp naar han skulde slaa, opdaget
hvorledes han skulde koncentrere det lille forraad av bevægel-
sesenergi som han raadet over ; den første mand som brukte et

372

spyd, fandt at den skarpe spids i bevægelse var en endnu mer
koncentrert form ; buen var et videre fremskridt, for da blev
spydet drevet med mekanisk hjælp; pilen fra krydsbuen, kulen
skutt ved hjælp av sammenpresset varm gas, som først blev
fremstillet av sort-krudt og senere av kraftige sprængstoffer,
alle disse opdagelser repræsenterer fremskridt.

I løpet av forrige aarhundrede er der gjort store fremskridt
i at omsætte energi fra en form til en anden med saa litet tap
som mulig. Jeg vil illustrere det ved eksempler : en god damp-
maskine forvandler omtrent % av brændselens energi i nyttig
arbeide, 7/8 gaar tapt som ubrukt varme og unyttig friktion.
En god gasmaskine nyttiggjør mere end 1/3 av total energien av
brændgassen, 2/3 gaar til spilde. Det er en almindelig regel,
at naar man sætter energien fra en form til en anden, maa altid
nogen energi ofres. Hvis A er den totalenergi som man vil
forvandle, hvis B er den energi som A skal forvandles til, saa
maa en viss mængde energi C brukes for at faa forvandlingen
istand. Kort sagt: A = B + C. Det er i høi grad ønskelig at
gjøre C, den unyttede kraft, saa liten som mulig ; den kan aldrig
bli lik- nul, men den kan gjøres liten. Forholdet mellem B og C
(den økonomiske koefficient) bør derfor være saa stor som bare
mulig.

Midten av det nittende aarhundrede vil altid betragtes som
begyndelsen til videnskapens guldalder, det tidsrum da de store,
omfattende og samlende verker blev gjort, verker av den største
betydning paa alle omraader, det filosofiske, økonomiske og na-
turvidenskabelige. Carnot, Clausius, Helmholtz, Julius Robert
Mayer i utlandet, Thomson’erne, Lord Kelvin og hans bror
James, Rankine, Tait, Joule, Clerk Maxwell og mange andre
herhjemme i England har været med paa at lægge grundstenene
som den moderne naturvidenskap er bygget paa. At den latente
energi i brændsel kan omsættes i bevægelsesenergi ved hjælp
av dampmaskinen skyldes JSTewcomen og Watt; at den mekaniske
energi i et svinghjul kan forvandles til elektrisk energi, skyldes
Earaday, og likeledes skyldes det ham, at elektrisk energi igjen
kan omsættes til mekanisk arbeide, og det er disse arbeidskræfter
som betinger vort velvære, og som sætter et litet land som vort
istand til at underholde sine indbyggere.

Jeg antar alle vil være enige i at den atheniensiske republik
med hensyn til literatur og filosofi opnaadde en overlegenhet

373

som ikke blev overtruffet av nogen anden samtidig stat. Gran¬
den ligger nær : en stor del av folket hadde megen fritid paa
grand av rammelige midler ; de hadde tid til at tænke og tid
til at diskutere hvad de tænkte. Hvorledes var dette mulig?
Svaret er meget enkelt : hver fri græsk borger hadde gjennem-
snitlig fem slaver til sin raadighet ; de drev hans gruber, saa
efter hans gaard og sparte ham kort sagt for manuelt arbeide.
Nu staar vi os for tiden endnu bedre her i vort land. Det
Britiske Rikes indbyggere er med et rundt tal 45 millioner ;
i vore fabrikker brukes der mindst 50 millioner tons kul aarlig,
og man antar, at der gjennemsnitlig brukes 2.5' kg. pr. indicert
hestekraft pr. time (Royal Commission on Coal Supplies, Part I).
Dette gir 7 millioner hestekræfter pr. aar. Hvormange mands-
kræfter gaar der paa en hestekraft? Jeg har gjort et overslag
paa følgende maate : Eh bhutaneser kan bære 104 kg. plus sin
egen vegt, tilsammen 180' kg., op i en høide paa 1200 m. i 8 timer,
hvilket er det samme som 1/25 av en hestekraft ; 7 millioner
hestekræfter svarer derfor til 175 millioner mandskræfter. Sæt-
ter vi saa at en familie gjennemsnitlig bestaar av 5 personer,
vilde vore 45 millioner indbyggere repræsentere 9 millioner
familier, og naar vi deler totalsummen av mandskræfterne med
antal familier, saa kommer vi til at hver britisk familie gjennem¬
snitlig har næsten 20' „slaver“ til sin raadighet istedetfor 5 i
en atheniensisk familie. Det ser ikke ut til at vi derved har
faat mere fritid, men det er dette som sætter de Britiske Øer
istand til at underholde det indbyggerantal som de har.

Vi har her i verden bare et begrænset forraad av magasinert
energi, paa de Britiske Øer endog et meget begrænset, nemlig
vore kul gruber. Denne tilførsel tømmes med en fart som har
øket jevnt i de sidste 401 aar, hvad enhver kan overbevise sig om
ved at læse opgaverne fra the Royal Commission on Coal Supplies
(General Report 1900, p. 87, tab. D). I 1870 gav de britiske
gruber 1101 millioner tons kul, og siden har tallet steget med
31/a million om aaret. Den disponible mængde kul i kj endte
kulgruber er næsten 1001, 000 millioner tons ; det er let at regne
ut at hvis forbruket øker som det gjør nu, vil kulforraadet være
uttømt om 175 aar. Men, vil der svares, økningen vil bli
mindre. Hvorfor? Der har ikke været noget tegn paa nedgang
i de sidste 40' aar. Senere maa naturligvis forbruket bli mindre,

374

da kullene kommer at bli dyrere jo mere vi nærmer os den
tid, da der ikke er mere tilbake. Det kan ogsaa sies at 175 a ar
er en lang tid, men jeg har selv set en mand, hvis far i 1745
kjæmpet paa Karl Edvard Stuarfs side, og det er næsten 170 a ar
siden. I en nations liv er 175 aar ikke nogen lang tid.

Forbruket øker fremdeles med voksende hastighet. Den
kulmængde som bringes frem paa de Britiske Øer, steg fra 1 9 0'5
til 1907 fra 236 til 268 millioner tons, det vil si 6 tons pr. ind-
bygger, mot 31/2 i Belgien, 2x/2 i Tyskland og 1 ton i Frankrike.
Yort handelsherredømme og vor konkurransedygtighet overfor
andre europæiske nationer avhænger utvilsomt, saa vidt vi kan
se, av kullenes relative pris ; og naar den tid nærmer sig, at
prisene stiger paa grund av at forraadet tømmes, maa vi se
hungersnød og elendighet irnøte. Det slog mig for nogen aar
siden hvor optimistisk mine ikke-videnskabelige venner saa paa
fremtiden, og jeg foreslog nedsat en komité av „British Science
Guild“ , som skulde undersøke vore disponible energikilder.
Denne organisation, som blev dannet av Sir Norman Lockyer,
da han ophørte at være præsident for „British Associationa , har
til maal at overbevise folk og regjering om hvor nødvendig det
er at se videnskabelig paa spørsmaal som vedkommer folket og
staten, og det vi mener med videnskap i dette som andre spørs¬
maal, er ganske enkelt : at erhverve kundskap, at dra logiske
slutninger av den erfaring vi alt har og av eksperimenter, for
at kunne forutsi og kontrollere begivenheternes gang, og hvis
det er mulig anvende denne kundskap til menneskehetens bedste.

„Science Guild“ har sikret sig en række fremragende speci-
alister som medarbeidere, og disse har nu hver især uttalt sig om
den energikilde som han har speciel kundskap om.

Bruken av kul og dets produkter og hvorledes disse skulde
kunne anvendes mer økonomisk, er behandlet av Hon. Sir Charles
Parsons, Mr. Dug al d Clerk, Sir Boverton Redwood, Dr. Beilby,
Dr. Hele-Shaw, Prof. Vivian Lewes og andre. Desuten er føl¬
gende energikilder optat til overveielse : muligheten av at ut¬
nytte ebbe og flod, jordens indre varme, vinden, solvarmen,
vandkraft, skogplantning og bruken av ved og torv som brænd-
sel ; og tilslut muligheten av at bli herre over elementernes
disintegration — som ganske sikkert forekommer, men sker
uendelig langsomt — for at kunne nyttiggjøre deres magasinerte
energi.

375

Hvor interessant en detaljert diskussion om disse mulige
energikilder end kunde være, saa kan vi her, ikke gaa nærmere
ind derpaa. Jeg maa indskrænke mig til at nævne, at Hon. R.
J. Strutt har vist at i det mindste her i landet vilde det være
ugjørlig at bruke jordens varme ved hjælp av borehuller; andre
er kommet til at man av flod og ebbe, vind og vandkraft utvil¬
somt vilde kunne faa nogen energitilførsel, men at den ikke er
nævneværdig i sammenligning med den kraft vi faar av kul. Yi
kan ikke gjøre os noget haap om direkte at utnytte solvarmen
i dette tempererte og variable klima, og det vilde være galskap
for alvor at tænke sig muligheten av at skape energi ved at paa-
skynde energiutløsningen i atomenes forvandling. Det ser
heller ikke ut til at vi nogensinde kan bli istand til at disponere
over den kraft som frembringes ved at jorden roterer om sin
akse eller ved jordens bevægelse rundt solen.

Utvilsomt maa vi rette opmerksomheten paa skogplantning
og utnyttelse av torvmyrene. Paa fastlandet er skogene for en
stor del statens eiendom. I vore dager er eiendomsforholdene
saa usikre, at det er urimelig at forlange at private landeiere
skal sætte penger i ting som i bedste tilfælde vil komme deres
etterkommere tilgode, men med den retning vor lovgivning nu
tar, kunde man ikke engang være sikker paa et slikt fremtids-
utbytte. Vore naboer og konkurrenter, Tyskland og Frankrike,
bruker aarlig £ 2,200, OOO paa vedlikehold og utnyttelse av sko¬
gene, og netto-utbyttet er £ 6,000, 0001. Der er ikke tvil om at
vi med fordel kunde gjøre det samme. Hvis vore skoger blev
større, vilde ogsaa vandkr aften øke, for i skogbart land gaar
våndet hurtigere i havet istedetfor at fordele sig, saa vand-
tilførselen blir mere regelmæssig og saaledes lettere at utnytte.

Forskjellige forslag har været gjort om at utnytte vore
torvmyrer. I Tyskland er vistnok torvindustrien nogenlunde
lønnende, men vort fugtige klima er ugunstig for torvens tør¬
ring, og av denne grund vil den vel neppe lønne sig her i landet.

Vi maa derfor hovedsagelig stole paa vort kulforraad for at
faa den nødvendige energitilførsel og for at sikre folkets frem¬
tid ; og for at nationens liv kan forlænges, maa vi lægge os efter
en mere økonomisk bruk av kullene. Vi kan økonomisere paa
mange maater : ved at bruke turbinmaskiner istedetfor ekspan-
sionsmaskiner og derved reducere den kulmængde som maa til

376

pr. hestekraft fra 2 kg. 41 mindre end 1 kg. ; ved at bruke gas-
motorer istedetfor turbiner vilde man spare 30 °/0 av kullets
energi, det vil si at kulforbruket pr. hestekraft vilde komme
ned i ca. 0.5 kg. ; og videre ved at lægge kraftstationer ved ned¬
gangen til minerne og overføre kraften ved elek ricitet, saaledes
som det er gjort i Tyne-distriktet. Der kan ogsaa økonomiseres
ved at bruke ,,ombrændingsovner“ istedetfor „bikube“ -koks-
ovner; dette gjøres meget, og Dr. Beilby bar regnet ut at av
16 — 18 millioner tons kul, brukt i 1909, blev 6 millioner brændt
i ombrændingsovner, og der spares paa denne maate aarlig 2 til
3 millioner tons brændsel. Der gjøres ogsaa fremskridt i ret¬
ning av at bruke gas istedetfor kul eller koks til metallurgiske,
kemiske og forskjellige andre arbeider. Men man maa huske at
de store utgifter til ledninger, naar disse ikke er ganske korte,
sætter bestemte grænser for gassens anvendelse.

Opvarmingen av vore hjem er ogsaa et spørsmaal som kræ-
ver vor øieblikkelige opmerksomhet. Man faar tydeligst ind-
tryk av hvad det gjælder ved at se paa røkspørsmaalet. Skjønt
det virkelige tap av varmeenergi i form av røk er litet — i høi-
den mindre end en halv procent av den brukte brændsel, saa er
allikevel røken et tegn paa spild av brændsel og uøkonomisk
fyring. Fyrbøterne i fabrikkerne erstattes mer og mer av me¬
kaniske fyreapparater som sikrer regelmæssig fyring og fuld-
stændig utbrænding av brændselen. Men vi er forfærdelig ødsle
i bruk av brændsel i det daglige liv. Der er sandsynligvis ikke
noget enkelt middel mot dette, men mere almindelig bruk av
centralopvarming, gasovner og ovner som utnytter brændselen
bedre vil alt bidra til at der økonomiseres med kullene. Det
er et spørsmaal om ikke det vilde være klokt at fremskynde den
dag, hvor der ikke mere skulde findes røk ved f. eks. at paa-
lægge en liten mulkt for hver overtrædelse ; et øiebliksfotografi
kunde let bevise overtrædelsen, og mulkten kunde ilægges, naar
politiet hadde varskodd tre ganger.

Det jeg nu gjerne vil ha sagt, faar tydeligst form i en alle¬
gori. En mand i moden alder, som har overstaat vanskelig-
heterne i barndommens og ungdommens aar uten at ta skade
paa legeme og sjæl, opdager litt efter litt at han lider av blod¬
mangel; i hans organisme svinder selve grundlaget for liv og
styrke. Hvad gjør han? Hvis han er fornuftig, tilkalder han

377

en læge, kanske flere; de overbeviser sig om hvor ondet sitter og
sier ham aarsaken. De gjør ham forstaaelig, at naar blodet er
nødvendig for at være frisk, vil det stadige blodtap lede til en
fortidlig død, hvis det ikke stanses. De foreslaar forskjellige
forholdsregler, og hvis han følger dem, kan han sandsynligvis
leve saa længe som sine samtidige ; hvis han forsømmer dem, er
hans dager talte.

Slik er vort land stillet. Lægerne er The Coal Commission
og konsultationen foregik i 1903. Lægerne foreholdt os hvor
alvorlig saken stod, men vi har vendt det døve øre til.

Det er sandt at kulforbrukernes egen interesse begynder at
lede dem til at bruke kul mere økonomisk. Men jeg har lagt
merke til og ofte offentlig paapekt følgende kjendsgjerning, som
ikke kan undgaa selv de mest likegyldige : naar der er gode
tider, som der synes at være for tiden, tjener fabrikkene penger;
de blir overlæsset med bestillinger, men er ikke tilbøielig til at
økonomisere paa et felt som. for dem er uvæsentlig ; indførelsen
av et mer økonomisk system vil de jo kr æve baade omtanke og
tid, og likeledes vilde det avlede arbeidernes opmerksomhet fra
hovedhensigten med forretningen : hvorledes der kan gjøres mest
mulig ut av den nuværende situation. Saaledes blir forbedrin-
gerne utsat. Naar de daarlige tider kommer, er der ingen
penger til forbedringer, og saa blir det igjen utsat til bedre tider.

Hvad kan der gjøres? Jeg vilde svare: gjør som andre
nationer gjør og har gjort. Ta en oversigt over beholdningen
hvert aar. Amerikanerne har en permanent kommission efter
Mr. Roosevelts initiativ, som bestaar av tre repræsentanter fra
hver stat, hvis hovedformaal er at holde øi.e med nedgangen i
landets naturlige kraftkilder og ta skridt for at mindske dens
fart. Dette er et upolitisk foretagende og værdig et stort lands
regjeringschef . Hvis eksemplet kunde følges her, vilde det bli
et nationalspørsmaal.

To veier ligger aapne for os: at la det gaa sin skjæve gang
og overlate til konkurransen i egen interesse at bekjæmpe sløse¬
riet, eller lage lover, som i hele nationens interesse kommer til at
mindske bortødslingen av vore nationale hjælpekilder. Denne
lov kunde virke paa to maater : enten ved at paalægge mulkt
for ødselt bruk av energitilførsel, eller ved at staa til tjeneste
med oplysninger om hvad der kan gjøres, gi laan til lav rente

378

for at der kunde gjøres reformer, og fremholde at bruken av
effektive forholdsregler paa dette omraade vilde bringe større
velstand.

Dette er ikke stedet til at gaa i detaljer; saken er meget
komplicert, og den kræver samarbeide av specialister og lov¬
givere gjennem en generation ; men hvis vi ikke optar saken
og handler straks, vil vi bli forbandet av vore efterkommere i
en fremtid, som ikke er fjern.

Man maa heller ikke tape av sigte de to hovedprincipper
som jeg har hentydet til ovenfor; de bør lede alle vore forsøk paa
at bruke kraften økonomisk. Naar energi koncentreres i form
av en elektrisk strøm med høi spænding, kan den føres lang vei
ved en tynd og forholdsvis billig streng ; og den økonomiske
koefficient er meget høi ved overføring fra mekanisk til
elektrisk kraft og omvendt fra elektrisk til mekanisk kraft ;
tapet beløper sig ikke til mere end 20 °/0 av den anvendte kraft.
Disse betragtninger bør føre til at kraften av brændsel ved selve
gruben overføres til elektrisk kraft, idet man som mellemled
bruker turbiner eller gasmaskiner, og leder den elektriske kraft
der hvor man har bruk for den. Bruken av gasmotorer kan,
hvis man ønsker det, forenes med fremstilling av halvdestillert
kul, et brændsel som brænder næsten uten røk, og som vilde
egne sig for huslig bruk, hvis det ikke lykkes at formaa vort
folk til at anta det virksommere og mere økonomiske system til
at opvarme vore hus med, som brukes baade i Amerika og
paa fastlandet. D'en stigning der er i bruken av gas i fabrik¬
ker og til metallurgiske og kemiske arbeider, peker mot litt
etter litt at lægge fabrikkene nær kulminerne, saa man undgaar
den store utgift med at lægge ledninger.

En opfindelse som satte os istand til at overføre kullets
energi direkte i elektrisk kraft, vilde revolutionære vore arbeids¬
metoder. Det praktiske forsøk som har naadd længst i denne
retning, er Monds gas-batteri, men maskinen er ufuldstændig,
saa forsøket har ikke helt lykkes.

Til slutning vil jeg slaa til lyd for den rent videnskabelige
forskning, uten hensyn til dens mulige praktiske nytte. Op-
dagelsen av radium og lignende radioaktive stoffer har utvidet
grænserne for tænkningen. Skjønt de sandsynligvis ikke kan
faa praktisk anvendelse undtagen paa det medicinske omraade,

379

har studiet av dem vist os hvilke umaadelige fremskridt i kon-
centration av kraft vi nu tør se frem til, med haap om at an¬
vende den kundskap vi kan dra derav til forbedring av hele
menneskeslegtens kaar. Det er vor første pligt at arbeide for
alt som kan tjene til den britiske nations varige, almene vel, og
som vil sætte os istand til at gi vore efterkommere en arv værdig
til at sættes ved siden av den, som vore forfædre har git os.

Mindre meddelelser.

Kometer i 1912. 6 av de 8 kometer vi hadde i 1911 kunde

følges et stykke ut i 1912. Av disse blev Woifs komet ikke set
efterat den hadde været i perihel 24de februar, og Brook’s komet
kunde følges i Santiago i Chile til 31te januar. Borrelly’s komet
saa man sidste gang i Nizza 19de april, i Algier lyktes det
at følge den til 8de mai. Quennissefs komet blev observert flere
gange i Santiago i Chile, sidste gang 25de januar, men da var
den blit saa svak, at den mere kunde anes. Beljawskks og
Schaumasse's komet blev ikke set senere end der blev meddelt
i oversigten for 1911.

Av de periodiske kometer som man ventet igjen i 1912
lyktes det kun at finde Tuttle’s komet. Den blev opdaget av
Schaumasse i Nizza 18de oktober om morgenen (uavhængig herav
av Brook’s 21de oktober) og var da et ganske svakt objekt av
10de — 11te størrelse. Man trodde først at denne komet var ny,
men senere observationer viste, at man hadde her denne ventede
periodiske komet fra 1858. Bigtignok var den i sit perihel alle¬
rede 28de oktober, mens beregningen av Tuttle’s komet hadde
henlagt perihelgjennemgangen først til 3dje januar 1913 og ko¬
meten stod ved sin opdagelse et godt stykke fra den plads forut-
beregningen hadde anvist den. Grunden til denne uoverens¬
stemmelse mellem hvad observationen gav og hvad beregningen
hadde fundet, var den at kometen i den sidste halvdel av 1900
kom Jupiter meget nær (avstanden var mindre end jordens
avstand fra solen), og derved blev dens bane saa sterkt forandret,
at kometen ikke længer fulgte sin gamle vei. Saalænge den var
synlig — det ser ut til at den blev set sidste gang i Algier
20de novbr. — • var den gjennemgaaende svak. Dens hode var
en eneste taakemasse uten nogen kjerne, og dette bidrog til at
den var noksaa vanskelig at observere. Som allerede nævnt
kom kometen næsten 701 dager for tidlig tilbake til sit perihel ;
det samme indtraf ogsaa i 1817, mens den var for sent ute i

380

1871 og 1885. I det hele ser det ut til at der i kometens om¬
løpstid er en regelmæssig avtagen og tiltagen i løpet av 88 aar,
et tidsrum der svarer paa det nærmeste til 3 omløp av Saturn,
og er noget over 7 omløp av Jupiter.

Denne komet var aarets eneste periodiske. Ved siden av
denne hadde man 3 nye, altsaa i 1912 kun 4 kometer mot 8 i
1911.

Den første av de nye kometer blev ikke opdaget før i sep¬
tember. Den blev set først av Gale i Waratah, New South Wales
8de september, og den følgende dag fik han en bestemmelse av
dens plads paa himlen ved at henvende sig til Beatties’ observa¬
torium i nærheten av Sydney1). Kometen blev fundet 26 dager
før den passerte sit perihel (4de oktober), og var ved opdagelsen
av 6te størrelse. Allerede 10de september saa man en dobbelt-
hale, en smal og lys og en anden bred som med den første dan¬
net en vinkel paa 30°, og var over 20 bueminutter lang og bestod
av flere striper. 9de oktober kunde den førstnævnte hale følges
like til 5° fra kometens hode, og hadde i denne avstand en
bredde av 11 bueminutter, mens dens bredde kun var femtepar¬
ten herav i 1° avstand fra koma. Ved siden av denne hale var
der ogsaa paa denne tid synlig 2 til, men disse var betydelig sva¬
kere. Kometen som ved sin opdukken stod langt nede paa den
sydlige himmel, bevæget sig raskt nordover, og fra 20de septbr.
kunde den observeres fra observatorier paa den nordlige halv¬
kule. Samtidig tiltok dens lysstyrke, og i midten av oktober
var kometen av 4de størrelse, men saa avtok dens lys rask ; i
begyndelsen av december var den allerede kommen ned til 8de
størrelse og efter aarsskiftet til under 9de størrelse. Den kunde
følges av de større kikkerter et stykke ut i 1913. I spektret
av kometen saa man, da den lyste som bedst, cyanlinjen og et
par kulvandsstoflinjer foruten enkelte andre svakere.

Dønne komet minder meget om en man hadde i 1672, som
blev fundet av He vel i Danzig 6 te mars og av ham fulgt til
21de april. I slutten av mars maaned blev den uavhængig herav
fundet av franske astronomer og observert av Cassini i Paris fra
26de mars til 7de april. Hevel har i tiden fra 6te mars til 6te
april med sin sekstant anstillet meget omhyggelige maalinger
av kometens avstand fra klarere fiksstjerner i nærheten. Men
da Hevel hadde den faste tro, at maalinger gjordes bedre og
nøiagtigere uten kikkert end med — og det er jo en vei kjendt
sak at Hevel’s maalinger med det blotte øie stod paa høide med
hvad der præstertes av samtidige astronomer med kikkert —
maatte han efter 7de april nøie sig med at bestemme kometens
plads paa himlen ved at jugere dens avstand fra klare fiksstjer-

x) Uavhængig av denne opdagelse blev kometen fundet av J. F.
Skjellerup i Rosebank ved Kapstaden 3 dage senere.

381

ner. Sidste gang han saa den var 21de april. Kometens ut¬
seende har Hevel studert med kikkert under forskjellig forstør¬
relse og set at den i mars maaned hadde en hale av 2 til 3 gra¬
ders længde ; dette bemerket ogsaa Cassini. Disse omhygge¬
lige maalinger av Hevel har Halley benyttet til en beregning
av kometens bane, og dette arbeide blev gjentat av Berberich i
Berlin for 25 aar siden, idet man nu hadde bedre positioner av
de stjerner Hevel hadde benyttet. Begge beregnere finder me¬
get nær den samme bane, og denne gjenfmdes i den av Gale op-
dagede. Men det var nok ikke kometen av 1672 som kom igjen
i 1912. Rimeligere er det at anta at disse to kometer tilhører
samme familie og derfor følger samme vei ute i verdensrum-
met. Eksempler herpaa har man fundet hos flere kometer fra
forrige aarhundrede.

Den anden nye komet i 1912 blev opdaget av Borelly i
Marseille 2den november. Den hadde allerede for 13 dager siden
været i sit perihel, og da jorden og kometen bevæget sig i motsat
retning, fjernet kometen sig raskt fra jorden og blev ikke set
længer end til Ilte december av opdageren, 13de decbr. i INTizza,
hvor man forgjæves søkte efter den 4de januar 1913.

Aarets sidste komet blev opdaget nytaarsaften av Lowe i
Laura, Syd- Australien, i stjernebilledet Hydra, og han saa den
igjen 2den, 4de og 5te januar, hvorpaa han sendte meddelelse
om sit fund til observatoriet i Adelaide. Her kunde den imid¬
lertid ikke findes og heller ikke i Melbourne. Opdageren saa
kometen sidste gang 9de januar, og da stod den i stjernebilledet
Skorpionen. Senere har den ikke været set av nogen anden.
En noksaa usikker bane har Crommelin beregnet ; efter denne
var kometen jorden nærmest, da den blev opdaget, men sit
perihel passerte den først 6te februar.

Av de periodiske kometer som ventes igjen i 1913, nævnes
først 3 som tilhører Jupiterfamilien, nemlig Holmes’, Finlay’s
og KopfFs. Alle tre har en omløpstid av mellem 6 og 7 aar ;
de fjerner sig ikke længer fra solen end Jupiters avstand og
siges derfor at tilhøre denne gruppe av kometer. Alle disse
kometer, omtrent 301 i tallet, har en omløpstid fra 3 til 8 aar,
sit aphel (solfjerne) og sin knute i nærheten av Jupiters bane.
Holmes’ komet blev fundet i 1892 og saaes igjen i 1899 og 1906.
Finlay’s komet blev opdaget paa Kap i 1886 og blev set igjen i
1893 og 1906. I 1899 stod den derimot saa ugunstig til, at den
ikke blev fundet. KopfFs komet er nævnt allerede ifjor. For¬
uten disse 3 kometer haaber man at faa se igjen Swift’s komet
fra 1894. Den blev opdaget 20de novbr. og var hele tiden den
var synlig meget svak og kun tilgjængelig for større kikkerter.
I Europa blev den fulgt til 18de januar (Nizza) ; i Amerika
kunde man derimot med den store kikkert paa Lick observere
den til 29de januar. Senere err den ikke blit set. Denne komet

382

har megen likhet med den de Vico opdaget i Rom 22de august
1844, og som hadde en omløpstid av henved 5.5 aar, men ikke
er set senere. Chandler har beregnet banen for Swiftfs komet
og fundet, naar der tas hensyn til de forandringer denne har
undergaat i aarene 1884 til 1886, da kometen paa den tid var
i nærheten av Jupiter, at denne komet og den tapte de Vico’s
komet skulde være samme objekt. Føies nu hertil at Leverrier
ved sine beregninger har paavist at de Vico’s komet sandsynlig
var den samme som den man hadde i 1678 og som blev opdaget
av Lahire Ilte september og fulgt til 7de oktober — saa er
Swift’s komet blit end mere interessant. Tilslut gjentas fra
oversigten ifjor, at Westphabs komet fra 1852 hører blandt de
periodiske kometer som man har forberedt sig paa at se igjen
i 1913. I. Fr. S.

Hønsenes stemme. Med megen interesse læste jeg i ,,Na-
turen“ nr. 9 hr. Th. Schjelderup-Ebbe’s artikel om „Hønsenes
stemme“ . Jeg har selv mange høns, og tar mig meget av dem,
ogsaa av den grund, at de nu om dagen faar lov at gaa frit i
haven, og saaledes har de utroligste verpesteder, som jeg altsaa
da maa utlure, hvilket sker paa den maate, at jeg, naar jeg hører
den bekj endte verpelyd, sagte følger efter dem til jeg ser hvor
de lægger sig for at verpe. Jeg vil ogsaa fortælle, at jeg flere
ganger har observert „e g g h v i s k n i n g e n“ . Jeg har nemlig
hat høner, som har hat den stygge vane at spise sine egg. For
at forebygge dette, har jeg saa listet mig sagte hen til hønen,
mens den ligger paa redet, og har da tydelig hørt „egghvisk-
ningen“ , som for mig har lydt som en sagte stønnen eller
ynken, med andre ord, som om hønen hadde smerte før
egget kom.

Redekurtiseringslyden hos hanen har jeg ogsaa hørt, dog
ikke ofte. Det er særlig hos mig en hvit høne som hanen favori¬
serer i den retning. Den følger den smaalokkende hen til
redet, og naar hønen har lagt sig for at verpe, gaar den stille
bort. Jeg gjenkj ender i det hele tat saa godt alle de i artikelen
beskrevne lyder, og det er virkelig meget interessant at stu¬
dere disse.

Kap, Toten 14/9 1913. Nusse Sopp.

En tyk nypetorn-stamme Lagerformand Olaf Hanssen,
Lillebø gruber, har nylig til Bergens museum indsendt et foto¬
grafi og et stykke av stammen av en usedvanlig stor nypetorn-
busk, som isommer er blit fældet ved gaarden Guldberg paa den
sydlige del av Stordøen. Da dette er den sværeste busk — man
kunde næsten si træ — av sin slags, som vites at være maalt
eller iagttat i Norge, skal her meddeles litt om den, væsentlig
paa grundlag av skriftlige meddelelser fra hr. Hanssen.

383

Den omhandlede busk stod paa Guldbergs eiendom,

Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Texts

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Naturen; illustreret maanedsskrift for populaer naturvidenskab"

See other formats